Stemmen bag Stemmen

Stemmen bag Stemmen med Maria Lucia

Frederik og Kasper Season 5 Episode 3

Længe inden der var noget, der hed X-factor, var der allerede tradition for, at Danmark samledes foran tv’et weekend efter weekend for at se - og ikke mindst lytte til – en masse talentfulde unge mennesker, der jagtede drømmen om et liv som professionel sanger. 

Dengang hed samlingspunktet ’Popstars’, og der kom mange fantastiske timers underholdning ud af tv-showet; men noget af det mest fantastiske vi fik, var dagens gæsts indtræden på den danske underholdningsscene.

Med en 1. plads i programmet i 2003 sikrede Maria Lucia Heiberg Rosenberg sig nemlig ikke bare en pladekontrakt, men også at spotlyset blev drejet hen på hendes enorme talent.

Det talent har hun siden forløst som både sanger, musicalartist og ikke mindst som dubber, hvor hun bl.a. har udødeliggjort snedronningen Elsa fra Disneys ’Frost’.

Alt det kommer vi naturligvis rundt om i snakken med Maria, hvor vi også hører om hendes første håbefulde drømme om et liv som dubber, anekdoter fra hendes musicalkarriere og hendes tanker om sit arbejdes store betydning.

Du finder ikke bedre selskab i dag end det, du får den næste times tid med en af landets absolut dygtigste stemmeskuespillere – så find dér, hvor du plejer at lytte til podcasts og sæt dig godt til rette.

Som altid vil vi lige opfordre til, at du abonnerer på podcasten og – hvis du kan lide den – giver os en anmeldelse; det bliver vi så eventyrligt glade for! 

Rigtig god fornøjelse