
Design - Made In Denmark
Danmark er et design-land. Danske løsninger er måske nok dyrere end andre, men de er konkurrencedygtige, fordi de er veldesignede, brugervenlige, innovative og holdbare. Vi lever i en transformationstid, og vi er nødt til at ændre den måde, vi producerer, forbruger og arbejder på – og det kan vi ikke gøre uden design. Vores holdbare fremtid skal designes. Med Design podcasten her vil vi udbrede kendskabet til- og brugen af design gennem samtaler med nogle af Danmarks dygtigste designere og videnspersoner inden for området. Det er trods alt design, der har bragt os derhen, hvor vi er nu.
Design - Made In Denmark
Yes We Can - men skal vi?
'Jeg er lige så stolt af mange af de ting vi ikke har gjort, som af de ting vi har gjort' skulle salig Steve Jobs en gang have udtalt. Og i en verden hvor det meste kan lade sig gøre, er det vigtigt at kunne navigere og vælge rigtigt - og vælge fra.
For bare fordi vi kan, skal vi så?
Og det er temaet for denne episode, hvor vi har talt med designer Kristina May fra AM Copenhagen.
Designerens rolle bliver mere og mere kritisk i takt med at teknologien bliver klogere og klogere og mulighederne tilsyneladende uendelige. Designeren bliver en slags navigatør, som sikrer at vi holder fokus. Fokus på mennesket og planeten og det der tjener os alle (inkl planeten🌍) bedst. Samtidigt kræver fokus også, at vi siger nej til noget, vælger fra, og forholder os kritisk til mulighederne.
Vi kommer vidt omkring - fra beredskab til AI, fremtiden og designtænkning på skoleskemaet.
Lyt med og bliv klogere på, hvilken rolle vi mennesker - og ikke mindst design - spiller i en foranderlig fremtid, og hvordan vi kan designe os ud af mange af de problemer, vi står overfor.