FLORA's Fabulering med Betina Løfgren - Samtaler om det gode liv

Fra selvdestruktion til selvkærlighed — vejen går gennem kroppen
FLORA’s Fabuleringer med Betina Faurbye Løfgren

I denne udgave af FLORA's Fabuleringer inviterer jeg dig ind i en samtale, der bevæger sig langt ind i det, der sker, når vi for alvor tør mærke livet - ikke bare det lette, men det hele.

Min gæst er Betina Faurbye Løfgren, holistisk terapeut og grundlæggeren af Blooming Circle. Betina faciliterer ceremonier, forløb, 1:1 sessioner og workshops i selvkærlighed - med kroppen, åndedrættet og det indre nærvær som omdrejningspunkt.

Vi taler om Betinas egen rejse, der begyndte i en spiseforstyrrelse som 8-årig og i næsten 20 år styrede hendes liv. En rejse, der kulminerede med en deltagelse i Miss Universe 2006 og en dyb fornemmelse af indre tomhed midt i det, der burde være sejren. Det var her, livet inviterede hende til at stoppe op.

Samtalen bevæger sig ind i det år, Betina tilbragte på et privat behandlingshjem i Nordsjælland, hvor hun langsomt lærte at mærke igen. Ikke at tænke sig til svar, men at trække vejret, gå en tur, lægge mærke til spirerne i græsset og solen mod kinderne. At tillade livet at blive mærkebart igen.

Vi taler om det at stå midt i en stor livskrise som voksen og alligevel holde fast i en indre kerne. Betina deler åbent om den proces hun er i nu, og om, hvordan bevægelse og åndedræt er hendes medicin i det, der er svært og uforståeligt.

Samtalen berører det vigtige, og for mig dybe, perspektiv: at mine børn udtrykker det, jeg undertrykker. Og om det at turde vise sin egne svære følelser som forælder - ikke for at belaste sine børn, men for at lære dem, at det er menneskeligt at have det svært.

Vi taler om forskellen på at søge meningen med det, der sker - og i stedet at lære sig tillid til livet, som det udfolder sig.

Betina er et levende eksempel på, at vejen ind i selvkærlighed ikke er en omvej uden om smerten, men netop igennem den. Og at kroppen, åndedrættet og det blide nærvær med os selv er det stærkeste redskab, vi har.

God fornøjelse!

Kærligst,
Flora

Du kan se mere til Betina Faurbye Løfgren og Blooming Circle her

Følg mig på Instagram >>>

Se mere på livsbevidsthed.dk

Transcript

SPEAKER_00 0:01

Du lyder til Floræler. Briggende samtaler, reflektioner og begra om det gode og begist. Mit navn er Flora Tarsen. Velkommen til. Rigtig hjærlig velkommen til Flores Fabuleringer. I dag har jeg glædet mig rigtig meget til at skulle tale med Betina fra og Bølfgen, som jeg jo hjemme i min familie mest kender som Betina Beminger, så omtaler vi der altid her. Og det var egentlig den måde, som jeg lærte dig at kende på, Bertina. Og hvis jeg sådan lige skulle først og fremmest sige hjertet velkommen og tak for alle de fantastiske oplevelser, jeg har haft med dig. Super dejligt, at du ville være med.

SPEAKER_01 0:54

Tusind tak for invitationen, det var Jamborg.

SPEAKER_00 1:00

Jeg synes jeg var helt særligt. Og det var nemlig gennem Blooming Cirkel. Jeg har oprindeligt jo lært dig at kende. Og jeg kan jo huske, og sådan er jeg jo lidt firkantet mig indrømme her på åbenskærm. Jeg tænkte, ja nu har jeg fået det her Blooming Cirkel anbefalet, så nu prøver jeg det lige. Men jeg kan godt have lidt modstand nogle gange på de her cermonier, som jeg troede, det var. Og så kommer jeg ind i det her super magiske rum, du har sat. Med den her fantastiske blomster med det og små hyggelige ting på moppen og den her stemning af, her handler det om mig. Her handler det om min næring og min selvomsover. Og så var det bare de tre mest magiske timer. Jeg for nærmest kunne også ud af at tænke på det lige nu, selvom det er så lang tid siden. Fordi det var ultimativ selvkærlighed, som er noget, jeg ikke er så god til at huske at give mig selv, heller. Så det var virkelig sådan en ejåbner for mig. Jeg har heldigvis været til det et par gange siden. Men det er jo en af de ting, du laver, Betina. Så måske kan du lige skulle prøve også at præsentere dig lidt og sige, hvad det er, du laver ud over de her Blooming Circle, som du har en masse af heldigvis rundt i landet.

SPEAKER_01 2:19

Ja, jamen tak for. Jeg kan mærke, at jeg bliver helt rørt af din ord. Tak. Jamen, selve min virksomhed hedder Blooming Circle, og så inde under det laver jeg de her tre timers cermonier, som du har været med til. Og så har jeg også forløb, som er årstidsbestemt, så der har jeg et sommerforløb, et efterårsforløb, vinter ogs andet alle fire rundt. Og så har jeg også en til en stationer. Og så laver jeg også workshops, som jeg ligesom tilpasser af den gruppe af mennesker, som har taget kontakt. Og det er jo alle samme rum, som handler omkring, som du også var inde på selvkærlig. Mæse forskellige nærhærsøvelser, rigtig mange kropslige øvelser, netop til at forbinde sig til kroppen til noget, ritualer i egne omsorg og alt sammen med noget, som jeg bruger i min hverdag. Og jeg plejer også at sige, at det, jeg præsenterer og inviterer til, det er en del af min sandhed i hvert fald lige nu, men det behøver jo ikke at være dem, der kommer hos mig, at det er deres. Men det er i hvert fald en masse forskellige invitationer til at være mere opmærksom på, hvordan man har det, og hvordan kroppen har det, og hjertet har det.

