VITAL-ARKITEKTEN Ruth Landbos "ude af kroppen" oplevelse

Da hun var i begyndelsen af trediverne,  blev Ruth Landbo udsat for en trafikulykke. I en efterfølgende "ude af kroppen" oplevelse fik hun svar på to væsentlige spørgsmål: "Hvad er det bedste, jeg kan gøre i det her liv" og tilsvarende "Hvad er det værste, jeg kan gøre...".  Svarene gav hende energi og virkelyst til at fortsætte med sin livsopgave: Med  virksomheden VITAL-ARKITEKTEN  har Ruth Landbo  i mange år hjulpet mennesker til at vitalisere deres krop, psyke, livsglæde og energi.

Transcript

Copy Transcript Copied

[Paul Bridgwater] (0:01 - 0:37)
Velkommen til podcastserien "Nærdødsoplevelser og livsfortællinger". En podcast, der udforsker grænsen mellem dette liv og det næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Ruth Landbo. Og Ruth, jeg har glædet mig sådan til at tale med dig, fordi du dels har så meget på hjerte, og dels er en af dem, som måske har den mest naturlige indgang til nærdødsoplevelser, som jeg kender. Vi er blevet enige om, at jeg vil centrere denne podcast om én af dine oplevelser, for mere bliver der heller ikke plads til. Vil du sige lidt om dig selv først?

[Ruth Landbo] (0:38 - 1:13)
Ja, det vil jeg rigtig gerne. Tak fordi jeg må være med her i dag. Jeg har jo sagt ja til at fortælle en af mine historier. Jeg vil hellere kalde den for en ud-af-kroppen oplevelse, når vi nu kommer dertil. Ja, altså, jeg er født i Thy og opvokset der, og jeg er i dag 67 år. Jeg har altid arbejdet med mennesker, siden jeg var lille, og jeg er født med nogle evner til at hjælpe – hurtigt og interessant for mig.

[Paul Bridgwater] (1:13 - 1:18)
Og når du siger evner, så bliver man jo straks nysgerrig. Hvad er det for noget?

[Ruth Landbo] (1:18 - 2:40)
Altså, jeg er født med varme i mine hænder. Det betyder, at jeg hurtigt kan fjerne smerter, ubehag, uro eller utryghed, når jeg rører ved mennesker. Jeg har arbejdet først med sygepleje, og så er jeg gået ind i psykologi. Jeg gik videre, fordi jeg fik en oplevelse med, at min søn var rigtig syg, da han blev født. Jeg besluttede, at der var brug for meget mere end det, der lige var ved hånden, for at få hjælp til ham. Han har en syndromsygdom, og der sker mange ting i kroppen på én gang. Derfor begyndte jeg at uddanne mig inden for noget mere alternativt. Jeg startede som zoneterapeut og gik videre, og nu er jeg blevet evighedsstuderende. I 1996 åbnede jeg min egen virksomhed, "Vital Arkitekten", som jeg stadig har i dag. Den er snart 30 år gammel, og der hjælper jeg hele vejen rundt – det enkelte menneske, parret, familien eller virksomheden. Jeg er den eneste af min slags. Jeg går for at lave glade mennesker.

[Paul Bridgwater] (2:40 - 2:44)
Jeg har også haft god hjælp af Vital Arkitekten. Så tak skal du have for det.

[Ruth Landbo] (2:44 - 3:23)
Det er selvfølgelig en fordel, at jeg har arbejdet inden for det, jeg kalder sygdomsvæsenet – og nogle steder sundhedsvæsenet – samt det psykologiske område. Jeg har også studeret rigtig længe, blandt andet omkring traumer og somatic experience. Jeg er sådan en bred fugl, der kommer til undsætning, når der sker noget, man ikke rigtig kan finde hjælp til andre steder. Oplevelsen med min søn gjorde også, at jeg startede Børns Vilkår sammen med en børnelæge. Det blev et rigtig spændende projekt, som i dag jo har bredt sig.

