Magiske Legender
Podcast om tryllekunstnere og artister primært fra Danmark.
Musik: LaVille Music Sponsorer: PjerrotMagic.dk Magisk Cirkel Danmark og LaVille Music
Magiske Legender
Magiske Legender - del 106 - Janne Kjærsgaard
Use Left/Right to seek, Home/End to jump to start or end. Hold shift to jump forward or backward.
Janne Kjærsgaard aka Den Blå Heks har optrådt for børn og barnlige sjæle i 35 år - de sidste 25 år på Rigshospitalet, hvor podcastens vært har lært hende at kende. Janne har primært arbejdet med børneteater, dukketeater og kreative lege for socialt belastede børn og unge i krisecentre, fængsler og institutioner samt med indlagte børn på Riget.
Podcasten besøger Janne i Fredens Hus, der ligger tæt på Riget - og det har derfor været let for hende at møde op på Riget med kort varsel efter ønske fra børn eller personale på Riget, der savnede Den Blå Heks. Heksen er en figur, der opstod for mange år siden ved et tilfælde. Jannes søn har derfor i skolen, uden at overdrive, kunnet sige: Min mor er en heks!
Som tidligere socialarbejder har Janne masser af erfaring med udsatte familier fra andre kulturer og denne viden var med til et karriereskift midt i livet. Dette skift gjorde Janne til et gladere menneske, da hun nu lavede internationalt børneteater på opfordring af Inge-Lise Andersen - selv om hun skippede dramatimerne på pædagogseminaret.
Vi skal høre Jannes historie, der ikke bare er fantastisk, men også maler et billede af et givende menneske med hjertet på rette sted. Måske bliver du selv gladere - eller måske får du selv lyst til at skifte retning i livet, når du hører Janne fortælle om sit eget livs eventyr. God fornøjelse.
Se fotos på Facebooksiden Magiske Legender i kommentarsporet.
Musik: Lars La Ville Sponsorer: Lavillemusic.com, Pjerrotmagic.dk, Magisk Cirkel Danmark
Magiske Legender - Podcast med Trylle-Michael
Velvet tilgend, hvor jeg har fået fat i en af mine tyligere kolleger af det nu ude fra rigsuspitalet. Det er Jannet Kærskår, også kendt som Denblø Heks. Men det er jo kun en af de kaskætter, du har af det ikke?
SPEAKER_01Jo, jo. Men det har været den største.
SPEAKER_00Ja, og vi sidder jo meget belejligt i fredens hus. Men vi har lagt et Vinduslå åben i baggrunden, så man kan gøre det fugle kudet. Fordi du går faktisk tæt på Rigsportet, som har været en af dine arbejdspladser i de 46 år, du faktisk har overtrækket.
SPEAKER_01Det i de 25 år, der har jeg kommet her over, som det var ikke.
SPEAKER_00Det har jo været en eventuellig rejse. Det er følgt med magiske møder, gode historier, dukker og fundet. Og hvorfor skal vi start henne, fordi vi har jo mødte hinanden ud på Rigshudsport, hvor jeg er tullut, og du har lavet noget under taler. So derfor har jeg også lænt med det over there, have for nogle god for dig. Det er kun så nogen, som most have oplever.
SPEAKER_01Det er nemlig svært at tale om andre mennesker. De fleste reagerer, når man fortæller, at man laver noget for Jesus, for now starte her. Så reagerer de fleste med at sige, at nej det må være hårdt. At møde alle de syge børn og deres forældre. Og det er det jo også. Men det vi kommer med, både du og jeg og de andre kolleger, vi har i den her rolle på hospitalet, vi kommer jo ikke og snakker om sygdommen og det hårdt, vi har været i den situation. Vi kommer og laver en pause i det ophold, de har. Og så er der smidt på leben, og man har grinet, og man har været væk sådan rent mentalt og laver noget andet. Og det vil sige, at det giver også mig, det giver også os, der går rundt, så meget glæde, og så mange livsbegræfte med ophærre. At vi ligesom lærer, sygeplejersker og alt andet personal på et hospitalet og bliver professionelle i den forstand, at vi går rundt her og passer vores opgaver. Og vi ved godt, hvilken situation folk er i, men det er ikke det. Vi skal gøre noget ved det gør de andre, at vi kommer og bringer causer og glæder og fri rum og oplevelser. Og på den led, så er det ikke sport hårdt. Tværligt måde. Det er utrolig givet og dejligt.
SPEAKER_00Og i foråret 25, der holder du afskillsreceptionen på rigspet som den blev heks. Så har du lagt den på hylden efter 25 år.
SPEAKER_01Jeg har ikke helt besluttet mig mig selv, om den blå heks er lagt på hylden. Jeg er den blå heks. Det kan jeg ikke tage frem mig. Det har jeg været næsten i de der 45 år. Men jeg kommer ikke til at gå rundt på Rigspitalet som den blå heks. Måske kommer jeg til at gå lidt ud af optræd. Det har jeg gjort hele vejen igennem. På bibliotek og skoler og institutioner og museer og forskellige samlinger, har jeg været den blå heks. Men Rigspitalet har været sådan en fast base, hvor jeg er kommet i det. Og det er jeg stoppet med. Og det er ikke fordi, løsten har manglet, men nu er jeg blevet en gammel hæks. Nu er jeg slid ned fysisk. Så nu holder jeg ikke til det der faste. Så kan det blive lidt gæstoptræden her der. Men på Rigsspitalet har jeg det i hvert fald sådan, at enten er jeg da helt og fuldt som blå heks, eller også så er jeg ikke.
SPEAKER_00Og du har jo så også brugt det i andre institutioner, det her med at lave børn teater. Ja. Og det er jo blandt andet fængselsvæsenet.
SPEAKER_01Ja, og der er altså ikke kommet som den blå heks. Jeg er jo kommet med en røde drag. Min søn har altid målet sig over, at han kunne sige, når folk spørger, hvad laver din mor, så har han kunne sagt, hun er en heks. Og senere kom der så det til, at vi fik den røde drag. Så nu kan både han og jeg selv, at kunne sige, og når jeg er en blå heks, så kører jeg med en rød drag. Det var der ikke nogen, der havde set komme. Det er fantastisk. Og jeg fået sådan en verden og færdig i. Det er med en røde drag, vi har været i fængsler. Den røde drag er af en slags forlængelse af den blå heks. I og med, at når den røde drag kommer ud, så er det for at bringe pauser og friår nogle steder, hvor børn er i nogle vanskelige samling. Den røde drag er helt fysisk en campingborg. Der er blevet malet grønt, og så er der blevet malet en flot rød drag, der snår så hele vejen under. Og den er et projekt, der er opstået i kirkskår her på Drejver and Nårvist for siden 2007 2006 nok egentlig. Og vi så har kørt ud til krisecentre og fængsler og institutioner og tilriget. Hver sommer har vi holdt, og det kommer vi også til at gøre i år, har vi holdt de patient herven i tre uger. Og været en slag sommerferie tilbud til børn, og det er både indlagte ambulante og søskende og børn er indlagte vokne. Og når jeg er ved den røde drag, så jeg ikke den blå heks. Så bliver det. Dels er det forvarmt om sommeren, at går rundt og være blå heks, men det bliver også. Det bliver forblændet. Altså en blå heks er én ting på i, den rød drager noget andet. Børnene kan godt håndtere, at nogle gange er blå heks, og nogle gange er jeg ikke. Og dem, der kender mig som blå heks, de kalder mig for heksen fuldstændig lige gyldige, om jeg har hekset tøj på, eller ej. Og de andre synes, det er lidt underligt, at de kalder mig for heksen, men så når vi fortæller, det er fordi, at når jeg er her, så er det op som Blå Heks. Når noget, så er det bare jo.
SPEAKER_00Men du kan godt gå noget og handle i supermarkedet uden at blive genkendt. Ja, det kan jeg. Så det er mere, at det ser jeg i den sammenhæng. På f.eks. rigshospitalet?
