Du lytter til frygteligt fascinerende. Estonia afgår planmæssigt fra Tallin klokken 19.00 med kurs mod Stockholm. Ombord på det store skib er der 989 personer: 803 passagerer og 186 besætningsmedlemmer.
Nogen ting gør bare et helt utroligt indtryk på en, når man hører om dem, og sådan har jeg det med Estonias forlis. Det er selvfølgelig både fordi det var så voldsom og tragisk en ulykke - en af de mest dødelige skibskatastrofer i nyere tid, men faktisk kom min interesse for Estonias forlis et helt andet sted fra. Den 14 april 2012 viste DR2 temalørdag i anledning af 100 året for Titanics forlis. Med den eminent spændende titel: Overlever du skribskatastrofen, skulle jeg selvfølgelig se med, og jeg sad klistret til skærmen mens tre af tidens store skibsforlis med danskere ombord blev udfoldet. 'Titanic' i 1912, 'Skagerrak' i 1967 og altså 'Estonia, der forliste i 1994. Det var første gang jeg dykkede ned i hvad der sker med os mennesker psykologisk, når katastrofen rammer, og hvorfor nogle mennesker har lettere ved at træffe beslutninger, når spørgsmålet er: "Er det dig eller mig, der skal dø?". Siden er jeg vendt tilbage til Estoniaforliset mange gange, og nogen af de ting, der blev sagt i programmet, har hjemsøgt mig lige siden.
Velkommen til det her afsnit af frygteligt facinerende, hvor vi dykker ned i Estonias forlis. Frygteligt Facinerende er et podcast om alt det frygtelige, som alligevel fascinerer os. Her taler jeg om alt fra sygdom til ulykker og det, der ligger derimellem. Velkommen til.
Estonia forlod Estland tidligt på aftenen tirsdag den 27. september 1994. Det over 150 meter lange og ni etager høje skib flød roligt ud af Tallinns havn, mens skibets indre, labyrinten af kahytter, restauranter, barer og butikker, summede af aktivitet.
På dét, der skulle blive Estonias sidste rejse, havde skibet 989 passagerer med sig. En stor del af passagererne var turen til Stockholm en forretningsrejse, men også en del par og små grupper var med på turen.
På færgens kommandobro fulgte besætningen opmærksomt aftenens stormvarsel. Et voldsomt lavtryk var på vej østover fra Oslo, og da Estonia ud på aftenen bevægede sig ud i åbent hav, var det i tre meter høje bølger, regn og storm.
På broen holdt kaptajnen skibets fart på 17 knob. Den store færge tordnede frem, hævede sig op med bølgetoppene og bragede ned i bølgedalene i et uforudsigeligt mønster. Da klokken nærmede sig 22, var mange af de ombordværende, selv skibsvante, søsyge, og de søgte mod de små kahytter for at lægge sig for natten.
Få minutter i midnat noterer en passager i skibets Pub Admiral sig to til tre drøn i gulvet, som om skibet hugger ekstra kraftigt ned i en bølgedal det giver piskesmæld gennem skrog, vægge og gulv og lyden er hul og metallisk. En anden passager griner og siger: "nu har vi ramt et isbjerg".
Den muntre stemning i pubben vender dog hurtigt, da skibet begynder at hælde kraftigt mod styrbord. En svensk passager Rolf Sörman husker, at vinduet ved hans bord i femte sals højde blev sækket af havvand som så isgrønt ud, oplyst af lamperne fra skibet. Med en uhyggelig fornemmelse i maven forventer han, at skibet vil rulle modsat, som det normalt ville gøre i hårdt vejr, men det skete ikke. Skibet lagde sig plant og krængede derefter endnu mere mod styrbord. Den Rolf Sörman husker, at han når at tænke: "vi skal ud herfra" før skibets hældning forandrede gulvet til en 40 graders stigning mod bagbord.
Skibet har ikke ramt et isbjerg, men noget har gjort, at skibet hurtigt tager store mængder vand ind og har fået en kraftig slagside kaptajnen kalder Mayday til to nærliggende skibe Europa og Mariella
Ja! vi har et problem, Vi krænger kraftigt mod styrbord 20 eller 30 grader, kan I kommer os til undsætning og tage Mariella med?
Ja! Mariella er bag os og har fået oplysningen. Kan du give os en position?
Vi er mørklagt og vi... jeg ved ikke..
