Musik mit drug
Dj Peter Visti inviterer gæster ind til en åben snak om kærligheden til musik og hvordan man bruger og nyder musikken i museo local podcasten.
musik mit drug.
Ny episode hver mandag kl 08.00
Musik mit drug
#42 Lars H.U.G
En åben snak med musiker & Billedkunstner Lars H.U.G om hans passion for musik
Hvad er musik? under hele min alle søvn, Noget jeg faktisk stadig praktiserer. Musik er min passion, Mit drive, mit humør og dagsform formes og kan ændres af musikken. Musik har en unik evne til at vække følelser og forbinde mennesker på tværs af kulturer. Mit mål er at finde frem til hvordan forskellige mennesker o. Hver uge vil jeg invitere en ny gæst til en snak om deres forhold til musik og hvordan de lever og påvirkes af musikken Indsigt, inspiration og forhåbentlig nogle sjove og spændende overraskelser. Velkommen til Museo. Lokal podcasten Musik mit Drug.
Speaker 1:Hej Peter.
Speaker 2:Goddag, lars og velkommen til.
Speaker 1:Hvad laver du?
Speaker 2:her? Ja præcis, jeg har trådt ind i dit køkken her, eller i hvert fald Samtale-køkken, samtale-køkken, ja præcis.
Speaker 1:Hvordan præsenterer man dig navnmæssigt i dag? Det er skide ligegyldigt. Er det det Lars Tønskid? Lars den, fordi den er der så mange der har hørt før. Så du kan kalde mig lige hvad du vil.
Speaker 2:Ja men jeg kalder dig Lars. Bare, det er kærlighed. Ja, det er det, det er rent kærlighed. Det ved du da, det troede du vidst. Ej, det ved jeg. Ja, kald det kærlighed. Ja, præcis.
Speaker 1:Det var ikke dig, jo, det er mig. Altså, det er, det kommer af Laurentius. Laurentius var en helgen som blev brændt. Han blev faktisk ristet, og hvis du spørger Kasper Christensen, så ved han, hvad en Laurentius-rist er, fordi den ser man indmuret i nogle kirker som et symbol og et minde om Laurentius. Og Laurentius, han blev en helgen, fordi han i det sovn eller hvad det nu har været, dengang Egn eller et eller andet Egn som han var, styre af, og der var skatterne ekstremt høje, og det gjorde jo også at skatten jo tit blev udbetalt i naturaler. Det vil sige, at de afleverede så en masse procentdel af deres kort Om det så har været helt op på 90 eller 99, det ved jeg ikke noget om men det var i hvert fald så katastrofalt for den egn han var i, at folk jo sultede. Okay, og det giver jo ikke rigtig nogen mening, at man piner folk så meget, så de ikke kan levere korn til folket eller til kongen, så de dør. Så han samlede alle sine fellowvenner og artsfælder der og begæssede sig op til kongen med alle de der bønder og hvad der er godt folk, venner og børn Og kongen kom ud på balkongen og så, og så siger han til kongen se det her, det er din skat, det her det er din rigtige skat.
Speaker 1:Giv på dit folk. Det er dem, der kan lave korn og mad til dig og alle os andre. Og det reagerer kongen meget skarpt på, for han skulle jo ikke blande sig i, hvilke skatter han satte til sine folk. Det skulle jo nødvendigvis præsidentens. Så han blev dømt til døden som kætter. Og det er måske ligesom i dag, hvor man kan se, at i dag så kan man også blive dømt skyldig, uden man egentlig har været i retten. Så kan man bare sætte nogle ting op, og så kan vi sgu hurtigt få dig ud af biksen, Peter.
Speaker 1:Jeg så dig godt, lige inden du kom her, du var nede i den swingerclub der.
Speaker 2:Ja, ja, præcis, Jeg vidste ikke, der var en swingerclub der ikke var forbi. Nej, nej, men det fandt du så ud af. Ja, men jeg tror ikke den var åben. Det var lidt irriterende faktisk. Jo, du kom ud derindefra Gjorde det.
Speaker 1:Vi er begyndt at skabe sådan et rum, hvor vi kan dømme andre, uden egentlig at have den hvad kan man sige? den retssikkerhed, som jo efter det her med Laurentius jo senere hen gik hen og sikrede, fordi man havde adskillelse af kirke og lov og styrende og så videre, alt det, som kendetegner i hvert fald et funktionelt demokrati. Det kan man jo undergrave ved at man ligesom bare i det offentlige rum skaber en mulighed for at man altid bare kan sige til andre, at jamen, du har udsat mig for et overgreb og du har gjort sådan, og så er man egentlig skyldig. Ja, det var også det man brugte til heksebrænding.
Speaker 2:Ja, ja, præcis, Men der har vi i et eller andet forstand.
Speaker 1:Og tilbage til Lars. Så kommer navnet sig af Laurentius, og han gav også navn til en meteorregn som kommer ind omkring september-august måned i vores univers. Og der er selvfølgelig okulte og spirituelle mennesker som mener at stjerneskud og Klisé skrev en sang om stjerneskud, fordi at vi også selv var inde på den der vibe med jamen. Stjerneskud er sådan en form for energi, der kommer ind og prøver hele jorden og prøver at bringe noget lys ind. Så det har været en måde, i hvert fald, man kunne anskue det her univers, som vi jo aldrig kommer til at forstå, men som vi jo er en del af og som vi indeholder. Ligesom en dråbe vand Indeholder alt det den kommer tilbage til når den falder tilbage i havet.
Speaker 1:Så vi jo også dråber universet, vi har jo alt ind i sig. Så vi mangler ikke noget i princippet. Og her med Laurence synes jeg bare lige, at vi gør ham færdig, det med resten. det er så vist. Så bliver han selvfølgelig brændt og bliver lagt op på sådan en rest, hvor de brænder ham, og så er han selvfølgelig krediteret for at sige, at han så ligger der. Nu kan I godt vende mig om, nu er jeg simpelthen resten af nok på den ene side, nu kan I bare vende mig om.
Speaker 2:Det er derfor Så humor skal der også til. Det skal der, lars, og det har det altid været. Men du er jo også en person som Jeg har tænkt meget over hvornår vi støder på hinanden første gang eller h. Jeg har tænkt meget over hvornår vi støder på hinanden første gang Eller hvornår jeg støder på dit navn faktisk, og det gør jeg i start 80'erne Og det gør jeg faktisk Da Cliché laver Bravo Charlie. Jeg er lidt sent på den, kan man sige, du er jo lige lidt ældre end mig.
Speaker 2:Så jeg opdager ikke den første plade med Cliché, jeg opdager nummer to med Patrulle og med hvad hedder det? med Brage Charlie, som jeg er meget, meget stolt af selv at få lov til at være med, til at have indvirkning på i 2016, på Roskilde og på de tre der oplevede album der kom. Så der er jo ligesom en snor for mig i det. Men jeg kunne sgu rigtig godt tænke mig at vide Lars det. Men jeg kunne sgu rigtig godt tænke mig at vide Lars, hvordan fanden? fordi du er jo, du vil jo egentlig helst være kunstmaler, sådan som jeg ser det, ikke kunstmaler, men billedkunstner.
Speaker 1:Jeg tror, hvis I skal kommentere på det, ja, Hvis du har lyst.
Speaker 1:Så vil jeg. Jeg har ikke, jeg forvalter ikke min liv, hvad jeg helst vil. Nej, og det er fordi, at Det tror jeg Kan give noget. Det forhindrer egentlig mig i hvert fald i at komme ud og opleve, fordi hvis jeg allerede har en forestilling om hvad jeg helst vil, så snyder jeg mig for noget. Jeg tror, at det er vigtigt i hvert fald for mig og min udvikling, det er, at jeg står til rådighed overfor det, der kommer mig i møde, og jeg har en åbenhed for at ture og sige ja, uden jeg rent faktisk ved, hvad jeg siger ja til, siger ja til noget, som måske også gør mig bange eller udfordrer mig eller vækker min nysgerrighed. Og det har jeg jo godt set, at jeg jo gennem mit liv og gøren egentlig ret hurtigt forstod, fordi der sker et eller andet i den der flytning af sig selv, i den der flytning af sig selv, og vide, jamen, hvis du tøver og skal forberede dig og vide hvad skal det her handle om, inden det rent faktisk har udfoldet sig, så har du allerede dræbt det i en eller anden kontekst. Og det er jo tit skyret af vores angst for at overgive os, vores angst for at kaste os ud, hvor vi ikke kan bunde, og det er jo forståeligt nok. Men jeg tror, hvis man vil flytte sig, så er man nødt til at have den mulighed eller forudsætning for at opleve noget, der er større end en selv. Opleve noget man ikke forstår, men som man bliver fanget ind af og tænker wow, i kaffebar, med cigaret og cola, i forstårfodkængovergangen, i biograffens dybrøde forjæ i hænderne og så videre, så synger man sig ind i noget man aldrig, nogensinde har hørt før, og man tænker hvor kommer det fra? Jamen, det var lige i rummet, jeg har ikke hørt det før. Hvad er det for noget jeg står og synger? Nå, det er i den der bog, når hvem er skrevet? Nå, den hedder City Sling, som man bare helt på eventyr, som har gået i en skov, der ikke nogen har gået i før. Det tror jeg, har været enormt drivkraft for mig og synes jeg i hvert fald er en væsentlig faktor for at stille sig til rådighed og bare være den, der modtager en impuls, og så må det gå den vej det går, og der kræver det nemlig. Tilbage til det du siger, når du vil egentlig helst have været maler, nej, jeg vil ikke helst have noget, noget som helst. Fordi allerede der, så vil jeg stoppe mig for egentlig, og lige så snart jeg bliver for bevidst om hvad jeg vil, i stedet for at lægge det ned og bare gå med det, der kommer, være nysgerrig. Nå, der er en guitar, så spiller vi på den. Der ligger nogle pensler, så maler vi den. Vil du være med i en film? Så er jeg med i en film. Vil du holde et foredrag? Så holder jeg et foredrag. Kunne du tænke dig at gå ind i sådan en relation, hvor jo i åbne forhold, jeg vil egentlig godt lige vide, hvad jeg skal være åben over for inden jeg kommitter mig til det, men det kunne jeg da godt tænke mig, at måske prøve kræfter med? Er du til dominanser og submissiv? Det har jeg aldrig egentlig forholdt mig til, men det kunne da godt være, at jeg kunne lære noget der. Har du noget du vil vise mig? Eller eller hvor vi er henne i verden?