SPEAKER_01Ja. Hvis de kender mig som blå heks først. Vi skal hen omkring 89, tror jeg. Jeg har været socialarbejder i mange år. Jeg har undervist på seminarier, og jeg har foredragt, at jeg ved rigtig meget om omsorgsviget og mishandlet og udsatte børn og familier svagre skæbner. Det har været mit arbejde, indtil jeg var knap 10. Jeg tror egentlig, at det var i høj grad min læge dengang, der sat mig på sporet. Han var en af dem, og det må der være nogle af undervejs, som sådan har sagt et eller andet programde, der har fået mig til at tænke, måske, jeg skal lige flytte fødderne lidt i en anden retning. Men han sagde på et tidspunkt, nu skal du til at lave noget, du bliver glad af. Og hvor jeg sagde, at jeg er glad for mit arbejde. Det er noget andet, så jeg. Du skal lave noget, du bliver glade af. Og det måtte jeg altså tyk noget på, fordi det kunne jeg kunne slet ikke forestille mig, hvad det var, han snakkede om. Jeg lavede noget, der var vigtigt og væsentligt, og som jeg synes var nødvendigt, og jeg var glad for det. Men det var rigtig nok, at jeg blev ikke glad af det. Jeg var ikke sådan, at jeg gik rundt og smilet og grinne og sådan. Og det tænkte jeg, at det kan man da heller ikke have som arbejdet, når man går rundt og smiler og grinde. Og så røg jeg helt af tilfældige veje ind i en kollega på et af de seminarier, hvor jeg underviste. Så spurgte om, at vi være med til at lave teater. Og så måtte jeg sige, at det annede bare absolut ingenting om. Jeg har aldrig nogensinde lavet teater. Og hvis jeg skulle være helt ærlige, så pjækkede jeg jo fra drama timerne på seminariet, for jeg synes ikke, at det var, det kom jeg slet ikke. Føgte mig ikke godt til plad med. Og så sagde jeg, det ved jeg jo ikke. Nej, nej, det ved jeg ikke noget om, sagde hun. Men du ved noget om børn, og du ved noget specielt om børn fra andre kulturer. Og det gjorde jeg via det, jeg havde lavet tidligere. Og så skal jeg nok stå for teaterarbejdet. Og sådan to års samarbejde med hende viste mig meget tydelige forskel på, at jeg er glad for sit arbejde og blive glad af sit arbejde. Der kunne jeg mærke, at jeg havde grinet og smilede med. Mit ansigt var anderledes, når jeg kom hjem, og der kom en energi, jeg ikke havde oplevet før. Det glemt tid og sted. Når jeg var ude med hende, og vi lavede et internationalt børn. Mens jeg var der, og var sammen med de børn, når vi laver de ting, så opdagede jeg, at kunne fortælle historier, og jeg kunne få den til at ture og spille teater, og at jeg også godt selv tore, selvom jeg aldrig havde gjort det før, og jeg synes, det var sjovt. Og der bliver jeg klar over også, at hvis jeg selv laver noget, jeg synes jeg sjovt, så smitter det. Og det var det, han mente, min læge. Du skal lave noget, du bliver glad af. For at få kræfterne tilbage, for at få energien, lyset, kan man også kalde, styrken tilbage, så skulle jeg begynde at lave noget andet.
SPEAKER_00Ja. Jeg kender en voksne mand, der er under 50. Han har skiftet professionen 4-5 gange. Let op for at lave noget, som gjorde ham glad. Og det er lige fra håndværke til nogle andre ting, som ikke er håndværk. Tilbage til håndværk igen. Ja, nej godt. Og fandt ud af, at det blev han glæd af. Ja, det kan jeg se, at han er. Så det er også noget, jeg taler mange mennesker om. Som måske også kørt fast. Og så en væld, der sag til mig som er direktør, som sagde, at det er fedt, at du bare kan lave det, du synes, der er sjovt. Det ser ja, det kan jeg jo. Det er også et arbejde. Det er et arbejde at finde arbejdet. Men det er jo så også et sjovt arbejd, når vi har det.
SPEAKER_01Det er det. Der er ikke noget sikkert. Så det er et valg, man tager. Og det er ikke let. Og det kommer ikke bare flyvende. Der er ikke pension, og der er ikke i mit tilfælde, har der ikke været tale om, at kunne lave opsparring. Jeg har ikke nogen pensionsordninger. Nu får jeg folkepension. Det har jeg vist hele vejen igennem. Og det har jeg valgt. At kunne gøre de ting, jeg gerne ville, og som jeg bliver glad af selv. Og så er jeg indstillet på, at så kommer der et tidspunkt, hvor så er jeg folkepensionist, ligesom alle mulige andre. Og så må jeg jo finde en måde at blive glade af det og gøre nogle gode ting der. Så det synes jeg er okay. Men det skal man vide, og det skal andre også vide, når det ser ud, som om det er lidt det, vi laver, og vi bare går bare rundt og gøre det, vi har lyst til. Der ligger et meget stort arbejd. Der ligger rigtig meget forberedelse, man tjener minge i forhold til, hvad man bruger og yder af tid og arbejde.
SPEAKER_00Håve uddannelse og så videre.
SPEAKER_01Ja jeg er sådan autodidakter på hele det der børne og duppet.
SPEAKER_00Men der har du så også opsøgt nogle mennesker og nogle steder og nogle begivenheder, som har kostet dig tid og penge.
SPEAKER_01Absolut.
SPEAKER_00For at kunne nå det af det. Absolut. Og det er det, jeg tænker på. Så vi er der, hvor din læge råder dig til at lave noget, der gør dig glad, og du har fået nogle nye kontakter, som kan hjælpe dig i gang. Hvad sker der så? Hvad er det første sådan et store projekt?
SPEAKER_01Ingelise Andersen, som jeg lavede det internationalt børn teater sammen med. Vi arbejdede i havde et år, hvor vi lavede to forestillinger med en stor gruppe børn på Østerborg af forskellige nationalitet. Og det var et tidspunkt, hvor vi troede, at racismen bare var sådan en lille tævl der stakt snuden frem, og at den kunne pakkes væk igen. Det var bare, fordi folk ikke vidste nok om hinanden, troede vi. Så det var egentlig idén med at lave det her internationalt børn teater. At bringe folk sammen og lade dem opleve hinandens kultur og værdier. Og det var, og det fungerede rigtig rigtig godt.
SPEAKER_00Så det er børn af forskellige nationaliteter? Ja. Er vi i København.
SPEAKER_01Ja, vi er i stusskår skavkvarteret i Østbrog, hvor grønjakkerne begyndte at have nogle kontroverser med unge børn og unge med i midnig baggrund i området. Så det var en Østbrog ting. Men det, det var naivt at tro, at det bare handlede umbart om manglende viden og kendskab til hinanden. Der var noget, der vokset der en racisme, som jeg aldrig havde forestillet mig at se i Danmark. Men det blev jo ved. Jeg har også lavet politisk arbejde tidligere som yngre. Jeg beklar over, at det, jeg kan gøre nu og har kunnet de sidste mange år, det er prøve at sprede noget glæde og skabe nogle positive relationer folk imellem, selv at opføre mig ordentligt, og forvente, at andre opfører sig ordentligt over for hinanden, hvor jeg er. Og på den måde skabe nogle gode sammenhæng i de kreds, jeg er de kræs, jeg kan nå. Det er min lille position politisk arbejde, som jeg har lavet i de der år senere. Men uden at være ude og agitere eller undervise eller holde foredrag med igen at virke. Da vi var færd med vores to år eller et år, så skrev vi en bog om det og en rapport, og så fløj hun videre til en stilling i et børnkultur hus op i Helsingør. Og så vidste jeg egentlig ikke, hvad jeg skulle. Men jeg prøvede at holde fast ved, at fra nu af ville jeg kun lave noget, jeg blev glad af. Og jeg ville ikke mere være sådan en, der skulle løse andre folker og fortælle, hvordan man gjorde ting. Det var jo sådan ligesom, jeg havde gjort i mange år. Og så blev der kaldt på mig ud fra Svanerens Børnbibliotek. Jeg ved ikke, hvordan de havde hørt om mig, men om jeg ville komme og lave noget dukketater, om jeg ville være med, fordi de skulle starte en eventyrvår.
SPEAKER_00Det er 1991.
SPEAKER_01Ja, det er 91. Stort dejlig organisation i København og Københavns Kommune, der havde byens børn, som skaffede penge til alle mulige børnkulturprojekter. I det hele taget så voksede børnkulturen frem i de år der. Og der var nogle stærke kræfter bag der. Og på svanevej, der var tre børnebibliotekarker, som var fuldstændig utrolige. Jeg kom der ud, og de fortalte, at de havde skaffet en skurvogn, som de ville stille op forskellige steder i kvarteret, fordi de vidste jo, der var masser af børn i det kvarter derude omkring svane og vest. Men de kom ikke på biblioteket, og så tænkte de, lidt ligesom vi havde tænkt med vores internationale børnteater. Men det var bare, fordi de ikke ved, alt det gode, vi har og kendt på biblioteket. Så hvis de ikke har set biblioteket, så må vi jo komme ud til dem. Og så stillede de projekte, at skulle stille den her eventyrvogn op i Luntoftegader i Mjøparken og forskellige steder i kvarteret.
SPEAKER_00Det var også ligesom en campingvogne, eller hvad er det?
