Sharia Manifestet
Sharia Manifestet
BONUSMATERIALE: Martin Krasnik fuld længde
Gæst: Martin Krasnik
Værter: Naveed Baig og Kasper Mathiesen
Sharia Manifestets første afsnit handlede om Islam og Sharia, og vi fik besøg af Weekendavisens Martin Krasnik, der diskuterede islam i Danmark, Sharia og hvordan man kan sammenligne med den jødisk ortodokse menighed i København.
Her kan i høre interviewet i fuld længde.
OBS: Et par gange under interviewet bliver der stillet spørgsmål fra Kasper og Naveed, og her har mikrofonen ikke fanget lyden optimalt. Det kan stadig høre, men bedst med høretelefoner.
Tusind tak, Marten Kejsning, fordi du er her hos dig. Her i dag. Vi har simpelthen beslutet sig, at vi vil gerne stille dig tre spørgsmål. Det første spørgsmål, det er: Hvilken udfordringer står islam og muslim overfor i Danmark i dag. Du har jo skrevet en del om islam og muslimer. Du har skrevet bøger og artikler, du har engageret dig i debatten og har haft nogle stærke meninger. Det har du fundet stadig. Så det vil vi gerne høre ud.
SPEAKER_00:I skal være så velkommen. Og tak fordi jeg måt være med. Jeg synes, det er et fint initiativ, stort initiativ. I har sat i spidsen for. Det er jo noget som jeg og mange andre ofte efterlyser. Altså mænding og diskussioner om, hvordan danske muslimer kan leve i Danmark som borgere uden at deres tro og deres religion og deres kultur kommer i konflikt med det at være dansk borger. Og det er det, det handler om det her, ikke. Og I spørger hvad er det for en udfordring, danske muslimer har. Nu er der jo mange hundert. Så det er virkelig vigtig svært. Der er mange hundred muslimer i Danmark. Hvis man skal sige noget sådan lidt forven, som har gør med min egen erfaring som en del af en religiøs minoritet i Danmark. Jeg har selv jødsk baggrund, og er kommet meget i omkring den dansk øske menhed, siden jeg kom i vugester. Og det har jeg altså, det, der har drevet den dansk jødiske integration frem i året. Det har været den danske menighed. Det har været det, at der har været en institution, som har været anerkendt af de fleste jøder i Danmark som samlingspunkt for fælles institutioner, og også angår fællesskab, socialt samverk og uddannelse, men også kontakten til resten af samfundet, og derfor også holdninger til, hvordan skulle agere i forhold til resten af samfundet. Jeg har sagtens, at det er en stor opgave. Man kan ikke sammenligne direkte. Det har været svært nok at repræsentere 6.000 danske kødere. Der har været talri i kæmpe store kriger nu er fljer. Hvordan gør man så det? Men jeg har bare lagt mærke til meget ofte et helt utroligt frav af dansk muslimske organisationer med et stærkt integrerende, pluralistisk budskab. Og det tror jeg har været, det ved, jeg har været meget, meget skadligt for danske muslimer. Der er jo noget, der hedder Dansk. Der er noget, der hedder Islamisk Rosomfund. Og så er der noget, der på et tidspunkt hedder Dansk, Hvad Islamsk Fællsråd, tror jeg også, og der er Muslims fælles rud. Og det, der har været kendetegnet med dem, og det ser jeg både som almindelig nysgerrig borger, og som journalist, det har været en ekstremt defensiv, nemligt passiv og aggressiv måde at gå til. Spørgsmål på, at der handler om muslimer. Altså det har hele tiden handlet om at forsvare sig og skyde igen på det omgivende samfund. Det har været den grundlæggende motors oprænde. Og man nærmest som journalist kunne forfat i talsmænd for muslimmer. Der har at lave den der sammenligning, som jeg dog mener kan være brug af. Så har de danske jøgere haft meget klar og tydelige tals, men hvis holdningen altid har været, hvordan det kan få det her til at fungere på en måde, som er positiv for integrationen. Indær til har den organisation den dansk ødskomfund været drivende for integrationen ved at fokusere på nogle meget klare integrerende element. For det første sprog, altså, det har været fuldkommen klart og tydeligt for den dansk ødske menighed. Og det gælder helt tilbage fra grundlæggelsen for flere hundre år siden til min egen skoletid på den dansk ødiske skole, at det at lære dansk virkelig godt. Har været fuldkommen afgørende, og det så handler om folk, der har været her i 300 år, og hvis bedste forældre og lefold, der har været eller folk, der lige er ankommet fra Polen eller vidrosland, eller Israel, eller hvad det kan være. Lærer sproget for fanden. Det er det vigtigste, uden det kommer man ingen vejen her i landet. Man skal kunne dansk, og man skal ikke bare kunne det, man skal forstå det for at være dansker. Og det må jeg sige. Det er i hvert fald, jeg klart har savnet. Det