Speaker 1:Altså, tage til en by Jeg husker, første gang var jeg i Rom. Så lander man, så kører man fra A til B, så kører man fra B til C og tilbage til A, og så er man pludselig der, og nu skal man selv ud og opleve. Så sagde jeg til min kammerat vi tager bare den bus. Og ja, så kørte vi ind i en bus, eller vi kørte ikke ind i en. Så tog vi en bus og så kørte vi rundt, så stod vi ud, så kom der en anden bus, så sprang vi ind i den, så kom der en tredje bus og til sidst kom vi ud i det helt vildeste sted, for jeg fik min første cappuccino i livet Ikke fordi jeg er sådan en stor kaffefri og står og hører deres.
Speaker 1:Man bliver fuldstændig fanget ind i den der sang. Det er det italienske, og man skal jo bare høre den der tone der så kan man dufte spagetti og parmesanen der bliver revet og rivet i hjernet og de der lidt rå måder at dække bord på og fejre tingene væk. Tre simple ting, og så er der bare en ret der står. Og så inderlerer du hele livet som vores gode ven Master Fatman, som jeg synes var en livsnyder.
Speaker 1:Han sagde Nu skal jeg i dag, nu skal jeg ud, og Jeg skal ud og slupre, ja, fantastisk, altså slupre.
Speaker 2:Når jeg tænker musikalsk, lars, Så tænker jeg faktisk, det er sådan du har gjort, fordi du har jo Følger i jeg, det skal du retteisk, at det er sådan du har gjort, fordi du har jo følt dig i jeg, det skal du rette mig i. Det er jo set udefra, kan man sige eller en sted der er opdager, det er jo det første, jeg opdager, som også, at du har et lille band inde, men det er jo det første, kan man sige, vi opdager sådan på plade. for der tænker jeg, at der er en fandende voldsked. og der er noget, hvor jeg føler, at man bare er gået med det, der kom, og man har prøvet alt det af man havde lyst til, og at man var sindssygt nysgerrig på det. Er det helt forkert set.
Speaker 1:Jamen, jeg tror ikke, der er noget forkert eller rigtigt. Det er jo din måde at opleve det på, og Du skal tænke på at jeg er en ung dreng, da jeg er 14-15 år.
Speaker 1:Jeg tror, faktisk jeg er yngre end dig når du kommer til et stykke. Måske, fordi jeg tror ikke på tid. Det kan godt være, i dit passe der står, at du er ældre eller yngre end mig, men tid er jo sig selv en illusion, og den oplevelse du deler med mig er i et andet sted jo en meget subjektiv oplevelse. Så derfor ville det også være mærkeligt hvis jeg sagde, at det ikke var rigtigt, hvad du sagde, for det er det du oplevede. Så hvis vi lader den klinge ind i rummet, hvordan oplevede du det? Jamen, lige nu, så var det bare, som om den glædte lidt forbi. Der var ikke sådan noget jeg ville hive fat i Andet, end at jeg synes det var dejligt at høre dine oplevelser med cliché.
Speaker 1:Og så nævnte du de der numre, og så kom man ind i de der rum som de jo skabte, og så var der det der rum, som vi jo skabte, og så var der det der rum som vi jo lige havde åbnet op omkring, og det der med at gå, med det, der kommer. Og så er det jo klart, at samtidig så er der jo selvfølgelig også en der forsøger at kontrollere. Og hvad kan man sige navigere, når man ligesom kommer op og rider på et eller andet, hvor man tænker, der er et eller andet her, som driver mig til egentlig ikke bare at gå den vej, men at gå den vej, nej, den vej. Og det tog mere og mere form i mig, fordi jeg er født ud af en familie som alle sammen har været soldater, så den kraft havde jeg i mig. Så jeg er en warrior, altså jeg er en kæmper, jeg er en kriger, og måske også en survivor.
Speaker 1:Det er det jeg hæver sammen med. men hvis vi bare holder os til at gøre den krigeren færdig først, så er det en nødvendig energi samtidig, at du selv bare lægger dig tilbage ind af en feminin måde at tage det på. Og jeg siger det med alt respekt, fordi jeg selv er feminin. Jeg snakker det ikke om at dele ud på køn, fordi manden og kvinden er både feminin og maskulin. Jeg er bare ambassadør for det maskuline, og så har jeg det feminine inde i mig selv. Så fred med den diskussion. Men det der med egentlig bare at være modtagende selvfølgelig er du også nødt til at vælge, og du er også nødt til at være analytisk, du er også nødt til at være direkte, du er også nødt til at kunne mærke ind i hvad er mit behov, og i særdelesiden, når man er ung og vil forme og skabe sin egen karriere, så er det også vigtigt. for eksempel som det var hvertfald for mig gør man erkendelse af, at jeg vil hellere lave min egen fiasko end jeg vil have andres succes.
Speaker 1:Ja, Og det var jeg meget bevidst om ret hurtigt, fordi jeg jo godt vidste, jamen, så ville jeg jo miste min sjæl, og så skulle jeg så leve. en anden succes bare for succesens skyld? Hvad succesens skyld? hvad fanden skulle jeg bruge den til? Jeg ville hellere skabe noget. jeg havde kunnet stå indenfor og så blive målt på det. Om så folk kunne lide det eller ville købe det eller ville se det, det måtte jeg jo så tage med.
Speaker 1:Men finde en eller anden oprigtighed, hvor man ligesom følte, at man var autentisk og mente det man rent faktisk Og ikke sjovt at jeg lige var ved at slå en bøvs, fordi det minder mig så om, fordi hvis vi kan holde lytterens fanget her, så laver vi et lille klip her som illustration og så går vi lige tilbage i tid, hvor ham der Lars vi snakker om, han er 14-15 år og han måske 16, han går til sin første Rolling Stones koncert og det er en koncert i forum og den er fra den plade der hedder Get Your Year Years Out og som er en legeplade, som er ret kaotisk, lyder fuldstændig vanvittigt, men den kan noget, for det er Stones og den har sound og det er højt og det er lavt og det er grimt og det er flosset, men de spiller Og den skal jeg så ind og se.
Speaker 1:Det er mit første koncert jeg skal ind til, og de spiller selvfølgelig et dobbeltkoncert i forum, og jeg skal ind til den sidste. En kammerat fra skolen, som havde lidt længere hår end os andre, lignede Robert Plant for lidt sæppeligt, lidt mere end os andre Og kunne alle de der ord som man skulle kunne sige dengang sådan noget som fedt, og så skulle man kunne sige flipper.
Speaker 1:Ja, Og man skulle sige flipper, fordi det var sådan noget man gjorde, hvis man havde røget og så var tingene også. Bare det flipper bare før, og sådan noget. Og man skulle gerne være sådan lidt shaky, man skulle være lidt indadvendt, man skulle være lidt nervøs og lidt nervebetonet og også lidt paranoid, men også enormt meget på vibes og det hele. Så han var lidt forgudet Og han ligger selvfølgelig i en halv hastog og venter på at ske ind og se toren. Han havde også set ætteren, han havde købt billet til begge koncerter.
Speaker 1:Så jeg står derovre for ham og så fortæller han mig, hvordan koncerten er, ja, og så ruller jeg det ud og så ser vi så Stones her inde i mit lille hoved, fuck, det er fedt. Og så spiller jeg de Midnight Ramblers hvor han tager sit bælte af, og så står han og banker det ned på scenen og banker det ned på scenen Og under det der nummer der gør han sådan, der og der, der gjorde han det, der og der gør han det der og der. Fuck, det bliver fedt. Så går Lars ind og så starter koncerten Og det jeg ser, det var alt det Ole fortalte mig. Ja, præcis Alt det Ole fortæller mig.
Speaker 1:Så sker der det, så sker der det og så sker der det, og så sker der det, og så sker der det, og så sker der det, og så bliver jeg bare sådan. Det kan jeg sgu da ikke passe. Han laver altså, det er jo fuldstændig det samme. Har han overhovedet ikke nogen skam i li? så tager jeg alt, hvad jeg har af penge i lommen, så kaster jeg dem efter mit jacker, og desværre så ramte jeg ham ikke. Jeg blev simpelthen så vred. Det var jo ikke andet gas, det var jumping jacks Og det der så var. Der stod en ung mand der, som troede, at det var min helte, og jeg troede, at det var dem, der ligesom havde noget seriøst. Men de gentog bare, hvad de havde gjort, og så spillede de til sidst en ret flot sang der hedder Street Fighting Man, som jo handler om oprør, og Stones og Beatles var jo køttet figur på hele det der kæmpe oprør, der var startet. Så de havde selvfølgelig også en anden form for ansvarlighed. Det er jeg ligesom glemte. Men som jeg jo selv senere erkender, så blev jeg selv stjerne og begyndte selv at spille, og så sker der jo bare det, at jeg godt kan se, at jeg gør jo det samme koncerter, og jeg er nødt til at have nogle ting, som jeg ved, jeg kan og som fungerer inde på scenen. Jeg har så forsøgt, selvfølgelig også at lave nogle koncerter hvor jeg ikke aner hvad jeg laver. Det kan vi så vende tilbage til en anden dag.
