Tidligere socialpædagog Mogens Zimling havde en nærdødsoplevelse som 10 årig, da han var tæt på at drukne i sin onkels swimmingpool. Siden har Mogens følt en usædvanlig trang til at hjælpe andre i nød.
Tidligere socialpædagog Mogens Zimling havde en nærdødsoplevelse som 10 årig, da han var tæt på at drukne i sin onkels swimmingpool. Siden har Mogens følt en usædvanlig trang til at hjælpe andre i nød.
[Paul Bridgwater]
Velkommen til podcastserien "Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger". En podcast der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgewater, og med mig i klinikken her har jeg socialpædagog Mogens - Mogens hvad hedder du egentlig?
[Mogens Zimling]
Zimling. Zimling, Mogens, Zimling. Zimling, Z-I-M-L-I-N-G.
[Paul Bridgwater]
Og vil du sige lidt om dig selv?
[Mogens Zimling]
Jeg er 60 år gammel, og jeg er førtidspensionist, og det har jeg været de sidste 2-23 år, har jeg fået pension og har ligget derhjemme og har været meget, meget syg hele livet faktisk. Og mit sygdomsbillede det løber meget, meget langt tilbage. Og jeg har taget 3 uddannelser, en som butikslagter, den tog jeg på 2 år og 10 måneder, fordi han tog noget af min læretid af, fordi han sagde at jeg var en svend allerede den første dag da jeg startede. Og så er jeg uddannet som portør på Herlev, men det var lige midt i forløbet hvor jeg blev slået ned som 25-årig. Og har været en masse igennem med sygdom efter det, at jeg blev slået ned som 25-årig. Og fik smadret den ene side af kroppen.
[Paul Bridgwater]
Og du fortalte mig noget om en nærdødsoplevelse du havde som 10-årig.
[Mogens Zimling]
Ja.
[Paul Bridgwater]
Kan du fortælle mig mere om den?
[Mogens Zimling]
Det kan du tro. Jeg var 10 år og var blevet passet oppe hos min fars bror. Han var lam og var sådan en sædefødsel, så han sad i kørestol og var lam på brystet og nedad. Og så kunne han ikke lege med os, men det var sådan en handicapcampingplads, så det var egnet til alle mennesker kunne være der jo. Men det var fortrinsvis handikappede, der var der. Der var en swimmingpool, man kunne ligge og hygge sig i.
Man kunne også gå ned i havet, men swimmingpoolen for sådan en 10-årig, den træk jo. Og det var jo sjovt, der var noget vand og plaske i, så jeg hoppede ned i baljen, og de handikappede børn og de små børn, der var deroppe på feriekolonien, de sad og kiggede ned ved kanten dernede. Og jeg lå og hyggede mig og svømmede frem og tilbage i den lave ende og kunne nå bunden dernede og træde ned.
Så blev jeg sådan lidt overmodig og tænkte, ah du kan godt svømme ned i den anden ende. Og det gjorde jeg jo så et par gange, og da jeg så nåede tredje gang, så røg jeg ned til bunden ude på midten. Og der fik jeg så mit livs oplevelse. Da jeg gik ned på bunden dernede, eller gik ned og begyndte at tage vand ind, så kom der en nærdødsoplevelse, som vi snakker om her. Så var det, at jeg blev suget ned et eller andet sted. Jeg kan ikke forklare, hvad det var.
Men først så startede det med, at lige da jeg drukner, så kommer der en masse mennesker, jeg kender. Mit liv farer simpelthen bare revy foran mig. Der er både folk, jeg kender og folk, jeg ikke kender.
Der er mange mennesker, og det går stærkt. Alt sammen, det går stærkt. Men jeg er ikke bange, jeg er ikke nervøs, der sker ikke noget.
Det går bare stærkt, og mit liv passer bare revy. Om lidt, så bliver jeg suget ned i et hul. Faktisk suget ned, og så begynder jeg at køre, ligesom i en å, hvor man ser en masse mennesker, der står oppe på kanten.
