FLORA's Fabulering med Lotte Weaver - Samtaler om det gode liv

Helingstilstanden bor ikke i hjernen — den bor i kroppen
FLORA’s Fabuleringer med Lotte Weaver

I denne udgave af FLORA's Fabuleringer inviterer jeg dig ind i en samtale om noget, der ligger mig meget på sinde: Traumer, kroppen og den heling, der kun kan finde sted, når vi tør bevæge os ned under ordene.

Min gæst er Lotte Weaver - stifter af EMBOLC, traumeterapeut, forfatter og underviser. Lotte uddanner behandlere, terapeuter og psykologer i et helhedsorienteret arbejde med traumeheling, og hun har netop udgivet bogen Det Glemte Skridt, hvor hun deler sin faglige indsigt og sin personlige rejse.

Vi taler om, hvorfor det ikke er nok at sætte ord på det svære. Og om, at kroppen og nervesystemet holder på historien på måder, vi aldrig vil nå frem til ved udelukkende at tale om den.

Samtalen bevæger sig ind i nervesystemets tilstande: kampen, flugten, frysningen og ikke mindst det sted, vi så sjældent taler om: Helingstilstanden. Den indre ro og hvile, som er den eneste tilstand, kroppen rent faktisk kan hele i.

Vi taler om, hvad det vil sige at skabe tryghed - ikke som noget ydre, men som en indre tilstand, der er forskellig fra menneske til menneske. Og om, hvordan vi som hjælpere er nødt til at kende vores egne tilstande, inden vi kan holde rum for andres.

Lotte deler sin vision med EMBOLC - et navn hentet fra en keltisk lysfestival, der fejrer lysets tilbagevenden efter en lang, mørk vinter. Det er præcis den metafor, der bærer hele hendes arbejde: at lyset og foråret altid vender tilbage.

Vi kommer også ind på kroppens fysiske dimension: fordøjelse, vagusnerven og kostens betydning for vores psykiske tilstand. For det, der sætter sig som et traume i kroppen, sætter sig bogstaveligt talt også i maven og bevæger sig derfra op.

Og så taler vi om det, vi måske glemmer at sige: at heling ikke handler om at fjerne det, der var. Det handler om at lære at være med det. Ikke at fikse - men at rumme.

Det er en samtale om sårbarhed og styrke. Om at møde hinanden i øjenhøjde. Og om, at den dybeste heling finder sted, når vi bliver genkendt - ikke som den, vi burde være, men som den, vi altid har været.

God fornøjelse!

Kærligst,
Flora

Du kan se mere til Lotte Weaver her

Du kan købe Lotte Weavers bog DET GLEMTE SKRIDT her

Følg mig på Instagram >>>

Se mere på livsbevidsthed.dk

Transcript

SPEAKER_00 0:00

Du lyder til Floras formuler. Briggende samtaler, reflektioner og begra om det gode og plistere liv. Mit navn er Floren. Velkommen tilkommen til Flores Fabuleringer, hvor vi endnu en gang skal dykke ned i et af mine øglingsemner, nemlig traumer og traumernes aftryk i os. Og ikke mindst kroppens betydning i det. Og i dag har jeg den stor glæde at have låte vivre med, som jo også er dig, der står bag den her fantastiske traumuddannelse, indbolk, og det glæder mig til at høre mega meget om. Og du har jo også lige udgivet en bog ligesom mig. Din hedder det glemt det skridt, og jeg kan se, at du har været så sød, og selv både min og din op. Det er jo fantastisk tak for det. Velkommen til, hvad det her.

SPEAKER_03 1:04

Tusind tak. Jeg glæder mig så meget til den her samtale.

SPEAKER_00 1:10

Ja, og det er jo sådan lidt egoistisk, fordi noget af det, jeg også har faldet for, det er jo, at din tilgang minder så meget om min egen. Og jeg synes i høj grad, at vi har brug for at tale om det her med kroppen, men også omkring kost og fordøjelse vej ind i det her med at arbejde med traumer. Og det skal vi nok komme til at tale mere om. Men vi kunne prøve at starte med at tale lidt om din vej ind i at arbejde med det her. For det skriver du også lidt i bogen, at din egen familie har været igennem nogle rigtig voldsomme ting. Så var det sådan det første skridt, til, at du også begyndte at arbejde professionelt med trauma?

SPEAKER_03 1:53

Det var det. I sen tid for mange år siden efterhånden, der studerede jeg oprindeligt psykolog og kommunikation på Roskille Universitets Center. Så jeg har altid haft den der interesse i at se ind i mennesket og nysgerrighed på, hvordan vi egentlig sat sammen følelsesmæssigt. Men så brugte den her psykologi i ledelse i rigtig, rigtig mange år. Og da min egen datter så blev ramt i livet, og jeg mødte systemet, hvor den her kognitive, psykologiske tilgang og medicinering ligesom var det eneste, der var i systemet, så kunne jeg mærke, at det ikke fik fat i hen, og tit så stod jeg over for mennesker, hvor jeg tænkte, hvor de ved ikke, hvordan de skal hjælpe os. Så i den vej, der tænkte der et eller andet, der mangler også i min egen tilgang i min egen viden og i mit eget fundament. Og der kunne jeg se den gang, at der var noget, der bare sad i kroppen. At vi var utrolig gode til at tale om tingene i vores familie. Men der var stadig bare, vi havde ikke nødvendigvis bedre af, at vi kunne tale om tingene. Vi er rigtig gode til at sætte ord på i hele familien. Men det gjorde faktisk ikke, vi fik det bedre. Og hvad gør man så, fordi det var min tilgang dengang. Og så blev jeg nysgerrig på kroppen, og så begyndte jeg at tage alle mulige andre uddannelser, også mens jeg stadig var leder i store virksomheder osv. Og så var der en dag, hvor jeg tænkte, nu er det nu. Nu er det kaldet for stort. Nu har jeg lært så meget, både igennem vores egen rejse og igennem alle mine studier, og havde lavet nogle studiegrupper også med mødre til psykisk sårbar og så videre. Så tænkte jeg, nu skal jeg ud for mig selv og brede det her mere ud i hverden.

SPEAKER_00 4:04

Og fedt, du valgt at gøre det, fordi du skriver så fint i bogen, at det er ikke for at kritiserere den mega kognitive tilgang, men det synes jeg i høj grad, vi er nødt til at gøre. Fordi nu har jeg været i Oksford to gange på i den store tramekonference, og hørt flere gange nogle af de store udenlandske eksperter står og taler om, at der faktisk reelt ikke er evidens for, at det virker, når det handler om traummer. Ik dest mindre er det hele tiden det, vi går til, især i Danmark, når det handler om traumor eller medicin, som du også siger, som du beskriver så fint i bog. Det er jo sådan helt politisk kapitel i sig selv. Det her med, hvordan hele vores samfund er bundet op på medicinalindustrien osv. Det kan vi måske lade lidt for nu, men jeg synes, vi har brug for i hvert fald at have en dialog omkring det. Og den sker jeg ikke så meget i det etablerede system. Der bliver så nogen som du og jeg ofte labet som de alternative, måske lidt som tosserne, der snakker om noget, vi ikke helt ved, om de har forstand på. Der var en af vores kollega hernede mit nærmråde, som jeg faktisk har læst jerborg med te uddannelse, som også lige udkommet med en bog og en fin artikel om den i sjællandske lokalervis. Og så var der sådan en rigtigt, at de her travsekommentar troldende fra internettet, der skrev, hvad ved en psykoterapeutdom om travmer og sindet. Det er altså, hvor jeg tænker, lige præcis rigtig meget mere, ofte mere faktisk end en psykolog, hvilket.

