Investering i fotokunst / Med Banja Rathnov

Der bliver i dag taget fotos som aldrig før. Hver dag uploades flere hundrede millioner af nye fotografier på sociale medier. Vi går alle sammen rundt med et kamera lige ved hånden, på vores telefoner. Det kræver kun et klik på skærmen at producere et nyt billede. Og redigeringsmulighederne synes uendelige bagefter.
Måske er det derfor, at mange nye købere stadig er lidt forbeholdne overfor investering i fotokunst fremfor i andre kunstarter. Fotografierne kan, i modsætning til maleriet, jo ligefrem reproduceres som identiske kopier i massevis på få sekunder. Men er der grund til forbehold?

I denne episode skal vi se nærmere på  forskellen mellem 'god fotokunst ' og 'et godt fotografi'. Hvad berettiger, at det førstenævnte kan prissættes på lige fod med kunstarter som maleri og skulptur? Og altså kan gå for flere hundrede tusinde - nogle gange ligefrem flere millioner kroner! Mens andre andre bare er og bliver såkaldte 'gode fotos' uden større kunsthistorisk eller økonomisk værdi?  Og hvordan spotter du forskellen?

Alt det ser jeg i dagens episode nærmere på sammen med fotogallerist Banja Rathnov, fotogallerist og tidligere repræsentant for Bruun Rasmussen Kunstauktioner samt jurymedlem ved Copenhagen Photo Festival.

NB: Optagelserne er lavet et par mdr. førend udsendelsen er udgivet. Udstillinger der nævnes som igangværende kan derfor være afsluttede ved udsendelsestidspunktet.

..............................................................................................................................................................................................

Banja Rathnov: Website - Instagram - Facebook

Har du spørgsmål, kommentarer eller evt. forslag til andre gæster, som det kunne være interessant at høre et interview med omkring kunst og investering, så skriv til mig, vært
Stine Faartoft på stine@faartoft.dk

Transcript

Investering i fotokunst

Banja Rathnov: [00:00:00] Jeg tror det tiltaler moderne mennesker. Jeg tror, at fotografi tiltaler den nye generation. Måske er jeg bare lidt forud for min tid. Men jeg tror, at den næste generation bliver optaget af fotografi. Jeg tror, at det er fotografiet, der er vor tids billeder.

Stine Faartoft: [00:00:17] Du lytter til art investor med Stine Faartoft, en podcast om kunsten at investere i kunst. Vi skal i dag fokusere på fotokunst. En lidt nyere kunstart end de mere traditionelle maleri og skulptur og en kunstart, som mange nye købere stadig forholder sig lidt mere usikkert overfor, når de skal ud og investere i et nyt kunstværk. For hvad er det, der gør, at nogle fotografier de betragter som kunst og prissættes på niveau med alle mulige andre kunstarter? Og så let kan koste et flere cifret tusinde beløb, mens andre fotografier de bare er og bliver såkaldt almindelige fotografier og altså ikke rigtig kan prissættes til mere end det papir, de trykt på. I bund og grund for at blive lidt klogere på det, så taler jeg i dag med Banja Rathnov, som har været foto gallerist i en årrække både i Paris og herhjemme i Museumsbygningen i København, og som lige nu har galleri inde i Studiestræde ved Rådhuspladsen, hvor hovedvægten stadigvæk er på fotokunst. Bandet har desuden arbejdet en hel del år i auktions verdenen og ved derfor en hel masse om prissætning af forskellige kunstarter, herunder selvfølgelig fotokunst. Men inden vi når til at tale om kunst og priser, så starter jeg lige med at høre Banja. Hvorfor det netop er fotografi, hun har valgt at fokusere på igen med de her år. Hvad er det i følge hende, som fotografiet kan, som de andre kunstarter ikke kan? Helt på samme måde, og hvor hele den her passion egentlig startede henne for hende.

