Hvilken kunst skal du sætte dine penge i? / Med Søren Holmstrup fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Hvilken kunst stiger i værdi og hvorfor? Hvad bestemmer de meget forskellige priser på kunstmarkedet? Og hvor og hvordan orienterer du dig selv, hvis man gerne vil gøre en god investering? Det ser jeg nærmere på i dagens afsnit sammen med Søren Holmstrup, som er vurderingssagkyndig fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Vil du høre Søren Holmstrup fortælle mere om kunst og investering, så finder du her et link til hans 2 åbne forelæsninger emnet til marts 2022:
https://fuau.dk/emdrup/program/kunst-arkitektur-og-design/hvad-er-det-vaerd-om-koeb-og-salg-af-kunst-2212-084

Transcript

 

Intromusik: (”92 minutter af i går” af Henrik Blichmann)

Stine Faartoft: [00:00:06] Du lytter til Art Investor, en podcast om kunsten at investere i kunst. Mit navn er Stine Faartoft, og jeg er i dag på besøg hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, hvor jeg sidder sammen med vurderingsekspert i Kunst, Søren Holmstrup. Tak fordi jeg måtte komme, Søren. Når jeg nu rigtig gerne vil mødes med dig her i dag, så er det, fordi jeg med min egen baggrund i kunsthistorie lidt for tit bliver stillet nogle spørgsmål omkring kunst og investering, hvilket er et område, jeg stort set ikke ved noget om. Man lærer rigtig meget på kunsthistorie på universitetet, men sådan noget med penge, det et er ikke rigtig noget, man berører. Så det vil jeg i stedet for spørge dig om. For du har beskæftiget dig med kunst og investering, ikke bare i her i dit virke som vurderingssagkyndig, men du har også beskæftiget dig med det på anden vis. Vil du ikke lige selv opridse din baggrund. 

Søren Holmstrup: [00:01:11] Jo, jeg har i virkeligheden været meget involverede i mange forskellige dele af kunstbranchen. Men hvor man kan sige den, den kommercielle vinkel har, har fyldt noget i næsten dem alle sammen. Så det er alt fra gallerier, som jo handler med nulevende kunstnere og så til kunsthandlere, som primært handler med kunstnere, der nu er døde. Og ja, og så har jeg været en tur forbi Sotheby’s Institute i London, som uddanner folk til at kigge lidt mere den kommerciel vej, og hvordan man ser på kunsten med investeringsbriller.

Stine Faartoft: [00:01:47] Ja, hvad går det ud på? specialiserer man sig inden for en niche eller?

Søren Holmstrup: [00:01:53] Ja, det er i virkeligheden et kunsthistorisk studie, men hele tiden med et økonomisk perspektiv. Hvordan fungerer en kunstfond? Hvordan fungerer en kunst investeringsforening? Hvordan fungerer gallerier og museer, og hvordan hænger de sammen, og hvor er den private samler i forhold til dem? Så det er ligesom hele det det økonomiske økosystem i kunstbranchen, som sådan bliver gennemgået på kursus. Ja, det har været enormt spændende og givende.

Stine Faartoft: [00:02:23] Er man også er ude i felten? Er du ude hos gallerier rundt omkring? Eller hvordan foregår det?

Søren Holmstrup: [00:02:33] Gallerierne kommer egentlig til os. Så det er noget med gæsteforelæsere næsten hver dag, som er fra branchen. Og det kan jo være, hvad gallerister, der fortæller om, hvordan de skal udstille af nye kunstnere, eller om kunsthandlere, der fortæller om, hvordan man opererer i den nye verden med digitale medier og fysisk butik og kunstmesse, og som fylder mere og mere og sådan noget. Men igen, hvor det hele tiden er. Det handler ikke så meget om, hvad den enkelte kunstner kan og skal. Det er der mange andre, der gør. Det handler mere om, hvordan sælger man den og til hvilke priser, og hvorfor sådan nogle ting?

Stine Faartoft: [00:03:17] Og hvordan startede din interesse for kunst, hvis jeg lige må komme den vej om?

Søren Holmstrup: [00:03:22] Jamen selvfølgelig. Jamen, det var. Det var egentlig sådan. Jeg tror altid, jeg har været lidt kunstinteresseret og så den. Den økonomiske del kom egentlig på sådan lidt ved et tilfælde, hvor jeg, hvor jeg købte et eller andet et litografi, tror jeg, det var på et loppemarked, fordi jeg godt kunne lide det og så undersøge. Jeg havde ingen penge dengang og så undersøgte lidt og tænkte Det var måske egentlig lidt billigt. Jeg havde købt det, og så solgt jeg det. Jeg tjente et par tusinde kroner. Det var egentlig også meget sjovt, og der var også ligesom den del af det om det. Det er jo 100 år siden, og det er for længst lagt på hylden. Men, men det var ligesom det, der sparkede. En eller anden interesse for handel steg med den kommercielle del af det i hvert fald har.

Stine Faartoft: [00:04:13] Søren, jeg vil vende tilbage til udgangspunktet for podcasten her. Alle de her spørgsmål jeg får omkring kunst investering. De kommer typisk fra mine venner på det tidspunkt, hvor de begynder at få lidt flere midler mellem hænderne, end vi havde, da vi var studerende. Og så i samme ombæring gerne vil udskifte alle de her museums plakater, de har derhjemme med noget mere holdbar kunst. Altså holdbar i gåseøjne som en forstået som noget kunst, der har noget mere originalitet over sig. Ja, altså noget der måske er lidt dyrere at købe end denne her Louisiana-plakat, men som til gengæld så heller ikke skal tabe i værdi. Og så er der også en del af dem, der har set, hvordan der har været nogle ret store prisstigninger her de senere år på kunst. Altså blandt andet, så har vi talt om at Kvium - der har været nogle litografier af litografier af Kvium, som skulle være steget sådan en 800-900 procent får bare de sidste 10-12 år. Kan det passe?

Søren Holmstrup: [00:05:26] Det kan godt passe.

Stine Faartoft: [00:05:29] Nu skal man selvfølgelig, når man køber kunst, også elske det. Det skulle helst ikke bare være af kommercielle årsager. Men når man nu alligevel skal ud at investere, så er der mange af dem, der spørger mig, fordi jeg har læst kunsthistorie: Er det her en god investering? Og det ved jeg overhovedet ikke. Hvordan ved man, at man køber katten i sækken? Cirka? Eller kan man spotte nogle tendenser på nogen måde?

