Sharia Manifestet
Sharia Manifestet
Fortællinger om ældreomsorg, pleje-arrangementer og religiøsitet i muslimske familier i Danmark
I dette sær-afsnit af shariamanifestet har vi fået besøg af antropolog Abir Ismail, som er PhD-studerende på Aarhus Universitet, hvor hun gennem flere år har undersøgt ældrepleje i muslimske familier i Danmark.
Abir tager os med helt ind i ældreomsorgens praktiske arrangementer i muslimske familier i Danmark, herunder paragraf 94 ordningen - konflikter, tabuer, udfordringer og velsignelser - men giver os også indblik i ældreomsorgen som et space for familieopbyggelse, hvor religiøsitet og normer udfolder sig, tillæres og forhandles i praksis; ældre omsorg som emotionelt og spirituelt rum, hvor man udvikler sig som menneske; ældreomsorg i forhold til køn og på tværs af generationer; og endelig religionens rolle i omsorgsarbejdet.
Vi kommer på besøg hos Amne, 86, i gennem de sidste 3 år af hendes liv, hvor hendes datter Faten og de øvrige 11 børn, ægtefæller, svigerdøtre, børnebørn tager sig af hende. Familiens konflikter, skam, opfattelser af religion og "det gode liv og den gode død" udfoldes, mens Abir står på sidelinjen af familien og fortæller om Amnes sidste pilgrimsrejse til Mekka og familiens måde at arrangere alt fra Amnes mad, sovested, personlig hygiejne og religiøs praksis.
Vi bliver inviteret indenfor hos Umm Rami, der sammen med sin mand og fire børn har valgt at tage sig af sin skizofrene mor i eget hjem. Hvordan håndterer man vold, fysiske og psykiske overgreb fra ens egen mor som voksen - og hvorfor gør man det egentlig? Vi hører mere om religiøsitet, spiritualitet og udvikling af tålmodighed som en del af ældreomsorgen, og hvordan religiøs læring udfolder sig i praksis på tværs af tre generation omkring omsorgsarbejdet.
Endelig hører vi om Abed, som har valgt at tage orlov fra sit arbejde for at tage sig af sin aldrende mor, og, mere generelt, mænd som omsorgsgivere, et emne som meget sjældent omtales, fordi kvinderne enten tildeles eller selv sætter sig på omsorgen for de ældre i familien. Men hvad med mændene, og kan der opstå konflikter omkring hvem der har mest adgang til alle de hasanaat og gode gerninger, der forbinder sig med ældreomsorgen i en muslimsk familie?
For det første er af tusind tak fordi du vil være med i det her. Jeg har vigtigt frem til det her interview med dig, fordi jeg ved, at du har brugt rigtig meget tid på det her området med ældrepleje blandt minoritetsborger og islam og religiøst i forhold til ældreplejen i Danmark og sådan. Og nogle af de forandringer, der er. Du er jo phd-studerende, og blandt andet medforfatter til bogen minoritetsældre og selv udparet hjælper. Og du arbejder på en afhandling også om det her emne med minoritetsældre, og du har lavet antropologisk. Altså du har været ude med antropologisk metode at være ud og studere de her familier, som ligesom har ældre omstolen inden for rammerne af familien, blandt andet i særlig palistantiske familier. Jeg kunne forestille mig, at du havde rigtig meget at fortælle os om det her, både om de udfordringer, der er, men også om det hele fungerer i det hele taget. Alt det her med omsorgsarrangementer og intergenerationelle familierelationer. Hvad er det for nogle ting, der er spænding med i forhold til kommunale, i forhold til danske normer, i forhold til køn og de her ting. Jeg tænker, at hvis nu du starter med bare at give jer sådan lidt et overblik over, hvad det egentlig er du, du beskæftiger dig med, hvad det, du forsker i og dit fældej og alt det her.
SPEAKER_02:Ja, tak fordi jeg måtte med i dag. Jeg har glædet mig. Ikke fordi jeg ikke har gjort det her mange gange før. Det har jeg, fordi det er et meget spændende og interessant område, som desværre ikke har været fokus på. Men heldigvis med mig og mine kollegaer, som har arbejdet på at få den her bog ud, har vi ligesom formodet at fokusere på nogle af de minoritetsældre, som elever og har lavet i Danmark de sidste mange år. Det, jeg sidder og laver, eller faktisk det har jeg lavet de sidste fire år, det er, at jeg har kigget på lavet en afhandling, der omhandler kære eller omsorg af religiøset og pleje i arabiske- og muslimske familier. Det vil sige, at jeg fokuserer kun på arabiske-muslimske familier i min afhandling. Det er sådan mere metodisk, fordi jeg ligesom taler sprogt arabisk, og har haft adgang til sejsenfamilier, og jeg har lavet fældarbejde i sejdenfamilier, både interviews og deltagerobservation. Fuldt det her familie og hverdags liv. Hvad kan man sige, både ældre og ældre og voksne børn og børn og børnebørn. Og så har jeg været godt omkring, hvad jeg sige omkring de her familiers liv og deres tilgang til ældre pleje og omsorg. Jeg laver det, der hedder en artikelbaseret afhandling, hvor jeg har skrevet fire artikler. En af dem er skrevet sammen med min vejleder, og så en anden kollega i sparet, min vejleder af Mikkel Rytter. Hog jeg blandt andet har fokuseret på omsorgsrangementer. Det er den ene. I den anden har jeg fokuseret på sådan noget som køn og omsorg.
SPEAKER_00:Hvad menes der med det her omsorgsarrangementer? Hvad betyder det?
SPEAKER_02:Jamen det er den måde, de familien gør, altså i praksis laver deres egen familie eller familie omsorgsarrangement, kan man sige, hvor de sammen finder ud af, hvordan hvordan skal vi dele de her opgaver mellem os? Hvordan skal vi gøre således, at den ældre bliver plejret, faktisk får den pleje omsorg, han eller hun har behov for. Og det er forskellige de her omsorgs arrangementer, fordi de her familier er forskellige. Og deres ressourcer er forskellige. Det vil sige, at der er nogen med en ældre, der har flere børn, mere end to eller tre eller fire. Og der er nogen, der bare har et enkelt barn her i Danmark, og som bliver plejet af det enkelt der. Så familierne er forskellige, og igen ressourcerne er meget forskellige.
SPEAKER_00:Det er palæstinskiske familie alle sammen, selvom også.
SPEAKER_02:Mere alle mindre, ja.
SPEAKER_00:Og det er så 16 familier, som alle sammen bor i Danmark?
SPEAKER_02:Det bor alle sammen i Danmark. Jeg har lavet feltarbejdet i Aarhus Vest, det vil sige i Gallup Parken. Fordi jeg selv er opvokset der, og min adgang til de her familie har været lidt nemmere, at jeg med, at jeg ligesom, eller mit familienavn er sådan lidt genkendt i området. Så det har også skabt nogle af udfordringer ved at have adgang, har ikke været så stor, som den normalt ellers ville være. Jeg kender mange af navn, jeg kender mange ansigt, og mange kender mig af ansigt og and så på den måde.
SPEAKER_00:Er der nogen, som er for din anden familie?
SPEAKER_02:Nej, det er der ikke.
SPEAKER_00:Det bliver de hvert fort på.