SPEAKER_03 5:39

Ja, fordi vi kan der selvfølgelig skal der skabes noget bevidsthed om travlet, men det er bare ikke nok. Vi får det ikke nødvendigvis bedre inden i kroppen af vi har sat ord på. Så det er jo det spot on, det du siger. Det er simpelthen så vigtigt, at vi begynder at virkelig få kroppen med ind over.

SPEAKER_00 6:02

Ja, og det er der, hvor dit indbolke uddannelse, så er kommet i spil i dit liv. Hvor kommer det ord fra? Og hvad rummer det?

SPEAKER_03 6:12

⁇ Det er oprindeligt en keltisk lysfestival, som fejrer lyset tilbage efter en lang mørk vær. Og det betyder faktisk i maven på moder. Og så taler det om de her små spiger, der i foråret begynder at vokse op igennem den frostende jord. Og når man er ramt i livet, som vi også selv har været som familie, så kan det mærke, som om, at man går igennem de her mange, lange mørke vindre i stræk uden et forår, der lige lyser op indem. Så navnet indbolk. Det valgte jeg at kalde min organisation, fordi vi gerne vil være det her håb. Vi vil gerne bringe håb om, at lyset og foråret, det kommer igen.

SPEAKER_00 7:12

Jeg har fint. Det var jo en virkelig smuk fortælling af min yngste datter går enormt meget op i kaldisk kultur og sådan den mere spirituelle del af livet. Men med super fint billede. Og så ved jeg jo, at i din uddannelse, der taler du rigtig meget om det her med healingsfasen. Og det er jeg sådan lidt nysgerrig på. Hvad er healingsfasen for dig?

SPEAKER_03 7:42

Ja. Jeg tror, det taler meget om af hædingstilstanden i børne. Giver det mening? Ja, det hele for mig, det er, at vi har jo det her nævnsystem, som du jo også taler rigtig meget om, floret. Og noget af det, vi ikke har særlig meget fokus på, det er, hvad det, der sker i vores nævnesystem. Og nævnesystemet arbejder jo direkte i os, uden om vores bevidsthed. Og travmer, det går uden om vores bevidsthed også, det går direkt ind i vores nævnesystem. Så det er også derfor, at det at tale om travmer, det er ikke altid hjælper, og der er rigtig mange mennesker, det ikke hjælper, fordi vores nævnsystem har sit helt eget liv fuldstændig uden om vores bevidsthed. Så hvis vi sidder fast i de her kamp og flugt tilstande eller endnu være i frys tilstande, som har forskellige, som har forskellige forskellige måder. Vi kan fryse, vi kan kollapse, vi kan også gå i kryb. Så har vi faktisk ikke adgang til det sted i også til ro og vild systemet, herinde hvor jeg siger, at hælingstilstanden bor. Hvis ikke vi har adgang til ro og helingstysystemet, hvis ikke vi kan komme tilbage i den her ro og hviletilstand, så kan vi faktisk ikke hele. Så derfor er det så vigtigt, at vi begynder at træne os selv, at træne vores nævnesystem i at genkende tryghed igen. Tryghed for nævnsystemet, det er jo nøglen. Og hvad der er trygt for dig og hvad der er trygt for mig, det er forskelligt. Så det, det virkelig handler om for mig, når jeg laver mit arbejde, det er meget hurtigt at genkende to ting. Det ene, hvad er det for en tilstand, det menneske, der sidder over for mig er i. Hvilket tilstand er det menneskets nævesystem i. Og to, hvad betyder tryghed for det her menneske? Så at jeg kan være med til at skabe trygheden omkring mennesket, så at det igen kan finde ind i rove systemet ind til helingstilstand?

SPEAKER_00 10:04

Ja, det genkender jo rigtig meget. Men hvis du skulle prøve at beskrive, for dem, der sidder og lytter med. Hvordan kunne en tryghedstilstand så se ud, eller hvordan vi begynde at møde den anden og genskaber en form for tryghed. Og jeg synes jo, det er rigtig smukt det, du siger med, at tryghed er ikke noget ydre. Det er en indre tilstand, ikke?

SPEAKER_03 10:27

Jo, lige præcis. Og der er det jo igen, at det er forskelligt fra menneske til menneske. Jeg har haft klienter, det har vi sikkert alle sammen, som er kommet ind med en enorm kamp vedstand. Og hvis jeg så der bliver alt for blevet og blød, hvilket jeg ville gøre med nogle andre mennesker. Jeg kan rigtig godt lide at skabe den her lidt mere blevet og bløde kontakt. Men lige over for det her menneske, der kunne det være utrygt, for måske har det her menneske haft mennesker omkring sig i livet, hvor det har været blid og blød. Det betyd, at det var utrygt, at man ikke kunne lænde sig ind i, at det kunne have alle mulige betydninger. Så derfor i det tilfælde, der bliver jeg nødt til at finde den her del af mig, der faktisk kan matche til at begynde med den her kamperæde tilstand i det andet menneske, så han eller hun opdager, at jeg er ikke bange for dem. At de kan godt skubbe til mig. Jeg bliver stående selv om, at de skuber til mig. Og finde den her tilstand inde i mig, som byder på noget andet end der, hvor vi egentlig skal ende. Så nogle gange skal vi jo matche en tilstand for, at et andet menneske føler sig trygt. Og det ser ud forskelligt fra person til person. Så er der jo andre, der med det samme vilge i kryd og pliser eller frys og kollapse, hvis jeg gik ind med sådan en kamperet tilstand til at begynde med. Så der skal jeg møde dem på en helt anden måde. Så det her med lige at spotte, hvad er det egentlig, der bevæger sig i det her mennesker overfor. Det er vi bare fyldt af oplevelser og sammensat af så mange forskellige dele og oplevelser og alt muligt, der har sat sig i vores navesystem, som opererer helt af sig selv.

SPEAKER_00 12:28

Ja, men lige præcis. Og jeg synes, at en ting, som jeg blevet mærke i, som du også nævner i din bog, det er jo rigtig det her med, at vi også som hjælper og skal være opmærksom på, at nogen, der kommer til at bare gerne vil pise, også vil pise os. Så det her plisers syndrom, som vi kan have med helt fra barenddom oftest. At det også kommer til at bo mellem mellem os, og hjælperen eller terapeuten. Og det kræver virkelig et nærvær. Det er noget af der, hvor jeg i hvert fald i min egen terapi også og ser, at det er så vigtigt, at vi kan parkere vores eget bagage, og så bare være fuldt ud af nærværende og møde det andet menneske. Den gode gamle kirke går ikke der, hvor det andet mennesker er.

