38. SSA - Farmakologi: Farmakokinitik & farmakodynamik

Vi skal snakke om

• Hvad er farmakologi?
• Farmakokinitik
  - Absorbtion
  - Distribution
  - Elimination
• Farmakodynamik
  - Virkning
  - Virkemåde
  - Agonist & antagonist
• Kontraindikationer
• Interaktioner
• Doseringsprincipper
• Dosering af lægemidler til ældre

⚠️⛔️ OBS: Jeg har ikke længere tid til at hjælpe med skoleopgaver grundet min videreuddannelse.⛔️⚠️

En podcast 🎙️om vejen fra hjælper til sygeplejerske af Kennet Wedel, som en slags hjælp til selvhjælp, og hjælp til andre..

Jeg gennemgår det materiale 📚som jeg bliver undervist i på SSH, SSA og SPL uddannelsen.
Nogle afsnit har interview af faglærte sygeplejesker, assistenter eller hjælper.
Sæson 1: SSH, afsnit 1-16.
Sæson 2: SSA, afsnit 17-87.
Sæson 3: SSA til SPL, afsnit 88-

Podcasten er produceret af Kennet Wedel
Du kan finde mig på det sociale medie LinkedIn

Transcript

Velkommen hertil podcast’en: SOSU  Episode 38. Mit navn er endnu engang Kennet Wedel.

Afsnittet i dag handler om farmakokinitik & farmakodynamik fra bogen Farmakologi og medicinhåndtering.

Vi skal snakke om

• Hvad er farmakologi?
• Farmakokinitik
  - Absorbtion
  - Distribution
  - Elimination
• Farmakodynamik
  - Virkning
  - Virkemåde
  - Agonist & antagonist
• Kontraindikationer
• Interaktioner
• Doseringsprincipper
• Dosering af lægemidler til ældre

SHORT JINGLE

Hvad er Farmakologi?

Det er læren om lægemidler, også kaldet farmaka. Begrebet farmaka kommer fra det græske sprog, hvor farmakon betyder et lægemiddel og farmaka betyder flere lægemidler. Et lægemiddel er en vare, der kan anvendes til at behandle eller forebygge sygdomme eller ændre fysiologiske funktioner hos mennesker eller dyr.

Farmakologi kan opdeles i en almen og en speciel del. Almen farmakologi handler om generelle forhold vedrørende lægemidler, herunder farmakokinetik, farmakodynamik, bivirkninger, interaktioner og doseringsprincipper. 
Speciel farmakologi er inddelt i grupper og giver en systematisk oversigt over de enkelte lægemidlers og lægemiddelgruppers egenskaber.

Hver hovedgruppe af lægemidler har sit eget bogstav i ATC-systemet. 

System og består af bogstaver og tal, som angiver lægemidlets anatomi, terapeutisk hovedgruppe og kemi. 
ATC-koden er en international kode, som bruges til at gruppere lægemidler og hjælper med at finde placeringen af lægemidler på hospitaler.

Lægemiddeletiketter skal indeholde information om lægemidlets navn, hjælpestoffer, form, styrke, teknisk vejledning og opbevaringsbetingelser. Der er mange krav til håndtering af lægemidler, herunder lægemiddeletiketter.

I dette kapitel gennemgås almen farmakologi, og der henvises til kapitel 6 for mere information om hovedgrupper og lægemidler i speciel farmakologi.

Farmakokinetik

Handler om hvad kroppen gør med lægemidlet, efter at vi har indtaget det.

Lægemidler, der optages og virker i hele kroppen, gennemgår tre faser.

• Absorption
  Optagelse af lægemidler til blodbanen.
• Distribution
  Fordeling af lægemidler til væv og organer.
• Elimination
  Fjernelse af lægemidler fra kroppen.
  Eliminationen omfatter to processer:
  • Metabolisering (omdannelse) af lægemidler.
  • Ekskretion (udskillelse) af lægemidler.

Lad os starte med Absorption 

Ved absorption forstås optagelse af et lægemiddel fra absorptionsstedet til blodbanen.

Absorptionssteder

De findes mange steder.

• Mundhulen (cavum oris)
• Mavesækken (ventriklen)
• Tolvfingertarmen (duo-denum)
• Tyndtarmen (jejunum)
• Tyktarmen (colon)
• Endetarmen (rectum)
• Huden (cutis)
• Underhuden (subcutis)
• Musklerne (musculus)
• Blodbanen (venen).

Valg af absorptionssted er vigtigt for, hvordan lægemidler optages i kroppen. 

Nogle steder absorberes lægemidler hurtigere end andre, hvilket kan påvirke, hvilken form og administrationsvej der anvendes. 