Og de står bare og kigger på mig, alle sammen. Der er ikke nogen. Nogle af dem kan jeg se som rigtige mennesker, og andre af dem, de er bare silhuetter, eller skygger af sig selv.
Og der er intet andet end det. Og det foregår stille og roligt, jeg har stadigvæk ikke nogen angst eller noget, og jeg er ikke bange eller noget. Og i næste øjeblik, så vågner jeg op på kanten af bassinet, og ligger og kaster op og brækker vand op.
Og har den her ind i hovedet, den her oplevelse, jeg har haft.
[Paul Bridgwater]
Og disse mennesker, du ser på kanten af åen, hvis man skal kalde det det. Er de levende, er de døde, er de nogen, du kender?
[Mogens Zimling]
De står der bare, og det er ikke nogen, jeg kender. Der er ikke nogen af dem. Det første, der hvor mit liv passerer revy, der kender jeg nogen af dem. Men det næste, der sker der, jeg kender ikke nogen af dem. Og der er ikke nogen, der vil tage min hånd. Og jeg kan heller ikke se min egen hånd, selvom jeg rækker hånden op til dem.
Det gjorde jeg flere gange, at jeg rækkede hånden op, men der var ikke nogen, der tog den. Og zoom, så var jeg tilbage igen, og lå og brækkede mig op på kanten af bassinet, og følte, hvad skete der lige der? Det var noget underligt noget.
[Paul Bridgwater]
Prøvede du at forklare nogle af dine oplevelser til dine forældre?
[Mogens Zimling]
Ja, jeg prøvede at sige det til dem alle sammen, men de sagde alle sammen, at det er bare hjernen, der laver fjol med en. Så det var ikke noget, jeg skulle hænge mig i. Men når man har sådan en oplevelse, så hænger det jo inde i en. Man kan ikke bare smide det fra sig. Det er umuligt at glemme det. Det vil altid hænge inde i en.
[Paul Bridgwater]
Det nyder skræmmende, det der med hullet, og at du farede afsted på åen der. Hvordan var din sindsstemning?
[Mogens Zimling]
Der var ro på. Der var ingenting overhovedet. Ingen angst, ingen frygt.
Der var intet. Der var heller ingen glæde. Der var ingen følelser.
Det var bare noget, der skete. De var der bare, de mennesker. Og jeg var der også bare, og så blev jeg ført tilbage igen, som vi snakkede om.
Jeg lå og vågnede op. Jeg lå og kastede op.
[Paul Bridgwater]
Altså nogen, der har beskrevet deres nærhedsoplevelse, beskriver lys eller engele.
[Mogens Zimling]
Nej, der var gråt. Der var ikke sol og lys eller noget. Det var gråt.
Det var som en tusmørk aften, vil jeg sige. Da jeg kørte på åen der med alle de mennesker, der stod deroppe. Der var det gråt, det hele.
Alt var gråt. Der var heller ingen farver.
[Paul Bridgwater]
Nej.
[Mogens Zimling]
Og det var da, jeg fik den første oplevelse. Der var der farver på. Der så jeg alle farverne af mennesker og det hele.
Og tøj og hvad de ellers havde på. Der kunne jeg se alle de der ting, der skete. Der var der farver på.
Og så gik jeg over i sort-hvid. Når du var nede? Da jeg røg ned til den kanal her med de mennesker der.
[Paul Bridgwater]
Så de mennesker, du så i farver, det var der, hvor du sagde, at dit liv passerede revy? Ja. Okay.
[Mogens Zimling]
Og det andet, det var gråt.
[Paul Bridgwater]
Ja. Og så mærkede du en forandring hos dig selv før og efter oplevelsen. Blev du en anden af oplevelsen?
[Mogens Zimling]
Ja, det gjorde jeg. Ja? Der skete noget med mig.
Jeg følte mig voksen lige pludselig. Jeg kan ikke forklare, hvad det var.
