
Lærerværelset
Lærerværelset er en podcast, der vil inspirere og udfordre undervisningen i gymnasieskolen. Den er til dig, der vil høre, hvad forskere, elever, undervisere og ledere tænker om de didaktiske og pædagogiske diskussioner, der fylder i gymnasiet.
Lærerværelset er skabt af Morten Gundel, der arbejder som redaktør på forlaget Praxis med 12 års gymnasielærererfaring i bagagen. Lærerværelset er et fritidsprojekt uden forbindelse til Praxis.
Hvis du kan lide, hvad du hører, kan du støtte Lærerværelset på 10er: www.10er.com/laerervaerelset
Lærerværelset
LÆRERVÆRELSET LÆSER: Hvor meget skal man give af sig selv som gymnasielærer?
For 10-15 år siden var relationkompetence ikke noget, der fyldte alverden i en gymnasielærers jobbeskrivelse. I dag er relationsarbejdet svært at komme udenom. Men hvor meget skal man egentlig give af sig selv som gymnasielærer, og er det i orden at koncentrere sin opmærksomhed om den faglige kerneopgave og overlade relationsarbejdet til kollegaerne?
Det er nogle af de spørgsmål, som værten Morten Gundel diskuterer med Helle, Mads og Morten fra Århus Statsgymnasium i denne udgave af Lærerværelset læser.
Lærerværelset læser er et samarbejde mellem Lærerværelset og Magasinet Gymnasieforskning. Sammen med undervisere og ledere fra virkelighedens verden diskuterer værten en aktuel artikel fra magasinet med en ambition om at bygge bro mellem forskning og praksis ved at give forskernes pointer et realitetstjek.
Medvirkende:
- Helle Foged Thomsen, lektor i dansk og spansk.
- Mads Katholm, studievejleder og lektor i dansk, historie og mediefag.
- Morten Junget, uddannelsesleder og lektor i matematik og samfundsfag.
Hvis du har lyst til at støtte Lærerværelset, foregår det på 10er.com/laerervaerelset. En stor tak til dem, der allerede har været forbi :)