Modtaget. Vi igangsætter de nødvendige tiltag
I mellemtiden i kahyt 4603 ligger danske Morten Boje Hvid i sin kahyt. Han er gået tidligt ned på grund af søsyge og forsørger at fortælle sig selv, at skibets lyde er helt normale. Han hører også de høje drøn, som han tror er store bølger, der slår mod skibet. Et af drønene sætter en bilalarm i gang på de underliggende dæk. Han bliver i sin kahyt et par minutter, før han hører ophidsede stemmer på gangen. Morten står op og iført underbukser og t-shirt komme rhan ud på gangen, hvor han høre en alarm, der ringer svagt af to omgange. Han går tilbage for at vække sin rejsekammerat Knud Øllgaard og tager bukser og støvler på, før han bevæger sig mod udgangen.
På det her tidspunkt krænger skibet allerede så meget, at Morten går stejlt opad for at komme ud af skibet
Da han vender om og kommer tilbage gennem skibet løber han nu ned af bakke på grund af skibets stejle krængning. Flugten genem skibet står uklart for Morten, der blot husker at have klatret op af mange trapper og flere gange noteret sig Knud Øllgaard bag sig. Det er svært at orienterer sig i det skånende skib, fordi gulvet ikke længere vender nedad og flere steder må han kravle og klatre over gelændere for at komme frem.
Når hjernens alarmberedskab og overlevelsesmekanisme slår til, handler det om, at hjernen skal spare tid for at sikre overlevelse. Hvis den bevidste hjerne først aktivt skal beslutte, hvad ville være smart at gøre her eller hvad ville være politisk korrekt at gøre, så ville der gå for lang tid, man ville have svært ved at beslutte sig, og så ville man formentlig ikke overleve.
På et tidspunkt får han øje på en åben dobbeltdør med en stolpe i midten. Morten formår at klatre op på midterstolpen og herfra hjælpe flere andre ud på den anden side. Han får fat i en redningsvest som han tager på. Da han kommer ud på skibssiden er færgen krænget helt over og ligger på siden. Kiggende efter en redningsflåde ender han i vandet uden at kunne huske at være sprunget. Han har kæmpet sig gennem Estonias labyrinter og er nu
Han tror selv han er nærmest gået eller vadet ud i vandet. Han svømmer lidt, holdt oppe af sin redningsvest og noterer sig at de redningsflåder han får øje på hurtigt driver væk. Pludselig er der en redningsflåde foran ham.
Tilbage i pubben hos Rolf Sörman er situationens alvor blevet tydelig. Skibets hældning sender møbler og nips rutchende gennem lokalet og det efterlader flere personer sårede og fastklemte. Rolf begiver sig hurtig ud i skibets gange for at finde en udvej sammen med 3 andre svenskere fra det selvskab, han rejste med. Skibets gange var et kaos af ting, det flød med glasskår og spiritus fra tax-free shoppen og Rolf husker, hvordan han med nød og næppe undgår en cola-automat der kommer farende i mod dem. Gruppen finde hurtigt frem til en trappe, men skibets hældning har gjort trappegangen til et logikforladt sammensurium og gruppen kæmper for at komme op og ud. Da de endelig finder en udgang til dæk 7 danner de en menneskekæde for at hjælpe andre passagerer ud, men den udbredte panik gjorde, at folk var alt for hårdhændede og gruppen opgiver at hjælpe andre og maser sig selv ud på dækket. De er blandt de første passagerer ude af skibet og allerede få minutter senere står det klart for dem, at de også er blandt de eneste. Under dem, på de syv etager fyldt med passagerer, blev sovende mennesker kastet ud af deres køjer, da Estonia krængede kraftigt mod styrbord.
Skibet hælder nu så voldsomt, at det er nærmest umuligt at navigerer rundt inden i det. Kahytsdøre slog op, døråbningerne blev til åbne faldlemme.
De flygtende passagerer, mange i nattøj eller undertøj, søgte hovedsagelig mod centraltrappen, som var placeret midt i en stor, åben hall. Estonia krængede nu 60-70 grader, gulvtæpperne var våde og glatte og snart umulige at bevæge sig hen over. I stedet stod, lå og sad folk langs væggene og forsøgte at holde fast eller hive sig frem. Nogle skreg i panik, andre stirrede frem for sig i apatisk lammelse.
Som hældningen forværredes, begyndte flere af de - måske hundredvis - af mennesker at skride og falde. Sårede bønfaldt andre om hjælp, men tiden og situationen var ikke til at skride ind. Faren var nu så åbenlys, at medmenneskelighed ikke længere er et valgbart alternativ.
Råb og paniske skrig fyldte gangene, da den vinduesløse, labyrintiske verden væltede om på højre side. Men udenfor var der underligt stille. Det var ikke lykkedes for mange passagerer at komme ud og de få der var brugte deres energi på at lede efter redningsveste eller frigøre redningsbåde.