SPEAKER_02:Nej, men jeg vil sige, da jeg startede på det her, der havde jeg jo en erfaring med det her med at omsorg og pleje af ældre mennesker. For jeg jo selv har haft en farmor og farfar på et tidspunkt, som også har været plejet af mine far og mine onkler, og også selvfølgelig i familjen. Så jeg kunne godt genkende de udfordringer, men også den måde, altså vores måde, vores familie måde. Min families måde at tilgå den her pleje omsorg. Så det er kendt, for mig var det et genkendet område i forvejen, men jeg vidste jo ikke alt. Og det kan jeg jo ikke påstå, at jeg gør i dag. Men jeg ved meget mere, end hvad jeg gjorde, da jeg startede på det her projekt.
SPEAKER_00:Hvænge har du været i det med det her forskningsprojekt?
SPEAKER_02:Fire år.
SPEAKER_00:Fire år, okay.
SPEAKER_02:Fire år, det har trukket lidt, og det har noget med corona og sådan noget at gøre sådan ting. Men fire år har vi. Så det vil sige ud over, at jeg har jo været forpligtet til at være med i det her store projekt, ITA Ageing Immigrants and Self for Pointe Help Arrangement, for der så kom den her bog ud af den. Så mine data har også været en del af det større projekt, kan man sige. Og selvfølgelig har jeg været enormt privilegeret, fordi jeg har ikke kun haft indblik i, hvad arabiske muslimske familier gør, men jeg har også haft indblik i eller fået indblik i pakistanske familier, hvordan de gør, tyrkiske familier, hvordan de gør. Og på den måde, og det er nogle af de tre største minoriteter i Danmark, hvis man vil sige her. Så enormt privilegeret, enormt bridet af det at blive selvfølgelig. Og selvfølgelig mit indblik i omsorg og pleje er blevet meget mere nuanceret på den måde, kan man sige.
SPEAKER_00:Det lyder meget skænden. Hvis jeg lige mådan lidt videre. Noget af det, du især. El du har fokuseret på, det er blandt andet helt det her med religiositet i forhold til ældre. Og altså, hvad er det for en nu det miske familie, du har arbejdet blandt. Og hvis du kan sige sådan lidt. Hvad er for en rolle, religion spiller i forhold til det her med at tage sig af ældre familiemedlemmer?
SPEAKER_02:Jeg vil sige, at religionen spiller en digkle i mange familiers måder at tilgå ældre plag og omsor på. Og det er ikke ens betydende med, at alle de familier, jeg har været i, har været ligeså meget religiøse. El har defineret sig selv som religiøse for den sagsby. Nogle er siger, at vi gør det, fordi det står i Kranken, vi gør det, fordi det er en pligt. Andre siger, at vi gør det, fordi det er en pligt, men det er også en skam, ikke at gøre det. Så man ligesom kigger ud af, hvor den lokale community, det lokale samfund, hvor man er en del af, og siger, hvis jeg ikke gør det, så vil jeg altså, så vil jeg blive kigget forkert på i samfund, det samfund, jeg er en del af i dag.
SPEAKER_00:Og det er et lille samfund, det her med, hvis det er Aarhus Vest i virkeligheden.
SPEAKER_02:Men du skal tænke på, det er et lille samfund, men det her familie har også et kan man kalde det, et transnationalt samfund, også er en del af noget andet end bare det samfund, det lokale samfund, som de bor i. Folk kommer jo fra f.eks. Liban og Jordanden af Syrien og har familie der. Så den familie, der er derover, ligesom hører, at man ikke gjort det godt nok, at man ikke plejede at tilbyde omsorg for sine ældre i Danmark. Altså de ældre, som af overhovedet, familiens overhovedet kan man sige, familiens ramme og fundament. Så det handler faktisk om det større hele, og ikke kun det lokale, og dem man er en del af her og nu.
SPEAKER_00:Så der kan godt være konflikter, der sådan går hen over landegrænser i forbindelse med det. Det er selvfølgelig. Og det har jeg også oplevet.
SPEAKER_02:Det har jeg også oplevet, hvor folk ligesom har beskrevet. For eksempel hvis jeg skal give et eksempel på en kæseke. En kvinde, som kommer fra Syrien, har været i Danmark i 6 år, hun er ansat som selv ud på hjælper for sin sviger mor, som er nemend og meget op i alderen, meget svag og sengeligme. Og når jeg har spurgt hende, hvorfor meget investeret. Og når jeg har spurgt hjem, hvorfor hun gør det, så han svar, at jeg kan ikke gøre det for min egen mor. Min e mor iban, og hun bormen med min storbr, som faktisk ikke tager sig godt af hende. Hun får ikke den omsorg og plagis, som er hans pligt at give som barn. Hun er negligeret, kan man sige på den måde. Den kvinder var meget utilfreds med den måde hor i lige plejede at passet på. Så hendes måde at kompensere for, ikke at være for sin egen mor, var at ligesom og pleje at passer sin svirmor, som også er svag og syg. Så hun havde også nogle holdninger til den måde, hendes bror, altså ebror, lavet omsor på. Og så siger hun, at folk ved det, altså folk kan se, at han ikke gør det godt nok. Og jeg hører det fra andre. Jeg hører det fra andre, der folk ringer til mig faktisk. Og siger, den mor har brug for mere omsorg, den mor har brug for mere pleje. Så på den måde, så er verden meget lille, i forhold til, hvordan de her familier, eller de folk, de mennesker, individer tilgår omsorg, og hvordan de tænker sådan. Det er også meget emotionelt, kan man sige. Det er meget sådan følelsesladet af det her måde hele tiden tænkt. Og mere det godt nok.
SPEAKER_00:Jeg særligt også, hvis man ser det som en religiøs pligt, eller en religiøs, hvad man sige opgave, hvis man ser det som noget, som man gør for at tilfredstille af larger for en god muslim, og det så samtidig er noget som hele ens omgangskreds og hen over landegrænser, som du siger, familien i større sammenhæng. Hvis det er noget, de følger med i og vurdere løben. Det er jo næsten en helt umulig opgave.
SPEAKER_02:Altså jeg vil sige, at Gud alla var til sted i mange af de samme taler, jeg har haft med mine informanter. Det reflerer meget over det her med, om jeg gør det godt nok. Og når jeg har spurgt, hvad betyder godt nok for dig? Altså, hvornår er det godt nok? Det er det aldrig. Det er aldrig godt nok, fordi det siger, at vi skal blive ved med at prøve, vi skal blive ved med at gøre det endnu bedre, hvis vi kan. Fordi i sidste ende er det jo det her med vores forhold til Gud, altså om vi, og det er den ultimative mål. Altså det ultimative mål, det er, at vi faktisk ender et sted, der hedder paradis, at vi ender et godt sted, og fordi vi har opfyldt en pligt, som står i koranen, som Gud har kræver af os. Og det er det her med at være god mod sine ældre. Så det har faktisk fyldt meget i vores samtaler om, hvornår noget er godt, og hvorn man er en god muslim. Og mange ser det så faktisk som en god investering. Det er en forsikring også den måde, de af deres forældre på jorden, altså de har den her to ældre morfar ikke eller den ena, så er det konstant investering i havsenat i at gode handlinger. I god handlinger præcis. God handlinger, gode gerninger, og så vægter de meget. Så ved det, at væggen bliver ligesom. Vi får sådan en tungt last af sanat, hvis vi bliver ved med at gøre det.
SPEAKER_00:Så på jumpen på den yderste dag, når man står foran og læser, så er det virkelig, der kommer meget fra den her relation.