SPEAKER_03 13:18

Ja fuldstændigt. Og det er jo sådan en rejse ind i os selv og have mødt alle de forskellige tilstande i vores eget nærvosystem og oplevelser i os selv, som jo stadig kommer på spil ind imellem, fordi vi er jo også bare mennesker. Men så det her med at faktisk vide, hvad det, der sker i min krop, hvis jeg selv mærker kampen, hvis jeg selv mærker, jeg går i frysk, eller hvis jeg selv får lov til at flygte. Hvad er min krops første signaler til det? Og når jeg har lært dem at kende rigtig godt i mig selv, så ved jeg, at nu sker der noget i mig. Så kan jeg juster efterfølgende. Så der kan man sige, når man har været ind og arbejde med sit nævnesystem og sin krop og alle de her oplevelser i kroppen, så kan vi begynde at skabe bevidsthed om det efterfølgende, der gør, at vi kan justtere, hvilket jo er så vigtigt, når man laver det du, og jeg vil laver.

SPEAKER_00 14:22

Ja, jeg oplever faktisk også, at den andet tilstand spejler sig i min krop. Og det tror jeg, der er færdigt. Det kræver virkelig en opmærksomhed, og man har arbejdet meget med sig selv, når man lægger mærke til, at nu får jeg en følelse af, at jeg måske dissocierer lidt. Men det handler jo om mig, men det handler om, at der sker noget over den anden. Hvordan kan jeg så støtte det, og måske i tales eller guide ind i den anden for øje på? Hvad sker der lige nu noget i dig? Så det er ligesom meget en kropsligt, som det kan også være en bevidsthedsorkendelse.

SPEAKER_03 14:57

Ja virkelig, virkelig at kende sin egen tilstand så godt, og også vide, hvornår er der andres, der smitter af på mig.

SPEAKER_01 15:07

Ja, lige præcis.

SPEAKER_03 15:08

For sådan lyst til at dele. Jeg har sådan en, jeg elsker den her øvelse. Jeg har sådan en øvelse, hvor vi faktisk træder ind, som vi kalder den terapeut og klientøvel sen, og hvor man spejler hinanden og netop ligger mærke til, at hvis jeg nu er terapeuten, og jeg faktisk går i frys som terapeut. Der sker der så over i min klient, som kan tro, at det her, det handler om hendes eller hans eget frys, og ikke om terapeutens frys. Så der også det her med, hvordan min tilstand påvirker min klient nogle gange. Den synes jeg er så vigtig at være opmærksom på. Og jeg tror også, det kommer, at de her, når vi har, når vi har taget så mange uddannelser og kurser og alt muligt, som vi har i det fag, som vi er i, så slår man så også nogle gange undervejs. Det har jeg i hvert fald selv gjort, på nogle af dem, jeg har mødt derude, hvor jeg nogle gange har troet før hen i min tidlige år, troede jeg nogle gange, der var noget, der handlede om mig. Og når jeg så kigger tilbage, så kan jeg se, hvor det handler slet ikke om mig. Men fordi jeg mærkede tilstand i min terapeutskrop, så kom det til at handle om mig inde i mig, så troede, at der var noget galt med mig. Så jeg tror, at denne her fokus på, hvad er min rolle, og virkelig virkelig være bevidst om den, og bevidst om, hvad gør den i et andet menneske, er så vigtigt for mig, også at de årsager.

SPEAKER_00 16:53

Jamen helt sikkert. Jeg vil sige noget af det, som jeg synes, jeg lærte enormt meget, at jeg bor med til uddannelse med alt andet, jeg nu har arbejdet med. Det var faktisk det der med, at i det øjeblik, jeg mærker, der er noget, der er på spil i mig, og så siger det højt. Fordi det vil der jo kunne ske i samtaler. Det er ikke hver gang, jeg oplever det, men nogle gange, så kommer der måske noget på spil i mig. Og når jeg kan spørge om lov til lige at sige, at jeg har brug for at spørge, om det er okay del af, hvad der sker i mig, så bliver det pludselig taget ud af mellemrummet imellem mig og den anden, så det netop ikke kommer til at fylde. Og det har virkelig været sådan en ejåbne for mig i det i hvert fald. Fordi jeg møder rigtig mange klienter, der kommer til mig, der har været i samtalet terapi, hvor de har fælt, at der var en forventning til dem om, at de skulle nå fra A til B på et eller andet givet tidspunkt. Og en eller anden måske endda også en irritation hos terapeuten, hvor de ikke ligesom ikke fulgt det med eller flytt, at man kunne gøre noget forkert. Og det er jo det værste, vi kan komme til at gå til en hjælper, og så også der bliver gjort forkert. I ikke at gøre det godt nok.

SPEAKER_03 18:05

Ja spot hånd. Virligt.

SPEAKER_00 18:11

Så det kender du også, fordi en praksis her.

SPEAKER_03 18:12

Det kender jeg virkelig også fra min praksis. At de der forventninger. Jeg har sådan en også på uddannelsen af det, at jeg lærer de fagpersoner, som jeg arbejder med, og det er et modul, jeg elsker. Det handler virkelig om det der med, at vi lærer at lytte til vores egen indre kerne og lærer den der kerne at kende, så vi også kan lære de mennesker, vi arbejder med, at arbejde med deres egen kerne. Mærkes det rigtigt for mig? Ja eller nej. Hvordan mærkes det, når det er ja, og hvordan mærkes det, når det er nej? Så at vi altid har for øje, at det ikke, det handler ikke om mig, det her arbejde, hvis jeg er hjælperen, som du siger. Det handler om, hvordan støtter jeg den her rejse et andet menneske bedst umuligt?

SPEAKER_00 19:09

Jeg lige præcis. Og der siger du også noget vigtigt, som jeg også virkelig er optaget det her med vores kerne, vores kerne selv eller vores esens. Så jeg taler mere mere om. Faktisk også igen inspireret af de to gange, jeg har været i Axford. Fordi jeg så der var det pludselig farligt at tale om esens. Altså at tale om den her kerne altid uberørt. Forte så, når vi taler om, hvornår der er og nej af grænser, så bliver det sådan nogle mentale koncepter, der har jeg tit opledning. Nu skal vi også lære at sætte grænser og blive tydeligt. Men det ud for sådan en, at jeg skal passe på mig. Det er ikke noget, der kommer ind for kernen af mig. Hvad mærker jeg? Er rigtigt for mig, men mere hvad tænker jeg lige nu, jeg har brug for at beskytte mig? Kørt mig i den der forskel?

SPEAKER_03 20:04

Stajten forskellen på at tænke, jeg tænker, og jeg mærker ikke. Og det er jo et samfund, vi er jo opfostret i et samfund, hvor vi har skulle tænke. Og hvor det at mærke, også i nogle af de store organisationer, som jeg har gjort mig for, inden jeg begyndte det her arbejde. Man skal ikke sige, jeg mærker. Altså, ok. Det er sådan lidt ligeglad med, hvad du mærker. Og det ved, hvad vi er, hvad du tænker, hvad strategien er. Så vi har jo til andet gjort vores intuition, vores stærkeste redskab som mennesker. Og rigtig mange steder. Komer i systemet, kommer vi også til at stille os op som på et bjerg og tale ned til folk. Fordi det er også ind i systemet, som har svaret. Så jeg tror virkelig på det her, som jeg virkelig også har set i dig, og i de der forskellige smukke podcast, jeg har set at være med i. At det her med at komme ned i øjenhøjde og tale herfra, det bliver bare så vigtigt. Samtidig med vi selvfølgelig har ansvaret for at facilitere rummet.