Banja Rathnov: [00:01:52] Ja, det er jo altid svært at forklare en passion. Men jeg ville egentlig tro, den er kommet lidt hen ad vejen. Jeg har jo boet mange år i Frankrig, og jeg har læst kunsthistorie i Frankrig, og jeg er gået rigtig meget på museum i Paris og rundt omkring i hele landet. Og der har de sidste 10-20 år været rigtig, rigtig mange udstillinger med fotografi, fordi at mange af de store gamle mørkekammer fotografer, de er, har været så den ret højt oppe i alderen, og nogle er døde, og nogle har givet deres hele øvre faktisk til byen Paris eller til den franske stat. Og det vil sige, at de er blevet tilgængelige for kunsthistorikere og foto historikere og museer, og der er blevet lavet mange store udstillinger og udstillings kataloger. Så pludselig har man kunnet se tingene, og man har kunnet læse om dem, og pludselig er det jo et nyt syn. På billedkunst kan man sige, at fotografi af en anden form for materiale, og det var meget, syntes jeg. På en eller anden måde friskt i forhold til alle de oliemalerier, man har set igennem årene. Og pludselig er der fotografi. Jeg syntes, det var så interessant, at det lignede virkeligheden, og det var et billede af et eller andet. Men oftest er det jo også et billede på et eller andet, og der syntes jeg, at fotografiet var et interessant medie, som udskilt sig fra maleri.

Stine Faartoft: [00:03:24] Ja. Hvordan finder du på, at

Banja Rathnov: [00:03:26] Det ligner jo virkeligheden. Men det er jo ikke altid, at det er det, fotografen har villet med billedet. Måske har de ville pointere nogle andre ting end det, man umiddelbart lige ser på billedet, der kræver fotografi. Måske en anden form for tankevirksomhed. Det sætter tanker i gang og se et billede. Man tænker måske hvad er der sket før, og hvad er der sket bagefter? Det gør man ikke på samme måde med et oliemaleri eller en anden form for kunst. Det her er jo et billede af noget, som har været, tror man, og som det har også en anden forhold til til tiden, fordi at i det øjeblik man trykker på knappen, så forsvinder øjeblikket, og det kommer jo aldrig mere tilbage. Men det kan fastholdes i et billede, hvor alt det syntes jeg var utroligt interessant lige pludselig, og det dukkede op og tegnede sig som sådan noget helt nyt. Foran mig. Jeg havde ikke om det i skolen, i kunsthistorie lærte vi ikke noget om det, men jeg sorte jo rundt omkring på alle museerne. Og så blev jeg nysgerrig. Ja, og så begyndte jeg at købe en hel masse bøger. Og så startede jeg et stort bibliotek med fotobøger, som jeg nu ja jo stadig slæber rundt på, og det fylder mere og mere.

Stine Faartoft: [00:04:35] Ja, og var det også en trend blandt dine studiekammerater dernede? Var det nej, så nej, det

Banja Rathnov: [00:04:40] Var det faktisk ikke. Det var noget, jeg helt selv opdagede, og jeg kan huske, da jeg kom til Paris ret ung, og jeg tit havde søndage alene. Så i starten gik jeg rundt og så på malerier ovre på Orangeriet. Men pludselig en dag. Så så jeg en udstilling nede på Musée D’Orsay, som jo ellers har impressionistiske malerier og sådan noget. Der så jeg en udstilling, men der, som var en af de helt store tidlige franske fotografer, og jeg var fuldstændig rundt på gulvet. Jeg kunne næsten ikke komme derfra. Jeg tænkte, det er simpelt hen løgn, det her. Disse portrætter. Det ligner jo folk fra i går, men de er jo døde for mange, mange år siden, og de såsom moderne ude, og de ser levende ud. Og pludselig tænkte jeg dem. Fotografiet er jo noget, som har eksisteret siden 18. Århundrede. Trediverne. Det havde jeg slet, slet ikke tænkt over før, og det slog mig virkelig.

Stine Faartoft: [00:05:36] Hvornår man begyndte at betragte fotografi som kunst,

Banja Rathnov: [00:05:39] Altså allerede piktoralisterne sidst i 1900-tallet. De var jo meget optaget af maleriet, og maleriet var meget optaget af fotografiet, så de to kunstarter har påvirket hinanden rigtig meget igennem. For eksempel er der jo nu hos Hammershøi, på museet i Den Hirschsprungske Samling en udstilling med Hammershøi og fotografiet, og man ved også, Krøjer har været meget optaget af fotografi. Der er rigtig, rigtig mange kunstnere, der har været det. Og lidt efter lidt begyndte der også at komme på maleri udstillingerne i Paris. En kæmpestor afdeling af udstillingen, som var ligesom tilegnet fotografiet Maurice Denis. En af de franske Nabi-malere. Han fotograferede mindst lige så meget, som han malede. Der er rigtig mange forskellige kunstnere, som havde et forhold til fotografiet også. Ja, og det syntes jeg var interessant at udforske og tænke hvorfor mon de havde det?

Stine Faartoft: [00:06:37] Og det var ikke bare fordi det var et forlæg, som man kunne bruge til at fastholde det, at man ikke behøver at få modellerne til at stå stille. Men det lyder som om, der var mere.