Speaker 1:Men jeg må jo erkende, at det var sådan et noget af en konfrontation for en ung dreng, der på en eller anden måde ikke kunne acceptere, at hans helte i en eller anden sted var fake. Var de fake? Ja, i den kontekst, men alligevel ikke nej. Så det er jo ikke sådan, at jeg siden ikke har kunne lide Stones. Jeg elsker dem, og jeg synes, de er så fine for deres råhed, deres evne til at være konstant og kontinuerlig og en evne til at holde fast i deres udtryk, en evne til at kunne skabe musik som aldrig bliver for stromlignet, aldrig for tight eller aldrig for poleret. Og så er der jo også kæmpe Beatles-fans, som jo kan måske meget mere af alt det, som Stones ikke bryder sig om.
Speaker 1:Så på den måde kan man sige, at de måske komplementerer hinanden. Men det er jo en helt anden diskussion for Stones og Beatles-fan. Man kan ikke sammenligne vand og olie, eller hvad man nu vil kalde det kan ikke sammenligne vand og olie, eller hvad man nu vil kalde det. Men jeg fik bare lyst til at dele med lytterne den der oplevelse af, at man jo har nogle forestillinger, nogle projektsioner, når man lægger over på sin helte. Og derfor kan jeg også helt langt sige og jeg tager næsten ikke at sige det højt man kan altså godt være et dumt svin Og så skrive elskerne for evigt.
Speaker 2:Men du er ikke noget dumt svin, lars. Jeg siger bare, man kan godt være.
Speaker 1:Ja, det kan man godt være Ja men det er rigtigt.
Speaker 2:Jeg synes det er sindssygt interessant Det du siger, mette, og det er sindssygt interessant det der med at At have fået Fet facialisten først, det er jo ikke særlig interessant. Det har du fuldstændig ret i. Og når jeg kigger tilbage på dig og hele din musikalske karriere, så har du jo altid du har været skidegod til at gøre det, der Jeg er med på. Som du selv siger, man finder også nogle virkemidler, som skal du, når man så bliver berømt, når man bliver populær. Men jeg synes egentlig du er ret god til at efterleve, ikke at komme med det, som folk forventede.
Speaker 1:Tak, Det har jeg også selvfølgelig forsøgt at leve op til, Og det er jo en drivkraft som jo ikke nødvendigvis er, Men drivkraft, som jo ikke nødvendigvis er for publikums skyld, det er lige så meget for ens egen skyld. Og hvis man overhovedet skal bruge ordet skyld i den her forstand, så har det i hvert fald for mig været enormt vigtigt for at være autentisk, troværdig og hele tiden udfordre mig selv og også forsøge at gøre alt til kunst i en eller anden forstand, forstået på den måde, hvordan du ligesom. Og nu er vi ude på noget, for jeg aner ikke hvad vi snakker om, Jeg aner heller ikke præcis, hvad jeg vil sige, Men der, hvor det rum der åbner sig op, som jeg vil dele med lytteren det er, at når jeg sådan mærker ind i mig selv, så kan jeg sige til mig selv vil du være Lars?
Speaker 1:lige siden du var 18 og gik ud af gymnasiet og fortalte din lærerinde, at du kommer ikke efter påskeferien, går hjem til din far og mor og siger jeg har meldt mig ud, pause, pause. Det står stadig og ringer i rummet. Så kigger mine forældre på jamen, hvad så nu? Hvad har du tænkt dig? jeg flytter i morgen. Og så var den givet barberer I den forstand. så havde jeg truffet et meget vigtigt vand i mit liv. Den inspiration havde jeg fået af min bror, som to år forinden havde lavet det i forhold til en helt anden kontekst, hvor han sidder ved det samme bord og siger til min mor og far jeg er blevet gift. og så begynder min mor at græde, fordi man gifter sig ikke uden at få sine forældre med. Og det var en pige han havde mødt fra Sydafrika, og det var i 76, så hun var ikke sort, fordi der var apartheid, bare for at slå det igennem.
Speaker 1:Han havde mødt en pige fra Sydafrika og havde giftet sig med hende, og da så det havde lagt sig og min mor ligesom havde tørt tårn af, og så siger han ja, og så flytter jeg til Sydafrika om tre måneder. Så startede det, så gav hun og så flyttede han. og så har vi ikke set ham siden. Han har selvfølgelig været hjemme og kommer og besøger os og videre. Hans børn er selvfølgelig skyndt til at flygte dernede, fra trods at de ikke har lært at tale dansk, for det eneste han har lært dem, det var bare at sige tak for mig, farmor, nu er hvad de har kunnet. Og så i dag har de højt. siden den ene har været i EU og den anden er, i don't know, ngo eller NPO, dab eller FDA de har alle mulige bogslag Og gift med en embedsmand.
Speaker 1:og de er ligesom alle vores indvandrere, piger og drenge, jo, mange af dem bliver Danmarks juveler om 5-6-2 år eller allerede er blevet det.
Speaker 1:Så det var lige en kovending, vi går lige tilbage til et andet. Så der, så siger jeg jamen, der laver jeg det samme move, jeg flytter i morgen. Og fra den dag af der har jeg været på arbejde 24-7 og altid haft fri, for jeg har selv kunne styre mit liv i forhold til hvad jeg havde brug for, hvad jeg skulle, hvad jeg ikke skulle, og jeg havde sådan set ikke nogen ambitioner i forhold til andet end at overleve. Og der kunne jeg så takle mit krigeregen, fordi på min mors side, der var det alle sammen soldater, og det gav mig jo så en eller anden form for krigementalitet. Og så vidste jeg også godt, at nu nævnte du det der med maleriet, fordi at jeg går op til min lærer og da hun så spørger hvad skal du lave? Jeg skal tegne.
Speaker 1:Og så bliver jeg selvfølgelig mobbet tegne, hvad ikke? Og jamen, jeg skulle bare tegne. Og min far mente jo, at jeg skulle lige henvende mig til en kunstpædagog, så han kunne lige se dine ting, så han kunne fortælle dig, om det er fedt eller ikke fedt. Og så sad jeg og funderede over det som 17-årige nede i skoven, og så tænkte jeg jamen, det er jo lige præcis det det ikke handler om. Er det rigtigt eller forkert? Fordi hvis jeg gør det, så er det muligvis, at jeg ikke kan leve af det, eller jeg kan tjene penge, eller jeg dør af sult. I couldn't care less, for jeg skal tegne.
Speaker 2:Ja, og det var rigtigt for dig. Hvad sagde du? Ja, og det var rigtigt for dig.
Speaker 1:Ja, og det var det for at overleve og det var mit kald. Jeg hav, jeg var fuldstændig imulig i skolen, i den forstand at jeg De mente ikke at jeg kunne alfabetet på råblindeskolen, og det havde jeg sikkert heller ikke ville lære, men alligevel fik jeg 10 i fysik og 10 i historie, men var ikke. Jeg kunne slet ikke se mig selv i det der fængsel. Og jeg mener egentlig også det kæmpe overgreb at poppe børn 13-15 år i skole, når de ikke engang lærer at ældre sig selv, når de ikke engang lærer i skolen at ældre deres kroppe, når de ikke engang har en eller anden form for yoga, gymnastik, whatever, at stå op og blive undervist og lige komme ind i taknemmelighed.
Speaker 1:Hvad er vi glade for? Tusind tak. Tusind tak for det, Tak for det, tak for det. Hvor er det dejligt at få lov at være her. Tusind tak. Hvor er det skønt at komme til en dag og få lov at betale sin skat så jeg kan blive opereret fuldstændig gratis, uden at jeg bliver smittet med alt muligt lort her, hvor alle, hvis vi alle sammen i verden skulle være det som danskerne, skulle vi bruge fem og en halv planet ikke. Så vær lige lidt taknemmelig og måske også lidt ydmyg og finde ud af hvordan landet ligger. Sådan er det bare. Men jeg var bare nødt til for at overleve og skabe min egen bane. Så jeg var jo ud i min egen orbit på det tidspunkt ret hurtigt. Og det er interessant at kigge tilbage på, at jeg egentlig altid har været på arbejde og egentlig altid har fri. Så det er derfor en af mine mottoer, også Mit studie, det er hvor jeg er Og det er lige præcis her nu. Så tak, fordi jeg måtte komme.
Speaker 2:Det er mig, der måtte komme. Det er mig, der måtte Tak, fordi jeg måtte komme. Nej, jeg siger tak, fordi jeg måtte komme. Det er jo mig, der måtte komme i dag. Nej, du må sgu ikke komme.
Speaker 1:Nå, det er rigtigt, det snakker vi ikke om. Det kan jeg?
Speaker 2:desværre ikke trække tilbage endnu. Nej, nej, jamen, det er sjovt, lars, fordi at du er jo en Altså På vej heroppe, marie og hende op, som ligger nede i gangen som skal reddes, hvor du siger jeg har set den i går også, den kan ikke rigtig komme ud af fra sig selv. Du samler den op, og vi vender med, og du sætter den fri ud af vinduet et eller andet sted.
Speaker 2:Altså, du er jo kendt i musikbranchen som en sindssygt hård mand Det er jeg også, ja og som ikke går på kompromis. Men omvendt, så er du jo også for mig i hvert fald kendt som en meget, meget kærligt menneske og som har stor respekt for andre mennesker. Faktisk, når det kommer til stykket Og har altid egentlig de ting du har vundet, har jeg set, har du altid bortaktioneret Eller givet den til nogen der skulle give det, til nogen, der havde det svært i samfundet. Og det er bare lidt sjovt for mig at høre den der måde, så stålfast du er allerede som ung og siger nu flytter jeg, nu skal jeg finde min egen vej og sådan nogle ting. Og så er du alligevel utro med alt andet i verden. Du er meget interesseret i, at verden er god, du er meget interesseret i, at vi er taknemmelige.