SPEAKER_02:Ja, det er det. Og så at høre det fra den ældre selv og høre velsignelse. Det er også meget vigtigt for dem hele tiden. Og det er igen det der med, hvornår noget godt, altså, hvor min informander og nogle af dem, har sagt, at men lige så snart hun beder en bønd for mig. For mig til mig, så er det bare, så har jeg opnået et højdepunkt. Så jeg på den måde fylder det altså en del, kan man sige. Men også for dem, der ikke er særlig religiøse. At noget, der er en religiøs tradition, bliver til en meget kulturel tradition, hvor folk praktiserer det bare som en selvfølgelig. Det ser vi også i mange ting. Men lige den her religiøse tradition, der hedder omsorg og plag i ældre. Det synes jeg bare, at folk har taget meget højt op af og tungt i deres hver dag. Altså i de familjer, jeg har undersøgt og kigget på.
SPEAKER_00:Hvis nu er noget en af de cases, du har, det er jo personer, især som hedder Amna, som er en 86-årig palæstinsk kvinde, som bor i Danmark, og så hendes datter er færden. Og så resten af familien. Det er jo en stor familie. Kan du fortælle lidt om, hvem er de her mennesker? Hvordan hvordan har den her omsorgsopgave fungeret i deres familie?
SPEAKER_02:Grunden til, at jeg tog den her familie, men jeg er i bogen til at være med, men jeg har også skrevet en hel artikel om det her præsenterer for at sige, at her er et omsorgs arrangement, der faktisk er omfattende på mange punkter. Det er en stor familie. Amen har født, at faktisk har 14 børn. To af dem er døde tilbage i liben, og resten de 12 resten af 4 af dem er her i Danmark, og resten af i Tyskland. Hun kom som ansøg ansøg al til Danmark sammen med sin mand, som døde i 2015. Hun har altid haft, ikke altid, men da hun kom op i alder, så fik hun diabetet, så jeg har karsygdommen. Men efter landen døde, så fik hun også konstateret kræft. Og her var det, at hun fik besøg fra hjemmeplejen og fik noget hjælp derfre, men det gik ikke, fordi der var en del ting. En del det her med sprog fx. Omnet kan ikke kommunikere på dansk, og de kunne ikke kommunikere med hende også. Ognet havde sådan nogle specielle og bestemte ting, som hun gerne ville gennemgå, altså hans hverdag, den måde, hun ønsker at pleje på. Hun havde nogle, der ønsker til den pleje, hun fik, hun får. Det passer jo ikke ind i hjemmeplejens politik, kan man sige, og måde at gøre pleje på. Så der var en del konflikter, hvor det endte med, at hun smed den var ud, altså hun gad ikke at tage imod dem. Og så var det så, at hendes datter for arbejdsløs og fik at vide, da hun gik til sin sagsbehandler og sagde, at sagsbehandlere sagde, nu skal du i arbejde. Så sagde fatten, at jeg har min ældre mor, og han ville jeg gerne passe, altså. Hvordan skal jeg passe ind i min hverdag og arbejde osv. Så sagde hun, jamen der er noget, der hedder selv udpar og hjælperordningen, altså paragraf 94, som du kan søge. Det gjorde det så, og så fik hun det. Og så blev fat en dat ansat, som selv udpar hjælper endnu 13 timer kommet i den. Hvor hun så er ansvarlig for personlig pleje og sådan noget, som man lide mad og give stømmer på. Sådan meget basiske ting som. Men fatten gjorde meget mere end det. Man kan sige, at fordi det er en pligt. Det er ikke en plik, kun fatten har. Det er en plik, at alle børnene har. Så når jeg har snakket med den, hvorfor kunne fatten ikke bare tage over? Hvorfor skal alle involveres? Og nu skal jeg nok komme til det. Så var det, Gud har ikke sagt i Koranen står der ikke noget om, at det ene barn eller det andrent, der skal gøre det, eller den ældre, eller den yngre. Altså der står, at det bare net, og jo flere børn, så er det jo alle pligt, kan sige alle børns pligt. Og det har ikke noget med kvinder, gør. Så alle vil være med, alle vil være en del af den her arrangement, eller den her omsorg. Så de besluttede, at det ligesom skulle at ligesom gør det muligt, at alle var med, og alle tilbyde noget, og alle.
SPEAKER_00:Altså alle 12 børn?
SPEAKER_02:Nej, alle fire børn i Danmark. Det resten af bor i Tyskland. Det kan jo ikke. Men det skal jeg nok komme til. De fire børn i Danmark besluttede så, at Amnet skulle flyttes rundt en u adgangen. Og det var hun så glad for. Altså en uaggan hos hver sine børn, hvor hun fik et værksø og så et skab, og spiste den sammen mad. Og ja altså, hun blev passet og plejet. Men samtidig var fatten jo stadigvanset. Samtidig kom fatten også at bade amnet og tilbyde nogle ting og sager. Anyway, det gik ikke, fordi konflikt opstod. Fatten varfølge børnebørnen, selvfølgelig svær at have med at gøre, fordi hun havde den her, de kalder negativ attity, hun var nedladende. Hun var kun sød mod sin egen børn, kan man siger. Så det voksne børn kunne godt se, at der var sådan konflikter. Så det besluttede sig for at flytte tilbage til sin egen lejlighed og skiftes til at bruge hos hende en u adgangen. Så nu kan du høre, at vi startede ud med en omsorgsarrangement, hvor hun flyttede hos børnene endnu af gangen, men nu fordi det ikke fungerede ordentligt, så var det så, at de endte med en andsorgsrangement, hvor de så flytter hos en år af gangen.
SPEAKER_00:Hvor gammelt varmen på det her tidspunkt, da de startede?
SPEAKER_02:86. Da det startede 86, og det gik meget. Jeg var der, da det hele eskaleret, og så var det nødt til at ændre på den her omsorgsrangement. Altså jeg var sådan med indover, fordi jeg kunne godt se, der var de her konflikter, og jeg snakkede med de her sværdre, og jeg snakkede med børnbørnen. Og selvfølgelig snakkede jeg også med om det. Og jeg kunne forstå, am, at hun var meget utofreds med hun var til fred med, at hun skulle brug afgangen hos børnene. Og meget utofreds, da de så besluttede at flytte den tilbage til sin egen lejlighed. Så det ente med, at de flyttede hende tilbage, hvor de skifte på skift bold der endnu afgange. Og her var det, at det faktisk også var både mænd, altså voksne børn, som tre af dem var synder, og så fatten, som var dat. Det er dem, der boede der overnet, og når det ikke kunne, på grund af arbejde, for de arbejdede jo også og så videre, så var det børnebørn der tog over. Så børnebørne var også involveret. Sirerne var også involveret, for det er dem, der lavede mad til andre. Men jo af, at omle hun var ikke til freds, hun var sur på den i rigtig lang tid, og ville ikke snakke med den. De gik meget på, altså det var meget ked af, at hun ikke snakkede til den. Hun ikke sådan fuldstændig, altså den ud, altså, at hun vil ikke snakke med den. Og for at gøre det godt, så købte hende en bildgrimsrejse. Og det ved vi så, at det er sådan meget dyr rejse. Hun ville så meget gerne gå til har, at hun døde, kan man se eller dør. Så det ønsker vil de meget gerne opfylde. Fordi for det første, så ville de gøre det godt, så ville det gøre det godt igen. Altså med hende, hun ville gerne have, at hun snakker til den. Det vil gerne have, at hendes der er værd igen. For det stoppede jo i og med, at hun var sur. Og lige pludselig følte det sig som dårlig muslimer. Dårlig sønder og dårlig datter, og altså. Det går jo ikke. Det går jo ikke. Og hele målet er at tilfræste den her ældre, så kan hun ikke gå hen og blive meget sur og ked af det. Og tænke, hvis hun døde pludselig, og hun var sur. Så det købte den her pillings rejse som en form for kompensation, en form for at gøre det godt igen. Og det er sådan en dyr fornøjelse, det ved vi jo. Det er sådan en meget dyr fornøjelse. Det her sådan en haljrejse. Især fordi der skal være en ledsager med. Og andre kom faktisk for har med en af hans søger. Og hun fik det godt, altså hun var glad ikke.
