FLORA's Fabulering med Pernille Darling - Samtaler om det gode liv

Utryg tilknytning - den stille krise, vi ikke tør tale om
Samtale med Pernille Juul Darling

I denne udgave af FLORA's Fabuleringer dykker jeg ned i et af mine allerstørste yndlingsemner: Tilknytning - og især den utrygge tilknytning, og hvad den gør ved os, både som børn og som voksne.

Min gæst er Pernille Juul Darling, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og seniorforsker ved Center for Evidensbaseret Psykiatri. Pernille har skrevet ph.d. om tilknytning i familier med ADHD, er certificeret i Child Attachment Interview ved Anna Freud Centre for Children and Families, og har bl.a. skrevet bogen Det Neurodivergente Menneske og senest bogen Tryghed og Tilknytning - en bog jeg har brugt sommeren på at dykke ned i.

Sammen taler vi om, hvorfor John Bowlbys tilknytningsteori fra 1940'erne og 50'erne stadig ikke er blevet en naturlig del af den måde, vi indretter vores samfund, institutioner og skoler på. Pernille peger på, at det kræver et ubehageligt opgør: Vi har bygget et samfund, der ikke rigtig passer til små børns grundlæggende behov for en stabil, tilgængelig omsorgsperson - særligt de første tre leveår.

Vi kommer omkring de klassiske tilknytningsmønstre - det trygge, det undvigende, det ambivalente og det desorganiserede og taler om, hvordan utryghed i bund og grund er en overlevelsesstrategi: Et system, der er sat i verden for at holde os i live, ikke for at gøre os besværlige.

Pernille deler sin bekymring for, hvor lidt tid børn og forældre reelt har sammen i dag, og hvordan presset fra vuggestuer, skemaer og "flyverdragten på klokken det og det" gør det svært at give børn det nærvær, de har brug for. Vi taler om forskellen på robusthed og resiliens - mellem at være en sten, der kan tåle slag, og noget der bøjer sig og fjedrer tilbage og om, hvorfor tryghed altid skal komme før krav og udfordring, hvis udviklingen skal være holdbar.

Vi berører også den stigende diagnosticering af børn og unge, og Pernilles vigtige pointe om, at det ikke nødvendigvis handler om at være forkert, men om at have forskellige "hjerner" - nogle, der ser alle nuancerne og nogle, der hurtigt danner sig et overblik. Begge dele er værdifulde, men nogle miljøer passer bedre til den ene end den anden.

Og vi slutter samtalen med det spørgsmål, jeg tror mange af os bærer på: Kan man ændre sit tilknytningsmønster som voksen? Det blev en spændende og meget inspirerende samtale, som jeg håber, du vil nyde.

God fornøjelse!

Kærligst,
Flora

Her kan du købe Pernille Juul Darlings bøger

Her kan du følge Pernille Juul Darling på Linkedin

Følg mig på Instagram >>>

Se mere på livsbevidsthed.dk

Transcript

SPEAKER_01 0:00

Der flow spabuler. Morgende samtaler, reflektioner og takme. Og det må og vist liv. Mit nave. Velkommen til. Jeg rigtig geriget velkommen til Floris fabulering. Det her med formede. Jeg særlig har glæet mig til, fordi vi skal tale om det i mine og ølings, nemlig tilkny og tryg tilknet. Men måske ikke minder den udtryk tilknypning, og hvad den kan være. Jeg får lige vil lyst til at kælde lidt eksperiment, fordi du er mange steder med den her fantastiske bog, og jeg har vokset om mange på det. Og så er du specifik på anden om unge om psykiatri. Men du har jo også en pH i forskningen omkring tilknytning i familier. Og i stedet af DHD-diagnosen, og så handler vi i hvert fald set der forskellige steder vil være med i at give dine holdninger med ind i debatten omkring det her med tryk tilknytning. Så er rigtig hjertet velkommen og tak fordi du vil være med, Pernette.

SPEAKER_02 1:15

Taktang.

SPEAKER_01 1:17

Jeg kunne jo godt tænke mig, og have lyst til at udfordre dig og stærke med at spørge. Hvordan fylder tilknytning og tryk tilknytning i dit eget liv.

SPEAKER_00 1:28

Jamen, det føder jo ret meget, hvor det er det, der beskæfter mig med det mest af tiden. Jeg skal bruge måde mit klinisk arbejde. Det går ret meget op i, at det første her egentlig skal en familie eller et nyt barn eller nyg, derablerer den der. Jeg forsøger i hvert fald atablerer, at de kan opføre det bare som en sikker base, hvorfor de kan begynde at også tænke i, hvordan kommer lidt til at se ud efter en eventuel udredning. Så ikke skal bruge al deres energi på at være i panik, som de jote er, når de kommer igennem nuordet til psykiatri. Og så synes jeg bare, det er meget, meget spændende emlig. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke er noget, der sådan er en del af nærmest alt, når vi foretages. Når vi skal strukturere vores samfund og hjælpe mennesker på den en eller anden måde.

SPEAKER_01 2:21

Og det er jo lige præcis derfor, jeg så gerne vil snakke med det, for der er vi så fuldstændig enige. Nu er jeg uddannet ergoterapeut, men allerede for 30 år siden, da jeg blev uddannet, der var det jo en fast del af vores uddannelse og høre om tilknypningsteorierne og hele Boldbysen og Mary Answorth arbejde. Så for mig har det altid ligget sådan dybtig den måde, der tilgår. Nu har jeg også sammede med mindfulness, og det tror jeg, du skal ved stille og sådan på be kind. Whenever you can. Det her, men vi altid skal tilgå hinanden ud fra det her udgangspunkt, der været venlig. Så der er mange samfald ind i det her. Hvad tænker du, der egentlig gør, at den her teori, som er så gammel det jo helt tilbage fra 140'erne, at den ikke er integreret som naturlig del i vores måde at tænke udviklingen af børn og unge på, og hele vores internationområde.