[Paul Bridgwater] (3:23 - 3:24)
Ja, det må man sige.

[Ruth Landbo] (3:25 - 3:39)
Jeg holder meget af at arbejde med frivillige projekter også i mit arbejde. Jeg har min virksomhed i dag på Schæffergården, og der kommer stadigvæk søgende mennesker, som jeg kan hjælpe.

[Paul Bridgwater] (3:40 - 3:46)
I dag skal det handle om din nærdødsoplevelse, som du havde i 30'erne. Men før vi gør det, kan vi så ikke få "dagens ord"? Jeg kan se, du har en lille lilla bog med.

[Ruth Landbo] (3:46 - 4:17)
Jeg har en lille bog med, som en har foræret mig. Det er ikke fordi, jeg ellers er til sådan noget, men jeg synes faktisk, at denne her er god. I dag er det den 16. februar, og ordene her siger: "Den der frygter at komme til at lide, lider allerede af det, som han frygter". Og det er dagens ord. Så kan man tænke over det.

[Paul Bridgwater] (4:18 - 4:30)
Den passer måske også sammen med noget af det, du oplever i din nærdødsoplevelse. Skal vi starte med, hvad der skete fysisk – altså hvor du var henne og så videre?

[Ruth Landbo] (4:30 - 4:34)
Ja, altså, jeg har jo aldrig fortalt disse historier, jeg har haft igennem mit liv. Denne her...

[Paul Bridgwater] (4:35 - 4:39)
Og det hedder ikke en nærdødsoplevelse. Du kaldte det noget andet?

[Ruth Landbo] (4:39 - 4:41)
Ja, jeg kalder det en ud-af-kroppen oplevelse.

[Paul Bridgwater] (4:41 - 4:42)
Jeg skal prøve at huske det.

[Ruth Landbo] (4:42 - 6:11)
Det er det mere for mig, selvom der skete nogle voldsomme ting. Jeg cykler afsted fra vores hus op til Kong Hans Allé, hvor skolen ligger, som min søn går på. Det er en ret stor skole med mellem 500-600 elever. Da jeg sidder i skolebestyrelsen, kender de fleste børn mig. Jeg kommer egentlig luntecyklende, og så kommer de ud fra skolen – alle ungerne – der kommer også nogen på cykler. Så der er masser af børn overalt. Derfor er jeg i luntetempo, men på en eller anden måde... Vi vinker selvfølgelig, og nogle råber, og vi hilser. Og så sker der noget helt uforudset. En lille dreng beslutter sig for at cykle imod mig, og for at undvige ham kører jeg lidt ud på kørebanen. Der er jo sådan nogle bump på vejen – det er jo en villavej. Men der kommer en bil, og den rammer mig. Jeg bliver slået af cyklen ret voldsomt, så jeg beskadiger nogle ribben. I det øjeblik, jeg falder til jorden, er jeg væk. Det bliver en ret voldsom oplevelse for alle de der unger, fordi jeg ligger med åbne øjne og ser død ud.

[Paul Bridgwater] (6:12 - 6:24)
Ja, så hvis vi rekapitulerer: Du er blevet ramt af en bil, du ligger på jorden, der er nogle børn, som er bekymrede og står omkring dig. Og så sker der noget med din bevidsthed, eller hvad man kan kalde det.

