#27: Niels

Niels arbejder til dagligt som arkitekt og er også meget engageret i lokal-politik. Han har igennem livet interesseret sig meget for kunst, og i den interessante snak jeg har med ham kommer vi blandt omkring Invar Cronhammar, manden bag den gigantiske skulptur i Herning. Jeg er blevet så meget klogere på kunst og arkitektur af denne snak. Glæd dig til at lytte med!

Transcript

SPEAKER_01 0:14

Min næste gæst er Nels Bjørn Polsker, der til daglig er arkitekt. Han sidder også lige nu i byrådet i Hovens. Og jeg har mødt ham, fordi vi sammen med en del af børne ugeudvalg i Hovens. Og så videde han jo, at hæsten og mig i august moret sidste år. Det gjorde, at jeg lærte ham lidt bedre at kende, og fik rigtig meget lyst til at have med som gæst her. Nils og mig kommer til at snakke om ingen varen hammer, som en del kender for det meget store kunstværk, der ligger i Hæringen ude i det fri rum. Nels og jeg taler også om reflektionsrum og hvad kunst i. Så jeg glæder mig helt vildt til at invitere dig med ind i rummet med. Så skulle du gerne køre, så hvis jeg sidder og kigger ned af en gang med, så er det fordi, jeg sådan holder lidt øje med, om jeg mener, jeg er styre på teknikken. Velkommen til.

SPEAKER_02 1:11

Tak.

SPEAKER_01 1:12

Vil du starte med at præsentere dig selv? Du vil, hvem er du, hvad laver det gammel er du.

SPEAKER_02 1:17

Ja, det kan jeg godt. Jeg hedder Nelspo, og jeg er arkitekt og arbejder også som lokalpoliker. Men jeg arbejder også som arkitekt, og jeg ser mig selv som arkitekt. Det kan vi måske vende tilbage til, men jeg tænker ikke af de to ting af hinanden modsætninger, altså arkitekten og politikeren. Men jeg har også arbejdet rigtig meget med kunst, og jeg har altid været optaget af både at formidle og arbejde med kunst. Og se kunst. Og brugt det som en del af sådan ikke min måde at farve verden på tror.

SPEAKER_01 2:03

Og da jeg fik tanken, at det kunne være spændende at snakke med lidt. Så er det jo faktisk, fordi du er lokal politiker, så kan du også rige folk. Så du har hjemme og besøger carsten og har en snak med, så du også fortælligt om dig selv. Og så kommer du ind på, nu har jeg skrevet her, hvorfor jeg så dårligt til at huske navlig, om du har bemærket. Vi arbejder også lidt sammen. Ingvar kronam, som har lavet den der, man kan vede og mene, hvad man vil om den, men i hvert fald den der spektakulære ting i herning med den der store sorte vælving og fire søjler. Og så den hedder. Men så fortæller du nemlig også lidt om, at du har haft et samarbejde med ham. Hvordan kom det i stand? Og jeg synes det er lidt sjovt, fordi jeg tror, du ved sådan noget kunst. Der kan det også nogle gange noget at viden, hvor personen bag det.

SPEAKER_02 2:59

Ja. Vi mødte hinanden første gang ved, at jeg arbejdede på Arus. Som da jeg studeret på Aktskolen, så havde jeg det som studiek, hvor jeg fortalte om bygningen. Og det greb jeg om så. På den måde, at så begyndte jeg også at fortælle om samlingen. Og da så ligesom havde fået den ind under hudet, så fik jeg mulighed for at blive udstillingsassistent. Og det var sådan, man havde dengang, og sikret stadig har, hvor man var tilknytet som assistent på de forskellige udstillinger, og så skulle man hjælpe med alt hvad der nu er af forfalden af ting.

SPEAKER_01 3:42

Det var særudstilling af.

SPEAKER_02 3:44

Alt fra styr på forsikringspapirer til at bistå med og skrigs. Og det var et studiejob. Ja det var som studiejob.

SPEAKER_01 3:57

Interesser du dig meget for kunst på det vandet. Hvor kommer den interesse fra?

SPEAKER_02 4:02

Jamen. Det er egentlig et godt spørgsmål. Jeg tror, i udgangspunden har jeg bare været fascineret af det. Jeg er jo født opvokset på landet. Og sådan forholdsvis. Vant til at være alene længere jeg var barn. Vær meget alene.

SPEAKER_01 4:28

Får du var en barn.

SPEAKER_02 4:29

Nej, det er slet ikke. Jeg har tre søstre. Men flygte nok ind i landskabet på et eller andet niveau, for også bare at være fri og have en frihed der. Og jeg tror, den der sådan søgen efter noget andet eller nysgerrighed på noget andet end det, der sådan ligesom ellbar. Det var i hvert fald på mig en kobling også til det med kunsten, fordi det var jo også en søge. Og det fandt jeg jo så også ud af, da ligesom mødt ikke var, at jeg først om gange, så var det jo forbindet med en særsting på Arres. Og det var. Hvem sige. Der var det jo et projekt, han lavede.

SPEAKER_01 5:17

Men skultur.

SPEAKER_02 5:19

Det var en udstilling med form et ræsobler, hvor han lavede scenografien til. Og den gang der i 2006. Der var det ret nyt at lave scenografi til udstillinger. Det tænker jeg ikke over i dag nu i 2025.

SPEAKER_01 5:38

Det kan jo sige lidt, hvad det betyder at lave scenografie.