SPEAKER_00 3:20

Altså må I sige, at tekniksteorien er jo faktisk ikke et meget stort trib på året sider. Og det sidste bind blev først udgetet i 1980. Sådan er ikke så gamle, som folk ofte tænker det. Men det er rigtigt det var i 40. og 50'erne. Og John Bolden begyndte at få de her tanker om, at der er et eller andet, vi oversker i forhold til børns behov og udvikling. Når jeg tror, at vi lidt overser det, så tænker jeg, at der er flere årsager til det. Det ende er, at det er så, når man kan sige en lidt ubagelig sandhed og så forholde sig til, at vi faktisk kan sker i gang eller klar et noget samfund, som ikke passer til små skørt ander. Så hvis vi skal tage det ind for andet, så skal vi begynde virkelig at retænke, hvordan vi gør ting. Det kunne blive stort og det kunne blive gennemgrigt, og det kunne blive besværligt. Men jeg er jo så en af dem, der tror, at det vil. Hvis vi tænkt det afledes af det. Og så tror jeg også, at der sket noget i det ord der, hvor han formulerede sine tanker på de her mange sider. Han har jo taget forskning ind fra rigtig mange forsker og andre fel. Så udviklet samfundet så kan blæstenhast i årene efter 2. Som gjorde, at det lige pludselig blev sådan eller mindre det normale, og det bare var noget mor og bare, der arbejdet ebank. Og der mødte han faktisk også lidt modstand på det, fordi der var jo minister, der første omgang troede, at det han ville var at holde kvinderne hjemme i køberne. Det var overhovedet ikke det, han var ude efter. Han var ude efter at få at stæt, der er nødt til at være en stabil omsorgsperson for børn, især når de er under tre år. Og det behøver ikke at være en mor, men det skal være ikke så stabilt. Det kan ikke være en, du skifter ud hele tiden.

SPEAKER_01 5:20

Nej, og det er jo interessant, og jeg ved, at du lige har været over at besøge Baldvis af det barn eller barnebarn. Det kan jeg faktisk ikke en gang huske.

SPEAKER_00 5:29

Det var lidt det hele faktisk, fordi det er hans søn og sviger, og husk dem, der bor deres barnebarn med sin kæreste.

SPEAKER_01 5:38

Fedt. Så du har det jo sådan lige helt frisk, hvad det egentlig kommer ud af hele tilknyndsteorien. Men det kunne være, at du ville være bedre, end jeg til lige kort og beskrive, så er de her fire elementer i tilknytningsteorien bare sådan helt enkelt så dem, der sidder og lytter med. Der ikke sådan ved det detaljeret.

SPEAKER_00 5:59

Men så tænker jeg, at der er jo, der kan tage fat på forskellige måder. Men hvis du selv bliver tilknytningsmønstre, så kan man faktisk ikke primært mådligt ved med hans kollega med Enspår, der bliver klar over, at man faktisk kunne identificere nogle reaktionsmønstre, der var forbundet med, hvor trygt eller utryk du er grundlæggende. Vi kan alle sammen have de forskellige møstre. Men for nogen, så skal der ikke ret meget tilfør du program ud de flere utrykke strategier. For andre skal der mere til. Så det optimale er, at hvis du ligger i det trygge område, så kan du stadig blive utryk, men du er her nemmere ved at overkomme det og komme tilbage i sådan et stærk st, hvor der er roligt, at du kan restituere, og du kan begynder at udvikle dig. Og så er der det underliggende til. Det er der, hvor man har en tendens til, når man bliver udfordret. Måske at tænke, at det her nødt til at klare sig selv. Og det kan jeg også få. Så der er hurtigt at tænke sig lidt tilbage. Og være observerende på, hvad der sker omkring så. Og her kan du gå to veje. Så kan du ligesom finde ud af, at det har jeg styrt på, og så vender du tilbage til den der tilstand, eller også så kan du mærke det, at det har jeg faktisk over ikke styr på. Og så kan det nærme sådan en lidt mere pænskilsting, der så man tager sig længere længere længere tilbage. Og hvis det er så, når du har oplevet mange gange, at der ikke nogen tilgængelige for, man har brug for det, så bliver det det der med. Det bliver sådan lidt en automat reaktion at trække ind i skid på skjålet, så sammer ud på det. Og så er den ambivalente, hvor som det er næsten ikke høre af navnet, så er det sådan en, der bevæger sig blandt to, som nærmest yder på det. Horde at man har den opfattelse, at man faktisk ikke klarer til sig selv, når man føler, at jeg er sådan ud for det, men man føler sig også overbevist om, at andre besvig, hvis man forsøger at bruge dem til at lyse sin udfordring. Og det betyder, at man kan komme ind i sådan tilstand af, at man bliver meget søgende for andre, men når de så faktisk skiver noget, så er man afvist noget for det. Og så får man i sådan rigtig uban i limbor af den kan bruge for sig selv, men kan heller ikke finde bruge hos andre. Så det er sådan en meget stræst tilstand eller, og det er også meget stresset for dem, der er nogle tre mennesker, der har de her ambivalente reaktionsminster, fordi der ikke rigtig noget, de kan gøre i virkeligheden. Når de forsøger at tilbyde noget. Så har jeg også tænkt, at der er noget, man kan gøre, men måske ikke det, man sådan ikke intuitivt tænker. Og det er sådan de tre reaktionsfrængers, som Maria identificeret. Og så var der nogle børn, der ikke kunne klassificeret. Og der var der så en anden Mary, Maria Lingen, der har fandt, at der faktisk nogle børn, som var så traumatiseret, så de havde ikke slag til at udvikle et helt mask. Og det beskriver hun som den desorganiseret kategori. Altså der hvor nogle snu pres, der gjorde det nær lidt af endet kolabs. Det, der er blevet misstået omkring det er, at det ser ikke, at børn går rundt sådan generelt, og det er desorganiseret hele tiden. Man må ikke bruge det som sådan en overordnet kategori, som man gør med de tre andre. Så man skal tænke det som, at der er nogen, der skal ikke ret til, hvor det kommer ud i det her psykologiske kollaps, som kan se ud på mange forskellige måder. Men vi kalder, det kaldt det sammen oplev det. Det er bare, det handler om, at der skal ske noget, som er så langt væk fra det, du er vand til at håndtere. Så du kan ikke bruge de strategier, du normalt har, og så oplever det der indre kollaps. Og der er jo klart, at hvis man har haft meget ustabilitet, og man har oplevet mange sligt, så vil du også hurtigt at fremme i den der følelse af du går det hele bare helt igen, at opleve det her inddolps.

SPEAKER_01 9:58

Jo, og det helt grundlæggende ved de her mønstre, det er jo, at de udviklede i samspil med nu kalder vi det omsorgsperson. Men det mest optimale er vil, at det er en forældre. Fordi det ville egentlig være det optimale, at vi var sammen med en af vores forældre og have den som trygge tilknytningsperson, især de første tre lever for at udviklet en form for tryg tilknysmyønster. Det er ikke rigtigt.