Banja Rathnov: [00:06:45] Der er jo en eller anden form for magi. I fotografi, som ikke kan forklares, tror jeg også hele det der med, at inde i mørkekammeret, hvad foregår der? Hvordan kan man have et hvidt stykke papir, der pludselig nede i det, der fikser, eller det der væske fremkalder hviske et billede, der pludselig kommer ud af ingenting. Det er jo sådan lidt magisk og trylleagtigt, og det syntes jeg også var interessant. Det er selvfølgelig svært at stå med en pensel og et lærred, men der er noget andet med at gå ind i mørket og komme ud med noget på papiret, som kommer fra whereever.

Stine Faartoft: [00:07:18] Ja, jeg tænkte os på et døgn nu hvor vi taler om fotografiets forhold til virkeligheden, og så kom jeg lige til at tænke på, at jeg har læst, at den brutale afdeling er opkaldt efter en tekst af Roland Barthes. Ja ja, den læste jeg også handle om. Det er godt.

Banja Rathnov: [00:07:32] Ja, det er jo også en ret interessant bog, som er faktisk oversat til dansk, der hedder Det lyse kammer. En fransk semiotiker og filosof, Roland Barthes har skrevet La Chambre Claire hedder på fransk, og den bog læste jeg selvfølgelig også, fordi den lå i alle boghandlerne om at komme ud for de dér udstillinger. Så lå der en hel masse bøger om fotografi, og den lå der altid hver gang som sådan en form for bibel, kunne jeg se. Og jeg startede med at listen på fransk et par gange. Den er ret mærkelig, og den er utrolig interessant. Jeg tror, man kan blive ved med at læse den hele sit liv og finde ud af nye ting hver gang. Men da jeg så kom hjem til Danmark, og sorten var faktisk også udgivet på dansk, så læste jeg den jo også på dansk og. Det er en form for hyldest til fotografiet og en form for underlige. Sådan en beskrivelse og forståelse af, hvad et fotografi er og kan, og den kan man jo starte med, når ja, ja, hvis man vil ind i hele denne her det her væsen, som fotografiet jo faktisk på en måde er.

Stine Faartoft: [00:08:40] Ja. Og når du siger, den var over det hele til salg på det tidspunkt, hvor var det så? Var det så primært kunstinteresserede? Eller kun tror graffitien. Jeg tror,

Banja Rathnov: [00:08:50] At franskmænd har en anden tilgang til fotografiet, end vi har. Altså, jeg tror måske. Det der har været et af problemerne i Danmark, har været, at fotograferne har ikke været medlem af nogen af kunstnersammenslutninger. Men i Frankrig har fotografer været anerkendt som kunstner på en anden måde. Kunstnerne har anerkendt fotograferne som kunstnere, og det har danske kunstnere faktisk ikke gjort med danske fotografer. Og der tror jeg, vi er kommet langt, langt bagud end for eksempel USA. Som er jo en ung nation, der er født samtidig med fotografiet, så de har egentlig ikke eksisteret så mange år uden fotografiet, så som de gør nu. Og Tyskland er jo også længere fremme i forståelse af fotografi, og Bauhaus har jo også spillet en kæmpe rolle i Tyskland, hvor fotografiets udbredelse og fotografiets ja, kunstneriske. Hvad kan man sige opståen? Så altså fotografi kom faktisk fra Europa, og så er det kommet til USA, kan man sige. Men vi har bare ikke været så gode til at forstå det selv. Hvad der er sådan en eller anden underlige hele tiden. Underkendelse af fotografiet, der har ligget, og som sådan noget baggrunds støj i Danmark i hvert fald især. Hvad tror du, det skyldes? Jeg tror, det skyldes, at fotograferne heller ikke selv så sig selv, måske som kunstnere, men mere som håndværkere.

Stine Faartoft: [00:10:19] Ja, nok kan det have noget med uddannelsesmuligheder her at gøre. Ja, ja,

Banja Rathnov: [00:10:25] Altså en Viggo Rivad. Han kunne ikke komme på Kunstakademiet. Så da de ringede til ham for at spørge, om han ville være lærer for Per Bak Jensen, fordi de ikke havde nogen lærere, så sagde han nej. Det ville han ikke. Han havde da ikke selv haft nogen. Så måtte de vel også selv finde ud af, hvordan de ville gøre det. Og han gjorde det jo på den måde, at han var taxachauffør. Så han stillede sin taxa en gang imellem henne i garagen, og så kunne han tage billeder i tre måneder, når han havde tjent nok penge.