Søren Holmstrup: [00:06:00] Det kan man godt. Jeg tror, den første del, du er inde på, er næste den vigtigste, at der er meget få. Jeg kender i hvert fald ikke ret mange, som kun er i det her for få afkastet. Altså. Jo, men så er det også et kulturelt afkast og en herlighedsværdi osv, som man søger. Og så hvis man så samtidig har lidt et øje på, at det man ikke det man køber, ikke er er katten i sækken, så er det rart, hvis de to ting kan følges ad. Men ellers er det jo noget med at spotte nogle tendenser. Nu hvor du selv er lidt inde på Kvium. Kvium har været stor i mange år. Men det har altså taget et et et godt spring op. Især på grafik delen, hvor man kan sige, at originalværkerne, tegninger og akvareller og malerier måske er lidt mere status quo. De er i hvert fald ikke steget lige så meget, og så kan man jo begynde at diskutere med sig selv. Er det så malerierne, der er billige nu, eller er det litografier, der er dyre? Hvilken vej skal man så kigge? Nogle gange kan man jo også gøre det. Hvis man begynder at sammenligne CV. Ja, det kan lyde som lidt banalt.

Men hvis man for eksempel sammenligner Kviums CV med Asger Jorns og så siger okay, men der må man trods alt sige, at Asger Jorn gennem en meget, meget, meget lang periode har vist, at han hører til blandt de aller allerstørste danske kunstnere. Og når man så kan se at et Kvium litografi af samme størrelse som Asger Jorn koster 25.000 for Kvium måske og 8.000 for Asger Jorn, så kan man måske igen begynde at diskutere: Betyder det så, at Kvium er for dyr, og Jorn er for billig? Eller hvad er det, der er på spil herinde? Og det er jo så også nogle ting, man kan sige. Men hvis jeg har elsket Asger Jorn, så tror jeg da ikke, jeg ville være så bange for at købe et Asger Jorn litografi nu, fordi det virker som om det måske er lidt en mat periode. Og det er jo også det, man kan sige, at moden trumfer ligesom det hele. Altså der kan være nok så meget kunstnerisk substans i det her. Men hvis moden og trenden går i en anden retning, så så er det dér, pengene er.

Stine Faartoft: [00:08:09] Og hvad bestemmer så springet i det? Kan man sige det? Hvis Kvium lige pludselig går op. Hvad kunne så være en årsag, med ham som eksempel?

Søren Holmstrup: [00:08:17] Det er enormt svært at pege på lige præcis årsagen til sådant et spring. Jeg tror, en del af det, er, at det har været nogle rigtig gode år i Danmark. Der er mange folk, der har fået flere penge mellem hænderne og solide afkast på boliger og aktier, og det gør, at pengene sidder lidt løsere. Og så er man måske lidt mere sådan ”Nå men, om det koster 10 eller 15 tusind, det sådan set lige meget. Vi vil gerne have det litografi, vi nu har drømt om”. Men det er selvfølgelig klart, at hvis der er de rigtige samlere, der begynder at samle en kunstner op eller det rigtige museum, der gør det. Jamen, det er alt sammen også noget, der booster værdien af det.

Stine Faartoft: [00:08:56] De rigtige samlere. Hvordan ved man, hvem er?

Søren Holmstrup: [00:08:59] Jeg vil tro, at der er en håndfuld i Danmark. Altså sådan en som Jens Peter Brask er jo svær at komme udenom. Han fylder meget på kunstscenen - det er sagt i en meget positiv vending. Han er god til at promovere kunstnere og han er god til at kuratere udstillinger osv. Så hvis han ligesom har været inde over et eller andet projekt, så er han jo også med til at blåstemple det. Og hvis en som beviseligt har et godt øje i hvert fald, har valgt mange rigtige kunstnere over en lang periode, pludselig vælger en, så vil der være mange, der følger i kølvandet på ham. Så hvis han voucher for den og den, så er det nok ikke helt skidt. Og det samme med de store gallerier. Hvis sådan en som Nicolai Wallner har valgt at pludselig tage en ung kunstner ind, jamen så er der folk der siger:  ”Jamen Nicolai Wallner, han har et godt øje. Han ved, hvad han gør. Så det er også en, jeg gerne vil kigge lidt nærmere på”.

Stine Faartoft: [00:09:54] Men er den sikker? Kan man sige det? Er den sikker hver gang?

Søren Holmstrup: [00:09:58] Der er ikke noget, der er sikkert. Hvis der var det, så var der ingen, der lavede andet. Men det borger for noget kvalitet og det er et godt sted at kigge hen. Man kan selvfølgelig sige, at når folk har sat sig bag på sådan en vogn, så er priserne jo allerede et nyt sted. Så er det måske i virkeligheden, det handler om at kigge lidt tidligere. Men hvis man kigger tidligere, så er der også større sandsynlighed for, at man måske vælger noget, som ikke holder.

Stine Faartoft: [00:10:28] Hvad med Kunstakademiet, søger gallerister ikke allerede, mens folk er studerende eller?

Søren Holmstrup: [00:10:35] Jo det er der mange, der gør. Det er der rigtig mange, der gør. Jeg tror, at man... Det er meget få mennesker, som kan gå ud og købe et eller andet fra en afgangsudstilling på akademiet, og som kan tjene penge på det. Det skal være con amore og for at støtte en ung kunstner på vej frem. Det skal ikke være for at tjene penge. Nej, der kan man selvfølgelig sige, at det var lidt fordelen ved auktionerne. At der får man på en eller anden måde skilt fra fårene fra bukkene, fordi vi sælger stort set ikke nogen, som ikke har været prøvet før. Altså dem, der ligesom, de har et eller andet form for CV, så så risikerer man ikke at stå med et eller andet, som er ingenting. Nej, det er ligesom lidt mere etablerede navne, men stadigvæk jo unge og i mange tilfælde fremadstormende kunstnere.

Stine Faartoft: [00:11:25] Har de en fællesnævner i deres baggrund? At de for eksempel har gået på akademiet?

Søren Holmstrup: [00:11:32] Ikke nødvendigvis. Men mange har jo. Altså man kan sige, at for at vi sælger værker af kunstnere, og så er det jo typisk folk, som har en eller anden form for uddannelsesmæssig baggrund og nogle museumsudstillinger og nogle andre ting, der ligesom bare er noget kvalitet. Og så er der selvfølgelig et eller andet prisniveau. Altså, det er heller ikke godt for en kunstner, som kommer direkte ud af akademiet og kommer på auktion, fordi det er sjældent et særligt godt resultat, der kommer ud af det. Der er det bedre at have god tid på et galleri og en gallerist, der hjælper med at ligesom at stykke en karriere sammen og lave en ordentlig udstilling og et katalog og sådan noget. Auktionerne lever lidt deres eget liv. Og det synes jeg er enormt charmerende, for der er ikke noget med ventelister, og der er ikke noget med, at jamen, du kan ikke købe, fordi du har ikke handlet her før og alle de her ting, som er det meget transparent marked. Hvis du vil betale, jamen så kan du få.

Stine Faartoft: [00:12:28] Ja, ja. I sætter vel heller ikke priserne på den måde? Altså helt fra scratch. Hvem kigger I mod, når I sætter priser? Ud fra andre auktionshuse rundt omkring i verden? Altså I har vel nogle lister, hvor I kan se - ligesom med aktiekurser, forestiller jeg mig.