[Ruth Landbo] (6:25 - 8:40)
Ja, så bliver jeg jo spaltet, og det er jeg klar over, at jeg bliver. Jeg bliver ligesom til en anden form. Det, der sker, er, at jeg bliver suget afsted. Og det kan man ikke glemme, tror jeg, hvis man har prøvet det. Jeg har også prøvet det før. Der åbner sig en DNA-form, som går opad, og det hele går altid opad. Jeg bliver lige så stille suget ind i den, og så er det fyldt med meget smukke orange farver til at starte med, og så skifter farverne. Jeg hvirvler ind i denne her DNA-form, men på en fuldstændig kontrolleret måde. Jeg er klar over, at jeg er blevet til en anden form, og jeg er sådan transparent. Det hele er jo meget stort, men jeg er også meget lille – som et lille fnug eller noget, der ikke kan ses mere. Det her står på i noget tid, men det er sådan set okay, at jeg skal op igennem denne her DNA-form, som i øvrigt er rigtig smuk. I den sidste ende af den møder jeg nogle af dem, som også er i den form, jeg er i, og vi kender hinanden. Jeg genkender alt det her. Jeg ved, hvad der sker – det kan jeg mærke. Til sidst, eller i den afsluttende del af DNA'en, breder der sig et andet landskab foran mig. Nu ved jeg, at jeg kan nå at nyde det. Det er, som om jeg rammer en kant, eller noget jeg kan stå på, eller lige være i. Jeg vil også sige, at det, der er i min oplevelse, er, at jeg er det hele. Og vi, der er der, ved, at vi er det hele – vi kan sanse det hele.

[Paul Bridgwater] (8:41 - 9:45)
Jeg har lige set et fjernsynsprogram med Helle Joof, og hun siger noget med, at vi skal huske, at vi er de samme. Nå ja, jeg ved ikke – vi er det hele. Kan du sætte nogle ord på det? Altså, det er jo svært, det er abstrakt, men hvordan er det at være "det hele"?

[Ruth Landbo] (9:01 - 9:45)
Ja, altså, det er jo meget trygt. På en måde er det helt ufatteligt. Nej, jeg vil ikke sige, det er ufatteligt, for det er muligt at rumme det hele. Det er noget helt naturligt. Måske er det netop det, at når vi er mennesker, så har vi – som jeg ser det – både det, vi er, og det, vi gør. Og det er sådan det tunge i det, at vi har en krop, som reagerer, og vi har en masse reaktioner. Det har vi ikke her. Der er det bare. Jeg har ikke så mange ord til det, egentlig.

[Paul Bridgwater] (9:45 - 9:51)
Men det der er, og det vi gør – og her er vi der, vi er.

[Ruth Landbo] (9:51 - 10:02)
Her er jeg bare, og det er fantastisk at være i. Når man bare er, er det meget trygt. Det er bare – det behøver egentlig ikke nogen analyse.

[Paul Bridgwater] (10:02 - 10:03)
Nej.

[Ruth Landbo] (10:05 - 10:48)
Så fortsætter jeg. Jeg ved, mens jeg er på vej op igennem, at jeg har et par spørgsmål, jeg skal have stillet. Men inden det, vil jeg lige nyde, at denne her dal, som jeg også har set før, er så kolossal voldsomt stor og vidunderlig. Den er fyldt med farver, som vi slet ikke har her på jorden. Det er så smukt, og det er jo alt sammen vibrationer. Jeg kan flyve, og jeg kan flytte mig fra det ene sted til det andet. Jeg kan samtidig kommunikere på den måde, jeg vil – også med noget væsensværk eller noget, som måske ikke er lige i nærheden. Det hele er bare...

[Paul Bridgwater] (10:48 - 10:57)
På vej op igennem DNA'et, så så du farven eller oplevede eller var farven? Jeg er ikke helt sikker på, hvad det rigtige er – orange.

[Ruth Landbo] (10:57 - 11:37)
Det er det, det starter med. Fordi det er sådan en form for en meget dynamisk startenergi. Der er nogle vibrationer i det, som gør, at jeg kan blive suget bedre af sted. Og det er sådan en form for... vi vil nok måske opleve det som en ild. Men der kommer flere farver, fordi alting er jo i farver, altså i nogle stærke, stærke, kolossalt smukke farver, som også samtidig er de vibrationer, man bevæger sig ved. Og i den dal, jamen der kan man altså blive, blive mættet.

