Investering med kunstrådgiver / Med Caroline Bøge fra 2112 Art Advisory

Hvad går en kunstrådgiver efter, når han/hun vejleder større virksomheder til de bedste kunstinvesteringer? Hvordan sikrer man sig, at den helt nye samtidskunst i 100.000-klassen, som man præsenterer sine klienter for, ikke bare er en døgnflue, men også holder værdien på sigt? Og hvad kigger man ellers på, når man skal matche kunst og  corporate identities?
Det spørger jeg i dagens episode kunstrådgiver og indehaver af 2112 Art Advisory, Caroline Bøge om.

Caroline Bøges kontaktinfo: Website - Instagram - Facebook

Har du forslag til andre gæster, so det kunne være interessant at høre et interview med omkring kunst og investering, så skriv til mig, vært Stine Faartoft på stine@faartoft.

Transcript

Stine Faartoft: [00:00:06] Du lytter til Art Investor med Stine Faartoft - en podcast om kunsten at investere i kunst. I dagens episode taler jeg med en der om nogen ved, hvad man skal kigge efter, når man skal ud og investere i kunst. Hun lever nemlig til daglig af at rådgive både virksomheder og private omkring deres næste kunst investering. Det er Caroline Bøge, som har kunstrådgivnings-virksomheden 2112 i København. Det jeg først og fremmest vil høre Caroline om, det er selvfølgelig, hvad hun selv kigger efter, når hun udvælger kunst til sine klienter, for ligesom at sikre sig, at det er noget, der også holder værdien på sigt, og især når vi taler sådan et marked som kunstmarked, hvor alt tilsyneladende kan ske. Og derudover så er jeg også lidt interesseret i, hvorfor folk overhovedet vælger at købe kunst gennem en rådgiver i stedet for selv at gå ud og forelske sig i et eller andet værk, som de skal have hængende på væggen hver dag. Er det fordi værkerne i de her tilfælde bare fungerer som sådan en slags værdipapirer, som man har hængende i glas og ramme på væggen? Eller er der mere i det? Jeg starter med at høre hende lidt omkring selve virksomheden, for den rummer nemlig mere end en kunstrådgivning.

Stine Faartoft: [00:01:30] Caroline, du har 2112, som er en kunstrådgivningsvirksomhed.

Caroline Bøge: [00:01:35] Ja, delvist ja. Jeg vil sige, at det er en hybrid på den måde, at det selvfølgelig er Kunstrådgivning. Men så har jeg også en, kan man sige en del af virksomheden, hvor jeg er agent for en gruppe kunstnere, som jeg repræsenterer her i Danmark. Og så laver jeg jo også samarbejder med andre gallerier fra EU, fra udlandet, og i det hele taget er sådan en mere, ja, en hybrid struktur. Der kan jeg lave forskellige ting med med kunst på et, synes jeg selv højt niveau.

Stine Faartoft: [00:02:07] Ja, jeg vil lige først høre til din rådgivning, stil og så bagefter lyde til din agent. Det er så fedt.

Caroline Bøge: [00:02:14] Det var også sådan, det startede. Jeg startede jo netop op udelukkende som kunstrådgiver, og der hed det jo også 2112 Art Advisory, og i den del af min forretning arbejder jeg både med private købere og virksomheder og sådan set kort fortalt hjælper dem med at navigere i kunstmarkedet og finder frem til til gode værker, som jeg præsenterer for dem og ser, om vi kan komme i mål med, at de erhverver de her værker. Så altså i bund og grund, så så hjælper jeg selvfølgelig folk med due diligence-delen af dem, men jeg udvider også deres horisont i forhold til, hvad de bliver præsenteret for. Fordi jeg går ud på tværs af markedet, ikke kun i Danmark, men også internationalt. Hvis der er et ønske om det, selvfølgelig, ja, så. Så det er primært på købssiden. Der kan jo selvfølgelig også en gang imellem opstå scenarier, hvor folk er nysgerrige på, om jeg kan hjælpe dem med at sælge nogle værker, og det ser vi selvfølgelig også på. Så kigger jeg på, hvad der kan være den mest fordelagtige måde for dem at komme videre på.