der meget, meget nærmest sådan aggressiv tilgang fra den samlende central dansk muslimsk organisation, der fokuserer på det. Lær sproget uddanner alt andet er faktisk. Jeg skal næsten til at sige uvigtigt, men i hvert fald langt mindre vigtigt. Nærmest vil jeg jo sige, at det er igen for at fokusere at understrege det med det lidt tilbageholdene, eller så lidt passiv og aggressivet der med, at det har været vigtigt at peger på, hvor afgørende det har været og har lov til at tale arabisk. Hvilket jo er jo fint nok. Det er sådan set bare ikke noget, som man bør ben resten af samfundet med. Og det er altså. Jeg tror, at der er en ret interessant lektie ved den dansk øske historie, og det er, at det har jo været en dansk øsken er en ortodokskenhed. Det kommer nok bag på ret mange mennesker, men det er en ortodok senhed, hvor man hvis man skal længere ud i ekstremmer, så skal man være ultraortodok. Så skal man gå med, så har man krøg og så tøj og hat og parøg og jeg ved ikke hvad. Den danske ødiske minhed er ortodok, og det vil sige, at den i princippet står på religiøs orthodoksi. Altså at man tager den religiøse lovgivning alvorligt, rigtig alvorligt. Ik ikke bare for sjov, men rigtig alvorligt. Og der er jo masser af religiøs lov i det gamle testamentet. Der er masser af sharia i det gamle testament. Man har en skole, som i princippet også underviser. Har organiseret alt socialt samkvemt omkring jød sharia. Altså særligt i forhold til kurser og madniv, hvad man må spise, hvad man må gøre på chatten, hvordan man opfører sig omkring de religiøse højst. Det jeg har vokset op med, det min børn vokset op med omskæring alt sådan noget. Det er jo ikke noget, man bare har fundet på, det er religiøs lov. Og det har skabt enormt store frustrationer også i menigheden, fordi man igennem det mange generationer, hvor der har været i Danmark. Har udviklet sig. Først har man langsomt integreret sig har integrationen get over i assimilering. Og så har man jo haft en menighed, som har stået på den her orthodoxi. Det er en dybt fascinerende måsætning. Men den har altså på trods af, at det har været en ortodoks menighed, så det vil nok interesseret af mange muslimer tænker. Kun være driver for integration og i sidste ende også acimiler. Og det har krævet jo nogle meget stærke kræfter i det her to samfund. Og også en opbakning blandt jæden i Danmark for at kunne skreve over det her. På den ene side ønsket om integration og samkvemt med resten af befolkningen, og så religiøs orthodoksi. Det er så vildt nok, når jeg tænker sjældent over det, men det er hæftigt. Det er først nu her i de sidste 2030 år, at det virkelig har gået hurtigt med det der pres på orthodoxet. Vi skifter os medske kvinder, og derfor bliver vores børn ikke udre i ortodok. Færre og færdige jøder bliver omskåret. Og stadig flere jøder falder ud af nemigheden, for de fik da ikke være med i det der ortodokse har længere. Og det ligger et enormt pres på, hvad skal vi så gøre? Og det er de sidste 2030 år ud af en historie på over 300 år. Så jeg forstår godt, hvor voldsomt det her er for muslimer. For muslimer i Danmark har ikke haft den her mange generationer til at ligesom at leve inde i gætter og så måske inden for murerne, og lige så langsomt finde ud af, hvordan skal vi egentlig væk på i det her mærkelige samfund, vi er kommet til. Hvad er vores prioriteter? Hvordan finder vi nogle kompromis og hvordan laver vi nogle institutioner? Og hvordan finder vi nogle ledere også, som virkelig forstår det her mærkelige dilemma? Danske muslimer har været her i en periode, hvor resten af samfundet er undergået nogle ekstreme forandringer en hæftig sekularisering og moderisering, hvor som jo sætter et større pres på. Ikke bare for det og omgivende samfund, men jo også for muslimer selv unge muslimer, der kigger på det her institutioner og deres fædre og bedstøj, der tænker, at fanden er det for noget. Det følger vi slet ikke som en del af den udvikling af danske jøde har haft 300 år til lige så måligt og går igennem, og som selv om det har gået så langt så langsomt, har haft så meget pres på den sidste generation. Det er jo faktisk min generation, der virkelig tråd ud af GTO. Og virkelig træt ud af de jød og institutioner og går i andre skoler og skifter også ude af menigheden. Og får børn, der opfatter sig selv som jøder på en helt anden måde, end deres forældre bedsteforældre. Altså, og så sætter det, selvom, selv vi har fået det der pres. Det er jo at oversætte det til en erfaring som en ny minoritet i Danmark, som er 40 år gammel eller 50 år gammel. Det er jo helt vildt.