[Paul Bridgwater]
Du har fortalt mig en sjov historie om, at der var nogen, der opdagede, at du kunne noget. Og hyrede dig til nogle weekendvagter, hvor du havde en bestemt opgave. Kan du forklare mig lidt om, hvad det var for noget?
[Mogens Zimling]
Ja, det var, at jeg havde arbejdet i brugerhjælpeformidlingen. Og der tager man ud til folk, der er meget, meget syge. Og ellers får du da ikke bevilget i hvert fald.
Men der kom jeg så ud til nogle syge mennesker. Og min chef, hun skulle jo lige finde ud af, hvad jeg var for en. Fordi hun sagde, at jeg var meget overkvalificeret til mit arbejde, fordi jeg var uddannet pædagog. Så var man overkvalificeret til det arbejde, for det behøvede man ikke at være. Og så kom jeg ud til den første, og hun fik lynhurtigt en tilbagemelding på, at det havde været rigtig godt at have mig ude, og at han gerne ville have mig. Det var en mand, jeg kom ud til på omkring 40-45 år. En håndværker, der var blevet skubbet ned ad en stige af nogle unge mennesker, der havde skubbet til hans stige på vej ned ad en trappe, så han havde brækket nakken. Og han var meget negativ, og han var sur. Han var en vred mand, over at han lå der. Han havde ligget der i 4-5 år, og han var træt af det hele. Han havde ligget der i 5 år, og han havde ligget i den seng der, og har været lam fra halsen og nedefter.
[Paul Bridgwater]
Og hvad var det, du gjorde?
[Mogens Zimling]
Man skal jo have empati, når man kommer ind til folk. Det har jeg altid haft, empati for mennesker. Det har jeg altid haft, og altid været god til at komme i nær kontakt og snakke med dem.
Så jeg satte mig ned ved siden af ham, og så sidder jeg og holder hans hånd, og så siger han til mig, hvorfor holder du min hånd? Jeg er jo lam for halsen og nedefter, siger han, så jeg kan jo ikke mærke det. Og ud af min mund, der kommer der nogle gange et eller andet mærkeligt, så siger jeg, men ved du hvad, din hjerne ved godt, at jeg holder din krop, siger jeg til ham, og jeg holder dig i hånden. Og der gik en halv time, så fik jeg hele hans livshistorie, og han var så glad, den mand der. Men da han så havde fået frokost, så sagde han godnat, og så lagde han sig ned og sov. Og det gjorde han resten af eftermiddagen, og jeg så ham først en time eller halvanden om aftenen, og så lagde han sig ned og sov videre igen. Så det var meget, meget fredeligt at være ude hos ham. Så han var jo rigtig glad, den mand der. Han ville jo gerne have mig igen, jo.
Men der er jo faste vagter på, så man har jo en fast gruppe, hvor man går ud i sådan nogle teams. Og jeg røg jo bare en som sådan en ekstra der. Men det skete så, hver gang jeg var ude, så skete der et eller andet.
Og hun fik så gode tilbagemeldinger på mig hver gang, så det endte med, at hun ved godt, at jeg har et eller andet. Så hun begynder at sende mig ud til alle mulige mennesker. Og prøver at sælge mine evner.
Og give mig sorte penge for det.
[Paul Bridgwater]
Ja, det er jo vildt.
[Mogens Zimling]
Og så scorer hun selv det meste af det. Hun scorer selv 60-65% af det. Og jeg får lige de sidste små håndører.
Men det får jeg så stoppet. Efter tredje gang, jeg er ude, så får jeg det stoppet. Fordi jeg opdager, at der er noget galt her.
[Paul Bridgwater]
Du mærker ikke noget selv i hånden, vel? Når du arbejder med folk. Eller hvad skal man sige?
Men du ved, at du skal gøre det.
[Mogens Zimling]
Jeg mærker det i kroppen. Jeg kan ikke forklare, hvad det er. Alt rejser sig på mig.