SPEAKER_02 5:42

Det er jo egentlig at arbejde med rummet omkring det, man udstiller. Og den gang. Man kan sige, at den der konkrete udstilling med formuletbilerne, der var det jo. Der var det jo en masse diskussion. Rundt omkring, hvorfor man lige pludselig ville have formletbiler ind på et kunstmuseum. Hvad det ligesom havde med noget, som helst at gøre. Men det man ønskede både fra museets side, det var jo, og måske også siden hen for England, det var jo og vise de estetiske dimensioner i maskinen. Og det var noget som ingen var også har været enormt interesseret i sit arbejde som kunstner. Altså både det industrielle og sådan de der, altså det kan være den blanke overflade i en bilk, eller det sorte stol, eller nogen overflader fra et friks skuld, eller sådan på den måde. Så derfor var han jo oplagt, og så kan man sige, at han beherskede også den store skala nu nævnt du før i Lær, som på det tidspunkt var uden samlens største skulptur i Danmark med en diameter på 60 meter og jo næsten lige så høj. Så han havde også vist det der med, at han kunne arbejde med rummet, som en arkitekt ville gøre det. Og på en eller måde var det der univers forenet der. Altså, hans fascination af maskinen og de her formidbiler og sådan helt der. Så det handlede om at prøve at lave rammer om, hvordan man kunne skabe sådan en total oplevelse eller i senje sætte af den her udstilling med bilerne. Og jeg tror bare, at det, som jeg synes var det dybt fascinerende ved at være på kunstmuseet, og som også tiltalen tror jeg, min tilgang til verden, det vidste jo ikke dengang, men det er jo måske sådan et faret siden. Det er det her med, at man som museer er man jo optaget af hvad der rører sig i verden, eller hvad kunstnere er optaget af. Og det er jo ikke altid et spørgsmål om. Det er jo ikke spørgsmål om at sige, at det her er god eller dårligt smag. Det er jo ikke et spørgsmål om, hvad smags står på den måde. Men det er jo mere et spørgsmål om at vise de strømninger og de ting, der sker. Og prøve at fange noget, der vil være spændende. Og der er jo. Altså eksempler på. Altså store kunsterne i dag som Ulo Færsen startede også som helt ung kunstner på Ares eller Aarhus Kunstmuseum i sin tid. Og så er der også kunstner, som har været udstillet, som måske så også forsvinder eller andet sted hen. Men den der sådan. Jeg synes bare, det er jo enormt smukt, og jeg er ret fascineret af det der med, at man egentlig bare gerne ville prøve at synliggøre nogle forskellige strømninger i verden.

SPEAKER_01 8:48

Og detalje det der med, at man så hører en scenograf. Den er helt ny for mig synes jeg er spændende. Jeg havde ikke bare forestillet mig, så jeg havde afsta i medarbejder der også komsteren selv, men det form et biler og der er jo ikke en eller anden kunstner bag, der siger.

SPEAKER_02 9:06

Nej, men der er mange forskellige. Der er også kunst. Sådan en kunst, som mal om Michald Kvirum, han har i mange år haft en egen arkitekt, der ligesom var med til at skabe rammerne omkring hans udstillinger. Og jeg tror så, så gik der jo nogle år der fra 2006, til at ingen var og jeg mødte hinanden igen. Og det var egentlig så, fordi jeg foret på arres og blev færdig i uddannet, og så var jeg en årræk selvet arkitekt i Aarhus. Og når man er det, så er man jo også meget søgende. Og også helt konkret i forhold til at finde opgaver. Og ingen havde da jeg sat nogle dyke spår, også personligt. Så jeg havde da bare tit tænkt, at det kunne være spændende at prøve at samarbejde med ham igen. Men jeg tror, der gik jo næsten 10 år eller sådan, inden at der så var en mulighed. Og det viser så, at det bliver overhovedet ikke det projekt, som vi startede ud med at arbejde sammen om som egentlig rykket noget. Men det førte så til, at vi.

SPEAKER_01 10:20

Der skal jeg bare lige høre, hvordan kom det i stand.

SPEAKER_02 10:26

Og det er smukkede sådan en som ham og mange kunstvær, han var jo en erfaring mand på det her tidspunkt. I slut 60'erne eller sådan noget. Så jeg har jo også kun kendt ham i hans scene liv og sådan arbejdsliv. Men han var jo meget. Han var også en meget nysgerrig sjældere. Jeg tror man skal også, det var derfor, vi på en eller anden måde havde så godt et samarbejde. Fordi han synes også, det var spændende, at der ringede den dernre arkitekt og spurgte, om tænker du om det her. Kåde ikke være sjovt at lavet et samarbejde om. Så det var ligesom, det var startet, eller start skud, og så var der jo flere projekter. Det, hvor jeg også nogle projekter. På et tidspunkt da jeg så ligesom valgt at stoppe som arkitekt i Aarhus.

SPEAKER_01 11:26

Jeg har så lukket din skærp.

SPEAKER_02 11:27

Så jeg kigget ud af den. For jeg var nok kørt lidt lidt træt efter ti år. Og har jeg lyst til at prøve noget andet. Men igen også var meget tvivl om hvad jeg skuld. Så det var også igen det her med at søge, tror jeg. Men der havde jeg, eller startede så et samarbejde med ikke, hvor vi ligesom var mere fast sammen, hvor vi lavede forskellige ting sammen. Og det var egentlig det.

SPEAKER_01 11:58

Det handelt så ligesom, når du sagde med Kvum har hans egen arkitekt. Det var det lidt sådan. Ja, det var det. Det var det. Du tror godt, du kan sidde tilbage i sofan, hvis du vil ikke mere slammer med. Jeg har så længere mig helt samt. Og så blev du lidt hus arkitekt eller sådan.

SPEAKER_02 12:18

Nej, jeg end vores sekretær. Forstået på den måde. Altså, det kan jo en sekretær funktion kan være mange ting. Men igen også det der med at være arkitekt, at man er jo i høj grad med til at realisere andre menneskers drømme og visioner. Og det er jo sådan set lige meget om det er et hus, man skal bygge for nogen, eller en kulturinstitution, man skal prøve at gentænke, eller det her med at samarbejde med en kunstner, at man prøver at se, hvordan man bedst kan udfolde de der visioner og tanker. Og det er jo også enormt. Det er et enormt spændende fag, fordi der er også mange lag i det. Den ene er man jo respekte mere psykolog. Og men også bare sådan generelt. Altså det her med sådan at prøve at forstå de indspark, man får.

