FLORA's Fabulering med Nicoline Olesen - Samtaler om det gode liv

Bæredygtighed er ikke et spørgsmål om strategi. Det er et spørgsmål om forbundethed
Samtale med Nicoline Olesen

I denne udgave af FLORA's Fabuleringer inviterer jeg dig ind i en samtale om noget, jeg ikke tidligere har haft så meget fokus på i Fabuleringerne, men som ligger mig dybt på sinde: Bæredygtighed, forandring og det, der reelt skal til, for at vi som mennesker og virksomheder kan finde en anden vej frem.

Min gæst er Nicoline Olesen, partner og strategisk rådgiver i forandringsplatformen Märk, som hun var med til at stifte for ti år siden. Sammen med sine kolleger har Nicoline introduceret begrebet "samfundsambition": Virksomhedens kald til at bruge sin forretning som en drivkraft for det, verden har brug for. Nicoline er desuden i familie med mig og hendes far var mit store idol, da jeg var barn.

Vi taler om, hvordan sproget om bæredygtighed har flyttet sig gennem de seneste ti år, fra meningsfulde og formålsdrevne virksomheder over bæredygtighed og verdensmål til det nyeste ord, regenerativ. Men Nicolines pointe er skarp: Det er ikke ordene, der skaber forandringen. Det er mennesker, og hvis de mennesker ikke trives, forstår eller tør, sker der ingen forandring, uanset hvor mange strategier vi lægger.

Samtalen bevæger sig ind i det, Nicoline kalder krisen under alle kriserne: En forbindelseskrise. Klimakrise, tillidskrise og mental krise er i hendes optik symptomer på, at vi har mistet forbindelsen, først til os selv, dernæst til hinanden og til den natur, vi er en del af. Som hun siger det: Vi kan ikke passe på det, vi ikke føler os forbundet til.

Vi taler om essens og omsorg som to centrale begreber i hendes arbejde. Om at en virksomheds essens aldrig kan adskilles fra essensen hos de mennesker, der leder den, og om at meningen opstår netop i mellemrummet mellem, hvem vi er, og hvad vi ønsker at give omsorg.

Nicoline deler sin passion for samtalen som redskab, blandt andet gennem konceptet samtalekaffe, hvor mennesker mødes uden dagsorden, uden powerpoints og uden et forudbestemt resultat, bare for at tale sammen om det, der virkelig betyder noget. Vi taler om, hvorfor nærvær er den største gave, vi kan give hinanden, og hvorfor vi ikke kan tilbyde andre et nærvær, vi ikke selv rummer.

Vi kommer også omkring hjemkomsten til os selv: Hvordan vi som mennesker har adskilt arbejde fra liv, økonomi fra etik og individ fra fællesskab, og hvor meget kraft der ligger i at turde forestille sig noget andet end det, vi allerede kender.

Det er en samtale om, hvad det vil sige at være gode forfædre for dem, der kommer efter os. Om at turde de svære samtaler, før vi kaster os over strategier og målsætninger. Og om, at den forandring, verden har allermest brug for, starter dybt inde i os selv.

God fornøjelse!

Kærligst,
Flora

Du kan se mere til Nicoline Olesen og Märk her

Følg mig på Instagram >>>

Se mere på livsbevidsthed.dk

Transcript

SPEAKER_01 0:00

Du lytter til Flores fabuler. Briggende samtaler, reflektioner og begra om det gode og begist. Mit navn er Flora Tarsen. Velkommen til. Jeg ikke nu har haft så meget fokus på i fabuleringerne, men som er et af mine absolut yndlingsemner, nemlig lidt omkring det her med bæredygtighed og forandringer med et bæredygtig overskrift i hvert fald. Og til det formål, der har jeg inviteret dig, Gulene, som jo også er i familie med mig, fordi min store idol da var han af min morter jo. Og jeg synes, at han var helt fantastisk og allerede nytænkende i forhold til, at vi skulle være fælles og løfte sammen. Da han var og stadig er det jo. Men i dag er du jo partner i mærke. Bil du prøve lige at fortælle lidt om, hvad er Mærk for den størr, for det er jo ikke kun dig. I er tre mere ud over dig. Og hvad det egentlig er, at jeg er sat sammen i verden for at lave.

SPEAKER_00 1:20

Ja. Det kan du trole, at tak, fordi jeg måtte være med. Jeg har glædet mig rigtig meget til det, også du siger. Det her med, vi er jo i familie, men det alligevel lang tid siden, jeg har set hinanden, men der kommer sådan lidt, når jeg snakker med dig sådan en hele bagkatalog af oplevelser og mindre fra min barndommen så det er rigtig dejligt. Vi har haft mærks, hvor vi arbejder med forandring. Vi arbejder med virksomheder, som gerne vil tage et større samfundsansvar, for det er som del af det samfund, det er en del af. Og det har vi gjort i ti år nu. Vi har faktisk lige fejret 10 års jubilæum i mærke. Og jeg stiftede det sammen med Flemming Mølrup og Nille Skjals for de her ti år siden, og så kommer Stefan Kaldaget ret hurtigt til. Så den virksomhed kan man sige, at vi haft i ti år? Den har haft lidt forskellige konstellationer, men fokus har hele tiden handlet om det her med, hvordan kan vi hjælpe virksomheder med at tage et endnu større ansvar for det samfund, det er en del af. Hvordan kan man bruge, ikke som sådan, ikke sådan feed-gud projekter, men hvordan kan man reelt bruge sin virksomhed og den kræft, der er i en virksomhed til at skabe forandring. P de ti år er der jo sket helt absurd meget, når vi snakker om bæredygtighed. Da vi startede op for ti år siden, talte vi slet ikke om bæredygtighed. Der talte faktisk om det her med at være en meningsfuld virksomhed, at det skulle give mening for de medarbejdere, der var der, at man skulle have et højere formål. Vi talte også om formålstrevne virksomhed. Det her med, det er ikke nok at tjene penge til nogle aktionærer. Men de fleste af brænder jo for at gøre en forskel. Og vi bruger ufattelig mange timer, rigtig mange af os på arbejde. Så det her med at sige, hvad bruger vi egentlig den tid til, kan jeg se mig selv i øjnene og sige, at det har været tiden værd, når jeg går på arbejde, at det ikke kun handler om at tjene penge, men at det også handler om at gøre en forskel. Så det har vi. Så var det faktisk først tre, fire, fem år inde i, at vi havde mærke, at vi begyndt sådan rigtig at snakke om bæredygtighed, hvor vi også begyndt at snakke om verdens mål osv. Og så har det jo, har vi talt rigtig meget om bæredygtighed i mange år. Nu er det ligesom, nu er vi helt med på, at verden virkelig har brug for, at vi gør noget andet. Men det paradoxale er måske også lidt, at det også har ændret alligevel, fordi der kommer en masse lovgivning omkring bæredygtighed, så det er også ændret på måden som virksomhed og arbejder med bæredygtighed på, også fordi der en masse lovgivning, der nu er blevet stolet tilbage. Så på mange måder er vi. Måske oplever jeg i hvert fald derfra, hvor vi kommer i mærke, og det, jeg brænder for, og det mine partner også brænder, for det er måske tilbage til det der med formålet med at drive en virksomhed. Og så er nogle spørgsmål, der handler om, har alle virksomheder ret til at være her. Hvad hvis man selver noget, der driver totalt rovdrift på jorden, som vi egentlig ikke har brug for. Så det er jo super vigtigt spørgsmål.