SPEAKER_01:Og som er mange minoriteter i det.
SPEAKER_00:Og som i hvert fald er som af mange minoriteter. Det jøder jo også. Der kun 6.000 mennesker som udgangspunkt. Her der flere hundert. Det er nærmest en uovkommelig opgave. Men jeg vil bare sige, at det der med at have nogle institutioner, der virkelig sætter dagsordenen og understreger klart og tydeligt, at det her, det handler først og fremmest om mig selv. Det handler ikke om, hvordan de andre på danskerne ikke reagerer på. Gem den. Og lad os koncentrere sig om, hvordan det selv bliver dansk. Og det gør vi ved at insisterer på nogle meget basale ting. Altså ikke sprog af det fuldkommen afgørende. Man skal kunne mære dansk lige så godt, som de indfører. Dansk lov står jo helt fuldkommen tydeligt og klart over en hver form for forestilling om, at der er en religøs lov, der betyder noget. Og integration er godt. Integration er rigtig, rigtig godt. Og integration, når det er vedlykket, hvilket jo positivet bliver til af civilisation. Og derfor er civilisation faktisk, selvom det kan være sørligt og trist, også en god ting. Det er et tegn på en veldykket integration, at man har nogen se opret, der bliver sværere og svær. Det er så også en opgave, man. Den institution og de tals mænd, de mangler virkelig i den danske muslimske verden. Det var fandme et lang spørgsmål. Lang svar.
SPEAKER_02:Hvad ligger det, jeg er siger misær. Men noget af det, som muslimerne er bank for, og jeg er indsigt for, det er jo netop, at vi kommer til at havne det, hvor jød er andet i dag. Altså det, at man simpelthen mister om identitet, om historie, og naturar det her.
SPEAKER_00:Men det kan man ikke styre. Man kan kun styre det, der sker i ens egen generation, og det er svært nok. Altså omkring ens eget liv og ens egen børns liv og måske børnebørs liv. Altså forandringerne sker så hurtigt, at man kun kan have nogle meget klare pejlemærker, som handler om, hvordan man selv, hvad man selv synes er vigtigt, positivt vigtigt. Og det er derfor, jeg understrejer sproget som fuldstændig afgørende. For at forstå, hvad det handler om, hvad det er egentlig, det vil sige her dansk. Altså de ting, som jeg synes, er vigtigt, når det handler om at være jøde, er jo ikke det samme ting, som mine børn synes er vigtigt. Og det bliver slet de samme ting, som mine børnbørn synes. Så jeg kan ikke sætte nogle klar markører op for, hvornår man ovrider et andet punkt, hvor det går fra integration til asimilering. Men det er jo klart, at hvis vi nu kserer. Integrationen handler jo om at blive integreret, altså minoritet lader sig. Integrer i det danske samfund. Og der har man troet, at det handler kun meget specifikke ting institutionelle ting, sådan noget som uddannelse af arbejdsmarkedet. Og hvis uddannelser af arbejdsmarkedet åbner sig, altså det danske uddannelse, danske arbejdsmarkedet åbner sig for den muslimske minoritet, så har man en positiv integration. Det går simpelthen den anden vej. Det gør det. Man kan ikke forvente, at hverstand gør særlig meget, hvis der er for meget modstand. Det er simpelthen minoritetens opgave at sørge for, at den modstand bliver ret lille, og det er så lidt som muligt. Og det er en positiv ting. Det er ikke en negativ ting, selvom der sikker der mange, der vil opfatte det sådan. Altså det er en positiv ting at nedbryde nogle af nogle af de skal man kan det. Man kan både kalde det religøse vaner, og også kulturelt religøse vaner, som er for meget i modstrid med den kultur man nu er i. Og det kommer til at ske efterhånden alligevel. Der kommer til at ske. Den der forandet sker fra generation til generation. Og hvis man kæmper enormt meget imod ved at indisteret på, at der er de her forskellige regler, der skal og traditioner skal overholdes. Ellers så får man af similar. Så får man altså nogle konflikter både med det omgivende samfund og med sin egne børn og børnebørn som er meget voldsomme. Voldsomme.