SPEAKER_01 13:21

Ja, selvfølgelig.

SPEAKER_02 13:23

Og det kan jo være alt fra, hvad folk siger konkret, eller noget, man læser. Det om linjer og lidt. Lige præcis alt mellem linjerne. Hvorfor er det, at de synes, det jeg prøver at foreslå dårligt. Er det fordi, jeg ikke har fortalt det godt nok. Eller det simpelthen, fordi det er en dårlig idé. Og andre gange der med, at man så også tænker, at det her er simpelthen den rigtige idé. Og jeg ved, jeg har ret, men jeg er også nødt til at kende, at jeg kan ikke få dem med på det, så jeg må prøve at gå den vej. Det gamle udsomt, jeg har nu sådan træke, det er jo. Og det benytter mig lidt af. Det er jo, at hvis man så ikke får nogen med på den første skidse, så laver man bare et forslag mere, som så forhåbentlig ender med at blive en lille smule dårligt end det første. Og så er det. Og så lige så går det ud på, at man skal have de andre også til at sige, ja det kan de godt se. Det var godt nok ikke det her, hvad gør så. Hvis vi gjorde sådan her, og så smidder man plan af, så let er modificeret ind igen. Og så tænker jeg, at det er en pland set, og så kører man. Og det var.

SPEAKER_01 14:26

Abejede du lidt sådan længere, eller?

SPEAKER_02 14:31

Han havde det udgangspunkt, at han lyttede til alt, hvad man sagde. Men han sagde også åben til mig, at han forbehold sig retten til at afvise alt. Så kan vi gerne. Der er jo sådan set ikke grænser for, hvad jeg kunne sige. Men han ville også insistere på, at hvis han havde en fornemmelse for noget andet, så havde han ligesom mulighed for at gå den vej. Og det er jo meget fint. Det havde jeg ikke problem med. Det er ikke en personlig ting på den måde for mig. Og har ikke været det. Det er jo. Man er på en eller anden måde redskab for noget andet. Og det er også der for det der med kunsten. Og helt den her diskussion. Der jo rigtig mange mennesker, der har et andet forhold til arkitektur end til kunst. Men der alligevel også nogle gange der slægt skab med, at man sådan ligesom kan sige, at det er jo smæret bage. Eller altså. Og det er det selvfølgelig.

SPEAKER_01 15:22

Hvordan vil du definer, altså flyder tingene sammen for dig er kunst arkitektur?

SPEAKER_03 15:28

Ja.

SPEAKER_02 15:28

Det gør det. Det må se lidt om det. Det er to sider af samme sag, fordi der er også en estetisk side. Og en sandselig side, som man ikke nødvendigvis skal forklare. Eller beskriver, altså, hvorfor skal en overflade være på en bestemt måde. Eller hvorfor er det smukt med det her træ i stedet for noget andet. Altså lige nu som i dag så arbejder jo som landskabsarkit. Men det er jo også, og det er jo det, der er så enormt smukt med det fag. Det er meget flydende.

SPEAKER_01 16:09

Meget kreativ.

SPEAKER_02 16:11

Ja også det. Men det er også. Det er jo genet kreativt på de der mange niveauer. Man skal jo formulere sig igennem sine mærker. Det var også noget af det, hvor han var meget optage. Han ser jo altid der, hvor woret stopper, der begynder kunsten. Der var da nogle forfattere. Jans Ville Craden, der ikke var helt enig i. Men det der med, altså det orløse, altså der med, at der er noget, man ikke kan formulere. At det på en eller anden måde rammer en. Og på samme måde, så vil jeg også sige, at arkitektur rammer dig også, uden at du nødvendigvis kan stå og sige. Nej, men det er jo. Og derfor har jeg også, at man skal passe på med, at man skal passe på med at dømme en bygning for hurtigt. Fordi nogle gange så skal tingene også ligesom sætte sig, eller udvikler sig.

SPEAKER_01 17:08

Har du nogle bygninger, der betyder særlig meget for dig?

SPEAKER_02 17:13

Ja, jeg har. Jeg har mange og mange, jeg ikke har set. Men jeg har en schweizisk arkitekt, der hedder Peter Sumtur, som jeg er meget optaget af. Så arbejder meget med de her helt enkelt rum, men også med en meget enkelt bearbejdning af materialerne. Det har jo kastet mange forskellige projekter. Altså både træt bygningen og beton og hus i tale, også rigtig meget.

SPEAKER_01 17:47

Også i Danmark eller?

SPEAKER_02 17:49

Nej. Det har han ikke endnu desværre. Men han har lavet, han har jo lavet en del ting i Tyskland, og han har også lavet nogle et projekt i Norge. Men igen det jo også, hvad skal man sige. Når man er arkitekt, så er man jo. Så er man jo professionelt nysgerrig. Og derfor er man jo også nysgerrig på det der med, hvad er det handen. Og hvad er det han ligesom. Hvorfor er det, at han er interessant, og hvad det han gør. Og ja sådan ting.

SPEAKER_01 18:23

Men så har du en eller anden bygning, du elsker, eller sådan det skulle nævn.

SPEAKER_02 18:35

Ja, det er jo helt pinligt, man bliver helt stille over det.

SPEAKER_01 18:39

A det der med, man skal tage et vand. Tænker du på alle mulige bygninger nu.

SPEAKER_02 18:44

Ja, jeg tænker på alle muligt.

SPEAKER_01 18:46

Jeg tror bare grime. Det er jo ikke sådan, at så bliver du dømt af efter nogle bygning.