Speaker 2:Er det i musikken det kommer ud? også? Føler du, du får et afkast i det? i musikken Er det noget du kommer af med som gør verden bedre? Altså, det skal jeg jo ikke. Ja, det er for lytteren som gør verden bedre. Altså, det skal jeg jo ikke. Ja, det er for lytteren, det ved jeg godt. Men for dig, det er jo noget du kommer af med gennem din krop ikke.
Speaker 1:Du klipper jo ikke det her.
Speaker 2:Nej, jeg klipper ikke noget.
Speaker 1:Det skal jeg jo ikke gøre mig til dommer om, fordi at når man laver musik eller kunst, billeder eller performance eller installation eller hvad folk nu sidder og Alt er jo kunst i en anden forstand Ja, så er det jo op til publikum at selv finde ud af, hvad de kan se sig selv i Det. Der er det interessante som kreativt væsen, det er at skabe en kommunikation som går ind i det der offentlige rum som jeg altid snakker om, at du får først den der selvreflektion når du har penetreret det offentlige rum, fordi der forandrer du dig selv også, fordi du pludselig har vandret verden, fordi der er nogen der ser dine ringe i vandet. Og det begynder så at blive en eller anden form for cirkulation af kærlighed og indgivenhed og udveksling af tanker, ønsker, handlinger, melodier, sange, ekstaser, fester, altså åbenbaringer i alt ens beskedenhed, hvor man krystalliserer en eller anden energi op til et crescendo, hvor pludselig så er han og kunstnere og festival, de er gået i ét og det eksploderer i en eller anden ordløs ting, en eller anden form for fælles orgasme i forhold til wow, hvor er det fedt at leve, fuck, hvor er det godt det her. Nej, hvor er vi glade, ikke.
Speaker 1:Og det kan man selvfølgelig kun være stolt og glad for, når det bare lykkes, fordi jeg er ikke andet end en katalysator. Det er ikke mig. Og nu henter jeg lige den her, fordi nu skal vi lige prate. Du bliver bare stående der. Jeg kan kun stå, hvis jeg ellers kan finde den. Åh nej, den står heroppe. Bare bliv siddende her Nu har den fået nogle plaster på, men vi skal lige have den her ned.
Speaker 1:Så skal jeg nok kommentere på den om lidt. Nej, fordi det er den, der røg hatten. Det var hatten, der røg af, og den har fået lidt plaster på også.
Speaker 1:Det kan jeg godt se, men vi beskriver den om lidt her. Det er en gave, og det er jo helt nede i detaljen, hvor du kan bøje dig ned og se, at du har glemt at snørre dit snørrebånd. Du sidder i en offentlig bus og så i det, du kommer op igen, kigger du, drejer du, kommer op igen, kigger du, drejer du ansigtet. Så er der en dame der står lidt længere ned, som har bøjet sig ned for at tage sin pose, som så får øje på dig, og så kan du bare se Lars, du er blevet genkendt, og så er det bare med at åbne dit hjerte Fuldst, og du ser smilet. Og så står man måske pludselig sådan helt tæt i den der bus og så siger vedkram altså du må meget undskylde, men lad mig høre, hvad du har på hjertet.
Speaker 1:Jamen, altså, du må meget undskylde, men du skal ikke det. Så fint, lad mig høre, hvad du har på hjertet. Men altså, det er fordi her i, lige her i må jeg sige det. Jamen, sig det bare. Ja, så var jeg, hatten i alt, så var jeg, hatten du. Jeg vil sige det bare, så er jeg hatten, Sig det bare, sig det bare. Kom her her, nu skal jeg sammen op for dem. Her er hatten.
Speaker 1:Tak, jo, jeg hørte lige den der sang i morges sammen med min, at du ved, jeg må bare sige til dig, så siger jeg til dem prøv at høre. Det er så dejligt at høre. Og ved du hvad, når man har skrevet en sang, så er det ikke ens længere, det er ikke min sang længere, det er din, Det er alle mulige andre, der har den. Og ved du hvad? de kan bruge den som frisbee, de kan knække den, eller de kan lave kærlighed til dem, eller de kan give dem som gave eller hvad de nu kan. Men du skal vide en ting det er så dejligt at høre, hvad du fortæller mig.
Speaker 1:Og ved du hvad? det er altid godt at vide, at ens børn har det godt. Det har de, sagde hun så, og det er jo en forløsning, men det er jo ikke en. Jeg skaber alene rum, og derfor har jeg bagt den her figur ind, som vi lige skal præsentere for seerne her. Den drejer rundt, og det er en siddende mærkelig skikkelse, der sidder og tænker og som har et ansigt som et eller andet dyr, og jeg tror faktisk, at det er det. Man med det god vilje, hvis man kigger, kan sige nå, okay, så siger vi det, det er en steppeulf Og steppeulven her, det er den pris som jeg har beholdt selv, for ellers har jeg doneret et stort tal andet priser til AIDS-fonden og velgørenhed, og det er også dejligt. Men den her, den fik jeg i 2016. Og steppeulden bliver givet til årets legeband Og så tænkte jeg okay, det passer jo fint ind i at jeg har tænkt mig at stoppe med at spille.
Speaker 1:Hvis du får årets pris, så sender de din karriere hvor du er værd at spille din tur, og vi havde en sæson der var blevet forlænget fordi det gik godt. Og så får man Årets Legepris som Årets Legeband. Hvorfor? Det er ikke en pris til mig, det er en pris til mit crew, til min roadie, til min band, til min stab, til min manager, til min turmanager, til alle mulige andre end lige mig, og så også en lille smule mig. Det er jo en kollektiv gave.
Speaker 1:Og hvad gør den? Den fortæller jo hvor meget der skal til for du, som en idiot der tror du er noget og skal møde alle mulige og blive berømt og kende og være den der kommer med i. Hvorfor knipper de? eller hvorfor jatter de? eller vil du være millionær? eller må vi se dit hjem? eller kom og vis dit tøj du lige har købt til dine børn på den røde løber for at få det reklamet, så du sælger nogle flere dem og du drikker også deres øl, Og så kan du tjene en masse millioner, og så kan du drukne alt det lort. Det er også en måde fint. Så det jeg bare ville sige var, at det er en stolthed, når man pludselig erkender, at alt det, der foregår kun fordi, at alle arbejder den samme vej, og det eneste jeg skal gå ind på scenen og sige hvad er det nu dit program hedder?
Speaker 2:Det hedder Musik mit Drog.
Speaker 1:Mine damer og herrer, velkommen til Butik Musik. Musik mit Drog, musik mit Drog. Jeg skal bare gå ind på scenen. Mine damer og herrer, velkommen til Hello Hillerød. Det er det eneste jeg skal sige. Jeg skal bare kunne huske hvilken by jeg er i. Så fungerer alt andet og så skal jeg bare kaste alt min kærlighed ud på publikum. Fordi alle dem som står bag mig, jeg behøver ikke engang at vende mig om. De kan deres ting. Jeg kan bare løfte hånden, så stopper de, der er ikke noget andet, er glade og man husker at respektere roadierne som kommer fem timer før, hvis de ikke er kommet ti timer før dig, og som går hjem fem timer efter at du er gået hjem. Det er jo en fed oplevelse at mærke, at man får en pris, fordi det kan bare et eller andet.
Speaker 2:Jamen, der er jo på, at man har været den bedste, og det har været det bedste hold et eller andet sted. Det synes jeg, der er en fantastisk pris.
Speaker 1:Den kan jeg godt forstå at det er den du har beholdt, faktisk, Og det er ikke så meget det man er den bedste, det er mere det man er mest stolt af, fordi det er der man har gjort noget.
Speaker 1:Jamen, det var et bevis på at nu kan du godt stoppe, lars, nu er du endelig blevet professionel. Så pøds jeg ikke at stå og hoppe længere. I har set mig, jeg kan mine ting. Må jeg godt have lov at gå ned? Og så pøds ikke at spørge, fordi så Så kunne jeg gå hen til mikrofonen i den oprindelige spilletid, for der var lige for længe spilletid. Og det sidste nummer vi spiller, det er 10 sekunder stillhed. Og der synger vi, eller jeg synger sammen med orkesteret 10 sekunder stillhed for et jordskæld, der må vække os og bringe os til live. 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, 0.
Speaker 1:Tak for i aften. Så var min karriere slut, ja, og så kunne jeg gå ud lige drikke en sodavand. Vi giver selvfølgelig altid et ekstra nummer. Og så gik vi ind og spillede vi er en stor familie, fordi vi alle sammen er en del af den samme historie, uanset hvor vi hende i kirakiet. Og til sidst så spillede vi så Altid Lys som en smuk sang som indikerer at vi bliver alle til lys igen i en eller anden forstand. Og så sang vi den til sidst, hvor vi stod bag tæppet og publikum kunne ikke ses længere og vi kunne ikke se publikum omvendt. Så kontakten var derinde altingsfor forbundethed, uanset om du er den eller ej, så det er fint. Så den dag, når jeg kaperer, så pød cirka at vise mig alle mulige steder, at spille mig og komme og lave mine sange og vise hvor dårligt det er, bare lade det gå og så gå ud og give noget til naturen. Min sande kollega.
Speaker 2:Ja, det er din rigtige kollega. Hvad fanden har du haft af liv uden musik, Lars?
Speaker 1:Hvad så Jeg har?
Speaker 2:dem i det andet. Nå, jeg ved godt, du har det, men har du nogensinde tænkt over, hvor meget musikken har givet dig også? Ja, og der er sindssygt.
Speaker 2:Og også hvor meget du har. Altså, fordi det er færdige, jamen, så er det publikum, så er det ikke dine mere. Det synes jeg bare er ret interessant at sige fordi er det så? fordi at du har fået nogle signaler, der er blevet til noget som du har skabt, noget i samarbejde med nogle andre og med dig selv, og så er det ligesom en forløsning, der går ud af din krop.