Søren Holmstrup: [00:12:44] Ja, på en måde. Vi har jo alt muligt alle mulige værktøjer, som vi tager i brug. Vi kigger jo dels på, hvad har vi fået af hammerslag for sammenlignelige værker? Hvad har internationale auktioner fået for sammenlignelige værker, og så lægger vi en vurdering ud fra det. Og i de fleste tilfælde rammer vi jo en rimelig tæt på. Men hvis der er to, der sidder på den og vil have den samme ting og sådan noget, jamen det ser vi jo ugentligt, at det så går bedre, end hvad vi havde regnet med.

Stine Faartoft: [00:13:17] Og kan man egentlig, kan man sammenligne det med aktiemarkedet, tænker jeg også på. Altså ét er tidens smag. Men noget andet er, at altså for eksempel når vi har den grønne bølge, så kan det afspejle sig på aktierne? Eller så kan der være noget med minoritetsgrupper, der lige pludselig får belysning. Og så kan man også se det i nogle aktier. Så er det på samme måde? Kan man også det her, tænker du?

Søren Holmstrup: [00:13:42] Ja, det kan man godt sige. Et af de områder, som vi gør mest ved nu, og som måske også er noget af det, der er mest fremadstormende og varmeste, det jo kvindelige kunstnere. Så det er jo noget, som vi ja af rigtig, rigtig mange grunde gerne ville vil bakke op om. Vi har jo i korridorerne talt om i mange år: Jamen, der er jo den og den fantastisk kvindelige maler, hvorfor koster de ingenting? Og nu har vi ligesom…, nu kan vi ride med på en bølge, og der er en ligesom en fælles konsensus om, at nu skal der ske noget, og nu kommer der nogle udstillinger med nogle kvindelige malere, og vi laver nogle temaer, hvor vi skriver nogle tekster og sætter ekstra fokus på det her område. Og det er jo også noget af det, som jeg ville kigge mod, hvis jeg sad derude og havde en kunstinteresse, og jeg måske også kunne tænke mig at investere, at der er den underskov af super super kvindelige kunstnere. Nu har jeg mest med 1800-tals-maleriet at gøre, men også dér.

Stine Faartoft: [00:14:40] Ja du er ekspert i ældre kunst.

Søren Holmstrup: [00:14:42] Så det er jo sådan nogle, som vi som vi så hiver frem. Jeg vil ikke sige, at Bertha Wegmann ikke er kendt, men det der med at sælge billedet i millionklassen er af Bertha Wegmann, det havde vi altså ikke regnet med. Og det er jo, fordi der sker noget nu.

Stine Faartoft: [00:14:56] Ja. Hvornår kunne du mærke, at det her skred skete?

Søren Holmstrup: [00:15:00] Jamen, det er for relativ nyligt. Det er jo sådan noget inden for halvandet års tid eller sådan noget. Og jeg tror, der er masser af luft i endnu. Altså er det bare stadigvæk rigtig, rigtig fine billeder af meget, meget habile kvindelige malere, som man kan købe for to, tre, fire, fem tusinde kroner, og det vil da ikke undre mig, hvis vi om ti år så nogle helt andre priser på de værker.

Stine Faartoft: [00:15:24] Kan man tænke, at det her er en bølge? At lige pludselig skal kvinder op og lidt ligesom ”green washing”, så bare ”female washing”? Og hvordan giver man et bud på, hvor lang tid det varer? Altså inde i sig selv - det er måske ikke lige noget, du står fortæller til auktionen ”denne her bølger varer…”

Søren Holmstrup: [00:15:45] Nej, er klart. Der er noget, som har nogle nogle vækstrater, hvor man siger ”nå men, det skal nok lægge sig på et eller andet tidspunkt”. Jeg hverken tror eller håber, at det der med kvinderne bare en bølge. At lige om lidt, så er der ingen, der vil have kvindelige malere igen, og så er de lige så glemt, som de var for ti år siden. Så jeg håber da, at det er en tendens, at vi siger ”jamen nu skal vi have dem frem i lyset”. Der var masser, der jo godt kunne male dér. Og at deres mænd eller samfundet eller institutionerne har holdt dem nede, det skal vi i hvert fald ikke bidrage til at fortsætte den tendens. Så frem i lyset med dem, og er jeg sikker på, at det skal nok blive godt.

Stine Faartoft: [00:16:37] Er der andre bølger, som sådan kommer fra nogle ting i samfundet? Nogle udviklinger som eller tendenser, som du kan se ret direkte har afspejlet sig på kunstmarkedet?

Søren Holmstrup: [00:16:48] Ja, det vil jeg sige. Altså, det er måske mere, at der har måske været en international bølge, men i hvert fald sådan noget med afrikansk samtidskunst har der også været ret meget fokus på. Formenlig dels fordi det er enormt spændende: Hvad der er af historie at hive ud fra det kontinent er jo helt fantastisk. Altså tidlig primitiv kunst. Men jo altså også moderne samtidskunst har enormt meget at byde på. Men jeg tror også, en del af forklaringen skal findes i, at der er nogen, der siger: Jamen, nu har den sidste vækstrejse været i Kina, og den kinesiske samtidskunst er steget meget, meget kraftigt. Mon ikke det næste sted, som får et eller andet velstandsboom er i Afrika, og hvor vi så også kan se nogle meget, meget kraftigt stigende priser på den bedste afrikanske samtidskunst. Og noget af det er begyndt at røre lidt på sig i udlandet. Vi ser ikke så meget afrikansk samtidskunst i Danmark, at vi på den måde kan lave statistik på det.

Stine Faartoft: [00:17:47] Nej okay. Hvad har I mest?

Søren Holmstrup: [00:17:50] Ja, vi sælger primært dansk kunst

Stine Faartoft: [00:17:58] Er markedet bare mest til det her i Danmark? Til dansk kunst?

Søren Holmstrup: [00:18:03] Man kan sige, vi er jo et internationalt auktionshus. Men vi oplever tit, at når vi har værker af udenlandske kunstnere, så går det også til udlandet. Og det tror jeg er en tendens i hele verden. Kunstmarkedet er ekstremt globaliseret, og vi sælger halvdelen af alt, hvad vi sælger i alle kategorier til udlandet. Og jeg tror i virkeligheden, at det samme billede tegner sig i resten af verden.

Stine Faartoft: [00:18:30] De går så også mest efter den, når de henvender sig til Bruun Rasmussen, efter den danske kunst.