SPEAKER_01Det var en regulær skurvogn, en stor skurvogn. Inden lige blev den indrettet, og det var en scenograf, og hun indrettede den meget eventyrligt, fordi hun var i gang med en teaterforstilling. Så hun brugte nogle idéer og måske også nogle rekvisitter. Så det kom til at ligne sådan et eventyr rum fra et orientalsk eventyr med en trostol, hvor man kunne sidde og fortælle og læse op. Og så udvendigt, der var det en kundser fra Bangladesh, der sammen med børn, der malede vognen, så der blev rigtig flot og festlig. Den endte scener faktisk ud i stuskerskade ved biblioteket derude. Men så kom jeg, og jeg skulle så være med at kunne fortælle. Men der var også forskellige fortællere, der kom og fortælle det på andre sprog. Og det er der, heksen opstår, den blev hæks, fordi når vi så holdt for eksempel i Lunter Gad eller hvor som helst, så var det jo ikke alle, at børnene, der kunne være ind i våben på samme tid. Så der stod altid nogen udenfor. Det gav jo ro fordi. Det var jo programerende, nu blev døren lukket. Skete noget spændende derinde, som man ikke var med til, hvis man stod udenfor. Og så blev der hamret og banket på væggene. Og det gik ikke. Det var ikke ret mange spidt sekunder, før vi blev klar over, at vi er nødt til at etablere en eller anden situation udenfor, som også ligesom var noget. Og så tænkte jeg, at vi har her en eventyrvognhed den, så må vi have en heks, som kan stå og dele noget. Try drik ud og et eller andet. Hold lidt ro på dropperne. Og så sagde jeg, okay, så jeg søger en eller anden heksen derk til på manddag. Det var her nu, det skulle foret på. Og så var det, jeg gik ned i den forretning, der måske sted. Den lå på en afbråg, hvor man kunne købe par rygger og alt sådan noget. Og så, at jeg skulle have en sort park. Og så sagde det, at det har vi ikke. Det er ikke flere. Hvad har I så set. Vi har en blå for eksempel. Men så skal han blus, og. Og så købte jeg den, og så jeg sagde, okay, så laver vi en blå heks. Og så sød jeg i stedet for en sort, så sød jeg en blå hat og sådan en stort kjole, og købte sådan en plastik langt næse man kunne sætte på. Og så skiftede vi til at have det her tøj på stå udenfor og være den der delte, så lavede vi grønt safte vand med og kopper i, og stod og delte det ud til dem, der ventede. På skift var vi derude, der sad i vognen og fortalte. Og det var ikke fordi, der var nogen, der kaldte for den blå heks. Det var bare heksen. Og så havde vi egentlig ikke forestillet os, at den figur skulle have nogle rolle bagefter. Det var om sommeren, vi kørte med det. Og så videre om vinteren, så spurgte børnene en gang imellem, hvor er den hekse. Og par gange tog jeg så hæst tøjet på, og fortalte historier i biblioteket. Og så begyndte jeg, fordi jeg også var ude på de lokale skoler og lavater i klasserne med børnene, så begyndte jeg også at tage heksen med der ud en gang imellem.
SPEAKER_00Det er i midten af 90'erne?
SPEAKER_01Ja, det er det.
SPEAKER_00Og jeg kommer rundt på de bemandet legeplads?
SPEAKER_01Og på de bemandet legeplads og Hulgårdsplads. Hver sommer har jeg været på Hulgårdsplads lige siden. Og legepladsen på Dænstavnen. De første mange år var det i Nordvisk Kvarteret, jeg var i, og det er der, den blev hækst opstået. Og blev en rigtig kendt skilse. Og der sket egentlig det, du siger før. Kun de kende dig, hvis du stod ned i brusen. Ja, det kunne de godt, og det kunne de voksne også, og især var det en stor fornøjelse for mænd at køre forbi bilen og rode ud på gaden. Der går heksen i køkken et eller andet sted. Der med der din gamle heks. Det kunne for lov at sige, din gamle heks, eller dag der din heks. Så lige ind i Antængtet på en. Det var en stor fornøjelse, og det var aldrig undsendet. Det var altid kærligt og positivt. De synes jeg var kulle skør, at jeg fandt på at gå rundt. For det endte med at blive mig, at der var den blå heks. Fordi de andre var bibliotekarer, og det var mig, der kom til at fortælle historierne og lave Dukkedeateret og lave teater med børnene på skolerne og legeblad. Så langsomt blev en blå heks, og det var fuldstændig i modstrid med, hvordan jeg havde det. Jeg ikke kunne fordrag at blive lidt. Og i mange år gjorde jeg temmel meget for at afvikle den der udklædningsfigur, fordi jeg følge mig så onsvagt. Bibliotekerne rundt i byen begyndte at spørge. Vi ved, der er en blå heks ud, hvis jeg kan ikke også komme her. Så var der jo ikke rigtig nogen vejer udenom, og på en eller anden måde opdagede jeg også, at jeg fik jo noget forærende med den der figur. Jeg kunne selv tillade mig noget, når jeg var den blå heks, og jeg tror selv noget som den blå heks, jeg aldrig ville gøre før. Altså i før jeg pikede fra dramma ikke. Jeg var alt for chernert. Jeg er jo altfor blevet færdig til at optræde sådan gode til at holde møder og undervise og klare problemer og sådan noget. Men at så skulle være underholdet og sjov og sådan, at det lå mig altså godt nok mig. Men det kunne jeg med den blå heks.
SPEAKER_00Men det kostym hænger jo fremme sted, ikke kan jeg så inde på dit kontor. Eller dit kreativ værdelser.
SPEAKER_01Mit lille værksætter, jeg har rykket mit værkset med her over i en pigudgave. Og det er faktisk kun et par dage, at jeg tog hæse hadden frem og gik ned og vasket hekse kjolen. For han kan ikke tåle at lidt krydret sammen. Og kjolen trængt til at blive vasket, og håret på ryggen, den har også lige hængt op, og tør for et på da siden. Fordi jeg tænkte, det er jo ikke sikkert, jeg er færdig med at gå ud som en blå heks. Jeg er bare færdig med at gøre det en to gange om morgen.
SPEAKER_00Jeg kan ikke bare prøve at gå ned i supermarkedet i første heks kostymet. Og så kan jeg. I stedet for at være igen. Men det er sjovt det med at prøve at lægge en figur på hylden. Det prøvet at pives godt. Og så nu er jeg færdig. Men så kom der de her store centrer, der vil have mod til julet og tilbyder mange penge. Så var det svært at sige. Så han kom ud igen her sidste julet. Det var det? Det er så været skuespiller på tv. Men det kan være svært selvfølgelig at komme, at det var også sjovt lige at få oprindelseshistorien på den blå heks. Det er sådan at de laver en super heldig film med oprindelseshistorien eller sådan noget, ikke.
SPEAKER_01Det er en rigtig sød historie. Og igen et eksempel på, hvordan mange ting i ens liv opstår ud af nogle fuldstændig tilfældige situationer og begivenheder. Eller nogen siger noget til en, og så bliver man skubbet videre.
SPEAKER_00Men du er jo faktisk i virkeligheden superhæld.
SPEAKER_01Jeg er bare en blå, ikke.
SPEAKER_00Jeg kan ikke flyve. Du har gjort det, som man kan gøre som mennesker, ikke. For vi er ikke over naturligt.
SPEAKER_01Nej, det er vi ikke.
SPEAKER_00Men man kan være til stede.
SPEAKER_01Man kan være til stede. Fuldstændig og besluttet, at nu er jeg kun lige præcis her, og alt andet kan bare rende op og holde en pause.
SPEAKER_00Vi kan ikke flyve.
SPEAKER_01Der var en lille dreng på Intensiv for nogle år siden, som gerne ville se den blå heks flyve. Det var jeg ikke klar over, at det var noget, de havde talt om. Men så kom jeg ind på den der stue, hvor han lå, og så havde han talt med sygeplæne om, at vi skulle prøve at få den blå heks op og flyve. Og så var der et apparat på den stue, der kunne løfte patienten op. Og det havde de så planlagt, at det skulle jeg prøve, det skulle de prøve med mig, når jeg kom. Det var lidt ligesom sådan en bøjle, men jeg tror, man skulle holde om den. Jeg kan ikke helt huske, men det var meget umbageligt. Men da han lå der med store øjne, og sagde, at han ville gerne sige, at den Blå ikke flyve, og de så stod mig apparat. Så var det svært at sige nej, det tror jeg ikke. Hvis han kunne, så kunne jeg vse.
SPEAKER_00Jeg synes også, det er blevet en halv met højre.
SPEAKER_01Og cirkusvognen er, fordi jeg har set den der eventyrvogn, de havde på biblioteket. Jeg har set den synks, det var at køre ud steder, hvor der er masser af børn. Børn, der ikke nødvendigvis kommer ind og ser dukket i Kongens have, eller gå på biblioteket, eller lave andre ting, som børn andre steder i København måske gøre. Men hvor gerne de vil, når man står lige foran dem, så vil de jo gerne være med til. Så på et tidspunkt i den vold sociale indsats, som det hedder der foregik i Novestkvaret og flere andre steder i København også. Der fik vi muligheden for at skabe et omrejsende dukater. Og fik nogle penge fra Kulturministeriet til det. Og den kører sted, den hører til derude. Og den kører kun derude, og det gør den sted, den kører kunestkvaret. Men tankegangen er også den samme, som det med den blå heks på røde. Vi kommer midt i alting, der hvor folk er, og skaber en pause og laver noget helt andet og går igen. Men man bliver jo hængende i bevidstheden og et eller andet sted også inde i hjernet for syns nævne ikke. Altså de steder, hvor cirkusvogen har holdt. Når jeg kører forbi, så kan jeg stadig. Se, hvor den står. Og det ved jeg også har været sådan for børnene. Og i cirkus, håben kom tilbage hver sommer, og holdt nogle bestemte steder, og det gør den stadig. Og så kunne man komme til teater og cirkus og høre musik og selv prøve at lave nogle ting. Sådan lidt ligesom, når ævler kommer til byen, eller lige kasmanden kommer til byen før de oplevelser, der har været min barndom med nu er det for, nu er det sommer, nu kommer cirkus, nu kommer lige kassen, nu kommer slippe om synger. Det var den, vi prøvede at skabe den stemning med cirkusvognen.