SPEAKER_01 4:29

For jeg kommer også til at tænke på, når du siger det her så oprindelige formål. Jeg synes, meget stress fremt, ikke. Og det er også det, der virkelig kan gøre os stressramet og udbrændte, det er jo netop, hvis vi har et arbejde, der ikke giver nogen mening. Det er der også læret af forskningen, der taler ind i, at vi har brug for det her meningsfylde, også i det, vi laver netop som det her, fordi vi bruger så meget tid på det. Så der i båder der også en vigtig snakke, så tænker jeg jo på, i min verden er værensdygtighed kommet ind som sådan et nyt begreb det senere år. Jeg tænker vel også på noget af det, du siger her. Vi har brug for den samtale. Hvordan er vi med hinanden?

SPEAKER_00 5:08

Ja, absolut. Man kan sige, at der jo også begyndt os inden for vores område. Der er jo massvis af bæredygtighedskonferencer. Men så kommer der faktisk også for nogle år siden bæredygtighedskonferencer. Der er utrolig mange konferencer. Vi snakker og snakker meget, men vi skal have også brug for noget handling. Men jeg tror, jeg plejer at se på det sådan, at man skal. Jeg tror noget af det, der er vi virkelig har overset i hele sådan, hvad skal den grønne omstilling for lige at give det sådan en overskrift. Det ikke som er jo det, der er rigtig meget i fokus. Hvordan er det, at vi bliver bedre til at plæse på klima, natur, miljø osv. Der tror jeg, at vi har totalt overset, at det er mennesker, der skal udføre den forandring, der skal til. Og hvis de mennesker ikke trives, hvis ikke de har det godt, hvis ikke de forstår, hvad går det her ud på, hvis de er bange, fordi de kan, og det synes jeg oplever mange steder. Det der med, Gud den forandring. Vi skal ikke nogen af, der rigtig kan lide forandring. Så det her med, hvis man ikke forst, hvad skal de forandres til, så er der jo også en ret stor risiko for, at man tænker, Gud, men måske bliver jeg overflødig. Så tror jeg noget af det, vi også altid plejer at sige, som ligger virkelig meget på ciden, det er, man kan måske sådan sætte det lidt på spidsen og sige. Måske findes der slet ikke virksomheder, men der findes mennesker, som når de går på arbejde, så udgør de en virksomhed. Så for mig er det i virkeligheden altid mennesker, før det er virksomheden, og før det er den grønne omstilling. Fordi så kan jeg slet ikke, og slet ikke, når det er så markant en forandring forandringsopgav, vi alle sammen står over for. Så det er virkelig vigtigt at have det bæredygtige, det menneskelige, det nærværende med eller tror jeg ikke, vi kommer nogle vegne.

SPEAKER_01 6:55

Jeg taler jo sådan meget ind i mit blæden hjerte, fordi jeg sidder og arbejder så meget med tavmer i de her år, så jeg må tør, pøvler, så tænker jeg jo særligt det her med, at der er faktisk også en vigtig del også i forhold til virksomhed, hvor vi titgår det til den enkelte, men hvis jeg er utryk i mig, hvis jeg bærer på en stov, der ikke er blevet bearbejdet, eller ikke har fået plads, det kan være, at jeg har mistet nogen. Og så har jeg måske 14 dags fri, vi taler meget om det her med at sover til fændest fx. Og så skal jeg bare præstet at være på arbejde og sig. Det her med at skabe et sprog og en rumlighed over for, når vi er sover. Der er også mange stress, der fx at oplever, at det der ikke plads til, vi skal hurtigt være effektiv og videre til samtaler om. Og hvornår du er så klar, så tænker jeg, at den der rumlighed kunne være rigtig vigtigt. Fi veder, at det tænker også, du ved fra dit eget liv, når vi har det rigtig svært selv, så har vi et med ikke overskud til at tænke så meget over, om det vi smider i skærdsband, hvor det skal hen. Så har vi jo optaget, at vi har det svært. Så jeg tror faktisk, at den del kommer først. Og nu kommer jeg til at tænke på min nye bog, hvor jeg er meget inspireret kan borge med det. Han siger jo en klund til, at vi misliver den her jord så meget. For fordi så mange, især mænd, fordi det stadig er en meget maskulin verden vi lever i har et stort mådertrame helt timmen. Det kunne også være en sjår måde at kunne begynde og tale om det her på, hvad det egentlig, der driver os i at gøre så mere virksomhed.

SPEAKER_00 8:30

Jo, og man kan sige, at det paradigme, der jo stadigvæk er, selvom vi nu har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i små, det har vi jo gjort selvfølgelig lang tid, men virkelig fokuseret måske i 6, 20, 8 år nu ikke, så tror jeg, at så gør vi det jo stadigvæk ud fra et paradigme, der præcis, som du siger, handler om at effektivisere, og det skal gå hurtigere. Altså, jeg synes, der er jo ikke nogle af de virksomheder, jeg arbejder med, som ikke har fået mere travl. Jeg tror simpelthen ikke, at vi kan skabe forandring inden for den spilleplade, som vi har sat op. Så derfor tror jeg, så ligger der jo sådan en kæmpe opgave i også at prøve at kigge på, hvordan vi se på vores organisationer på en helt anden måde. Og hvordan kan vi også det herfor kan man sige, at jeg så optager det der med, at vi skal vi grender jo også rundt og siger mange ord, som vi ikke rigtig ved, hvad betyder. Så vi taler vi om bæredygtighed. Men hvad betyder bæredygtighed egentlig for os? Hvis vi bliver ved med at løbe og halser ud af, hvis det hele tiden alligevel handler om, hvem der kan producere mest og hurtigt, og hvordan vi kan tjene flest penge. Det tror jeg, det kan ikke lade sig gøre, hvis vi vil skabe en mere bæredygtig verden. Og så opfinder vi et nyt år, og så begynder vi at tale om, at nu skal det være regenerativt. Der er også utrolig mange, der ikke ved, hvad betyder det så? Og så er det fere at være regenerativ end bæredygtighed. Så det er fuldstændig rigtigt, som du siger det der med, så ser jeg i hvert fald på det, at komme tilbage til, hvad er egentlig meningen for os som mennesker, også når vi går på arbejde, og også huske på det der med, at det jo ikke. Jeg har været heldigvis alt ikke så meget mere, men for bare et par år siden. Hvis jeg snakkede med virksomhedsleder, så var der jo nogle af, hvis jeg spurgte dem om, hvad betyder bæredygtighed for dig, der kunne finde på at sige, at det kommer an på, om du spørger mig som privatperson eller som CEO for den her virksomhed. Og man tænker, men hvordan kan det være to forskellige verden? Og det er fordi, jeg tror, vi jo igennem mange år har lært, at det ikke så godt at have os selv med som personer på arbejde. Og det er også derfor, som du siger, at det er smægt og svært for mange og snakke om jeg har det rigtig dårligt. Altså, hvis man går igennem, det går vi jo alle sammen gennem lige, og forskellige udfordringer. Nogen for store udfordringer, traver, sygdom osv. Så har vi jo på rigtig mange arbejdsplads, der ikke rigtigt sprog for at tale om det.