Stine Faartoft: [00:03:32] Ja, her skal vi måske lige forklare due diligence, det er ligesom at finde dokumentation for værkets historik basically. Og så vil jeg også lige høre dig. Hvorfor har du 2112? For når jeg prøve google…

Caroline Bøge: [00:03:44] Det er egentlig en relativ personlig historie. Altså det er jo helt grundlæggende er det min fødselsdato den 20. December. Men, men. Jeg har valgt at kalde min virksomhed for det, fordi at mine forældre i mange år havde et galleri, der hed Galleri 2112, selvfølgelig opkaldt efter deres datters fødselsdag. Ja, men mens man endnu mere kan man sige. Personligt er det også fordi, at min oldemor Caroline var født den 21/12. Og mine forældre. De besluttede sig for, inden de ligesom havde terminsdato som sådan, da de ventede mig, at jeg skulle opkaldes efter hende, fordi hun var en meget sen Powerful kvinde, der som 19 årig tog til USA og var nybygger sammen med sin mand og fik ni børn og virkelig sådan en stærk iværksætter kvinde. Og så syntes de, det var et godt navn til deres datter, og så blev jeg født på hendes fødselsdag. Så det har altid sådan i vores familie stået som et et særligt tal, og derfor kaldte min forældre deres galleri for Galleri 2112 og derfor kunne min virksomhed ligesom heller ikke hedde andet? Nej, jeg besluttede mig for, at jeg måske skulle starte op selv jeg

Stine Faartoft: [00:05:06] Og din dine kunder de husker den vel også

Caroline Bøge: [00:05:10] Ja, jeg får selvfølgelig mange spørgsmål af det. Det er jo også meget sjovt, synes jeg. At have et et navn, som er sådan lidt mystisk og og netop anledning til, at folk spørger. Det er heller ikke noget, jeg skriver på min hjemmeside. Det må man lige spørge om, hvis man er nysgerrig.

Stine Faartoft: [00:05:26] Jeg vil lige allerførst høre til dine rådgivnings del. Nu synes jeg altid, når man taler med med folk i kunstverdenen. Og man spørger lidt Hvad skal man købe kunst, at de siger vælg med hjertet. Gå efter noget, som du bare synes er smukt og dejligt, og du kan holde ud at se på. Hvis man går med den devise. Hvorfor? Hvorfor går man så til en kunstrådgiver?

Caroline Bøge: [00:05:55] Ja. Jo, jo, men helt sikkert et godt spørgsmål, fordi det siger jeg jo i bund og grund også. Men jeg tilføjer så efter du har gjort din due diligence, og den kan man jo selv kaste sig ud i, selvfølgelig. Men det er jo relativt tidskrævende og ligesom kan holde sig opdateret, at man er man. Ja, at man er bredt orienteret både om, hvad der rører sig og fylder os, markedsmekanismerne og nogle ting og sager. Og det er jo den del af det, jeg også kigger på og rådgiver ud fra. Men det kommer ligesom som som noget bakker op. Information i forhold til værkets kvalitet. Og det er værket gør ved kunden. Men det er klart, at det er jo altid rart ligesom at vide, hvad er det, jeg køber her? Hvorfor er det, at det her maleri koster 300.000? Så er det måske meget rart at have en forståelse for. Jamen det fordi denne her kunstner faktisk er meget etableret og er inkluderet i samlinger på flere museer både i ind og udland og arbejder med nogle store gallerister rundt omkring i verden, der sørger for karrieren. Og hele den del af det er jo sådan set, som køber meget rar at have med sig, når man, når man foretager de her køb. Men det er ikke sådan, at at jeg rådgiver om investering i kunst på linje med aktier eller papirer. Det er jeg slet ikke interesseret i. Altså, det handler om at få super god kunst formidlet og så give folk en en forståelse for, hvad det er, de køber. Sådan at man man på en måde lægger kortene på bordet og siger det sådan her, det er, og så må de tage et valg ud fra ud fra de kriterier. Det kan være ret svært at få en forståelse af, som hvad skal man sige selv hvis man bare kaster sig ud i det. Hvorfor koster det det? Hvorfor koster det andet det? Hvad er alle de her dynamikker og så videre?