SPEAKER_00:Så hun kommer afsted med en af sin dans herbående sønner.
SPEAKER_02:Det gjorde hun ja. Og det var en hård rejse for hver ledsager af Ammen, fordi Amnen var jo dårlig, altså, hun var ikke frisk, altså hun var jo sygden, kan man sige. Og nu er død nu. Så ja. Og det er. Men nu, altså, jeg havde stadig kontakt til hendes datter, fordi jeg var jo også interesseret i at vide, hvad så, når hun ikke længere var sallet på, at hjælpe. Hvad sket der med fart?
SPEAKER_00:Hvor lang så vil sige, at det var en periode, der startede var 86, og så gik hun bort, da hun var langt var gammel. Hun var 88. Så hen over to tre år. Nu har jeg jo i modsætning til lytterne her, har jeg jo kunne læse kæsen i forvejen eller lidt om det i hvert fald. Og det første, du faktisk ligger væk på, det er det her med at dø. Og det er korrekt. Altså, hvad det er for din rolle, det spiller i den her familie hos Amende.
SPEAKER_02:Altså for Amnen eller for det voksne børn.
SPEAKER_00:Faktisk hørt det alle sammen.
SPEAKER_02:Og meget kan man sige. Tillpad, jeg ved ikke, om det er rigtig ord at bruge. Hun var meget sæt med den her idé om, at hun skulle dø. Fordi da jeg første gang besøgte hende, der var hun faktisk i gang med at folde den her, hvad kalder man det på dansk? Ligæde. Og nu ved du måske, hvordan det ser ud, og hvordan den her serdan stor klæde. Og jeg var så meget overrasket. Jeg havde en sådan antagelse omkring, hvad det var, men jeg var sådan lidt, hvor laver hun. Og det spud jeg så ind til, og så sagde hun, at det er min ligklæde. Jeg ved jo ikke, hvornår jeg går hen og dør. Altså det kan jo ske lige pludselig. Og jeg ville helst være klar. Altså, jeg vil hæst at gøre det hele klart, så ligesom, så børnene ikke har så meget, de skal tænke på, når de som skal forberede begravelsen og så videre. Og lige vask og så videre. Så hun var meget afklaret med den med tanken om, at hun dør og måske lige om lidt, også.
SPEAKER_00:Og det var første gang, du var derhjemme?
SPEAKER_02:Det var første gang, jeg var derhjemme, og jeg ved ikke, om det var sådan med vilje, eller det kan jeg ikke rigtig vide, men det passede med, at hele det her med, at jeg skulle komme første gang og præsentere mig selv og sige, at jeg kommer til at besøge over noget tid og så videre. Og jeg fik så fornøjelsen af at lære om at kende, og så kommer meget tæt på, og det her med døden er jo meget intimt også. Det her med, hvordan vi tænker om døden, og hvad det er, der gør os bange måske, og hvad det er, der ikke gør os bange. Hun var sådan meget afklaret af sig. Og så ser hun noget med, at igen det her med, og det ved vi, det kommer fra sådan noget, det som kommer fra islam. Det her med, at al mor du har det en ret. Altså døden er en ret, kan man sige, at det kommer, uanset om vi kan lide det eller ej. Så lad os bare acceptere det i stedet for at gå den anden retning, kan man sige. Og så sterger hun, at jeg har jo altid forsøgt at være en god muslim. Jeg har bedt, jeg har fastet, og jeg har. Så jeg tænker, at hvis jeg bliver gud om tilgivelse, det er jo også bare sådan. Så håber jeg da, at jeg har gjort et mig selv til en god muslim og endder et godt sted. Jeg har ikke så meget at fortryd, så hun. Så igen det her med, meget afklaret, meget sættet med den med tanken om døden. Og så var hun jo også i syg, så hun vidste godt, hvad hun var op imod.
SPEAKER_00:Det her tidspunkt, der havde hun kendt så.
SPEAKER_02:Ja, det havde hun. Ikke fordi hun ikke tog imod behandling og såv. Det er jo det gjorde hun, men hun var også op adderen, og døjede med en del sygdomme ved siden af så videre. Børne var også indstillet på, at amnés tid ville komme på et tidspunkt. For det første er hun op ad alderen og døjer med de her sygdomme, og plus at hun, at hun havde sådan kender sig. Hvordan de havde det med det? Det havde jo sådan den erfaring, altså det havde jo gjort sig den erfaring med deres far, som døde i 2015. Og det var også en meget hård oplevelse for dem. Og igen mistede det jo et vigtigt fundament i livet i også farm. Og det var meget sådan, for dem var det også, for nogle af dem, vil jeg sige, det var det en øjenåbne, når jeg har snakket med dem. Altså det her med, at han lige pludselig var væk. Og igen den her med, jeg nød jo ikke at gøre det godt. Jeg nede jo ikke at gøre det bedre, kan man sige. Jeg nede jo ikke at være. Har jeg gjort det godt nok mod mine ældre? Vær han til frisk, var han glad ikke altså det. Og jeg tror, det gjorde den måde, de tilgik amnes omsorg på mere intens, mere bevidst. Det var mere bevidste omkring, at de lige pludselig, hun kan være væk lige pludselig. Så det skal lige nu, de skal lige nu at gøre en glade hele tiden. Og på den måde, det handler ikke så meget om, at ofre sig i deres øjne, men i deres familjesøjne, så var der en del snak om det her med at ofre sig, at deres far eller mor ofre sig for den ældre, for sådan, at det var okay med det her med, at selvfølgelig skal min far eller mor tage sig af vores bedstemod. Selvfølgelig, det er en selvfølgelig, men skulle det lige være så meget? Sko det være 247, og hvorfor kan vi ikke tage imod hjælp ud fra?
SPEAKER_00:Så det var hos børnebørnene.
SPEAKER_02:Det var mere hos børnebørnene. Så det var meget sådan noget rationet omkring det samfund, som det nu er en del af. Altså det her med. Vi har jo et fuldtidsarbejde, vi har et fuldtidsstudie, kan man sige. Altså et lille hjælp ud fra, vil gøre hver dag nemmer. Og den hjælp, de hender til, det er det her med at tage imod hjælper hjemmejten også at tage imod folk, der kommer og kan tilbyde noget, hvis ikke meget sådan bare noget.
SPEAKER_00:Altså til rengøring, til madlavningen til præcis.
SPEAKER_02:Basalting, som ellers, som familien tager sig meget af i dag, eller før jeg var. Så ja. Det er forskelle i den måde, det unge tænker, og den måde det voksne børn tænker. Men hele den her mentalitet omkring ældre plejer og omsorg, den er den er meget en del af hver dagen. Det er noget, børnbørnen er opvokset med. Og tanken om, altså den her snak om, at jeg som et voksne børn, bliver gammel på et tidspunkt. Altså, den snak, farjen moren har med børnene. Den er der meget synlig også i deres hver dag.
SPEAKER_00:Så de har lige har snakket samtidig med samtidig med de drager omsorg for deres egen, meget alderne forældre, så er de også i gang med at instrue børnene i, hvordan de selv forventer.