SPEAKER_01 11:04

Lige præcis. Det var faktisk lidt, der var mine poængte, fordi jeg så lige, at Johanne, der er gift med konken umet, og hun har faktisk begyndt at lave en podcast, som handler om, at fremtidens arbejdspladser, kommer til at bruge mere følelser. Og det er jo ikke fordi, vi selvgender os i følelserne, og så hævle ud, men det handler om den her rummelhed i netop med at være det hele mennesker. For når du siger, at bæredygtighed at være på dagsordenen i 20 år, ja, men den mentale sundhed af gået markant ned af i de 20 år. Det hænger jo slet ikke sammen, tænker i min verden. Hvad skal vi med bæredygtighed, hvis vi sidder og rækker over hjørne bare lige for det kan vi slet ikke, og vi kommer heller ikke.

SPEAKER_00 11:51

Og du siger, at det går meget dårligere med vores, eller går dårligt med vores mentale helbred, men det går jo heller ikke rigtig godt med den udvikling, vi skulle have lavet i den ydre bæredygtighed. Der kan man sige, at der er jo også, selvom vi har gjort rigtig meget, og jeg tror de fleste tænker, at jeg gør rigtig meget, så kan vi jo også se, at der er masser af ting, der slet ikke rygger sig i den retning, vi gerne vil. Og jeg tror, en af årsagerne er, at vi ligesom bare er blevet ved i det samme system, og det er også det, der gør, at vi ikke trives som individer i det. Vi trives ikke som mennesker i det, og vi bliver mere og mere, måske også nogle gange sådan, hvad skal jeg sige, frustreret og kan godt mærke, at det er jo i hvert fald noget af det, vi har talt rigtig meget om med på arbejdet der med. Hvad sker der egentlig, når man begynder at mærke, at det, man virkelig gik på arbejde for at troede på osv. Hvis man lige pludselig kan se, at måske går det ikke rigtig den rigtige retning. Hvordan er det så, at man får den samtal? For vi tilbage til noget af det, jeg snakker om før det der med, så kan jeg jo godt frygte for alle mulige ting, hvad skal der så ske? Og hvordan skal vi finde ud af det? Og jeg tror, pladsen til de samtaler, og det er også derfor, jeg er så optaget det med samtaler, og tror jeg, det har en kæmpe, altså vi kan jo ikke snakke os igennem en grøn omstilling, det har jeg godt klar over. Men jeg er samtalen om, hvorfor skal vi overhovedet skabe forandring? Hvad er det for en forandring, vi skal skabe? Hvad er det for en rolle, jeg spiller som menneske i den forandring? Jeg tror simpelthen, at vi er nødt til at stole lidt tilbage og blive dygtige til at have de samtaler for, at vi kan altså komme bedre videre. Og det er svært i en tid, hvor det bare handler om, at vi skal brønder ud af, ikke og effektiviserer, løbe hurtigere. Og fordi også nu her, og ellers kommer af i og tager vores job. Og så ved, der bliver hele tiden under set massivt pres for, at der skal ske noget. Det tror jeg er usundet, både for den indre bæredygtighed og for den ydre bæredygtighed.

SPEAKER_01 13:54

Ja, men helt vundet, jeg kommer faktisk til at tænke helt banalt på mine børn skole. De har gået det på meget sådan en Hibisk skole, en privat skole, men det der var særligt ved den, det var faktisk, at der var én ansat kun til at varetage børnenes tav. Nu var det jo en lille skole, så en var, og så var der sådan et konflikthåndingssystem. Men det vil sige, at de svære ting, der opstod i skolehverdagen, de havde ligesom et rum, hvor man tog dem hand, og hvor børnene jo så en del af der lærte den sværre samtale helt forstå. Men den der tryghed i at vide, at der var nogen, der gab mig, når det var svært, den ser jeg ikke, når jeg taler i mit daglige arbejde. Jeg ved ikke, at det også bliver meget snært, når man kun sidder med folk, der har det svært i til at blive. Men jeg ser i hvert fald virksomhederne, I nu har åbnet sig meget op. Nu få her. Men det er dela ikke mange, der har åbnet op på det her rum, hvor vi kan tale om det. Og når du siger af i, så er det jo også noget, der vækker frygt. I stedet for vi taler om, okay. Men den forandring, der er så på vej. Hvordan kan vi så arbejde med den uden at det bliver noget fryksomt eller farligt? Og nu kender alle job så nu. Tænk hvis vi kunne tale om det og simpelthen, hvad giver der muligheder.

SPEAKER_00 15:06

Og det tror jeg, det er super vigtigt. Men jeg tror, det er fordi, det er jo igen tilbage til det der med samtal, at vi på rigtig mange i mange dele af vores liv, så har vi måske ikke glemt at tale om det, der reelt er vigtigt. Og jeg bare kan kigge på mit område, ikke hvor jeg ligesom siger, at jeg har sådan en kæpest, der handler om, at i virkeligheden skal vi slet ikke snakke om bæredygtighed skal ikke? Men jeg tror, vi skal meget hellere snakke om forbindelse og det at være forbundet. Fordi jeg tror i virkeligheden er ved ikke, om man kan tale om forbindelseskrise, men jeg tror, der under alle de utrolig mange kriser, vi har, klimakrise, naturkrise, biodiversitetskrise, som du siger, vi har en tilliskrise og hvem kan vi stole på mentalkrise. Der er jo ikke de kriser, vi ikke har efterhånden. Og så tænker vi, når vi skal have nogle særlige værktøjer til at løse den her krise, så skal vi have nogle andre værktøjer til at løse den her. Og jeg tror i virkeligheden, at det, der ligger nedenunder, at vi har glemt at forbinde os. Vi har glemt at forbinde os til os selv. Så er forudsætningen for, hvis ikke vi kan forbinde os. Det er jo også alt det, du arbejder med, hvis ikke vi kan forbinde os til os selv, så er det utrolig svært at forbinde os til andre mennesker på en sådan måde. Det er utrolig svært at forbinde sig til den natur, vi er en del af, som vi render rundt og siger, at vi skal passe et på ikke. Jeg tror fundamentalt set, så tror jeg faktisk ikke, at vi kan passe på de ting, vi ikke føler os forbundet til. Det tror jeg meget svært for os.