Søren Holmstrup: [00:18:36] Ja, det er måske især design, faktisk design og ældre dansk kunst er meget efterspurgte i udlandet. Altså Hammershøj og Holsøe og Ilsted. Hele den forbindelse, og L.A. Ring. Det står de på nakken af hinanden i udlandet for at få fat i. Og det er jo også fordi de kan se, for det første kvaliteten, som jo er super. Men også fordi de siger ”jamen, en million kroner for noget af det bedste danske kunst. Det er billigt i forhold til, hvad det bedste engelske eller tyske kunst koster fra samme periode”. Så er der også nogle, der kan se ”Jamen, vi får godt nok meget kunst for pengene”, og det kan jo lyde som mange penge med en million kroner. Men i international sammenhæng er det jo peanuts.

Stine Faartoft: [00:19:19] Jo. Så vi ligger generelt lidt lavere, eller

Søren Holmstrup: [00:19:24] Altså man kan se priserne, som bliver opnået, er fuldt ud på højde med, hvad verdensmarkedet dikterer. Kunsten er globaliseret, og hele verden er på nettet og sådan noget. Så der er ikke det der med, at man siger, om det bliver solgt bedre i det land eller i det land. Det er stort set udlignet. Noget er lidt bedre et andet sted, og noget er lidt bedre her. Men overordnet er det det samme. Men der er meget…priserne på de danske ting er lavere end… altså et super maleri af Købke det koster måske, lad os sige 5 eller 10 millioner kroner, og et super maleri af Constable koster 200 eller 300 millioner. Og det er i det perspektiv, man skal sige, at der er nogen, der vil sige: jamen Købke er altså også en super maler, og er Constable 20-30 gange så god? Det tror jeg ikke.

Stine Faartoft: [00:20:14] Hvad handler det så om?

Søren Holmstrup: [00:20:16] Jamen, det handler om, at der er flere mennesker i England, tror jeg. Det er sådan lidt forsimplet. Men der er mange flere, der kigger mod den engelske kunst, fordi der er flere samlere derovre. Og de også har nogle flere penge. Men så er der nogle af de visionære, som prøver at kigge lidt ud i, hvad kunne man få, hvis man godt kan lide kunst fra den periode, hvad kunne man så få fra nogle af de andre lande, som måske er lidt billigere, men hvor kvaliteten er fuldt ud på højde med noget af det, man selv har. Og det er der heldigvis mange, der gør. Og så blander de det også. Det ser jo super smart ud, når man kommer i en samling, hvor der hænger både det ene og det andet, men fra den samme periode.

Stine Faartoft: [00:20:55] Jeg tænker også med danskere. Jeg har lidt indtryk af, at vi bedst kender dem, vi har herhjemme, vores egne. Men hvis man gerne vil orientere sig mod udlandet, hvis man er helt blank, hvad er det så, man kigger efter? Og er det også litografier, der trender i andre lande? Eller er det helt andre trends, vi ser?

Søren Holmstrup: [00:21:13] Nej, jeg tror egentlig, at trenden er meget den samme. Måske nogle gange, så er de måske lidt længere fremme i udlandet. Altså nogle af de tendenser, som vi så i udlandet for fem år siden, jamen de kommer til Danmark lidt senere. Man skal lige nå at se det i de smarte internationale modeblade og designmagasin og sådan noget, før man helt selv måske er tryg ved at det. Men altså når det er sagt, så syntes jeg egentlig, at danskerne er ret meget oppe på beatet og måske også lidt mere chancebetonede og lystbetonede. Altså, vi oplever meget få samlere, som ikke stoler på deres egne intuition, og hvis de godt kan lide noget, så er de egentlig ligeglade med, hvad andre folk de siger. Hvor man måske siger, det er lidt mere strømlinet i udlandet med, hvad det er, man går efter. Det er i hvert fald lidt mit indtryk, at det er sådan, det hænger sammen. Men hvis man gerne vil se, hvad der rykker sig, så er det bedste sted at tage hen på kunstmesse.

Stine Faartoft: [00:22:14] Er der en primær?

Søren Holmstrup: [00:22:17] På det moderne er det Basel. Det er simpelthen, det er verdens største, og alle de store gallerier er der, og der kan man jo simpelt hen gå på alle verdens gallerier samlet ét sted, og det er en super måde at komme ind i den verden på, fordi man ser ligesom, hvem repræsenterer de forskellige gallerier. Hvad har de med, der trender nu. Men man undgår den der sådan lidt akavet entre, som man godt kan gøre i London eller New York på et eller andet stort galleri, hvor der sidder en eller anden sur mand eller kvinde bag skranken og kigger på én og siger noget eller tænker i hvert fald, det er ikke en, der har penge til noget som helst, så det er bare spild af tid, det her. Der er det meget mere uformelt og uforpligtende at gå rundt på sådan en messe og suge til sig. Det synes jeg, det kan varmt anbefales. Så altså Basel, eller Frieze i London eller New York, hvis man er til det moderne. Og så er der TEFAF i Maastricht, som er den største messe på ældre malerier og antikviteter og skulpturer.

Stine Faartoft: [00:23:22] Hvornår ligger de?

Søren Holmstrup: [00:23:26] Det kan jeg faktisk ikke huske. Jeg tror nok, at TEFAF ligger vist i marts. Problemet også lidt, at de er jo ikke dumme, de her messefolk, så de har jo ligesom fundet ud af, at de har et brand. Og så har de bredt det ud. Det betyder jo, at man siger, at jamen, man kan godt gå på Art Basel, men det kan man altså også gøre i Hongkong for eksempel, så den ligger så på et andet tidspunkt i Hongkong, og så om vinteren så er der Art Basel i Miami Beach, hvor hvis man så alligevel skulle være på ferie dér, så kan man gå hen og se kunst også. Så de er ligesom… det er blevet sådan et brand, som blev bredt ud. Så det betyder, at der er messe flere gange om året, og det er jo smart ud fra et eller andet kommercielt synspunkt.

Stine Faartoft: [00:24:08] Er det så de samme, man ser?

Søren Holmstrup: [00:24:10] Det er de samme gallerister? Men så har de noget forskelligt med på de der messer. Og det gør jo altså, de i virkeligheden er på farten meget, meget store dele af året.

Stine Faartoft: [00:24:20] Hvor tit er du selv afsted, og hvad tager du så til?

Søren Holmstrup: [00:24:24] Jamen, jeg har haft en god Frieze-tradition der i efteråret. Nu har der jo været corona, men ellers er der normalt Frieze og Frieze Masters, hedder det, som ligger i Regent’s Park. Så kan man komme til London og se den dejlige by, og så kan man ligesom sige så tager man en dag på Frieze, som er det moderne. Og så er der Frieze Masters, som er det ældre. Eller i hvert fald… Eller modernister kan der også være, Picasso og alt sådan noget. Og der kan man ligesom se et eller andet sted, hvor meget der er til salg af verdens kunst. Det kan godt være ret fascinerende at opleve. Så er det bare skønt sådan et efterår i London at gå rundt i parken dér. Og så er der sat nogle store, meget professionelle pavilloner op, hvor der er kunst fra hele verden. Det kan varmt anbefales.