SPEAKER_01:Hvordan Hvordan oplever du det? Du er jo en mand nu i slutningen af 40 så ikke forstå. Og jeg er ligesom kommet videre derf, hvor det var der var ude på andre verden? Altså du måske komme ud andet nu tænker, hvor du mere til, hvad det for den verden, min børn vokser op i. Og hvad miser de, eller hvad mangler de, som jeg havde, og som jeg ikke gerne ville have, at det fick. Hvordan oplever du den her generationsforskydning af normerne og jødisk identitet? Altså er også den her fornemmelse af, at jeg bliver mistet noget, som var ret vigtigt, og jeg kan give videre.
SPEAKER_00:Det er et meget godt spørgsmål. Og det er der institutionerne, der kommer ind igen, fordi man kan ikke gøre det helt alene. Det kan man godt. Jeg kan i hvert fald bare koncentreret. Der er stor forskel på, når jeg gør det alene og når jeg får hjælp til det. Altså en del børn, og de ældste af dem, de har ikke gået en jød skelnehave eller skole, og de føler sig meget som jøder og identificer sig meget som jøder, men de. Men der er meget det sådan jødske, kulturelt, religiøse katalog, som de slet ikke har. Man må sige om dem, at de er assimileret. Altså det er i hvert fald et sted et eller andet mellem integration og acemulering, hvor der er nogle ting, som er forsvundet. Der er masser af ting, som var naturligt for mig, som slækker naturligt for dem. Og det er ritualerne. Det er religionen, det er den del af shari af, som giver virkelig god mening for mig, som handler om historie og identitet og fællesskab. Når man siger noget, så er det genkendigt for jødere i hele verden her. Men ønskerbørn, de lige starte i den jødiske børnehave. Og der kan man jo bare se, at der går jo simpelthen 20 minutter, og så har de altså en hel verden, et helt universet med sig hjem hver dag fra børnehaven, som gør ting, meget nemmere. Og det er. Der er noget meget pudset ved det. Jeg tror, for mig. Det betyder jo selvfølgelig, nu behøver jeg ikke at anstrege mig for at lære dem om pisak i jødsk påsk, eller jød vinterhøjtid, eller joppur den jødiske fase. Det kommer bare. De har det bare. Vi har lige holdt burin den jødske faskn, og de kan hele historien om den onde ham og mortej og drødningen. Og de kendt de der historier. De kommer hjem også og synger religiøse sang om Gud, der kommer og hjælper os. Og de synger borbønd på herbræisk hver dag. Det er ikke, hvad det betyder, men hver dag takker det Gud for at givet os verden og maden og alt sådan. Hvis man kom ud fra, så virker det meget religiøst. Meget religiøst. For mig er det ikke sporigiøst. Det er noget helt andet. Det er meget svært sæt over på, hvad det er. Liges det er svært set over på, hvorfor jeg omsker min drenge. Det handler ikke om Gud og befæringer fra vorher. Det handler om tilhørsforhold og kulturel historie og et sprog simpelt. Der har jo ikke ved alt det her, der gør det sværere for mine børn at blive integreret. Overhovedet dem, der går i jædvers skolen børn skolet. Overhovedet ikke. Det kommer bare til at have en enormt stærk jødsk identitet med en masse kultur og historie og religiøse afskældninger. Der overhovedet ikke nogen modsætning mellem, at man indræk kan have noget der på danskerne vil forkomme stærkt religiøst og fuldstændig sædden i jerge. Og så samtidig er børn, unge mennesker, som kan føle sig fuldstændig som en del af det danke. Det kræver bare nogle institutioner, der kan rumme det simpelthen. Rumme ikke delen. Bare siger igen. Det er taget i jædre i Danmark hundred år lærer af den balance. Men det kræver nogle institutioner, der forstår det, og er villigt til at rumme modsætningen.
