Bølgegang
Ligesom havet kommer livet i bølger. Nogle gange er bølgerne så små, at vi med lethed kan skue ud over den klare horisont, gynge med og leve i flow. Andre gange brækker bølgerne ind over os, og det kan være svært at holde sig oven vande. Vi tror på, at alle livets bølger i virkeligheden kommer med kærlighed og læring - når blot man kigger under overfladen. Og der kan af og til være langt, når vandet synes koldt og grumset.
Gennem disse lydbølger inviterer vi jer med ombord på vores indre såvel som ydre rejse til søs. Vi har nemlig sat sejl med kurs rundt om jorden - en rejse hvor vi umage navigerer gennem konstant bølgegang på nye breddegrader. Vores kompas er kalibreret med sjælesnak, søstersind, selvironi, spas, spiritualitet og selvkærlige værktøjer. Vi skal både over og under overfladen. Nu mangler vi bare at få dig med ombord.
Du lytter til Bølgegang. Velkommen til.
I kærlighed, Anna og Bex.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Vores eventyr kan følges på Instagram og Facebook ~ @sailingyolene
Musik af Frederik Schou Jørgensen & Janus Ellegaard.
Bølgegang
Mellem venner
Udover hinanden er noget af det eneste konstante i vores nomadeliv de vidunderlige sjæle, der – ligesom os – har valgt verden som deres hjem. To af dem er Mathi og Seb. Deres flydende hjem hedder Triboloca, og siden vi mødtes i Den Engelske Kanal, har vores kølvand krydset hinanden on/off gennem oceaner og tusindvis af bølger.
Hop med en tur ned i salonen på Y, hvor duften af kaffe og friskbagte cookies blander sig med latter og historier. Vi har åbnet for mikrofonen, og snakken flyder om alt fra udvekslingen af gas og marcipanbrød – som blev startskuddet til vores venskab – til følelserne i Tribo-land, fremtidige fælles sejlplaner og det moment, hvor drengene fik jackpot på begge fiskeliner under deres seneste sejlads.
Velkommen til god energi, popcornhjerner og can-do mindset <3
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Vores eventyr kan følges på Instagram og Facebook ~ sailingyolene
Musik af Frederik Schou Jørgensen & Janus Ellegaard