Hvis man forestillede sig, at vi i Danmark ville flytte al det energiforbrug, som vi i dag får fra fossile energikilder, over på strøm fra vedvarende energikilder, så skulle vi forøge kapaciteten i vores eksisterende elnet op imod otte gange.
Det fortæller Thomas Helsgaun med henvisning til tal fra Energistyrelsen. Thomas er CEO for GreenLab og ugens gæst i Den Grønne Sofa.
I denne episode skal det handle om den tunge industri, som bruger energi i en helt anden skala end de private husholdninger i Danmark. Energibehovet er stort, men det er potentialerne muligvis også, hvis man forestillede sig, at disse storforbrugere af energi flyttede sammen tæt på, hvor energien blev produceret.
Den vision er blevet til virkelighed i Skive. Her ligger GreenLab – en industripark med egen energiforsyning og en ambition om at finde synergierne imellem de virksomheder, som slår sig ned i parken.
Med egne vindmøller og en solpark på samlet set 80 MW tilbyder GreenLab sine indlogerende virksomheder et energifællesskab. Det handler ikke kun om at minimere energitab via kortere afstande for distribution og ved konvertering af energien. Det handler også om at udnytte energien fuldt ud.
På den måde er GreenLab et laboratorium, der udforsker, hvordan man kan udvikle lokale energiklynger til den tunge industri. Det kan nemlig være et alternativ eller supplement til den enormt ressourcekrævende udbygning af det almindelige elnet. Sådan et fællesskab kræver dog et nyt niveau af både tillid og samarbejde. Hør Thomas Helsgaun fortælle om de foreløbige resultater i dette afsnit.
Vil du se mere?
Så følg os på Instagram: https://www.instagram.com/dengroennesofa/