SPEAKER_00Og hvad kunne man lave i cirkusvognen? Hvordan børnene lave.
SPEAKER_01I de første år var den meget, meget lokalt for de børn, som bor i kvarteret og hold forskellige steder i det ret lille trikandsområde, som det handlede om der op omkring Hulgårdsplads og Dubog og Golhold og. Vi spillede en forestilling, og der arbejdet var. Og det var der, jeg bliver nødt til at lære at lave Dukker. Fordi den her idé med at lave om rejsende af Dukketater. Den havde jeg fået sammen med en god kollega, som nu er en af lederne derude i børnkulturet Sukkelon Lille. Konni Huménjuk hedder hun, som er u i Sukkelon Lille stadig nu. Sukkelund Lille er et børnkulturus, der også vokser frem. Vi får idé, og hun prøver at hun stende graf, hun prøv at lave alle mulige tegninger med, hvordan kunne vi lave et mobilt dukket. Og vi tænker masser af tanker. Vi ville allerst have bygget et lille hus på legepladsen, den bemandet legplads, hvor der kunne være dukkerater, men det måtte man ikke. Og så er det igen en af de der bemærkninger fra en af beboerne derude. En John, der var mangede John. En af Johnner sagde: Hvorfor fans kaffe, I ikke bare en cirkusvog? Ja så. Hvorfor færds kaffe, og ikke bare en cirkusvogn? Og hvor skulle vi så lige fået den fra? Det ved jeg da ikke, så jeg voksede op i en cirkusvogn i Sydhavnen. Det skulle ikke være så svært. Cirkusvognen, den kan man jo køre rundt med, og jeg var omkring cirka sumand og forskellige andre for at høre, om det kunne lade sig gøre. Det var ikke sådan lige noget, man gjorde. Men så var der vist af at være en lærer på en lokal skole, da havde en skorvogn stående i sin have, der var grå ikke fuldstændig fast i boskaget. Og den kunne jeg da godt få for tusen kroner. Og så fik vi den løft ud med en stor græd, og så fik vi den renoveret, og der blev skået vinduer, sådan kunne åbne, og der kunne være Dukketager scene inde i. Og jeg havde masser af pragtfulde idéer med, hvordan det kunne være. Jeg kunne bare ikke selv spille Dukket.
SPEAKER_00Det er et kommunalt projekt. Nu siger du, der kommer en græn og sådan noget, og tænker jeg lyder dyrt.
SPEAKER_01Det var en del af det, der hed den bolde sociale indsats af. Hvor man skulle skabe nogle ting, der kunne få det område til at have det bedre, og folk til at have det bedre med hinanden og skabe nogle gode oplevelser i forhold for børn. Der gik jeg ind i kongenshave og talte med folk derinde.
SPEAKER_00Ja, der er også Dukketater.
SPEAKER_01For der er jo dukket. Og det var det, jeg var inspireret af. Jeg har jo selvet med mit eget barn hver år. Og det var sådan noget, jeg synes, jeg også kunne opleve i Nordvest. Og så sagde jeg morten, som jeg snakkede med der, prøvede at sælge idéen til, og fortalte det vidt og bredt og sådan og sådan. Og så var det, han sagde, det må du selv gøre. Du har jo det hele inde i uet. Og hvor jeg så sagde, at jeg kan jo ikke spille Dukketa. Nej, men så må du jo lære det. Og det var det, min i går sådan en uddannelse startede, fordi det kunne jeg jo godt se, at jeg havde ikke andre, jeg sådan kunne fedt det af på. Og så begyndte jeg at tage ud på Dukketafestivalerne og få kontakt med folk, der spillede, og lavede Dukketaater, lavet dukker. Så der startede min uddannelse i den verden.
SPEAKER_00Jeg har jo lavet et podcast med Nilskolph, som har turnede rundt med propper Bærta.
SPEAKER_01Uh.
SPEAKER_00Den må du lige op tilbage og her.
SPEAKER_01Ja, den skal jeg gøre. Så cirkus vogen, når du spørg, hvad kunne børnene lave der, de kunne de første år. De kunne selv lave dukker figurer af alle mulige forskellige ting og komme op og stå og spille ud fra den her. Og man gik ind i vognen, og så kunne man holde sine dukker op, og så kunne man lave historier. Så børnene, og det var en meget stor del af det. Børnene skulle selv lave dukker og komme op og spille. Og så skulle de se os, som de kendte, lave forestillinger, som vi nu kunne. Man behøver altså ikke være verdensmester for at turge gå op og spille dukkerater. Og voksne kan også godt lege. Og den tredje del, det var, vi inviterede professionelle og super dygtige dukkaterfor til at komme og spille enten ud fra, altså inde i vognen og ud eller ude foran. Senere er det blevet et tillløb stykke, så der kommer mange, mange hundre publikummer nu. Og det giver en anden type værkster, de har stadig, sådan en workshop, delen, og de har forskellige forestillinger og optræden.
SPEAKER_00Ja, fordi hvis man går 20 år tilbage, så var det ikke lige så nemt at fortælle om via sociale medier og den slags.
SPEAKER_02Garhus ikke.
SPEAKER_00Det kan man jo i dag. Og folk går ind og kigger på børn i byen og kultur og alt det der. Hvad sker der i København og alt sådan noget? Det kunne ikke den gang.
SPEAKER_01Så kommer de drygende fra alle mulige steder langt uden for byen, fordi nu har de hørt, at der sker et eller andet sjov ved cirkushålen. Der var det de der 12 børn, fastebørn, der altid vandret omkring biblioteket i filosofien, 12-15 børn, og det var de lokale børnehaver, som vi måtte sidde og ringe til hver gang og sige, kommer I ikke, kommer I ikke? Og så efter nogle år, så kom de af sig selv og så trakte de alle mulige andre med sig. Så dan lever i bedste velgående ud fra det, der så også vokset frem børnkulturhuset, så er noget lille. Puderslev.
SPEAKER_00Og det bliver så til turnet rundt omkring, kan man godt sige. Altså, I kommer også på Aarhusmuseet. Og rundet torden. Og slive kloster.
SPEAKER_01Ja, det første med Aarhusmuseet. Det kommer til at hænge sammen med Børn Kulturus, så den lille. Det hænger mest sammen med. Igen en tilfældighed ud over det hele. Jeg på en kulturnat opdager, at Bene Holst og Anne Vøvler spiller på Aarhusmuseet. Og det er altså lige min ungdom, der ruller frem der, og dem ville jeg bare meget gerne hen og høre. Jeg havde aldrig været på Aarhus Museet. På Christian Havn lå det dengang over gaden nogen. Og der kom jeg kulturnat, og der var lys i alle vinduerne og en vidunderlig stemning. Og jeg var rundt og se hele det gamle museum der, og det var betalende i verden, jeg slet slet ikke kendte. Og oppe på en af etaterne, der stod modelbyggerne, mådelbygger lavet og bygget små skibet. Store skibe. Dem, der laver modeller og skibet. Og jeg var vildt fascineret. De stod der med deres store hænder og lavede de mest vilde små fantastiske ting.
SPEAKER_00Det er typisk pensioneret af håndværkere.
SPEAKER_01Ja, eller stadigvæk i arbejdet her der også. Og det var på det tidspunkt, hvor vi skulle åbne Børn Kulturhus Såkkløn Lille, som jeg var med at starte. Og der tænkte jeg, igen, børn uden i Nøske Kvarteret, de kommer aldrig på Ulborsmuseet af sig selv. Rigtig mange af dem har deres bedste folk alle mulige andre steder i verden. De kender ikke nogle mænd, der står og bygger skibe. De skal da også med dem. Og så mødtes jeg med de her modelbygger nogle af dem og spurgte om, om de kunne tænke sig at komme ud og lave sådan skibsværksted i det her nye børnkulturhus, vi skulle lave. Og jeg havde inviteret dem. Og der ud, og de sad derude, og jeg fortalte om dig, at de var fuldstændig gravorlige i ansigterne, og jeg tænkte, de synes jeg ikke, at jeg har fuldstændig omslag. Og de reagerede slet ikke, og jeg snakkede og snakket mere hegisk og prøvede at fortælle, hvor god en idé det kunne være, det her. Der var ingen penge i det. De kunne ikke få noget for det. De skulle synes, det var sjovt ikke. Og så er jeg endelig holdt op med at snakke som et vandfald. Så siger en af dem, der er jo de der, vi har de der skib med. Har du stadig papirerne til de der små skib. Ja det med sejl, men så skal vi bare lige have det der, sagde den anden så. Så de havde købt idéen for længe siden, mens jeg snakkede, de var inde i hovederne begyndte at planlægge, hvad de skulle lave. Og de kom der ud tre lørdag, og de fik bygget et lille bassin ud i haven, og de stod med de der børn og viste dem, hvordan man brugte altid værktøj, og hvert barn fik lavet lille skib og var ud og sejle med. Det var fuldstændig fantastisk. Og så inviteret dem på frokost som tak, og så sagde de, at nu har vi gjort det her for dig. Og nu skal vi hele tage direktøren på Aluharsmuseet og sige, at så må du komme ind og lave søvn og du på teater på Aarhus Museet. Så det blev starten på et meget, meget fint flot samarbejde.