SPEAKER_00 4:00

Ja, det er jo der, vi to passer så godt sammen, for det er jo også mit udgangspunkt Krop og hjertet, og det er der igennem, vi kan bevæge os ind i et bedre sted i os, hvor vi kan lade at holde alt det, der nu er på spil os. Og det er jo noget af det, vi skal tale om i dag, så ud over, at vi selvfølgelig lige taler om, hvad det egentlig er, du laver i din dagligdag, så kan jeg jo også lige nævne, at jeg har prævet en til en session, som var absolut magisk. Og det er særligt, at det er alt for lang tid siden, så det glæder mig så meget til, når du er kommet på plads i alt det nye, du er i gang med, som jo egentlig er det, vi skal tale om. Fordi noget af det, jeg virkelig har beundret i hele din rejse, det er jo for det første, så synes jeg, at der, hvor vi skal hjælpe andre, skal vi jo selv være. Så det at være autentisk er for mig det allervigtigste i at være hjælper. Og det er jo i høj grad noget af det, jeg oplever hos dig. Og det starter jo egentlig med den rejse, du har været på. Så det kunne være, at du kunne have lyst til at fortælle lidt, fordi umiddelbart, så lyder jo magisk, og bloming cirkeler selvstændig og laver de her forløb. Sådan. Men du har jo en lidt anden hård start ind i alt det her. Så måske vil kunne spole tilbage og sige, hvor starter din rejse, egentlig med at begynde at arbejde på den her måde.

SPEAKER_01 5:21

Jeg starter jo helt tilbage, fra jeg var en lille pige, hvis vi skal sådan helt tilbage, så jeg er ned til en polygon. Og jeg i alder ca. 8 begyndte at udvikle en spiseforstyrelse. Og så har set i bagksvejl, nu har jeg også lært, at det har været min måde at overleve på, hvor nogle strategier, som jeg havde med mig i forhold til at undgå og mærke. Så det var min måde at være i verden på i næsten 20 år, med at have kontrol, rigtig meget kontrol, eller ikke kontrol. Så jeg havde en eller anden fornemmelse af at være i verden, hvor jeg var afskærdet fra trækt til min krop og til mit hjerte.

SPEAKER_00 6:13

Jeg kan huske, at du fortalte mig på et tidspunkt, var det ikke noget med, at det egentlig var din mors død, der satte det meget i gang, som var sådan en stor omsorgsperson for dig.

SPEAKER_01 6:24

Jo, det var det, jeg tror jeg også, i forhold til det her med sådan, at spejle mig i mine forældre i forhold til at rumme sorgen. Det har været svært. Det har været en opvækst, hvor der har været gemt mange følelser under tjaben. Så jeg har ikke lige vidst, hvordan jeg har sket navigere i det. Jeg har ikke haft strategierne til det. Og jeg ved jo godt, at mine folæder har gjort det bedste, de har kunden med. Og det har jo været en del af min rejse så. Og så lærer og torer, at lærer og tillader mig selv at mærke. Og det er jo blevet sådan en meget vigtig del af mit liv nu, det her med at lade livet være mærkbart. Så uanset hvad livet faciliterer til, uanset hvad der sker, at jeg så tillader mig selv at mærke det. Så der er ikke noget, der er godt eller dårligt. Der er selvfølgelig noget, der kan være rigtig svært. Men jeg har en måde, hvor livet inviterer mig til at mærke, og det er jeg jo grundtaknelig for, at jeg i dag tør og tillader mig selv mærkelivet.

SPEAKER_00 7:48

Ja, og hvordan er du kommet der til, tænker, fordi det spiserforstyrelser er jo noget af det mest forfærdelige og alt opsluende at være i, og det var mange år, kan jeg jo også høre, at du har været i det. Så hvor sker det skiftet, for det er jo også en livstrende sygdomme, og en livstrende tilstand, fordi egentlig er det jo, som du selv så fint siger. Ik er sygdom, men en tilstand, der opstår på grund af omstændigheden.

SPEAKER_01 8:15

Ja. Ja, så bliver det jo også for mange en sygdom, fordi kroppen bliver så stresset. Så der kan jo sættes rigtig mange forskellige reaktioner i gang i kroppen, så der faktisk kan opstå sygdomme. Men jeg var så på et tidspunkt altså så langt ude, så jeg var meget tvivl om, om jeg vil overhovedet være her, fordi de strategier, jeg havde haft med mig, som jo havde fungeret i rigtig mange år. Jeg har haft mange fantastiske oplevelser. Men det fungerede bare lige pludselig ikke mere. Jeg følte, at jeg var vågne i et marligt, hvor det var allergt sværest at være mig. Og da, når jeg vågnet, så havde jeg bare sådan en følelse af, at jeg kunne næsten ikke trækværet. Så jeg skulle nave medicin og sovemedicin. Og jeg simpelthen at forsøge at være i søvn igen, fordi jeg kunne slet ikke følge slet ikke, jeg kunne trække i det var i det, der havde været min strategi, min fløgt. Og der vidste jeg, at der skulle jo ske et eller andet andet.

SPEAKER_00 9:34

Og hvor gammel var du der?

SPEAKER_01 9:40

Jeg tror, jeg var omkring 26.

SPEAKER_00 9:44

Jeg var også meget bund, det?

SPEAKER_01 9:49

20 år stund. Så som jeg også delt med dig før, så fandt min forældre mig i min daværende lejlighed, og jeg var meget fjord, jeg vidste ikke, hvor mange dage jeg havde været i lejligheden, og jeg vidste ikke, om det var dag eller nat. Så tog lige så den beslutning, at køre mig på psykiatisk skadestue, hvor jeg så var til observation og i drøns tid. Og de ligesom kunne tilbyde mig der. Det følte jeg ikke, at jeg var klar til i forhold til sådan at skulle op på en afdeling. Og så da jeg kik derfold, så havde jeg en form for alvars snakk med mig selv. Altså, hvor jeg simpelthen lige mærket efter, okay. Er det nu, jeg skal sige farvel. Eller nu, jeg skal tage en beslutning om, at jeg skal noget andet. Og jeg valgte heldigvis, at jeg gerne ville være her. Og på det tidspunkt, der var mine forældre og min søsk med mit kompas, hvor jeg havde også nogle gruppe. Så der var noget i mig, som tænkte, det kan jeg simpelthen ikke gøre mod dem.