Eller der bliver sådan helt koldt indvendigt. Ligesom... Det er svært at forklare.
Der kan blive alle mulige... Du kan måske fortælle.. Jeg føler, at verden lukker sig omkring mig.
Det er som om, at der ikke er nogen andre. Hvordan skal man forklare det? Det er ligesom, at jeg er inde i en kuppel. Jeg kan ikke forklare det anderledes. Det er ligesom, at jeg kommer ind i en osteklokke. Det føles sådan.
Jeg kan ikke komme ud af den, før jeg har gået hen og hjulpet den person. Når osteklokken den først starter. Det er sådan noget underligt noget. Jeg lukker hele verden ud. Men der er ikke nogen andre end mig. Og den person, jeg sidder sammen med.
Der er ingen andre. Der findes ikke nogen andre. Verden er tom på mennesker.
Jeg kan ikke forklare det på andre måder. Det er som, at jeg føler, når jeg skal sige det. Men det lyder sikkert åndsvagt...
[Paul Bridgwater]
Nej, det lyder meget sandsynligt. Det kan jeg godt sætte mig ind i.
[Mogens Zimling]
Kan du det?
[Paul Bridgwater]
Ja, det kan jeg.
[Mogens Zimling]
Det er jeg helt rystet over, at du kan.
[Paul Bridgwater]
Prøv at forklare det.
[Mogens Zimling]
Det er der aldrig nogen, der har kunnet sige sådan til mig. Jeg skal du altså vide, at det er der ikke nogen andre der har.
[Paul Bridgwater]
Prøv at forklare det, du oplevede på hospitalet, da du røg ind her sidst. Hvor du lå og var syg. Det var gastroafdelingen på Hvidovre, så vidt jeg husker. Og det var i januar 2022, hvor det havde været. Prøv at forklare, hvad der skete der.
[Mogens Zimling]
Jeg kom på hospitalet og havde det rigtig, rigtig skidt. Jeg havde mange smerter i kroppen, efter jeg havde været blevet slået ned som 25-årig. Der var der aldrig nogen, der havde vidst, at min galdeblære var ødelagt. Så den har jeg gået med. I 34 år har jeg gået med en syg galdeblære. Der ligger så en mand og jamrer sig. Og jeg kan mærke, at den osteklokke, som jeg føler i min krop... Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Men den mærker jeg der.
Og jeg mærker, at der kan jeg hjælpe ham. Efter at have ligget og snakket med ham et øjeblik. Efter lægerne har været og givet ham dødsdommen.
Og så skubber jeg stolen over til ham, og så sætter jeg mig derovre og holder ham i hånden. Og han ligger og sover på det tidspunkt. Så vågner han op.
Og så siger han goddag til mig. Og det var også dejligt at se dig, siger han. Og så lukker han øjnene igen og falder i søvn igen.
Og så kan jeg mærke, at jeg slipper den der osteklokke, som jeg føler, at jeg nogen gange... ...er inde i der, hvor hele verden lukker. Så den åbner sig igen, og så går jeg over og ligger mig igen.
Og lægerne har fortalt mig, at jeg sad der i en halv time. Jeg følte bare, at jeg havde siddet der i fem minutter. Det fortæller sygeplejerskerne, fordi de bliver sure over det, fordi der er coronatid.
Man må ikke sidde sammen med patienter. Man skal holde afstand. Og det havde jeg jo ikke gjort.
Jeg havde jo ikke overholdt nogen af reglerne. Men næste morgen, eller næste dag, så sidder han oppe i sengen, manden der, og er ved at hive sonden ud af næsen. Og han vil have sin første kop kaffe - i det sidste halvår har han ikke fået en kop kaffe. Og nu vil han også have noget at spise. Og nu vil han gerne tilbage til Herlev. til dialyseafdelingen, for nu gad han ikke at være der mere, for nu har han fået det meget bedre. Og det var mig, der havde gjort et eller andet ved ham. Men de ting får jeg faktisk til at vide efter min operation af lægerne.