Stine Faartoft: [00:07:56] Men når de går til dig, så er det vel også fordi du også har en viden om, hvad der er for meget og for lidt at betale for noget. Altså hvad hvad priserne er?

Caroline Bøge: [00:08:07] Jo, jo selvfølgelig. Men jeg præsenterer jo mine kunder for værker som af og kunstnere, som er håndteret af for eksempel gallerier og agenter der. Der er super professionelle. Selvfølgelig nogle gange kan det godt være, at der er nogle helt unge kunstnere og nogle talenter, som endnu ikke for eksempel har repræsentation og så videre. Og det er jo også interessant, men det handler jo ligesom om, hvor prispunktet er henne. Det er jo en branche, hvor man også  hurtigt får en forståelse af, at alt under 100.000, Siger man sådan lidt for sjov Med glimt i øjet, der tager man lidt på chancen.

Stine Faartoft: [00:08:54] Eller når man siger på chancen, så er det jo måske ikke i forbindelse med, om man holder af det eller ej.

Caroline Bøge: [00:09:00] Nej det i forhold til det her med, om man kan få sine penge retur og sådan nogle ting og sager. Og det er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet. Men det er jo bare for ligesom at sætte en barre og give folk en forståelse for, at kunst koster penge, fordi det rent faktisk jo er skabt af mennesker, der også skal leve af det her. Så det her med, at man på en anden måde måske også nogle gange med yngre kunstnere har en forventning om, at det er mega billigt, og der kan man bare presse dem i pris. Jamen altså, de skal jo stadigvæk også have noget for deres arbejde. Og specielt hvis man som kunstsamler ikke ønsker at sabotere den her kunstner med den ene hånd ved at erhverve værker og så samtidig har en forventning om, at man kan underbyde prisen helt vildt. Det står ikke på mål med hinanden, så man er nødt til at støtte op så denne kunstner rent faktisk ikke skal køre taxa ved siden af, men kan leve af sin kunstproduktion. Så derfor prøver jeg også meget at tale ind i det her med, at selvfølgelig kan man finde smukke papirarbejder og editioner og selvfølgelig også unika værker af yngre kunstnere til forskellige beløb. Du kan sagtens få et godt værk til 10-15.000, men kunst koster altså bare penge, fordi det er skabt til mennesker, der rigtig gerne vil leve af det her.

Caroline Bøge: [00:10:24] Og nogle gange så prøver jeg også ligesom at forventningsafstemme lidt i forhold til sådan noget med… Mange mennesker har en tendens til at ville presse kunsterhvervelser ned i samme kategori som ejendomme for eksempel eller værdipapirer. Og sådan har en tendens til at være meget sådan og spørge ind til, tror du det stiger i værdi. Og det kan jeg godt forstå. Men nogle gange skal man også prøve at måske skifte lidt perspektiv og sige Du kan lige så godt putte det her kunstkøb ned i den mentale boks, der handler om livsværdier. Livskvalitet. Hvor nogle nogle mennesker kan jo, kan jo sagtens bruge mange penge på at rejse for eksempel eller andre ting som er flygtige, gå på dyre, dyre restauranter ofte. Og nede i den kasse, Hvis man putter sine sine malerier, skulpturer og kunst erhvervelser dér, så skal man sige, om det er jo, det er jo noget, der giver dig værdi på den lange bane. Lige så vel som en skøn tur til hvad ved jeg ikke, Maldiverne eller et eller andet. Den. Den stiger jo heller ikke i værdi. Eller den ekstremt dyre Eilersen sofa, altså den stiger jo heller ikke i værdi, men den giver os noget glæde, eller noget instant instant afkast. Det giver kunst jo faktisk også, fordi man kan have det omkring sig, og man kan leve med det. Og man kan nyde værdien af det.

