PORTRÆT med Tore Leifer - Frederiksborg
Mød de mennesker der har formet Danmark – og dem der lever her nu. Dem der har udøvet magten. Dem hvis stemmer ikke er blevet hørt. Forfatterne og kunstnerne der viser os hvem vi er. Frederiksborg rummer Danmarks største portrætsamling. I podcastserien PORTRÆT fortæller og diskuterer Tore Leifer historierne om historiens mennesker. Udkommer hver anden fredag.
Følg os også på Instagram: _frederiksborg
PORTRÆT med Tore Leifer - Frederiksborg
PORTRÆT TRAILER - næste uges episode: nederlagets ekko og den falske helt
En helt fra 1864 hedder Frants Henningsens berømte maleri af dragonen Niels Kjeldsen, der kæmper ene mand mod de preussiske husarer og dræber en af dem, før han selv bliver skammeligt dræbt af fjenden. Men maleriet var kontroversielt fra begyndelsen. Øjenvidner fortalte, at det slet ikke var foregået sådan. Maleriet var en myte, og den kedelige sandhed blev et slag mod selve den danske nationalidentitet.
Men Henningsens maleri gør jo blot det, alle historiemalerier gør: de er altid en fiktion, en tolkning af historien. Maleriet blev taget ned fra museumsvæggen på Frederiksborg og var i årtier udlånt til dragonkasernen i Holstebro. Nu er det endelig vendt hjem til museet, hvor det hænger flot i stue 65.
I næste uges episode af PORTRÆT ser vi på maleriet og på den nye bog Nederlagets ekko i serien 100 danmarkshistorier. Her fortæller forskerne Sine Krogh og Anna Sandberg om den åndelige arv fra 1864. Om ånds- og kulturlivet, forfatterne og kunstnerne, der dels kritiserede krigens meningsløshed, dels kastede sig over den åndelige oprustning. Som blandt andet blev til mere eller mindre fantasifulde malerier.