[Paul Bridgwater]
Og det lader også som om, at det ofte er i forbindelse med, at du selv er indlagt, at de her ting sker. Kan du fortælle historien om soldaten, som du møder ude på gangen?
[Mogens Zimling]
Ja. Det var der, jeg blev slået ned. Jeg blev slået ned i, hvor var det, vi blev ind i om årstallet?
Det var 1983? 1988, ja. 1988, der blev jeg slået ned til min morfars fødselsdag og ligger op med det her - en smadret side. Nu har jeg fået smadret med ribben og det hele. Og ude på gangen, da jeg kommer derop, der ligger der en soldat. Og han ligger under sin dyne og gemmer sig. Han viser sig ikke for nogen mennesker, fordi han har det så dårligt. Han har været tortureret nede i Mellemøsten og har siddet der nede i halvandet år næsten. Og han er lige kommet til Danmark for 14 dage siden og har ligget tre uger i Tyskland på hospital dernede. Og han sidder og gemmer sig under dynen og jeg kan bare mærke ham, da jeg går forbi. Jeg kan ikke forklare det igen, hvad det er, men jeg får lyst til at sætte mig ned ved siden af ham. Og et stykke tid efter, en fem minutter efter, så stikker han hånden ud fra dynen af. Og så tager jeg den og sidder og holder den et øjeblik. Og vi snakker ikke om ret meget, vi er måske lige to-tre ord frem og tilbage på to-tre sætninger. Og så sidder jeg bare derude en halv time og sidder bare ved siden af ham.
Og går ind på min egen stue igen og næste morgen så vågner jeg op ved at der står en sygeplejerske med hele sit ansigt nede i mit ansigt. Og vækker mig og spørger om jeg kan gøre det samme igen med soldaten derude. Fordi han har ikke sovet i halvandet år.
Han er jo simpelthen ødelagt indvendigt og udvendigt også. Så næste aften så går jeg ud igen. Og der sidder jeg og holder ham i hånden i måske ti minutter derude.
Og vi måtte ikke ryge på gangene, så de åbner alle vinduerne op for oven ude på gangen, så røgen kan trænge ud. Og så får ham og mig lov til at sidde derude og ryge smøger ude på gangen. Og det var dybt ulovligt.
Så jeg sad hos ham i 11 dage tror jeg det var. Så sad jeg hos ham hver aften så gik jeg hen til ham. Også nogle gange om dagen, så bare lige for hende og sige hej.
Men allerede på anden dagen der sov han hele natten. Anden dagen der stod vi derude om morgenen og skulle ud alle sammen for at vaskes. Og han lå lige derude ved sine toiletterne og vaskerummet. Og der lå han lige der i det hul der var sådan et hak ind. Og der var toiletterne også. Og så stod alle sygeplejerske og lægerne derude, de stod og sagde: shhh... vi skal være stille, han sover. Og han ville ikke ind på nogen stue og ligge, fordi han var bange for små rum og alt muligt. Han havde meget angst og alt muligt. Den soldat der. Og da jeg tog derop fra, så blev jeg takket med læger og sygeplejerske og alle stod der. Og hans soldaterkammerater de kom og takkede mig. Nogen store kæmpe brød og sådan...
[Paul Bridgwater]
Det er fantastisk. Du har også en historie om at være graver. Kan du fortælle noget om det?
[Mogens Zimling]
Ja, det var et par år efter. Der arbejdede jeg på en kirkegård. Og det første min mester siger, den første morgen: Der er nogle etiske regler her. Og de skal overholdes. Og hvis du ikke overholder dem, så bliver du fyret. Og det er at man ikke går hen til nogle mennesker der står og er i en livskrise og har en stor sorg.
Dem skal de have lov selv at bearbejde og komme her lige så meget de vil. Og man skal ikke henvende sig til dem, man skal bare lade dem være. Sådan er de etiske regler her.