Stine Faartoft: [00:10:50] Ja, nu er fotografi jo, som du nævner. Siden hen rykket ind på akademiet i Danmark, heldigvis. Så hvordan ser du får til kunstens status i Danmark nu og fremover?

Banja Rathnov: [00:11:03] Jeg tror, det tiltaler den nye generation. Måske er jeg bare lidt forud for min tid. Men jeg tror, at den næste generation bliver optaget af fotografi. Jeg tror, at det er fotografiet, der er vor tids billeder. Altså, jeg har tit tænkt på, at når man sidder med en gammel historiebog, så var der et maleri af den ene og den anden en tredje, når man skal se, hvordan fyrsterne og kongerne så ud. Men i dag er billederne af vores egen tid jo fotografier i blade og i bøger. Altså vores egen samtids billeder. De er jo fotografiske. Ja, og det er det jo også på vores iPhone. Ja, så er det fortsætter.

Stine Faartoft: [00:11:37] Det leder mig hen til det til det næste spørgsmål, jeg egentlig vil stille. Så vi som handler om det. Jeg hele udgangspunktet for podcasten her. Det med at købe kunst og begynde at investere i kunst er, at de ja, jeg oplever lidt, at der er en anden usikkerhed i forhold til køb af eller omkring køb af fotokunst frem for maleri. Blandt nye købere, som netop går på, at der er foto her og der og alle vegne, så hvorfor? Hvorfor bliver noget kategoriseret som som fotokunst og værdisættes ligesom maleri eller andre kunstarter, mens andet, som man måske ikke ser på Instragram, måske bare er flotte fotografier?

Banja Rathnov: [00:12:25] Ja, altså jeg vil tro. Nu har jeg jo i mange år beskæftiget mig med det der med kunst og penge, og hvad koster hvad, og hvorfor gør det det? Og hvordan kommer det til at gøre det? Og hvorfor gør det så ikke i nogle tilfælde, hvor man synes, det burde have kostet noget? Hvad så alt det hele? Den problematik er jo meget interessant. Ja, man kan jo vende det hele om og sige, der er utroligt mange oliebilleder, som er dødssyge, lavet af kunstnere, der ikke er kunstnere, som koster af en hel masse penge. Hvorfor gør de det? Hvorfor er folk ikke bange for dem? Hvorfor køber de bare dem? Ja, altså det. Det handler jo om at finde ud af, hvem er kunstneren bag det her? Hvad er tankerne bag? Hvad har vedkommende ellers lavet? Er det nogle, der er brugt hele deres liv? Der kan jo godt være gode kunstnere, som laver et dårligt billede. De har en dårlig dag. Det ser man på auktion. Der kan jo også være dårlige kunstnere, der har en rigtig god dag. Det ser man også på auktion, men det ser man ikke på museerne. Nogle af tingene? Nej, så auktions verdenen er en virkelig god verden. Hvis man vil lære og se. Ja, hvad gør man så, når man skal købe et fotografi på auktion eller ikke var auktion? Men i et galleri, for der er faktisk ikke så mange på auktioner. Men hvis man vil købe fotokunst, altså fotografi med stort F. Så skal man jo ligesom alle mulige andre ting, man gerne vil købe. Se hvem er kunstneren? Hvad har de lavet? Hvad står de for? Hvad vil de med det?

Stine Faartoft: [00:13:45] Hvad kigger man på dér? Alle har vel en eller anden form for CV?

Banja Rathnov: [00:13:48] Så hvad er det? Hvis man skal finde ud af, hvad de store navne er, hvem er de interessante fotografer? Hvem af dem, der har rykket i kulturhistorien for eksempel? Eller hvem er det dig, der driver kunstarten frem? Altså hvem er først museerne? Hvem laver de interessante ting før de andre? Man kan jo ikke bare tage et billede. Der er 30 taget for 50 år siden. Altså kunst handler jo hele tiden om at være først nu, hvor det handler om at være den første til at opfinde noget eller gøre noget.

Stine Faartoft: [00:14:14] Avantgarden og et eksempel på, hvad det kunne være, så man?