Speaker 1:Altså det der med, at du transcenderer noget energi og en stemning og en inspiration, og så skal den selvfølgelig bringes ud af din egen person i små fætterier om at du synes, at kæresten snød dig eller hun blev sur fordi du var en utro, eller hvad fanden det nu handler om. Og nu har vi måske været inde på det. Men det skulle gerne blive større end dig selv. Og det er jo ligesom når man i særdeleshed får lov at synge andres, fordi så kan man flytte sit ego helt ud af det. Det er jo en større øvelse at trække sit ego ud af en sang Elsker dig for evigt. Træk dit ego ud af en sang, elsker dig for evigt. Træk dit ego ud af en natsværmer. Men det er jo virkelig en del af øvelsen, sådan at du får det sluppet, hvor det jo selvfølgelig hænger mere fast i tøjet. Men en af mine helt store musikalske oplevelser og tak for musikken det er jo at for eksempel det, at få lov at med Stig Møller og hvor vi så skal synge Jeppe Åkærs sangen Jeg er havren, hvor man bare tænker wow, hvor kan man skrive smukt, hvad er det smukt?
Speaker 1:Og når man så skal åbne sit hjerte og synge, de der ting, jamen, det er lige før du turder. Det er simpelthen åh, dit hjerte åbner sig op. Åh, nej, nej, jeg skal brumle, jeg skal synge, da-da-di-da-da, da-da-da-du-du-du-du-du-du, du-du-du-du-du-du-du-du-du, og et trillefløjt glæde ind der i Brum. Hvor er det smukt Meget. Og det er jo så dansk, og det er jo også det som gør det så dejligt at være en troubadour. Nu er jeg ikke så stor en barfodsgøjler som Kim Larsen og som Lars Lilleholt og mange andre af vores store danske kunstnere, sebastian og Vimpe Anicette, som også går på barter, som jo mange af nogen, der i den grad insisterer på at synge og blive på scenen. Det har jeg så stor respekt for. Jeg er en anden karakter, og jeg har jo ikke stoppet med at spille musik. Jeg er fuld gang, jeg er aktiv kunstner. Jeg har bare trådt ned for scenen.
Speaker 1:Jeg er ikke stoppet med at skabe musik eller være produktiv, men fred nu med det. Men der er noget ved at få lov og vi ser det også inkarneret i Afrika sammen, det der med at få lov at synge på sit modersmål og så synge noget som andre lader sig besvære af og lader sig glæde af og lader sig hengive af, og så skaber man et fælles rum. Vi så det også under Covenid. Alle de der fælles sange, der, hvor meget de egentlig gjorde, og det der også var påfindt i det her liv. Vi lever i, hvor vi ligesom, hvis vi sådan begynder at løfte os ud af det her, at kigge ind i, altså den måde vi behandler hinanden på det politiske rum, det rum, som vi snakker sammen i, når vi forsøger at flytte lidt rundt på tingene og diskutere eller overveje, om vi måske skulle gøre det lidt anderledes, eller kunne man måske også lade være at få over en så meget, kunne man måske gøre lidt mere for naturen der er jo kun 2-3% natur i Danmark eller hvad det nu er vi ligesom synes, måske kunne være meget fedt.
Speaker 1:Fordi jeg er vokset op lige siden 67 og hører den sang med et svensk orkester der hedder Hula Bandula som sang Der findes ingen fiskere kvart, der findes kun sardin i spilolie. Og det var i 67. Der vidste man allerede, at der ikke var nogen fisk. Det er jo ikke noget nyt. Men de har jo siddende hen blevet ved med at sige, at der er ikke den frø, der er ikke den skrumtusse, der er ikke den fisk, der ikke har det godt, alt er meget sovegodt.
Speaker 1:Og vi pumper, pumper og pumper alt muligt gift ud, inklusiv mig selv, inklusiv alle os, der spiser svinekødet og og skidder det ud i havene. Så vi er jo alle sammen. Det er ikke skyld, det er ikke blaming det her, men det kunne måske være meget fint, at man måske lige også så sig selv i øjnene og tænkte ah, der er et eller andet her vi ikke formår egentlig at takle Come in. Og det andet er altså nu er det ordet politisk også, sådan at man ikke gider høre på, og jeg stemmer ikke, jeg bruger den til at synge med, og jeg er politisk farveblind, for jeg er både rød, blå og grøn og gul og sort og hvid og orange, og jeg kan jo ikke male et billede med kun en blå farve. Vel, jeg kan heller ikke male et billke, være lidt mere rød, og det savner jeg også.
Speaker 1:Og jeg savner også, at der kommer nogle voksne mennesker, ligesom vores tidligere majestat Dronning, der tager og kalder en spade for en spade, nej, ved I hvad? Så bliver jeg den mest upopulære, for jeg kommer til at gøre alt det I ikke vil bryde om, fordi så længe vi lever i Danmark og skal bo 5,5 planet, hvis hele verden skulle have det som os, så er vi nødt til at gøre noget, men det er der ingen der vil, for så bliver man upopulær. Så det er så populistisk det hele. Men det er så hvad det være vil.
Speaker 1:Og hvorfor kom jeg ud der? det ved jeg ikke rigtigt, for jeg vil gerne bevæge mig væk igen fra det. Men der er et eller andet her, hvor man så som musiker eller kunstner kan sige jeg stemmer ikke, fordi jeg bruger den til at synge med. Jeg stemmer i det offentlige rum, jeg fortæller, hvad min stemme synes jeg vil, synes var dejligt.
Speaker 1:Prøv at lytte til jer, havren, og så prøv at forestille jer, at den skulle spilles for alle landmænd, når de pløjede deres marker og skulle finde ud af, hvor meget af det der haløj de egentlig har lyst til at hælde ud i jorden, eller de måske kunne gå på kompromis, eller eller hvad. De kunne. Bare lytte til jer, havren, det er sjovt. Og så spred noget kærlighed ud til alle de der små dyr, der laver det ud og samler dem op. Jamen, det har du lige gjort, jo, så lad os samle en anden op og give det noget voksen kærlighed, og så være modig nok til at sige far, og sige det der, det går jo ikke, og det er jo en.
Speaker 1:Altså, det er jo en. Altså. Vi er bevæget, også ligesom Anders And, som vi ser gå ud over klippekanten. Han bevæger sig stadigvæk i fuld fart over til den anden side. Hvorfor? For han har ikke kigget ned endnu. Han er ikke klar, om han vil falde Lige snart. Hvis han vil falde, så falder han. Det har vi så ikke gjort endnu. Men vi er jo i frit fald, uden vi ved det, og det er jo noget af en mundfuld. Lad os lige tage to minutter.
Speaker 2:Ja, ja, men det giver meget god mening, at du har fået den pris her. Nu er det ikke sgu ikke min pris, nej, men det er det jeg mener, vi skal holde en pause for naturen her.
Speaker 1:Du får lidt noget af det her. Gynde næse-tisse-vand.
Speaker 2:Det ser fantastisk ud. Jeg siger bare, det giver god mening, at du har fået step-multiprisen for det bedste band. Og det er netop det du siger sammenholdet, kærlighed til hinanden. Vi kan ikke gøre det uden hinanden. Det er ikke kun én mand, der kan ændre verden, der kan redde verden, eller hvad det måtte være. Det er jo netop det der. Så det skinner jo helt igennem ved dig.
Speaker 1:Lars, faktisk Jo, men jeg ville helst ikke fokusere på denne figur, for den har vi været igennem. Jeg ville hellere egentlig trække den væk fra mig selv og egentlig mere bringe det ud til lytteren, den tilbage. Altså vi skal have givet autoriteten tilbage til lytteren, autoriteten tilbage til folket, autoriteten tilbage til os selv. Vi skal takke os selv for at vi egentlig gerne vil gøre godt, men vi ved ikke, hvad vi skal gøre godt med. Vi kan stå der og sortere vores krald Hey, hvor skal den her hen? Jamen, det er sådan en her. Nå, den er hård, prøv at tygge på den. Nå, det er sgu ikke en karamel, den er gammel, der er hård på. Vi smider den ud, men hvad skuffe skal?
Speaker 2:den i. Her er der noget plastik.
Speaker 1:Alt er sgu plastik. Vi smider det hele ned i den samme kasse. Det er jo plastik, det hele. Altså, vi sidder ikke bare i lort til halsen, vi sidder i lort op over øjnene. Vi kan slet ikke se noget mere. Vi er blinde som høns, der bare fucker op big time. Og vi har jo heller ikke formået det selv.
Speaker 1:Jeg er jo så fra en generation, hvor der er blevet gjort oprør, og det oprør førte jo selvfølgelig også til en masse positive ting, lige fra vindmøller til alternativ energi, til biodynamiske ting, til selvbevidst omkring krop og sjæl, seksualitet, tantra, fødevarer, mad, you name it. Altså, tvind bliver til Vestas, og vi har virkelig set, hvor mange af de der ting, der transformerer og selvfølgelig bliver sokket ind i et kapital-liberalistisk samfund, som nok måske er den mindst dårlige model, som vi på en eller anden måde vil erkende os til, fordi vi har et æder med mig. Godt, i Danmark Er der sindssygt. Hvor har vi det? godt? Vi er sådan en fuck privilegeret høns, der lever i et beskyttet værksted, ikke, og vi betaler jo enormt meget penge i skat. Men vi får eddermame også noget for det, for du kan gå ind på de glatte ansigter, så kan du blive indlagt og så opererer de dig, at du får alt muligt lort som regel Og alt er fint ikke, Og du kan køre på vejene, der er skoler og hele tavsen Der bliver æder med, med det beskyttende værksted Og tak for det.