Og det er sådan set det jeg har, siger han så. Der er ikke meget andet end det. Men så stod der så en ung mand.
Fordi der står en ung mand herude, siger han så, på omkring 25 år. Og han har stået herude i det sidste år. Over et år har han stået herude.
Hver dag. Fra vi åbner om morgenen og til vi lukker om aftenen, og porten bliver lukket. Så har han stået her.
Og han er i dyb sorg. Han har mistet kone og barn i en trafikulykke, og konen forulykkede og blev kørt ihjel der. Og han står deroppe ved den grav, så det ender med at jeg skal hen og ordne en grav lige ved siden af ham og rense den. Og så mærker jeg den der fornemmelse igen med osteklokken. Og så ved jeg ikke hvad der sker, men jeg stiller mig hen ved siden af ham. Helt op og ned af ham stiller jeg mig bare. Jeg ved ikke hvor længe jeg har stået der. Det kan jeg ikke svare på. Fordi når jeg ryger ind i den der osteklokke, så kan jeg ikke svare på tid, rum og sted. Det forsvinder bare. Jeg er her bare. Og kort efter så går han hjem derfra.
Og der går næsten tre uger, så kommer han igen. Sammen med sin mor. Og moren hun er jo enormt lykkelig for det, at jeg har gået hen og stillet mig ved siden af ham.
Og jeg har hjulpet ham. Fordi nu har han fået sovet, og han har sovet, og sovet, og sovet. Og nu vil de gerne takke mig og invitere mig ud at spise.
Men det vil jeg ikke. Så det ender med at jeg fik to poser øl i stedet for. Og det var min kollegaer glade for.
[Paul Bridgwater]
Ja, det må de have været.
[Mogens Zimling]
Og jeg kan ikke forklare hvad der var der skete. Det kan jeg jo ikke. Det kan du jo aldrig forklare.
Nej, det er jo noget der er mellem os mennesker. Der er jo nogen energier eller et eller andet. Jeg ved ikke hvad det er.
Så det er bare en dyb medflydelse og empati for andre mennesker.
[Paul Bridgwater]
Ja, men det er der mange der har.
[Mogens Zimling]
Ja, det er jo det der er mange. Det kan jeg jo se da jeg har gået på seminariet. Det er jo noget mange mennesker har.
Det har halvdelen af os nok jo. Det er en tomhed indvendigt. Det bygger sig langsomt op.
Det er ligesom ligeså snart det kommer så begynder det langsomt at snævre sig ind på mig. Det kryber ind på mig. Jeg kan ikke forklare hvad det er.
Det kryber bare ind under mig. Huden på mig. Nej, jeg bliver nødt til det.
Når situationen opstår bare spontant så bliver jeg nødt til det. Så render jeg rundt i den der osteklokke. Jeg kan ikke komme ud af den igen.
Jeg ved ikke hvad fanden der sker. Så render jeg bare rundt i den. Så må jeg heller bare gøre det, for så er det overstået.
Og så gør jeg det bare. Og så står folk der bagefter og tænker hvad var det? Jeg tænker også selv hvad var det?
[Paul Bridgwater]
Hvis vi så skal slutte. Kan du så kort fortælle om det der sker den sidste gang du er på operationsbordet i januar 2022?
[Mogens Zimling]
Ja. Så vågner jeg op. Men jeg har fået at vide før der.
Der har jeg fået at vide af chancerne for at jeg vågner op. af mig selv er umulig. Det kan aldrig komme til at ske.
Så jeg skal have genoplivning får jeg at vide. Fordi jeg er så afkræftet. Så jeg ikke kan mere.
[Paul Bridgwater]
Hvorfor er det nu du ligger på operationsbordet?
[Mogens Zimling]
Ja det er fordi min galdeblære er sprængt. Den er simpelthen ved at æde mig op indvendigt. Den har kravlet ud over alle mine organer.