SPEAKER_00 21:23

Jo, men vi kan jo ikke facilitere noget, hvor vi ikke er ens. Fi hvis jeg tror, jeg ved bedre end dig, så er der allerede et mismask i, at så ville min påstand være, så kan jeg faktisk ikke hjælpe dig. Jeg kan påtinge mine redskaber på dig, men jeg kan reelt ikke hjælpe dig, hvis jeg ikke har mødt dig som den du er og nysger. Og i øvrigt for lys til at sige. Jeg tror, vi er på vej et andet sted hen. Fordi jeg så, at konken Uhmud, der er jo gift med sådan ung skøn kvinde, Johanne, hun har lige lavet en podcast. Som handler om følelser. Så fordi hendes udgangspunkt netop er på grund af alt det her af i, hvor folk nærmest også bruger af i som terapeut, har vi brug for at få det menneskelige tilbage. Og det er vores følelser, for vi er følevæsen. Vi er ikke tænkevæsen. Tankerne er automatprocesser, ligesom at vi trækker hver. Selvfølgelig er hjeren en væsen en del af samspillet i kroppen. Men det er stadigv 80% af det hjerne, der omsætter og transformerer ud og regulerer, det kommer ned fra kroppen, som er læng fra kroppen. Så det synes jeg bare, at det bliver jeg bare så glad for, at jeg så hende sådan nye initiativ. Fi tror jeg virkelig, at vi har brug for det her med at give mærkning og følelserne mere plads. Ikke som at vi skal drukne i dem. Det er jo den anden, at vi kommer til at tage dem personligt. Men at vi kommer til at tillade, at det godt må være og bevæger os. Ligesom min underviser af altid sagde, at de 10.000 sover, de 10.000 glæder. Og det må godt være samtidig at bevæge sig, men de skal have plads.

SPEAKER_03 23:12

Og det er så smukt det der 10. sove. 10. sove, og det 10.000 glæder. Fordi der er jo de her forskellige steder inde i os, der lever af siden om side hele tiden. Så selvom der er en del af mig, der måske ikke har det godt lige nu, så er der altså også en del af mig, nu taler vi om kernen før, som ved alt er okay, som ved, at jeg er helt. Så vi har de her forskellige sider. Jeg synes altid, at jeg smiler altid lidt, når folk siger, at jeg vil finde mig selv, og jeg tænker altid, hvilken del? Jeg får så mange dele, ikke?

SPEAKER_00 23:51

Jo. Og så er vi tilbage til det nymoderne IFS-intern familiesystem, som jeg også stifte bekendtskab med gennem Oksford, og som jeg også set, det går helt længe for psykologiven i det her år i Danmark og de komme år måske også. Og det giver rigtig god mening det her med, at vi har de her forskellige indre dele, som rømmer hver sin del af vores historie, og måske endda også vores travmer af forskellige opgaver. Men for mig er de dele altid opspundet. De er ikke kun mentale konstruktioner. Det er opspundet. Og nogle gange er de faktisk også, nu siger det bare lidt uvænder med hinanden oplever jeg i min simpelthed absolut. Det er jo ret interessant, ikke?

SPEAKER_03 24:41

Jo. Og så beskytter de jo virkelig hinanden i forskellige lag. Så hvis vi går tilbage til nævnsystemet, så kan der jo rigtig ofte ligge en del af mig, som måske er vred, fordi den del af mig passer på en sårbar del af mig, som ikke har ressourcen, der er i vred, men som bare er følelsom og sensitiv. Så hver gang jeg kommer i kontakt med noget, der minder mig om en oplevelse, så kan det være, at min vrede kommer op. Men i grund og grund, så beskytter den bare den her sensitive, sårbar del af mig, som måske har været så ung, at jeg har haft meget få ressourcer på det tidspunkt. Så. Så der er så mange, så vi spiller sammen. Det hele er jo en helhed, men som også består af de her forskellige enkel dele, som vi kan få adgang til alle de forskellige steder i kroppen. Mik et øbt knæld, tænker jeg ikke, hvad der sidder der.

SPEAKER_00 25:45

Og det er jo lige præcis den anden del, hvor vi to matcher hinanden rigtig godt. Det er jo også det, jeg oplever. At kroppen holder på historien, og ofte vil den sende den ud i kroppen som symptomer, hvis ikke vi tager os af det. Og det taler vi heller ikke så meget om. Det her med, at når vi har symptomer, så vil det ofte være kroppen, der taler. Og du beskriver så fint i din bog, hvor du også Tag Himan, som er en af mine virkelig store idoler inden for funktional medicin så fedt, at du er ham med, men netop det der med at begynder at se også der, hvordan kroppen er en helhed, ikke?

SPEAKER_03 26:25

Jo, jo, præcis præcis da. Og der spiller alt jo alt jo med, hvordan behandler vi vores mavssystemet. Og noget af det er jo traumor, fordi det der går lige maven på mig, så kan det være, at det stagner min fordøjelse, så gør, at jeg ikke kan fordøje hverken mad eller livet. Og samtidig er der også det, jeg kommer i min krop, som jo også har en betydning for i for høj grad, jeg kan være i kontakt med mig selv. Fordi på alle måder er vi jo kommet så langt væk fra naturen, og det, vi indtager sig at spise, det er også kommet væk fra naturen. Det er jo noget af da alt andet end madring. Puha nogle af de der lange indholdsfortagnser, hvor jeg hver hedder det. Ingredienslister. Som er bag på maden, som vi spiser. Og samtidig så kan det ikke være mad alene, fordi det spiller sammen. Det, der sætter sig i maven på mig af oplevelser. Det er også med til at stårnere hele min fordøjelsessystemet.

SPEAKER_00 27:36

Ja 100% da, jeg faktisk lærte min lærmester kende for 25 år siden, og var i det, vi kalder Hæren der hvor han bor, der var noget af det, der gjorde største indtryk på mig. Det var faktisk, at en ting var, hvad han spiste, men han spiste også kun med, at lavet af nogle bestemte personer. Fordi vibrationen for den, der lavede maden, kunne han mærke i mad. Det tænkte jeg virkelig meget over, fordi jeg på det tidspunkt var konsulent i slagt ribranchen af føde branchen. Og jeg så mange mennesker, der var. Fustreret selvfølgelig. Og samtidig så stod jeg og arbejdet med det her kød, som man skulle spise en ting, hvor dyrene var stresset, men de mennesker, der håndteret køder, da også ofte top frustreret og stresset af arbejdsvilkårne af livsomstændig. Det tænker jeg virkelig meget over. Heldigvis har jeg en fantastisk mand, som er den en af de få, der har fået lov til at lave mad til vores lærmester, når han har været i Europa, og holdt ved tweet. Så det kender jo ud. Det er bare et element, som vi tit ikke tænker over det her med, at vi også mærker efter, hvad det er for en energi. Og det lyder måske håbe på bus, men de fleste vil jo faktisk kunne mærke det. Og bare lige for at nævne sådan kort, du sagde det med at komme væk fra naturen. Så jeg meget optaget det her med natur mennesker. Og jeg så en udsendelse for noget tid siden omkring et natur mennesker, hvor de var på sådan en guidning ud i Amazonas. Og den her oprindelige guide, han kunne simpelthen lukte planterne og dyrne, der var giftige.

unknown 29:19

Ja.