Banja Rathnov: [00:14:19] Ja, jeg kunne godt bruge et nybrud i dansk fotografi. Ja, det kunne være Keld Helmer-Petersen, der i 1948 lavede en farvefotos bog, som ingen anden havde set før. Faktisk nogle stille, altså steder i verden, som er meget inspireret af Bauhaus-fotograferne. Han var den allerførste fotograf i Danmark til at tage fotograf billeder som kunstner. Værker. De var næsten abstrakte. Jeg synes noget af det interessante er, hvis fotografen er der og kan forklare lidt. Så er det jo egentlig ret interessant, og selvfølgelig kan de ses uden forklaring. Men det er også meget skægt at tale med dem, der har taget billederne og tænke Hvorfor søren har jeg taget dem? Ja, for det er jo ikke bare nogle turist fotos eller nogle billeder af jeres familie. Hvad ville I med dem? Ja, hvorfor tog I dem? Ja, og der kan jeg jo se, at de har haft de samme ting på hjerte, som andre kunstnere har, når de laver deres ting. Så på den måde er det jo kunst, hvis man har noget på hjerte. Og man har gået og bygget et billede op gennem længere tid og forberedt det og kom tilbage 30 gange eller 50 gange det samme sted og ventede på, at lyset stod dér og dér. Man har taget nogle folk med.

Banja Rathnov: [00:15:27] Man har stillet op måske eller det meget af det ligner snapshots, men det er det overhovedet ikke. Altså, det er jo også det, der hedder det iscenesatte fotografi. Der er jo også mange fotograf ernære sig som fotograf, men de tager også deres egne billeder, og det mudre jo også. Billedet kan man sige, at man ikke ved, hvad der er kunst, og hvad der er end en reklame til Netto eller et tøj et eller andet og derfor også på grund af fotojournalistik. Men der er da også rigtig mange, der tror, at fotografisk kunst det er foto journalistisk kunst. Og det er jo for mig en mere form, for kan man sige sensations billeder? Ja, fordi det skal være sådan nogle shots foran på forsiden af avisen og sådan noget. Der er mange af de rigtig store gamle fotografer. De fotograferede egentlig bare en kop kaffe og en buket med, men blomster, buket eller et eller andet, at det var jo ikke nogen nogle temaer, som skreg rigtig, rigtig højt. Det var en helt anden poesi. Hvis man kigger på en tjekkisk fotograf som Josef Sudek. Han kan bare tag en rude med et dukke på, som ingen anden kan. Men der er jo vældig mange gode fotografer, fordi folk også øver sig så meget i de her år.

Banja Rathnov: [00:16:54] Men der er jo rigtig mange fotografer i dag, som ikke kalder sig fotografer. De kalder sig billedkunstnere. Jeg synes også, man skal sige. Der er jo en periode for fotografiet, der er slut, og den sluttede med mørkekammeret. Ja, endeligt kan man sige ja. Altså den. Da det digitale foto kom frem omkring år 2000, kommer der en helt ny æra ind i fotografiet. Så jeg beskæftiger mig egentlig mest med det før. Ja, ja, man synes jo, det er vældig interessant, når en fotograf selv står inde i mørkekammer, og det er håndværk. Altså at det hele er analogt. Der er noget meget interessant ved det analoge, synes jeg. Og det går foto, samler os lidt op i. Altså dem, der samler på vindtæt fotografer. Altså det skal være de gamle papir, og det skal være fotografens egen hånd, der har lavet det nede i mørkekammeret. Alle de der ting, de det spiller ind på prisen, er fotografiet. Hvor mange er der af dem, kan man bare trykke på en knap. Er de nummererede, er de signeret. Alt det der ligesom grafik faktisk. Men der er jo det med fotografi, at det er billigere end maleri. Men det er dyrere end grafik, ja, så man kan have det som et pejlemærke.

Stine Faartoft: [00:18:04] Ja, hvorfor ikke købe? Nej, det er det fremstillingsform altså.

Banja Rathnov: [00:18:08] Grafikken er jo noget som. Manden har trykt og trykt i uendelige eksemplarer, noget der er signeret og noget er ikke. Men fotografi kan du godt printe ud i dag på en. Men det er jo noget, som fotografen selv sidder og laver. Du kan jo godt lave et litografisk tryk, uden at kunstneren er der. Han er med til at lave det. Han er med i starten, men han behøver jo ikke at stå, når det hele bliver trykt. Altså. Og fotografi er jo som regel det gamle mørkekammer. Fotografi? Altså, der er jo ikke mange papirbilleder. Tit er de blevet sendt til en avis eller sendt et eller andet sted hen, hvor de skulle trykkes. Men det er jo det samme. Man skal jo også tænke på udbud og efterspørgsel. Hvor mange er der af dem? Ja. Tit er der ikke særlig mange.