SPEAKER_02:Hvordan de selv forventer, fordi de skal være det er jo et eksempel. Altså de i sig selv, de voksne børn, gør et eksempel ud af det. Altså for børnene. Måske, men det voksende børn er jo ikke helt naive omkring, hvordan hverdagen er for de her børn, altså de her børn, altså hvordan den kommer til at være med et fuldtidsarbejde osv. Fordi det ved, at der kommer ikke til at være plads til meget til så meget omsorgpleje, som den omsorgpleje, som Amneh får. Det er det jo bevidst om, altså EU er det heller ikke. Men der skal være noget, og det må er ikke, at man overlader omsorgen til hjemmeplejen, eller til staten. Det er også det her med statens pligt. Det er statens pligt. Den her mentalitet er der slet ikke endnu.
SPEAKER_00:Det er der ikke svære generation?
SPEAKER_02:Nej. Det er familiepligt. Og så igen, det handler om, hvordan man tilgår praktiserer og snakker om ældre omsorg i familjen. Det handler om respekt for de ældre. Det handler også om reciprocitet.
SPEAKER_00:Hvad betyder det?
SPEAKER_02:Og så er det, at jeg gør gengæld. Altså jeg gør gengæld, nu som forældre har jeg investeret i dig. Jeg har givet dig meget af mig. Got nok har jeg. Det er mig, der har født, og det er også du på mit barn, men jeg har også givet dig meget af mig selv. Så når jeg bliver gammel, så er det din tur til at gengælde. Nu er det din tur til at vise, hvor tak nemlig du er. Så det fylder også meget faktisk, ikke kun i omledes case, men i størstedelen af de cases, jeg har været ind over. Den snak. Den snakke. Og igen, vi skal nok finde ud af det. Det hørte meget set det her med, at vi skal nok finde ud af det. Men hvad betyder det, at jeg var sådan meget nysgerrig. Og på et tidspunkt var der også flere, der var sådan meget irriteret på mig. Når jeg spørgte, at de her things, der så be obvious for mig. Som jeg burde vide, fordi jeg selv er. Fori jeg selv er arabisk musketbaggrund, og jeg selv ved, hvordan tingene er.
SPEAKER_00:Hvad kunne det være fx?
SPEAKER_02:Jamen det er sådan noget det her med, at det skal løse sig. Det her med, du ved, hvordan det er. Nej, vil du ikke fortælle mig, hvordan det er? Hvad er det, der skal løs sig? Hvordan har I tænkt, at gøre nu, når jer eller mor bliver gamle? Og det er mere den her snak med det unge mest. Hvordan har I tænkt at gøre? Hvordan har jeg tænkt at løse den her opgave i familien? Det har det ikke et svar på, ud over at vi nok skal finde ud af det, og at vi er flere om det. Og det er jo altid nemmere, ikke når man er flere om omsorgsopgaven. Altså fleste af de familier, jeg har været ind i, der var der en del børn, altså en del børn og børnbørn. Ikke alle, men de fleste. Når jeg har spurgt ind til, hvorfor de ældre, hvorfor de har født så mange børn. Så var det igen det her med en forsikring og en investering. Hvis det ene barn ikke kan tage sig af mig, når jeg bliver gammel, så har jeg det andbarn, eller det tredje barn, eller det fjerde barn. Så på den måde er det en form for forsikring. Det ved børnene også godt.
SPEAKER_00:Det ved børnene også. En del af deres liv og livsopgave er at være den forsikring.
SPEAKER_02:Ja. Og igen det her med, de går meget op i fx i bestemt af i Koranen det her med, al mal-valben, senere det har jeg det dunke. Og så stopper det lidt der, men igennem al mal-valban. Altså børn. Præcis børn i flere sal. Og nogle ervis var meget synlig det her med, at Jan atta optimum hat ummukertum og ummukret ommuka, altså mor, det mor, og så din far til sidst.
SPEAKER_00:Og et paradis ligger om vores forsker.
SPEAKER_02:Det var også nogle af de ting, jeg hørte tit og ofte i de her familier. Det er jo ikke alle, der kan læse kurden, vil jeg sige. Det er ikke alle, der går det set til teksten. Men man hører jo, man hører dem. Og man føret den videre for at gøre den her et eksempel ud af det.
SPEAKER_00:Sådan en ældre kvinde, som amder helt op i slutningen af 80'erne. Hvordan er hendes religiøse liv? Altså, hun har hun bønd, har hun rituel afvastning, og hvor en rolle spiller det her?
SPEAKER_02:Jeg vil ikke sige, nu er det ikke mit sted at sige, at hvor religiøs eller ikke religiøs. Det var meget religiøs. Men jo, hun praktiseret islam. Hun praktiserede religionen meget nøje, altså jeg vil sige, at hun gik meget op i æg, og blev forcent. Altså, du ved, når klokken ringer, fordi hun har så en bestemt, der var sådan en bestemt alarm med en anden ringede hver gang. Det var tid til en bøn. Så gik hun op med det samme. Nu er det tid.
SPEAKER_00:Så skulle hun ud og lave værdue.
SPEAKER_02:Så skulle hun ud og lave. Nej, faktisk så efterhvert bøn, lavede hun vorder også. Så hun var vaskede sig før, men altså efter hver bøn, så hun var ligesom klar. Men hun holdt sig ikke, fordi hun skal jo også på toylet og så videre. Så den der vudde, den var hele tiden konstant hos hin. Fordi tænkt nu, hvis hun falte om og døde, så var hun jo helt, så var hun jo klar. Så havde hun allerede den her vuldur, så var hun meget rent. Så det fyldte også meget. Men det fyldte også meget hos den familie, som hun var hos det barn eller det sværdter, eller det barnbarn, som sad med hende den dag, eller sådan noget. Altså med at hjælpe hende til at komme op på vask og lave hedder Huddå. Fordi hun er den typ, der tager næsten altid tøj af, altså næsten, for at gøre det godt, for at gøre det efterbånet. Sådan tager det tid, fordi hun er gammel og langsomt. Så det følte meget i hendes hverdag. Bønden følte meget i hens hver dag. Du har følgt meget i hens hver dag. Hvad sige?
SPEAKER_00:Altså nu kommen til det gør det.
SPEAKER_02:Det kunne følge meget i hendes hver dag. Hun var analfabet, det vil sige, at hun kunne læse altså Koran, men hun kunne mange sure uden ad.
SPEAKER_00:Så hun har da sådan i løbet af livet.
SPEAKER_02:Ja, og så når jeg har spurgt, hvordan hun har tillt sig Koranen altså de her sure, så har han. Jamen, men jeg har lyttet. Altså. Jeg har lyttet til, hvad hedder det? TV og sådan noget. Så. Ja, det fyldte en del faktisk i hendes hver dag. Og så har jeg spurgt også, om det hele tiden har været sådan. Om hun hele tiden har været religiøs. Nej, ikke så meget som hun var i dag. Fordi hun var yngre, og hun, der var mange børn. Og der var ikke den her den samme tid til at være spirituel på den måde. I den måde, man ved at lave du rær på. Men nu er der nu er tiden bare. Nu var der tid til det. Så det har meget med tid at gøre. Den her religiøitet, og hvor religiøse de her ældre mennesker, havde faktisk meget med tid og tilgængelighed at gøre. Altså, hvor tilgængelig den tid var.
SPEAKER_00:Altså i forhold til at få praksisen gjort.