[Paul Bridgwater] (11:40 - 11:42)
Blive hel eller mættet?

[Ruth Landbo] (11:42 - 12:21)
Ja, sådan blive fyldt op. Det er ligesom at komme hjem og ligesom få de måltider, man plejer at få. Så det er meget, meget, meget, meget positivt, og jeg ved også, at alle ved, at jeg er der, og det er sådan meget hjemagtigt. Jeg har faktisk skrevet, inden jeg skulle herind, så var der nogle ord. Jeg skriver jo lyrik om alt det, jeg oplever, med alle de mennesker, der søger mig fra verden. Så skriver jeg lyrik, hvis historien er mere voldsom, end jeg synes, den er til at bære, eller hvis den sådan rumsterer i mig.

[Paul Bridgwater] (12:21 - 12:24)
Det glæder jeg mig til at høre. Det kan vi høre.

[Ruth Landbo] (12:24 - 13:02)

Skal jeg gøre det nu? Jeg har kaldt den "Mit Væsen":

Mit væsen kan tage sted på egen hånd,
og blive fagnet af velkendte sjælebånd.
Det sker uden varsel eller indre lyde,
noget uendeligt får mig frit til at flyde.
Ind i min inderste kerne og hjem til mit ophav,
hvor jeg mødes med et belevende knowhow.
Mit væsen kan tage en stund på egne vinger
og med den evne bringe ro og styrke ind i alle mine minder.

[Paul Bridgwater] (13:30 - 13:41)
Øh, så det synes jeg, det er interessant, men jeg tænker – okay, nu vi skal tilbage til dalen. Vi er i den her fantastiske dal, og hvad sker der så?

[Ruth Landbo] (13:42 - 14:34)
Altså lige for at svare på det, du siger, fordi det rykker lige i mig, så tænker jeg, at jeg har været... Altså jeg er jo født sådan, at jeg kan se og har altid haft forbindelse med engle, for eksempel. Og det gør nok, at jeg har en anden anskuelse her, fordi jeg synes, at livet og ikke-livet, det er ligesom en side fra en bog. Mere skilles det ikke ad. Så for mig... Altså jeg havde en veninde, som skulle dø af kræft, og hun sagde: "Hvor er du heldig, du er ikke bange for at dø." Og det kan være rigtigt nok. Selvfølgelig vil jeg være frygtelig ulykkelig over at skulle forlade dem, jeg har kær, og de vil blive så kede af det. Men ellers er det meget naturligt for mig. Okay, tilbage til dalen.

[Paul Bridgwater] (14:34 - 14:35)
Ja.

[Ruth Landbo] (14:37 - 14:53)
Altså, så har jeg min legeoplevelse der i virkeligheden. Altså for mig er det leg og så samtidig få det, som man kommer hjem efter. Men nu ved jeg så også, at jeg skal have stillet de her spørgsmål. Jeg har to spørgsmål, jeg skal have svar på.

[Paul Bridgwater] (14:53 - 14:55)
Og hvem stiller du dem til?

[Ruth Landbo] (14:55 - 15:18)
Dem stiller jeg til sådan en... Jeg har tænkt på, hvordan jeg skulle sige det der, fordi der er jo ikke sådan rigtige ord til sådan noget. Men det er en overordnet væsensfigur, som man måske kunne kalde en faderlighed eller noget i den retning. Det er i hvert fald det, der overskygger og er i alting, som jeg kan stille spørgsmålet til.

[Paul Bridgwater] (15:18 - 15:24)
Altså undskyld, er det "Vor fader, du som er i himlene"? Er det den slags faderlighed, eller er det en anden type?

[Ruth Landbo] (15:24 - 15:43)
Det kommer jo an på, hvordan du oplever at sige det. Ja, det kunne det godt gøre. Så hvis du oplever, at det er sådan en overordnet ting for dig, og en stor, hvad skal man sige, altoverskyggende tryghed eller sådan noget, så ja, så er det det.