SPEAKER_00 29:20

Og det lyder jo helt vildt mærkeligt for os, der er så afkoplet fra naturen. Men tænk, det er en del af det, vi at bør med os.

SPEAKER_03 29:30

Det er.

SPEAKER_00 29:31

Så det lyder jo ikke så meget.

SPEAKER_03 29:33

Det giver så god mening, og hvis vi går tilbage til, hvor vi begyndte det her med, når vi sidder over for et andet menneske, så kan vi faktisk mærke det andet menneske i vores eget nævnsystem. Og det er jo ikke, vi ved jo, kender alle, tænker jeg. Følelsen af at gå ind i et rum og mærke, at der er en dårlig stemning. Og det er jo bund af grundtæf, det handler om. Også når jeg sidder over for dig, er jeg tryg, er jeg. Lige nu er der sådan en flow imellem mig, så vi kan mærke hinanden så det her flow for lov at opstå. Og det, det kommer jo også ind i frugten og i grønserne, og i kødet, og i alt vi kommer i vores krop, så vi kan mærke det, det tror jeg 100% på. Og der ligger jo nok også sådan, at for at forstå det, skal vi måske købe ind i en tilgang til livet om, at alt er besjælet på en eller anden måde.

SPEAKER_00 30:36

Ja. Ja, i hvert fald har alt jo en energi og en vibration, som vi kan mærke, ligesom du ser, selvom vi er online lige nu med hinanden, så kan vi godt mærke hinanden over afstand også.

SPEAKER_01 30:50

Jo.

SPEAKER_00 30:52

Og det taler jo ind i nu er jeg meget optaget Hardmat Institut i USA, og hele deres arbejde med hjertet. Og de har jo de her satellitter, der måler på, når vi sidder en gang om måneden i sådan fælles meditation på hjertekkoheren, at man så faktisk kan måle det på jordens elektromagnetiske felt. Og her taler vi jo om afrædelser sådan noget, ikke fordi der er noget galt i det, men det er sådan med det helt konkrete elektromagnetiske felt, der påvirker sig, jo flere vi sidder og mediterer på hjertet og selvomsover og kompion, jo mere kan det mærkes på jordens elektromagnetiske felt. Så det er jo ikke så myst, det, vi sidder og taler om her.

SPEAKER_03 31:33

Det er ikke mistisk at er energi. Det har vi jo vist i mange år. Vi har bare ikke helt forstået, tror jeg, hvad det egentlig betyder, med mindre at vi har været nogle af de store fysiker.

SPEAKER_00 31:44

Nej, nej det er det. Og der synes jeg, at det er så smukke, nu har jo fulgt der et stykke tid af det, og se også i din uddannelse, hvordan du virkelig lægger væk på, at deltagerne skal mærke og lære det selv. Og arbejde med sig selv. Jeg så blandt andet, du lavet op slab omkring det her med, at breathwork var noget, som i lavede, ikke nødvendigvis, fordi det skulle give det videre, men fordi de skulle lære at mærke det i sig selv. Kun du prøve at sige noget om, hvordan du vægter det her med, at det simpelthen også er en egen udvikling. Det er jo ikke alt terapi, der egentlig er terapeutiske uddannelser, hvor man i den grad lærer at forstå sig selv og sin krop og sit nervøsystem og sit selv.

SPEAKER_03 32:33

Altså, jeg har en dyb grundlæggende tro på, at med mindre vi har gået i vejen selv, så er der noget, vi kan læra os. Jeg kan ikke støtte dig i en udfordring, som jeg ikke har fået arbejdet med i mig selv, hvis jeg egentlig spejler mig i den. Så det her med virkelig at kende mine egne ressourcer og mine egne begrænsninger og gå ind og arbejde med mine begrænsninger og mine egen tramer, som jo har skabt begrænsninger. I mig er jo med til at give mig et meget større felt, jeg kan arbejde inden for, når jeg møder et andet menneske. Det, jeg genkender i mig selv, har jeg også meget lettere ved at genkende i dig. Og den der genkendelse, det tror jeg virkelig på hele. Og nogle gange er der også nogle ting, som ikke nødvendigvis er den en til en genkendelse, men der alligevel en del af mine celler, som genkender noget. Så at arbejde ind i alt det, der begrænser mig. Det er også nødt til at gøre, at jeg kan skabe et bedre rum for de mennesker, som jeg arbejder med og holde et andet rum. Der er en færre og færre ting, der kan overraske mig, eller kan gøre, at jeg selv går i frys, eller gøre, at jeg bliver støtt over et eller andet, en siger til mig, der kan jeg bedre sidde og rumme det hele selv og forstå, hvad det er, der sker i mig.

SPEAKER_00 34:07

De bevægelser, der sker i mig, og tager af dem i øjeblikket, så det ikke får betydning på samme måde for min måde at holde et rum for et andet menneske på kommer jeg til at tænke på en af mine store favoritter, god gamle dan sikk, der i overviser et psykiater, og har talt om det her med, at vi har brug for at føle os følt for egentlig at kunne hele og se dan. Og det at føle sig følt. Det er meget mere end at føle sig forstået, eller føles sig set. Det er simpelthen noget dybere af at blive genkendt som den oprindelig autentisk kerne, vi bragte ind i livet, tænker jeg. Jeg får nødt til at sige sjældent, men så ved jeg godt, der kan være nogen, der løber skriven væk. Men der er sådan en kerne i det, vi kommer ind i livet med, som har brug for genkendelse, faktisk helt fra vi små af, hvor vi kan stå stærkt som et helt og hele støt menneske.

SPEAKER_03 35:12

Ja, virkelig smukt til gang. Og i min erfaring, så er der nogle gange, at så er det her, den her helhed og den her det hele støbt i mig, det er pakket ind af alle mulige ting, fordi hvis jeg har støtt ind i ting i livet, som virkelig har forskrækket mig, skadet mig. Jeg har gjort mig, at jeg har følge mig skampfuld for eksempel og følge skamp. Det er jo sådan en frygtelig følelse for os alle sammen. Jeg tror ikke, der er en værre følelse faktisk. Men den der dybe skam, hvor jeg også bare krymper sammen. Og når vi har de følelser, så tænker vi, okay, jeg gjorde lige sådan her, det vil jeg aldrig gøre igen. Så nu åbner jeg lige det her skab, og så lægger jeg den del af mig derind, og så sætter jeg hænglås på, så den aldrig kommer frem igen. Fordi jeg vil aldrig nogensinde have den her følelse igen i mit liv, som jeg lige har haft. Og der ligger bare også en kæmpe ressource i det, jeg lige har lust inde i skabet. Så nogle gange for vi kan komme helt der ind til helheden, så skal vi lige have låst alle de her skabe op, som vi har gennem dele af os selv væk i gennem tiden, og som vi får adgang til gennem kroppen, og gennem nogle gange smærker i kroppen, eller en følelse i maven, eller hvad det end kan være. Og så bliver det lettere og lettere at komme ind til den der helhed og mærke den her kerne, synes jeg.