SPEAKER_01:Hvad er for den akendelse af Marten til de første børn, og Marten til de næste har gjort, som har gjort det han.
SPEAKER_00:Jeg fik de første børn, da jeg var i slutningen af 20'erne. Og der var jeg selv i gang med sådan en ret hård afinstitutionalisering af det jød skal ikke holdt ud. Jeg havde lavet hele mit liv i det. Og gået til jøds fodboldkamp og Jøde skoler og børnehaver, og alle mine venner var jøde. Det var først i gymnasiet. Jeg tror ikke, rigtig ud af alt det der ikke. Vildt nok at tænke på. Og da så fik børn så galt det jo, altså tænke, nu skal vi noget andet af. Det følte på en eller anden måde, jeg tror jeg også for mig. Det følge som et tilbageskridt og gået tilbage til det der ikke. Jeg kunne ikke holde det udfant. Det er virkelig provenjelt. Danske menighed er jo lidt bidt. Sådan ligesom at bruge i en landsby, hvor alle kender alle, og slæder om alle, og det er sgu ret anstejende også. Så har jeg været væk for det over 10, og fik jeg nogle flere børn, og så har det været mere naturligt at prøve igen. Og så har jeg også kunnet se, hvor se, hvor væsentligt det har været for mig hen over et helt liv af den balder, som jeg fik der i skolen og børnehaverne. Nu skal det mest handlet om, at jeg kunne konstere de venner, jeg har. Jeg stadigvæk har kender tilbage fra børnehaver og skoler og sådan noget. Det har ikke. Det betyder rigtig meget. Og hvorfor ikke? Nu virker det ikke så anstrengt som det gjorde.
SPEAKER_02:Tak, det er rigtig godt i den dyb og ærlige i markt. Men nu træk du lige til. Hvordan oplever du mediedebatten i forhold til et samme og personer i Danmark?
SPEAKER_00:Ja.
SPEAKER_02:Altså ikke, at jeg rykket os, det kunne man også sige.
SPEAKER_00:Ja, vi har rykket os meget. Det vil jeg sige, at vi skal bare huske, hvordan den var i 80 og 90erne. Den har aldrig været gindet det har den simpelthen. Altså, hvis man forestiller sig, at før Dansk Folkeparti kom til, eller før ny borgerlig kom til, eller før sørg krav, eller Rasmus Palden, eller måske før Mohammed sagt. Det har været voldsomt hele tiden, og vi har altid talt om, om det måske var for voldsomt. Men jeg vil sige, at det er jo blevet først og fremmest, at det er jo igen den danske muslimers skyld og ansvar for tjeneste. Det er blevet en meget mereceret diskussion, for der er kommet så mange stemmer i debatten, at man jo fra dem, der har lyst til tilbøjelighed til det ikke længere kan sige, at muslimerne er sådan, og islam er sådan. Altså, der er jo kommet en mangfoldighed til på utroligt få år, som er helt fantastisk. Og man kan næsten ikke tro, hvor hurtigt det er gået i virkeligheden 10 år. Altså, at man gik fra 0 til tusind stænd. Det er jo virkelig, og det er jo mennesker, der mener alt muligt, at det er religiøse, og det er religiøse, det er kulturmuslimer. Og det er, og der er masser af internt på lade. Det er også enormt vigtigt at kunne vise, at man kan slå så hæftigt indbyder det så. Så det er det, det skal det er afgørende. Der er debatten blevet meget bedre. Men samtidig forstår jeg godt, at der er mange muslimer, der er træt af det. Altså virkelig er træt af de generaliseringer, der trods af stadig er. Og det havde, som særligt dukker op på sociale medier, eller ikke bare dukker op og flyder igennem sociale medier over for muslimer. Det må være frygtet. Og jeg forstår også godt, at mange muslimer føler lyst til at trække sig længere tilbage i deres identitet og gruppe tilhørsforhold, når de bliver banket i hovedet og konstant bliver mødt af påstanden om, at muslimer er sådan og muslimer er sådan. Jeg har selv oplet en lille del af det i forhold til omskæringsdebatten af det her