SPEAKER_02 18:56

Men det er nok igen det der med. Lid liges med det med arres, og det er med mangfoldigheden. Jeg synes, det er fantastisk at komme ind i mange forskellige type huse. Og det er igen det der med, det er jo ikke fordi, jeg så tænker om her. Kun jeg ikke bo, eller her kunne jeg godt bo. Det er jo ligesom nogle gange så. Der er mange, der går på kunstmuseum, som tænker, det der kunne da virkelig ikke have hængende derhjemme. Sådan et eller andet. Og det der billede af det er jo egentlig. Det er jo fint, det kan man jo godt kunne tænke. Men det er også meget mere end det. Og man skal jo også bare gå ind. Altså jeg jo oplevet kun tærker, der har fået meget. Altså, hvor man bliver dybt berørt, og det kan jo både var negativt og positivt, altså, hvor man tænker, det her skal ikke se det her, jeg går ud igen, eller et eller andet. Men så kan det også være med arkitektur. Men det er jo lidt anderledes med arkitektur, fordi vi oplever det jo på en lidt anden måde. At vi. Altså hver morgen, vi vågner og kigger ud i vindet. Så det vinde ud, vi kigger ud af. Det er ligesom en rame, der på en eller anden måde definerer noget, og det rum, vi ligger i er defineret af væk. Og på den måde er det jo helt sådan bogstaveligt nogle rammer for vores liv, som vi oplever hver dag. Og der vil jeg da sige, jeg tror mere. Noget af det, der kan gøre mig glæde, altså det kan være sådan helt banal ting med at sidde. Egentlig lidt som i dag som i dag, hvor sådan forresmør, og formiddag solen vælger ind af vinduer på væggen og i et rum. Det synes jeg fantastisk. Derfor tror jeg, jeg synes, jo nogle af de rum, jeg sådan har været, har påvirket mig mest. Det er jo det er jo nok i høj grad, faktisk kirkerum. Det er jo.

SPEAKER_01 20:51

Jeg følger dig jo på Instagram. Har du været i grundvigs kirken er det dig.

SPEAKER_02 20:56

Men det er mange, mange år siden.

SPEAKER_01 20:59

Den er jo meget. Den synes jeg lækkert. Meget flot og så enkelt det også. Alle.

SPEAKER_02 21:06

Men det er præcis også nogle af de der ting med noget, der ligesom på en eller anden måde grode materiale. Og det er også noget, som. Jeg synes, der er mange kirkerum, der kender det. Det er nok også slært ved ingen mig i forhold til det, og sådan helt det der med at arbejde med reflexionsrum eller stillumet. Han var meget opdaget af, at der også var steder, hvor man skulle søge stilheden, og at man ikke skulle være bange for at søge stilheden.

SPEAKER_01 21:38

Nu går man ligesom lag op til stillet eller.

SPEAKER_02 21:45

Jeg kan sige nu, vi laver i en verden, hvor de unge var hørskader, fordi vi hele tiden har et konstant lyd, og sådan hele tiden er stimuleret. Og det er jo også påvirket af jeg så. Kæber lige så meget med det, som mange andre tror. Men jeg tror da i høj grad på, at vi skal søge tilbage. Og måske også allerede af at gøre det søge tilbage til en eller anden sådan mere grundlæggende tilstand, også i forhold til vores arkitektur. Altså at vi har brug for rog, når vi har brug for et steder, hvor man kan søge rum, og hvor man kan være. Og det kan man jo igen, det kan man jo være på mange måder. Men det kirkerum er jo et godt sted at strejer. Men jeg synes også, og det oplever det også selv. Men jeg jævne med rum. Altså det her med, at en bygning kan også være rent helt konkret. Sådan skjold mod verden. Og det er også noget af det, som ikke var meget optage. At man på en eller anden måde kan blive beskyttet mod denskab, der også ligger i verden. Den mærker jo en i dag, og den tid, vi lever i dag, den er jo også endnu mere ramt af det. Men jeg tror også, at jeg har stadig sådan det her billede af kunsten som noget enormt livende eller positivt. Altså på en eller anden måde, så tror jeg på, at så længe vi har kunst i verden, så skal det nok gå.

SPEAKER_01 23:33

Det styder også og tænker på kunsen lidt som noget, der ikke vil lade sig knække af det der, der sker i verden. Så jeg leger sådan sædve lokal, kun kende, også har været gæst i min podcast. Og jeg ved, at han tænker enormt meget over, hvad der sker i verden og har sine teorier om, hvad det handler om. Men så samtidig så nokler han med sine kunst her. Og det er ligesom næsten sådan en mission, han har i livet. Kunsten på grund, som skyde. Og det tænker jeg lidt ligesom dig, at jeg ved ikke, jeg føler lidt, at det ikke kan være lidt rørt med i Europa med sådan på en eller anden måde, både hvor filosof og kunst angår, sådan historisk set har været lidt sådan sted, ting jeg udgiven. Og det skal vi da nok bare prøve med at holde fast i noget.

SPEAKER_02 24:28

Kunsten er jo et spejl på vores samfund. Og derfor er det jo klart, at når vi så lever i en periode, hvor der er meget usikkerhed og meget krig og sådan nogle ting, så vil det jo også fylde mere i kunsten. Og det synes jeg også er vigtigt. Det er også den der reflektion, der ligger i kunsten, jeg synes, det er så enormt centralt for vores samfund. Og jeg ved godt, at når man også snakker politik, så er der mange, der driver med, at det er jo aldrig nogen sådan en kunstpolitik, man bliver genvalgt på. Det er jo aldrig den af det burde det være. Og det fylder jo også mere. Og nu, man kan sige, at man taler om åndel oprustning og mange andre ting. Så man kan sige, at det er jo. Det er jo enormt centralt. Men det er jo stadig også nogle gange meget svært at forsvar. Når der mangler penge til dag af institutioner eller typ. Hvorfor er det så, at vi skal bruge 20 millioner, på kun sværet eller sted.