SPEAKER_00 36:49

Jamen 100 procent. Og det giver jo simpelthen så meget mening. Og så kommer jeg til at tænke på, og der er vi også nødt til at helheden, den handler også om vores fysiske krop. Og noget af det, som jeg ved, at du blandt andet har holdt en del foredrag om. Det er jo det her, vi lige var inde omkring før også kort med Mark Haman og hele vores mikrobiomer og fordøjelsesbetning, som jeg synes er vigtigt, at vi også tager med ind i det her. Jeg har slet ikke i tvivl om. Jeg tror faktisk, at det var Karoline Fibæk, der på et tidspunkt skrev, at dengang, hun startede med at arbejde med hormonterapier. Der skulle man lære noget omkring 150 forskellige farlige stoffer i vores nærmiljø. Og nu er jo flere hunder, hvis ikke vi er oppere tusinde. Kemiske kunstige stoffer i vores nærmiljø, som selvfølgelig påvirker vores krop og vores sundhed, og ikke mindst også vores hjerne måde at udtrykke sig på. Og så har vi hele epigenetikken, hvor vi jo ved, at intet er genetisk afligt i sig selv. Det er altid et spørgsmål om det miljø, der påvirker genetikken igennem opvæst, og kost og miljøet omkring os. Og det tror jeg heller ikke, at vi taler nok om, fordi det er så tit, vi ser det, sådan det havde min mor også og min mormor. Men hvordan var det egentlig? I har eget de her fortællinger om at være kvinde i din familie? Nu er vi jo kvinder. Så der ligger et helt element, men kunne du prøve at sige om, hvad det er, du sætter særligt fokus på, når du holder og foredra om det her med kosten og kroppens helhed.

SPEAKER_03 38:40

Ja. Og det er den her balance mellem at kende, lærer vores nervesystem at kende, og lære de her tilstand, som vores nervesystem går ind i. Fordi det der jo det, der sker, hvis jeg fx begynder at overveje at leve i en kamp og en flugt tilstand. Og det, der sker i en kamp og flugtilstand, det er, at alt blodet forlader faktisk mine indre organer og kommer ud i mine store muskler, så jeg er klar til at kæmpe med det her, jeg tror, er en fjende eller flygte fra det. Og når vores indre organer ikke er forsynet med blod, når blodtilførsel faktisk er stoppet, så stopper det også fordøjelse. Og der er det, at Mark Heiman jo virkelig, jeg synes virkelig, at han har været banebrydende inden for det her område, fordi han har virkelig belys det her med, at hvis vores fordøjelse er gået stå, så kan vi ikke fordøje noget af det med vi trænd, uanset hvad det er. Og er fordøjelsen gået stå, så har vi den her vagusnav, der rejser hele vejen op igennem vores kropper op til den 10. krænge nav og forbinder alle vores indre organer. Så hvis fordøjelse er gået i stå, så kommer der på sig den her inflamm i hele vores system, som breder sig op gennem vagusnavnen, op til vores tenet kræng og op i hjerten. Så hvor vi altid før har troet, at psykisk sygdom, psykisk sårbarhed osv. Det startet heroppe, og så har hjernt signaler ned til maven. Så ved vi jo nu, at faktisk er 80% af de signaler, der går mellem hjerne og krop, det kommer fra vores mave, hvor der er langt flere neurer, end der er oppe i hur. Og det synes jeg bare er så spændende. Det her med at sætte fokus på maven. Og det har Mark Himan gjort, hvor han har fundet ud af, at 99,99 procent af mennesker med diagnoser. De har også problemer med maven. Og noget kan jo selvfølgelig komme gennem tramer, der har stoppet, mit fordøgelsessystem, for det nu har jeg blevet gjort klar til kamp eller flugt. Men vi kan støtte det i at komme i gang igennem kost. Han har meget fokus på kost. Hvis jeg siger, at han har også fokus på community, og man har fokus på mange andre ting rundt om, hvilket er så smukt i hans tilgang. Men vi har så et samspil mellem nævnsystem og kost. Så hvordan får vi så vores fordøjelse i gang igen, hvis den faktisk er ikke blevet forsynet med blod i rigtig lang tid, og vi har fået sådan en forstoppelse eller tynd mave, eller hvad det er. Hvordan får vi så vores fordøjelse i gang igen? Og noget af det handler om at skabe tryghed i vores nervosystem, og noget andet handler om det her med at komme tilbage til naturen, komme tilbage til den oprindelige kost at spise helt mad, i stedet for at opdele det i alle mulige små mærkelige måder, som vi gør det på, og så kommer alle mulige tilsætningsstoffer ind over. Så tilbage til den hele mad, som vores basis nervosystem, vores basisk krop er bygget til at kunne fordøje. Og igen så er det forskelligt fra menneske til menneske, fordi vi også har forskellige konstellationer. Så nogle mennesker har jo virkelig naturligt rigtig meget varme. De har en fordøgel med masser af ild, hvis man skulle bruge elementerne, som gør, at det er lettere for dem at fordøje f.eks. kold mad. Og jeg har selv en konstellation, der gør, at hvis jeg får meget kold mad, så går det mit system i stykker. Så jeg skal sørge for at have nogle af de gode varmende, jurvediske kryderier på en kold vinterdag, for at mit system fungerer optimalt. Så der ligger sådan en ting mellem, at vores kost sat sammen med individet. Det er ikke det samme fra person til person, og så sat det sammen med vores nervosystem og de tilstande, de er i, for at vi kan få vores fordøjelse til at virke igen.

SPEAKER_00 43:27

Jeg har det jo super vigtigt at tale om, og jeg ved godt, at det er table for mange. Men heldigvis begynder der at stige især i udlandet igen, noget, der hedder metabolisk psykiatri, som netop sætter fokus på kostens betydning, også ind i den psykiske sundhed. Hvilket igen giver mening. Så kunne vi tale om det her, vi starter med at tale lidt om at det, vi to sidder og lave, betragtet som alternativ, hvor jeg jo tænker, at det er den oprindelige tilgang. Det her med kostning, at vi kalder det for det konventionelle landbrug. Det, der egentlig er fyldt med gift og tilsætning. Hvor det andet alternativ, det økologiske, biodynamiske. Men det er jo faktisk det, der er naturligt og det sundet. Så på mange måder er vi også blevet manipuleret til ikke helt at forholde os til, hvad er det reelt. Jeg indser, og hvad gør det ved mig? Jeg delt en video her for et stykke tid siden, fordi nogle gange så falder jeg også, at vi lever rigtig rent hjem hos mig, ligesom du gør. Men jeg synes jo, med alt skam og respekt, at en kolle i gang med den kan smærer rigtigt godt. Og så er det interessant på, hvor jeg delede videoen her var bare, hvordan jeg laver mærke til, da jeg vågnede om morgen, og jeg føler mig lidt trist og lidt tung. Og jeg kunne også mærke med, at arbejder jeg havde lige lidt i dabli glemt, hvad jeg egentlig havde indtaget dagen før, ind til at komme i tanker og siger, at det giver super gode mening. Og det er sådan nogle små ting, som vi faktisk ikke opmærksom på, fordi det er sådan en, vi lægger det ovenpå, oven på ovenpå. Alkohol ved fx hos mine egne piger, som er store nu. At når de har været i byen og drukket alkohol, så kan de faktisk nogle gange give angst, eller skubbe til nogle tilstande, også nogle kostlige tilstande af allergi. Og det tog år før, de begyndte at opdage, at det faktisk var sådan, det var.