SPEAKER_01 16:42

Det tror jeg, du har fuldstændig ret i. Og jeg kommer til at tænke på, at jeg har lige læst en kronik i hedder det i Kristi afblad, som jeg godt kan læse. Jeg virkelig dykker ned i ting. Det er ikke så meget for det kristne, men fordi der tit er insens, i det, de skriver. Og det lidt om det der med det terapeutiske sprog, der har sprekt i bærdag og i arbejdslivet. Og vi taler meget om, at de her diagnosebeskrivelser og sykop. Det er bare så, når vi kærder os med. Og vi skal stoppe med det. Men det jeg godt kunne tænke mig, vi tale om i stedet, for det er at sige, men hvad er det, der gør, vi kommer til at have brug for at sætte de ord op, for det er også et forsvar. Det er ligesom lidt måde på afstand, når vi bruger det ord. Og min optik er det, fordi der er noget, der er utrygt ind i os selv. Så egentlig handler det ikke så meget om, som de skører i der, at man skal tage sig sammen, men mere om det, du gør, som jeg tænker, vi skal tale om lidt, og bygge brug i mellem mennesker. Og så kan vi jo ikke ved at bare få lidt at tage sammen, eller vi skal holde op og gøre noget andet. Det gør vi ved at mærke os selv.

SPEAKER_00 17:48

Precis som lige ser før. Jo, og jeg tror, nu nævner du selv det her med esens. Altså to grundbegreber, når vi arbejder inden for det her område. Der er det en af den netop esens. Fordi en virksomhed har jo også en esens. H den historie, den har, hele den DNA, den har. Det er det sted, den er en del af ikke. Så vi har ligesom en esens på den ene side, vi arbejder rigtig meget med, som jo dybest set handler om at søge tilbage og søge ind i. Jeg tror ikke på, at man kan tale om en virksomheds esens, uden også at tale om de mennesker, der er der om deres esens, dem, der skal lede en strategi eller skabe retning for en virksomhed. Hvad er det sådan en esens i formet af? Og hvad er det? Og den anden del af det er, hvad vil vi gerne give omsorg, så jeg synes, at esens og omsorg er to virkelig vigtige ord. Og så kan der jo nogen, der taler om, at omsorg, det er sådan et blyt ord, og jeg tror, det er noget af det vigtigste, vi kan tale om, fordi det er der, meningen også opstår. Jeg tror, meningen opstår et sted mellem vores esens, og det, det, vi gerne vil give omsorg. Og jeg tror simpelthen ikke på, at det, vi gerne vil give omsorg, er jo det, vi forbinder os med. Det er jo det, vi passer på, det er det, vi elsker. Der jo ikke nogen af, der giver omsorg rigtigt til noget, vi ikke kan forholde os til. Og jeg tror, der er utroligt mange af de ting, vi render rundt og laver på vores arbejde, også mange af de relationer, der er på arbejdet, måske i virkeligheden også i familier blandt venner, og hvor man faktisk ikke helt har styr på. Hvad er det egentlig af det her, det handler om. Fordi vi på mange måder har gennem lang tid fået sådan system, hvor vi, det er måske hinanden også noget af det, der virkelig, jeg synes, en af udfordringerne i dag. Det er, at hvor adskilt vi er. Vi har adskilt os for selv, eller mange af dem, der kommer til dig, har jo sådan en følelse af ikke at være hjemme i sig selv. Så der er sådan helt adskillsen fra os selv. Vi har adskilt os fra naturen. Vi har også adskilt lidt arbejdet fra livet, fordi nu går jeg på arbejde, så har jeg livet siden af. Vi kørt der ud af med økonomien, den har vi afselt, den har vi adskilt fra etikken, og individet har vi adskilt for fællesskabet, fordi vi igen utrolig mange år har hyget de mere individorienteret ting. Jeg har sagt, at det er godt, du kan klare dig selv. Hvor er det godt? Altså, præstationen og selvstændigheden og konkurrencekraften, og det går jo bare ud over forbindelserne og fællesskabet og man hjælper også det her med, vi er afhængigt af hinanden. Der er jo simpelthen ikke der jo ikke nogen af, der øde øg og skal klare os selvnem livet. Men det er blevet noget, vi ros af hinanden for, når vi har klaret noget. Hær det flot, du klarer det her. Det starter jo helt med skolen, hvor er det flot, du klar det selv. Og nu siger jeg jo ikke, at vi ikke overhovedet skal klare nogle ting selv, men jeg tror bare hele retorikken omkring det gør, at alt det, altså at vi har glemt, hvor vigtigt det er for vores helbred og vores mentale sundhed, og i virkeligheden jo også fysiske sundhed, at være en del af noget og være forbundet til noget. Så derfor synes jeg, det er meget mere interessant i virkeligheden at snakke forbundethed og forbindelse, end det er at snakke bæredygtighed.

SPEAKER_01 21:19

Jamen, det giver super god mening ting, fordi det, jeg ser derfor, hvor jeg sidder, det er jo præcis det her med, hvordan faktisk virksomhed og dynamikken på et arbejdsplads, jo spejler det, vi også kommer fra, vores opviker vores relationer. Nogle gange kan se spejle vores far eller vores mor af det andet. Og det der med, at vi ikke kan tale om, hvad det egentlig er, der er på spil i rummet nu. Det er jo meget, der går med til at diagnostiseret Trump, fordi han er et meget tydeligt eksempel på, at det er meget skærd. Så det taler vi ikke om, det er sådan lidt noget ja, men så er vi lige ligge herom, men der finder jo masser af. Og inden for mit fag taler vi rigtig meget om, at jo mere låst man er, jo større stier, man også i græder med, fordi jo mere utanisk bliver man. Jeg ved ikke, at det er ikke der. Men det er faktisk noget af det, der også kan ses. Jeg ved ikke, at det ikke er sortet vid, for der er masser af andre også. Men det er jo sådan nogle samtaler, der kunne være enormt spændende at tale. Hvad er det for nogle værdier, vi gerne vil have ind her? Hvordan kan vi start af støtte, at det bliver godt for alle at være her. Og det er ikke kun aftionær, der synes, det er fedt at drive den her virksomhed system.