Stine Faartoft: [00:25:17] Ja, hvis du også har boet der

Søren Holmstrup: [00:25:20] Det kan varmt anbefales.

Stine Faartoft: [00:25:35] Jeg læste en rapport fra Citigroup omkring kunstmarkedet, hvor der står, at kunst sådan målt på en de sidste 35 år-ish generelt er steget, og steget mere end obligationer, en lille smule i hvert fald. Og mere end inflationen. Har du noget bud på, hvad det handler om? Og er det bestemte grupper af kunst?

Søren Holmstrup: [00:26:10] Ja, jeg tror, det sidste er en vigtig pointe, fordi man kan jo selvfølgelig godt lave et eller andet med meget kunst og så at sige, hvordan har hele den her gruppe af kunstnere udviklet sig? Men jeg tror i virkeligheden, at det mest interessante er at prøve at opdele markedet lidt og så se på, jamen både det ældre, det moderne og samtidskunst, men også er det low, medium eller high-end. Fordi hvis vi laver analyser her i huset, har vi i hvert fald kunnet se i en del tid, at det dyreste koster mere, end det nogensinde har kostet. Så den del er i voldsom vækst, og det hænger selvfølgelig sammen med, at der bliver flere og flere dollarmilliardærer. Og i det hele taget bliver der flere meget rige mennesker, og de skal slås om de samme ting. Så det giver god mening. Hvor man kan sige et medium-segment måske har været lidt mere udfordret. Men har så taget et gevaldigt spring op af under koronaen, fordi folk har haft penge, som de ikke skulle bruge til at rejse, og har siddet derhjemme og kigget lidt og sådan noget. Så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til sådanne undersøgelser, fordi det er bestemt ikke umuligt, og man kan sige, at den er formentlig lavet på baggrund af tal fra internationale auktioner lagt sammen. Men nogle gange kan det altså være ekstremt små eller ekstremt få værker, der kan gøre forskellen på, om det bliver en meget, meget god auktion eller en meget, meget dårlig auktion. Så jeg tror, det er en lille smule svært at sige generelt. Men jeg tror high-end har trukket en meget, meget stor del af læsset.

Stine Faartoft: [00:27:54] Ja, jeg læste også i samme rapport, at det var primært - men det kan også være lidt forskelligt fra land til land - men altså samtidskunst som den helt store og impressionistisk kunst som nummer to herfra er

Søren Holmstrup: [00:28:13] De har jo tit kørt sammen. Eller hvad, moderne eller samtidskunst?

Stine Faartoft: [00:28:19] at der var samtidskunst, og så var der moderne og impressionistisk. Ja.

Søren Holmstrup: [00:28:27] Jeg tror, generelt så tror jeg, den moderne kunst har performet lidt bedre end den impressionistiske. Impressionisterne var ekstremt store i 90'erne, men bortset igen fra high-end, så tror jeg, at de der medium-værker af impressionisterne har haft det lidt svært. Men hvor man så til gengæld har set kæmpe priser på modernister som Picasso og Calder og Giacometti kortet. Altså det har jo aldrig kostet så meget som det har nu. Og samler hungrer efter at få mere af sådan noget. Men hvor et vinterlandskab er Coubet ikke er helt så hot, som det har været. Men Monet-åkander og de bedste ting af Degas, det er der selvfølgelig stadig samlere til på et meget højt niveau.

Stine Faartoft: [00:29:18] Så det skal være de bedste?

Søren Holmstrup: [00:29:20] Det skal være de bedste ting. Det er det der med, når der er to milliardærer, så hvis der et auktionshus, der har sagt, at noget skal koste 200 millioner, og de begge to vil have det, jamen så er de nok ret ligeglade med, om de skal give 200 millioner eller 500 millioner eller en milliard. Inden for rimelighedens grænser. Men, men alligevel

Stine Faartoft: [00:29:42] Hvad sker der typisk med de her værker? Også når vi, hvis vi sælger guldaldermalerier til udlandet. Er de så er ude af Danmark, og så får vi dem aldrig mere at se? Eller er det primært sådan, at folk udlåner dem til museer eller hvordan?

Søren Holmstrup: [00:29:58] De fleste private samlere er meget glade for at udlåne til museer. Altså myten om den der samler, der har sådan en mærkelig lille kælder, hvor det hele er gemt. Eller pengeskab, den holder ikke helt. De fleste samlere de elsker værkerne. De nyder dem, og de holder af dem hver eneste dag. Men de elsker også kunsten, og de elsker også at udbrede kunsten, så de er meget flinke til at låne ud til museerne generelt. og i mange tilfælde så har vi jo også meget, meget gode og tætte kontakter til udenlandske kunder, som når de så er blevet trætte af noget, jamen så henvender de sig igen, og så siger de Jamen, kunne I ikke tænke jer at sælge det? Så vi får også masser af indleveringer fra udlandet, netop fordi de også godt ved, at hvis man er udlænding og gerne vil have dansk kunst, så kigger man mod Danmark, og hvis man er dansker, der gerne vil af dansk kunst, så kigger man også mod Danmark. Så jeg tror ikke, der er nogen, der er bedre til at sælge dansk kunst, end vi er.

Stine Faartoft: [00:01:17] Og hvor tit kan I få spdan noget ind? Eller har du oplevet nogen, der har haft et kunstværk af den kaliber i fem år og så skifter de ud? Eller er det den længere periode?

Søren Holmstrup: [00:01:29] Typisk lidt længere periode. Det er typisk sådan noget 10, 15, 20 år eller sådan noget. Men så kan det være, der er et andet sted. Eller der kan være nogle arvinge, der ikke er interesserede, men som har hørt godt om os eller et eller andet. Men helt generelt er folk meget, meget flinke til at vise det. Og så er der jo igen det tillæg til historien, at hvis man udstiller noget, så får det også noget udstillings-proveniens. Altså så er det ligesom der er noget mere, der borger for værkets kvalitet. Så hvis man har en Købke og sidder i udlandet og bliver spurgt af Statens Museum for Kunst, om man har lyst til at låne det ud til en Købke-udstilling, så er ens værk ligesom indlemmet i det, der er det mest interessante at Købke, og det vil alt andet også lige også betyder en højere pris den dag, der måske skal sælge det. Private samlere er eget friske på at låne ud til museerne. Og det er jo også det, der kan give lidt etiske overvejelser, at museerne skal jo helst holdes ude af det regnestykke. Men nogle gange så bliver det vel lidt noget, der bliver flettet sammen med private samlere, der har 20 værker af en eller anden fremadstormende kunstner og gerne vil donere et værk til et museum, hvor museet takker pænt ja. Og så blev de andre 19 værker pludselig mere værd, da kunstneren nu også er repræsenteret på det museum. Ja, så det er jo som noget, man skal holde sig meget for øje. Og det er jo to verdener, som er meget tæt forbundet, men som også har meget forskellige økonomiske muskler. De private samlere og gallerister har, i hvert fald i international sammenhæng, mange penge. Museerne har meget få penge, så det der med, at man sørger for, at man kan godt få et sponsorat og man kan godt få hjælp til en udstilling af noget, men at man holder de kunne kuratoriske overvejelser helt ude af sådan noget. Det kan nok være lidt svært.