Stine Faartoft: [00:18:55] Nej, hvad er egentlig et godt oplag? Kan man sige det lige et eksempel? Den her foto kæde YellowKorner. Ja, som har fotoforretning af rundt omkring i hele verden. De samme fotos deres edition har hver deres oplag. Ja, på sådan en limited edition, mener jeg ligger fra mellem hundrede og op til 5.000. Det er i hvert fald nogle af nogle meget større. Jo ret antal end.

Banja Rathnov: [00:19:21] De ser vel nærmest fabrikkers kan. Hvad er så det behøver? Det burde ikke være så dyrt at købe sådan et. Nej, hvis der er så mange af dem.

Stine Faartoft: [00:19:29] Men hvad? Hvad ellers det almindelige når samme? Det er sådan

Banja Rathnov: [00:19:31] Noget tid, og så er der måske to artist points eller sådan noget lignende.

Stine Faartoft: [00:19:35] Ja, det tror jeg som det første. Ja, foto. Ja, man laver.

Banja Rathnov: [00:19:39] Man kan lave et par stykker til sig selv og beholde til sine børn eller til sig selv. Er et eller andet, og så er der måske ti eller tyve. Men hvis en fotograf har et eller andet super billede, de har taget, så kan man jo også for eksempel lave det i tre størrelser. Så er der måske 10 af den ene til den anden og den tredje i tre forskellige størrelser. Ja, men hvis hvis der er et eller andet super motiv, så er det jo også lidt hårdt at sige til sig selv, at man kun må sælge 10 af dem, hvis dette ens bedste billede man nogensinde har taget, er altså så mange laver man måske heller ikke på et helt liv, som er billedet dødt? Nej, måske er der 10 15 20 stykker af jer, men så er der nok heller ikke flere forskellige motiver.

Stine Faartoft: [00:20:19] Man må gerne lave plakater af det og så noget plakater.

Banja Rathnov: [00:20:22] En plakat altså en plakat er jo ikke en original. Kan man sige en plakat? Det er et tryk af nåede.

Stine Faartoft: [00:20:29] Så især for samlere er det tit denne her periode i mørkekammer tiden er det. Men der er vel også en tid før en mand begynder at skrive antal på?

Banja Rathnov: [00:20:38] Ja ja, der er jo mange, der ikke ved hvad antallet, altså mørkekammer tiden. Der var man ikke på den måde så i gang med at nummerere og signere og alt muligt. De store franske fotograf var begyndt at gøre det til sidst på deres liv og tænkte, at nu skulle de jo have nogen fra hånden, så der også var nogen, når de ikke var der længere til at sælge af. Hvor tit har da haft en kone eller en er en eller anden, der har siddet og pressede dem til, at nu skulle de altså lige genere og nummerere eller en kunsthandler eller et eller andet andet end et galleri? Ja, men oprindeligt var fotografi i New. Ja, der er da en anden form for fotografi. Der er også kunstneres forhold til fotografiet. Der er jo rigtig mange kunstnere, som har taget fotografier, men de gamle fotografer. De siger, at det var et ridderskab og være fotograf med stort F. Hvor i dag. Når du ser efter den digitale tidsalder, kom Per Bak Jensen, der var den første elev fra Kunstakademiet, som havde et fotografi som speciale. Det er jo et digitalt fotografi. Det er en anden form for fotografi for mig. De kalder sig billedkunstner, og de kalder sig ikke fotografer.

Stine Faartoft: [00:21:48] Nej, det er det, fordi de os, de eksperimenterer med forskellige medier eller det. Jamen, hvorfor

Banja Rathnov: [00:21:54] Må få alt? Jeg kan jo kun svare, hvad jeg tror, og jeg tror, der har været en eller anden form for, at det var altså ikke sejt at være fotograf. Det var ikke cool at være fotograf mere. Nej, og så vil man helst være billedkunstner, for så er man lidt finere, og så har man en rigtig kunstner. Selv om mange af de gamle fotografer var nogle virkelig store fantastiske kunstnere.

Stine Faartoft: [00:22:13] Men hvad går man så efter i dag, hvis man taler om om kunstnere efter mørkekammer tiden? Og man, hvis man nu gerne vil købe nogle man kan samtidskunst altså.