SPEAKER_00Så det blev gentaget.
SPEAKER_01Syv år træk, tror jeg, vi lavede.
SPEAKER_00Ja. Det var også meget godt for de her børn, de ser en helt anden verden, for man kunne godt gå ind i søvandet f.eks. eller gå den vej, det. Jo. Så det er jo en verden, de måske slet ikke kender.
SPEAKER_01Jamen det var det. De havde aldrig nogensinde opblivet noget ligne. Og de har ellere aldrig mødt. De har aldrig mødt sådan nogle gamle håndværker, eller sådan nogle ældre mænd, som overhovedet ikke forholde sig pædagogiske til dem, men som forholde sig tekniskt fagligt, håndværksmæssigt. Hold ordentligt på den der ham sådan. Det her skal du ikke gøre. Så stå lige der på derhen og gør det og der det. Og de er ikke så meget som blinket mågne børnene på ikke, som de plad at blive talt til. Men de var de var vildt betaget. Og børn, som ellers kunne være temmel omkring farne. Var muset stille og stod som klinet op af de her ældre mand. Og var vildt betaget af det lille skib, de fik produceret, og at det kunne sejl.
SPEAKER_00Men indtil børn bliver 18, så er det jo forældrene, der bestemmer. Det skal vi huske.
SPEAKER_01Det skal vi huske, ja.
SPEAKER_00Det skal forældrene huske.
SPEAKER_01Det fungerer ikke altid helt godt. Men det kan jeg godt lade sig gøre.
SPEAKER_00Så det er bare godt, der kommer en voksne og siger, nu gør du sammen, og nu stiller du der, og så holder du sådan her på værktøj.
SPEAKER_01Der er en mening med det. Og det er åbenlyst, at den voksne vil gerne noget, men hvis jeg ikke kan være med at gøre det ordentligt, så må jeg gå. Dels så får jeg børn fra Nordvest med hver gang vi laver de der forestillinger. Så 20 år træk kommer nogle gange enkelte børn, andre gange hele skoleklasser med at laver dukkateater i efterårsfæren hver dag i efterårsfærden. Og det bliver en meget stor oplevelse for dem. Der bliver også nog et forløb, hvor forældre er med inde, forældrene kommer jo også ind og se. Det lykkeste der med at flytte og rykke frem og tilbage. Altså, og det var meget tilfrist og meget sjovt. Derudover, så er det der, jeg møder Joe, som bliver min mand. Og dermed er jeg ikke bare den blå higgs. Nu er vi to, som begynder at lave teater sammen. Vi sejler rundt med teater. Så hele den der sejverden bliver også en del af mit liv, som ikke har været det før. Så den skal lige med. Men rundetårn, det er et resultat af, at som dukkespiller, fordi det bliver jeg jo. Jeg bliver dukkespiller, jeg bliver dukker, og det bliver mit professionelle virke. Jeg bliver medlem i artistforbundet, jeg kommer til at leve af og optræde og lave sådan nogle ting. Og jeg kommer med i bestyrelsen i det, der hedder Unima. Fik jeg sagt Dansk Artistforbundet. Ja, selvet? Ja.
SPEAKER_00Og jeg har en kuglepandlægge.
SPEAKER_01Og du har en duglepandlæggende Ja, for det var Dansk Artistforbundet jo. Det er jo der, jeg synes, jeg har hørt til. Det har været fuldstændig indlysende. Der er jo ikke nogen fagforeningen for Blå Hekse eller sådan noget. Umima, som er en organisation, en international organisation for dukkerater, dukkeraterinteret, dukker spillere og alle muligt. Får den danske afdeling har ikke set mange år, og mange andre har i perioder siddet i bestyrelsen. Og mens jeg var der, der besluttede vi at lave en udstilling af dukker i rundtog.
SPEAKER_00Men du får jo faktisk også en jeres pris fra Unima, ja. Og det er i 2015. Ja. Der har bestyrelsen besluttet sig for, at du får årets jeres pris, for at lave den blå hæks på Rigshåspetet blandt andet, ikke.
SPEAKER_01Jo, det er rigtigt. Og jeg fik en meget, meget smuk skulptur her. Det er faktisk en kvinde og et barn, og en lille bitte sprægmænd. Og det er som symbol på, at jeg har lavet det, man i den verden kalder én til én teater. Altså at spille for så lille bitte et publikum, at der kun er en. I en sen på en stue. I en sind på en stue, eller siddende på et gullet, eller hvad det må det være. Og har brugt dukkateateret på den måde. Det er mere almindeligt i nogle andre lande og i nogle andre unime afdelinger at beskæftige sig med dukkedeateret som et terapeutisk eller behandlingsredskab. Og jeg har aldrig tænkt, at jeg bruger det terapeutisk, men selvfølgelig har det en terapeutisk funktion. Men jeg fik den pris, og det var jeg meget stolt af jer. Jeg er meget stolt, af jeg fik den. Og den var lavet af en sindssygt dygtig dukker. Den udstilling, som vi lavede i Rundetog for at gå tilbage til den, den kom til at hedde dukker op i Rundetår. Dukker op i Runetår. Og vi var i kontakt med alle dukkespillere, og alle dukkateatre og dukkemager og børneteatre, som brugte dukker, og bad dem om at levere nogle dukker til udstillingen. Og så havde vi, jeg tror faktisk, fire, fem, måske seks uger var vi oppe i rundtår i salen der. Og der foregik også. Der var forestillinger, og hver dag var der ikke en forestilling eller workshop eller noget andet. Og jeg var der som Blå Higgs også, og det var meget, meget velbesøgt og meget velelykket og fantastisk. Og det blev for mig starten på et samarbejde over mange år, hvor jeg kom til at lave både forestillinger og større i værksætsprojekter og med i nogle udstillinger.
SPEAKER_00Hvordan kan man udstille af det i salen derop i rundtår?
SPEAKER_01Og de har forrygende gode udstillingsfaciliteter. Og vildt dygtigt og positivt pasle, som siger, at du siger bare, hvordan det skal være, og så gør vi det. Og så kraverder jeg op og ned på stiger og sætter lys op og bygger Homst af scener og scenografier. Det har været en stor fornøjelse.
SPEAKER_00Er det så også Stukket, du skal lave i ørster.
SPEAKER_01Ør Closter begyndt jeg at tage over og have arbejdsehold, fordi jeg gerne ville i gang med at skrive. Det er ved at være mange år siden, nu jeg startede på det, men der vidste jeg jo godt, at det har jo en anden, at jeg kan blive ved at gå rundt som blå hæks og fortælle alle de eventyr. Og så var jeg begyndt at tænke, hvad så skal jeg så ikke skrive de der eventyr ned, fordi skal de ikke næsten blive på en eller anden måde. Men at få fri til at gøre det hjem, det har været helt umuligt. Og så begyndte jeg at tage det over. Jeg gik i kloster. Det er et arbejdsrefugum. Et fantastisk arbejdsrefugum over mellem skivet og vibere.
SPEAKER_00Det må jeg skulle tage derover, så jeg kunne få lavet med tryll på færdig.
SPEAKER_01Ja, det kan jeg kun angefale. Det er et meget, meget godt sted. Og der er arbejdsbrug, og der er inspiration. Og jeg begyndte at sidde derovre og skrive, og har været der mange gange. Det ligger omgivet af et lille skov. Det er dejligt sted, og så havde de et jubilæum på et tidspunkt. Da jeg havde været der et par gange, så havde jeg jo fortalt om, hvad jeg lavede, og det blev de retaget af, og de synes, det der med dukket var sjovt. Og da jeg kom næste gang, så havde de fået bygget et lille dukkater hos skoven.
SPEAKER_00Var det på grund af dig?
SPEAKER_01Ja, det var fordi, det var ikke på grund af mig, men idéen var jo opstået, fordi vi havde talt så meget om Dukker, og de synes, det kunne være sjovt. Så lavede jeg så en forestilling til deres jubilæum nede i det her dukkater i skoven. Og det var der, vi lavede en ny, fuldstændig ny udgaver rød.
SPEAKER_00Meget passende i et skov.
SPEAKER_01Jamen der var Ulve. Jeg er Ulve derop. Det bliver der talt meget om på klæstavnen lige selv. Hvis du møden ud i skoven, skal du enten krale op i et træ eller løbe din mig. Og jeg ved ikke rigtig, om det var en joke, eller hvad det her. Men så Ulve var faktisk, og er noget helt regulært, man forholder sig til. Når jeg er deroppe, så har jeg arbejdet rigtig meget med dukker. Jeg har også sammen med medarbejdere deroppe, fået bygget et lille dukkater til 4 år. Det var en opgave til rundetår, hvor jeg sad deroppe, og jeg laver historiet, lavet dukkerne og scenografie, og medarbejderne stod bag og får bygget en medarbejder specielt stod ved at bygge selve teater. Og de har overtaget det teater nu. Og undervejer jeg opdaget, at de historier, jeg fortæller, dem kan jeg ikke skrive. De skal fortælles. Men jeg kan skrive nye historier, så det er i gang med. Jeg kan skrive historier, men dem, jeg har fortalt, det fortællinger, de skal være mundtlig.