SPEAKER_00 10:28

Man kan sige, at det der er ved børn er, jo mindre de er, jo nogle græd, når vi kommer til verden. Så vi kan ikke klare sig uden der er nogen, der passer på os. Så faktisk vores overlevelsesstrategi som menneske, det er jo at skabe kontakt til nogle andre, som vi sikrer på pas på os, end at vi kan selv. Og der går lang tid på, det kan set. Og det vil være meget krævende, og det vil også være meget usikkert, om man overlever, hvis man hele tiden sådan skulle etablere nye kontakter, etabler ny kontakter. Derfor kan man sige, jo mindre et barn er, jo mere har det brug for at have sådan en konstant kontakt med en omsorgsperson, for at ikke hele tiden kan fornemme, at vi har styr på situationen som det her lige nu. Og det var også det mål, vi har talte om. Det var det her med, at teknologingssystemet er i virkeligheden sådan biologisk funderet adfærdssystem, som skal sikre, at afstanden mellem beskytteren eller omsorgspersonen og den, der har brug for, at bliver beskyttet, ikke bliver forstort. Og efterholden måtten jo her ikke andet for kort, på et tidspunkt, så skal man jo stille og ret level til ansvarser. Så det helt svært, barn, har ikke brug for andre i sådan lidt trykhed cirkel end omsorgsperson. Og det typisk vil jo, at morgen. Det er ikke nødvendigt. Det vigtigt er, at der er stabilitet i den dration i så lang tid, indtil barnet bliver klar til at invitere nogle flere i sit rum, det.

SPEAKER_01 11:53

Jo, og det synes jeg også, at du siger noget væsentligt, for det er jo ligesom barnet, der skal være klar til at invitere nogle flere ind i det her rum. Og vi er jo netop i vores samfundsmæssige struktur har defineret, at det er også, der ligesom invaderer barnets rum, alle mulige tilbud. Og forventninger meget tidligt, synes jeg også, til alt for små børn, hvis du spørger mig.

SPEAKER_00 12:15

Ja, Marine.

SPEAKER_01 12:17

Og det kan man noget læres. Og det er nok også derfor, vi ikke kan lide at tale om det her, som du også siger. Fordi det giver noget skyld og skam, og det der i forvejen alt for mange, især kvinder, der bærer rundt på, men det er jo ikke det der hverken, de der er mit ærne her. Det er bare at peger på, at måske er det her, vi ser en af grunderne til al den mrivsel, der er hos børn og unge i det her. Og måske også i min optik nogle af de her diagnoser, som jo voksede støtt og roligt i de her år. Kun der ikke være en sandhed i det, tænker du også, Pernette?

SPEAKER_00 12:50

Jamen, det er lidt interessant af jo. Nu ser det tidligere, hvad det, vi havde glemt omkring tilviden, eller hvorfor er det, at den ikke er blevet til. Så hvis man går helt tilbage til, hvad det er, der egentlig fanget på vis interesse, så var det jo faktisk, at øje på nogle børn, som mistrædes, og som ikke udvikler sig, som forventede. Og det var faktisk derfra, hvor hans interesse for, hvad er det, de her til fælles de her børn, som på en eller anden måde kommer på afveje eller i mrivsel og fandt sig. Og der var på sammen noget med et brud mellem dem og deres omsorgspersoner tidlig i deres liv. Jeg tænker helt klart, at der er nogen sammenhæng mellem misrivsel, og den måde, vi har organiseret på, hvor børn, der egentlig er klar til at invitere mange mennesker i deres tryghed som er vundet til det. Det kan man sige. Det er vigtigt omkring til systemet er jo, at barn selv skal have lov til, at vi skal have adgang til sin tryghedsperson af dem, som de er allermest muligt der, hvor de slet ikke bruger en kort på verden her. Og den her acts og penetrativ, så har vi jo taget vigtigt i det øjeblik, vi så der med bukesten. Pædokerne er fantastiske mennesker. Det vil jeg slet ikke peg på, og jeg ved også godt, at de vælger de fag, fordi de brænder for at blække børn i det hele tage området og deres udvikling.

SPEAKER_01 14:21

Men jeg vil stadig sige, at sidder du med en for 12 måneder, og har du seks andre, der også kan holde øje med, hvordan det er en bubbest, så kan du ikke være sådan direkte kontakt nærmest hele tiden, som så lille et barn faktisk har brug for lige omkring det strukturelle, også lidt ikke noget, der peger fingre, og der er også noget med normeringerne, der jo faldet markant de senere år, ikke på grund af alle mulige besparelser. Jeg kommer meget til at tænke på, for år tilbage og arbejdede meget med Perver Lundes udvikling af ICDP-principperne. Fordi de første fire i hans principper for overhovedet, som var de psykologiske principper, der var nødvendige for barn at kunne inviteres ind i læringsrummet. Det var vi rigtig glade for barn, se barnets initiativ. Og illustrer da efter, at her var det følelsesmæssigt initiativ tit det sventerne, når jeg ude og arbejde i institutionerne med. Og så anerkender barnet, for det kan at gøre og invitere til samtaler. Det kan vi jo også at lytte med de små børn. Og først der siger Peter Halvorlunde, kan vi invitere dem ind i læringsrummet. Og de her fire principper, så kommer vi også ind omkring det her med, hvor stresset og presset almindelige forældre også af. Og hele den her digitalisering, hvor vi kommer til at være på telefoner og alle mulige andre steder end i det her dybe nærvær med vores børn. Kun da ikke også lægge et element der, tænker det?

SPEAKER_00 15:49

Ja, jeg tror, at i virkeligheden tænker jeg, at det hænger jo meget sammen. Og nu nævner du Lise principper, og man kan finde mange andre principper. Og når jeg kigger på dem, så tænker jeg at det hele har jo i virkeligheden rod i det med, at man tryg eller utryk. Ford det dygtige mennesker kan jo utrolig meget kan vende sig ud verden, kan udfordre sig selv, der kan tage andres perspektiver end uden af tænke. Nu bliver jeg kritiseret som menneske og smidt ud af flokken alt muligt. Når det udtrykke mennesker kan jo ikke prioriter andet end sin egen sikkerhed lige her nu. Og det gør, det kunne være sådan en kort vej til et stærkt for den skærer af næsten af den, at jeg har træk til et stand. Det kunne en ganske få områder, hvor de ikke føler sig ud på at udtryk. Og hvis man har det sådan, så kan man jo ikke prioritere andet eller sådan at sikre sig selv mere og mere hele tiden. Og så kan man ikke sætte noget energi af til af til andre perspektiv. Det kan være, hvor hurtigt bliver tøj med på. Hvis nogle siger et eller en der er mind som et godt brød, eller sådan en kommentar eller noget, så bliver du hurtigt. Det måske ikke er sikker på, at det er et negativt rettet med, eller det kritik af der, eller noget af den tur, som kan gøre, at du føler dig yderligere i farft. Så jeg er. Så skal vi kigge på det der med. Er der tryghed til stedet. Altså har vi sikret, at barnet kan føle sig fuldstændig i brugt og trygt, når det ger voksne. Hvis det ikke er på plads, så giver det ikke rigtig mening at begynder at tale om noget andet.