Stine Faartoft: [00:11:54] Ja, ja, jeg kom lige til at tænke på, da du sagde det med kunstnere og deres levebrød, og det med at presse kunstnere i pris. At jeg også lidt fornemmer nogle gange eller hører, at folk går uden om gallerister for ligesom at få det billigere. Men hvor jeg lige vil slå et slag for at gå hos galleristen, fordi det er den måde, hvorpå kunstneren bliver kendt. Altså det ligesom er markedsføring, som sker der lige præcis.

Caroline Bøge: [00:12:26] Og jeg vil sige, at altså de langt, langt de fleste kunstnere, når de får henvendelser direkte, siger de har en aftale med en gallerist eller en repræsentativ person agent, så så vil de jo sige tusind tak for henvendelsen. Det er virkelig dejligt at se, se min gallerist eller skal. Jeg forstår, at de sender den jo videre, fordi de er jo ikke interesserede i at det Pludselig hedder sig, at de er sagt. Der har bare, at der er rod i rod i det vand og så det. Det er i langt de fleste tilfælde slet ikke muligt, fordi kunstnerne jo er glade for deres galleri samarbejder. Netop som du siger. Fordi de godt er klar over, at det er med til at løfte dem. Ja, deres karriere gør det jo også. Det er jo også derfor, jeg er mit rådgivnings arbejde Selvfølgelig kigger på kunstnere og værker, men jeg kigger i høj grad også på, hvem samarbejder med de her kunstnere? Fordi en gallerist er kunstnerens kvinde i marken, kan man sige. Det er jo dem, der skal ud og markedsføre det her og sørge for, at det bliver placeret værker i gode samlinger, og at der kommer udstillinger. Alt det her og det er jo det, der er med til, kan man sige og skabe en en kunstners karriere. Det kan selvfølgelig ikke blive gjort uden at den kunstneriske værdi er til stede og talent og alt muligt.

Stine Faartoft: [00:13:53] Men det er vigtigt, for det er

Caroline Bøge: [00:13:54] Ekstremt vigtigt for dem. Der må sidde så mange fantastiske kunstnere rundt omkring, hvor der bare ikke er sket et match, som man så aldrig måske kommer til at høre om eller senere måske i livet er der nogen, der bliver opdaget. Det ser man jo en gang imellem. Heldigvis kan man sige, men det er faktisk rigtig vigtigt at kigge på. Det kan jo også være et lille tip, hvis man er på kunst jagt. Prøv at kigge på de gallerier, der repræsenterer og besøge dem. Snak med dem, fordi de fleste der arbejder professionelt osv, de har jo en kæmpe stor viden, og så er de jo eksperter i det her. Så det er dermed om at gå i dialog og sætte sig ind i, hvad det er for en forretning, man køber af.

Stine Faartoft: [00:14:44] og de vil virkelig gerne fortælle om det. Så hvis man føler sig lidt…at man ikke rigtig ved noget. Der er der mange, der kommer med den tilgang, når man kommer ind på et galleri, og ikke tør gå derind, og hvis jeg nu spørger om noget dumt. Men, men gallerister er der jo netop for at fortælle det. Kunstneren repræsenterer, eller om kunstneren og markedsfører den