Absorptionsstedet har stor betydning for, hvor hurtigt lægemidlet opnår sin maksimale koncentration i blodet. 

For eksempel er absorptionshastigheden langsommere, når lægemidler indtages via munden (per os), fordi de absorberes fra fordøjelseskanalen og føres via portåre-venen til leveren. I leveren nedbrydes en del af lægemidlet, før det fordeles i kroppen via blodbanen. Dette kan undgås, hvis lægemidlerne absorberes par-enteralt.

Nedbrydningen af lægemidler ved first-pass-metabolisme kan have betydning for den dosis, der skal gives af de enkelte lægemidler. Hvis lægemidlerne absorberes via fordøjelseskanalen, skal der som regel en højere dosis til at opnå samme virkning, end hvis det absorberes parenteralt, hvor lægemidler ikke nedbrydes i leveren, og dosis derfor kan reduceres. 

Ved first-pass-metabolisme i leveren sker der ikke kun en nedbrydning af lægemidler, men også aktivering af lægemidler, der er indtaget som inaktive stoffer og skal omdannes til aktive lægemiddelstoffer. 

Leveren spiller også en vigtig rolle i elimineringen (udskillelsen) af lægemidler.

Forskellige faktorer påvirker optagelsen af lægemidler, herunder blodgennemstrømning, absorptionsoverflade og opholdstid på absorptionsstedet. Jo større blodgennemstrømning og overflade, desto hurtigere optages lægemidler. Opholdstiden på absorptionsstedet har også indflydelse på absorptionen, og jo længere opholdstid, desto mere lægemiddelstof optages der, forudsat at lægemidlet er opløst på det pågældende sted. 

Opholdstiden i fordøjelseskanalen kan påvirkes af tilstande som kvalme og diarré, hvor kvalme nedsætter mavesækkens tømningshastighed og forsinkelse af virkningen af lægemidlet, mens diarré skal være ret udtalt, før den påvirker absorptionen.

Distribution 

Efter et lægemiddel er blevet optaget i kroppen, vil det blive fordelt til forskellige områder i kroppen. 
Dette kaldes distribution og omfatter alle processerne, der medvirker til at lægemidlet spredes i kroppen. 
Lægemidlet bliver ført rundt i kroppen med blodet og trænger gennem karvæggene, hvorefter det bliver transporteret til celler, væv og organer via vævsvæsken. 

For at lægemidlet kan have en farmakologisk virkning, skal koncentrationen af lægemiddelstoffet være tilstrækkelig stor på virkningsstedet. Når lægemidlet har udført sin virkning, vil det blive udskilt fra kroppen via leveren og nyrerne.

Fordelingen af lægemidlet sker primært via blodet, så blodgennemstrømningen i forskellige væv og organer er afgørende for, hvor hurtigt lægemidlet når det enkelte område. 

Væv og organer med stor blodgennemstrømning, såsom hjerte, hjerne, lunger og nyrer, vil have en højere koncentration og virkning af lægemidlet end væv og organer med lavere blodgennemstrømning, såsom fedt- og knoglevæv.

Elimination 

Elimination af et lægemiddel fra kroppen omfatter to processer: metabolisering og ekskretion. 

Metabolisering er omdannelsen af lægemiddelstoffet til omdannelsesstoffer, der kan udskilles lettere. 

Leveren er det vigtigste organ for metabolisering, da den indeholder enzymsystemer, der kan omdanne lægemiddelstoffer. 

Omdannelsen kan også forekomme i andre organer som hud, tarmvæg, nyrer og nervevæv. 

Man kan opfatte Leveren som kroppens afgiftningscentral, fordi mange giftige stoffer omdannes til mindre giftige stoffer. Der er individuelle forskelle i leverens metaboliseringshastighed, og alder og leversygdomme kan påvirke hastigheden.

Ekskretion er fjernelse af lægemiddelstoffet og dets omdannelsesstoffer fra kroppen. 

Udskillelsen kan ske på flere måder, fx med galden, sved og udåndingsluft. 

Når lægemiddelstofferne passerer fra blodet over i levercellerne, kan de omdannes af enzymerne. 

De fleste lægemidler omdannes herved til inaktive stoffer, men der findes også lægemiddelstoffer, der omdannes til nye aktive stoffer. Individuelle forskelle i leverens metaboliseringshastighed kan føre til forskellige resultater ved måling af koncentrationen af lægemidlet i blodet. 

Alderen har også indflydelse på leverens omdannelseshastighed, og nyfødte kan have lav nedbrydningshastighed for mange lægemidler. 

Leversygdomme kan give forskellige grader af nedbrydningshastigheden.