SPEAKER_01 17:28

Det giver slet ikke mening at begynder at tale om læring, eller udvikling, eller udfordring, eller skulle jo kunne give noget til et fællesskab, som jo en af de store udfordringer det er så meget, hvad det som går i opløsning, hvor hvis vi kigger på hele vores fysiologi, så tænker jeg også, når man ser på de oprindelige folk, som vores fysiologi jo stadig er et match med, så ville man jo også have barnet hos sig hele tiden de første timer. Jeg elsker sådan, at citere en indianers, derme. Jeg har hørt om, som havde et principp om, at barnet ikke måtte røre jorden det første år. Og det siger jo egentlig mere noget om, at det hele tiden skulle være i tæt kontakt med en voksen, end at det var noget galt med jorden.

SPEAKER_00 18:09

Ja. Jeg møder jo så også af folk, der siger, at der jo ikke noget nyt i, at børn blev passede af andre end deres mor. Og det var også rigtig nok. Men tidligere, der havde vi jo det der ret lære sekundær omsorgsmiljø, som så bestod af måske ældre, søsklige, eller bedsteforældre, eller ungler og tanter og sådan noget, så vi havde det der nærmest omkring barnet og mor. Og Svem herborbe, og John Bolby svigre dat af. Hun sagde netop, at det der med, man siger at tænke Village to Raiser Child, det burde jo virtingen omskrev, selvom landsby skal tage sig af mor, og far, hvor morgen er bruge til at tage sig af sit barn.

SPEAKER_01 18:56

Ja så kunne man ikke også tale om det, når du nu nævner morer, fordi jeg synes jo også, at jeg i mit daglige arbejde her utrolig mange sær unge kvinder, der er ekstremt presset og stresset. Og i det stress og pres, der er det jo også svært at skabe en tryk tilkny til sit barn, selvom intentionen er der, så kan det jo være enormt svært at få givet sig selv den plad til at sidde og bare være med en blød krop, der holder omsorgsfuldet og ikke en stiv stresset krop for et pres møder sit lille barn. Kun det ikke også give meningen, at det former utrykheden?

SPEAKER_00 19:33

Jeg tror jeg tror, at jeg har altid sådan lidt. Det er jo tit op at vende, hvordan forældre kan være mere til stede eller gøre ting anderledes, for at deres børn kommer i bedre i trivsel. Og jeg synes, vi fuldstændig oversker, hvor lidt tid forældre og børn her sammen. Og det bliver afgjort. Vi har aldrig været så meget sammen med vores børn, som vi har nu. Det er ikke rigtigt. Det pas ikke. Fordi i første havde vi det jo sådan, at der var enten en mor eller en far hjemme, måske typisk en mor. Og så kunne barnet bevæge sig ikke. Så kunne det godt være, at det var væk det meste af dagen, men det vidste præcis, hvor den trygge base var. Så det der med, at vi ligesom har reduceret den der for et barn relation til at være sådan nogle stresset i morgen, hvor vi skal simpelthen den fluore drægt på nu, at vi skal være med i børnehavn, eller bågestolen, eller elsefonen klokken det fli eller møder og bare set på arbejdet eller når ikke deres døve, eller hvad det er. Og så eftermiddagen. Det er jo så der, hvor man måske har siddet hele dagen med den her lidt klugende fornemmelse i maven af, at det er mig, mit barn har brug for, så husker i hvert fald ikke hænge senere end klokken 3, halvdire eller andet. Som også betyder, at man bliver nødt til at slukke knudler på sig selv som forældre, for at få det hele til at hænge sammen og opfylde arbejdsmarkedets kræft. Og så kommer vi mere til udna. Det er, som Richard Book kalder for burnt out child and burn-out parent. Og det tænker jeg meget ret i. De har ikke et ord for ulviding på den måde i england, som jeg i hvert fald lige kunne finde frem til. Men her har vi den jo på fuld ødplæsning, og vi har ligesom på en anden måde at accepteret det som noget uundgåligt. Men det er stadig et relativt nytt begreb. Det er fra 1983, og vi begyndt at bruge det som den der eftermiddages stress, hvor der skal laves mad, og der skal tækes beskider på at aflet så i 83. Og man skal også lige at finde hinanden igen, for alle følger med ud andet over. Så jeg synes, det der med, at stille flere krav til forældrene. Og det er at lave en klimetan og nover på den, fordi de har jo ikke råd til. Og hvad er de forældre, det i virkeligheden det godt kunne det. Så det bliver stadig på bræket for de timer, hvor barnet er ikke på hjælp og bliver påvirk.

SPEAKER_01 22:00

Al alle andre voksne af mennesker i det hele taget, jo så det vi er enige her, det er jo faktisk, at der er brug for mere tid til, at vi kan være reale sammen med vores børn som omsorgsperson, uden der er noget dårligt som virkelighed i det, og så er vi inde i hele samfundsstrukturen igen. Og det her pres, der ligger i det. Jeg tænker også, at når der er så meget pres i samfundet, så bliver tolerancen for forskelligheder, også meget lille, for dem, der ligger i ydrefælderne. Så hvis man nu har en sensitivitet med sig ind i livet, så vil det være sværere at tolerere den sensitivitet i de her kaster, som vi på en eller anden måde prøver. Hvor man ind i virkelig det giver mening. Men jeg hørte nemlig, hvor en af mine klenter fortælle, at hendes lille søn, han blev meget orolig nede i børnheden. Jeg taler med børn på en tre 4 år. Og så blev han satten lidt hjørner med en iPad. Og hvor jeg bare tænker, hvor det med en dårlig løsning. Og så alene i vildmarken med yngste og deltage på 26, der sagde, at han var sådan lidt vildt barn, men så var der en pædagog, bære lidt, der så ham. Og så tog han et par andre drenge med ud og fiske. Og så får han et problem, der var ved at få diagnoser og skulle have specialbehandling. Så bliver pludselig en, nu sådan en almindelig dreng, men en dreng, der bare meget energi og kreativitet, så bliver brugt til noget. Kan du følge med det? Det kræver et overskud og nogle ressourcer, at vi ser potentialet i det enkelte barn, og hvad det har brug for.