Rolf husker, at han længe er overbevist om, at skibet vil holde sig flydende og han bliver derfor stående på siden af det. Da skibet er sunket så meget, at bølger skyller han over skroget hopper Rolf i vandet og trukket ned af suget fra den synkende færge. Da det lykkes ham at arbejde sig op på overfladen igen ser han sig omgivet af døde, der flød i deres redningsveste og levende der gestikulerede i vild panik. Rolf søgte væk fra menneskerne af frygt for, at de ville klamre sig til ham og trække ham under. Efter en kort svømmetur finder Rolf en redningsbåd der flyder med bunden i vejret og smadret stævn. Han klatre op på båden og klamrer sig fast, med tiden kommer flere til.
Der i vandet blandt de mange helt eller delvist ødelagte redningsbåde og midt i stormens rasen begynder nu et kapløb med tiden. Det er september måned i det baltiske hav og vandet er 13 grader varmt. De fleste i vandet har redningsveste på, men stormen er voldsom og de er chokerede og afkølede. Omkring 40 minutter efter Rolf og Morten havde hørt de høje drøn ombord på skibet rejser Estonias forreste ende sig ret op i luften og afslører et gabende hul der hvor borgporten skulle have siddet. Skibet går ned og de chokerede mennesker i vandet kan ikke gøre andet end at vente.
Morten Boje Hvid bliver hjulpet op i en redningsflåde af to mænd, der allerede er kommet ombord. Da han bliver trukket op over kanten på gummiringen ser han 15-20 andre mennesker, der alle står i vand til halsen. Han er kommet ud af det synkende skib, hans overlevelsesinstinkter har slået alle følelser fra og nu ser han indersiden af den flåde, han håber bliver hans redning.
Personerne i flåden er afskærmet fra havet omkring, men de er stadig i vandet, der er dybt nok til, at de kan drukne i det og stormen river og flår i flåden. Rundt langs kanten holder alle fast i reb for at holde sig oppe og redningsveste er stadig nødvendige for at drukne.
Til at begynde med er flåden omgivet af andre redningsflåder og nogen gange kommer de tæt nok på, til at de kan høre andre mennesker i flåderne, men det stærke uvejr betyder, at flåden driver væk med stor fart. Kort tid efter er den omvendte flåde helt alene på vandet, da de i horisonten kan se Estonia rejse sig ud af vandet, og synket direkte ned i dybet som en anden Titanic.
Estonia er nu på vej ned på bunden af det baltiske hav.
Efter færgen forsvinder af syne er menneskerne ombord på flåden alene i den mørke nat og stormen blæser op igen. Det fører til kaotiske tilstande hvor flåden skiftevis rider på de høje bølger og kastes uden dem. Når de voldsomme bølger slår ned i flåden skal man holde godt fast for ikke at ryge overbord og kræfterne svinder i det kolde vand.
Passagererne har nu befundet sig 5-6 timer i kulden i den havarerede redningsflåde. I løbet af natten dør mange af redningsbådens passagerer, de drukner inde i båden enten fordi deres kræfter slipper op eller fordi de mentalt ikke kan holde til mere. Efterhånden flyder flere lig omkring i flåden. Det sætter tankerne i gang hos Morten Boje Hvid:
Da Morten Boje Hvid blev reddet op i flåden var der 20 mennesker i ringen. Nu er der 7 tilbage i live.
Nattens mørke og stormen bliver afbrudt af høje horn, fra færger, der er kommet til efter Estonias SOS. Færgerne lyser med projektører i natten, men de fanger ikke flåden med Morten Boje Hvid og hans medpassagerer.
Passagererne på flåden fløjter, pifter og råber af fuld hals, men det lykkes dem ikke at fange skibenes opmærksomhed og i stormen driver de gennem hullet mellem to af de tililende skibe, der danner kæde om Estonias ulykkessted.
Helikoptere har været på vingerne i mange timer, men det dårlige vejr og mørket har besværliggjort redningen. Da det bliver daggry og sigtbarheden forbedres er der endelig håb, for passagererne i redningsflåden.