Speaker 1:Men der er et eller andet i at vi så ikke er vågnet op i denne her forkælelse og tænker hvordan kan vi parle af at vi er et grønt land der er foran med miljø, når vi kun har 3-4% vild natur og alle vores fugle og vi har lige lagt to fjorder i døden ved offentlige begravelser og der er slet ikke nogen der reagerer på det. Der er ikke nogen der kommer ud på markerne og reagerer. Der er ikke nogen der reagerer på det. Der er ikke nogen der kommer ud på markerne og reagerer. Der er ikke nogen der forsøger at gøre oprør og lave alternativ.
Speaker 1:Jo, der er noget alternativ, men det er som om at vi er gået helt i frø i forhold til Og jeg ved godt at der er en masse bevægelser derude som virkelig prøver, en masse unge som også prøver at gå ind i det her og stor aspekt for det. Men det er eddermame et langt træk i forhold til at der ikke er sket en eller anden sådan markant skift i vores bevidsthed. Vi har overhovedet ikke nogen, sådan hey, og vi fik jo en masse gaveovne kunne vi ned, hvor man ligesom tænkte, hvis det her kommer til at fortsætte, så er der i hvert fald heldigvis ikke nogen fly i luften til at få uranet, og det kunne være, at vi også er nødt til at blive mere selvforsynende. Det er hvad vi skal til, at synge noget mere sammen i de der fællesgrupper, der Og vi på en eller anden måde lære at stå med tre meters afstand, fem meters afstand, to meters afstand.
Speaker 1:Og da det så stod på, så var det bare som om der var ikke nogen der tænkte vi kan jo ikke respektere, at folk stjæler de der værnemidler, så der må vi sgu egentlig lige hæve standarden Og sådan forureningsmæssigt. Så så så man jo at antallet engangshandsker og mundbind, de lå og flød overalt, men der var ikke nogen, der brugte det til at sige nu stopper vi lige en gang. Hvis vi ikke som folk kan blive enige om at, når vi går ud i naturen, så efterlader vi den smukker, inden vi kom, når vi går på gaden og holder en fest om det er en festival eller det er Copenhagen eller hvad vi laver, så efterlader vi det smukkere end da vi kom, for det er ligesom en del af festet, for vi fejrer jo at vi får lov til at være her på jorden.
Speaker 1:Så det er sådan en livsundskyld. Undskyld, bror V. Så der sker der bare et skridt i vores bevidsthed, for der er ikke nogen i Danmark, der forstår at være generalen eller have den der autoritære stemme, fordi autoriteten er trukket ud. Vi lever i et maskulint, faderløst samfund, hvor der er ikke nogen, der tør stille sig op og sige vi kan godt give alle bilerne bøder, men man får sandelig ikke nogen bøde for at smide et mundbind. Man får heller ikke nogen bøde for at efterlade sit telt. Man får ikke nogen bøde for at skide ude i skoven. Det kan man sige, det kan man sige meget godtål, hvor dumme skal vi have lov, at få lov at være? Hvorfor er der ikke nogen der siger det er vi jo nødt til at regulere. Hvis jeg som 1, 2, 3, 4 op til 15 ikke aner, at jeg skal samle mine ting op, men bare kan smide det hvor jeg vil, for der kommer nogen og samler det op efter mig. Så så lærer vi jo aldrig at få en bevidsthed om at. Det gør man bare ikke fra nu af. Så det havde jo været helt på sin plads for mig, at man indførte og forestil dig over i Kongens Have, der bruger de en halv til en hel million om året på at samle pizzabakker op. Hvor kunne det være fint, hvis man sagde det koster 10.000 kroner at smide en pizzabak. Hvis du bruger den som frisbee, må du godt, men du skal huske at samle den op selv og så putte den i papirkorn. Så når man ikke gør det, så efterlader man jo bare som om at der ikke er nogen voksen til stede i rummet her, fordi du vil jo ikke finde dig i dit andet eget lort op i dit eget hus, men ude i det offentlige rum, som også er dit. Nej, det skal du ikke efterlade pinder, det kommer nogle andre farer op efter dig. Så kan du fjande det rundt som du vil, som det jo er. Så the bottom line for mig ville være tag kongens have at.
Speaker 1:Der ville det jo være passende, at man sagde hvis du smider noget, så koster det selvfølgelig 10.000 kroner. Hverken mere eller mindre kan gøre det, og kan du ikke betale det, så får dine forældre bøden. Og hvis du så ikke kan betale den, jamen, så får du en rigtig flot bak på, hvor der står ren kærlighed til Danmark, og så får Fordi. Så er der ligesom en konsekvens i. Hvad er det for et mål vi har sat os? Det er det vi alle sammen gerne vil. Men hvis vi allerede der ikke kan finde ud af at samle op efter os, så kommer vi jo aldrig i land med at ville noget seriøst.
Speaker 1:Fordi, hvis du ikke stemmer din guitar og hvis du bliver enig om at det er lidt lige meget, nej, det er det sgu lige meget, eller? du behøver selv ikke putte strengen på, det skal nok blive en fed koncert alligevel. Spil med én trommestik. Lad være at skifte skinnet ud. Derfor får nogen andre til det Er det hele bare at flyde rundt.
Speaker 1:Så ved vi også godt, hvad der sker. Og der ligger der så en af de mærkelige, sådan helt vildt mærkel ærgerlige ting. Er der ikke nogen der tager stillelse op, der Sådan en angst for at blive upopulær? Nå, hvorfor skal vi det? Det skal man da selv finde ud af.
Speaker 1:Og den stemning har jo også kørt, altså den mindset som er så dumt, som og så correct me if I'm wrong men inden af også på et tidspunkt med de søde, kære landmænd, som jeg elsker, at de skulle tage ejerskab af, hvordan og hvor tæt de ville køre med deres gift osv. I stedet for at sige, det er nok ikke så klogt, fordi så er der jo selvfølgelig nogen, der ikke ville kunne finde ud af det og komme lidt for tæt på det vi skal drikke, eller smide lidt for meget meget af deres gode grise tisse ud på blænden, så den bliver gul. Så er man nødt til at regulere. Og hvis man ikke regulerer en ben, så kan man fucking også regulere sig ind ud af en pizzabak, så vi kan se ind i hvad vi skal kigge på.
Speaker 1:Og så lad pizzabakker være pizzabakker Og så alle de penge det vil generere, i stedet for bare ind i statskassen. Så kunne det gå til at plante et træ eller købe jord op, så vi fik købt noget af alt det der jord og lavet det hen. Eller man kunne hjælpe bønderne som er trængt i forhold til deres økonomi. Så kunne man købe deres lavvandsområder og inkludere det Alle. Jeg håber, at den der lille Marie Hønne er kommet ud og fortalt det til sine venner, at der skal fandme ske noget.
Speaker 2:At nu skal der ske noget, og der er faktisk håb, for der er nogen, der hjælper. Der er to ting jeg godt lige vil holde fast i. Det vil jeg godt lige høre om med det, der hjælper, det har du lige hjulpet.
Speaker 1:Marie H.
Speaker 2:Så jeg siger, at der er håb, hvis den fortæller det videre.
Speaker 1:Det er det jeg tænker på.
Speaker 2:Der er to ting jeg godt lige kunne tænke mig at spørge om. Nu snakker vi om det der med Havren. Jeg og Havren Er der forskel på? For det første vil jeg lige sige, at du skulle have været politisk engageret på et eller andet tidspunkt.
Speaker 1:Det er jeg også Skal vi dele sådan en der imens.
Speaker 2:Ja, det kan vi godt.
Speaker 1:Og det vi skal have. kære lytter, det er en dadel med chokolade i, som jeg har skaffet inde på sådan en af de der tophældige steder. Se, der røg handen igen. Den er sgu ikke meget for at blive. Den skal trille derned, men pæl. i stedet Sidder du og røg handen igen. Den er sgu ikke meget for pæl. Nej, lad bare lande med den her. Den skal trille herned, men alt kan gøre det. Du får at. have du en Pas nu på fingrene her.
Speaker 2:Hvad for sag?
Speaker 1:er det? Det er jo altid sådan med kniv Det sidder på en kniv.
Speaker 2:Ja tak, Og så tager jeg en, vi gumler og vi slubrer. Det er godt. Jeg holder lige fast i to ting. Vi kan lige starte med en. Det er det der med jeg har haveren og skulle formidle den sammen med Stig Møller, som du siger. Hvordan er forskellen, lars, lige før jeg får den galt hals her, åh, ja, den var stærk, jeg skal vand til. Det er mere det der med at formidle Ting man selv har skrevet Og været med til at lave, i forhold til det der med at formidle Andres tekster og ting. Hvordan påvirker det dig? Altså? hvordan har det været? Har det været sværere at skulle Kringe det ud du selv har været med til at skrive, fordi det var faktisk noget der betød Rigtig meget for dig Og som var noget du udstillede dig selv på? Eller Er det det samme, når du så skal fortolke Jeg er havren?
Speaker 1:Jeg er havren. Jeg har bjæller på Mere end 20, tror jeg, på hvert strå. Bunden kalder den for sine folk. Gud vil sine ham den bunde knold. Og så kommer der en anden ind, her han bruger. Jeg blev sået med en skvæde. Lærker sang over grønne banker dagen lang. Lærken er uddød, stort set i Danmark. Humlen brumlede dybt sin melodi, og et ryglefløjt gled ind deri. Den har også trænge hår. Mens i et dug jeg groede, fod for fod groede sangen sammen med min rod. Den, som ydmygt lægger ører til, hører lærkens triller i mit spil L Lærken er der så heller ikke så meget af. Det kan kolde jern ej forstå.
Speaker 1:Jeg er lærkesangen på et strå, livets rytme, dybt i sommerdre, mere end gumle kost for ø og fæ. Jeg er ven med duk og grøde vejr, ven med landets lyse bøge træer, ven med al den danske sæd, som gror øst for hav og vest for sund og fjord. Så kommer noget meget smukt her, som jeg fik lov at synge. Jeg får solens sidste lange blik før den dukker ned bag Gud i Brink. Og når aftenklokken ringer, fred, står jeg på min tog og ringler med. Jeg skal ringle barnet til det seng. Ringle togen op af sump og eng. Ringle freden over hjemmet ind. Ringle bønden frem. Fantastisk, en fantastisk sang. Så nu, i stedet for at svare, så tænkte jeg show, don't tell.
