
Lærerværelset
Lærerværelset er en podcast, der vil inspirere og udfordre undervisningen i gymnasieskolen. Den er til dig, der vil høre, hvad forskere, elever, undervisere og ledere tænker om de didaktiske og pædagogiske diskussioner, der fylder i gymnasiet.
Lærerværelset er skabt af Morten Gundel, der arbejder som redaktør på forlaget Praxis med 12 års gymnasielærererfaring i bagagen. Lærerværelset er et fritidsprojekt uden forbindelse til Praxis.
Hvis du kan lide, hvad du hører, kan du støtte Lærerværelset på 10er: www.10er.com/laerervaerelset
Lærerværelset
Skal vi vinke farvel til den privatpraktiserende lærer?
En privatpraktiserende lærer er "en lærer som ikke samarbejder med andre og som primært er fokuseret på sit eget fag, egen gruppe elever og egne klasser" (Albrechtsen, 2013). Mange vil nok mene, at den privatpraktiserende lærer er svær at finde i praksis, men med kollegial supervision vinker man i hvert fald endegyldigt farvel til læreren, der lukker sin dør og passer sig selv.
Kollegial supervision er en metode, der går ud på at observere hinandens undervisning og gennem en fælles refleksion bliver klogere på, hvad der egentlig foregår i klasselokalet. Ifølge Lene Tortzen Bager, der i mere end 20 år har arbejdet med kollegial supervision som både forsker, forfatter og konsulent, kan metoden både skabe bedre undervisere, styrke fællesskabet i lærerkollegiet og afhjælpe alenehed.
Du kan læse mere om kollegial supervision og Lene Tortzen Bager på hendes hjemmeside. Hvis du vil have fingre i bogen "Kollegial supervision i gymnasiet – kompetencer til en styrket læringskultur", kan du finde den på forlagets hjemmeside ved at følge linket.
I episoden nævner jeg en forsker, som sammenkæder stress og skam. Hun hedder Pernille Steen Pedersen, og du kan læse mere om hende og hendes arbejde på CBS' hjemmeside.
Hvis du har lyst til at støtte Lærerværelset, foregår det på 10er.com/laerervaerelset. En stor tak til dem, der allerede har været forbi :)