[Paul Bridgwater] (15:43 - 15:43)
Okay.

[Ruth Landbo] (15:45 - 17:13)
Og det er ikke noget med, at jeg skal i møde eller sådan noget. Det sker jo indefra, mit væsen til væsen. Så det sker, mens jeg sådan er stille et øjeblik i dalen. Så spørger jeg: "Hvad er det bedste, jeg kan gøre i det her liv, som jeg lever på den der klode, jorden?" Og så bliver der vist mig, at det er altid at være glad. Sørge for at vedblive med, og det har jeg gjort, siden jeg var lille, at finde det glædelige i enhver oplevelse, fordi det vil altid være der. Der vil altid være en glædelig måde at opleve noget tragisk eller noget på, og det ved jeg. Så der bliver jeg bare rigtig glad, fordi det er det, jeg gør. Jeg har sådan noget i mig, som gør, at det er jeg fantastisk god til. Det er noget, jeg er født med. Jeg mødte en engel, da jeg var 5 måneder gammel, og hun sagde: "Det, du skal love dig selv, og du skal ikke love det til andre, du skal love det til dig selv, det er, at du altid vil sørge for at være glad hvert eneste øjeblik i det liv, du lever nu her." Så det ligger i mig, at jeg altid leder efter: Hvad kunne der være godt ved det her? Hvad kunne det gode være ved det, der sker her?

[Paul Bridgwater] (17:13 - 17:17)
Og hvorfor skal man være glad, hvis man skulle sige det sådan? Hvad fører glæden til?

[Ruth Landbo] (17:18 - 18:17)
Glæden fører jo til, at man aktiverer den krop, man lever i, for eksempel den psyke, man har. At man producerer nogle stoffer, der gør, at det bliver meget nemmere at være til. For eksempel producerer det helbredelse fra cellernes side, hvis de får nogle af de stoffer, de har brug for til det. Og så gør det jo, at jeg bliver et bedre fællesskabende væsen. Jeg bliver bedre til at være sammen med andre mennesker. Jeg bliver en bedre udgave af mig selv, og det bliver nemmere for mig at leve. Jeg havde en mor, som blev frygtelig depressiv, og man kan tage et valg. Måske har jeg i hvert fald taget det valg, eller det ligger i mig. Det er ligesom noget, jeg er kodet med. Det er også derfor, jeg tror, at jeg er så god til at lave glade mennesker. Så selvom man har en tragisk og voldsom historie, og man hele tiden falder over noget, så holder man op med det, og man bliver faktisk god til at være glad. Måske.

[Paul Bridgwater] (18:19 - 18:20)
Det synes jeg også, du er.

[Ruth Landbo] (18:20 - 18:22)
Tak skal du have.

[Paul Bridgwater] (18:24 - 18:25)
Og der var et spørgsmål mere.

[Ruth Landbo] (18:25 - 19:38)
Ja, så kommer det andet spørgsmål. Det giver noget mere at tænke over måske. Men jeg spørger: "Hvad er det værste, man kan gøre – jeg kan gøre – i det her liv, som jeg lever?" Og det er at få dårlig samvittighed. Og det er fordi dårlig samvittighed er noget, der kan gnave i en. Hvis man vælger at gå med en dårlig samvittighed, så vil den begynde at gnave. Jeg tror, det er meget vigtigt at tænke over, hvad dårlig samvittighed er for noget. For det første skal man jo prøve at undgå at komme i den situation, at man får dårlig samvittighed. Men hvis man gør det, så er det vigtigt at få ryddet op i den, så man finder ud af, om det måske ikke er dårlig samvittighed, men noget man har fortrudt, man har gjort, og som man så må finde en plads til i sit system. Eller hvis det er dårlig samvittighed, så sker der jo det, at hvis man går med en dårlig samvittighed, så laver man sandsynligvis bedrageri over for både sig selv og dem, man har fået den dårlige samvittighed over for.