SPEAKER_00 11:02

Det var meget godt, at komme at sige. Og det er også, hvis jeg lige må sige også et godt eksempel på, at vi kan sagtens få nogle art på sjælen af at leve i en familiekonstellation, som ikke behøver at være ubetinget dårligt, men som har nogle mekanismer, som ikke var gode for dig. Men det betyder jo ikke, at dine forældre ikke er betydningsfulde på så mange andre områder. Og det tror jeg er vigtigt, at vi skal lade at forstå, når vi tænker traumer, at det handler ikke om, at vores forældre var onde eller dumme. Det handler bare om, at der har været nogle mekanismer, som ikke var optimale for dig. Plus jeg tror, tabet af en morg mor, som måske har været rigtig vigtige også. Det kan også sætte i gang i nogle ting. Og især sove er jo en frygtelig svær ting at håndtere for rigtig mange mennesker. Det kender jeg selv for min egen familie, hvor jeg har vokset op med nogle forældre, der havde mistet et børn, in jeg kom til verden. Det var også noget, vi aldrig talte om, der bare hang i væk. Og hvor meget jeg har sået det ind i mit system, hvor andre børn sikkert slet ikke ville have svet ind på samme måde.

SPEAKER_01 12:14

Jeg tænker, at jeg er fandt det.

SPEAKER_00 12:19

Så derfor synes jeg, at det lyder super skønt, at det var netop dine forældre og din søsk, når der var sådan en plejingen, og jeg også set din skønne søstre. Det er jo fantastisk at have så nogle anker. Så hvad gjorde du så derfra, da du havde den her samtale med dig selv?

SPEAKER_01 12:35

Jamen så havde mine forældre været i kontakt med et privat behandlingshjem op i Nordjand. Kom til at bruge i deres tid. Og lærte så meget om mig selv, og på mange måder startede af. Jeg vil ikke sige forfra, men på en eller anden måde, føles det lidt som om, at jeg startede livet mit liv på en anden måde. De første tre måneder handlede det om at få ro på min krop ved og måltider samme tidspunkt og hver eneste dag. Så den begyndte at lære stille og roligt ikke at være i stress tilstand. Mit nævnesystem ligesom vidst programmet hver eneste dag. Jeg går nogle turke. Alt bare noget, man jeg selv skulle tage ansvar for. Så jeg skulle ikke gøre, det ligesom forlog, men alligevel var det lidt et krav for at være der. Og jeg havde jo taget den her beslutning om, at jeg gerne ville, så jeg havde tilld til, at det var opskriften, for jeg kunne komme videre. Så jeg husker de første mange måneder, hvor jeg lå i første stillingen, og jeg var så afkræftet, og jeg begyndt stille og roligt at mærke. Altså, jeg begyndt helt roligt at mærke og blive bred og ked af det. Grædet jeg havde sådan været helt. Ikke helt meget afskåret fra at mærke følge. Jeg var nok på den anden side af 3 måneder. Men der havde jeg simpelthen ikke engang energi til at gå en tur. Men alligevel, så var der noget i mig som. Nu følger jeg det her program, og nu gør jeg det. Og så efter noget tid, så begyndte jeg at lægge mærke til, når jeg må, i stedet for at tænke. Hvorker ikke og så videre. Tiles og lægge mærke til liv rundt omkring. Læg mærke til de her små spiler i græsset, der var forår, og lægge mærke til, at det var dejligt at mærke solens varme på mine kinder, og lægge mærke til, at jeg kunne høre, der var nogle børn, der legede på en lege glas, og begyndte at lægge mærke til sådan, hvad der sket i mig. Når jeg var opmærksom af det så på en eller anden måde, at der var en sammenhæng med, at jo mere jeg fik åbnet op til kontakten inde i mig, jo mere åbnet jeg også op til at tillade mig at tage imod livet. Det var jo et sted, hvor jeg også gik i der var kropsteri, der var kreative timer og alt muligt forskelligt. Så jeg har fået en værktøjskærse med mig. Men en masse værktøjer, som er blevet integreret i mig i dag.

SPEAKER_00 15:50

Jeg synes noget af det vigtigt, at du også sige her, at det var et år, du var der ikke. For det også tit det, som vi tror, at tingene skal gå hurtigt, og vi skal ud på den anden side, vi skal fixes. Men det tager jo mega lang tid at komme igennem en tilstand, der har varet så længe. Så jeg synes, det lyder jo helt magisk det her med at få et helt år til at arbejde så langsomt stille og role tilbage til livet. Men også, at du var dedikeret på at vilde livet, ikke. Og det er jo også noget, man skal nå frem til inde i sig selv.

SPEAKER_01 16:27

Og jeg føler, at ved at have været i kontakt med det i mig, ja så fandt sådan, eller er blevet sådan en charcut, eller sådan det er blevet sådan en trykked inde i mig. Så jeg ved, at uanset hvad der sker i mit liv, jamen så har jeg mig. Altså jeg er her, og jeg vil være her, og det klarer jeg også.

SPEAKER_00 16:59

Det giver sygt god mening. Jeg er jo så meget optaget den der åndelige del af det at være menneske, eller bevidsthedsdelen. Det der med, at der er en bevidsthed så dybt inde i os, som er vores oprindelse, og når vi kommer i kontakt med den, og det gør vi faktisk ofte i store livskriser. Det er bare de færre, der egentlig formår at omsætte, men jeg tror, at mange kan genkende det, som du også taler om. Jeg kan i høj grad også har været der som ung til at tænke, at jeg skal give op. Og til at føle, at der ligesom kom sådan en indre power ind i mig selv og sagde, nej flor, det skal du ikke. Det er for dyrbart, det her. Nu havde jeg ikke lige en familie, jeg tænkte for deres skyld, for det var lige præcis på grund af dem, jeg sad der og tænkte, der har behavnen. Men jeg tror, at mange kan genkende det her. Jeg ved ikke, om du kan følge det. Der er faktisk en amerikansk forsker, der hedder Dash Keltner, der har forsket det her, med hvordan mange af jer kan føle, at sådan en form for hånd i ryggen for noget dybere inde i vores eksistens, der ligesom siger, at kom så, du kan godt. Når det er allermørkest, hvor vi ofte tror, at det her med at finde ind i bevidsthedstilstande, det er noget med at sidde og komme ind i en blis eller en lykke, så kan det faktisk lige så vil være mørket. Der pludselig vækker noget i jer, der siger nej, og det er jo smukt, når du siger det her med, at du ved i dag, at du kan klare hvad som helst.