SPEAKER_00Den blå heks, der kommer på Rigshudspet, der er vi omkring 1999. Ja. Men der er jo en måde, du ligesom kommer deren på.
SPEAKER_01Ja, og den går over bibliotekerne i København, hvor nogen for fortalt, bruge på patientbiblioteket, hen må vi her med, at der er en blå heks. Og om det er hende, der kontakter mig, eller mig, der kontakter hende, det ved jeg faktisk ikke. Det kan ikke huske det.
SPEAKER_00Det kan være, hun har kontakter dig, for jeg tror, det er det færste, der tænker over, at der er sådan et fint bibliotek på Ridshop. Fordi det er jo først og fremmest for patienterne og personalet på hospitalet.
SPEAKER_01Hun har nok kontakt mig, så der har hun hørt om det fra sine kolleger og de andre børn bibliotekarer. Og masser af optræderne på forskellig måde, kommer jo og tilbyder en gratis forestilling, fordi man gerne vil gøre et eller andet for børn på Rigspospital. Jeg bliver nok inviteret, og så går hun med mig rundt, for at se, hvad jeg laver, og hun har hørt om det. Det er faktisk den der allerførste gang, hvor hun er med, at vi er oppe på en afdeling, så kommer der en stor dreng, sådan en ung mand, vi nu kalde ham også, med gummehandske på, han lige kommet ud efter et langt år på i isolation. Og jeg kommer der med mine små kuffer og tasker med dukkerater. Og han er den eneste, der sidder op på den afdeling, og så siger, at jeg ved ikke rigtigt om det er noget for dig her, det er dukkater, så han alt andet for mig, for jeg har været isoleret en lang tid. Bare at komme med det. Og siger, hvad skal vi så tage for en. Jeg peger på kasserne der, og han peger på en, og så tager han frem. Og det er så guldk, og den egner sig jo ikke virkelig meget til ham. Men han er helt en sted skal bare pakke ud, og da jeg har stillet dukker op og skal til at spille, så kommer han med sumiganske hen, og pludselig marcheren ind på den lille scene, og så lader jeg bjørnefar og sige, hvad med i. Og så siger han, det er ringgangs personalt. Og det er bare endnu et eksempel på det her med. Pludselig er der nogen, der siger et eller andet. Og så bliver man selv lige tvunget til at navigere.
SPEAKER_00Jeg faktisk huske børne afdelingen af det helt op til 11 18 år.
SPEAKER_01Ja, det er det. Det er det. Så det er jo ikke alt, man kommer med, der passer til alle. Så man er dels nødt til at kunne varere og ændre og udbygge sit repertoire. Men man er også nødt til at kunne sige: jeg tror egentlig bare, jeg kommer og siger dag til dig, og du er lov at sige nej tak, fordi det er ikke sikkert det her lige noget for dig i dag.
SPEAKER_00Nej, der er ikke to oplevelser, der er ens, når man er på Rigsportet.
SPEAKER_01Det er et kapile helt for sig at være på Rigsportet. Det er det. Og det er, som du og jeg ved alt om, det kan man tale om i timevis. Og noget kan vi ikke tale om, når andre hører det. Fordi det er, vi har en tagshedspligt, der er noget, vi ikke må fortælle om. Vi oplever ting, og vi overholder den tagshedspligt, så det sidder vi ikke og fortæller om. Men nogle gange har vi jo brug for at lætte vores hjerter og få lidt råd og trøst på sin anden. Og nogle historier kan også godt fortælles i anonymiseret grad, så vi må fortælle dem ud af huset. Men det er en verden så fuld af møder med børn og voksne, personalet fra alle inde af hospitalet. Det er som at komme ind i en lille by, synes jeg, at det er et sit eget samfund, det er.
SPEAKER_00Det er det stok Danmarks største arbejdsplads måle på antal mennesker i samme hus.
SPEAKER_01Det kunne jeg godt forestille mig. Og med alle år, eller gennem alle de år her, har jeg fået kontakt med alle mulige faggrupper. Og jeg har især været vildt fascineret af kælder folket. Altså alle de værksteder, der ligger dernede. Hvær elektriker og maler og tymmer og håndværker og transporten og portørerne og chaufførerne, og det er en hel verden for sig. Og de har været og er fuldstændig enest. Liges snart, man siger, det er for børn, så stiller de op og er parat til at hjælpe med alt i denne verden. Og komme der med den røde drag om sommeren, og stå ud i haven og møde alle indlagte også voksne og deres pårørende. Og se hvilken forskel det gør midt i et sygdomsforløb, med i sove og angst og bekymring og rede og afmagt, at der er ingen, der er der for sjov, at I indlagte. Det er alvorligt, når de her. Men alligevel at kunne give slippe og så lige nyde en koncert eller et trylshow, eller sætte sig ned og være med at lave dukker teater, eller sidde i inde i den røde drag og høre en historie. De frium, vi skærer, de er værdifulde. Jeg synes, at der nogen programmet, som jo dem, der skaffer kroner til det her, eller alle de andre sponsorer, som stiller op og finder penge til, at der kan ske de ting for både børn og voksne. De skulle have guld meddager at stige i løn i lange baner. Det er så værdifuldt. Jeg afløser aldrig nogen lærer og sygeplejersker. Det er ingen konkurrence til det behandlingsarbejde der, men det er et meget vigtigt supplement. Og det tror jeg, jeg alle godt er klar over på hospitalet. Da jeg startede der for mange år siden og kom ind og sad på en stue, hvis så lægen kom, og der var stuegen. Så var det bare at pak sammen ud af døren i en fart. Så var man bare. Uha ikke, jeg går nu, jeg går nu, jeg går nu. Men i dag, hvis man er i gang med et eller andet, og lægen kommer ind, så siger de, at vil du være, jeg kommer tilbage om lidt. Fordi de ved godt, at det er vigtigt. Der kan selvfølgelig være situationer, for de er nødt til at sige, at der er altså en skanding lige nu om tre sekunder. Og så flytter vi os selvfølgelig. Men det er blevet en accepteret og respekteret del af behandlingen og det her på hospitalet. At man skal pleje det enkelte menneske som menneske, og ikke bare tage sig af sygdomme.
SPEAKER_00For det meste kan jeg så også afslutte, når hvis læge eller sygplejen kommer ind og skal forage eller samtalet, så kan jeg afslutte sådan rimelig hurtigt, fordi så siger bare, at vi har vist det hele nu, og vi har hygget os. Så nu kan du bare tage over, og så præsenterer det som det var den næste, der kommer ikke på stet. Så giver man en lidt introduktioner, og måske lige og mødt ud af sciplæsen. Eller et eller andet sjovt. Så de ligesom bliver introduceret. Og så ikke forsænk deres arbejde. Men også som om, at jeg havde ikke mere, du har selv har i tasken. Og nu har jeg lavet det her skuld. Og så kan jeg også ikke, at jeg kan komme tilbage. Fordi jeg får det til at se naturligt ud, som om jeg bare også færdig og sådan ikke. Og så laver det lidt sjovt, så der bliver sådan en overgang, og så. Det er lidt nyt, søgeplejke, eller en ny legge, eller en, der ikke lige. Det ved ikke godt, hvorfor jeg selvfølgelig har noget afskilde på osv. Men man kan godt lige lave lidt sjov med dem. Det er sådan et hurtigt ting.
SPEAKER_01Og det er jo det, du kan, der har du helt særligt særlige muligheder og en talenter i forhold til at kunne improvisere noget.
SPEAKER_00Så de ikke følger. Og også der, der underholder vi i vejen eller forsinker noget. Så prøver at få det til at se naturligt ud over for alle i lokalen.
SPEAKER_01Der er min situation er lidt anderledes, for hvis de kan se, at jeg sidder, og vi har dukker fremme, og jeg står der med hånddukkerne. Eller dukker i snu og sådan noget, hvor barnet sidder, og de kan se, at de kommer med i en forskning. De kan se, at de kommer med i noget. De kan se, at de forsyder noget, der er i gang i.
SPEAKER_00Når ikke at finde ud af, hvem morden.
SPEAKER_01Så kan jeg nogle gange sige, at jeg stopper, hvis der har brug for det, så stopper jeg, og så kommer jeg tilbage. Det ser jeg jo altid. Og så siger de meget ofte. Går jeg bare færdig, det kommer bare lidt igen.
SPEAKER_00Ja, det er nu andet jo. Når man har størlet et helt stort sjov op der.
SPEAKER_01Ja det er ikke sikkert, at det kan ses på det, man har med sig, men de kan se på barnet af tydelig, at vi ikke midt i noget.
SPEAKER_00Vi er lige i en anden verden.
SPEAKER_01Vi er altså i en anden verden.
SPEAKER_00Så har du også deltaget i nogle sommerferie i ophold.