[Paul Bridgwater] (19:38 - 19:40)
Bedrageri? Prøv at forklare det.

[Ruth Landbo] (19:40 - 19:56)
Ja, men det kalder jeg det. Jeg kan også kalde det... Ja, ...den smuttede, den der... den der. Men virtuel kriminalitet kalder jeg det nogle gange for i mine tanker.

[Paul Bridgwater] (19:56 - 19:57)
Hold da op!

[Ruth Landbo] (19:58 - 20:08)
Det er jo en måde at komme væk fra sig selv, fra den sandhed, som egentlig er af mig, altså...

[Paul Bridgwater] (20:08 - 20:12)
Altså ikke anerkende den, man er.

[Ruth Landbo] (20:12 - 20:49)
Ja, og så begynder det jo at gnave i en. Du skal helst leve med den sandhed, du har, og hvis ikke du gør det, og du går med noget, som du godt ved var forkert, og som du ligesom ikke får ryddet op i – over for dig selv og over for dem, du har gjort det imod – så kan du ligesom ikke komme ind i en sund måde at, hvad skal jeg sige, angre det på. Og hvis det nager dig, så er "nager" jo lig med, at det gnaver, så det æder dig op indefra. Altså, dårlig samvittighed er farlig – den dør man af.

[Paul Bridgwater] (20:50 - 20:53)
Ja, den laver en splittelse i sig selv.

[Ruth Landbo] (20:53 - 21:01)
Man laver jo en splittelse i sig selv, og den splittelse er jo ikke en naturlig sundhed, så den vil begynde at æde en op.

[Paul Bridgwater] (21:01 - 21:02)
Det er meget interessant.

[Ruth Landbo] (21:03 - 21:32)
Indefra. Det er i hvert fald sådan, jeg ser det og oplever det, og bliver klar over, at det er utroligt vigtigt altid, når man gør noget i sit liv, lige at evaluere på det, når det er noget, man kan mærke betyder noget. Og hvis man mener, man har gjort noget, man er blevet skyldig – og skyld er jo lig med magt – så hvis man kan gøre op med sig selv, at man faktisk havde magten til at gøre det, der skete, jamen så er det også vigtigt at rydde op i det, så det netop ikke begynder at gnave i en.

[Paul Bridgwater] (21:33 - 21:39)
Og hvad så med den, der har dårlig samvittighed, som virkelig har begået et eller andet skrækkeligt? Jeg ved det ikke...

[Ruth Landbo] (21:39 - 23:00)
Ja, så må man fortælle om det. Man må få ryddet op i det på den måde, man nu kan. Og selvfølgelig er det rigtig svært i dag. Nu har jeg gået og tænkt over det her i den sidste tid – hvordan unge mennesker kan gøre, fordi vi har en verden i dag, som... Der er jo ikke så mange, der går i kirken og skrifter, altså. Men man kan måske få skrevet sin historie ned. Der er heller ikke så meget mulighed for bare at køre forbi mor og mor og lige snakke med hende eller den gamle onkel eller altså fortalt. Så i dag er der faktisk rigtig mange mennesker, der går rundt og har dårlig samvittighed over ikke at være dem, de tror, de skal være. Og dybest set er det jo sådan en måde at, hvad skal man sige, snyde sig selv på, fordi man ikke tror helt på sig selv, og man tror ikke på det, man består af, og man tror ikke på sin tro. Altså, man kommer væk fra de sandheder og den bevidsthed, man skal have om sig selv. Man skal jo gøre sig selv stærk. Altså ja, så i dag er det jo svært at komme til at gøre noget uden at føle sig forkert og uden at føle den der dårlige samvittighed. Men den er, de har da sagt til mig på det her spørgsmål, faktisk noget af det værste, der kan komme til en som menneske, det er dårlig samvittighed.