SPEAKER_01 25:33

Det er jo, jeg lærte lidt, da jeg læste, arbejdet som frivillige for kræftensbældse. Og der var sådan et dejlig lilla, hvor vi kunne have klender i det sig. Og så på et tidspunkt, så skulle vi flytte, fordi vildagen skulle renoveres. Og det er det, der hedder.

SPEAKER_04 25:52

Hvad er det nu?

SPEAKER_01 25:54

Det er virkelig nu, hvad det hedder. Jeg ikke ikke. Men grafens bekæmpelsesbygning ude i Aarhus, hamdag.

SPEAKER_02 26:05

Det er fandme, som Gary.

SPEAKER_01 26:07

Og jeg fandt jo ud af, det var sat til, at skulle koste 50 eller 55 millioner. Og så stakte det hele dag ikke også. Og jeg fik faktisk sådan lidt. Jeg tog lidt anstød, fordi jeg sad, jeg var mega fattig studerende. Jeg var mega fattig studerende. To børn med fattig studerende alene mor. Kørte af min egen drift ud og havde gratis klienter for Kraftensbekæmpelse. En af dem, jeg talte med, vedkommende arbejdet på Vaskeriet på kommunospitalet, og så havde de valgt at arbejde på det her vaskeri en helt dag gratis, og så gik deres løn den dag til kræftensbekæmpelse. Og den her medarbejder havde lige mistet et meget nært familiemedlem til kræft, så det vedkommende brandt virkelig for det. Så kunne jeg jo ikke andet tænke, og så røg det lige ned i et stort stort hul. Men det fandt jeg ud af, at så simpelt er det slet slet ikke. For det første er det et magløst hus, at jeg har lyst til at gå og kræme det, når jeg er. Det ligner jo sådan lidt, hvad det, når man spiller det her Mikark, så ligner det, at han har gjort det med kæmpe bælker, og så læger et agsadskænderne sådan bare på det. Og så fandt jeg ud af, at det betyder ret meget for en organisation som kraftens bekæmpelse at have sådan nogle rammer.

SPEAKER_02 27:27

Men jeg vil også, og der vil gen tilbage til det med. Jeg vil jo aldrig nogen sådan noget tegnus som det der. Og lige den arkitekt, har jo også en meget speciel måde at arbejde med arkitektur, men det jæder ikke på, at det er dybt relevant, at der er sådan, som ham.

SPEAKER_01 27:48

For det tænker, der kan jo tale om, at det er også kun, det er jo helt way out af normal måde at lave ting, jo.

SPEAKER_02 27:57

Men jeg synes også, altså det er jo den samme diskussion, hvornår kunst, og hvornår arkitekt. Arkitektur, fordi jeg synes jo også, der var meget arkitektur, der er dårlig arkitektur. Og der er også meget arkitektur, som. Og man diskuter, hvor meget arkitektur er der i det. Og det er.

SPEAKER_01 28:31

Du har da brokket da lidt oversens af rødhusning.

SPEAKER_02 28:37

Eglig synes jeg jo selven om. Det er jo lavet i en jo en transformation, hvor man har ombygget en tidligere uddannelsesinstitution til Rødhus. Og nu spørgte du før, hvad jeg har rigtig godt ligge. Så er jo dybt forelsket i ødrødhus, som man tænker ført. Det er også fordi, det har den der. Nu talt om grund, vi skal skæken før. Men jo forme, og man kan fornemme tegstenet og alting sådan helt overdimensioneret.

SPEAKER_01 29:13

Man går på opdagen også.

SPEAKER_02 29:17

Men det er også et hus, der repræsenterer første gang, hvor man ligesom prøvet at vinde funktionerne om. Nu tager vi det mere for givet. Men lige det hus, når man egentlig kommer ind, så er alle de funktioner, der ligesom vidra borgerne. Det er åbne. Så man kommer lige i et hus, hvor der er ret åbent. Og det har man jo lækkert at bygge videre på siden her. Men bygget det der i tror jeg starten af halv'erne, der var det jo helt nyt. Og jeg synes ikke.

SPEAKER_01 29:50

Og jeg har jo ikke noget den gang.

SPEAKER_02 29:52

Ja, det må det helt sikkert gøre. Og jeg kan sagten forstå igen, når man så bygger et stort nyt rødhus. At der vil være nogen, der kan sige om, hvorfor i al verden, og det nu det og sådan noget. Men og nu er jo lidt på ve ud af byggeret i hossen, så jeg kan jo godt være meget ærlig. Men jeg synes jo, at det er så avligt, at man ikke er mere optaget af, hvordan man laver sådan et projekt. Fordi del er det en arbejdsplads selvfølgelig. Men også igen på sådan et hus tænder til formål. Og et eksempel på, hvordan man kan gøre det. Så hvis man nu skulle lave et transformationsprojekt, så skulle man virkelig gøre det på den mest jøge måde, i forhold til at vise, hvordan man virkelig kunne lave et bæredygtigt ombygning af sådan lidt bygger i. Men i steden så har man fået et sted med dårlig ventilation og enet klima. Og nogle af meget varmt. Og andre steder er det meget koldt for få rum og for små rum. Byrdsen er noget af det mest trist i hele verden. Og så har jeg bare sådan lidt igen som arkitekt, at der bliver også lidt støt. Både fligt, men også som mennesker, fordi jeg synes simpelthen det er uværligt og utrolig afligt, at man ikke er mere opdaget af, når man ved, hvad det betyder for ens mentale. Vfinde, hvilken rum man er i. Så er det jo klart af sådan i det på spidsen i et frem, der træffer man dårligt beslutning.

SPEAKER_01 31:23

Jeg tænker, det er sådan den dårlig pendker til kirkerumet. Det er godt. Jo, det er fæst.

