Backstage
Lyt med og kom Backstage. Her er Vejle Musikteaters spændende podcast, Backstage, hvor du helt eksklusivt kommer med ind bag kulisserne i Trekantområdets største musikteater. Her møder du stjernerne og medarbejderne. Og du får adgang til historierne og inside-fakta fra "maskinrummet". Lyt med lige præcis hvor og hvornår du vil. Vi lægger ca. 1- 2 nye episoder op hver måned! Vært: Jesper Maigaard / Lyd & teknik: Bertil Feld / Redaktør & manus: Søren Huld. Har du input, spørgsmål eller kommentarer? Så skriv gerne på mail: sorhu@vejle.dk.
Backstage
#33 Backstage: Trine Gadeberg - du må gerne tro, du er noget
Glæd dig til at komme helt tæt på multitalentet Trine Gadeberg, der har stået på scenen, siden hun var blot fire år gammel. I dag er hun landskendt som sanger, skuespiller, komiker, instruktør, tekstforfatter og podcaster – og ikke mindst som stemmen bag den 5½-årige "Pelle" i det populære show af samme navn. Et show, der de seneste par år har spillet for fulde huse over hele landet.
Trine har modtaget priser som Årets Revyforfatter (2017) og Årets Dirch (2018), og hun har medvirket i alt fra Dansk Melodi Grand Prix til film, shows og revyer.
Hun voksede op i Holsted nær Esbjerg i en familie med tre søskende. Faren var musikskoleleder og folkeskolelærer, mens moren arbejdede som bedemand og kordegn. Hjemmet var fyldt med musik, teater og kreativitet – noget, der gjorde familien lidt anderledes i 70’ernes Holsted. At skille sig ud og mærke Jantelovens blik i et lille lokalsamfund er noget, Trine har båret med sig gennem livet. I dag taler hun åbent og ærligt om vigtigheden af at stå ved sig selv og tro på sine evner. “Du må gerne tro, du er noget,” som hun siger med et smil.
Gæst: Trine Gadeberg / Vært: Jesper Maigaard / Lyd: Bertil Feld / Redaktør: Søren Huld / Udgiver: Vejle Musikteater