SPEAKER_01 18:29

Ja, jo tak. Det er jo især de der perioder, hvor livet skærer, og der måske skærden i købet noget uventet, som meget vil have slået benene væk under rigtig mange, men hvor jeg så mærker, at jeg er i kontakt, og jeg er i kontakt med en eller anden måde sådan livsnave, som bare sådan mit kompas. Og som bare er der som eller anden taknemmelighed for selvom det er så svært, og der er sjov, og der er svigt, eller hvad det nu end kan være, livet inviterer til. Så er jeg i. Så føler jeg, at jeg er i kontakt med noget sådan virkelig en livsnæve. Svægt tænker jeg kender det.

SPEAKER_00 19:28

Jeg synes, det er bare så vigtigt og så spændende, fordi din historie er jo allerede der, det du har fortalt, jo godt kan virke meget tung og dyster. Og alligevel så fornemmer jeg så meget lys i den måde, du fortæller om vejen ud. Og jeg ved jo også, at en af grunden til, som jeg så inviteret dig ind i fabuleringen, at jeg beundrer dig dybt, for at du lige nu står i en stor livskrise, og så skal til at flytte og finde et fodfest med din bærn alene og din virksomhed alene. Og den måde, du deler i at kunne bevæge dig faktisk rent fysisk gennem kroppen, og beholde den her kerne, også selvom det er mega svært. Insperende. Kun du prøve at sige noget omkring det her med at stå i sådan en stor livskrise, som du lige nu er igennem har været det sidste halv. Og så alligevel holder fast i den kerne.

SPEAKER_01 20:26

Ja, jeg kan prøve. Det er jo en stor tid, men også en tid, hvor jeg mærker min styrke. I både at ikke fordi, at det er nemt, men fordi, at jeg også tillader mig selv at mærke. Og så som du også nævner det her med, at jeg tillader mig at bevæge, det, der sker i min krop. Fordi der er rigtig meget, jeg ikke forstår. Og det er ikke sikkert, at jeg nogensinde kommer til at forstå det. Men i stedet for, så tillader jeg mig at mærke det i min krop, og bevæger mig. Og det føler som en medicin for mig at bevæge det, altså lad min krop bevæger sig i det. Og til at mærke ind i den her, som jeg snakker om før den her kerne i mig, at selvom at det er svært, selvom at det vækker, en masse sover og masser svidt, hvordan vækker, så er der også rigtig meget andet, der bliver meget tydeligt, når jeg kommer ned i min krop, så kan jeg bedre.

SPEAKER_00 21:46

Og det synes jeg er så interessant, ikke, fordi vi lever jo sådan et samfundet og hele tiden så gerne ved her, vi skal være op i hovedet, og vi skal kunne annalisere os ud af alting. Og lige præcis din var jeg også den vej, som jeg oplever, at det er, når vi lander. Nede i kroppen, sådan i det dybe nærvær med os selv, at vi faktisk kan få allerdyst kontakt til den her gerne af den vi egentlig er. Nogle gange plejer jeg sige, at sådan den, vi kom ind i verden og var oprindeligt. Og måske jeg ved ikke, om du kan kende det, at der er en form for oprindelse, vi kommer i kontakt med, der gør, at vi kan stå stærkt, når vi er der, men at det igennem kroppen, vi kommer derhen.

SPEAKER_01 22:26

Jo, altså helt klart. Og det er jo også rigtig meget med, altså jeg tror med åndrækket. Så styder mig enormt meget. Og mange gange i løbet af dagen, at jeg ikke er sådan laver mange undrætsøvelser, det kan sagtens være, at jeg gør det. Men bare den her opmærksomhed på, hvor hvor til, at jeg trækker vænger. Fordi, at nogle gange kan jeg jo godt. Så er det sådan en kærlig opmærksomhed på, at hvis der er et eller andet, som lige har været noget i mig, hvor jeg bliver rigtig ked af det. Så lige sådan at møde af, hvor jeg nu anden trækker vejret hen til min krop møde det med opmærksomhed med omsorg, og så på en eller anden måde, så føles det som om, at jeg sådan kan give mig selv en rammer på min ender side. Ja, samtidig med jeg så også tit.

SPEAKER_00 23:25

Smuk beskrivelse, ikke at give sig selv en kammer på ender siden, fordi de fleste af os kan godt finde ud af det her. Men at det faktisk er lige så vigtigt at huske indsiden er og få den med i vores healingsprocessing. Jeg tænker også, du godt kan kende det her med, at når vi forfalder til at tænke for meget, og der er masser af ting, du kunne falde at tænke, som ikke er gode tanker. Fordi det er svært at stå der, hvor man skal til at være alene med sine børn, og du skal flytte om virksomheden og sådan noget. Heldigvis er det ved at falde på plads alle sammen, og det er jo super skønt at se. Men ja, men det er jo. Nu får jeg næsten lyst til at bande fanden var sådan et hård proces. Og alligevel så ser jeg jo, at du hver dag holder fast til det her med at bevæge i din kroppe. Ogs de dage, hvor det er dårlig i dag, eller hvor der er meget svære følelser. Og det tror jeg også er en vigtig læring, at det sværre skal ikke gå væk. Kan du ikke også genkende i din proces, for vi tror tit, at det sværre, det skal vi fik sig og forter at gå væk, så vi får det ret igen.

