
Bag scenen
Bag scenen er en podcast-serie med personlige historier, fortalt af mennesker, der har levet og arbejdet rundt om i teatrets krogede verden, og oftest ude i kulisserne. Stemningsfulde historier, som ellers ikke ville blive fortalt eller som med tiden vil forsvinde og blive glemt. Historierne fortælles af scenografer, instruktører, sceneteknikere, lydfolk, teatermalere, sufflører, skuespillere, teaterdirektører o.a. Det er personlige brudstykker af deres – ofte kringlede og overraskende – veje til teatret, og om deres bidrag til den danske teaterkultur. Èn podcast, én person, mange historier. Vi udsender en ny podcast hver måned. Mød bl.a. Jytte Abildstrøm, Henrik Engelbrecht, Vivienne McKee, Kaspar Rostrup, Eva Deichmann, Per Kap Bech Jensen, Lene Vestergård, Karin Betz, Lisbet Dahl og mange flere.
Podcastserien produceres i samarbejde mellem Teatermuset i Hofteatret og komponist og musikformidler Hans Sydow. Afspil dem her fra siden eller der, hvor du normalt henter dine podcasts.
Bag scenen
Claus Seidel
"Det var jo en kulturomvæltning uden lige", siger Claus Seidel, "det var en fremmed dreng, der gik ind i et teater og satte sig – og så kom han aldrig ud igen". Claus Seidel er tegner, teatertegner og mere end det. Seidel voksede op i et arbejderhjem, hvor teatret var en anden verden, man ikke besøgte. Det med at tegne startede ikke i barndommen, men oppe i teenage-årene, hvor han satte sig i Tivoli og tegnede mennesker, der passerede forbi. Så det med at tegne tingene i flugten blev han trænet i fra starten – og det kom ham til gode, da han pludselig blev antaget som teatertegner ved Land & Folk. Det tager tyve år at lære, siger han. Siden 1966 har han så været teatertegner uden ophør, i de senere år primært til de digitale medier. Og så er han manden bag Museet for Dansk Bladtegning i Den Gamle By.