Caroline Bøge: [00:15:06] Ja, nemlig. Altså, det er selvfølgelig. Det kan være at et intimiderende rum og træde ind i, fordi det kan se enormt stringent ud. Og måske er der noget kunst, som er virkelig konceptuelt, og man tænker Okay, altså det her, Det forstår jeg ikke. Men altså langt de fleste gallerister og medarbejdere hos Gallerierne, de er jo simpelt hen netop vidende og enormt søde og vil rigtig gerne fortælle. Så dialog er også et råd, at overvinde denne her umiddelbare frygt og så bare gå i kødet på dem på en måde. Og det er jo også tit du kommer ind i et galleri, så kan det jo godt være, at lige den udstilling, de har den dag eller i den periode, måske ikke lige er noget, der er interessant. Men de repræsenterer jo en vifte af kunstnere, så det er jo også noget med at spørge ind til, må vi ikke se, hvad arbejder ellers med? Kigge i nogle bøger. I det hele taget, hvis man forelsker sig i et værk af en kunstner, er det en god ide, at orienterer sig lidt bredere. Hvad laver vedkommende ellers, så man har lidt en ide om, hvor det værk, man har forelsket sig i, placerer sig i den samlede produktion. Og det kan galleristen jo være med til at forklare om.

Stine Faartoft: [00:16:36] Ja, og man kan også sige i forhold til, hvis man har lidt den dér angst for at gå ind eller sådan, at der er mange af de medarbejdere, der sidder inde på gallerierne, som er kunsthistoriestuderende, som bare sindssygt gerne vil fortælle om det, de lærer på på deres studie, og som har sat sig ind i de her kunstnere uden at have et eller andet med Penge for øje eller noget, men bare af interesse.

Caroline Bøge: [00:17:04] Der er så mange ned. Altså, jeg tror næsten kun, man har passion hæder midt i kunst branchen, fordi altså det det langt, langt, langt de fleste er i det for deres passion. Og det skal man da det altså. Hvad kan man sige? Det var synd at gå ikke er gået glip af alt den, den viden og passion. Det kan nærmest nogle gange være problemet at få dem stoppet igen, når man

Caroline Bøge: [00:17:30] Men, men altså, vi er jo på en på en anden måde end en barriere hos mange mennesker, skal man. Men jeg syntes også, at jeg har faktisk en af mine kunder Sagde det os meget fint det her. Altså, det er jo ligesom at spille violin. Altså, du tager jo heller ikke bare instrumentet op, og så kan du. Så kan du jo spille perfekt fra day one. Det er jo også okay, at der er en til, altså at du skal tilegne dig noget du skal. Du skal lære lige så stille og roligt nogle af de termer, der bliver brugt af sig selv. Når man står og snakker om kunst, så kommer der også en masse farver ind, hvor det også er okay at sige Hov, hvad betyder en dybtryk eller hvad? Biennalen eller hvad betyder kunstmesse, hvor man så langsomt tilegner sig den viden, som som som der er jo selvfølgelig masser af ligger en masse specifik? Ja, netop retorik er noget, som vi bruger og slynger om os, og det gør man jo ikke for at være enormt elitær. Men, men det gør man jo bare automatisk, og der kan det være meget fint, at man igen er sådan lidt modig og bare stopper op. Netop spørger en. Man må godt stille alle de, ikke dumme spørgsmål

Stine Faartoft: [00:18:40] alle industrier kan jo blive lidt blinde for deres eget vokabularium, ordforråd.

Stine Faartoft: [00:18:47] At sådan plejer man at tale med sine kolleger, og så tænker man ikke over at resten af verden ikke er inde i de her termer eller teorier. Og så er det nogle gange meget godt lige at blive stoppet op.

Caroline Bøge: [00:18:56] præcis, så det skal man jo bare. Altså bare spørge ind. Der er ingen dumme spørgsmål.

Stine Faartoft: [00:19:03] Jeg tænkte på, hvordan foregår det sådan helt praktisk, når folk henvender sig til dig for eksempel en virksomhed? Hvad? Hvad siger de så? Er det sådan, vi skal have noget? Ser du på virksomhedens lokaler? Vi skal have noget, der passer ind, eller er det godt ud fra deres samling? Noget der passer til budget?

