Artist Talk Podcast

Simone Tang: Om kolonihavestemning, støvede bånd og at finde sin egen lyd

Spillestedet Turbinen i Randers

Der er pyntet helt særligt op i denne udgave af Turbinens Artist Talk i anledning af Simone Tangs besøg, da hun har medbragt en hyggelig kolonihaveagtig scenografi komplet med mormorgardiner, levende lys og et bord dækket til samtale. 

Simone Tang er stadig et forholdsvist ubeskrevet blad i eget navn, men hendes musik har allerede vakt opsigt. I denne snak med Michael Gonzalez fortæller hun om vejen til debutalbummet, som blev til i tæt samarbejde med Søren Manscher, og hvordan ønsket om analoge optagelser og et lo-fi-udtryk blev en slags protest mod den perfekte digitale lyd. Hun afslører, hvordan en gammel båndoptager og inspiration fra bl.a. Elizabeth Cotten og Joni Mitchell har været med til at forme hendes særlige lyd.

Der bliver også plads til refleksioner over det engelske versus danske sprog i sangskrivningen, hendes barndomsdrøm om at deltage i børne-MGP, og hvorfor det faktisk er helt okay ikke at være teknisk perfekt – bare man har noget personligt på spil. Hør også om samarbejdet med Ki! og Ida Laurberg, om Suzuki Splash'en der nu fungerer som rullende scenografi-lager, og om hvordan skuespillererfaringen smitter af på musikformidlingen.

Simone Tang deler afslutningsvis sine drømmeduetter – både med legender som afdøde Rodriguez og Joni Mitchell og Paul Simon – og giver sit bud på det bedste råd, hun har fået i musikkens verden: Find din kerne, og resten skal nok følge med.

Denne Artist Talk er optaget 26. marts 2025.
 Interview udført og tilrettelagt af Michael Gonzalez.
 Redigeret af: Jakob Meinert.
 Redaktør: Jeanne Tost.
 Produceret af Spillestedet Turbinen, 2025.

Tak fordi du lyttede med – vi håber, vi ses på Turbinen i Randers!
Del gerne dine liveoplevelser med os på vores Instagramprofil & på vores Facebookside