SPEAKER_01 24:35

Helt klart. Og også det her med, altså i forhold til mine børn, at de forner jo. Altså, at jeg program det udsagtigt jeres klar og siger, at de udtrykker det, jeg undertrykker. Så for mig er det også vigtigt, at jeg tager ansvar for mig for hele mig. Så hvis jeg mærker, at der er noget i mig, som virkelig kunne har en morgenvård, hvor jeg bare synes, det er svært at trække været i det der er. Så går jeg ned og sætter noget musik på, og trækker og bevæger min krop, og så kan det godt være den ene spørg, sådan lige hvad laver du egentlig? El hvordan har du det egentlig mor? Så jeg lige nu der mærker, der er noget, der føles tungt ind i min krop, så jeg bevæger lige min krop, og strækker mig, og så har jeg det som rekt bedre bagefter, fordi jeg netop lige har mødt mig selv i det, og ikke jeg forsøgte at gemme det væk under guldtæppet eller sådan noget. Men også at være sådan åben omkring det. Og nogle gange er der jo ikke et sprog for det. Jeg har været ikke endnu, jeg øver mig hver dag. Men så det der med, sådan atop at give det plads ved at trække vejret og bevæge min krop, det hjælper mig helt vildt meget.

SPEAKER_00 25:57

Jeg synes, det er så syngt smukket. Og var det noget vigtigt, du lige fik sagt af mine børn, de udtrykker det, jeg undertrykker. Tænk hvis forældre lige kunne tage det til sig i de her steder. Og jeg ved godt, at det sikkert er enormt provokerende for mange af dem, der sidder ud, men hvis du vidste, hvor mange unge mennesker, jeg har i stationer. Og som når jeg spørger det til, men det, du sidder med her, som jeg kan fornemme, taler du med dine forældre om det, at siger nej, det kan vi ikke i min familie. Og når jeg har talt med forældrene har, de en indtryk af i en familie, der godt kan tale om ting, og jeg har også prøvet at spørge dem, hvordan vi har det. Men det er et dybere lag i det her, som du har siger, at det her med virkelig at turge at vise, hvordan vi selv har det. Det er det, det handler om. Det handler ikke om at sige, at fortælle mig, hvordan du har det. Og så kan børnene mærke, at det, vi sidder selv og kæmper med at badebolde og holder. Og det er jo det, der siver over i barnet. Uanset hvor gamle de er, så mærker de, alt det her ubevidste, der er på spil og så ikke, vi har forholdt os til det. Og det lever de ud i en eller anden. Det er jo næsten sådan en eller anden form for ubevidst forventningsafstemning, der sker, uden vi er klar over det. Så det synes jeg virkelig er smukt, det, du siger her.

SPEAKER_01 27:14

Tak. Jamen det er jo. Jeg tror ikke, i min egen opvæst, at det er så vigtigt for mig. Det her med klart om året og svisken på disken. Selvfølgelig skal man også møde dem, hvor de er i forhold til de børn, men de fornemmer. Så det her med at tage ansvar for mig, og også gøre det åbent over for dem, at vi er jo bare mennesker. Det er det. Og synes noget er virkelig svært. Eller at mærke, at man er vred, og så snakker vi lidt ind i om, hvor de kan mærke det i kroppen. Og så trækker vi vejret ned til det sted i kroppen. Og så nogle gange bare det egentlig at møde det et ganske øblik. Så det er sådan lidt lidt mere.

SPEAKER_00 28:08

Ja men præcis. Jeg kommer til at tænke på, da jeg var i på traumakonference i Oxford for et par år siden første gang. Der var det netop noget af det, Bæsset Fander Kolk, som jo en af de her store traumeeksperter i udlandet, sagde, at berøring, bevægelse ognedræk for de tre ting, der kunne forløse os allermest. Det er jo alle tre ting, du intuitivt bruger, i at komme igennem den store smerte og udfordring, du står i lige nu. Men det er jo også meget autentisk det der, at lærer dine børn, at man må godt have det svært som voksen.

SPEAKER_01 28:52

Ja, det tror jeg er så vigtigt, altså i forhold til, jeg tror, at mange i vores generation er vokset op med eventyr, ikke så fortælling. Og det er jo det er jo, hvad det er. Men jeg kan i hvert fald at mærke, at det er vigtigt for mig at gøre plads til det her med at være menneske. Og der er også sådan tit, at spørgsmådan, hvor du har det godt. Det er et stort spørgsmål. Det er sådan meget. Det at være mennesker, og rumme det hele, synes jeg i hvert fald. Så jeg spørger tit sådan, når vi snakker sådan. Hvad er det? Hvad er det i dig i dag? I stedet for, har det været en god dag? Er der noget, der rører sig ind i dig i dag. Eller det mærkes det i kroppen? Og nogle gange så er der ikke noget ord for det, men så kan det være en spænding i skulderen, eller et eller andet. Det er godt eller dårligt, men det er at gøre plads til det hele. Det gør altså livet lidt lettere. Når det er okay, at det er en mågdag. Og skole, og det er også okay, vil det være. Altså det kender jeg udmærket godt. Så en mærk trækning af gangen. Og så.

SPEAKER_00 30:16

Jeg tænkte en gave. Og jeg kan jo spejlet så meget i jeg har også tre nu store piger. Men hvor magisk det er at have lært dem, at vi taler om alting. Og intet der forkert at tale om. Det kan jeg også nogle gange være en forbandelse. For vi så har været igennem svære periode herhjemme, min sødmand og jeg, så mærker de jo med det samme. Det er jo nærmest over en sms, at mine piger kan fornemme, der er noget imellem ordene, hun ikke siger her, og så bliver man ringet op med det sammen og sige, hvad sker der hos jer lige nu? Hvad sker der i dejligt nu? Men det er jo også en fantastisk gave, hvor jeg hele tiden er blevet set. Så jeg er enormt lykkelig for at have givet til mine piger. Og jeg har det jo på samme måde mærke sådan en aflestrengsmæssigt. Hvorfor har jeg ikke hørt? Eller hvorfor ligger de sådan nogle mærkelige opslere og sådan lige ringe og siger, at jeg mærker tydeligt, at her er noget. Eller også, at deres svaret er fattighed, som de ser så får din tale. Det er sådan, at han virkelig kigger op i øjnene og siger, hey Piger, der er noget, jeg kan mærke, ikke forholder jeg til. Jeg prøv lige at lave stykke ned i det. Og så tænker jeg, hvor det er jo virkelig en gave. Fori hver gang kan jeg jo se, så får de ligesom, hvor det er rigtigt. Jeg har lige fået bedød mig selv med livets tredje hjul, som vi kommer til det. Og det synes jeg er så magisk, at du virkelig viser igennem den måde, du er i verden på, hvordan vi kan bevæge os med alting, også når det allerværst. Jeg kan også huske, at du på et tidspunkt fortælle mig, at det er jo ikke første gang, du slår dig på livet. Hvilket sådan er livet. Vi har nogle gange sådan idé om, som du ser med eventyr. Og så er det hårdt, men til sidst så kommer bænsen, og så bliver vi for løsning. Men det der med at opdagen, det er jo selv, der skal være prinsen på den hvide hest og forløs.