muslimer i Danmark også. Men det er så voldsomt. Og ens minoritets identitet bliver kun styrket af det. Man føler sig simpelthen fremmæget i Danmark. Det gør man. Når man oplever den del af debatten. Men der er simpelthen ikke nogen vej uden om. Det er sådan, debatten er, og hvis man sammenligner den med den måde, minoriteter er blevet mødt af flertalssamfundet i verdenshistorien. Altså her i landet for 50 år siden resten af Europa for 50 år siden, og det er ikke bare for at sammen verdenskrig, vi kunne også talet USA i starten af det 20. århundrede, altså en total nultolerance over for anderledes i det offentlige rum. Det er jo noget helt andet i dag. Altså fuldstændig andet. Vi er på mange måder virkelig rykket os positivt frem. Der er lidt sådan, der taler om den der, eller tror på den der idé om, at man skal have det her parallelt samfund, og multikulturalisme. Altså den der debat er også blevet meget mere mod i dag. Det er den virkelig. Men først og fremmest vil jeg også sige, at det skyldes, at der er så mange danske muslimer, der mener alt muligt forskelligt. Og som tager det på sig og står frem og tager de slag, det kræver at tage det.
SPEAKER_01:Jeg har også meget interessant på noget, det fylder sammen med det identitetspolitiske nu, og med de strømninger, der kommer ud fra både i USA. Og den muslimske identitet er noget, som stadig fester på, men relativt lukket eller skyde minoritet. Og ligger sådan lidt på en øl, som i virkeligheden skal en helt anden retning. Det måske også en stor ændringer de sidste 4-5 år, jo.
SPEAKER_00:Men nu startet med at spørg om hvad udfordring er, og måske skal jeg bare lige gå tilbage til det og siger. Altså for. Jeg synes, jeg skal ikke sige til, hvis det er bare skyldes renvidenhed, men jeg synes, at jeg kan konstaterer, at det er jo noget værre end det der med, at muslimske institutioner i Europa også er tilbageholden og lidt pastig og aggressiv. På en måde er der står det værre til en som så, fordi der manger jo institutioner, hvor man kan udleve sin religion som dansk muslim. Altså virkelig være meget religiøs uden ja meget religiøs, og så samtidig give afkald på alt den del af sharia eller kultur eller hvad det, som er skærdig. Antimoderne antidemokratisk, der i modsætningen til lige mellem køn, seksual frihed, homoseksuel osv. Nogen vil jo kalde det mangled på reformation, og det er jeg ikke lov til at sige om det. Om det er så simpelt at kalde det. Men det er jo ganske få pik. Der er der menighed i Berlin, og så er der en lille en i Danmark. Og så er der nogle, altså de der store mainstream religiøse institutioner, der påtager sig lederskabet for en måde at være religiøs på, hvor man tager et grund opgør med teksterne som sandhed. Det er. Det manger. Og det er jo et en stort stor opgave at pålægge individuelle muslimer at gøre. Altså. Hvis man er homoseksuel søde og trod, så kan man finde en meninghed, der passer til det, som påstår at være fuldstændig hardko-religiøs. Og læser teksterne og fortolker teksterne. Og de har binner, og de har fortning, og de har traditioner, som går mange generationer tilbage. Jeg kommer spillet sig i reform og ortodoks og liberal og konservativ. Og der er noget for en værd smag. Og alle og der er store kampe, de anerkender ikke hinanden, de ader hinanden. Men man kan udfolde et fuldstændigt rit religiøst liv inden for hver slags.
SPEAKER_01:Det er også Danmarkt?
SPEAKER_00:Ja.
SPEAKER_01:Altså ikke den ortodokse menet.
SPEAKER_00:Nej, det kan man ikke. Det kan man ikke. Men så er der udviklede sig andre mindre. Og der er dansk liberal eller reform i det. Der er liberalt af den, liberal menhed der, jeg har så.