Den har kravlet ud over min lever. Op over mit hjerte. Og hen over min bug. Den er på vej ud over det hele. Den er på vej ud og vil æde mig op indenfra.
[Paul Bridgwater]
Så du ligger der. Du er meget syg. Du ligger på operationsbordet.
Det er januar 2022. Hvad sker så?
[Mogens Zimling]
Så dør jeg på vej ned i elevatoren. Og bliver vækket igen dernede på bordet. Bliver lagt i narkose.
Kommer op på operationsbordet. Bliver opereret. Og det næste jeg husker det er.
Der er en der siger. Der er tre. Det er nummer tre siger han så.
Og så hører jeg ikke ret meget andet end lige en enkelt stemme. Og så går der et øjeblik. Så vågner jeg op igen.
Og så siger han. Nummer fire hører jeg så. Og jeg hører flere ting fra lægerne af.
Jeg hører en der snakker til mig. Og jeg kan høre stemmer fra andre. Der står sådan rundt omkring.
Der omkring mig. Og der hører jeg fra nummer tre. Fire, fem, seks, syv og otte.
Og den ottende gang. Der siger han til hende. Prøv at band til ham. Det plejer nogen gange at hjælpe. Og så bander hun som en murarbejdsmand til mig. Og så lige pludselig.
Så trækker jeg været. Og der har jeg hørt alt hvad de har sagt. Fra nummer tre op til nummer otte.
Gennem bliven. Da jeg vågner op der. Der har jeg hørt alt hvad lægerne har stået og sagt.
Nu er han væk. Vi mister ham. Jeg har hørt alt hvad lægerne har sagt.
Jeg har hørt alt hvad de skulle sige til hinanden. Inden at det startede med at de vækkede mig. Altså de går i gang med genoplevning.
Allerede inden der. Der er jeg allerede ved bevidsthed. Og det kan lægerne stadig ikke få forklaring på.
Fordi der er ingen i det. Det skal de jo først tilføre. Før de kan give mig stød og genopleve mig.
[Paul Bridgwater]
Så ingen mennesker der kigger på. Ingen. ..å du bevæger dig henad. Ingenting. Men en bevidsthed om hvad der sker i rummet.
[Mogens Zimling]
Ja og der var ro på. Der var ro og det var dejligt. Jeg gad ikke at komme tilbage igen. Jeg havde bare lyst til fred og ro. Med et helt liv i sygdommen. Så har man lyst til bare at slappe af og lukke øjnene.
[Paul Bridgwater]
Har du nogen gode råd til andre der har haft nærdødsoplevelser?
[Mogens Zimling]
Find en betroet en at snakke med. En du virkelig stoler på. Som ikke griner af dig.
For folk griner af en. De tror ikke på en. Og det var jo den oplevelse jeg også havde oppe på hospitalet.
Da jeg fortæller at lægen spørger mig om nogen paranormale oplevelser. Og så må jeg bare sige ja. Og jeg vidste det spørgsmål det skulle komme. Jeg har haft mange. Og det har været alt muligt mærkeligt. Nogle helt åndsvage ting.
[Paul Bridgwater]
Har du nogen gode råd til alle os andre der ikke har haft nærdødsoplevelser?
[Mogens Zimling]
Tro på os mennesker, at der er mellem himmel og jord. Du må jo sige det er der. Det er jeg selv oplevet det.
Når de nærdødsoplevelser jeg har haft så er der. Det vil jeg ikke være i tvivl om i to sekunder.
[Paul Bridgwater]
Mogens tusind tak fordi du ville fortælle din historie. Jeg tror det er rigtig vigtigt at få fortalt historier som din. Så det kan hjælpe andre med at sætte deres liv i perspektiv.
Og forhåbentlig også gøre at folk ikke er helt så bange for døden.
[Mogens Zimling]
Den skal man ikke være bange for.
[Paul Bridgwater]
Og tak til I er der lyttede. Du kan finde denne podcast og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk Tak for nu.