SPEAKER_01 32:24

Ja, den der med at tage ansvaret for, at uanset hvad livet. Altså, hvad der ligesom sker i livet. Det jeg kan, det jeg ved, det er, at jeg kan møde mig selv med blød i det, og omsorg i det. Og det var også med en vis ud. Jeg kunne huske, at det var, at jeg blev morste gang, og som jeg også snakkede med dig, hvor jeg også var en dyb sover, at der troede, at vi skulle være en familie og blev alene. Min dreng var et par måneder gammel. Kom over liv. Nu troede jeg ligesom, at jeg havde taget min del. Og nu kunne jeg eventuelt åbne sig. Det netop også bare far, at livet sker. Og det, jeg kan gøre, det er netop at så møde mig selv med omsorg i det med blødhed og opmærksom på, hvilket valg jeg tager hver eneste dag, for at støtte mig selvligt. Så jeg også kan være det mest muligt for dem, der er i mit liv. Og det, jeg også har et kæmpe ønsker om at bidrage med.

SPEAKER_00 33:48

Ja, men lige præcis. Jeg så i går, hvor jeg foregårs med en klient, hvor vi talte om det her med, at der var en følelse af kollapser og siger, men fantastisk kunne vi prøve at møde kollapset med kærlige venlighed. Og det var sådan en helt. Det kan jeg ikke, jeg er så frustreret på det her kollapse. Fordi jeg er så vred over det, der har været med se, at begge dele fastholder faktisk tilstanden. Og kollapset prøver at fortælle dig, at det har brug for kærligven i omsorg, den har brug for at blive bevæget. Der har ikke brug for at blive skældt mere ud, for ofte er de sider i os, der er låst eller kollapset, eller i smæret, de har fået rigtig skillt ud i forvejen. Derfor er de der. Giver det mening også i din situation, tænker du.

SPEAKER_01 34:37

Melt. Når jeg tænker tilbage, så var det jo, så er det jo et valg om, at på den måde at vælge, om man går i offer, eller at tage ansvar for, hvordan jeg vælger at være i livet på. Og jeg har prøvet at. Altså med at gå i offer, og synes, det er jo så synd for mig at pegke finger og så videre, så der ved mit system også, at det fungerer ikke. Jeg kommer forhriget ikke noget ud af det. Det er kun mig selv, og mine børn går ud over. Altså ligesom jeg vælger at gøre noget andet. Og til ansvar.

SPEAKER_00 35:23

Jeg synes faktisk, det din tilgang til det, Værer. Der ligger også for mig i hvert fald. Det ved jeg ikke, om du har det sådan. Jeg kan godt slå mig lidt på den der med, at det er sådan meget moderne at sige, om der er også en læring i alting. Og hvad skal jeg lære af det her simt? Det er ikke sikkert, at der er en læring eller en mening. Det er mest det der med, der er en mening med alting. Men det er ikke sikkert, der er en mening. Som du også siger, Jeg ved ikke, hvorfor det her er der lige nu. Det er der bare. Og vi behøver ikke altid at skulle finde en mening. Jeg tror ikke, at der er en mening med alting, der sker med os. Men der kan være en læring i det forstået på den måde, at præcis som du viser det her. Når jeg tager forholde mig til det, så kan jeg lære noget af mig selv. Og min måde at kunne være i verden på. Givet det mening? Kender du ikke det der med, alle siger. Men det var der nok også en mening med. Nej, det er jo ikke sikker på, der var.

SPEAKER_01 36:18

Og jeg siger det jo også faktisk tit selv det her med sådan, at min næring og læring. Og der må jeg også bare, altså her år skiftet dandet. At slip på behovet for at forstå. Så kan det godt være, at der kommer en læring senere. Men det giver også en frihed i, at det ikke alt, jeg skal forstå. Og det er sådan. Og derimod, så jeg faktisk lænder mig mere ind i en tillid til livet. Jeg behøver ikke at forstå livet, men en tillid til, at det skal. Og så har jeg det valg om, hvordan jeg møder mig selv bedst muligt det.

SPEAKER_00 37:11

Det er jo egentlig også det, som jeg er undervist i overvist i mindfulness. Hvordan vi siger, at mindfulness er opleve et tillidsfuldt hjerte. Tilllid til, at jeg godt kan rumme det liv, der nu er mit. Og det er jo ofte det, vi ikke føler, vi kan. Især lidet svært og siger, hvorfor meget? Hvorfor var det lige med? Det ved vi ikke, men det er der lige nu. Så hvordan kan du bedst muligt støtte dig selv her? Hvordan kan du bedst muligt rumme og holde dig selv her? Og har du brug for at række ud, så er der som regel altid nogen, der hjælper. Nogle gange, når folk siger, at der er aldrig nogen. Og hvis jeg afsører det, men hvor har du egentlig prøvet at række ud hinanden. Så har man måske alligevel ikke prøvet sådan rigtigt at række ud efter hjælp. Det virkelig, om du kan kende os fra dit arbejde og fra dit eget liv.

SPEAKER_01 38:02

Jo, og jeg tror, at det handler omkring det der med så lige at blive opmærksom på, hvad det er for nogle historier, man fortæller sig selv. Omkring, at man føler, at man ikke har nogen, der kan hjælpe, eller at det hele er så hårdt, eller altså så lige blevet opmærksom på, hvad det er, jeg fortæller mig selv her.