SPEAKER_02:Praksisen selvfølgelig, ja. Jeg kan fokusere meget på, hvad der bliver lavet. Altså, hvad der bliver gjort mere end hvad der bliver sagt. Selvfølgelig det, der bliver sagt, er meget vigtigt, fordi det ligesom er en guidning. Det er jo også en form for mange af de ting, der blev sagt, og blev også gjort, kan man sige. Men jeg var meget interesseret i, hvordan det blev gjort. Og de forhandlinger, når det blev gjort. Altså de for eksempel, hvem skal være skærmen i dag sådan nogle ting. Hvem skal lave maden i dag? Hvad skulle laves til med i dag til aftensmad? Hvad skulle om det have at spise? Hvem skulle omet? Alle de her praksiser er jo en form, eller bliver betragtet som godgærninger, som har sådan af. Det er sådan, det blev snakket om. Men jeg var meget interesseret i, hvordan det blev gjort, hvem det havde tiden, hvem pila har peget på. Det var også meget vigtigt for mig at se, hvordan folk gør, og hvor lang tid det bruger på det. Hvor investeret fysisk og psykisk i det var.
SPEAKER_00:Jeg tænker det andet på det emotionelle eller det psykiske. Nogle familie af det jo en fuldtidsarbejde. Både det sådan ret praktiske, men emotionelt bliver det også, at det være ekstrem stort. Netop fordi der er både det religiøse, og der er meget identitet, og der er andre folk som syg på det hele. Nu ved jeg, hvordan jeg skal stille det spørgsmål, men hvordan var de til freds som familie fik gamet en god død?
SPEAKER_02:Det er et godt spørgsmål. Det har jeg faktisk ikke spurgt om, om hun fik en god død, men jeg ved, at de har gjort, hvad det kunne, for at op til de sidste dage, at hun var glad og tilfreds. Jeg vil sige, at det emotionelle. Det er et meget vigtigt element, i hele den her praksisen omsorg. Den dikterer også meget, at de ting, de her familie, den her familie gjorde og optager til det sidste. Jeg vil sige at man skal ikke gå hen og tænke, at det er et liv uden konflikter. Altså at være omsorgsgivende. At være den gode søn, den gode datter, at det faktisk er uden konflikter i familjen, der opstår og opstår stadig konflikter. Og konflikter kan opstå, fordi der er også meget konkurrence på spil her. Børnene indbyrdes. Jeg kunne godt fornemme, at der var det her med, jeg vil gør det godt, men hvor godt er godt, og hvem gør det bedre end den anden. Hvem gør det bedre? Det var da også meget af, kan man sige, at det om gør det her.
SPEAKER_00:Hvem gør det ikke godt nok?
SPEAKER_02:Ja, og også i det også i det, er det okay, at man ikke gør noget som helst. Det er det jo ikke. For de her familier var det jo ikke sådan, og man blev faktisk kritiseret hæftigt, når man ikke gjorde. Hvad ville det sige, at ikke gøre? Jeg har også var meget opmærksom på det her. Når man ikke gør, hvad vil det sige? Det betyder ikke, at man ikke besøgte den ældre. Det betyder ikke, at man ikke var der til familie arrangementer, familie forsamlinger. Det betyder ikke, at man ikke købte en gav til teren. Det betød ikke, at man ikke. For det var der. Det var der, alt de her ting var der. Men den her en del af selve praksisen, selve noget det her arrangement på en synlig måde. Det vil sige, at har du lavet maden, har du bad den ældre, har du været med til at skifte hendes, hvad hedder det. Blevet for eksempel ikke. Det er sådan nogle ting, altså, det er sådan også meget lavetiske ting. Har du taget hende til læge eller ham til lægen, ikke? Så det bliver man, altså, hvis man ikke gjorde de ting, hvor man også bliver, bliver man også kritiseret for det? Men når man også gjorde for meget, blev man også kritiseret. Så var det så opstod den der konkurrence igen. Hvem hvem kører den bedste og dyrste gave til den elden? Så ja. I am det case for eksempel, der var det så det der med sværdrene, der hele tiden fik den hårde tåne af om. Det skabte jo også konflikter mellem dem og deres ægtefølge fx, altså Anders sønder. Det skabte også en del konflikter. Men igen, de her svær det dræber, det var også meget. Der var også meget af det der med, at vi har jo også forældre, og vi ved, hvordan det er, og at man ligesom skal være investeret, og man skal ofre sig og sådan ting. Altså vi ved godt, hvordan det er. Men hun kunne jo godt være lidt søde. Hun kunne jo godt være lidt mere taknimig. Det er sådan ting. Så man skal ikke gå og tænke, at det er en. Det er sådan nemt, altså en nem opgave, eller det som det der handler bare om. Det er meget positivt og det er gode liv. Bet of roses ikke altså. Det er det ikke. Sådan er det ikke altid for de her familier.
SPEAKER_00:Nu har vi så hørt omne og færdigen og en masse svig døtre og sønder og familie. Og en masse om det her med både det gode liv, men også den gode død og den sværre død, og den sværste periode, og konflikter alt det her. Jeg vil godt tænke mig at høre, om du kunne tænke dig at delt et case mere dit feltarbejde.
SPEAKER_02:Ja, det vil jeg gerne. Det er også en case, jeg har faktisk taget udgangspunkt i, når jeg har skrevet min artikel, en anden artikel, der omhandler omsorg og køn.
SPEAKER_00:Omsorg og køn.
SPEAKER_02:Ja, omsorg og køn. Og det er jo, når vi diskuterer omsorg, når vi diskuterer kære, så er det meget svært at komme uden om køns elementet, fordi vi ved, at størstedelen af dem, der ligesom arbejder med kære og omsorg, er faktisk kvinder. Så det var også interessant for mig at undersøge, hvordan i de her familier, i de her familier, hvor meget det her med køns og kønsaspektet fyldt i de her familier. Fordi det fleste af mine hovedin formander, og når jeg siger hovedfor, det var jo de seludpaget hjælper, der var ansat, og det er jo dem, der ligesom gav mig adgang til deres familier. Det var kvinder. Så hvad betyder det? Altså, hvorfor er det kvinder? Hvorfor er det kvinderne, der bliver ligesom er hovedet omsorgsgiverne? Og det der er flere grunde til i de her familier, jeg har kigget på. En af hovedgrunden er det her med påfærdighed for eksempel. At når den ældre er kvinder, så er det faktisk på grund af blæfærdighed, at det er en kvinnlig omsorgsgiver, der er der for hende. Det handler om det her med at bade den ældre, ikke at give tøj på sådan. Det var meget vigtigt, fordi det er også et meget vigtigt aspekt i det her med kære, altså hvem der gør hvad i de her familier, altså hvem der gør hvad. Og jeg har opdaget meget hurtigt det her med påfærdighed, men også faktisk, og det, der ligesom overraskede mig lidt, al det igen det her, hvem peger jeg piden på, at kvinderne selv var meget indstillet på at tage hoved opgaverne, når det kom til omsorg. Om det så var en kvælig ældre, at de havde med at gøre, eller om det var en mandlig ældre, man havde med at gøre. Og når jeg kiggede nøje på det, så var det så, at det handler meget om den her sammensbil mellem pligt og ret og rettighed. Og det vil jeg komme ind på. Jeg skriver om en kæse der kvinder med palæstinsk baggrund, som også bor i Gelo, som er ansat som sæddel, der hjælper for sin egen mor, som er sæson og meget overvægt omrami. Jeg kalder her Umrami.
SPEAKER_00:Hvordan er det moran eller datter?