Banja Rathnov: [00:22:23] De fotografer, som jo er os i gallerier nu, jeg er jo ikke sådan et stort kendt galleri, der heller råber særlig højt. Men der er jo steder, som også har nogle af de billedkunstneriske fotografer. Altså Martin Asbæk. Der kan man jo se Trine Søndergaard og Astrid Kruse Jensen og Nicolai Howalt og sådan nogle fotografer. De udstiller jo derinde, og de laver deres ting i en designs og meget, meget stort og flot, så det kan bruges som et sofa, stykke og sådan noget. Og det er jo fint. Men mange af de gamle fotografers tænkte Det er jo bare en lille bitte sort hvid ting, der kan hænge i et hjørne eller sådan. Altså, det er jo ikke på den måde noget, som de blæser op, så det er egentlig to forskellige slags kunst. Kan man sige ting? Jo, jo, der er jo en del gallerier, der har fotokunst. Nils Stærk har også og Jacob Holdt galleri. Og dem jeg har her, det er jo Kirsten Klein og Krass Clement og Keld Helmer-Petersen.

Stine Faartoft: [00:23:23] Så lidt samme generation. Ellers er

Banja Rathnov: [00:23:25] De altså. Jeg har også nogle yngre fotografer. Der er også Lisbeth Nielsen, der lige har udgivet en meget fin lille bog om sin datter. Hele hendes barndom faktisk. Hun fotograferede hende portrætter, som er ret skøn, da en bog, der hedder City, og Sianette Lands Skov, som også er fotograf, have lavet startede med at lave videokunst. Anne-li Engström, der er en svensk fotograf, som også laver et meget feminint. Verden, så der er mange gode fotografer, som ikke er blevet hypet så meget, fordi de ikke har været på messer osv. Der er jo meget snak om de der messer. Der er mange, der går hen og ser kunst på messer. Ja, men de går måske ikke rundt i gallerierne. Nej, men altså, der er rigtig meget fotografi her. Ja, også ja. Og der er også Finn Larsen, som er måske lidt mere politisk, der laver skønne, fine, stærke billeder og fotografi, kan jeg også sige er holdninger. Så en god fotograf? Han har altså nogle holdninger, og dem kan man se. Bag billedet, hvis man kigger lidt. Det er ikke bare sådan noget her. Hvad for sjov? Det er simpelt hen fotografi af holdninger.

Stine Faartoft: [00:24:36] Ja, så tænker jeg umiddelbart ikke fotojournalister. De har vel også tit den holdning? Ja, de har jo også skilt med skiltet.

Banja Rathnov: [00:24:44] Ja eller. Men jeg tror også, de er nogle. Kunstnerisk væsen har mange af dem faktisk, men det kan godt være svært at se forskellen, når de arbejder med fotojournalistik til daglig. Hvad så? Vil jeg gerne se, hvad de laver. At deres egne billeder er deres egne billeder. Hvad er det, de selv ved? Tag. Hvorfor trykker på knappen dér og dér og dér, og når det ikke er forekommet i avisen? Ja, det er jo det. Altså det stille indre liv. Hvad er det for lidt? Det er det, man kan se i billederne, der er der.

Stine Faartoft: [00:25:19] Er der mange fotojournalister, der gør det?

Banja Rathnov: [00:25:21] Det ved jeg ikke trykker. Nej, man ser dem jo ikke. Nej, så jeg ved ikke. Hvad er det? Det kan jo værdige at udstille dem rundt omkring. Ja, jeg tror, Joachim Ladefoged gjorde for nogle år siden på fotofestivalen. Der er jo den her foto festival hvert år i København, som også har gjort rigtig meget for udbredelsen af fotografiet.

Stine Faartoft: [00:25:38] Ja, da du også sidder i juryen dér. Er der her

Banja Rathnov: [00:25:41] Og så er der Fotografisk Center, som jo har rigtig meget samtidskunst. Fotografi? Ja, nu kommer der en ny leder. Så kan det også være, der kommer en ny linje. Så kunne man måske også håbe på, at der kommer nogle lidt mere ældre fotografer, som man kan se deres ting også. Ja.

Stine Faartoft: [00:25:58] Og der kan de høre der da du sad i da du har siddet i juryen. Nu ved jeg ikke, hvor

Banja Rathnov: [00:26:03] Jeg sad med Trine Søndergaard. Ja gjorde jeg ikke. Det var det dér.

Stine Faartoft: [00:26:05] Det synes jeg også, jeg har læst. Og Borello? Ja, ja, ja. Hvad kigger du så efter? For så.