SPEAKER_00 38:30

Så kan vi jo hænge fast i historien om os selv. Jeg tænkte lidt på det, fordi vi var til sådan en familiefest med nogen, vi ikke har set i en del år. Og vi har også efter corona været igennem en hel masse træsser og. Og så tænkte jeg, men det er jo ikke, at det er jo ikke interessant at sidde og fortælle her. Så det er virkelig også en bevidsthed om, hvad for en historie, vil jeg gerne bringe ind i mellem mellem år og verden. Vi at hele tiden fortælle om, at det var sådan en hård barndom, jeg havde, hvis man skulle gå helt der tilbage, som jeg nogle gange oplever, det kan jeg jo et rigtig godt lide på dit forløb. Der skal vi ikke fortælle noget af mig selv. Fordi så falder vi nemlig ofte i tyngden af at sige, at det var også, og så gik jeg igennem den til, og så kom stræs, og så blev jeg syg. Og så har vi allerede vejmet og selv ind i en rigtig dårlig energi, så det er sværere at tage alt det gode end du kommer meget. Og det har jeg altid elsket i dit forløb, at vi kommer med dem, og det vi er, og det er okay. Og vi behøver ikke at skulle finde en masse om det. Kan du følge mig i det, jeg ser her?

SPEAKER_01 39:39

Helt klart. Altså. Jeg kan også mærke, at de sidste mange måneder har derdan, at jeg har lavet lidt rå på, efter jeg jo fik et kæmpe chok i januar. Jeg tror, at jeg begyndt at være opmærksom på, hvad det er for en historie, jeg ligesom vil have med mig herfra, også i forhold til mine børn. Fordi der er mange muligheder lige nu, i forhold til, hvad sorgen kan aktivere med skyld og skam, og peger fingre igen, ligesom jeg har prøvet før. Jeg vil sige, at jeg er ikke sådan 100% landet i nu, men jeg øver mig, og jeg er opmærksom. Og jeg mærker grundlæggende tillid, men det er den der historie forællingen i, at jeg har tillid til livet. Origin, rigtig svært.

SPEAKER_00 40:45

Men også igen det der med at acceptere, at de følelser er der også, og jeg tror, vi alle sammen kan kende det, at vi har lyst til at pege fingre og dømme, og så kan vi godt have en bevidst dig om, at det gør ikke noget godt. Men det er jo en naturlig menneskelig følelse, som på et eller andet, også har brug for plads. Nu kommer til at grine og det er slet ikke for at negligere dine følelser. Men fordi jeg kommer til at tænke på, at jeg spise en min yngste datter nede ved havnen forlet en dag. Og så kommer der en masse gamle mennesker med små hundengående, og jeg kan godt få sådan tæt, hvor det små hunden, der skal være der, hvor jeg skal spise i sagligt. Og så siger jeg det bare til mine datter, så jeg sidder og skiller og smiller lidt, og så griner hun bare og siger holde dig, hvor du dømmer i dag. Og så ved ja, det gør jeg faktisk også. Men det var også en fedt følelse, fordi det gør jeg ellers aldrig, fordi jeg også har den livst tilgang, som der prøver også at lade være at dømme min egne sider og dømme mine mennesker. Men nogle gange kan det jo også på et eller andet at håbe sig op, og så har man brug for at få det ud. Jeg kan huske Sla Hendriksen en gang sagde, at når han kører bil, så sidder han ofte og råb af folk og skiller ud. Fordi der kan ikke set eller høre det. Men der er ligesom sådan en bevægelse i det også og apropos. Og følelserne skal ligesom også have plads at bevæge sig. Vi skal ikke bare gå og holde på dem så. Jeg er sådan flank en, der ikke dømmer, eller ikke bliver vred, eller ikke. Det gør vi jo alle sammen.

SPEAKER_01 42:14

Ja, det klarar. Jeg synes, det er så vigtigt, at du i tale sætter det. Og jeg tror også, hvis du spørger min eks, så vil han nok at sige, at jeg har fået aflægt helt imod ham. Men også ligesom at sige, okay. Jeg er kommet, der er kommet en masse ud lige nu. Jeg har bare virkelig svært for mig lige nu. Det føler, som om mit hjerte er slået i tusind stykker, som jeg vil gerne øve mig i at være mere opmærksom på, hvad det er for nogle ord, der kommer ud af mig, hvilke tonerfald. Men det er bare svært, når hjertet føles, som om, at det er slået i tusind stykker. Så det har jeg meget på i den her periode. Og gøre det stadig. Det er jo livets læringsrum, men i hvert fald for mig.

SPEAKER_00 43:04

Jo, det tror jeg for os alle som opgør. Jeg kan sagtens kende det. Nu er det ikke så meget bare for holde. Jeg har slået med på, men livet her i nogle år. Og der kan jeg godt føle det der, at jeg kan have det på samme måde. At den der vred og frustration kommer op. Og måske også lidt den der, hvorfor mig er det? Og der synes jeg, at det giver afleveret det der med at tillade sig selv at sige det højt, eller få det ud uden det nødvendigvis helt med på en situation, at man kan komme til at kaste det på den anden, men at det får en eller anden form. Det tror jeg er så vigtigt, at vi tillader også de svære følelser og få en form eller et udtryk. Uden at skamme os vel og mærket, ikke.

SPEAKER_01 43:53

Det er okay og igen den der med, at jeg er bare et mennesker. Vi er bare mennesker. Og der vil jeg faktisk sige, at nu i den her periode, der er gået endnu dybere, i forhold til Breath Rack, det ved jeg også, at du har rigtig meget med og stort kendskab til. Jeg har været en kæmpe støtte i forhold til det her, der ikke at kunne forstå, men har tilladet at blive mærket og bevæget af dybe og dybe bevidste værktninger. Der kan jeg også mærke, at der sker meget ind i mig. Og jeg tillder mig selv det, at der er reaktioner i kroppen.