SPEAKER_00 22:34

Ja, og det tænker jeg, det kommer jo helt tilbage også i det der med, hvorfor er vi her? Hvad er det, vi skal omsorg? Hvad er det, vi skal drive omsorg for? Og jeg synes, at der noget, der er, jeg synes positivt, det er, at jeg oplever faktisk flere og flere virksomhed, CEO's, som gerne vil have de samtaler, men som også føler sig alene i de samtaler. Fordi hvor går man hen og har de samtaler. Det har du ikke i klassisk VL-netværksgruppe, fordi du har jo et helt andet virksomhedsbrog. Så derfor tror jeg, at det er rigtig vigtigt, at vi. Det er i hvert fald det, der optager mig. Hvordan kan jeg være med til at skabe endnu flere rum, hvor vi kan faktisk have de samtaler, der handler om lige præcis de ting, du snakker om, fordi det er forudsætningen for, at vi kan skabe noget sammen. Og vi skal skabe rigtig meget sammen for ligesom at få vendt den vej, verden er på vej hen i eller midt i så vi. Jeg tror slet ikke, vi kommer uden om det der med, og så siger, at vi må kigge på os som mennesker. Og det er jo ikke. Jeg synes nogle gange, når jeg siger det, så er der nogen, der også siger, at den grønne omstilling er jo ikke et personligt ansvar. Det synes jeg heller ikke, at den er overhovedet, fordi der jo grænser for, hvad jeg kan gøre som person, men den er personligt anliggende. Hvis ikke jeg tager stilling til, hvad betyder det for mig, hvordan er jeg i den her verden, så kan vi have nok så mange strategier og powerpoints, og hvad ved jeg, så kommer vi bare ikke rigtig nogen egne. Så det positive er, synes jeg, at der er flere, der gerne vil have den samtale, men det er en svær samtale og tal, fordi den jo også meget hurtigt kommer til at handle om, at så er vi måske nødt til at have en helt ny spillade, hvor det, der bliver vægtet højest, ikke er, som du siger, hvor mange penge, vi kan tjene til aktionærerne, og hvor hurtigt det kan gå, og hvor hurtigt vi kommer frem af, og vinde over de andre. Det er en anden retorik. Det er nogle andre ting, der også er nødt til at tillægge værdi.

SPEAKER_01 24:51

Jeg tror bare, det er en vigtig samtal at begynder at bræke her år. For jeg synes jeg er selv skiftigt i den retning. Og vi sad så langt klarme, hvor vi jo diskuterede meget sådan nogle ting. Både børn og jeg og min søde mand. Men det der med, hvis vi i de her af tæt og kunne begynder at samtale i virksomheden i stedet for at så fyre vi bare folk, fordi det er det i ting. I stedet for at sige, hvad nu, hvis du så gik ned på 25 timer, og så fordeles vi ligesom den ting, så du får samlet løn, fordi der er jo ikke, der har brug for mere. Nej, der er ikke brug for meget for at producerer mere. Det er bare os, der har brug for mere materialisme, ikke?

SPEAKER_00 25:32

Ja. Men det er fordi, vi ved ikke, hvad skal der så ske, hvis vi som virksomheder, så ejer en virksomhed, eller altså er det spidsen for en virksomhed. Hvis ikke vi skal producere mere, hvad skal vi så? Det er jo ikke en samtale, som kan pågå alene uden i én virksomhed af gang. Det er jo en fælles samtale, vi skal have. Og vi også er nødt til at have hele civilsamfundet mere af det politiske osvide. Men jeg synes, det er en sjov ting i det, du siger det her med A i, fordi nogle gange kan også lige at kigge på samtalen og så siger: Hvad sker der, hvis man kigger på samtalen som en teknologi? Altså hvad nu, hvis samtalen var en lige så vigtig teknologi, som AI er. Og måske er jo den af en af de ældste, og i dag også synes jeg, vigtigste teknologier, vi egentlig har. Du kan jo ikke have samtale. Så er det i hvert fald ikke en samtale, så er det mere et skinder i. Du kan jo ikke have samtale med et andet menneske, hvis ikke også, at der er en eller anden form for empati, eller i hvert fald anerkendelse af, at den anden kan have en helt anden ervindring, en helt anden virksomhedsoplevelse, en helt anden arv, en helt anden esens, end du har. Så derfor tror jeg, at der sker noget i samtalen, som er virkelig vigtig i forhold til i forhold til den tid, vi er i dag. Fordi det er også. Samtalen er også, hvis vi giver os tid til samtalen, altså rigtige samtale, så er det jo også noget, der skaber, der kan skabe tillid, det kan skabe forbindelse, det kan skabe fællesskab. Og jeg tror også, det er det, der er med til, at vi får mod til at ændre holdninger, ændre vaner og udvikle os. Det er, når vi ligesom på en eller anden måde at går ind i det her drum, som vi sjældent har tid til. Men det synes jeg, det er virkelig noget af det, som samtalen kan det.

SPEAKER_01 27:31

Jeg synet, det er jo også der, hvor vi kan blive nysger på hinand virksomhed. Og så vil jeg set, og virkeligheder også. Hvad er det for en virkelighed, jeg kommer fra? Hvilke for en virkelig kommer. Og i stedet for at stå ved og kaste med ud af sådan af det politiske liv, så kunne det jo være interessant at tale sammen. Og det er jo noget af det, som egentlig gør, at jeg greb i der sagde, at jeg skal høre lidt der samtalecafé, som I har begyndt at lave. Og hvad der egentlig har drevet det, for det synes jeg lyder som et fantastisk koncept.

SPEAKER_00 28:07

Der er ikke powerpoints der. Men jeg tror også lige skal jeg fortælle lidt om det, fordi der er en ting, som du også, det der med, det samtalen også kan, det er, den kan berørte os. Og det tror jeg er en anden vigtig ting. Det der med at røre noget inde i os, fordi der er et andet menneske, der på en eller anden måde. Vi er i forbindelse med. Jeg tænker, der jo rigtig meget, selvom er vi jo forbundet. Tognologisk, digitalt, meget mere, end vi nogensinde har været, så tror jeg, at det er jo også derfor, vi ser ensomhedstals stige. Og flere lande, hvor man har fået en ensomhedsminister. Det burde jo ikke være muligt i en verden, hvor vi ikke talt er så forbundet. Men jeg tror, vi har jo, jeg tror, vi har meget mindre øjnkontakt med hinanden. Og det er jo også noget af det sådan et rum, hvor man ligesom siger, at nu skal ikke nødvendigvis træfte nogle beslutninger lige her. Vi skal samtale om et emne. Så der sker nogle helt andre ting i os. Når man ligesom kan giver samtalen frit. Og ikke siger, at nu skal vi. Nu starter vi med og skal have lavet de næste 2030-mål eller 2040-mål, og vi skal have lavet den her stratipræsentation. Det skal vi også på et tidspunkt. Men jeg tror, vi kan virkelig få så meget værdi ud af at starte den del af arbejdet et andet sted i de her rum, hvor vi har samtaler, hvor vi tør tale om de ting, vi ikke har svaret på endnu. Fordi det er jo en anden ting også, at vi kan bedst lige at opfinde ting ude i virksomheden, hvor vi har svaret allerede. Og derfor bliver det, vi producerer den nye strategi, det i virkeligheden bare en viderførsel af den strategi, der var før. For så bygger vi bare ovenpå. Så på en måde, også når vi taler bæredygtighed, så er vi jo med til at reproducere det, vi egentlig ger væk fra. Fordi vi ikke tvær at have den nysgerrighed. Så det er jeg meget optaget af. Og det kan jo være.