SPEAKER_02 31:30

Og jeg ved godt, I genre, at hvis man siger det højt, så mange mennesker tænke på det kan da godt være en går og synes det. Men jeg mener det virkelig alvorligt. At hvis man gerne vil skabe et udgangspunkt for at have en god dialog og skabe nogle gode fælles beslutninger, så er det enormt vigtigt, at de rum, man ligesom mødes i og arbejder i. Og det er med til at gøre det. Og det er jo det samme, som mange der oplever at sidde på storumsk kontor og svært med det. Det er enormt vigtigt, at vi tager de ting seriøst.

SPEAKER_01 32:04

Det der også ligger i ud af reflektionsrum, som du nævner, at.

SPEAKER_02 32:09

Ja. Det kan man jo.

SPEAKER_01 32:11

Lær det mere roligt rum eller.

SPEAKER_02 32:13

Jamen det har jeg faktisk ikke tænkt over. Men det er så det her jo egentlig ret i Susanne. I virkeligheden er det jo lidt begge del. Altså nu sidder vi og taler her. Og jeg har det meget sådan selv. At jeg har rigtig meget ved at tale med andre. Det samme her. Vi finder ud af nogle ting nu snakken, som vi ikke har spillet på før. Jeg lærer jo enormt af psykolog. Jeg lærer så meget af mine klinker.

SPEAKER_01 32:39

Det er dagligt, også om mig selv.

SPEAKER_02 32:44

Og det er jo utroligt smukt. Og derfor har du også ret i, at der er også en reflektion i det store rum, eller det rum, hvor man møder andre og samarbejder med andre.

SPEAKER_01 32:57

Men det er jo bare lige, når vi snakker om det. Der er mange af mine klenter, der som det første siger, at jeg har hyggeligt. Og jeg tror, det kommer bag på dem, at jeg har indrettet mit arbejdsrum som en stue. Men det tænker jeg er sindssygt vigtigt. Der lidt rart at være her. Det ligger op til noget andet, end hvis du kommer ind i et rum med lyster, et bord og to stole over hinanden. Det er næsten sådan lidt afhøringsrum eller sådan. Og det kan altså noget ved kommunikationen. Det vil være meget svært for mig at have gode situationer i et overbeløst rum, hvor der bare et bor af to stole og en plakat. Det vil ikke fungera.

SPEAKER_02 33:37

Jeg tror personligt har det sådan, der betyder træde rigtig meget. Nu er jeg jo kørt herude fra hostens. Og altså, det har næsten tag. Det er lige, der har taget mig en timer af kvarter. Og det er jo egentlig en rote, der burde kunne tas på tre år andet. Det er så fart. Fordi så kører man jo igennem landskabet, og den der hele anden proces med at bevæge sig i landskabet også. Det er jo virkelig også reflektion, men også hvor man ligesom man ser nogle ting. Og jeg synes jo, ligesom du siger det der med, at det jo er jo afgørende, hvordan rummet er indrettet og hvordan er lyset. Men det kan også være en udsigt. Man kan skabe et reflektionsrum ved at sætte sig på et bestemt sted. Man har jo været på Luciana fx kun som sted i Humblebæk. Og det er sådan et meget godt eksempel på det, hvordan man bevæger sig igennem et landskab. Og egentlig også arkitektur. Men lige præcis med, hvor arkitekturen på en eller anden måde i høje grad end at være spektakulær, så bliver det mere et redskab til at far. Trækker naturen ind. Trækker naturen ind. Man bevæger sig igennem naturen, og så kan man ligesom gå ind i de der rum, hvor man så kan opleve kunstværker, og så kan man træder tilbage igen, og på den måde bevæger sig. Og det er jo også en del. Det er jo ikke. Det har vi slet ikke snart. Men man kan sige, at arkitektur er jo også. Alt, det er jo også en måde at se verden på, og det er også en måde at tænke verden på. Og ligesom prøve at være tro nogle af de der tanker, man kunne prøve at se, man realiserer. Og det kan godt lyde lidt tøj, men som arkitekt, så har man jo et visant projekter i sig. Det er jo ligesom forfatter, der skrev en bog, eller kun sådan, der laver et skulptur, man kan have et hovedværk, og så kan man, og det er jo ikke fordi, at man så ikke så har man lavet den her enorm roman. Og så kan det jo godt være, at det virksom, og så var det det, man får svandt ud i glemslen. Men de fleste af de arbejder jo lige så hårdt, som de altid har gjort. Men det kan jo godt være, at man ligesom ender et andet sted, eller tingene udvikler sig anderledes. Og på samme måde, så er arkitektur også en måde at se verden på. Jeg arbejder i hvert fald også sådan med, at man kan jo godt prøve at have nogle visioner eller tanker. Det bør jo ikke være mig, der sidder som arkitekt og tænker, at det er min vision, der skal realiseres. Men det kan være det der med, at vi har en vision om et eller andet, som vi tænker, er enormt vigtigt at realiser. Og det er ikke sikkert, vi nødvendigvis helt præcis ved, hvorfor det her er vigtigt, men vi holder fast i det. Og så kan det jo godt være, at nogle gange, så må man jo også konstatere, at noget virkede bedre end andet. Og man tager nogle erfaringer med sig. Jeg tror nogle gange, så har det lidt som arkitekt også som instruktør. Altså det der med, at man er nødt til at på et eller andetspunkt forladen processen, eller på et eller andet tidspunkt, så skal filmen klippe, så bliver man over til nogle andre. Og så er det ligesom, så udvikler det sig derfra. Og på samme måde så må. Jeg ser jo også ting af de ting, jeg har været involveret i som arkitekt er jo på en helt anden måde. Jeg har også steder, uden da sådan. Det vil jeg ikke afslu. Jeg har sted, hvor jeg simpelthen ikke nærmest kan holde ud af kommen. Fordi at det ikke er blevet som jeg tænkt. For det er blevet anderledes end det, jeg havde tænkt. Og hvor jeg mig sådan over, at det ikke blev sådan.