Caroline Bøge: [00:19:25] Det kan jo være lidt forskelligt, men der hvor det er mest interessant, og hvor det også er blevet rigtig vellykket, synes jeg, det har været der hvor at virksomhederne har været interesserede i, at deres kunstsamling skulle repræsentere deres værdier. 

Stine Faartoft: Har du nogen eksempler? 

Caroline Bøge: Jeg vil helst ikke nævne mine kunders navne som sådan, men der er for eksempel en fond, jeg har gang med lige nu, hvor der er et brief omkring, at de  bruge gerne vil støtte op om unge danske kunstnere. Og så er det jo selvfølgelig allerede afgrænset dér. Men så hvor jeg går ind og kigger på nogle unge danskeres praksisser, som understøtter noget af det, som fonden arbejder med. Så der bliver et spejl i kunsten af det de sidder med i fonden? Jeg har også lavet en advokatvirksomhed, som gerne vil reflektere ordet mod, at være modig, det synes jeg også, vi kom rigtigt godt i mål med, hvor jeg også lavede en samling, som var modig på mange måder. Både i nogle af værkernes indhold, men også i forhold til, at den var sammensat på en måde, hvor det både rummede yngre og ældre, mænd og kvinder og altså sådan var, hvad kan man sige, up to date på den måde, at det ikke var de samme kunstnere, man vil se typisk i Advokathuset rundt omkring. Men det var sådan, der var taget stilling til, at vi også viste yngre performancekunst ved en performancekunstner eller værker eller et ret signifikant tekstværk. Lige når man kommer ind, hvor der så står angst er en del af fællesskabet er for os, at Thomas Poulsen så sådan nogle ting, hvor man kan ruske op i en virksomheds brand på en eller anden måde ved brug af kunsten, og hvor det egentlig bliver enormt subtilt. Det er jo ikke noget man skriver i pjecer og stolper op og ned, og det er der bare. Det er det, det ligesom emmer af, når man træder ind.

Stine Faartoft: [00:21:39] Har du indtryk af, at det mest er for, hvis man kan sige det, for medarbejderne, at de skal have det her miljø, som indgyder, ligesom det man gerne vil have? Altså for eksempel mod eller er det for klienter der kommer ind, eller hvor ligger den henne?

Caroline Bøge: [00:21:59] Den ligger begge steder. Ja, det gør den fordi, at selvfølgelig er det jo et super godt værktøj. Altså kunst kan jo faktisk decideret blive brugt som et værktøj i forhold til, hvis en virksomhed gerne vil underbygge sit brand med brugen af kunst. Så er det jo super godt tool, at kunder træder ind i virksomheden. Så kan de bare se, at de ligesom deres visuelle identitet er understøttet af det her kunst. Men det er klart. Det skaber så også by proxy et arbejdsmiljø, som er kreativt og er inspirerende for medarbejderne. Specielt hvis man også som virksomhed tager det ekstra step, at du ikke kun har samlingen i dine repræsentative lokaler, men at du også udfolder dem. Sådan så der for eksempel er kunst i kantinen og på gangene og sådan nogle ting. fordi så får medarbejderne jo også det indtryk, at Det gælder også os her omme bagved. Et eller andet sted. Og det er jo en en tænkning som for eksempel altså hvis man går i det gamle Carlsberg Byen. Der var jeg heldig før også… Nu er det hele jo også under massiv ombygning… Men for flere år siden fik jeg lov til at komme rundt og se de gamle bygninger, og der var det også helt utroligt, hvordan de havde udsmykket de opgange og altså indgangspartier og noget, som blev brugt af arbejderne, når de var i lige så nærmest dyre materialer og sten.

