
High5Girls Podcast
Er du nysgerrig på teknologi, videnskab og fremtidens muligheder? High5Girls Podcast tager dig med ind i STEM’s (Science, Technology, Engineering, Mathematics) fascinerende verden – med fokus på inspirerende kvinder, der gør en forskel.
Vi udforsker emner som robotter, spiludvikling, genbrug, bæredygtig energi og det fællesskab, der opstår, når vi deler viden og interesser i STEM.
I hver episode møder du kvinder, der deler deres personlige rejser – fra deres første interesse for STEM til deres arbejde med at skabe løsninger, der ændrer verden. Med deres historier, tips og erfaringer viser vi, hvordan STEM er både spændende og fyldt med muligheder for dig, der drømmer om at gå samme vej.
Podcasten er støttet af William Demant Fonden.
High5Girls Podcast
1) Hvorfor er det vigtigt med diversitet i STEM, og hvordan motiverer vi pigerne til at vælge en STEM-uddannelse?
Teknologi og it spiller en afgørende rolle for vores samfund, men danske virksomheder må kigge langt efter medarbejdere med STEM-kompetencer, dvs. Konpetencer inden for teknologi, ingeniørkundskab, naturvidenskab og matematik, og intet tyder på, at rekrutteringen bliver nemmere de kommende år.
Danmark ligger nemlig i bunden, når det kommer til, hvor mange unge, der vælger en STEM-uddannelse, og samtidig er STEM et af de områder med størst kønsubalance.
En mere ligelig kønsfordeling kan være med til at gøre rekrutteringspuljen større, men det vil også have afgørende betydning for, at de teknologiske og videnskabelige løsninger, der udvikles til vores samfund er mangfoldige og repræsentative. - Vi har brug for mere diversitet i STEM!
I episode 1 kan du blive klogere på, hvorfor der er brug for flere kvinder i STEM og hvordan vi kan motivere pigerne til at vælge en STEM-uddannelse.
Du møder:
Stifteren og forkvinde i foreningen High5Girls Marianne, der introducerer dig til foreningens visioner og missioner.
Anne Fløe, der er konsulent i Tænketanken DEA og medforfatter af rapporten “stereotyper spænder ben for tekniske piger”
Administrerende direktør i Rambøll, Ib Enevoldsen, som gerne ser mange flere kvinder i ingeniørbranchen.
Produceret af Josephine Marcher