SPEAKER_02:Det er datter. Danter er Umrami. Moran har ikke et navn i min case. Altså. Det er bare moran den ældre. Og omrami, hun er altså uddannet fra hjemlandet. Hun har en uddannelse. Det vil jeg sige, at hun har en uddannelse, hundet. Hun har en trog, hun havde en kærd engelsk, og så kan hun med tysk. Og hun var meget uddannet. Da hun kom til Danmark, så var det sådan, at hun vil gerne fortsætte uddannelse og så videre. Men så blev hendes mor meget syg. Og så var hun nødt til at sætte det her på standby. Hun valgte så, altså da det hele startede med, at hun valgte, og sætte det hele på standby. Der levede moren med hendes far, altså omra. Og det boede også tæt på umrami, altså både moren og faren blede tæt på omrami. Men fordi moren var sofren, og faren var ikke særlig behagelig, vil jeg sige. For ikke at sige så meget. Ekstær behagelig over for moren, altså den gamle der og han den ældre, så valgte hun umrami og flytte moren ind hos sig. Umrami boet med sin fire børn, og mand på det tidspunkt. Men stadigvæk hun at flytte moren hos sig. B for ongå konflikter, og så hun kan give moren den bedst mulige omsor og plag. Det var meget hårdt at være med til de ting, som forgik, som opstod, mens jeg lavet fældearbejde. Altså sådan, som er svært, og det her med skidofroni er jo en meget svær og meget kompliceret sygdom. Så jeg var med til nogle episoder, der opstod, men jeg fokuserede meget på, hvordan umrami takklede det? Hun var meget sådan rolig og ikke sige afstoppet omkring det, men hun laved meget under hele det her. Altså hun ved af at se sin morre på den måde, hun var på.
SPEAKER_00:Hvad kan det være konkret? Hvad er sådan en episode for eksempel?
SPEAKER_02:At hun går fuldstændig omok og bliver voldelig for eksempel.
SPEAKER_00:Morgen?
SPEAKER_02:At hun slår. At hun slår på sin egen datter. Og det er jo. Ik ikke for. Jeg var så meget, skal jeg spørge om det, eller skal jeg ikke? Altså, hvordan har det med at blive slået. Altså det her med, hvordan har du det med at blive slået? Omrami, Omramis mor, så var sådan en stor dame, så virkelig stor kvinde. Det vil sige, at hun. Det må gøre ondt at blive slået på den måde, tænkte jeg. Så var sådan. Så var Umra en del af det. Det er en del af opgaven. Det er en del af den pligt, jeg står overfor. Men jeg kan ikke se det anderledes, så hun så. Jeg kan ikke se, hvordan hvem ellers der skulle gøre det. Og fordi jeg kan se, og fordi jeg gerne vil inden et godt sted i efterlivet, så er den her min ret, altså den her pligt er også min ret. Og det er min ret som kvinder, og som datter at gøre det her. Og være tålmodig. Og det kræver så, at en person er så investeret og så reflekterende omkring, og meget på et meget filosofisk niveau, altså det her med pligt og ret. Og tale om pligt og ret som værende to ting, der ikke udelukker hinanden. Det var meget sådan. Det er en reflekterende kvind, og meget inspirerende kvinder, at hun kan finde ro i chaos. Det var virkelig en oplevelse for mig. Altså en oplevelse i, hvordan det emotionelle også bliver bearbejdet, men i praksisen, også, mens man praktiserer pjen, mens man oplever det, man oplever. Så den måde, hun talte om pligt og ret på, hvor meget fascinerende, vil jeg sige. Hun gik med det til et lidt højere niveau, altså det her med. Det kan godt være, det kan godt være, at det er kvinderne altid gør det her. Men har man egentlig spurgt, hvorfor kvinderne ønsker at gøre det her. For det første, så er det fordi, vi er meget gode til det. Altså, vi er meget gode til at være omsorgsfulde. Ikke fordi man ikke er. Men vi er meget gode til at gå i de mindste detaljer. For det andet, så er det giver det substans. Substans for kvinden. Altså til kvinden giver det meget substans i livet, at føle sig irreplaceable. Altså, at man ikke kan leve uden os. At vi ikke kan være. Vi er uerstatelige. Og vi gør os uerstatelige ved at investere i den her i den måde, vi køder omsorg på. Og selvfølgelig har jeg også snakket med umravis ægtefældemand, som har meget respekt for det, umrami gør. Altså har det meget fint med, at umramis mor, syge mor, store, voldelig aggressiv mor en del af deres familie og deres liv. Når jeg har spurgt, hvorfor, så var igen det her med at det er jo et levende eksempel. Forn kan se. Vores børn kan se et levende eksempel på hvad det betyder. Hvad det betyder, hvor meget man skal investere i det her. Hvor vigtigt det er også. Når jeg har spurgt, hvad hans rolle er i alt det her, om han fx har nogle opgaver, han sagt, selvfølgelig står han for nogle opgaver. Og for eksempel sådan noget som at han også kører umrame mor til læge, og er med til at købe nogle ting ind osv. Og han vil gøre mere, men det er bare, der er nogle grænser. Der er nogle grænser. Og de grænser, det er også igen det her med, at der er kønsdominer i den her omsorgsrangement, vil jeg sige. Det er det, jeg kalder den i den artikel, jeg skriver om. Kynstdomærer, der er en mandelig domæne og en kvindelig domæfne. Det vil sige, at der er mandlige opgaver og der er kvindelige opgaver i omsorgen. Og den der linne skilledlinje, den skældlinjen må ikke overskrides på den måde. Og hvem er det, der sætter det her. Det er altså sådan, som jeg har set det, sådan som jeg har oplevet det i de feminine, jeg har kigget på, det er for det meste faktisk kvinden selv, der gør det. I den og samme artikel for ligesom at give to nuancer af præsenterer to synspunkter og kvindens, så kigger jeg også på, hvordan det vil sige ikke Aburabi, altså ikke umravis mand. Jeg kigger på en anden case og præsenterer en anden kæsed en case. om en ung mand, der hedder Art, som også har en mor, som er ældre og kræver pleje om sorg. Arpet har en søster, der er ansat som hjælper. Hun er også min unge for mand. Og arbejdsmortig faktisk i samme opgave opgang om skyld, som Art bor i. Det vil sige, at Art og hans familie, koner og børn, to døtre, det bor i samme opgang som moren bor i. Arpet siger, han var også en meget reflekterende mand. En mand, der har opvokset i Danmark. Ikke født, men opvokset i Danmark. Han kritiserer det her med, at han ikke må gøre mere for sin mor. Og når jeg har spurgt, hvad er det, du gerne vil gøre mere. Nu kører du hende til læge. Nu er en del ting, du gør i forvejen af. Du er der hver dag i forhængers. Jamen jeg vil gøre lige så meget som min søster gør. Jeg ved det er svært at acceptere, og jeg vil er svært at se, men jeg vil også gerne. Det er ikke kun hen splik, det er også min plik, men det er også min rettighed. Hvordan skal jeg får meget flere hasnade, end jeg gør. Fordi hun går meget mere. Og det er jo så en point, han gør ikke altså det her med, hvordan hvordan ell jeg få det mange hasnede, hvis jeg ikke gjorde ligesom meget. På et tidspunkt, da hans mor og anden hans søster blev ansat som selv på hjælper, der havde de også den her hjemmepleje. Og morren, hun var ikke ligesom ammenet, den gamle mor. Hun var ikke ligesom ammen. Hun var meget accepterende, hun var meget stille og meget fint. Hvis ikke mine børn har tid til det, så fint, så tager jeg imod hjemmeplejen. Men arbejds samvittighed kunne ikke tage, at han kunne se, at moren ikke var helt så glad som før. Han kunne godt se det. Jeg ved ikke, om han