PORTRÆT med Tore Leifer - Frederiksborg

PORTRÆT #110 Danner af Danmark

Season 1 Episode 110

“Danner af Danmark” er årets store udstilling på Frederiksborg. Og titlen kan læses på to måder. Den handler om grevinde Danner og hendes eftermæle. Om den måde, hun er blevet brugt på af forskellige bevægelser i det 20. århundrede – og hvordan hun (eller billedet af hende!) på den måde også har været en slags “danner” af det moderne Danmark.
Udstillingen handler om mod, magt og modernitet. Om den udskældte Louise Rasmussen, der blev ophøjet til lensgrevinde og gift med Frederik 7. Og den måde, hun efter sin død er blevet brugt som ikon for arbejderbevægelsen og kvindekampen.
Men også som inspiration for avantgardekunsten, som Jais Nielsens fabelagtige, farveglade, småkubistiske malerier fra 1916-18, hvoraf vi udstiller fire.
Det er den største udstilling nogensinde om Danner og hendes aftryk på Danmark. Den kan ses på Frederiksborg fra 1. maj til 16. november 2025.
Medvirkende i denne episode: udstillingens kurator Bente Vinge Pedersen samt Frederiksborgs forskningschef Lone Kølle Martinsen og samlings- og udstillingschef Mette Houlberg Rung.