Caroline Bøge: Jamen, det har jo været der under Brygger Jacobsens tid, hvor hele Carlsberg Byen jo blev et fantastisk kulturhistorisk monument. Men det var også meget inspirerende at se, hvordan han også tog højde for, at de områder, hvor arbejderne er så fysisk og gik ind i deres kedeldragter eller hvad de har haft på. Det var bygget i de dyre, dyre sten, materialer og med kunstneriske udsmykninger. For netop at have denne her tankegange at kunsten ligesom… kunst skal være for alle.

Stine Faartoft: [00:24:03] Det er faktisk lidt sjovt, jeg læste lige en rapport fra Dansk Industri…den er to år gammel, tror jeg. Men hvor de siger, at der er flere og flere virksomheder, der nu køber kunst for netop at højne arbejdsmiljøet, hvilket i sidste ende bare skaber mere. Altså hvad hedder det? Man får mere på bundlinjen.

Caroline Bøge: [00:24:25] Jamen, det er jo det, jeg laver. Der er jo mere produktive. Ja, selvfølgelig er det jo ikke kun med kunst, man kan se. Det er jo selvfølgelig en masse forskellige dynamikker. Men det er jo som det er, i hvert fald et sted hvor at jeg synes det kan gøre en forskel.

Stine Faartoft: [00:24:46] Ja, men det var egentlig også meget sjovt lige at høre eller tænke over, at det er helt tilbage til Brygger Jacobsen. Dengang at man har tænkt det samme. Også med arbejdere, som måske var lidt langt nede i hierarkiet,

Caroline Bøge: [00:24:59] De har jo helt klart også været været foregangsmænd på den front. Det har jo ikke været alle, der har tænkt sådan. Men, men jeg synes bare, det er... Jeg er meget inspireret af det og synes også, det er dejligt, når virksomheder i dag også på en anden måde har gavn af at at føre kunsten og deres samling videre ind i medarbejdernes arbejdsområder, så det ikke kun er netop, som du siger den eksterne eksponering for klienterne.

Stine Faartoft: [00:25:30] Ja, ja. Jeg tænker  også på, at når man har dig som rådgiver eller en kunstrådgiver i det hele taget, er det det så sådan, at du heller ikke slipper virksomhederne eller kunderne igen, men at du lidt, kan man lidt sige, ligesom en porteføljeforvalter, holder øje med deres jeres portefølje af kunst og især hvornår de måske kunne skifte ud eller hvordan, fungerer det?

Caroline Bøge: [00:25:55] Helt sikkert, altså det er jo. Det er jo allerbedst, når man er, når man har kunder, som man på en eller anden måde netop ikke bare slipper, og så var den afsluttet og så videre. Jeg holder da helt vildt meget af at have mine kunder som midt mellem med på en rejse sammen. Private kunder. Det er jo klart, at på en eller anden måde er det ligesom aldrig et afsluttet forløb, fordi hvis folk virkelig bliver bidt af det her, så slipper de det ikke. Så bliver de ved, hvor en virksomhed, der ligesom beder en om at lave et en samt en udsmykning til et givent areal. Det er klart, det er lidt mere afgrænset. Men, men jeg vil sige, at jeg er stadig væk. Jeg foreslår stadigvæk værker, hvis jeg ser noget løbende, hvor jeg tænker Ej, det ville bare være så smukt. Det er der jeg også i dialog stadigvæk med. Men hvad hedder det med de personer, der står for det. Og så køber man jo også en lille bid af min hjerne. Fordi jeg så på en måde, så husker jeg og hele tiden, jeg bærer det med mig. Jeg ved jo, hvordan der er, så hvis jeg ser et værk, hvor jeg lige pludselig tænker, at det ville være mega fint i den kontekst. Så det er klart, så præsentere jeg det. Jeg får dem jo med udstillinger og samarbejder

Stine Faartoft: [00:27:17] Altså holder du også øje med sådan noget, som der var en udstilling her, hvor vi måske kunne låne jeres værk mod at det er de igen - For lige at tale i penge - Men mod er det faktisk lidt stiger i værdi. Og der er andre, der får lov at se det også.