Banja Rathnov: [00:26:13] Det var ret sjovt, faktisk. Ja, fordi der sad vi jo Matthias Borello og jeg og prøvede at passe på, at det ikke blev en Trine Søndergaard udstilling, fordi vi skulle sige, hvad vi syntes alle tre. Men hun var meget markant med, hvad hun ville have med på den udstilling. Og til sidst kan jeg huske, at vi grinede og sagde til hinanden. He he. Vi må lige stramme op, for ellers ender det her med at blive en Trine Søndergaard udstilling, og vi vil gerne have nogle andre ting med ind. Og vi havde jo hver vores yndlings, kan man sige temaer eller en eller anden ting. Vi følte en følsomhed. Vi kunne genkende os i alle tre. Der var forskellige ting på, og vi skulle jo prøve at lave den så bred som muligt. Men det lykkedes os til sidst. Men jeg kan bare huske, at vi var bange for at komme til at lave Trine Søndergaard udstilling, uden vi opdagede det. Ak ja.

Stine Faartoft: [00:27:03] Kan du huske, hvordan I adskilt jer på, hvis man kan sige det overordnet?

Banja Rathnov: [00:27:09] Ja, altså, jeg tror faktisk, at der er forskellig følsomhed hos mænd og kvinder. Og også en seksualitet kan man også se ud fra. Måske hvad man vælger. Altså, jeg tror, at det er også en af grundene til, at jeg har agiteret rigtig meget for, at kvinder skulle begynde at købe deres egen kunst, fordi jeg kan se. Man køber forskellige ting, og man støtter nogle forskellige kunstnere, og der er langt, langt flere mænd, der køber kunst end kvinder. Hvad irriterer mig og hvad? Jeg synes, det giver hele kunst markedet en skævvridning.

Stine Faartoft: [00:27:43] Jo, når så du ser den her. At der bliver købt mere kunst af, er mænd

Banja Rathnov: [00:27:52] Eller kvinder

Stine Faartoft: [00:27:53] Er eller bliver. Der blev købt flere mandlige kunstnere, også fordi der

Banja Rathnov: [00:27:57] Er flere måder at blive kunstnere. Men der er også flere mandlige kunstsamlere og kun der kunst købere. Altså på den måde har det været den branche, der har været præget af mænd, og hele kunsthistorien er ukendt. Så nu er det også dejligt at få nogle kvinder. Der er jo en del kvindelige fotografer, men dem. Dem har jeg mange af her. Tove Kurtzweil er også en helt fantastisk fotograf. Ja, og. At Nanna Bisp-Büchert er også en af den ældre generations virkelig dygtige fotografer. Hvad Marianne Engberg. Altså, der er rigtig mange, men vi har ikke hørt så meget om dem.

Stine Faartoft: [00:28:32] Men vender det ikke lidt nu? Nu hvor du selv? Hvad hedder det kvindelige kunstsamler?

Banja Rathnov: [00:28:39] Ja, jeg har lavet på en Instragram profil sammen med to gamle kolleger fra Bruun Rasmussen, Lærke Bøgh og Christine Almlund. Vi har lavet sådan en profil på Instagram bare foreløbig, der hedder Kvindelige.Kunstsamlere? Ja, fordi vi gerne vil opfordre nogle flere kvinder til at købe deres egen kunst og ikke altid spørge, hvad manden kunne tænke sig. Og så ender de med ikke at købe noget, fordi man ikke kan blive enig, når er altså. Man har jo hver sin smag og hver sin følsomhed.

Stine Faartoft: [00:29:09] Ja, det er egentlig sjovt, for jeg vil tænke eller sådan noget med indretning, at det er i fald traditionelt set, der var kvinder, der fik lov at få,

Banja Rathnov: [00:29:18] Jamen havde det. Når man skal punge ud med noget, man ikke kan sidde i, så skal man lige have i hvert fald nogle ordentlige tal. Evner tror jeg er er på plads er fordi i hvad skal man med kunst, hvis man ikke kan sidde i det eller sidde på det eller sidde ved det. Eller altså. Det er jo åndelig føde, kan man sige.

Stine Faartoft: [00:29:40] Ja, men, men føler du også et eller siger du også, at de vender lidt nu? Altså, nu talte jeg med Søren Holmstrup fra Bruun Rasmussen, som sagde, at kvindelige kunstnere blev blev mere var mere op i vælten nu, end de har været nogle gange før. Ja, det ser man jo også i afspejlet i samfundet generelt.

 Fotografer som Viggo Rivad og Jeanette Land Schou og fotokunstner Jytte Rex, fotograferne Krass Clement og Keld Helmer-Petersen