JINGLE

Farmakodynamik

er læren om, hvordan lægemidler påvirker kroppen, og kan inddeles i lokal og systemisk virkning. Ved lokal virkning påvirker lægemidlet det område, hvor det er påført, mens systemisk virkning påvirker områder langt væk fra lægemidlets optagelsessted i kroppen.

Lokal virkning

Lokal virkning opstår på det sted, hvor lægemidlet er påført. Et eksempel på dette er øjendråber til behandling af øjenbetændelse. Fordelene ved lokal virkning er, at det giver hurtig virkning, færre bivirkninger og behov for en mindre mængde lægemiddelstof, da lægemidlet virker direkte på det angrebne område.

Systemisk virkning

Ved systemisk virkning transporteres lægemidlet med blodet til det område, hvor virkningen ønskes. Tabletter og kapsler optages i maven og tarmen og transporteres derefter med blodet til det ønskede område. Lægemidlet fordeles med blodet i hele kroppen og kan derfor påvirke mange af kroppens celler og funktioner, hvilket kan give uheldige bivirkninger. For at opnå en virkning i et organ skal koncentrationen af lægemidlet være tilstrækkelig høj. Koncentrationen afhænger ikke kun af dosis, men også af mængden af lægemidlet, der nedbrydes i kroppen, før det når det ønskede område.

Lægemidlers virkemåde

Lægemidlers virkemåde er den måde, hvorpå et lægemiddel påvirker kroppen. For at forstå virkemåden, er det nødvendigt at vide, hvor i kroppen lægemidlet virker. Der findes to hovedgrupper af lægemidlers virkemåde: virkemåde ved en receptor og andre virkemåder.

Virkemåde ved en receptor

Ved virkemåde ved en receptor er det nødvendigt at vide, hvordan en receptor stimuleres eller blokeres. Der findes mange former for receptorer, som har hver deres betydning. Et stof, der stimulerer en receptor, kaldes en agonist, mens et stof, der blokerer en receptor, kaldes en antagonist. Agonister kan sammenlignes med en nøgle, der passer i en lås, mens antagonister kan sammenlignes med en falsk nøgle eller splint, der forhindrer den rigtige nøgle i at passe i låsen.

Eksempler på receptorer omfatter opioidreceptorer og dopaminreceptorer. Stimulering eller blokering af disse receptorer kan påvirke kroppen på forskellige måder.

Fysiologiske agonister

Det er kroppens egne stoffer, der stimulerer en receptor.

Som eksempel på en fysiologisk agonist kan nævnes histamin, der frigøres, når allergifremkaldende stoffer trænger ind i kroppen. Den frigjorte histamin stimulerer en bestemt receptor H1, og den allergiske reaktion går i gang, fx øjne der løber i vand. Derfor kan man tage en farmakologisk antagonist Antihistamin, som virker ved at blokere H1-receptoren, og forhindrer dermed histamin i at stimulere receptoren og virker derfor antiallergisk.

Et andet eksempel på farmakologiske antagonister er betablokkere. 
Disse blokerer bestemte receptorer, kaldet beta1-receptorer, i hjertet. Effekten heraf bliver bl.a. lavere blodtryk.

Farmakologiske agonister

Det er lægemidler, der efterligner kroppens fysiologiske agonister og dermed virker stimulerende på en receptor.

Som eksempel på en farmakologisk stimulator kan nævnes morfin, der virker ved at efterligne kroppens eget "morfin" (endorfin). Morfin stimulerer en receptor, som kaldes opioidreceptoren på samme måde som endorfin. Herved fås bl.a. en smertelindrende virkning.

Andre virkemåder

En del lægemidler benytter sig ikke af receptorer, når de skal virke.

Her skyldes virkningen i stedet simple egenskaber ved lægemiddelstofferne, fx:

Fysiske egenskaber

Et eksempel er aktivt kul, der kan anvendes ved forgiftninger. I pulverform er kul meget findelt og har et kæmpe overfladeareal. Når det indtages, bindes giftstoffet til kullet, hvorved giftstoffet ikke kan optages fra fordøjelseskanalen.

Kemiske egenskaber

Et eksempel er syreneutraliserende lægemidler, som er baser og derfor kan neutralisere mavesækkens saltsyre.

Osmotiske egenskaber

Et eksempel er Mannitol (osmotisk diuretikum), der udskilles uomdannet i nyrerne.
Her suger det væske til sig via osmose, hvilket øger diuresen og mindsker ødemer.

JINGLE

Kontra-indikationer

En kontra-indikation angiver forhold, som gør det utilrådeligt at anvende den bestemte medicin. 