Speaker 1:Ja, Så det var mit svar på dit spørgsmål, og hvis jeg skulle hive noget ned Til lytteren, så handler det. Altså det jeg måske kunne være Giv mening her i interviewet. Det er Hvordan flytter vi os, hvordan skaber vi en bevidsthed, som vi på en eller anden måde gerne vil få andre til at se? Hvordan kan jeg flytte noget? Hvordan kunne jeg få folk til at se det smukke i dansevisen, som min generation var vokset op med men jo langt fra var den slags musik man hørte på Hvordan kunne man flytte bevidstheden i forhold til at se altings sammenhæng, forbundethed, men også se, at alting jo i en eller anden forstand er det samme, men fordi det er usamlingeligt. Så er det vi deler også med vores såkaldte situationstegn fremmede mennesker, der er kommet heroppe, ligesom vi selv var fremmede da vi kom første gang.
Speaker 1:Hvad er det vi deler? Det vi har fælles om, det er, at vi er forskellige. Det er det vi deler. Det vi er fælles om, det er, at vi er forskellige. Det er det vi deler, det er, at vi er forskellige. Så vi er fælles om at være forskellige. Det er det vi deler. Og i den kontekst, når man forstår det, så byder man jo alle velkommen, fordi man selv er blevet budt velkommen. Og vi er jo alle sammen victims og victims. Vi er alle sammen offer fra nogle andre, der var offer, fra nogle andre, der var offer. Vores forældre var offer, vores bedste forældre var offer, vores tibolle forældre var offer.
Speaker 1:Så vi er også nødt til at tilgive og se det i en eller anden kontekst, hvor tilgivelse er at opgive håbet om at få en bedre barndom. Jeg kan lige så godt Bare nyde det, der er, og så forsøg at skabe et eller andet omkring mig. Og når vi så går tilbage fordi jeg lavede sløjfen på det med at synge andre sange, så er det jo befrielse, fordi jeg skal jo ikke stå på mål for sangen, jeg skal egentlig bare fortolke den. Og hvis jeg så skal, fortolke den på en måde som gør, at jeg kan få nogle andre til at lytte på noget jeg synes er smukt, eller som Jeppe Åkær skrev, og få dem til at vågne op og få en lille åbenvaring ind i dansevisen, jeppe Åkær, eller Solen er så rød mor, og så har man jo flyttet folks bevidsthed Og det der skete konkret derbar.
Speaker 1:Selvfølgelig, hvis vi bare lige klipper her, så står man med en ung, forholdsvis en stjerne, der har etableret sig, men som pludselig rykker sig i forhold til at han jo egentlig kom fra noget new wave semi-punk var, gået over til dette og så videre. Men det var ikke bare sådan at blive den pæne dreng i klassen, men også tage folk med på en gøretur og så sætte dem af, fordi det havde de ikke regnet med, at jeg ville lave. Men jeg synes det var så fint, også fordi, som jeg tror jeg nævnte for dig da vi gik ned på gaden det som musik kan, det er, at det forener. Musik er farveblind, musik er skide, fucking ligegyld om du spiller jazz, klassisk eller om du jodler eller du spiller på pik eller trummer, whatever, bare du opfører dig anstændigt og nogenlunde kærligt, så skal det nok gå alt sammen.
Speaker 1:Du opfører dig anstændigt og nogenlunde kærligt, så skal det nok gå alt sammen. Og du kan have dine særheder og dine ting, og så kan du spille med dig selv, hvis det er det du vil. Men musik forener jo folk på kryds af alle de mulige sprog, for det er rytme som vi har med os alle sammen inden for hjertet. Så i det øjeblik, så skaber vi noget der størrer os selv. Og så er der noget spændende ved at blive forenet. Ligesom vi bliver forenet gennem vores nationalsang, vi bliver forenet gennem at lytte til det som de andre har sunget før os, fordi det var der vi også har været, for vi er en del af deres, det lange tog, vi befinder os, og heldigvis er vi en uafbrudt kæde indtil nu, og derfor har de en relevans, i stedet for, som jo kan være lidt op i tiden, at man ikke forstår at alting skal ses i en kontekst. Det kan godt være at sangen måske kan krænke lidt, men den er skrevet i en anden verden.
Speaker 1:Så fred med det. Godnat, lille Jumbo. Det er så fint, alt er godt. Der er heller ingen grund til at forbyde solen, altså rødmor, fordi at ham, der skrev den på et tidspunkt var inde i en eller anden bevægelse, eller hvad fanden han var, eller hvad Karl Nielsen, der skrev musikens, hans bedstemor var luder, eller hvad fanden det har været.
Speaker 1:Let it be, tag tingene ud af det. Altså, se det og bare gå med det der er. Det er værd, at hele tiden skulle dømme om det er rigtigt eller forkert. Vi er nødt til at praktisere, ikke tilknytning til det, men bare med hjertet og i respekt. Og så vil jeg sige, fordi jeg er med på, at jeg er ude af en ret lang agenda her og tangent, og jeg håber, at jeg selv kan nå at få publikum med tilbage i fronten her.
Speaker 1:Så det er bare en æresag at få lov at tage, så længe jeg lever, så længe mit hjertes lov, og så lave den om, ikke for bare at lave den om, men synge den med mit næb, for alle fugle synger med deres næb. Så sæt den ind, helt ind i en anden verden. Eller jeg elsker dig. Så sæt den ind i tre fjerdedele. Og så, fordi vi lige der møder den på et tidspunkt, hvor vores kære gitrist Hilmer Rest in Peace, som desværre er død, hans kæreste havde, og det er jo ikke nogen hemmelige dag, hun havde gjort selvmord, så var det helt oplagt for os at spille den i 3-4.
Speaker 1:Del, og pludselig fik sangen så en helt anden karakter, som jo kun viste, hvor smuk sangen var. Og hvis man har været så heldig, som jeg har været, at høre Kim Larsens demobånd til kvinden min, så vil man ikke tro sin egen øre, hvordan den er vandret rundt også for ham. Så ham kan vi også sende en stor tak her, fordi han kom ind og sagde jamen, damer og herrer, her kommer Lars Kruk og spiller en af fars gamle sange. Og det var jeg jo stolt af, fordi at blive kaldt Kruk, det er jo badge of honor. Ja, men tilbage til publikum og så det der med at lave andres. Jeg kunne tage det skridtet videre.
Speaker 1:Og tak fordi, hvis I kan følge med for jeg kan ikke selv følge med i hele den her talestrøm, det talende vandfald. Men hvis vi tager toppen af poppen, som jeg også har været med i et par gange, uden at gå for meget i detaljer, så var min hvad kan man sige ønske. Og i min dialog med de mennesker der skabte det der program, det var at sige når jeg snælder mig op og siger, at jeg er toppen af poppen som kunstner, så bliver jeg jo også nødt til at kigge ned og se hold kæft, jeg er højt op. Hvis jeg står på toppen af poppen, hvad siger jeg sgu da? Jeppe, åk her, hvad i helvede ligger Kim Larsen?
Speaker 1:Der er alle de andre. Vi kan sgu da ikke bare stå og synge vores egen sang som om de andre ikke har været der. Hvis jeg siger at jeg står på toppen, så er jeg nødt til at ære og vise respekt for den skat jeg står ovenpå. Derfor, så ville selvfølgelig fik musikeren til at spille sammen og så tage en sang fra vores kæmpe, kæmpe bagkatalog og så tage den op og så synge den i fællesskab. Det undrede mig og det har jeg så forsøgt at tale ind i. Men det skal ikke være en dialog med toppen af poppen nu Det er mere en rigelig at se, så sikkert, Undskyld det, synes jeg selv.
Speaker 1:Nej nævnt for mig i de 12 år, 15 år, jeg har kendt det faktisk. Undskyld for at sige undskyld. Så det kort og langt eksisterer jo ikke, når du først får trykket på knappen på mig. Nej, men der var i hvert fald en aspekt i det der, at der kommer. Hvis jeg skal fremmmanligt billede for lytteren, så er det egentlig noget af det jeg har i hovedet. Det er, hvordan skaber vi et rum, hvor vi på en eller anden måde kan finde en samhørighed, hvor der er en forbundethed? Det er der jo selvfølgelig i de sange, som vi har hørt før. Og når man tager nationalsangen eller vi tager Kim Larsen, så er vi jo sikre på, at alle stort set har en eller anden fornemmelse af hvem der har skrevet den. Der vil være rigtig mange, der har hørt den før, der vil være mange, der vil have en mening om den, der vil også være nogen, der ikke kan lide den. Alt er der plads til.
Speaker 1:Men det giver jo, at vi trods alt har et eller andet vi kan genkende os selv i, og når vi så synger det sammen, hvis vi tør, så kan det jo forene os i en eller anden ting, ligesom at vi synger nationalsangen eller vi synger julesange eller vi synger i badekarret. Det korte og lange er ikke eksisterende her i den her diskussion, så kom ind. Hvis du banker på, kan jeg høre. Okay, kom ind, peter. Hvad siger du?
Speaker 2:Jeg siger ikke noget, jeg sidder bare og lytter.
Speaker 1:Ja, hvad lytter du til?
Speaker 2:Jeg lytter til dig, som har kørt ud af en tangent som Og du er jo svær, både at stoppe, og du er jo, Men du sagde, at jeg ikke skulle stoppe. Jeg vil ikke stoppe dig overhovedet. Jeg synes det er en kæmpe fornøjelse. Det ved du da godt.
Speaker 1:Ellers har jeg ikke givet det.
