Danske Prædikener Genfortalt
Danske Prædikener Genfortalt (www.danskepraedikenergenfortalt.dk) er en podcast med fokus på historiske prædikener. Projektet samarbejder med Danske Talers prædikenprojekt og Københavns Universitet. Formålet er at lade de gamle tekster komme til orde i genfortællinger. Samtalerne og genfortællingerne udkommer som podcasts, både her på siden og i gængse podcast-apps.
Optagelserne godkendes af de medvirkende, inden de offentliggøres. De korte musiksekvenser i optagelserne er indspillet og redigeret af Henrik David Mikkelsen.
Billedet, som ses på podcastserien, stammer fra den svenske kunstner Lenke Rothmans (1929-2008) skitsebog fra 1963.
Bag podcasten står Kristian Mejrup, sognepræst i Thomas Kingos Kirke i Odense og kirkehistoriker.
Prædikengenren er en anvendelsens genre, og uden sammenligning den mest anvendte i dansk litteratur. Genren er både mundtlig og skriftlig. Podcastserien imødegår dette særkende ved at udarbejde mundtlige udlægninger af skriftlige kilder. Hver episode indeholder en samtale mellem en vært og en mikrofonholder, som præsenterer en prædikant og udlægger en udvalgt historisk prædiken.
Danske Prædikener Genfortalt
På knæ med synderinden. 11set, 2trk
Use Left/Right to seek, Home/End to jump to start or end. Hold shift to jump forward or backward.
Afsnit nr. XV: Tre taler om Synderinden (1849, 1850 & 1851)
Evangelieberetningen om kvinden i farisæerens hus (Luk 7,36-50), som er søndagsteksten til 11. søndag efter trinitatis (2trk), blev en helt central tekst for Kierkegaard. Han ville ikke afslutte sit forfatterskab uden en hyldest til ”synderinden”, når han nu ikke vovede at dedikere det hele til sin eksforlovede Regine. Hvordan præsenterer Kierkegaard så synderinden i sine taler? Hvordan ender teksten med at blive det gyldiggørende stempel på forfatterskabet? Kierkegaards tekster: Nr. 3 i »Ypperstepræsten« - »Tolderen« - »Synderinden«, tre Taler ved Altergangen om Fredagen, 1849, SKS 11, 271-280; En opbyggelig Tale af S. Kierkegaard (1850), SKS 12, 257-273; ”Men hvem Lidet forlades elsker lidet” i To Taler ved Altergangen om Fredagen. Af S. Kierkegaard. 1851, SKS 12,283-292.
Lyt med til samtalen mellem Tonny Aagaard Olesen og Kristian Mejrup. Optagelsen er fra 1. marts 2026