Borgeren kan have en sygdom, som gør, at der er risiko for skade, hvis lægemidlet anvendes.

Det kan fx være nedsat nyre- eller leverfunktion, hvor eliminationen (udskillelsen) af lægemidlet bliver så nedsat, at der kan opstå forgiftning.

Ved en absolut kontra-indikation er det forbudt at anvende behandlingen. Men når der er tale om en relativ 
kontra-indikation, kan der være tilfælde, hvor specialister vurderer, at det er nødvendigt, da fordelene trods alt er større end risikoen ved at anvende det. Nogle gange er der nemlig ikke andre lægemidler, som kan anvendes.

Interaktioner

mellem lægemidler, alkohol og mad refererer til, hvordan en lægemiddels farmakodynamik og farmakokinetik kan påvirkes af andre lægemidler, alkohol eller fødevarer. Interaktioner kan påvirke effekten af lægemidlet og kan have uønskede virkninger. 

Nogle lægemiddelgrupper, såsom anti-hypertensiva, anti-diabetika og anti-epileptika, er mere tilbøjelige til at forårsage interaktioner på grund af deres terapeutiske egenskaber og lange halveringstid. 

I nogle tilfælde kan interaktioner imidlertid udnyttes terapeutisk gennem kom-bi-nations-terapi og synergieffekt. Alkohol kan påvirke lægemidlers virkning, mens fødeindtagelse kan forsinke absorptionen af lægemidler. 

Der er ikke nogen generelle retningslinjer for, om lægemidler skal tages med mad.

Doseringsprincipper

Når man doserer medicin, kan man anvende fire forskellige principper.

Den første er standarddosis, som er angivet på www.pro.medicin.dk og bygger på praktiske erfaringer og undersøgelser hos mennesker. Denne dosis tager ikke hensyn til individuelle forskelle. 

Den anden doseringsmetode er individuel dosis, som fastsættes ud fra individuelle hensyn, fx patientens kliniske tilstand, nyre- og leverfunktion, vægt eller kropsoverfladeareal. Alder er også relevant at medtænke, da der kan gælde særlige forholdsregler for børn og ældre.

Den tredje doseringsmåde er dosering efter virkning, hvor dosis fastsættes ud fra ønsket om en bestemt virkning af medicinen. Denne doseringsform kræver, at man kan måle lægemidlets virkning direkte, hvilket ikke altid er muligt. 

Den fjerde doseringsmetode er dosering efter plasmakoncentration, hvor man måler koncentrationen af lægemidlet i patientens blod, og fastsætter dosis ud fra dette. Dette princip anvendes især ved lægemidler, hvor der er lille forskel på den dosis, der giver den ønskede terapeutiske effekt, og den dosis, som giver reaktioner på overdosering.

Et eksempel på et lægemiddel, der doseres efter måling af plasmakoncentrationen, er Marevan (antikoagulans). Doseringen reguleres ud fra blodprøven INR, hvis værdier viser størkningshastigheden i blodet (koagulationsevnen). 

Når man doserer lægemidler, er det vigtigt at vælge den mest passende doseringsmetode for den enkelte patient for at opnå den ønskede terapeutiske effekt og undgå bivirkninger.

Dosering af lægemidler til ældre

Dosering af lægemidler til ældre kan være særligt udfordrende. Dette skyldes blandt andet, at mange ældre tager flere forskellige præparater, hvilket øger risikoen for bivirkninger, interaktioner og glemsomhed omkring medicinindtagelse. Desuden har ældre en øget følsomhed over for medicin på grund af forskellige fysiologiske ændringer, der sker i kroppen med alderen, og som kan påvirke lægemidlers optagelse og nedbrydning i kroppen.

Aldersforandringerne omfatter bl.a. nedsat lever- og nyrefunktion, hvilket betyder, at ældre kan have sværere ved at udskille lægemidler fra kroppen. Dette kan føre til længere halveringstid for mange lægemidler, hvilket kan forstærke lægemidlets virkning og øge risikoen for bivirkninger. Visse lægemidler, fx astmamedicin, hjertemedicin og smertestillende medicin, kan være særligt påvirket af nedsat nyrefunktion.

Ældre er også mere følsomme over for lægemidler, der påvirker centralnervesystemet, såsom angstdæmpende medicin, sovemedicin og midler mod psykiske lidelser. 

JINGLE 

Det var alt om farmakokinitik & farmakodynamik mm.

Du kan finde mig på det sociale medie LinkedIn. 

Og har du nogle spørgsmål, eller forslag til emner

er du velkommen til at sende en mail på: sosu@positivlivsstil.dk

Vi ses derude hvor vi ønsker at gøre en forskel