
PORTRÆT med Tore Leifer - Frederiksborg
Mød de mennesker der har formet Danmark – og dem der lever her nu. Dem der har udøvet magten. Dem hvis stemmer ikke er blevet hørt. Forfatterne og kunstnerne der viser os hvem vi er. Frederiksborg rummer Danmarks største portrætsamling. I podcastserien PORTRÆT fortæller og diskuterer Tore Leifer historierne om historiens mennesker. Udkommer hver fredag.
Følg os også på Instagram: _frederiksborg
PORTRÆT med Tore Leifer - Frederiksborg
PORTRÆT #93 Guldfiskens erindring - Poul Duedahl fortæller om HISTORIE
”Historie” hedder bind nr. 116 i den fantastiske serie ”Tænkepauser”.
Det er Poul Duedahl, der har skrevet den – professor i historie ved Aalborg Universitet, flittig formidler og forfatter, ikke mindst med bøger om samfundets udstødte. Men her gælder det altså intet mindre end selve faget og begrebet ”historie”. Det hele forklaret på 60 sider.
Frederiksborg er Danmarks nationalhistoriske museum – så jeg syntes, det var oplagt med en podcast-episode, hvor Poul Duedahl netop fortæller om historie. Om erindring og hukommelse, stat og grænser, kultur og sprog, mindesmærker og erindringssteder, nostalgi og længsel, tradition og sammenhold.
Og om GULDFISK. De husker nemlig faktisk meget bedre, end vi tror.
”Ingen kan undslippe historien”, skriver Poul Duedahl. ”Den er med os overalt i det kulturlandskab, vi bebor, og i de bygninger, der omgiver os. Den er med os i de ord, vi bruger til at se og forstå verden med, og som giver os den bedste indikation på, hvad der venter forude.”