
Stemmen bag Stemmen
Hør stemmerne fra din barndom, ungdom og voksen...dom(?) fortælle om en branche, der ikke har fået nok opmærksomhed: den danske dubbingbranche.
Stemmen bag Stemmen
Stemmen bag Stemmen med Lars Knutzon
Hans stemme har været vranten, vittig, varm og uforlignelig – både når han træner græske halvguder, tæller guldmønter i pengetanken eller råber fra bunden af en legetøjskasse.
Lars Knutzon er stemmen bag nogle af Disneys mest elskede og excentriske figurer, og i denne uges afsnit af Stemmen bag Stemmen har vi æren af at dykke ned i hans fantastiske karriere.
Du kender ham som den hårdt prøvede satyr Filoktetes i Herkules, som den nuværende stemme til verdens rigeste and, som den til tider kyniske Mr. Potato Head i Toy Story-filmene og som den hjertevarme Maurice i liveaction-versionen af Skønheden og Udyret 💪🦆👨🔧🌹
Lars Knutzon har været en fast del af dansk teater, film og tv i mere end seks årtier, og i dubbingstudiet har han lånt sin stemme til karakterer, der har formet generationers forhold til animation og eventyr. Han mestrer balancen mellem komik og følelse, mellem karakter og klang, og i dag får du lov at blive klogere på, hvem stemmen bag disse fantastiske stemmer er.
I samtalen med Lars fortæller han om sin tilgang til dubbing, om hvordan han endte med at blive skuespiller og om nogle af de store oplevelser han har haft gennem en fantastisk karriere.
God fornøjelse!
PS: Hvilken Lars Knutzon-karakter har du et særligt godt forhold til?