SPEAKER_00 23:43

Det er også den pæder, du nævner, der også har været enormt pres, fordi jeg tænker ikke, at det er hendes første valg at stik et barn i iPad. Men hvis hun står med tre andre ildbrand rundt omkring blandt børn, så hun jo nødt til, så hun jo nødt til at lave sådan en form for stands ulykken af det. Og så kan hun jo bage efter samle op på, og jeg tænker, hun er jo garanteret det øjeblik, hun har haft den hånd frig til kommet her og se på, hvad det barn egentlig brug for lige nu. Så er det jo så bare det der numeringen den dag været så ringer. Hun aldrig nogens fik mulighed for at gå her og kigge til det barn and. Der var mere kut. Så jeg tænker, at det er stregt strist, der kommer at være i både for børn og voksne, som det ser ud i dag i mange dagitutioner, der jo ikke mangel på gode intentioner og hsigter. Men det er bare ikke nogen garanti for, at det går det, hvor man gerne have det. Og det er ikke nogen. Vi kan jo ikke vidre tiden eller mennesker på den måde. Vi kan ikke preske tryghed ind i et barn, heller. Det kræver simpelthen bare tid og nær til stedværsen og kontinuitet. Hvor begynder at bygge sig opre. Det er et intret, som skal være, at andet kommer til at møde i livet. Og så tænker jeg, at det er lidt ind på, det er, at stiller vi for mange diagnoser i dag.

SPEAKER_01 25:18

Ja, i hvert fald er skærp på det. Jeg kommer ud af en tradition, hvor vi taler om, at sensitivitet kan være af, og sensitivitet åbner os også op for forskellige overlevelsestrategier, som kan se ud, som det vi kalder diagnoser, men som måske også kunne være overlevelsesstrategi og utryk tilknytningen, kunne være, at vi skabte en overlevelsesstrategi. Der får hjern til at forme sig på en anden måde, end det nødvendigvis er genetisk. Og det synes jeg bare spændende, fordi den åbner jo for, at der er forskellige veje og afhjælpe det her.

SPEAKER_00 25:57

Ja vil ikke sige. Jeg har ret optaget af det første, jeg gør noget møder børn, der kommer til mig i børndomspykiatri, det er at få flytte den der tanker om, at de er helt forkerte. Så det godt være, at de kommer til at opfly kriterierne for en diagnose, det synes jeg egentlig er lidt sekundært. Så jeg plejer meget ofte at vise dem sådan et billede af to mennesker, der står og kigger på den samme række af farver. Og der er måske 2030 forskellige farver. Og på den ene side, der står en og udpærer, der er blå og rød og grønt og sådan de der store farvegrupper, og ligger dem ligesom mange nuancer sammen til én stort farving alt det her, der hører til under blå. Og på den anden side, der står en, og ser alle nuancer, og kalder dem ved deres navn som agenda, og scijener, hvad der ellers er af simancer der. Og så forklarer man, at hvis man nu har den hjerne der lynhort i dan andet overblik, og sorterer en masse frær, som ikke er nødvendigt i situationen. Så er det klart, så bliver det måske lidt mindre præcist, men i langt de fleste tilfælde, så er det præcis nok til at være til stede i det, man nu engang bliver bedt om at være til stede i ikke. Jo, så har man den anden hjerne, så har man præcisionsherne, eller en antekt hjerne, eller en kunstner, eller hvad man nu vil kalde det for. Sværer godt, hvis du skal sidde og tøde af mærke skandinger, eller hvis du skal lave et maleri, eller hvis du skal følge på med det. Men det kræver tid, og det kræver ret meget energi. Så hvis du bliver sat i et miljø, der passer til dem på den anden side, så bliver afklævet og fungerer på den måde, så bliver du meget hurtigt overbelastet. Og der ved jeg jo ikke, om der er nogen af de børn, der i dag ender hos os i psykiatri, så jeg ender hos os i sygnafri, fordi du skal have fremmet efter det har været hos os. Om de ikke vil have gjort det for en generation siden. Vi kan jo bare konstatere, at vi stiller flere diagnoser i det. Og der ikke rigtig nogen grund til at tro, at det er noget genetisk bater. At vi stiller flere diagnoser. Men så må man også sige, at måske har vi helt anden arbejdet med sådan et stort gros, hvor der er nogen, der sådan har gået og kæmpe for at kunne få det hele taget givet mening og gå under reteren, fordi det lykkedes med nogle masker. Det er jo godt, hvis vi finder det af. Men det kan også godt være, at der er nogen, der bare tidligere lige begynder at føle så forkert i dag, fordi det spur, det bliver afklædet og fungerer på, at blev smærere og smærligt. Og det er jo lige sådan, det starter meget tydeligt, at vi skal forsøge at gøre en skoleparet i børnehaven, hvor børnehaven var oprænget ting, som sådan set pasning, når det bare morfor har ikke noget hjemme. Men det var jo også set som et råd, der skulle være til leg, og hvor barnet skulle have lov til at udvikle sig fuldstændig i den retning, det nu følge for, at vi vokset skulle være understøtte. Nu er det blevet mere styret, fordi de skal blive klar til at sidde stille i skulden.

SPEAKER_01 29:09

Jo, og det er jo lidt interessant, også, fordi jeg synes, jeg har set flere undersøgelser, der peger på, at noget af det, vi har brug for allermest for, at hjeren kan udvikler sig mest og åbner sig mest op til at være fleksibel. Det er leg og kreativitet, især i det tidligere år, ud over selvfølgelig tryghed. Og det der, leger det kreativ, selvfølgelig er det dem, men legen bliver også lidt taget ud. A det synes jeg, når der kommer alle de her krav. Så er vi egentlig det her, hvornår vi sidst er et barn, der er op og kraligt i træ, eller så får lov til at sidde og fordyb det i noget. Det har vi brug for, at vi også hjernemæssigt kan udvikle os til synd og velferende væsener senere her, og det synes jeg også, at vi mangler at tale om. Men det finder nogle krav, fordi alle kan lære at læse og skrive hen og vejen. Men det her med, så kunne vi også tale, Susanne Hard, det følelsesmæssigt, det empatiske, det kreative. Det vægtes ikke så højt, synes jeg i de her krav.

SPEAKER_00 30:10

Jamen i altså tager vi tilbage til det her med samfundsspultur, fordi der bliver jo stillet nogle krav til, hvad skal et barn kunne, når det starter i kommer våket til børnhav, og igen, når det kommer over i skolen og så videre. Og de krav, de kommer jo til. De krav, de bliver jo ikke. Jeg tænker ofte og ofte over det der med, at de vokser omkring børn, det bliver jo også fanget i de her. De er jo nødt til at opføre de krav, der bliver stillet op det fra. Så hvis man på et ministerial niveau beslutter, at nu skal det være sådan, at børn, når de starter i den halte klasse, så skal det kunne alfabetet eller det. Så er der jo ikke andet at gøre forerne end at forsøge og få det til at blive til virkelighed. Så hvis man vil give legen fri, hvis man vil give børn mulighed for at udvikle sig i en retning, hvor det måske først bliver mere ud af, og så bliver det samlet til noget, som de kan bruge til at stå på. Så er jo også nødt til at give hele miljøet fri omkring det. Og der tænker jeg, at vi skal huske på, at den gode udvikling, der ligger jo i det der perfekte smørh af at være tryggt og udfordret. Så det er jo næsten så meget cyklet. Du bliver nødt til at holde balancen og gøre en indsats, og så restituerer du lidt i hver eneste bevægelse. Så hvis man skal have børn i det rum, og man kun stiller krav nude fra, når man ikke sørger for trygheden, så kan man jo godt få børn der så ud, som om at de udvikler sig, og det gør det jo også et eller andet gang. Men jeg tror faktisk, at vi samtidig gør deres indre fundament mere og mere skrivelt. Og så vil det være forskelligt fra den ene til den anden. Altså hvor skrybig det bliver, og hvornår det bliver for meget med gravde uden fra, så de kan fungerer med det, de har med sig inde i. Jeg ved ikke, om det gav mening, eller om det blev lidt råd.