SPEAKER_01 37:43

Det kan jeg godt forstå. Ligesom en kunsten, kunstmaler ville kunne have det medske ikke nogle vældig populære maler, hvor han var sådan noget. Det er ikke godt. Men var det, at du har været med ind over den uendelige bro i Aarhus? Ja.

SPEAKER_02 37:58

Hvordan? Jamen det var så i den der periode som selvstændig arkitekt, hvor vi.

SPEAKER_01 38:03

Det var ingen var.

SPEAKER_02 38:05

Ja, okay. Men det er jo i samme tråd, i gen det her med, at vi var interesseret i, hvordan vi kunne. Der lavede vi jo mange forskellige projekter. Både sådan mere klassiske bygningsprojekter. Men også byumsprojekter, hvor vi ville prøve at lave nogle ting, der ligesom kunne være med til at sige, fremkalde nogle kvaliteter ved et byrum eller et sted, som måske var lidt overset.

SPEAKER_01 38:32

Var det en del af bare sige den ud.

SPEAKER_02 38:36

Ja, altså det var skøvs jo bare og sige. Det blev det, men egentlig var det var et projekt, vi har lavet inde. Men så fordi det jo den her store cirkulær bogkonstruktion, som ligger lige i begyndelsen af Marshilsborgs skåren ved Aarhus. Men det var jo lidt svært sådan, at vi taler blandt andet med kommunen og stadigarkitekten, men det havde jo lidt svært ved at gå fuldstændig ind i det, fordi man skulle jo også leve op til de retningslinjer, man har omkring ikke at bygge kystnær. Man kunne ligesom ikke på den en side som kommunen siger, at man vil gerne minske konstruktioner og bygger i vankanten, og på den anden side, så bakkede man ligesom op omkring sådan projekt. Selvom det jo ikke er jo en bådkonstruktion, så vi så det jo sådan meget, meget nemsom ting på den måde. Og så havde vi egentlig tænkt, at igen, det var ligesom ligesom det, vi snarke førme med, at man kan tænke nogle ting. Så var det jo en vision eller en tanke, vi havde prøvet at visualisere. Men var også indstillet på, at den ville nok aldrig nogen komme ud. Det var det sikkert blive en af de der drømme, som ikke nødvendigvis bristet, men som blev ved med at være drøm. Og så havde vi egentlig bare vedtaget, eller så snakket om, at vi ville prøve at give det sidste skud. Men så bare sige, som kørt den i den periode som sådan en tilbagevendende kunststillingen i naturen. Nu findes det jo ikke længere. Men så havde man med jævn medrum en åben invitation, hvor man inviterede kunstnere ind til at kunne komme med et forslag. Den greb vi sådant den her bord ind. Og det fine ved det synes jeg, det var både i forhold til, at for det første, så havde man jo vedtaget, at den her udstilling, den havde lov til at være der i en periode. Og alle de der regler og begrænsninger. Det var ligesom væk i en kort periode i tre måneder. Så ligesom af de der udfordring, vi har haft tidligere. Det var ligesom væk. Nu kunne vi lave det, og så var den der. Og så var der også noget meget fint i, at det var middeltid, synes jeg. Langt hen af vejen. Og det betyder så også, at brugen den bliver taget ned. Og så bliver der.

SPEAKER_01 41:04

Det bliver da sådan et fremmest grig.

SPEAKER_02 41:06

Aller et borg ønske, hvor mange borgere sagde, om det synes, man skulle genetabet. Det tror jeg, at der er mange grund til. For det første, så ligger et sted, hvor den både indrammer nogle kulturhistoriske ting omkring det sted ude ved varjenet i Aarhus. Det ligger også et naturligt sted at gå ud. Det er simpelthen. Det er simpelthen god. I stedet for det lige pludselig, at der ikke var noget der, så er der lige pludselig blevet et punkt, man kan gå ud til. Vi kan gå ud til den. Går man derud og vender rundt, og så går man tilbage. Og så har den også. Jeg holdler virkelig meget Aarhus. Og landskabet ved Aarhus. Men Aarhus er jo også østvend. Så det vil sige, at solen går tidligt ned. Fordi den jo stranden, den kommer til at lidt i skygge på et tidspunkt med træning. Det kender jo også her i Sikborg. Men så er den udvendig brug, den ligger jo så langt ud i vandet, at den giver lige en ekstra halv time. Så man kan også, man kan ligesde derude yderst, og få den sidste efter min sol eller aften sol. Men det er også et godt eksempel på et projekt, hvor det tænker jeg måske også er sådan en et godt sted afgrund, måske. Men det er et godt eksempel på det der med, hvor ligesom man kan have en oplevelse som arkitekt, at tingene udvikler sig til noget andet i min optik. Dårligere end det vi måske havde tænkt eller drømt om. Så er den i brug et eksempel på det her med, at de rammer, man ligesom har stillet op, at de egentlig blevet grebet, og at har fået betydning for langt flere mennesker, end vi nogensinde havde drømt om.

SPEAKER_01 42:50

Det må være til frisk af.

SPEAKER_02 42:52

Ja, men det er det også. Det er så meningsfult. Det er meningsfuld af stolt over det. Men jeg vil også bare ikke igen sige, at lige for mig er det også et projekt, ligesom. Jeg har virkelig svært ved at tror jeg, jeg har set det på samme måde som mange andre. Fordi man det er. Man har arbejdet så meget med det.

SPEAKER_01 43:11

Men jo godt være nu sidde at snakke med i morges om hvad der motiverer ham ikke. Så vi snakker om det der med, at i bedste fald kan det være, at vi gør nogle ting, så næste generation husker også, og så bliver vi glemt. Det kan jo være, at du er dem, der bliver brugt længere tid på grund af den urvindelig brud. Hvem stå egentlig ved den så? Der kommer en lille mæssingskilt eller ikke andet.