Caroline Bøge: [00:27:33] Altså man kan sige, det er klart, at hvis hvis jeg får en bevidsthed om, at der er et værk, der ville passe ind i en udstilling, som jeg ved, hvor er. Så er man jo altid interesseret i at sørge for, at det udlån finder sted, fordi det vil øge værkets proveniens, som du også selv siger. Det er jo ikke sådan en til en at, fordi man lige udlåner et værk til en udstilling. Så kan man regne med, at det stiger helt vildt meget værdi. Men det er jo sådan. Det er bare en del af at give værket en god proveniens. Og ligesom for måske at forklare, hvad det ord så betyder. Ja lige nu sidder vi jo begge to indforstået. Men det er jo ligesom værkets historie. Hvor har det været udstillet? Hvem har arvet det og så videre? Og det er sådan nogle ting, man kigger på i det sekundære marked.

Stine Faartoft: [00:28:20] Hvis et sådan auktionshus,

Caroline Bøge: [00:28:22] Auctionshus eller private selvfølgelig hører sigt, når man sælger videre fra netop, når man sælger videre, så vil man kigge på, hvad værkets historie har været. Og der er det bare altid rigtig godt hvis et værk har været udstillet i museal kontekst.

Stine Faartoft: [00:28:37] Ja. Og fordi der ligger en anerkendelse i, at det her store museum har taget vores værk ind på et tidspunkt, at de her ligesom har blåstemplet det.

Caroline Bøge: [00:28:46] Det kan man nemlig sige, at de har truffet et valg, for kunstmarkedet er jo delt op i det primære marked, som er første gang salg, som jo er direkte fra kunstneren eller gennem et galleri, der har rettighederne til at sælge kunstnernes værker. Men det er klart, at når det så skal overgå, hvis et værk skal sælges derefter, så er det det, man kalder det sekundære marked, som kan varetages af auktionshuse eller private salg gennem gallerister eller kunsthandlere på forskellig vis. Og det er så der, hvor i bund og grund et værks. Hvad kan man sige? Ikke sande værdi. Men hvor det ligesom bliver bliver lagt på vægtskålen, fordi i det primære marked. Der bliver værker for mestedelen prissat lige, altså så det handler ikke om, at en gallerist står og vurderer dette her værk, Det er rigtigt godt. Det skal være lidt dyrere, fordi det ville være en meget subjektiv vurdering i det primære marked, så der bliver en kunstners værker prissat efter samme kalkule. Nogle gange er det jo simpelt hen af eller meget ofte. Især i forhold til malerier. Der ligger der simpelt hen en udregningsmodel i forhold til højde gange bredde gange en faktor for, at man netop kan sikre en eller anden form for kunst. Der er en konsensus i priserne. Men det er så i det sekundære marked, at man ser, er det her en god Picasso?

…

Stine Faartoft: Nu har der lige været denne her Enter Art Fair kunstmesse i Nordhavn, men man kan se den igen næste år.

Caroline Bøge: Der er mange steder du kan gå hen og læse om kunst, og også online, og kunstmesser – Enter Art Fair, hvor du kan gå hen og ser gallerier under et tag samlet en gang om året. Men ellers så besøg gallerier og snak med galleristerne. Der har vi jo virkelige gode gallerier i København og også i Jylland: Nils Stærk, Nicolai Wallner, Hans Alf, - der er faktisk også åbnet det første store internationale galleri i København – eller de har annonceret at de åbner. Det er Galerie von Bartha fra Basel , der simpelthen åbner i Carlsberg Byen til vinter. 

Stine Faartoft: Hvorfor vælger de København

Caroline Bøge: De er super interesserede i København og har deltaget i Enter Art Fair i to år og er interesserede i København som en gateway til Skandinavien generelt og synes at vi er meget frontløbere i forhold til kunst og design og har valgt at placere en filial i Carlsbrg Byen.