Stine Faartoft: [00:03:22] Har du nogensinde talt med nogle af de helt store udenlandske samlere omkring deres motivation for det hele?

Søren Holmstrup: [00:03:31] Ja, mens jeg arbejdede i London, talte jeg med en meget stor spansk samler, som samlede på old masters. Det var enormt fascinerende at høre om. Også fordi at man nogle gange godt lidt kan få det indtryk, at det er sådan lidt et eller andet magtspil, om at vennerne skal kunne se, hvad man hænger på væggen. Og den blev manet fuldstændig til jorden. Jeg har sjældent mødt et mere vidende menneske, som havde sat sig ind i tingene. Til trods for at det er en, der driver et milliard-foretagende, og at han nok har en del andet at se til. Men han havde jo i hvert fald brugt tid på at få læst de monografier, der nu var, om de pågældende kunstnere og sat sig ind i, hvad er det, de kan, og hvad det er de vil og hvorfor og hvornår gjorde de dit og dat og sådan noget. Så det var enormt livsbekræftende, fordi man netop godt kan få et indtryk af, at det hele ender i en eller anden oligarks yard i Monaco. Og sådan noget. Men der er rigtig, rigtig mange dygtige og vidende samlere derude. Og jeg tror ikke man skal være så bange for, at ting ender på private hænder.

Stine Faartoft: [00:04:36] Nej, for man ser det igen.

Søren Holmstrup: [00:04:38] Ja, man ser det igen, og man ser det også undervejs i ejerskabet. Og ja, der bliver passet på det.

Stine Faartoft: [00:04:55] Nu tænker jeg også med fremtiden - Jeg har hør, at blockchain, at det begynder at komme mere ind…Hvad? Nu griner du lidt?

Søren Holmstrup: [00:05:04] Ja, men det er dybest set fordi, jeg har ikke forstået det. Jeg aner ikke, hvad det er. Jeg har jo set, at det bliver solgt for mange penge. Men jeg har ingen som helst idé om, hvad der var

Stine Faartoft: [00:05:16] Det, jeg læste, kan jeg så lige sige, det var noget med, at man… Altså kryptovaluta og sådan noget, det er jo baseret på blockchain, som hindrer at man kan snyde - uden at jeg ved for meget om det. Men at der er transparens hele vejen igennem. Ja, og det jeg så læste, man kunne gøre i kunstverdenen, eller tænker på at gøre, det var at hindre, at der bliver snydt undervejs. Eller at man hele tiden kan sikre sig, at værket er det rigtige værk. Fordi man en gang imellem hører om nogen, der har lavet en Picasso, som han ikke selv har rørt ved. Måske.

Søren Holmstrup: [00:05:57] Ja, altså et digitalt værk, som ikke kan kopieres?

Stine Faartoft: [00:06:03] Ja eller nej, eller et der er på en eller anden måde, er af noget, en teknologi, som sikrer, at det her værk - eller som er hæftet på værket - som sikrer, at det det samme, og man har hele historien, omkring værket med sig i bagagen.

Søren Holmstrup: [00:06:19] Ja, altså, jeg vil nødig kloge mig på noget, jeg ikke har særlig meget forstand på. Men jeg kan bare sige helt generelt om det her med forfalskninger, at i den tid en forvaltningen bliver lavet, der tror man altid, at den ikke kan opdages, og når man så kigger på den med øjne som er 20 eller 30 eller 40 eller 50 eller 100 år ældre, så kan man se hvorfor, at den er helt skæv. Eller man kan ikke forstå, hvorfor de blev snydt dengang. Og jeg er også sikker på, at når der er nogen, der er så dygtige til at lave det dér, så er der også nogle, der er så dygtige, der kan forfalske det. Måske ikke nu. Men på et andet tidspunkt. Det er en evig kamp. Det er en interessant kamp. Men en evige kamp, og jeg er jo noget mere tryg ved at arbejde med UV-lampe og tjekke signaturer og sådan noget end at gå ind i blockchain. Jeg er sikker på, jeg ville blive snydt meget hurtigt, så det er ikke noget, jeg gør mig i.

Stine Faartoft: [00:07:20] Jeg kan lige høre i samme dur eller i samme anledning, når I ser på noget, hvor I kunne mistænke det for, eller gerne lige vil undersøge, at det ikke er en kopi, har I så nogle eksperter inde fra andre steder. Nogle…det ved jeg ikke.. Hvad gør man egentlig her rent praktisk? Er det sådan nogle som dig, der sidder og kigger?

Søren Holmstrup: [00:07:42] I mange tilfælde er det sådan nogle som mig. Mange af de danske kunstnere, vi ser, der er en stor underskov af danske kunstnere eller kunstnere i det hele taget, som ikke er på museer eller i hvert fald i meget, meget begrænset omfang, men hvor vi har set i hundreder eller i tusindvis af værker af de pågældende malere. Vi kunne godt spørge på museer, men vi ville ikke få hjælp. Altså der er ekspertisen her i huset, så der sidder vi og kigger på sammenlignelige værker, som ligner. Sammenlignelige typer osv. og finder ud af, om det er ægte eller ikke er ægte. Så er der nogle værker, hvor man kan sige, vi har jo solgt masser af Eckersberg-billeder og masser af Købkebilleder osv. Men hvor der også er museer, som er rigtig godt med. Både i forhold til at vide om, hvad man skal kigge efter, men som også har haft rigtig meget mellem hænderne. Så der har vi et rigtigt godt samarbejde med museerne, som kommer ud og hjælper os med at kigge på det. Og så når vi sammen til en anden konklusion. Og der kan man sige helt generelt, så er der den mindste tvivl, jamen så takker vi pænt nej til at sælge det pågældende billede.

Stine Faartoft: [00:08:54] Hvor langt kan den proces vare?

Søren Holmstrup: [00:08:58] Den kan være temmelig lang tid. Altså, jo, det er jo noget med at gøre os nogle indledende overvejelser, så måske gå at tygge lidt på dem. Så hvad hedder det? Skal man tjekke nogle bøger og undersøge værket med UV-lampe. Man kan få en konservator ind over til at være med til at kigge på det. Man kan igen sammenligne med billeder på museer, få museumsfolk ud og kigge og så videre. Så der kan være, det kan tage relativt lang tid, og vi har også en politik om, at vi tager den tid, det tager, og den må folk, der ejer billederne, så være indstillet på at vente. Til gengæld så gør vi det jo så gratis og uforpligtende. Så jo. Men det er jo en del af vurderingen at man siger man kan altid komme til os, hvis man har noget, man gerne vil have vurderet. Og så giver vi en pris. Er vurderingsprisen, så folk vil sælge, så er vi glade. Og hvis ikke, så er vi lige gode venner af den grund.