SPEAKER_02 43:38

Altså, jeg vil sige. Nu er jeg midt i livet, så du kan spørge mig igen om det egen høj.

SPEAKER_01 43:45

Du kunne være god som status.

SPEAKER_02 43:49

Jeg vil sige det sådan, at i hvert fald på nuværende tidspunkt, så er jeg ikke ret optagt min eftermille. Og det er heller ikke. Der er også mange, der sådan med kunstprojekter, så er der mange, der sådan har en eller anden opfælde, at en kunsten har lavet et eller andet bare for at provoker. Og der findes jo Gud også kunst, hvor selvprokationen måske er større end alt muligt andet. Men der finder jo også arkitektur, hvor man sådan tænker, jamen jo særligt måske for 20 år siden eller 15 år siden, altså, hvor man sådan havde de der meget ikonagtige byggerier, hvor man tænker, det handler mere om at bygge noget, der er markant egentlig og forhold til den.

SPEAKER_00 44:37

Det er lidt siddet bare og siger, hvad har du set.

SPEAKER_02 44:41

Man kan også bare helt konkret her i Sikkeborg som i år må se at det er nødvendigvis en god idé at lave det museum, man har arbejdet med på et tidspunkt. Der måske også en grund til, at det måske er så svært at realiser.

SPEAKER_01 44:59

Det af vejen, det vi har nu. Man er jo utroligt smukt det godt. Man bruger det ikke rigtig som sådan en varmær forby.

SPEAKER_02 45:07

Men jeg tror det er jo en balance, fordi selvfølgelig har vi, vi har brug for de der kultur i fyrtårn ligesom kirkerne. Er det, og var det, så kan man sige, at i dag i dag, der samles vi måske om nogle af de andre kulturpunkter. Men jeg synes bare, det er utrolig vigtigt, at det ikke bliver fordi, at man. Vi har ikke lavet nogen i brug for, at det skulle blive en af de mest sådan fotograferede steder i Aarhus. Men det er det så blevet. Og det er jo det er jo på mange måder fint. Men jeg vil også have det fint med, hvis det var det mest oversede. Det mest oversette sted. Altså for mig er den der. Den der hype omkring det ikke vigtig. Jeg synes, det er mere vigtigt, at man har været tro mod igen den vision og de tanker, der har været.

SPEAKER_01 45:58

Hvor det sådan meget også at få naturen mere af ind.

SPEAKER_02 46:02

Jamen, det er det da.

SPEAKER_01 46:04

Det er jo næsten, at jeg skal lige sige, at du har bedt mig om at holde løje med tid. Ja tænker sådan, hvis du vil vand af med sådan. Hvad er din vision, og hvad synes jeg, der er vigtigt også for os mennesker. Sådan godt det lidt stort, men ved jeg da er et mennesker, der tænker over.

SPEAKER_02 46:30

Jamen jeg tror, altså. Nu det glemmer, det har ikke fået med historien i nu. Men ikke var han døde jo for fire år siden. Altså så plustig, som man nu jo kan dø som en mand i begyndelsen af 40'erne. Men så godt nødvendigvis, at vi ikke havde 10 års samarbejde foran også. Men det var det jo selvfølgelig et kæmpe chok, og også jo noget der. Kæmpe chok og en kæmpe sorg, men det har jo igen også været med til at gøre, jeg føler også både, at der er nogle af de ting, som han var optaget af, som han jo også har givet til mig ligesom en far kan vise sin søn et eller andet, eller en spillmand kan lære en dreng og spille på harmoniker. På samme måde har jeg også lært nogle tricks af eng, men også nogle af de ting, som. Jeg har jo dyb respekt for hans stemme som kunstner. Men også den sårbarhed. Der er mange, der ligesom ser de her store ståskultur som noget meget voldsomt, men der er også en enorm sårbarhed og følsomhed i det. Og der ligger også en sige, det der møde mellem natur og arkitektur. Der ligger også noget enormt følelsen, som jeg skal med. Det kan både være. Altså, hvis man bygger noget ude i landskabet, så ændrer man jo også nogle ting, men det er også med til at fremkalde nogle ting. Og for stærk nog traster. Og det er også det, jeg synes kun. Altså, det er jo sådan fremkald af får ting til at stå tydligere frem. Både nogle af smukke ting, men så sandlig også noget af det, som vi har svært været. Jeg tror det altid. Jeg tror, man skal passe på med at tage sig selv for seriøst nu, hvor du er simpelthen på det der med skulturen. Jeg tror det er en rigtig, rigtig god idé, at man vender med at navgive steder til at kunsten og arkitekter og alle mulige andre er døde for længest. Fordi.

SPEAKER_01 48:47

Det er da ikke måske.

SPEAKER_02 48:49

Ja, det skal da på guds skyld ikke gøre. Det må der virkelig ikke gøre. Men jeg tror, det er meget godt at være bevidst om, at vi er små mennesker i meget, meget stor helhed. Men også igen, være bevidst om at ture lidt både tvivlen måde. Men det er en balance. Og man kan sige, jeg har også då, hvor jeg tænker, at jeg slet ikke kan finde af noget. Men det er virkelig en balance, hvor den tvivl, man har også professionelt, den skal lov være en drivkraft. Man tvler og dermed sørger man. Frem for det bliver en tv, der gør, at man tænker. Når jeg kan jo heller ikke finde ud af noget, eller jeg også en dårlig far. Helven der balance.

SPEAKER_01 49:38

Men jeg tror, vi har behov for at give mere plads til stilheden og tvivlen for nu også i det i dag med noget, jeg har hørte, da jeg var på vej ud af jer. Og det var at søge sammen med folk, der sørger efter sandhed og fløk for dem, der tror, at de har fundet virk. Tund tak, fordi du har været, det var så dejlig.

SPEAKER_02 50:08

Jeg har selv sagen.