SPEAKER_01 30:09

Det er noget til det, Julin. Det er bare fordi jeg fik lige sådan et billedet, når du siger det. Det er jo præcis det samme, som det er i menneskeret. Vi ved her fra forskningen, at jo mere vi optaget af det kognitivt, jo mere vi ofte er koblet på fortiden. Fordi vores karlige hjernæld er udviklet til tænkning, relateret af fortiden for at sikre fremtiden. Men det er jo ikke længere det, der har været. Så kommer vi et andet sted hen og får nogle andre svar. Det var bare lige sådan på, tænker jeg i forhold til det.

SPEAKER_00 30:44

Men det er fuldstændig rigtigt. Og det er det samme, og jeg tror, det er jo et virkelig godt eksempel på det der med, der findes jo ikke et menneske. Man er ikke et menneske derhjemme, og så er et andet mennesker, når man går med og arbejde. Man er det samme menneske, og vi har bare fået skabt et eller andet billed af, at det kan vi godt delo i. Og jeg synes, det er noget af det, som jeg også synes, er super interessant at arbejde med, som jo også kræver, at vi er nysgerre på nogle andre ting, end dem vi nødvendigvis er nysgerrig på i dag ude i virksomhederne. Det er det, der kommer til at tænke på, når du siger vores fortid er ikke fordi jeg kan så godt lide at kigge på os, når vi skal hjælpe virksomheden med at lave en strategi at sige, hvad er det for en arv, I kommer fra? For det er jo ikke fordi, at fortiden er uvæsentligt. Men hvad er det, altså, det er mere respekten for dem, der er gået før os. Hvad betyder det egentlig? Hvad er det, der er udviklet? Hvad får en del af den arv skal med videre ind i nu tiden? Og så synes jeg noget, der er virkelig spændende, som vi også arbejder med. Det er rigtig meget vores forestillingsevne. Og der er samtalerne også helt ekstremt gode, fordi hvordan kan vi forestille os, hvis vi ikke kan forestille os, at verden kan se anderledes ud, end den gør i dag, så kan vi jo simpelthen ikke skabe den, så kan vi have nok så mange strategier og powerpoints og excellar og måle remer, og hvad vi er, så kommer det til at blive en mere eller mindre reproduktion af det, vi har i dag. Og der må jeg sige, altså for mit eget vedkommende også, indtil vi så begyndte at arbejde med håb som håb som handlekræft, og håb som en praksis, ikke sådan noget, jeg ligger mig hjem på sofaen og håber på, at jeg vinder i loken. Men mere ligesom sig, at det kan virkelig friggre nogle kræfter, hvis du praktiserer det sammen med forestillingsevnen. Der kan jeg bare se, hvor svært vi har ved det. Og der tror jeg, altså det der med, at forestille os noget andet. Og hvis ikke vi snakker om det, hvis ikke vi begynder at praktisere det og bare prøve at kaste os ud i det, så kommer vi jo ikke særligt langt. Og det synes jeg er af samtalerne kan. Og derfor de samtaler, vi har haft med en af vores gode samarbejdspartner og som egentlig faciliteret der. Det er egentlig meget sjov historie, fordi det er kontra kaffe. Og det siger man jo også ikke, hver gang med vi skal snakke med nogen om noget alvorligt eller hyggeligt, så skal vi lige have en kop kaffe og skal ud og gå en tur. Så kaffen er jo også sådan en ting, vi kan snakke over. Men de har jubilæum, jeg tror, det var sidste år, og spurge, om vi kunne hjælpe dem med at lave en jubilæumsidé. Så det var egentlig kun ting til, at det var nogle et halv år med fire eller fem, jeg kan ikke huske, hvor mange. Det var forskellige samtaler, som handler om alt muligt forskellige, ikke kun om kaffen, men også om andre emner. Og så viste sig faktisk, at de folk, der kom, synes, det var superspændende. Og det er derfor, det så er fortsat som et koncept, hvor vi kan tale om forskellige ting. Og det er jo, det er jo et rum, hvor der er plads til en samtal, hvor der ikke er noget, der er forud bestemt i forvejen. Vi skal ikke noget frem til et resultat. Og jeg er altså virkelig blevet. Det har været virkelig dejligt at se, hvor godt det resonerer med de mennesker, der kommer, som er meget forskellige, og nogle har været dig til hele samtal rækken. Andre kommer, fordi nu lige er det her emne vigtigt for mig. Men jeg tror noget af det, det gør, og som på tværs af dem, der kommer, som de også siger, det er jo det der med, der kommer en anden nysgerrighed, en anden sænslighed, en anden ro over, hvordan vi er sammen som mennesker. Så det er jo det relationelle, og det kan man også sige. Bæredygtighed handler måske mest af alt om det relationelle. Hvad er det for nogle relationer, vi har til hinanden til den verden, vi en del af. Og de starter så tilbage til også det der med, hvad det er overhovedet fra en relation, jeg har til mig selv.

SPEAKER_01 34:38

Men det stærder faktisk også tilbage ind i mit fald, fordi noget af det, vi taler om inden for travaterapien, det er jo lige præcis det, at det er det relationelle, vi hæder, vores nervesystem, vores krop, alt det derbærmet, som ikke vil her hovedet faktisk. Det har brug for tryghed i det relationale for at finde sammen i de her relationer.

SPEAKER_00 34:59

Jo, og det har også brug for. Jeg synes også, der er sådan noget, et ord, jeg også har optaget mig noget tidkomst. Altså at komme hjem til sig selv. Det tror jeg faktisk er noget, vi er mange af jeres længes efter. Hvad betyder det egentlig, hvis jeg for Nikolin skulle komme hjem til mig selv. Hvad betyder det egentlig? Og jeg tror, hvis vi bliver dygtigere til det, hvis vi bliver mere nysgerrig i forhold til det, mere modige og sårbart i forhold til at undersøge det, så tror jeg, vi, eller jeg tror jeg har helt overbevist om, så vil vi have en meget, meget større kræft at gå på arbejde med. Altså for virkelig at kunne skabe en forandring. Og det er jo igen til ikke fordi, at jeg skal påtage mig den grønne omstilling, men jeg skal finde ud af, hvad det er, der resonerer inde i mig. Fordi hvis det resonerer meget tydeligt inden i mig, så kan jeg simpelthen have det med ud i de forandringer, som jeg skal være med til at skabe, og jeg kan begynde at tale højt om, hvordan det se ud? Hvad længes jeg efter. Jeg synes, det er sindssygt, at der er så mange, der har glemt, hvad de egentlig drømmer om, og hvad de længes efter.

SPEAKER_01 36:15

Men der er jo vælge tilbage til det der med håbet og forestillingen er. Fordi i sportens verden, så ved vi jo, at de virker. Men vi bruger det bare ligesom ikke i vores eget liv. Og så bliver det sådan lidt herover i hjør med noget med noget kvandfysik, der taler lidt om det, men det har vi da sådan lidt blandet, tror jeg. Men det er jo reelt, hvis vi tog det ind i vores eget liv, hvor kunne jeg godt tænke mig at være lidt år. Jeg kan huske, at jeg kendte en gange Preis Peter og Længe, der arbejder meget med lige præcis den her teriform. Det der med at bringe samtalen ud i fremtiden og siger, okay, men du har det sådan her lige nu, men hvor kunne du forestille, at du så var hinov, det kunne virkelig være nogle spændende samtaler også at have. Eller i familien fordan afskylde.