[Paul Bridgwater] (23:00 - 23:03)
Så de to beskeder var: "Vær glad!"

[Ruth Landbo] (23:04 - 23:14)
"Undgå dårlig samvittighed." Og hvis den kommer, er det jo også noget, man kan lære af, men den skal ryddes op, ellers bliver det en knude.

[Paul Bridgwater] (23:14 - 23:20)
Ja, og hvad sker så? Du er i dalen, du har fået svar på begge spørgsmål...

[Ruth Landbo] (23:20 - 24:39)
Ja, og så går der jo en lille smule tid, og jeg kommer tilbage igen. Og så vågner jeg i ambulancen, og så er der en ambulanceredder, som befinder sig et stykke væk fra mig. Altså, jeg har sådan et stort bælte af farver imellem ham og mig, og jeg kan ikke rigtig høre ham. Jeg kan godt se ham, og jeg kan forstå, at jeg ikke har åbnet øjne endnu heller. Han prøver at råbe mig op, og han gør hele tiden noget på min brystkasse, som gør frygtelig ondt, og det kan jeg i hvert fald begynde at mærke. Men det lykkedes mig så på et eller andet tidspunkt at få fortalt ham, at jeg godt kan høre ham, og jeg ved, at han er der, men jeg kan ikke rigtig se ham tydeligt endnu. Og han må lige vente lidt, til de farver er væk, eller til den vægt, der er imellem os af farver, forsvinder. Og det føler jeg tager en frygtelig tid – at han ikke forstår det, og at han ser ud, som om han virkelig har travlt med at gøre noget med min krop.

[Paul Bridgwater] (24:41 - 24:43)
Du er ligesom i den ene verden, og han er i den anden.

[Ruth Landbo] (24:43 - 27:07)
Ja, det kan man virkelig sige. Og samtidig så er der alligevel også en fysisk følelse nu, fordi min krop siger så meget. Og så forsvinder jeg nok lidt igen, og så vågner jeg på hospitalet. Og så har jeg brækket et par ribben, og der er sådan skader i min krop, som ser ret vildt ud. Jeg får taget billeder af det, faktisk med de her store blødninger, fordi så vil jeg vise dem til – det første, jeg tænker på, det er alle de børn, fordi de blev jo så forskrækkede af det. Så i virkeligheden laver vi det, og jeg bliver i stand til det noget tid efter. Jeg kommer over på skolen og viser de her billeder og fortæller, hvordan det var. Eller jeg fortæller jo ikke det her, som jeg nu har fortalt nu, men jeg fortæller, at jeg er blevet rigtig god igen, og jeg er Ruth igen. Og det er meget betryggende. Der var faktisk også nogle af dem, der kom hjem til os, da jeg blev udskrevet, og jeg lå i min seng der. Og så var der nogen, der var nødt til – 3-4 stykker – der var nødt til at komme forbi. Og det var drengene, og det var meget sødt, at de skulle være sikre på, at jeg nu var levende. Så det er min historie. Og det der så kommer efter er, at jeg på det tidspunkt har... Altså, jeg er jo sådan en, der har gemt mig lidt. Jeg er født med de her evner, og det er jo også til at se meget hurtigt, hvad det er folk er på. Jeg er meget hurtig til at kunne komme ind og se, hvad det egentlig er, der sker i den historie, de er ved at leve. Og så er der selvfølgelig mine hænder, som bliver ganske varme, og som kan sætte nogle rystelser i gang i kroppen, som som regel hjælper. Men jeg har altid gået meget stille med dørene. Og jeg har min virksomhed på det her tidspunkt. Jeg er omkring 37, og jeg har min virksomhed på St. Lukasstiftelsen på det tidspunkt. Og der er jeg også uddannet omkring sygepleje og sådan noget tidligere. Og jeg ved jo, at søstrene ikke er så vilde med, hvis der er alt for meget grønt på grenen – altså forstået på den måde, det skal ikke være for alternativt. Så jeg har altid gået meget stille. Men nu kan jeg mærke, at der kommer sådan en større kraft i mig, og det gør egentlig, at jeg beslutter mig for, at jeg vil bare være, som jeg er med det – ikke at jeg begynder at tale om det med ord, men jeg gør det mere åbenlyst i mine healingsevner.