Kavalariet er nået frem i form af to store redningshelikoptere. Til at starte med sker der ikke noget. Besætningen på helikopterne ser ligesom situationen an. Personerne ombord på redningsflåden begynder at råbe op til dem. Ventetiden er næsten ubærlig. Men selv vejret er stilnet lidt af er der stadig høje bølger og besætningen på helikopterne overvejer deres muligheder. Efter tid med forsigtige overvejelser placerer helikopteren sig skråt for redningsflåden og en frømand springer ud og plasker ned i vandet nogen meter fra redningsflåden og svømmer hen til flåden. I flåden møder ham et barbarisk syn. Han kommer lige fra civilisationen og i flåden sidder 7 personer, der er forfrosne og forkomne og lige har været igennem helvede. I ringen flyder også stadig flere lig.
Med iskolde fingre og lemmer hager Rolf Sörman sig fast til sin redningsbåd, som ridder op og ned på bølgerne, kastet rundt i den kolde storm. Som minutterne går, dør råbene i natten ud. Men en ung estisk pige på måske 16 eller 17 år dukker op ved båden. Rolf husker, at han holdt fast i hende, opmuntrede og talte med hende. Men det blev koldere, pigen var såret, forfrossen og omtåget, og timerne gik. Til sidst var hun bevidstløs. Rolf Sörman forsøgte at holde fast i hende, binde sin jakke om hendes arm, men hans fingre var så frosne, at de ikke ville lystre. Da en bølge skyller pigen væk, mister Rolf Sörman for første gang troen på, at han kan overleve. Han overvejer længe at løsne sin vest, drukne og få det overstået.
Efter tre timer på den omvendte redningsbåd dukker helikoptere og redningsfartøjer op, men det er for mørkt og stormen er for voldsom til, at de kan igangsætte en redningsaktion. Da Rolf endelig bliver reddet op i en helikopter er an underafkølet og svækket, men dog i live, som en af de kun 137 overlevende efter katastrofen.
Han tilskriver det benhård tilfældighed at netop han overlevede katastrofen. Og selv om han slap levende fra ulykken, var der alligevel noget, der brast den nat på Estonia.
»Jeg var vokset op med en tro på det gode i alle mennesker, men på Estonia blev jeg klar over, at vi også har det onde i os. Jeg havde ikke set nogen slå ihjel før den nat, da jeg så mennesker tage redningsveste fra andre med magt. Jeg så mennesker agere meget aggressivt på Estonia – folk blev delt op i onde og gode og verden i sort og hvid. Det har været noget af det sværeste at komme over,« siger han.
»Jeg er 99,99 procent sikker på, at jeg ikke overlevede på andres bekostning. Jeg har ikke slået nogen ihjel, taget deres redningsveste eller forhindret dem i at komme ud. Og jeg har aldrig følt skyld, selv om jeg har fået svære spørgsmål fra pårørende. Jeg var til en kollegas begravelse, og hendes mor spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde gjort mere for at redde hendes datter. Det var hårdt, og der kunne man nemt blive ked af det eller føle skyld. Men jeg svarede, at jeg gjorde, hvad jeg kunne, og det var et ærligt svar,«
Også Morten Boje Hvid har haft brug for selvransagelse og refleksion efter sine overlevelser på Estonia. Efter en ulykke af Estonias kaliber er der ikke bare de døde og de overlevende, der er også dem, der skal leve med overlevelsen:
Kæntringer, forlis og katastrofer er prisen for at sejle. Det har det altid været, og hver gang et skib går ned, bliver sikkerheden strammet. Det gælder om at være så godt forberedt som muligt, så er chancen for at komme levende i land størst.
Den officielle ulykkesrapport har konkluderet, at »Estonia«s bovport var for svag i sin konstruktion. I det hårde vejr på ulykkesnatten blev både hængsler og låse på bovporten slået i stykker af en eller to voldsomme bølgeslag.
Forløbet beskrives sådan her:
Fire meter høje bølger står ret ind på Estonias bovport. Mange passagerer hører to-tre dumpe slag mod skroget, da stævnens kraftige slag mod bølgerne får bovporten til at løsne sig. Vandet fosser ind på bildækket og får Estonia til at krænge kraftigt mod styrbord.
Færgen har 2.300 ton last med sig, hovedsagelig lastvognstog. Under hældningen skrider de mod styrbords side som en dødvægt. Motorerne stopper. Passagererne har haft 10, højst 20 minutter til evakuering. Maksimalt 300 personer når ud.
Da »Estonia« lægger sig helt om på siden, er det ikke længere muligt at komme ud. Vandet strømmer nu også ind gennem vinduerne, og et fuldstændigt forlis er uundgåeligt. Passagererne kravler rundt på dækkene og skibssiden. Skibet synker med bagenden først, mens passagerne springer i vandet. Det sidste synlige af »Estonia« er skibets front, hvor bovporten mangler.