kunne se det, eller det er bare hans samvittighed, der ligesom spillede ind her. Så han besluttede sig faktisk for at tage overlov for sit arbejde. Og så hvad der for morgen hele tiden. Og lige pludselig var det faktisk, så opstod der den her konflikt mellem børnene, altså det voksne børn til arbejdet og hans søskende, det kan du ikke bare. Vi skal tænke langsigtet. Hvad skal vi så gøre? Og det er igen det her med arrangementer, omsorgsrangementer. Hvad skal vi så gøre? Du kan ikke tage det på dig alene. Og så var det så, at det ligesom at hendes da er blevet ansat som selv, der hjælper. For sige, at okay, hun kan tage noget, og du kan tage noget, og så kan vi tilbyde med det, vi kan. Men han har det ikke godt med, at du får helt overen som. Han er ikke til freds med de opgaver, som han står for. Altså han vil have mere. Det får han bare så ikke klokt til. Og det er jo så lidt, for nogle kan det være sådan en provokerende, hvad hedder det? Jeg ved ikke fokus, måske, fordi man tænker ikke om manden som den arabisk muslimsk mand i hvert fald, som omsorgsgivende på den måde. Han kan arbejde meget ude, og så være den, der ligesom for sover som økonomisk forsør. Han kan købe ind, han kan køre konen og morgen og såv. rundt og så videre. Men han det ser del og en del af omsorgspraksis i en omsorgsopgaven i hverdagen, det er ikke noget, man fokuserer på. Forskningen har ikke kigget på det som sådan også. Og det er jo meget et nyt område og fokusere på, måske. Og der er jeg sådan lidt. Jeg vil sige, at nu skal du høre noget af. Det er ikke fordi, jeg har fået så meget adgang til mændene. Det har jeg så ikke. Jeg har snakket med nogle mænd, men jeg har ikke snakket med ligeså mange mænd, som jeg har snakket med kvinder. Og det har så igen, det er igen, hvis vi kan snakke adgang og ikke adgang til de her familier. Jeg har fået haft så meget adgang til kvinder og børnebørn osv. Men mændene har været lidt sværere at rekruttere. Og ikke fordi, det er, mændene, der ligesom, der ikke havde lyst eller gad at snakke om de her ting, tror jeg ikke altså så meget. Det er så min fortøjning af det. Det er mere kvinderne, når jeg har skuret, må jeg gerne tale med din mand eller din storbror, eller så var det sådan, Jamen, det er mig, der tager. Jeg tager mig af hovedopgaverne. Hvorfor skal du snakke med ham? Og der forstod jeg så, at jeg ikke skulle presse mere på, fordi det er også sådan, man gør. Man preser ikke mere på. Så jeg tog det, jeg kunne, altså, jeg snakkede med dem, jeg kunne. Men det var meget interessant at snakke med dem også. Og så at høre deres version af, hvad de ønsker, altså, hvor meget det her med pligt og ret spiller ind i den måde, de tænker om omsorg og ændre plejer på.
SPEAKER_00:Det var interessant, altså meget interessant, og det her med ikke kvinden, da Koran siger ikke noget om, at det er kvindens opgave kun, så lige her afslutter, at du har virkelig glæde os gavmligt af alle de her cases på en virkelig god måde, og jeg har virkelig fået meget ud af det. Noget der lige slår mig i forbindelse med umrani der, at hun bor af deres ældre bor hos dem, og hun har fire børn, som så ser, deres mor blive slået og udsat for vold og alle ting. Hvordan? Hvordan oplever de det? Altså, hvordan ser det udfannation, synker du.
SPEAKER_02:Jeg har snakket med. Jeg har snakkelt meget med Aboramus, hun har tre sønder, og så en datter som er hjemmebående.
SPEAKER_00:Det vil sige, at det er var gamle cirka.
SPEAKER_02:Ja, men jeg tror hun var 22, da jeg snakkede med, så han datter. Og jæjembonde stadig. De andre er udbående, det vil sige, de har en familie selv og sådan noget. Men meget tæt på. Det bruger meget alle sammen meget tæt på, og kommer på besøg hver dag og så videre. Men jeg vil sige, at det her med, at moreren Umrami blev slået og såvjer. Det er også noget, der gik hen datter meget på. Fordi hun kunne se fx, som blok mærker efter følgende af. Umrames helbred ikke var helt et top. Efter hun startede med den her pleje opgaven. Efter hun startede som sådan, der hjælper. At hans helbred bliver dårligere og dårligere. Og det er meget den her psykisk helbred, hvad det siger. Fordi Umra har søskerne. Det er ikke fordi, hun ikke har søskende, men det bruger ikke i Danmark. Det bruger forskellige steder i verden. Så det er Umramis. Hun står for hele den her opgave alene. Og igen det her med for at vise, arabiske muslimske familier er forskellige. Det er jo ikke alle, der har børn, altså den ældre har ikke alle sine børn omkring sig hele tiden. Men hun har i hvert fald Umrami han den ældre der. Og dat deren, hun var meget sådan meget sådan tilbageholden. Hun ville ikke sådan snakke meget åbent omkring det her med, hvordan hun i virkeligheden føler om det her med, at ens mor bliver slået og blive udsat for sådan noget. Men hun kunne godt se, at hvad alternativt? Altså det her med, hvad er alternativt? Og fordi alternativt kan ikke være, at Abrahams mor bliver sendt et sted et andet sted af hjælpet? Og hvis ikke min mor, det er hendes ord, så vi kan huske, hvis ikke min mor gjorde det, hvem ellers? Men hvordan oplever du det? Spørger sig altså. Hvad giver det der? Så var man sådan, at jeg tænker sådan meget på, hvis min mor hun går hen og bliver sådan her. Hvordan ville jeg have det? Hvordan vil jeg forholde mig? Så det er også en måde at lære sådan på. Det er en måde at lære sådan på, og sådan er en vigtig bid i islam. Og når jeg ser min mor, hun er et meget godt eksempel på så. Så ja, så man finder altid, man finder altid en måde at legitimer måske, altså sin egen handlinger og den måde, at man selvgår omsorg, især når det er konfliktfølge, og især når det er mest udfordrende.
SPEAKER_00:Tusind tak, jeg tror bare, nu har vi snakket sammen i lidt over en time.
SPEAKER_02:Ja det er lang tid.
SPEAKER_00:Det er bare kommet der ud af. Jeg synes, det er virkelig godt. Tusind tak skal. Heller, lykke må. Det er bare at kigge dit arbejde fremover. Må det bringe gavn til os alle sammen.
SPEAKER_02:Det håber jeg. Jeg håber, at folk bliver klogere på det her. Jeg håber, at man bliver mere. Når man kigger på, hvordan man altså det her praksis. Altså praksis. Det har der ikke været så meget omkring, hvordan folk og familier gør i praksisen. Og hvor meget det betyder, det her med. Og det kommer jeg slet ikke ind på i her af vores samtale i Kasper. Det er ikke okay faktisk. Men så må I læse min afhandling. Det her, hvor meget hvor meget man laver, man rent faktisk laver familie, når man laver omsorg.
SPEAKER_00:Okay, hvor meget det samler og forenet.
SPEAKER_02:Præcis. Og hvor meget man plejer familien ved faktisk at praktisere omsorg. Det, jeg har fået ud af det. Jeg kigger på familien, altså care foret, hvor hele den her omsorgspraksis, ældre omsorg, faktisk affører forskellige praksiser, også det her med, hvordan man laver køn, hvordan man laver arrangementer og familierelationer.
SPEAKER_00:Så det foregår.
SPEAKER_02:Hvordan man mentalt og psykisk ligesom bearbejder sig selv? Så ja, altså der er meget mere, man kunne tale om. Men det er der så ikke tid til. Så må det som afhandling, når den kommer ud.
SPEAKER_00:Så må vi lave et intervumer på et tidspunkt.
SPEAKER_02:Og tak for muligheden.