Hjemmeundervisning mellem køer og køkkenbord
I den nye episode af podcastserien En arbejdsplads på landet går turen til Idestrup på Falster, hvor Emil Vest-Hansen og Heidimaria Nielsen driver mælkeproduktion – og samtidig har valgt en hverdag, der skiller sig ud.
Deres børn går nemlig ikke i skole som de fleste andre. De bliver hjemmeundervist på gården, hvor køkkenbordet, stalden, marken og hverdagen i familien er en del af undervisningen.
For Emil og Heidimaria handler valget ikke om at tage noget fra børnene – men om at give dem noget andet.
»Kernen i det her er, at vi er sammen hele tiden. Vi sidder og spiser morgenmad sammen, middagsmad, aftensmad. Jeg har børnene med i stalden og kan bare sende dem ind igen,« fortæller Emil i podcasten.
I episoden kommer vi tæt på familien og deres hverdag. Hvordan lærer børnene dansk, matematik og engelsk? Hvad med vennerne? Og hvordan sikrer man, at undervisningen står mål med folkeskolen?
Heidimaria fortæller, at familien har valgt en mere interessebaseret tilgang til læring.
»Hvis børnene trives, så er der også læring. Der er læring i alt,« siger hun.
Podcasten handler også om de svære spørgsmål. Om økonomi, om familie og naboers reaktioner – og om frygten for, om børnene går glip af noget vigtigt.
For familien på Falster er svaret klart. De har ikke fortrudt.
»Jeg synes, det har været den bedste beslutning, vi nogensinde har taget,« siger Heidimaria.
I episoden møder du også børnene Rose, Wilma og Silke, som fortæller om kalve, skolebøger, ridning og livet uden skoleklokke.