SPEAKER_01 32:25

Det giver mega meget mening for mig. Og jeg har selv haft nogle børn på det, jeg kalder en hibiske skole. Det er jo også privilegeret, at jeg har haft det vildt. Men min yngste især sådan meget stille og forsigt barn. Der sikkert hurtigt kunne have været havnet hos så nogen som dig, hvis hun havde været den almindelig skole. Men hvor jeg var ikke at sidde i skolen det første år, så siddede mig andre med mig hele tiden tilgængelig, indtil hun begyndte at blive trykket i det. Og så langsom stille, hvor hun, jeg tror, det gik ikke andet om for nogle sag noget i skolammenhæng. Og det her var en skole, der gab plæst til, at man måtte den, man måtte komme, når man var paret til det. Og det gør jeg sådan i dag, hvor hun nu stiller på universitetet, men det er gået helt rigtig godt. Men hun må også altid blevet mødt i tryghed og samtidig også udfordringer, som hun kunne klære, men som ikke var for mig. Så det er jo også den der flexibilitet. Og der kan jeg godt lide en skæld mellem robustet og resilien, som du skriver i bogen. Jeg har altid tænkt, når jeg arbejder med mindfulness, at robusthed det er sådan lidt ligesom en vokser, der kan tål et slaget. Og vi har brugt et resilienspillede som arkido. Der er ikke så mange, der kender IKD, men det er jo Steven Se Gall, som er en af dem, der har været vist mist i det her. Den klarer arkide, hvor man bruger energien for fjende, så arbejder med, og så går energien videre. Så man slår ikke sådan. Det er et smukkere billede, og man står ligesom af bevægeligt. Og det er også det, du beskriver omkring Læren, synes jeg.

SPEAKER_00 34:00

Så det robuste barn kan vi godt få. Og det er jo i virkeligheden nok det, vi opnår, hvis vi stiller sådan, det bliver videre med at øge kren uden at sikre os, at det ændrer fundament og stærk nok til at kunne følge med. Og det kan vi bare ikke få se. Det kræver simpelthen bare tid. Det vil jo være døde smart, hvis man kan se på et barn uden på nu, der lavet helt op til grønt, så klar, så jeg næst. Men sådan er det jo desværre ikke, fordi udtrykkheden fungerer jo også på den måde. Det skal jo svære, at du overlever. Så hvis du faktisk har sådan en indre overvisning om, og lige nu der er lidt i far, så bliver man jo nødt til at prøve at gå lidt under kopper. Et barn på 12 måneder kan ikke rejse sig op og løber, der føles farligt. Så de bliver nødt til at være observerende og prøver at tilpasse sig brug eller måde. Så det overlever liggen nok til at blive hjemme det sted, hvor de er trækket. Og robusthed er for mig. Hvis du kigger på synonyme i synonymerne, så er det jo noget med hård og unvsomhed og sådan en, der kan klare nogle slag ud fra, som du også siger. Så det er også selvfærdigt nog sammenligner. Men sten er jo hård, men du kan ikke se på den, at der får en mikrofektur, hvis du bliver vid med at stå og slu på den. Og når den først går i stykker, så er det sådan for set. Den har ikke nogen flexibilitet i sig til at tage imod det og bruge det til noget af den anden. Hvor vi kan jo skabe nogle rammer omkring børn. Og det så har mulighed for at tage den der udfordring, vokset med den. Eller det vil jo bare det helt optimalt, men det kræver altså bare, at det er helt trygge inde i, for det ikke bare bliver sådan til afvikling i stedet for, hvor det her stiller krav andet. En hoppebold, der. Det har jo også nogle gange brugt det. Og så siger det sådan: Jes, der skal ikke tænke som sådan en hoppbold, hvor jo mere du udsætter den, jo højere hopper den. Og det er jo ikke det samme, som den kan hold til alt. Men hvis du følger den i slå, så kan du også se, at den er slet ikke upretet over for den modstand eller den påvirkning, der kommer ud fra. Man går ikke stykker af det. Den bruger den energi igen til at gøre det, den kan bare endnu bedre. Vi kan ikke bare vælge det ind i børn. Det er noget, vi skal skabe det udfør. Sikrer os, at det eneste barn har mulighed for at tage den udfordring, der kommer udfra og vokse med det.

SPEAKER_01 36:33

Det er jo super gode billeder. Nu som jeg starte med at sige, hvik i gang og arbejdt rigtig meget med kroppen i min terapi, og jeg ser jo rigtig mange voksne, der er låst og fanget i stive ubevægelige kroppe, men som faktisk relaterer sig tilbage til deres tryghed eller utrykkhedstilknytning, som helt små, som de stadig som voksne bær med sig, og som nu har givet udtrykket i måske angst eller måske stress, og måske faktisk også inflammatorisk tilstand, fordi det der holdet kan simpelthen ikke slippe, før vi på en eller anden måde finder ind et trygt sted i os selv igen. Og det beskriver du også, at tryghed skal gerne komme indefra. Og vi er jo tit, at tryghed er noget. Der er nogen ude fra, eller noget ud fra, der skal skabe for os. Men det er jo svagt, for det kan hurtigt tages væk sig.