SPEAKER_01:Jeg synes jo ikke, der kommer det krav, eller det pålægste det krav på den ortodokse menighed. Og det er sådan brugt op for nogle af de ting, du nævner med køn og Danmark.
SPEAKER_00:Men så den danske jødske mindhed. Det skylder alt muligt. Nået af det er fornuftigt og noget af ikke. Det fornuftigt er argumentet om, at hvis man skal kunne rumme alle, også til ret religiøse, så skal man nødt til have den højst religiøse fælles nævner. Ellers vil alle brude, alle de religiøse brude ud. Og så har det været for, og så er der nogle, så er der nogle andre argumenter, som måske ikke er så god. Det at være, at de ledere, der har været, har været religiøse. Det er. Vær dem, der har melt, at det har været afgørende. Og så har der været noget at gøre med. Det bliver sådan lidt nisagtigt. Det er noget at gøre med, hvem der så er en anerkendelse af kommenteringer. Altså hvad er en rigtig jøde? Altså man har i den menighed i Danmark har haft meget behov for at blive ankendt i Israel, hvor alle kommenteringer skal være orthodoxe. Men i Israel har jo også en kæmpe opgør om det nu.
SPEAKER_01:Jeg tænker også på det omgivende samfund. Altså, der er ikke et krav til den jødiske ortodokse mindhed om at bøde op blandt andet på området med kvørende homoseksualitet.
SPEAKER_00:Men altså lige præcis. Nej, og det skyldes, det skylder slæderskabet og institutionens evne til virkelig og skreve meget langt. Falt det der har handlet om det. Altså handled om, hvordan har man ligesom håndteret måden at være religiøs på end. Og der har jæderne i Danmark jo som sagt haft 300 år til at slippe de mest skadelige bogstavelige tolkning af jødsk lovgivning. Og det er det rigtigt tænke på det komme det den sidste generation. Jeg gik i skolet, så skulle man være omskåret for at gå på klåren skolen. Man skal også være omskåret, når man står bare midt som 13 år, og så blev kommeret. Det skal man ikke længe. De her ting falder bare. Og det er jo virkelig positivt. Det er det ikke noget det omgivende samfund kan. Og det tror jeg ikke er en god ting. Så får man bare den der modsætning. Det er ikke noget, man selv må håndter. Men det tror jeg ikke, det omgivende samfund har været så optaget af det. Både fordi der for hundred år siden også var stærkt konservative, altså antimoderne holdning og udtens af samfundet, eller for 50 år siden. Og så fordi, at det dansk ødiske samfund har sørget for at sige til unge mennesker, I skal ud og uddanner. I skal læres broget. Det har været det vigtigste. Så må alt andet følge efter. Og hvis man insisterer på det, så kommer der en stor del af integrationen helt af sig selv. Så der møder de unge mennesker. Andre unge mennesker, som de forelsker sig, og så sker det ligesom af sig selv.
SPEAKER_02:Så er det helt simpelt.
SPEAKER_00:På en måde er det simpelt. Hvis man tager hele den amerikanske historie, og så er det også det, der er sket der. For alle minoritet. Den der idé om, at der sådan smæld i USA om, hvor alle har været lige meget værd. Og der er sådan, altså I ved. Det er jo simpelthen en stor fed løg. Der var en amerikansk ledekultur, og den var vid, og den var protestantisk, og den var angelsa. Og alle andre skulle indordne sig den. Det var ligden, at man var jøg, eller katolsk fra Irland, eller italien, eller fra Afrika eller sådan noget. Og det var hardkorg af har meget fald. Man skulle fx smide sit efternavn allerede ved ankomsten af alle ødre tegn på at være en minoritet, som har som resten af samfund skulle forholde sig til væk med dem. Og så har de mest succesfulde amerikanske minoriteter, det er dem, der insisteret på præcis det der. Lær sproget uddanner. Det er jo en del af de asiatiske imigranter, japanske, kinesiske. Det er jødne italienerne. Dem, der virkelig virkelig fra starten og sagt, at nu er vi her. Glem alt hvad vi har lært indtil nu. Lærer sproget til en uddannelse. Så tager det en generation eller to, og i dag går det så bare meget hurtigt.
SPEAKER_02:Jeg tænker, det klart. Ja, godt. Vi er klar over, hvor tramber eller Kasper til.