Stine Faartoft: [00:10:00] Har du en historie med nogen, der har haft et eller andet umiddeltbart helt vildt, og så var det ikke alligevel? Så gik den ikke igennem nåleøjet.

Søren Holmstrup: [00:10:08] Det er ikke så lang tid siden, vi havde et billede, der var fundet på et loppemarked, som skulle være af Paul Fischer. Og der var altså en masse ting der pegede i den rigtige retning. Signaturen så meget overbevisende ud. Malemåde så ved første øjekast også meget overbevisende ud, og så var der alligevel nogle ting, sådan som hvor man tænkte det virker lidt underligt det her. Der var også noget med, at vi havde ingen eksempler på, at han skulle male så store billeder på træ før, så hvorfor skulle det være det eneste, når man tænker på, hvor mange billeder han i virkeligheden har malet? Og så var der lidt med kompositionen. Den var måske lidt for rodet og lidt for overfyldt, og så var der lidt mellem maler hans skyer på den måde og sådan lige pludselig, så var det ligesom om, så faldt det lidt fra hinanden. Og det er jo det jo igen et eksempel på: vi er jo også dem, der ved mest om Paul Fischer. Det er os, der har haft klart flest billeder gennem hænderne, så der er heller ikke nogen grund til at spørge andre. Det ville være spild af både deres og vores tid. Så er det bedre at hive fat i dem, når vi har noget, de helt sikkert kan hjælpe med.

Stine Faartoft: [00:11:19] Havde vedkommende så købt det til en pris på loppemarkedet, der måske kunne indikere…?

Søren Holmstrup: [00:11:24] Det var nogle få hundrede kroner. Og hun syntes egentlig bare, det var et sjovt billede. Jeg tror faktisk ikke engang helt, hun kendte Paul Fischer. Og så var der en, der havde sagt til hende, at det kunne godt være noget. Og igen ved første øjekast, der var der da også noget, men den minimale usikkerhed, der var, den gjorde selvfølgelig, at vi, da vi havde kontakten med ejeren, sørgede for at lægge forventningsniveauet på et rimeligt leje, så vi ikke startede med at sige mange hundrede tusinde. Og så skulle hun helt ned i kulkælderen og levere den nye bil tilbage og alt det der. Så vi ligesom prøver at sige Vi må hellere lige kigge på det og sådan noget. Og så bagefter, så kan vi så finde ud af, om det er noget.

Stine Faartoft: [00:12:03] Hvad med dig selv, vil I høre her til sidst. Når man arbejder i aktionsverdenen, er der så nogle regler for, hvad man må og man ikke må i forhold til køb og hvor tit køber man selv, hvis man må spørge?

Søren Holmstrup: [00:12:18] Jamen, jamen selvfølgelig. Man kan sige, at der er ret faste regler for, hvad man må, og hvad man ikke må. Der er mange, der er i branchen, som også selv samler lidt. Og at være i det, tror jeg, at det er lidt svært at lade være med. Men der er nogle faste regler for, hvor lidt og hvor meget - eller ikke hvor lidt, men hvor meget. Og det skal foregå på et rimeligt hobby-niveau. Og jeg tror så faktisk også, vil jeg sige, at det er ret gennemgående for mange, der er i branchen, at man, når man ser enormt meget, så får man også nogle helt særlige forventninger til, hvad man selv vil have hængende. Så når man ser hundreder af billeder om ugen, så er det ligesom om, man siger: Men argh okay, jeg tror, jeg venter, og jeg tror, jeg venter, og man ender med at vente og vente, og der sker ikke så meget.

Stine Faartoft: [00:13:11] Kan der ikke også være lidt snob i det jer iblandt? Altså hvis man er hjemme hos den ene eller den anden, og så ”Nå har du købt den?!”

Søren Holmstrup: [00:13:23] Jo, jo, det er jo sådan noget med, at man så lige går og mærker lidt på møblerne og samlingerne og sådan. Nå okay, en plakat, jamen det kan man da også. Og sådan noget. Jo, jo, jeg tror da, at alle har lidt præstationsangst, når de skal have kollegaer på besøg, fordi øjet falder på alle de skæve ting, man har stående, og alle de mærkelige ting, man har arvet. Jo helt, helt afgjort.

Stine Faartoft: [00:13:45] Jeg kan da huske, da sæt jeg selv startede på kunsthistorie, at der var nogle ting, jeg syntes, var spændende inden. Men hvor jeg så fandt ud af, at det var ’so last year’.

Søren Holmstrup: [00:13:55] Ja, men det er der helt sikkert. Og der er også sådan en..man får sådan lidt en ensrettet smag af at være her, fordi jeg tror, vi er ret enige om, hvad er det er, der er smart, og hvad er det, der ikke er smart? Og det er på en måde lidt ærgerligt, fordi der bliver sådan lidt lemmingeffekt over det. Ligesom på kunsthistorie, da det er de samme kunstnere, man synes er fede, og de sammen man ikke synes er fede. Men det er på en måde også det fede ved at være i en auktionbranche, at man skal ikke være smagsdommer over, hvad der er noget, eller hvad der ikke er noget. Altså, man skal bare tage højde for, er det noget, der kan sælges, eller er det ikke noget, der kan sælges? Jeg vil ikke sige, at det er nem løsning eller en nem opgave. Men det er en konkret opgave, så der er ikke det der med, kan vi udstille det, og giver det mening. Kan det koste nogle penge, jamen så kan vi ikke sælge det inden for det forretningsområde, vi nu har.

Stine Faartoft: [00:14:47] Og når du nu selv er specialist i ældre kunst, afspejler det sig hjemme hos dig, i din samling?

Søren Holmstrup: [00:14:57] Både ældre og moderne kunst, men jeg tror, at. At. Nej, altså man kan sige at der er meget… du sagde selv, at det er ligesom, er der noget der er i størst vækst, så er det moderne og samtidskunst. Det er jo også det, vi har set gennem mange, mange år. At de bedste ældre ting koster stadig mange penge, og de koster rigtig mange penge. Men der er en meget, meget stor underskov af ældre malere fra 1900-tallet, som koster meget lidt, 2, 3, 4.000 kroner. Og det er sådan noget, hvor tror er man som ansat, og måske specielt, hvis man er ansat i ældre malerier, at man engang imellem synes, hvor det er et skønt lille billede for en 2.000 kronr. Det kunne man da godt hænge hjemme i min stue. Og så kan man jo købe det.

Stine Faartoft: [00:15:45] Så har jeg lige et sidste spørgsmål, til sådan noget fremtid? Digitalisering nu betyder det mere volatilitet eller hvad? Hvad sker der? Er der flere kunder på markedet på grund af digitalisering, og fordi man ikke behøver at gå ind og være bange for den der gallerist, eller ej?