SPEAKER_00 37:30

Ja, præcis. Og det er jo også det, vi ligesom kan se om mennesker, når de udvikler de her forskellige strategier. Dem, der er grundlæggende trygge, som har en forventning om, at de selv er så meget værd, at de kan regne med, at andre vil hjælpe dem. Og hvis de møder nogen, som siger, det ikke vil det godt, så har de også masser, og det fortjener jeg ikke. Jeg forjener noget bedre end det her, ikke. Hvor de lidt mere undvigende de har måske lidt svære ved at være i den der tilstand af komplet rog. Det bliver lidt svære for dem at komme helt tilbage til det sted, som de grund trygge kan. Og fordi hurtigt og sådan er lidt tilbage til opsererne på, at det går det her nu galt. Og det var jo det mønster, jeg så mest hos børn med AHD, da jeg lavede min pH d'ag. Og der var faktisk lige her for nylig. Og det har jeg opet flere gange nogle møder, og der slår så lidt på det resultat af jeg fandt det her. Jeg tror, fordi det følte, som om, at jeg kritiserede deres moderskab, eller kritiserer relationen mellem dem og deres barn, og det jeg i virkeligheden tænker om det, udover at det var jo ikke. Det var et støttu, at bare kunne se, at der var en anden form for samlariation i det her, om de havde deliagnosen, og så også var et højere risiko for at være rådande del af tilknyningsspektet. Jeg kunne ikke sige, hvorfor. Og jeg tænker i virkeligheden ikke, at behøver noget som halse med, der gør om. Men at de her børn hurtigere kommer til at slå sig lidt på og blive udfordret. Så de faktisk i virkeligheden har brug for at være mere i rot. Måske bare lidt længere derhjemme, hvis mor. Eller far. Eller i hvert fald, at man sikrer sig, at der er en så stabil omsorgsperson for dem, så det der ekstra chaos, de måske har med sig ind i verden, ikke kommer til at sætte sig i dem som den her forkerthedsbyselse. Og det er ikke svært for mig at forestille mig, at sådan en lille drægt tre år med noget et af Huddé, der ikke sådan konstateret endnu, eller måske bare et ekstra gig. Og han hurtigt støder ild og sådan, nu sætter du dig lige ned, eller nu slæber du lige af. Ikke er ondskab eller uvilge, men fordi pædagonerne har jo et ansvar for en masse andre børn, så hvis de kan se lige nu, der er det bare en risiko for, at han falder ned der, hvor hun et eller andet andet. Så det er jo nødt til sådan igen som jeg sagde i standsudløkken. Men hver eneste lille standsudløb. Kan jo godt sætte sig som, nu bliver jeg rettet igen. Nu får jeg gen og vide, at jeg er forkert.

SPEAKER_01 40:10

Det er det. Og det gør noget vedre. Så det tror jeg, at tit, vi glemmer. At det gør noget ved os. Den feedback, vi får fra vi helt små af. Jeg er jo så meget optaget det nye in for psykologi. Det prærtal og pæren taler. Hvordan havde jeg det egentlig, mens jeg venter mit barn? Og hvad gør det også ved barnets udgangspunkt, når det så kommer ud i verden. Men det kan vi måske tale om en anden dag. Fi det tror jeg også har en indflydelse på, hvor resilient vi har evnen til at udvikle os senere. Men det interessante spørgsmål her, Pernille, det er en kan man ændre sit tilknyndingsmønster senere hen i livet med den rette støtter og hjælp?

SPEAKER_00 40:55

Det kan man godt. Jeg plejer altid at sige, at man skal lige tænke over, om man skal gøre det, fordi det kommer an på, hvilke vilkår man har. Der var et studie, der fandt for et tidspunkt, at blandt gadet børn i USA. Det var det. A de børn, som faktisk var grundlæggende trygge. Og som måske var havnet sådan ret pludsligt i et miljøskift og er blevet hjemløse. De klarede sig dårligere, end dem, der var udtrykket. Og der blev det faktisk lidt en ulempe, at det var grundlæggende sådan tillidsfuld over for omgivelsen. Så hvis man er i et miljø, der faktisk ikke er trygt, så skal du jo ikke reset sig selv til at blive mere tillidsfuld. Men hvis du til gengang kan man sige, at jeg nogle dårligere oplevelser med dig i baget, der gør, at du er mere påholdet, mere udtryk hur dit negativt tolken over for andres hensigter, og dit miljø er skiftet til et mere trygt sted. Så synes jeg, at det er det jo værre at begynde at arbejde med, man skal have tålmodighed med et ny system, fordi det har en opgave det er at sikre, at du overlever. Så det giver ikke bare lige slipp på de reaktioner, der har før det her set til strækket med beviser for, at det kan godt træde et skridt længere ud, af den her komfortone, som er så lille, at det er kun det mig, der kan være her. Så det skal matche tilnøst, reaktionerne, der skal matche det miljø, du er det.

SPEAKER_01 42:24

Og det giver super gode mening. Og også det her med, ja det kræver tild, fordi det synes jeg også, jeg har oplev i mit daglige arbejde. Folk har sådan en forventning i dag til. Så må du ikke kunne hjælpe mig, så jeg har det godt lige om lidt. Men det er jo meget sjældent, at der er noget, der forandrer sig til lige om lidt. Det er jo mere proces, vi kan støtte og holde hånden til. An til, at man kan gå skridt med selv.

SPEAKER_00 42:51

Jeg tror, jeg brugte eksemplet i min bog, og men ønste har ret meget til et spravlet tøjstil og masse i gennemlævet smygger og sådan nogle ting. Og så skulle hun til den første discofisk andet klasse eller sådan noget. Og så har jeg kigget på sig selv i spejret, og så sagde hun, at jeg tror, måske de andre kan græ af det her på. Og så spurgte jeg, hvordan ville du så have det med det. Og så sagde hun, det bliver nok lige lidt ked af, men jeg vil stadig gerne have det på. Men så har jeg så aktivt taget stilling til. Der er en risiko ved at komme på se så blar og parligt ud. Men hun valgte at tætten, og så havde hun heldigvis en super fed oplevelse med. Det var også en dejligt klasse, der går i. Og de andre bare syntes: at det cool. Det er svært på, og sådan noget, så hun kom og lykker. Og det tænker jeg er sådan en oplevelse. Det er jo det der, man bliver nødt til at tage lidt ud af sin komfort zone, og så evaluere bæfter. Og så her gik det heldigvis godt. Så lige nu grinet blott af hinald, eller vundet hende eller noget andet. Og det vil hun nok ikke have taget det på en andet. Det er lidt det samme, hvis du går i gang med at ændre på dit tilkningsmønster, så bliver du nok nødt til at tætere godt, og det er super godt til at informere dig. Det er også det, Jon Brookly sagde. Mænsker i krise skal informeres. Man skal ikke gå i gang med at rødgive for meget om, hvad de skal gøre. Jeg bliver nødt til selv og tage det der lidt spridt ud og mærke efter. Man skal ikke være for stort skt.

SPEAKER_01 44:27

Nej, det er det. Nej, så tænker jeg hele den der tryghed. For mig er det jo helt det der element med, at kroppen skal være med i bevægelsen, fordi det også handler om nærvesystemet og fastden, helt ind i åndrættet, at vi får vores fysiologi med ind i det, så det ikke kun er mentalt, som jeg jo nogle gange synes, vi godt kan komme til at tale om det. Nu er det en mental kognitiv flytten til et nyt sted. Men kroppen skal være med, for ellers så bliver det ikke en veje forandring, der går noget og ændrer fundamentet i der, hvor vi står. Kun det ikke også give mening i det, du laver?