SPEAKER_01Ja, vi havde ridspitalet og havde nogle sommerferier, og det var ledet af børn på program i så lovlig blæk, der organiseret det. Det var jo sammen med skærby ogden til. Sommerferie, der blev finansieret af overskud fra Langlands Festival. Og afholdt nede i Bank på den 0. tim efterskole. Og jeg var med i Norrke sammen med forskellige andre. Og det var så familier. Et over det. Børn med hjertesygdomme og deres familie. Det andet over det. Børn kræft eller trop kaariske sygdom, forskellige ting. Og det var nogle fuldstændige vid underlige sommerferie, jeg ophold med udflugter til valdem og slot og ud at sejle og fænge fisk og alt muligt. Men også aktiviteter på stedet, turen ned til stranden og finde ting og sager, laven børnteaterforestillinger eller vi kår. Det var jeg sejlet ned til bag en kop med en forestilling fra vores skib. Der kendte de ikke jo. De kendte mig. Og ind i den forestilling indgik, at jeg skuppet ham i vandet. Fordi han kommer og forstyret min forestilling. Og det kunne ingen holde ud, for de kendte den Blå Heks, og man skal bare ikke forstyre den Blå Hæks. Vi er alle enige om. Så der var sådan ret aggressiv stemning over for, om han var sådan klæd, som fisker sad i en båd og sådan. Og så kommer han op på brugen og har fanget en røstbidde og giver mig den, og så kommer den med i forestillingen. Det er også en udgave af rød. Den hedder i den udgave røstbidde og ulken. Den kan spille på mange måder. Så skupper jeg ham i vandet, og det rystede. Det rystede virkelig. Og specielt en lille pige, som blev helt ud af, og bliver ved dane efter at sige. Men nu, hvis han ikke kunne svømme. Og jeg sagde, at det ved, at han kan. Det var jo noget, vi har aftalt. Og så havde hun mødt ham. Men det kunne hun altså ikke tilgive mig, da jeg smider i vandet. Men nu, hvis han ikke kunne svømme.
SPEAKER_00Det kan jeg lige opstrækt fra, hvad der er teater og hvad der har virkelig ud.
SPEAKER_01Det kan være lidt svært, når man kender den, der står og optræder. Vi har også spillet den forestilling på Dighnesdag Legplads, hvor der er en lille så besøg. Og nogle gange er det et problem, hvis man kommer i den enrollen en dag og den anden rolle den anden dag. Og det var det også der for en af pigerne, fordi der var det jo så klædt ud, som altså en, der kommer og fejre og går bare på legepladsen. Men så sætter han sig og fisker i den her lille såppesøg og hiver en røst lidt op. Den er han jo placeret i forvent. Og der er der også en af pigerne, som tvær til igennem siger. Jamen, der er ikke fisk i Soppedøen. I dag er der sådan. T nu stillet, nu kan bare. Janne, der er der ikke fisk i så. Så nogle gange er det et problem at kende sit publikum rigtig godt. Det er ikke alle, der kan har abstrahed fra lidt.
SPEAKER_00Og børn er fuldde folk, skal man høre så andet. Der er også nogen, der siger jo, at børn er jo svær at trylle for end voksne. Men det er jo fordi, børn siger bare, hvad de tror jeg, hvad det ser ikke. Og voksne er mere tilbageholden, ikke, hvis de ser et eller andet, så holder det sådan for sig selv. Men selvfølgelig det er fuldt. Du har ikke hånden. Men det ser børn så også, hvis de kan sige, at du har noget i hånd. Så hvis du kan trule for børn, og du kan slippe et sted med det, så er du god, så kan du godt gå ud og trylle for voksne.
SPEAKER_01Det har jeg også haft sagt til hinanden i sådan nogle børne, dukker og sammenhænge. Hvis du kan spille på gaden, så kan du spille et sted.
SPEAKER_00Og der har folk ikke nogen grund til, at stopper. De skal jo videre.
SPEAKER_01De skal videre, og de snakker, som de plejer, og de går tler fra at forstyrre og kommer til og går ind på scen, fordi der jeg ikke nogen sen af.
SPEAKER_00Din forestilling har jo også bragt dig til Grønland, men jeg ved også, at du kan ikke fortælle om den konkrete situation. Men du havde jo en fantastisk tur til Grønland.
SPEAKER_01Det er fantastisk tur, og jeg kan fortælle. Den udbringer af, at jeg kommer ved en lille grønlandsk pige, der er indlagt, og som desværre overlever og forældrene, fordi jeg siger, at vi ønskede, jeg havde set hinver raskere, vi ønsker, jeg havde set, hvor hun var ude og lege, jeg kendte et halvt år, hvor hun var så forfærdeligt syg. Og så sagde morgen kom og besøge os. Og så sagde jeg tak. Og så tænkte jeg, nu er bare nødt til at finde ud og tage til grønland. Både fordi, at det ville jeg gerne, og hun havde sagt sådan, men også fordi jeg undervejs havde lært, hvor lidt jeg vidste om grønlandsk kultur og dagligdag og liv.
SPEAKER_00Det er jo en stor del af arbejdspladsen, Rigsbitalet. Der jo en grønland skole og grønlands tolkere.
SPEAKER_01Det er en meget stor del for.
SPEAKER_00Og de kommer til Rigsbitalet for at få ordentligt specielle operationer og den slags af.
SPEAKER_01Jo, særlige sygdomsforløb, særlig operationer og store ulykker og sådan noget, så bliver de fløjet hed.
SPEAKER_00Og det er sådan bare at færre, eller ikke?
SPEAKER_01Ja, og det er så anderledes en verden. Og jeg har mange gange oplevet, men specielt der, hvor jeg kom så meget hos det barn, at jeg jo, jeg selvfølgelig spelligt over helt på bar bundt. Jeg kunne ikke forstå et kvider og kunne ikke formulere mig på grønlandsk overhovedet. Men jeg forstå heller ikke kropsproget. Og jeg kendte ikke, jeg havde ingen billeder på netlen af, hvordan ser der ud af, hvor de kommer fra. Det har jeg med de fleste andre af forskellige veje, så ved jeg noget om det, også hvis de kommer fra andre lande og andre kulturer så er det noget, jeg egentlig ved en del om. Men Grønland var jeg bare blevet klar over undervejs, at det er vidst ikke noget. Så det synes jeg, var vigtigt at finde ud af, fordi man er hele tiden sammen med grønlandske børn, når man er på Rigspospitalet. Rigospitalet var med at finansiere, og vi søgte penge, og fik flere steder fra, og det betyder, at jeg kunne tage dig op og hver næsten fire uger, op langs Vestkøsten og sluttede helt op i den lille bygge, hvor den familie både og besøgte deres familie.
SPEAKER_00Og havde du så forestillinger i de forskellige bygger og byer, du besøgt her?
SPEAKER_01Ja, ja. Fordi jeg lavede det forberedelsesarbejde i samarbejde med den grønske lærer, og også de grønlandske tolke, jeg ville kunne spille noget på grønlandsk. Jeg kan godt gennemføre de tre bukker brugser på grønlandsk, og lidt af rød. Dukketater fortæller jo historien i sig selv. Og det er det gode dukkater. Det er derfor, man kan spille dukket, og du kan trylle også for folk uden at forstå et kvider af, hvad de selv siger. Det går på tværs af sprog.
SPEAKER_00Har du så et manuskrebt med et ludskrift.
SPEAKER_01Jeg lærte nogle sætninger. Jeg sagde, at jeg skal kunne sige, hvem er det, der træmer på min brog. Og så sagde den grønlandsk lærer. Christian. I kan da finde så barit. Og så skrev jeg det som lydskrift. Og jeg er altså meget dårligt til at lave ud. Men det lykkedes at have en god lærer. Det lykkedes at lære. Så jeg har været rundt som Blå Heks alle mulige steder deroppe i en iskold gymnastiksal, hvor alle stod med overtøjet på, og jeg havde alt mit overtøj inde under hækstet. Jeg var den tyggeste udgaver, det Blue Heks den dag. Og det, at jeg kom og bare kunne noget, det vagt jo stor anerkendelse, og at jeg kom og sagde, jeg kommer for at læne noget op og se, hvordan børnene har det, når de er hjemme, for jeg møder jeg kun, når jeg er rigtig syge af brigade. Så jeg jo ikke snakke noget om, hvordan der ser ud hjem på. Det vil jeg også gerne vil. Jeg både privat og var rundt til at mødte 400 børn. Jeg havde 400 børn tegninger med hjem.
SPEAKER_00Det var fantastisk.
SPEAKER_01Ja, det var fantastisk. Du kan set der på toppen af min rærgår, og står det i spjørnet krank, og det fik jeg af den familie, som havde inviteret mig til at komme op og fejr, hvor is bjørn ikke. Og efter at besøge hos dem specielt, så ved jeg noget om grønlandsk kultur og værdier, og jeg kan forstå kropsproget. Jeg nu forstår, hvad det er for en sammenhæng, de kommer fra.
SPEAKER_00Det er sjovt med kropsprog, for det er ikke noget, jeg har tænkt over. Det er et sprog for sig.