Søren Holmstrup: [00:16:14] Det tror jeg helt sikkert, der er. Jeg tror, der er rigtig mange, som har følt, at de havde svært ved at komme i gang, fordi man for det første… eller måske skal man starte et andet sted, fordi der er stor forskel på auktionen og på gallerier. Og på gallerier er der jo sjældent priser tilgængelig, med mindre man spørger om det, og hvis man spørger og så får en pris, som er måske fem gange den pris, man havde inde i hovedet, så bliver man måske allerede der lidt flov over: Jamen, det kunne du et eller andet sted have sagt dig selv, hvis du vidste noget om det. Og så føler man sig måske allerede lidt dum og uvelkommen. Og så videre. Så der kan være mange ting, som gør, at man måske er lidt skræmt, inden man kommer i gang. Jeg tror, vi har arbejdet med lidt det samme eller bare på en på en anden måde. Det der med, at hver gang man hørte en historie om Bruun Rasmussen, handlede det om, at vi havde solgt en Buddha til fem millioner, eller vi havde solgt den Asger Jorn til tre millioner eller en Hammershøj til 30 millioner.

Så det der med, at man følte ligesom, at hvis man skulle være kunde hos Bruun Rasmussen, så skulle man have millioner med, fordi ellers kunne man ingenting. Og det var jo en myte, som vi har prøvet at lægge ned i årevis, og jeg tror efterhånden, vi begyndte at komme igennem med det, og det er der primært nettets skyld, at vi er kommet igennem at sige ”Prøv at gå på netauktion”. Du kan købe en ting for tusinde kroner på netauktion, hvis du er heldig. Nu har vi endda indført et nyt tiltag, der hedder ’Direkte Auktion’, hvor man må handle ting ned til 800 kroner. Så det er alt sammen for ligesom at gøre flere folk interesserede i det, vi har at byde ind med og gøre dem mere trygge ved det. Og så kan man jo sige, at når man handler på auktion, så er der også fortrydelsesret på netauktion, altså 14 dages fortrydelsesret. No questions asked.

Stine Faartoft: [00:18:05] Hvad med gebyrer?

Søren Holmstrup: [00:18:06] Ingen gebyrer, ingenting. Altså, der kan være noget fragt, men det er det eneste. Så hvis du køber noget på netauktion herude, en stol eller et litografi eller et eller andet, og hænger det op på væggen og kan se, det dur ikke. Men så kan du levere det tilbage og få dine penge igen. Og det er selvfølgelig noget, hvor vi siger. Vi vil gerne have, at man gør sig nogle overvejelser, inden man byder, og at man lige tænker, kan stole nu, kom ind gennem døren, og hvad det nu kan være. Men i princippet kan man gøre det, og det er jo også noget, der kan give folk en ro i at prøve det. Altså at sige Jamen, det er ikke det dermed. Ligesom man ser på i sådanne karikaturtegninger af sådan en mand, der sidder og vinker til den anden, der kommer ind i salen i Bredgade og så pludselig har købt et eller andet til en millioners. Noget af det eksisterer jo heller ikke, så det er ret trygt og sikkert og at gå på auktioner. Og opfordringen herfra er i hvert fald bare værre at det, man skal kassere ud i det, det er enormt spændende at eje. Det er en skattejagt uden lige altså, og man kan sagtens komme i gang for et par nogle få tusinde kroner.

Stine Faartoft: [00:19:10] Hvor meget oplever I der kommer retur på den måde?

Søren Holmstrup: [00:19:13] Ikke ret meget. Heldigvis fordi det, man også skal huske, er, at i den anden ende er der en sælger, som siger, det var fedt, at jeg nu fik solgt det. Og hvis det bliver leveret tilbage, så skal man til at kontakte dem, der har solgt det. Og så sige Desværre, du får ikke pengene lige nu alligevel. Men vi prøver på ny auktion, og så går der tid og så videre.

Stine Faartoft: [00:19:34] Så kontakter man heller ikke dem, der stod på listen før dem, der bød.

Søren Holmstrup: [00:19:37] Nej, det gør man ikke, og det er fordi, at for det første, så siger vi, at det er mest troværdigt, at man lejer auktionen, gå om. Og så byder folk på ny, fordi hvis man kontakter den, der har været nisse, byde ind, så ville vedkommende helt sikkert sige. Jo, jo, men den, der bød mod mig, var jo useriøs. Så jeg vil ikke give det alligevel. Altså lige pludselig, så er der en lang forhandling i gang. Det duer ikke. Så hvis noget ikke bliver, hvis noget bliver fortrudt, jamen så kommer det på igen. Ny auktion.

Stine Faartoft: [00:20:05] Så man kan godt, hvis man sidder her. Er lidt irriteret på den, da der hele tiden byder over. Bare kendt som ham hårdt. Så kan det godt være, at det har konsekvenser for nogle andre.

Søren Holmstrup: [00:20:14] Men ja, altså det vil jeg sige. Det har også lidt en konsekvens for ens kundeforhold. Hvis vi oplever, at man at man køber noget og fortryder hele tiden eller ikke er seriøse omkring det, så tror jeg, vi siger pænt nej tak til at have vedkommende som kunde. Ja.

Stine Faartoft: [00:20:31] Jeps. Ja, og så lige her til sidst. Er der noget sted? Er du sådan en blogger du? Eller er der ikke andet sted, end hvis man gerne vil høre mere med dig? Men nu tænkte, og han har en god stemme, og han ved en hel masse, jeg gerne vil vide, når du på universitetet giver du nogen forelæsning.

Søren Holmstrup: [00:20:48] Jeg gæsteforelæser en lille smule på universitetet, og ellers har jeg noget nede hos Folkeuniversitetet til vinter i Aarhus og København.

Stine Faartoft: [00:20:58] Som alle kan melde sig til?

Søren Holmstrup: [00:21:00] Alle kan melde sig til. Ja, hvorfor? Men blogge og sådan noget, det gør jeg ikke så meget. Jeg er jo i afdelingen for ældre maleri.

Stine Faartoft: [00:21:10] Men der kan man til gengæld følge jeres…jeg ved, at I gør jer meget på de sociale medier hos Bruun Rasmussen.

Søren Holmstrup: [00:21:15] Det gør vi. Vi har faktisk endnu en konto til jer, både til det moderne og til det lidt ældre, og vi har også talt om i ældre maleri-afdelingen, om vi ikke også skulle have sådan en. Men vi har ikke rigtig fået gjort noget ved det nu, men hold lidt øje inde hos Bruun Rasmussen. Det kan jo være den, vi får taget os sammen, finder en, der har lidt skills indenfor den slags.

Stine Faartoft: [00:21:37] Det vil vi gøre. Godt Søren, tusind tak fordi jeg måtte komme forbi.

Søren Holmstrup: Selv tak.