SPEAKER_00 37:02

Men det kunne være superspændende samtaler at have andet steder, så du siger hjem i familien med ens venner, med ens kollegaer. Og jeg tror, der er jo også forskning, der har vist, at hvis vi ligesom virkelig kan mærke, og det er jo også derfor, det virker, når vi taler sport. Altså, det her med at kunne mærke, visualisere det, det gør det også nemmere, hvis jeg virkelig tænker, at det her kæmpe længsel er også et vigtigt ord, hviles jeg egentlig efter. Hvis jeg virkelig mærker det, så er det også nemmere at spole tilbage og så sige, okay, hvad er det så for nogle handlinger, hvad er det så for nogle mikrohandlinger, jeg skal tage for at begynde at gå den vej. Og hvis vi ikke har en længsel, der anderledes, end at jeg skal reproducere mit liv, som det har været de sidste 10 år, så kommer vi ikke til at gå nogle andre skridt, så kommer vi til at gå de skridt, jeg har gået de sidste 10 år.

SPEAKER_01 37:56

Jeg kan også ikke hele brand, han ser det så klår. Det er meget stor fan af. Han så i det tidspunkt af, hvis vi fortsætter i den retning, vi på vej til det her med på vej helt. Og det er jo egentlig ret banalt. Men jeg tænker også, der er et vigtigt element for mig her, der er så optaget af det mindfulde nærværende, at vi kommer til at knyte os til det her fremtidspillet. Men det mest alt bliver motivationsfaktoren til at tage skridt ud. Det næsten skridt lige nu i det her nu, at jeg er sted i mit eget liv, for det er noget af det, jeg opgiver rigtig meget. Fordi temporet er så højt, fordi præstationen og presset er så højt. Så er egentlig rigtig helt til stede. Jeg synes, jeg har læsten forskning der viste, at over 60 procent af vores vågne liv, der vil ikke nærværende, der vi har simpelthen.

SPEAKER_00 38:41

Og jeg kører det på aftopiloten af.

SPEAKER_01 38:44

Jo, eller på den her, eller på det ved, at hele tiden ikke er der, og så mister vi jo kontakten til os selv. Vi mister evnen til at forbinde os det relation. Sådan når vi er sjovt af relationer. Så taler jeg mest om mig. Og jeg er slet ikke nysgerrig på dig. Det er faktisk nogle samtaler, jeg har synes, jeg har set rigtig meget de sidste år, efter alt det her online er blevet så mådan. Når vi så sammen, så taler jeg om mig og glemmer og spørge med hvad med dig. Og der synes jeg, at samtale kan fina et fantastisk form. Tænken, at vi taler med hinanden om hinanden og bliver nysgerre på hinanden. Det er det mening?

SPEAKER_00 39:24

Det giver super fining, fordi man kan sige, at principelt nogle af de samtaler, man kunne have, som vi har været med til at skabe, dem kunne man jo sagten have ud på en arbejdsplads til et møde. Men det, der jo typisk sker til møde ud på en arbejdsplads, det er, at selvom vi siger, at vi er til møde, fordi vi sidder der og skal finde ud af noget, så sidder alle jo med deres computer og deres telefoner, og så har vi sådan lidt forskellig holdning til, om vi egentlig kan multitaske. Det tror jeg ikke er nogen af jer. Det kan i i hvert fald ikke være nærværende to steder. Og jeg synes for mig, det med en god samtale, det handler jo om nærvær. Og det er altså. Det tror jeg virkelig er. For mig, hvis vi skal skabe nogen forandring, så er vi nødt til at ture det nærvær, og jeg siger med vilje ture, fordi jeg tror, det er blevet meget fremd for mange af os. At selv i vores nære tætte relationer, hvor vi gerne vil have nærværd, og jeg tror også, der er en dyb længsel hos mange af jer efter mere nærvær, så har vi det ikke. Og vi skal, og det er altså. Når først ligesom kan man sige, at den forbindelse er blevet brudt. Så det svært, så kræver det imod, og det kræver sårbarhed og åbne op, og ligesom siger, at Gud hvordan finder vi den forbindelse igen? Hvordan finder vi det nærvær? Det er jo også derfor, det er angstprogerende for mange mennesker at kigge hinanden i øjnene i mere end et kort øjeblik. Og du kan jo ikke være nærværende, hvis ikke du er i hvert fald ikke med et andet menneske, hvis ikke at du har lyst til at kigge på det menneske, og ligesom sige, som jeg sidder og kigger på dig nu her. Hvis jeg sidder og laver tusind andre ting, eller bare en andet ting, eller to andre ting. Så kunne jeg jo ikke tilbyde mit nærvær. Og jeg tænker, at det er i virkeligheden den største gave, vi kan give hinanden, det er vores nærvær. Og det kan vi ikke give, altså det nærvær kan vi jo ikke give til hinanden, vi også har det inde i, det tror jeg i hvert fald ikke på.

SPEAKER_01 41:32

Hundred er lige præcis det, jeg også har. Og jeg synes faktisk, at jeg ser jo mange også i parterapi, eller unge mennesker har jeg en del af os. Og så spørger dem, partner, eller spørger de unge mennesker, men taler du ikke med din mor og far om det her. Så vil forældrenes udgangspunkt, for det er også dem, der har kontaktet mig, hvor jeg har prøvet at spørge ind. Men det er de unge mennesker, siger, men hjemme og mig taler ikke om sådan noget her. Så der også en diskans i, hvad vi tror, vi taler om, og hvad vi reer. Det tror jeg lidt om nærvær. Og når jeg er nærværende med mig selv, så bliver det tit nogle lige gyldige og overfladiske samtaler. Også på arbejdslædskær, for jeg tør ikke at byde ind, eller jeg ved simpelthen, hvordan jeg skulle byde ind, så jeg kan ikke til selv.

SPEAKER_00 42:18

Nej, og det er helt enig med dig, at nærvær, det er meget svært at være nærværende med andre mennesker, hvis ikke man har det nærvær inde i sig selv. Og det kræver jo træning. Og der jo heldigvis ser vi jo også flere virksomheder, der begynder at have meditation og næværning og hvad vi er, men det er jo stadigvæk er meget få i forhold til, når vi kigger på det store?

SPEAKER_01 42:44

Jo, jo lige præcis. Men jeg følger til her og kympår vores samtale af samtale kaffe. Hvis man nu sidder og tænker, det lyder spændende, det vil jeg gerne være en del af. Det kunne jo også, at man sidder med en virksomhed og tænker, at jeg skal simpelthen er mærke ud og have fat i vores virksomhed. Men samtalet kaffen. Er der flere planlagt. Hvor kan man gå hen og være med?