SPEAKER_00:Det bliver hårdt at få det med på 10 minuter.
SPEAKER_02:Så kan vi spørg, at du er kommenter på street på sådan start, at det er et gode, hvor simmer. Hvis du har noget på andet.
SPEAKER_00:Det kommer vi prøv at formulere et spørgsmål, så jeg lige kan.
SPEAKER_02:Så betyder vejen til kenge. Hvor anbefatter muslims liv i spiritualitet og et. Det dansk samet udgørende kunst i rammer for danske muslimer til udleve deres religion med integritet og fri. Så vibær, at man som muslims borer i Danmark og er lojalt, og for landet anerkender og respekterer den danske lovgivning på andet område, på lige fået med landets gruge, og muslimer, der bedrager eller underminerer samfundet efterlever, så det ikke så ret.
SPEAKER_00:Ja, okay godt. Sagen er jo, at det der, det rummer jo lidt af et paradoks. Fejlisk er der jo, det er jo en vidunderlig tekst, men det er jo heller ikke sand på den måde, fordi det jo ikke. Det er jo en underkendelse af store dele af religiøs lovgiving at sige, at dansk lov, og måske også dansk kulturelt sædvande, det kan være sådan noget som måden, man omgå sin anden på i offentligheden. Man gernd. Man gør altså alle mulige ting, som bare er kårder og normmer, at det er underordnet, eller det overordnet, hvad man nu kommer med i baggegen som dansk muslim. Og altså, jeg synes, det er enormt vigtigt, og jeg synes, det er rigtigt, det hele. Så må man altså finde måder at håndtere det på. Det der med, at man ikke giver hånd, hvis man er religiøs muslim. Det går simpelthen ikke. Det må man simpelthen finde en måde at håndtere på, så må man lade være med at give hinanden hånd. Så kan man vise det på den måde. Man kan simpelthen ikke kræve af det omgivende samfund. Det er i hvert fald ikke en god idé, at de skal smide nogle virkelig, virkelig traditioner over bord for at integrere en minoritet. Det har i hvert fald historisk set vise sig, at det tror jeg, at det fører ikke noget godt med sig. Men det kræver nogle ledere, der siger det. Og som siger, ligesom der er masser i koran, som ikke så bogstaveligt for den. Der er jo masser af ting, man ikke tager bogstaveligt. Det er jo lige på det til selv. Altså, ligesom i det gamle testament, der er jo masser af. Vi står og synger ved at lørdag de mest forfærdige ting, om man skal sten i nu to kvinde i farens abort. Det er da ikke nogen, der mener. Så vælger man jo andre ting, som man så mener. Det er jo bare bullsit alligevel. Og også for de mest religøse muslimer er det jo også bullshad. Man tager jo de ting, som man kan leve med, og så ser man bort for det ting, man ikke kan leve med. Det kræver bare nogen ledere, der står inden for det, og siger, det i orden, det er sådan. Hvad lørdag i sådan prægenden er på dansk. Ligesom prigenden i danske, i måske oftest er på dansk. Altså, men det bliver mere. Predigen er altid på dansk, og det skal den selvfølgelig være. Det betyder rigtig meget. Vi bør, vi synger alt muligt religiøs sharia, hvor afgeg omkoser og Gud og Moses og alt muligt, som man sidder, og det skaber en masse melodiøst fællesskab og vidunderligt ritual sammenhæng for folk. Og nogen tror på det, og de fleste tror jeg ikke på det, og langt de fleste forstår slet ikke, hvad det er, vi synger. Man kan melodierne, så gårben op til op på talerstolen, og så taler hansk. Og så holder han en tale, der næsten altid handler om, hvordan man er borger i Danmark eller den veste i verden. Og han slutter med at sige en bønd på dansk, ikke på herbarisk, på dansk, hvor han velsigner. Selvfølgelig i menheden, og så velsigner han Danmark og det danske kongus. Og jeg tænkte altid som barn. Hold kæft. Det er alligevel noget. Det virker sådan under det gamle dags, men i et historisk perspektiv står bilerne jo altså her og siger præcis det samme, som jeg har sagt her i de her minuter, nemlig at vi er kommet til det her land. Det er vores opgave at tilpasser, så det bliver bedst for alt.