
Lærerværelset
Lærerværelset er en podcast, der vil inspirere og udfordre undervisningen i gymnasieskolen. Den er til dig, der vil høre, hvad forskere, elever, undervisere og ledere tænker om de didaktiske og pædagogiske diskussioner, der fylder i gymnasiet.
Lærerværelset er skabt af Morten Gundel, der arbejder som redaktør på forlaget Praxis med 12 års gymnasielærererfaring i bagagen. Lærerværelset er et fritidsprojekt uden forbindelse til Praxis.
Hvis du kan lide, hvad du hører, kan du støtte Lærerværelset på 10er: www.10er.com/laerervaerelset
Lærerværelset
Skal vi indføre senere mødetider for gymnasieelever?
Unge sover for lidt, og det går blandt meget andet ud over deres trivsel og udbytte af undervisningen. I en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om gymnasieelevers sundhedsadfærd, trivsel og helbred svarede 34% af drengene og 41% af pigerne, at de aldrig eller næsten aldrig får søvn nok til at føle sig udhvilet. Ifølge søvnforskere bør teenagere sover 8-10 timer i døgnet, men undersøgelsen viste, at danske gymnasieelever kun sover lidt over 7 timer i gennemsnit (Pisinger et al. 2019: UNG19. Syddansk Universitet).
NGO’en Just Human arbejder for at skabe bedre trivsel for børn og unge, og et af deres indsatsområder er netop søvn. I denne episode af Lærerværelset har jeg besøgt Eva Molin, der er projektleder for søvnindsatser i Just Human for at blive klogere på, hvorfor de unge sover så lidt, og hvad vi kan gøre ved det.
Hvis du har lyst til at støtte Lærerværelset, foregår det på 10er.com/laerervaerelset. En stor tak til dem, der allerede har været forbi :)