Ifølge rapporten kulminerede ulykken på tre kvarter:
- Kort før midnat: Det afgørende bølgeslag mod bovporten.
- 0.05: »Estonia« krænger voldsomt mod styrbord, da vandet fosser ind på bildækket.
- 0.15: Samtlige hængsler og låse er gået i stykker, og bovporten falder helt af.
- 0.20: De fire motorer stopper helt.
- 0.22: »Estonia« udsender nødsignal.
- 0.35: Skibets hældning forøges til 80 grader, og bagenden synker i.
- 0.50: »Estonia« forsvinder fra vandoverfladen.
Mange pårørende har aldrig troet på den officielle forklaring på Estonias forlis og kort efter ulykken stiftede pårørende til afdøde en forening for overlevende og pårørende som i årevis har forsøgt at presse myndighederne til en ny undersøgelse af årsagerne til ulykken. En svensk medstifter af foreningen har kaldt håndteringen af Estonia forliset for den største svenske skandale i nyere tid.Også Morten Boje Hvid har forholdt sig kritisk til myndighedernes håndtering i sin bog: "Jeg ville overleve".
Han påpeger, at Havarikommisionen var urimeligt lang tid undervejs med sin rapport. Beslutningen om ikke at hæve Estonia har givet grobund for alverdens myter og ulykkelige fantasier.
Krisepsykologer har tidligere talt om, hvordan pårørende til ofre for ulykker nogen gange nægter at accepterer at deres kære er døde og udvikler tvangstanker om, at de er i live derude et sted. Det gælder særligt når liget mangler, som det er tilfældet for de fleste fra Estonias forlis.
Morten Boje Hvid siger om myndighedernes undersøgelser at de i bedste tilfælde var tilfældige og i værste fald kaotiske og han har således ikke meget til overs for de konklusioner, de er nået frem til.
Megen diskussion har gennem tiden centreret sig omkring, hvad man skal stille op med vraget efter Estonia. Massivt pres fra foreningen for overlevende og pårørende får med jævne mellemrum debatten om en hævning til at blusse op. Men frem til nu har myndigheder og eksperter været mere optagede af at beskytte gravfreden end at finde til bunds i sagen. Det er endda kommet så vidt, at man har forbudt dykning ved vraget ved at underskrive en aftale om gravfred der omfatter borgere i de lande, der tiltræder aftalen og der har tilbage i 90'erne været stillet forslag om at overhælde vraget med cement for at sikre overholdelsen.
En nylig udvikling i sagen fra sidste år kom, efter et hold amerikanske dykkere udnyttede et smuthul i loven til at dykke ned og undersøge Estonia. Da vraget ligger i internationalt farvand er det dog ikke muligt at forbyde dykkere, fra lande der ikke er med i gravfredsaftalen at dykke ved skibet.
Her opdagede dykkerne et hul i skroget på den side, der vender ned mod havbunden som ikke står nævnt i havarikommisionens rapport og det har givet anledning til, at de Finske, Estiske og Svenske myndigheder er gået med til at undersøge forliset igen.
Næsten 30 år efter forliset spøger Estonia stadig.
852 mennesker omkom ved Estonias forlis. Kun 137 overlevede. Morten Boje Hvid og Rolf Sörman var to af dem.
Men i de enkelte historier fra den stormende nat findes også fantastiske beretninger om nogle pludselige, men meget stærke bånd mellem fremmede. To af de overlevende, Kent Härstedt og Sara Hedrenius, kendte ikke hinanden på forhånd, før de pludselig stod over for den samme trussel mod deres liv på et synkende skib i Østersøen. Ønsket om at overleve skabte en alliance, som var med til at redde dem begge helskindet gennem forliset. Da de stod på kanten af skroget og forberedte sig på at springe i det frådende hav, gav de hinanden et løfte om at mødes igen på den anden side. Helt konkret lovede Kent Härstedt at spise middag med Sara Hedrenius på en fin restaurant i Stockholm ugen efter. ”Det er en aftale”, svarede hun. De holdt deres løfte. Middagen fandt sted på Grand Hotel.
Selvom ulykker til søs har været en del af menneskets historie lige så længe som vi har sejlet, bliver det heldigvis sjældnere og sjældnere at skibe synker med mennesker ombord. Spørgsmålet er om vi mennesker har lært nok af historien. Tilbage i 2012 kæntrede den store luksusliner Costa Concordia ud for den Italienske kyst og selvom kun omkring 30 mennesker døde, er der alligevel grund til at tænke grundigt over de mulige konsekvenser, hvis ulykken var sket i et stormvejr, længere væk fra kysten eller i koldere farvande.