
Danske Prædikener Genfortalt
Danske Prædikener Genfortalt (www.danskepraedikenergenfortalt.dk) er en podcast med fokus på historiske prædikener. Projektet samarbejder med Danske Talers prædikenprojekt og Københavns Universitet. Formålet er at lade de gamle tekster komme til orde i genfortællinger. Samtalerne og genfortællingerne udkommer som podcasts, både her på siden og i gængse podcast-apps.
Optagelserne godkendes af de medvirkende, inden de offentliggøres. De korte musiksekvenser i optagelserne er indspillet og redigeret af Henrik David Mikkelsen.
Billedet, som ses på podcastserien, stammer fra den svenske kunstner Lenke Rothmans (1929-2008) skitsebog fra 1963.
Bag podcasten står jeg, Kristian Mejrup. Jeg er sognepræst i Thomas Kingo Kirke i Odense og kirkehistoriker. Har du spørgsmål eller kommentarer til projektet, er du velkommen til at kontakte mig.
Prædikengenren er en anvendelsens genre, og uden sammenligning den mest anvendte i dansk litteratur. Genren er både mundtlig og skriftlig. Podcastserien imødegår dette særkende ved at udarbejde mundtlige udlægninger af skriftlige kilder. Hver episode indeholder en samtale mellem en vært og en mikrofonholder, som præsenterer en prædikant og udlægger en udvalgt historisk prædiken.
Danske Prædikener Genfortalt
Bastholm, talekunst og menneskefrygt.
I dette andet afsnit med fokus på oplysningstiden og 250-året for Christian Bastholms Gejstlige Talekunst (1775) undersøger vi emnet menneskefrygt. Det gør vi med afsæt i talekunsten og en prædiken, Bastholm holdt på trinitatis søndag om Nikodemus (Joh 3), menneskefrygt og frygten for, hvad andre mennesker måtte tænke om en. Temaet er som født til Bastholm.
Prædikenen stammer fra hans Nye Samling af Aandelige Taler over alle Evangelierne, del 2, 1788.
Christian Bastholm (1740-1819) var oplysningsmand, hofprædikant og forfatter til et omfattende teologisk forfatterskab og bibeloversættelser. Det ser vi, Tonny Aargaard Olesen og Kristian Mejrup, nærmere på i dette afsnit, som er optaget 26. maj 2025 i KU's Podcaststudie med teknisk hjælp fra Rene Lindekrone Christensen.