SPEAKER_00 43:06

Altså der er her i efteråret efter sommerferien, er der noget ved konst og kaffe, som er det, der afholder det. Der kan man gå ind på deres hjemmeside, hvis man bor i København. Ellers er det selvfølgelig lidt langt væk. Themærerne er vi lige ved at lægge fast nu, men der kommer til at være fire morner igen, hvor det er meget forskellige emner også. Og ellers tror man ikke være. Jeg tror en vigtig ting med samtal, det er. Vi er jo, jeg vil lige ved at sige, at vi alle sammen er født rundt om et bål. Det er vi ikke. Jeg er i hvert fald ikke er født på syghuset. Men det kommer jo i vores arv kommer jo fra, at vi sad rundt et bål og talte sammen og fortalte historier. Så jeg tror, sammen med samtæden er der jo også det der med at være historie fortæller. Vi har glemt at være historieportæller. Og det tænker jeg også det der med, at man tænker det på den måde, som det der med at være nu er vores opgave faktisk også i en virksomhed at sætte os ned omkring et bål, og have en samtale om. Hvordan bliver de bedste forfæder til dem, der kommer efter os, til vores efterkommere? Altså det elsker jeg. Og det giver jo en helt anden end at sætte sig ned og sige: OK, hvad er vores bæredygtigt? Hvordan skal vi forny vores bæredygtighedsmål? Og hvordan ser vores SG-rapport ud? Jeg siger ikke, at det ikke er vigtigt. Det er det. Men det andet er nødt til at komme foran, hvis vi gerne vil skabe noget andet end det, vi gør. Og jeg tror, det der med at ligesme, hvad er det for noget, vi gerne vil være forældre til forfædre til. Det giver jo så lidt tilbage i esens og omsorg og nærmær og øjenkontakt. Det gør også, tror jeg, på, at vi får meget mere lyst til aktivt så at gå ud og være medskaber af det.

SPEAKER_01 45:06

Jamen fuldstændig. Jeg bliver lige kastet helt tilbage til den første gang, jeg var på en trommekonference i Oxford her for et par år siden. Der handlede første dag, jeg tror, vi skulle sidde og tale om muligt klået og forskning, men første dag handlede faktisk om det her med, at vi blev brægt tilbage til vores forfædre Columbus og mor, og det var faktisk ret forfærdeligt, når vi skulle lave den her øvelse med at kigge hinanden i øjen. Men vi sad i det der Saldonien, som jo er flere hunder år gammel. Så det var ret passende lige at bringe os tilbage. Og så var talen resten af dagen i samtalet grupper og finde. Så vil vi gerne bringe menneskerheden hen sammen af det her terapeutiske perspektiv, vi kommer med hver især. Hvor vil vi så gerne hen, sådan, som hundre, at vi sidder i sædværgen og taler om også. Hvad har vi så bidragt med? Det var en super sag.

SPEAKER_00 45:56

Og det er også derfor, det er så vigtigt det der med, at det handler ikke om, at vi kun skal være i nu tiden, eller i fortiden, eller i fremtiden. Det handler om at bin det sammen. Og som du siger, vi kan ikke det der med, hvis vi ikke giver os tiden til netop at finde ud af, hvad er vores ar, hvad kommer vi fra. Jeg var i Georgien og hold sommerd sidste år, hvor vi kørte rundt i tre uger i en lag der og så i den. Og altså kørte mange dage uden rigtig at se nogle mennesker, og så kom frem til mennesker, de mest afsdige steder. Det var ligesom om, der var noget, der bliver anderledes inde i mig efter den tur, fordi jeg fik lige pludselig en dyb, dyb respekt for den jord, jeg gig på. Ligeser, okay det tænker vi jo ikke over, når jeg drønner rundt her nede på Øst og Buket, at der kommer af. Og der tænkte jeg over noget, der har kommet hjem, hvis jeg virkelig skal have sådan nogle oplevelser igen, så kræver det jo tid. Så kan jeg ikke flyve til New York fire gange om året på en shopeferie. Det kan jeg godt, men det er en helt anden oplevelse. Så det er jo også det der med at sætte os selv i nogle andre sammenhæng. Og der tror jeg virkelig, at det kan noget det der med at lade til bruet falde, og det er jo også det, det kan i en samtale, ikke og ligesom at have nogle andre samtaler endne, der bare handler om, nu skal vi lidt ud af.

SPEAKER_01 47:27

Så forhåbentlig nulin, for vi kunne jo sikkert tale i flere timer, men forhåbentlig har vi også kunne inspirere til, at man også bare selv kunne sige, at det kan jeg rigtig godt tænke mig at inviteren på en kompreft og samtaler med. Så det kunne også have startet. Så det er en det her, at man selvfølgelig kan komme ned på kontaktkarten, som bor i København eller i online, og så lige gå ind og se, hvornår I næste gang har det med. Jeg tænker også, jeg vil elske, hvis det har sat noget i gang i forhold til at netop invitere nogen af dem, man tænker, at de ville være spændende og samtale med.

SPEAKER_00 47:58

Lav en samtale menu derhjemme, eller et samtale tema. Inviter. Det behøver overhovedet ikke at være stort. Det er jo bare det der med at sætte sig selv. Og tage et ansvar selv og så sige. Hvad kunne egentlig være med til at udvide min horisont, eller hvad kunne få mig endnu mere ind i mig selv? Hvad er det for en type samtaler, jeg egentlig er nysgerrig på? Og det tænker jeg, det behøver man ikke at være mere end to til.

SPEAKER_01 48:30

Så det er overhovedet ikke overhovedet ikke. Jeg kan læse lige såplet her til sidst med at sige, at hver morgen, så starter vi altid dan med, at vi sidder og læser sammen i aflisen, og de skal de mest spændende artikler. Det synes jeg så fedt, fordi efter 23 år kunne jo godt bare sidde og snakke om ting. Men det er også, at taler om noget, som bringer noget nyt op i osmærks, som inspirerer til det, vi laver. Det synes jeg ekstremt berigende. Det kan jeg andet, når man gør.

SPEAKER_00 49:01

Men det er jo også en slags samtale, hvor I så har gjort jer umid i forhold til at sige, at det skal ikke være den samme samtale, som der har været de sidste 20 år, fordi det bliver man også lidt træt af.

SPEAKER_01 49:13

Det bliver man lidt træt af. Det gør man. Men i hvert fald har det været super inspirerende. Du er jo en kvinde med kæmpe passion, måske ligger det i familien.

SPEAKER_00 49:23

Det er familienflore, ja det er meget passioneret kvinder.

SPEAKER_01 49:26

Ja, lige er præcis. Det er super fedt, så det skal vi bringe på den. Det er i hvert fandt en kæmpe fornøjelse, der har der meget Nikolina.

SPEAKER_00 49:35

Det har været en stor fornøjelse.