SPEAKER_00 45:11

Jo, helt sikkert. Det kunne det.

SPEAKER_01 45:17

Hvis vi skulle prøve at tale om her til sidst pæn. Hvordan tænker du, vi kan ændre det her med den trygge tilknytning? Fordi det synes jo, det er interessant, at vi sidder her i 2026, og vi talte om, at boldbys arbejde i hvert fald startede i 40 af 50'erne. Og den store rapport kommer, siger du i 80'erne. Men stadigvæk er det jo ikke implementeret. Det er jo ikke sådan, at vi går og taler omvordan kan vi skabe et mere trygt samfund for vores børn og måske. Det synes jeg er mega underligt. Så hvad tænker du, vi kan gøre? Nu gør jeg det her og inviterer dig ind for at prøve at spæde det. Og du har skrevet den fantastiske bog.

SPEAKER_00 45:54

Jeg holder ligesom fast med to ting. Og det ende er det mere både, hvad han sagde. Attachment is never the whole story, but always part of the story. Det synes jeg simpelthen, er så vigtigt at tænke. Uanset navst, hvad vi foretes. Så skal vi også se det i sådan tilgningsteoretisk perspektiv. Saber det her mere tryghed eller mindre tryghed. Og der har vi måske lidt en tendens til at forveksle yderre sikkerhed med indre tryghed. Så vi kan sagten sikre os, at der håndtaget sted og højde, og der er fast sikret underlag og sådan noget i førne vustu. Men det skærer jo ikke indre tryghed. Og vi har brug for det igennem hele livet. Så det er jo ikke noget, at det er kun små børn, der har brug for tryghed, men det er jo bare der, hvor vi danner det ret sikre. Al det her ret vigtigt fundament i løbet af de første tre år, som skal være alle andre relationsstannelser og udfordringer senere i det. Og så synes jeg også, at en anden ting, han har sagt, jo synes jeg meget centralt. Det jeg nævnt før med, at mennesker i krise har ikke brug for udgivning. De har brug for information. Jeg tror have et eller andet at holde fast i en form for redningsplanke til at begynde at sådan, okay, hvad er det så egentlig, vi har med har at gøre med her. Og der tænker jeg, at vi er sådan lidt samfundet i krise. Det er jo ikke kun i Danmark, men det er jo i hele verden, at vi ser, at der er stjælning af det her misstyrs. Og også diagnoser og forskellige ting. Så jeg tænker, det jeg forsøger at gøre nu, det er et former. Og det er også derfor, at jeg har skrevet den bog, som jeg egentlig viller på ret teori, men jeg har forsøgt at gøre det lidt tilgængeligt. Jeg tænker, det er også alle sammen, der er nødt til at vide det her. Og jeg vil egentlig gerne have, at flere kommer væk på forkærhedsfølgelsen. Og jeg tror, at der er så mange forældre, der går rundt og føler sig på fanget i noget, hvor de bare bliver forkert. Det slår aldrig rigtig til på arbejde, det slår heller ikke til som forældre, og der er helt nogle overskærig der om, når nu skal de tage mere ansvar, de skal gøre det andet. Så det der med at faktisk at blive lidt klar, der er måske faktisk noget rigtig vigtigt og centralt i overhovedet set, som kan forklare, at vi går rundt alle sammen, og er lidt spændt op. Og lidt lidt udtryk i virkelig.

SPEAKER_01 48:14

Jo, lige præcis. Jeg elsker den beskrivelse også, du sagde. Når de kommer ind til børn, det der med farver. Det er der med at forklar med, det er ikke noget forkert med dig. Det er jo forskellige. Det er jo lige præcis der, hvor vi kunne starte også, tænker. Så ved jeg ikke, hvordan du har, men jeg tænker også, at vi har virkelig brug for meget mere nærvær og sænke tænpet lidt. Fordi din kollega, som jeg har meget optaget af i USA, dr. Dan, han har jo lavet de her ni forskellige forandringer, der sker i hjern, og vi har den til. Og det er præcis de samme 9 forandringer, der sker, når vi er rigtig mindfulde, og har fået den mindfulde tilgang ind, og blevet gode venner med Junket Sinder. Men det synes jeg bare mega interessant, ikke? Fordi det handler jo bånd og grund også om at udvikle søde hjerner, der kan tåle det liv vi nu har. Så nærmær må jo være en essentiel del af det her, så vi får mere det ind.

SPEAKER_00 49:14

Ja, du kalder det nærvær, og det er også et meget mere. Det er rigtig godt, synes jeg ud. Og jeg tænker, at nærmær kan ikke læser så gøre uden kontinuitet, så du kan ikke få det der nærvær uden at kende det mennesker, du sidder over for, ret godt. Vi er en god samtale her, men det vil jo tage tid før, vi lukke hinanden helt ind i det gruppen, hvor vi fortæller om alt, vi synes, jeg tænkt at forkert med os selv. Hv er bange for, hvor vi er udtrykket, hvad vi har at ting i bagage. Så det der med at være klar over at nær, er ikke kun at være i det samme måde, men faktisk også at kunne lade hinanden gå helt ind der, hvor det er lidt sårbart, og lidt. Altså der, hvor bland anden faktisk har mulighed for at sorter. Men du følger også sikre på, at det vil vedkommen ikke det er. Så det kommer jo ikke bare fra den ene dag til den anden. Det kræver jo tid, ikke.

SPEAKER_01 50:11

Og så er vi jo tilbage til den her travlhed. Nu skal vi også videre og sådan noget. Det er super vigtige pointe omkring det her været. Tak for det billede, Lennon. Det giver så god men. Jeg håber jo, at i al min naivitet, at det at lave sådan en podcast her og dele den så meget, vi nu kan, at det kommer til at gøre en forskel i hvert fald. Jeg har været super glad for, at du vil være med her og forklare lidt dybere om, hvorfor det er så vigtigt med den her trygge tilknytning, og vi skal gøre mere for at spredde det her budskab. Og få skubet til nogle politiske beslutninger, der understøtter, at det spreder så ud i vores institutioner og skoler. Vekommen. Og held og lykke med din bog. Og jeg skal nok lægge et link op, fordi jeg kan varmt land, jeg synes, det er en super god og nemt tilgængelig bog. Så her ud og forst den. Men tak for nu, og tak fordi jeg vil være med. Og måske der udan.

SPEAKER_00 51:14

Det kan jeg gande.