SPEAKER_01Det er det. Der er også andre kulturer, hvor det ikke er så nemt at aflæse, hvad betyder det her. Det gør både noget med mimik og kropsprog. Det var specielt den far, da jeg kom på afdelingen derop. Mange gange havde følelsen af, at han bare et eller andet med sig. Der var en kræft i ham. Det jo godt regn ud, at det var fordi, jeg vidste, de kom fra en byggt. Jeg fik også at vide, at han var finger. Men jeg ande jo ikke, hvad det var. Jeg forstå ikke, hvad det var. Men nu har jeg set ham komme sejlen ind i karjakken, jeg har set ham fodre alle de tilten slæde hun. Jeg har set ham sidde og flå ryberne på gårdet. Og jeg har set skædet den der i spjørn, hænge ud spændt for huset, og låte aldrig at glemme dem. Og det gør jeg heller ikke.
SPEAKER_00Og så ved jeg, at rødet af ud, den kan spille på flere måder.
SPEAKER_01Det kan han nemlig. Det er en rigtig, rigtig god historie, og den kan fortælles på rigtig mange måder. Og det lærte jeg helt til bånd af en lille pige, måske kun tre, fire år, en lille retske flygning pige, der for mange år siden der på biblioteket på svvender. Og jeg sad og strækket figurerne til rødet, som bitte, bitte små fingerduber. Og så lå de på bordet foran mig. Og så kommer den her lille pige hen, og så tager hun bedstemor, og så tager hun Ulden en på hver finger, og så siger hun, og så kommer Ulfen, og så åder bedstemor Ulven. Og så siger jeg, dum og åndsvag, som jeg er. Nej, sådan er den ikke. Sådan er historien i. Nu skal du høre. Og så tager dukkerne, og så fortæller jeg, og spiller med de små fingerdukker hele historien, og hun står høfligt og smilde ved siden af. Og siger jeg, at da jeg er færdig, så lægger jeg dem igen. Og så tager hun bedstemor, så tager hun Ulven, og så går hun over i den anden biblioteket om en hylde. Og så kommer Ulden, og så åbnstemor Ulf. Og så tænkte jeg, hvor er jeg dum? Hold op på er dum. Hun har en historie. Og tænk, hvis jeg havde fået den her at høre ikke. Så ikke en historie. Der kommer Ulv. Det er meget måligt. Så øder vi den bare. Det var den ene variant andet. En anden gang var på Kræftafdelingen med en lille pige, som gerne ville høre rød i det. Og jeg tager posen frem med dukker, og så siger hun, men Ulven skal ikke være mad. Så skal man altså gå inproviser. Og så siger jeg, at det behøver jeg heller ikke, og så smider den på gulvet den der dukke. Og så improviserer vi at lave en historie, og rødet besøgt bedste må, fordi hun havde ikke brug for noget farlig og uhyllig. Der var lige farlige og udgivet i ens liv. Så tog vi den anden udgave af. Den der med at finde ud af, at man er nødt til at kunne improvisere. Man skal ikke tro, man har dengyllige løsning, fordi man lige kan en bestemt udgave af en historie. Og rødet fik vi så i en anden udgave dernet i Bankop, hvor det blev røgspidt af ulk, så blev det en meget tim udgave, hvor vi stod på kergen og havde levet eller røgspid, en rigtig røgspid i forskellig.
SPEAKER_00Og en rigtig søk.
SPEAKER_01Og en rigtig søk. Så blev der også den udgave op i jeg slå kloster, hvor de reelt har ulvet, og hvor jeg så brugte, det er sådan anledning til at lave den lille piges udgave. Og der lavede vi rødhed og ulven, og der lå vi bedemor at slå ulken i. Inden både rødet og jægen kom til hylden, der havde hun knaldet ulpen ned med en kager, og fået skindet af den, så hun havde fået en fin kappe, og så får hun ved at lave bekset med det her, der kom. Så rødte, den kan man bruge på alle mulig måder.
SPEAKER_00Det er jo sjovt, fordi det kunne godt være en øvelse i det, der hedder teatersport, hvor skuespillere skal improvisere, som så at den passer, at man så i en synet og den slags, i.
SPEAKER_01Jo. Og det er måske også overskriften på alt, hvad jeg har lavet, både sådan en blå hækser med den røde drag, at det er improvisation. Og det er derfor, jeg synes, det er så sjovt at spille for og sammen med børnene. Jeg har også prøvet at stå på scenere og sådan. Det synes jeg faktisk ikke er specielt sjovt. Fær rigtig sjov for mig, det er kontakten. Og den, at de fx lige pludselig kommer ind med gummehandskærker og siger, det er ringgøringspersonalet. Eller siger, ult, vi skal ikke være med, når vi laver rød. Det gør, at jeg også er nødt til at gøre noget forskelligt hver eneste gang. Og det betyder, at jeg er blevet vid, og synes det er rigtig, rigtig sjovt.
SPEAKER_00Men nu er du stopp på Rigspetler, men du udelukker ikke, at du vil tage ud af optaget f.eks. på biblioteker eller børneinstitutioner til ud og fortælle historier eller lave dukker.
SPEAKER_01Nej, det vil jeg slet ikke udelukkel.
SPEAKER_00Du kan heller ikke udelukke, at du kommer ud som den plå hæks.
SPEAKER_01Nej.
SPEAKER_00Det vil du heller ikke udlukke, nej. Vi har jo en Facebooks søde, der hedder Mæske Legender, og der lægger vi også nogle billede op. Så vi skal jo lige tage et billede, hvor du står ved siden af dit kostymer, og så kan vi måske også finde et billede og lægge op, hvor du har det på. Og så kan vi se de her situationer, vi har talt om. Og vi kan også se den røde draver, som jo altså er en kampekovn. Med vinger osv. Så hvis man skal have fat på dig, Janne Kærskår. Hvordan får man fat på dig?
SPEAKER_01Ja er jo ikke på Facebook.
SPEAKER_00Man kan ikke jo fat i mig.
SPEAKER_01Det kan man gøre, og så kan du sætte mig i forbindelse, eller sætte folk i forbindelse med mig.
SPEAKER_00Hvis der er nogen, der vil have børnetater, eller nogællinger.
SPEAKER_01De skal skrive. De skal skrive mig på min mail.
SPEAKER_00Det kan man gogle sig til.
SPEAKER_01Ja, det ved jeg ikke, at det kan godt være lidt besværligt.
SPEAKER_00Men du har jo lavet en forening, dengang, du lavede den røde drage.
SPEAKER_01Vi har foreningen Drag Kompaniet. Den har sin egen male, det er ikke min. Jeg har jo det, der hedder Heksens Børn Dugo Teater i værksted. Hvor den blå hæks er en del af det, men hvor jøger og jeg har lavet rigtig mange ting også sammen andre. Så det er nok den, jeg skal have stablet lidt mere på benene igen og gjort tydeligt.
SPEAKER_00Ja, for der kunne søde nogen derude, der tænker, at det er lidt anderledes, det kunne vi godt bruge.
SPEAKER_01Ja, jeg har hele tiden, og det er jeg igen i den situation, at jeg har ikke vildgør reklamer, for jeg har ikke kun sige ja. Jeg har haft så travlt. Der har jeg. Og så synes jeg, det er dumt at kunne reklamere og sådan ringer folk, og så siger man, at det er bare ikke tid til. Og i dag vil det også være sådan, at man må gerne ringe, og jeg siger, at hvis jeg kan. Men jeg kan ikke hver dag, fordi det har jeg ikke kræft til mere.
SPEAKER_00Men det har været en rigtig hyggelig samtale, Janget igen. Vi har drukket noget kaffe og vejs.
SPEAKER_01Ja, det har vi.
SPEAKER_00Og vi kan da lige tage en krop sådan noget i mikrofonen og slukke.
SPEAKER_01Lærste. Jeg er meget stolt over at være med i den her samling af.
SPEAKER_00Jeg synes, du har en spændende historie, som jeg tror, der er mange, der kan lære noget af der ud. Det vil vi. Jeg håber, at I hørt godt efter, så må I høre den igen.
SPEAKER_01Ja, god fornøjelse.
SPEAKER_00Tak for lid, Jan. Tak. Et par ord fra vores sponsor. Lars Lille fra Laville Musik komponerer musik til podcast, sociale medier, shows, film, reklamer, tv-programmer og til artister. Laville Music har et musikbibliotek med over 1300 tracks. Der er både instrumentale tracks og nogen med vokal på, så der er nok at vælge mellem til dit næste projekt. La Ville Music udgiver egter og udgiver også andre artisters musik. Forecords. Lars Lille er sængers songwriter, topliner og producer. Så skal du bruge et hid til dine artist, reclame eller trulysow, så kontakter Laville Music at tjek LavillMusic.com, at du finder også Laville Music på Spotify. Podcast den Magiske Legenda er sponsoret af trullebutikken PeyorMatic.k. Der er en webshop med tilhørende fysisk butik i Hand Speakstar. Uis PeartMatic.dk kan du altid live Fatter, som sætter baloner, spillekort og holdt trulletrickset både til professionelle artister, og dig, der har lyst til selv at komme i gang med truk, så du lave balondyret for venner, og vi bekendt. PyrotMatic Dk arrangerer også workshops, hvor du kan lære fra professionelle trullikunstler. Make the circle i Danmark er en forening for alle med interesse for trulykunst, uanset alle og de stolt over at kunne støtte op om denne og andre podcast.