SPEAKER_00 44:45

Og det tror jeg er en vigtig poingt også her. Det er jo også en indre, du sag for at ændrer kram, men ændre bevægelser. Det er jo lige præcis det, underdrættet er. Det bevæger noget, i det ændre. Jeg er sådan, meget optaget af vand i øjeblikker vandet i vores krop. Fordi jeg er helt overbevist om, at vi taler så meget fast i nærvresystemet. Jeg tror, det går dyre. At det er vandet, der er kommunikationskilden i os. Og når vandet er flydende og i bevægelse i os, så trives vi, at har det godt, men når vandet stavner, så er det lidt ligesom, når blomsterne er stået i vasen for længe. Og det stavner, når vi netop holder fast i noget. Og åndrækken er det stærkeste redskab, vi har til at skabe bevægelse i vandet i kroppen, og skabe blødhed og åbenhed. Og det kan vi jo gøre på mange forskellige måder med vores underdræt. Men det er jo egentlig vores livskræft med plærer, som vi ser jordan, vi trækkien ind. Og så kan vi bevæge alting.

SPEAKER_01 45:46

Ja, lige præcis. Og så er også i samarbejdet med kroppen, som du også er. Lige præcis. Jeg arbejder meget med ledningen at få åbnet op al i fødderne og knæde og høfne. Det er helt vilken, at vi åbner op på hinanden siden, i forhold til undertrættet. Så der bliver sådan. Jeg har åbnet op på blød og opmærksomhed.

SPEAKER_00 46:12

Det er fantastisk. Men den probioroceptive sans ud i ledden, er jo også en af de vigtigste sandens herden i den her interoceptive sans, som vi taler så meget om den indre sansning, som jo er som studet med forskellige sansninger. Der hele tiden fortæller hjernt, hvordan vi alt har det. Hvor mange jo stadig går og tror, at det er hjernen, der fortæller også alt det hele. Og hjeren er mere en processer for alt det magiske og spændende, der sker ude i kroppen. Så det synes jeg, at jeg giver supergode mening. Jeg er vokset op på min lærmester, som altid bruger underdrettet i alle mulige sammenhæng. Også i meditationer, der sidder vi også hele tiden og bruger underdrettet. Så det er også meget velkendt for mig at bruger underdrettet på den måde. Men hvor er du hen lige nu, hvis du kunne prøve at sige noget om det i livet.

SPEAKER_01 47:06

Ja, jamen lige nu beter jeg, at jeg er mere i kontakt med mig selv. Jeg ved det ikke, men det mærkes i hvert fald, som om, at jeg er i mere kontakt. Og det er jeg glad for det her. Så jeg er et sted, hvor der er rigtig meget alt det, der ligesom er blevet inviteret til at vi det op. Jeg begyndt at landet på en grænse måder. Former strukturer. Jeg har været så heldig, at jeg har gøret, og mine forældre har forsket på af. Så det er jo. Og så flytter jeg til med drængene. Her. Hvis jeg får nøjagen på tirsdag, og så flytter vi først. Og der er også en tilbygning, så jeg kan have mit erhverv på Blue Circle House.

SPEAKER_00 48:12

Det er fantastisk. Mænging.

SPEAKER_01 48:17

Og det er læring til drengen kan have en tragling. Det har virkelig også stået højt på lidt. Så jeg føler, at jeg er et rigtig godt sted, og at jeg er stadig er så, og det kan være, at der bliver ved med at være det altid, når jeg mærker, at det på en eller anden måde er med til at gøre, at jeg er mere kontakt. Så jeg mærker meget mere, alt det der er rigtig dejligt. Og der er sådan mere rumlighed i mit hjerte. Og altså igen, når jeg mærker ind i tilliden til livet, så kan jeg jo godt mærke nu, at selvom det ikke var min beslutning, og selvom det ikke var noget, jeg havde nogen idé om. Så er det rigtig godt lige nu.

SPEAKER_00 49:15

Det er jo godt at her. Og hvis du skulle begynder rundt af, Betina, så får jeg også lyst til at sige, at Blooming Cykel er jo ikke kun der, hvor du bor. Det er jo heldigvis flyttet ud i landet nu. Så man kan komme til det mange forskellige steder. Jeg har jo blandt andet fået lokket der her til næste ved. Og det glæder mig ikke meget til i september, pluds, at jeg jo glæder mig til, når du endelig flyttet ind i det nye og skal have en en til én station, fordi det trænger min krop virkelig til, så det bliver fantastisk også. Så der er mange muligheder for at møde, og så starter du også et sommerforløb op lige nu, her. Det er faktisk afslutet i går. Ja, det blev afslutet i går. Ja, det var det her med kan. Så hvornår kan man komme på et nyt forløb?

SPEAKER_01 50:01

Det kan man efterårsforløbet i mit ny sted i Jens liv, det startet den 15. september. Så det glæder jeg mig til. Altså helt vildt, også fordi det er jo et nyt sted. Det bliver rigtig spændende.

SPEAKER_00 50:21

Ja, det bliver magist, det ved jeg. Fordi du er fantastisk til at skabe sådan et rum, hvor man, når man træder ind, tænker, wow, her holdt dernær. Så det skal nok blive super godt. Jeg glæder mig i hvert fald til at skal ud og opleve det, og jeg håber også, at dem, der har siddet og lyttet med her, de virkelig kan inspirere til at sige, wow, hen måde at kigge lidt nærmere på, for hun kan lære mig noget om at holde det svær i mig gennem bevægelse og åndræk og åbne mit hjerte. Så tak fordi du vil være med til at dele din svær historie og livsoplevelse lige nu, Bettina.

SPEAKER_01 50:58

Tak for muligheden. Det er mærke, som en meget stor. Det er meget formen.

SPEAKER_00 51:05

Jeg har en kæmpe fornøjelse igen, og vi skal nok lægge link op til din hjemmeside, så man kan finde dig og se, hvor hen i landet er. Du er jo både vejler i Aarhus, også for dem, der lytter med i Jylland og Jøde muligheder. Alle er velkommen. Tak for nu i hvert fald, Betina. Jeg håber snart, at vi ses. Og så pas på dig ind til dig i hvert fald. Kæmpe komt det og er meget !