Speaker 2:Det er en kæmpe fornøjelse, lars, men Og jeg fik næsten mit svar omkring det der om der varod mere på mål for de ord du selv har været med til at skrive eller det andet, Fordi jeg føler egentlig at du siger stadig i begge dele at det er et spørgsmål om at skabe et fællesskab og et fælles forum i det.
Speaker 1:Er jeg helt forkert på den i. Det.
Speaker 1:Må jeg gerne vil sige, at det view der vil jeg ikke dvæle så meget mere med, fordi det er både og Og det vi snakker ind i. det er jo selvfølgelig en kulturskat som er spændende at dykke ned i. Uanset om man er udøvende musiker eller om man bare er privatperson og synes det er spændende og kan lide at synge, så er der jo et hav af skattekammer. Eller hvis man ind imellem, når ens barn skal konfirmeres eller man er tvunget til at gå i kirke, slår op og skal synge alle de der sange man simpelthen ikke aner hvordan man skal synge, og så ind imellem pludselig så kommer der en man kender, så er det jo meget rart i hvert fald at kunne sidde og brumme lidt med.
Speaker 1:Så der er der selvfølgelig et kæmpe potentiale i at blive mødt og selv møde sig inde i det der rum, fordi sangen jo altid gør en større end sig selv. fordi mange gange, i de fleste tilfælde, så er det jo ligesom at stå et kor. Et kor bliver lavet af alle stemmer, og det der med at træde ind i et kor, det er jo det som vi elsker som mennesker og det som jeg selv har beskæftet mig med i forhold til kunst og musik. det er jo den selvforglemmelse, at kunne give sig hen til noget hvor man ikke længere skal forholde sig til noget som helst, Og derfor ligger svaret også på at. det er jo klart. hvis det er en sang jeg synger, som jeg ikke selv har skabt, så pøser jeg slet ikke at mærke mig selv, fordi så kan jeg bare gå ind en til en, og så må jeg så bare prøve at synge. solen er så rød, så smukt jeg nu engang kan, og så, når man kommer ind til det her, så er det lige før man tuder mårene og tænderne det ved du godt.
Speaker 2:Det gør du med vilje, for du har set mig sidde og tude, jo og hør, nu synger stjernerne. Det er en voldsom sang i det hele taget. Jeg kan huske, at vi sad og så, da du skulle lave din film, hvor vi sad og redigerede i det og sad og lyttede noget af det, og der måtte jeg tude i den også. Det er jo en sang jeg har fra min barndom.
Speaker 1:Det er så smukt og så vil jeg gerne dele med dig her, fordi når jeg selv sidder og synger det, så kommer tårerne op hver gang. Og det der er så smukt med det, det var, at jeg havde besøg. nu skal du ikke hælde mig med navne, for jeg ved jo godt, hvad han hedder, men lige nu fra radioen. Han har et engelsk navn og skrevet en bog om sit liv, og han er gift med en mand der hedder Werner, og han er grundskritiker og er et fantastisk væsen og god på ord. Jeg er helt åben. Nej, nej, nej, nej, fordi nu holder vi ikke nogen pause her. så du skal finde ud af det. Han fik Gita Nørby til at være mor i hans program. Han har et kæmpe program i radioen, har været fjernsynlig. Det var de der kunstquiz, andrew Hughes.
Speaker 2:Ja præcis, Er han ikke det? Jo H Hughes? Ja præcis, Er det ikke det Jo?
Speaker 1:Hvordan udtaler du det Hedder?
Speaker 2:han ikke Hughes Hughes Jo, andrew Hughes Jo, tror jeg.
Speaker 1:Ja, men fuldstændig, Det er bare fordi jeg er så dårlig til navn. Men han har jeg mødt mange gange og han er sådan en mand du elsker.
Speaker 1:Han er så fint et væsen. Og så træffer jeg ham tilfældigt, fordi han jo er boksoner, altså rødmål i hans radiopodcast om hans barndom, som er helt vildt spændende. Og så vælger jeg virkeligheden sådan at vi mødes i mit atelier, og så skal han jo høre den. Og så starter han med at tude, ligesom da du var oppe og hørte, åh, jeg så om det. Og så græd man ikke, fordi du kan ikke gøre noget, Du kan simpelthen ikke gøre noget. Det er noget, der er dit hjerte op. Bang siger det så, og så vælter det ud, og så skal du bare lidt tårne komme. Og så fortæller jeg står der, og jeg havde skulle spille den for en kammerat, en meget god ven, Tim Zimmermann, som havde introduceret mig for Fantasia. Så skal jeg spille den til hans begravelse. Og jeg har fuldstændig tænkt på det. Jeg har tilladt mig at tage ikke helt solbriller på, men jeg har lukket øjnene, har endt et sted, og så knækker jeg sammen, for så står jeg og kigger ned på den der familie. Der sidder selvfølgelig fuldstændig fortabt over at miste deres dreng.
Speaker 1:Altså, der er ikke noget værre end forældre der mister deres børn. Det er det for tiden. Men her, det var en smuk, smuk ting, og rest in peace, kære Timmerman selv Dejligt tosset, men så det vi igen kan se. Jamen, vi har nogle ting vi kan se og sige. Og det er jo ikke alle der sidder og lytter til det her der nødvendigvis skal synes at solen er så rød, mor, er så fantastisk, og at den får mig til at græde, ej, den får mig til at kaste op, og jeg bliver simpelthen så skide sur hver gang, og det eneste jeg tænker på det er da subedua.
Speaker 1:Altså, hvis det skal være, solen er så rød, mor, Solen er så rød som en ketchupklat Banker ned i bølgen, det er værd at blive nabt. Jeg må hjem, jeg må edderbordere mig hjem. Så loven Nu lyder super, duer ikke. Det kan også noget, Alt kan noget, og så svaret er ikke eksisterende på dit gode spørgsmål. Men det der er interessant, det er jo som kunstner at gå ind til noget, som man ikke selv har taget ansvar for. Men du skal vise din respekt. Det er fantastisk At synge dansevisen, fantastisk Få lovøgning.
Speaker 1:Siv Jørgensen, sæsonen er forbi, er der Vilma-mand? eller Kim Larsen Finde min? det er da det største du kan ønske dig Din egne sang. Der er du mere en til en, og der kan det være svære at hive dig ud af konteksten. Men det er jo det, som jeg har forsøgt her i programmet at sige. Det er jo også om at hive sig selv ud af det, sådan at der bliver plads til andre, at de kan gå tur ind i din sang og opleve Gud, der er også plads til mig herinde. Jeg oplevede det der. Når du oplever det sådan, der kan jeg vide, hvad ham, der har skrevet, måske tænkte på, hvis han havde tænkt, at han gjorde det. Men det har jeg garanteret ikke gjort, fordi jeg Og det gør jeg heldigvis med en del af mine sammen Så synger jeg dem direkte ind, inden jeg er ude og høre dem, Og det sætter jeg en stor ære i, fordi så er det heller ikke mig der har lavet dem, så er det nogen du har snappet op et eller andet sted.
Speaker 1:Jeg har fremmandret dem bare og transformeret dem når de er i rummet.
Speaker 2:Det er skønt Og sikkert mange dejlige sange du har Fortolket skrevet spillet.
Speaker 1:Jeg vil sige også tak, ja.
Speaker 2:Hvor mange år er det? Det er i hvert fald alt min tid. Det er alt min tid, og Jeg vil egentlig gerne holde her, fordi vi har snakket længe Og Til sidst skulle jeg godt tænke mig. Hvad tænke mig? hvad, tænker du, musikken har betydet for dig i dit liv? Det er et stort spørgsmål, det ved jeg godt.
Speaker 1:Jeg vil bare sige stort tak til musikken, tak for båndoptageren, tak for mikrofonen, tak fordi at der er elektricitet, tak fordi at du tog herhen og ville møde mig og snakke, og tak fordi at den virker og at der kom noget på bånd, og tak fordi at vi forhåbentlig måske bare har kunne glæde dem, der lytter, bare lidt af tiden, for det kan være svært at følge med med det talende vandfald, Fordi jeg aner ikke engang selv, hvad jeg siger, når jeg snakker. Så jeg vil sige tak for overbærendhed og tak fordi at jeg er blevet modtaget af hvad kan man sige? af mit publikum, som jo har støttet og hjulpet mig til at kunne blive den jeg er. Og nu kan jeg høre, at nu summer der en dejlig, det er det med en bi, der kommer ind for at hilse.
Speaker 2:Det er tak for sommerfuglen, Eller fra hvad hedder det? Marie Høne der kommer for at sige tak. Det har spredt sig allerede.
Speaker 1:Vi ser sådan sådan, sådan en lille bi omkring, så vi sender hjælp her fra hvor vi ender henne? Vi er bare i paradis. Vi aner ikke, hvor vi er henne.
Speaker 2:Nej, men det er også det rareste, faktisk Vi er henne så. Fantastisk, lars. Det aller sidste spørgsmål jeg har stillet alle, det er skal der være musik til din begravelse?
Speaker 1:Skal der være musik til din begravelse? Ingen kommentar. Nej, helt fair. Ved du, hvad der kommer, og det bliver det bedste, og det er min yndlingsmusik, og det får I nu. Den kommer her, stilhed.
Speaker 2:Tak fordi du lyttede med på denne uges Museolokal podcast Musik mit drug. Jeg håber du har nydt musikkens fortryllende univers og fundet inspiration til din egen musikalske rejse. Har du lyst til at lytte til dagens gæsts liste over yndlingsnummer? kan du finde listen på Museolokals Spotify-liste på Spotify. Jeg ser frem til at udforske flere aspekter af musikkens lidenskab i de kommende episoder, som alle kan findes på Spotify og Podimo. Så ind til næste gang, lad musikken fortsætte med at være din trofaste ledsager. Har vi vækket din lyst til at høre god musik og god vid i den virkelige verden? kan du finde muse?