SPEAKER_03 45:33

Ja fuldstændig. Jeg har selv, jeg kan ikke få døme mælk. Og det vidste jeg ikke i mange år. Og jeg blev mere. Jeg fik lidt dårligere og dårligere indeni, og jeg spiste mere og mere rent, og jeg dræk egentlig heller ikke mælk, men jeg spis stadig ost. Og jeg havde bare en konstant græssen, hele vejen ned fra maven og op i halsen. Og så fik jeg det her tunget cent, hvor jeg nogle gange tænkte, bør jeg ved at blive deprimeret? Hvorfor jeg deprimeret? Hvad det, der sker? Og så lavede jeg eliminationstesten, hvor jeg fjernede alle mælkeprodukter. Også den der lille stykke også i nyerne af, som jeg elsker, og jeg elsker det stadig. Og så forsvandt jeg i to, fem uger. Og så testede jeg, hvor jeg så tog en dag, hvor jeg spiste de her mælkeprodukter igen. Og så havde jeg simpelthen, at efter ca. 36 timer efter jeg havde spist det, så følte jeg simpelthen, at hele min hjerne hævede, og det er faktisk det, den gør. Så hjernen hævede op, som jo kommer helt ned fra netop gennem vagusnavnen, rejser op gennem op til den 10. krænge hjerte nave, og så og så hæver hjerten så op. Og det var sådan en øjenåbner for mig, men også at det her med, at når vi spiser noget, så kommer det ikke lige to minutter efter. Det kommer, som du ser, når vi vågner næste morgen og får nogle dag, 48 timer senere. Så jeg ved nu, at hvis jeg ude og spise, at der er en lille smule mælkeprodukter i et eller andet, så kan jeg faktisk tage to timer eller to dage, to dage ud af kalenderen efterfølgende.

SPEAKER_00 47:36

Det er også, hvis det fx er det gode gamle, upasturiseret, fordi jeg synes selv, at jeg har haft erfaring med det lige et tidspring, at gedeost og forost, og den slags oprindelig upasturiserede ostisk ikke rammer så hårdt som de her meget pasturiserede mælkeprodukter, vi har i vores kultur.

SPEAKER_03 48:01

Jeg kan godt spise en lille smule forost en dag, men jeg skal ikke gøre det to dage. Jeg skal ikke spise for meget. Det er fordi det er mælke-proteinet, så man kan heller ikke teste hos læne, så hvis jeg går ind til læge og spørger, kan jeg tål mælk, så vil en læge sige ja. Det er mælke proteinet, jeg ikke kan fordøje af en eller anden år, at jeg har haft malar, jeg har fået noget stærk medicin, så jeg tror, der er alle mulige gode årsager til det. Jeg kan simpelthen ikke fordøje det. Og det er der også i forosten, og det er der også i givet osten, men det er rigtigt, at jeg kan bedre fordø det. Men altså, jeg får det ikke særligt godt, og men hus, men det samme slår min ud. Så det viser hele mit system viser mig, at det ikke er en god idé det her.

SPEAKER_00 48:52

Og så skal man selvfølgelig lære, at jeg vil jo have en påstand, som bor ind i også, hvad jeg har lært igennem, kærmet her ved ligger et oprindeligt travra omkring noget omkring mælk og næring, som jo er noget af det første, vi får ind.

SPEAKER_03 49:05

Og det var også interessant at kigge på, hvor det har jeg faktisk dykket så dybt ned i.

SPEAKER_00 49:12

Ja, fedt.

SPEAKER_03 49:13

Og jeg kan faktisk også tå det bedre, end jeg kunne engang. Jeg får stadig lidt tungt sind, så det ikke på samme måde. Men så fik jeg lavet en familieopstilling på det engang, og hente var mig. Jeg ved ikke, om du kender familieopstillingen, det har været det flere gange. Og det er sådan et dejligt redskab. Og hente, der repræsenterede mig, og sagde, at du skal bare holde dig fra det. Så der er noget, jeg bare har sagt, at den her del, jeg mangler simpelthen nogle neuroner, som jeg ikke bare lige sådan kan få tilbage. Det skal man jo få tilbage på en dag. Der er nogle forskellige studier på, hvordan man kan gøre det. Men lige nu har jeg simpelthen de neuroner. Så når jeg kan fordøje det, der sker der så, så bliver det jo ligget ned i min mave, og så skaber det inflamm. Og det er den inflammation, der vandrer op igennem vagusnav. Og værgus betyder den vandrende. Den vandrer hele vejen op igennem kroppen. Og så kommer der inflammation til hjerten, men det starter faktisk ned i min mave.

SPEAKER_00 50:24

Og noget af det, jeg synes, det er så interessant, når vi taler om det her med, hvordan også kroppen kan have forskellige symptomer, som påvirker andre dele, og selvfølgelig også påvirker hjerneren og vores humør og påvirker vores overskud og vores energi. Det er også at begynde at kigge på tænke, at ting behøver ikke nødvendigvis, at skal gå væk, eller skal gå over, men at vi kan lære at forstå vores symptomer og påsdende historie her. Forstå vores symptomer som signaler for kroppen om, at her er noget, jeg skal være opmærksom på. Nu nævner du ikke decideret traver omkring det her, men jeg ved, selvom mine fysiske skæranker også har en følelsesmæssig årsag. Jeg har blandt andet mistet nyre end jeg var 20. og nyeren er jo vores relationsorgan også. Hvis vi så kigger i den kinesiske medicin. For mig selv giver det også syngt god mening, at nyerne er den, der ligesom skulle rense alt hvad vi indsager. Og med den opvækst, jeg har haft, når vi ikke behøver at tale om her, så var der alt for meget, den skulle håndterer, som så ikke kunne. Og det giver så udslag i dag, hvis jeg er i situationer. Det kan vi jo ikke undgå at være i, som jeg skal huske lidt bevæger sig. Så hvis der er situationer, jeg er i, som bliver forvelde, som jeg ikke kan finde ud af at få placeret umiddelbart. Så laver mit ar og min ryg og mit ben i den side, hvor jeg opereret, helt vildt og giver smerter. Og det giver så god mening for mig i dag. At det er den måde, at vi ligesom lærer at leve med hele os på som en kommunikationsvej mere, som at noget er gået i stykker, det skal fikses, det skal gå væk.

SPEAKER_03 52:16

Jeg har fuldstændig enig. Altså det der med bare omfavne. Det er okay. Det er også okay, når jeg ikke har det godt, efter at jeg har spist mælk. Jeg ved det ikke, fordi jeg får ikke stor smerter. Jeg ved bare, at der kommer en ustyrlig træthed, så den må jeg bare overgive mig til. Og så ligesom være med og tager mig af og råkke det der lille spæde barn, som har manket noget. Fordi det er fuldstændig, det er helt tilbage til det spæde, og jeg var indlagt. Og dengang bliver man jo indlagt uden sin mor. Så jeg kan sagtens mærke den der lille i mig, der laver sådan en bevægelse, hvor jeg synger ind, og for at finde styrken inde i stedet for udenfor, for jeg ved faktisk godt, at selvom jeg kalder, kommer der ikke nogen.

SPEAKER_00 53:06

Men det er så interessant. Det giver jo simpelthen så meget mening. At alting kan relateres tilbage til tryg eller utryk op vækst, og hvad vi egentlig var udsat for. Så hele den her helhedstankegang, kan man heldigvis også læser meget mere om i din fantastiske bog. Det glemt det skridt, og hvor du også deler din egen livshistorie og dne udfordringer i din familie lidt dybere. Og det synes jeg altid er så smukt. Fori så viser det også, at vi to, selvom vi laver alt det, vi gør, vi er jo også bare mennesker. Jeg har i hvert fald undervejs i alt det, jeg nu slå også med at smærde om tit folk det ser, hvordan hvorfor fik så ikke bare det flot, når du laver alt det, du gør. Fordi det er lidt bare lige. Og det tror jeg, vi skal også begynde at tale om. Der er ikke noget, der bare lige kan fikses, men vi kan lære at bevæge os med ting på en anden måde og fra et andet sted. Så det ikke følge som om hver gang en del i os kommer op til overfladen, og vi ses, som du også beskriver i bogen, den her badbold, der kommer op, og så går vi ikke nødvendigvis i stykker af det. Men vi kan ligesom, nu kan man måske ikke se og sidder og vugger hænderne her. Vi kan holde og rummer os selv. Men det, der nu er.

SPEAKER_03 54:31

Ja, lige præcis. Og jeg tror, at når vi taler om travmer, så når vi kigger på den vestlige forståelse, så er der jo netop den her, at vi er gået stykker, at der er noget i os, der skal fikses. Næsten af travmer kan smitte ikke. Altså også nogle gange. Og jeg tror virkelig på det her med, at vi bare holder rum for det. Og så støtter jeg for øje på, hvis der er noget, der skal op til overfladen igen. Men også i det, der sker i vores nutid i liv, når noget hænder, det her med, at vi egentlig kan holde rum for, uden at der er noget, der skal fikes. Det kan være så svært for os at være sammen med mennesker, der virkelig er blevet ramt i livet, fordi vi tror, vi skal gøre noget. Men nu, hvis vi bare skal være. Så tror jeg heller ikke, at travet sætter sig på samme måde, som alle de derndopstrammer har sat sig, fordi der mangler nogen, da vi havde de oplevelser, vi havde.

SPEAKER_00 55:33

Ja, lige præcis. Og det gør der hos langt de fleste af os. Så det tror jeg også, vi skal huske, at det er okay. Vi er ikke nødvendigvis gået i stykker. Vi er bærer bare på noget, vi endnu ikke har lært at håndter på en måde, så det føles overskueligt for os at være med, så tænker jeg da nogle gange.

SPEAKER_03 55:57

Jo helt tror jeg, at når modstand mod det, der er, er der, eller når vi føler, at vi skal fikse, og når vi prøver at gå tilbage til det, der var, eller det, som vi troede, skulle være, når vi prøver at finde tilbage til det, og prøver at holde fast i det med sådan et hjerngreb, så er det der, at vi stavnerer den her hæningsproces i os selv. Og for mig betyder hæning ikke, at vi fjerner det, der var. Det betyder, at vi lærer være med det.

SPEAKER_01 56:32

Ja, lige præcis.

SPEAKER_00 56:35

Så er vi tilbage til mitlingsfundament, mindfulness, som jeg jo har uddannet mennesker i mange, mange år, hvor vi træner det her med at kunne i aktage vores eget indre liv uden at blive grebet af det, og hvor vi fjerner tilknytningen til det. Og egentlig så tænker jeg alt travrearbejde handler om det, at vi lærer at slippe tilknytningen med det symptomet, historien opvægten, og derved så opstår der en frihed, og samtidig er accepten i mindfulnessen også en væsenhed del i. Ligesom jeg kan høre, at det er også i den måde, du arbejder på. Vi er nødt til at acceptere, at det, der er. Det er der jo allerede. Så i kampen, som du lige beskrev, der forstærker vi kun friktionen, og det, der er låst, det?

SPEAKER_03 57:24

Jo. Og selvfølgelig skal vi have lov at sørge over det, vi troede, skulle være, der ikke bliver. Og selvfølgelig skal vi have lov at gå igennem følelserne, det er også en del af accepten at gå igennem det. Men ja mindfulness, det er bare så vigtigt og så smukt et redskab. Når vi kommer der til, hvor vi kan være mindfulde med os selv. Så er det også der, det bliver meget lettere at komme ind til den der kerne her mange, mange, mange år. Og jeg tror, jeg tror, det reddigt mit liv da vores liv var allermest svært herhjemme. Så det er så vigtigt, og også er en del af, altså på min uddannelse, så lander vi altid det første, vi gør. Vi lander lige, for så deler vi bare fra et andet sted også. Så arbejder vi fra et andet sted.

SPEAKER_01 58:17

Jeg giver så meget mening.

SPEAKER_00 58:20

Jamen, det har virkelig været dejligt at tale med dig, Lotte, at møde dig. Og jeg kan værende anbefale, at man læser din bog, hvor der er masser af inspirationer og hente også. Det glemt det skridt. Vi lægger link op her i fabuleringen også. Og så tusind tusind tak for du vil være med. Vi ligger også link op til at indvolde din skøne smukke uddannelse. Så måske der sidder nogen der ud og tænker, den må jeg da ind lide og blive nysær på, så er der i høj grad sådan mulighed der, flor, og jeg glæder mig så meget til at dykke ned i din bog i sommerferien.

SPEAKER_03 58:59

Jeg har siddet og læst her i den, og jeg er simpelthen i sommerferien, der er det min bog, og jeg har altid en bog hver sommerferie. Og jeg kunne mærke, at den her skal fordøjes. Den skal virkelig have tid til at blive fordøjet. Jeg glæder mig sådan til at læse det her smukke kemærk, du virkelig har lavet.

SPEAKER_00 59:20

Ja, men tak skal du have for at sætte den frem. Jeg klaret på hylden sammen med din høn. Men ved, måske sådan der i virkeligheden. Det vil være så hyggeligt Lotter, men håber jeg, det vil være så dejligt og tak, for at du vil være med her.

SPEAKER_03 59:40

Det har været en fornøjelse. Tak for nu.