[Paul Bridgwater] (27:08 - 27:21)
Jeg kan også huske, vi har haft en diskussion om, hvorvidt man kunne kalde sig healer eller hvad det nu var, og så tænkte jeg: Okay, Vital-Arkitekten, det rummer hele mennesket, også kroppen. Det er ikke bare noget New Age.

[Ruth Landbo] (27:22 - 28:01)
Jeg har jo sådan et krav om, kan man sige, i mit arbejde, at jeg veksler imellem den terapeutiske rådgivningssamtale, og så netop det her med, at jeg er hurtig til at se, hvad der foregår. Så vi får hurtigt lagt tingene på bordet omkring den historie, der sker, og så at jeg kan give nogen råd til, hvordan man kan komme videre. Men så veksle mellem det og den fysiske behandling, fordi der sidder så meget i nervesystemet, der skal vibreres ud. Og så har jeg jo mange uddannelser inden for alt muligt behandlingsmæssigt, så jeg mixer det, som passer til mig, plus mine healingsevner.

[Paul Bridgwater] (28:02 - 28:03)
Så blev det sagt.

[Ruth Landbo] (28:03 - 28:05)
Så blev det sagt højt!

[Paul Bridgwater] (28:05 - 28:26)
Ja, altså, jeg er lidt nysgerrig på det der med DNA'et. Altså, du bevæger dig op ad en DNA-agtig strukturform, spiral, og det siger du nærmest som en selvfølge, at den er DNA'et. Men når man hører det, så tænker man: Ej, et flot billede. Det er det også.

[Ruth Landbo] (28:26 - 29:58)
Det er jo fuldstændig overdådigt, pompøst og det hele. Det er jo ligesom at lave en eksplosion i ens hjernebevidsthed, eller hvad kan man sige. Når man kommer ind på at være i sådan en dimension, så føler jeg jo, at jeg bliver en helt guldmolekyle, ja. Det er meget stort og fantastisk, og jeg tror også, det er det, der gør, at jeg har jo set det før. Jeg har set det i flere omgange i mit liv, og jeg tror, at jeg har et stort indre liv, og det er det, der gør, at jeg klarer alt det, der sker. Fordi der er sket så meget i mit liv. Jeg har en vældig stor historie, også omkring at miste mine mennesker omkring mig på dramatisk vis, og har selv været ude for rigtig meget. Og det kan mennesker undre sig over, at jeg er kommet så fint igennem – at jeg stadigvæk står og er velplejet og velpasset og glad. Altså sådan glad i den grad, det nu kan være, som livet går. Og selvfølgelig bliver jeg også ked af det, men det er jo også en del af glæden. Det er, at man kan vande ud engang imellem og lave en rund dag, som jeg også lærer mine klienter og kunder. At man skal sætte en dag af til sig selv og få renset ud indefra, så det ikke hober sig op og bliver til noget, der er svært.

[Paul Bridgwater] (29:58 - 30:37)
Og det fører måske hen til det der med... Altså de gode råd. Har du nogle gode råd, du kan give videre? Både efter denne oplevelse, hvis du nu starter med dem, der tænker: Okay, det er rimelig metafysisk. Jeg har ikke erfaret noget, der ligner det. Hvordan kan det her være inspirerende i mit liv, hvis man nu har nået så langt i podcasten? Hvordan skal man hjælpe dem? Du må have mødt mange, som ligesom har en vis sund skepsis over for... ja, egentlig.

[Ruth Landbo] (30:37 - 30:54)
Jeg har mødt... Jo, det har jeg gjort som barn. Jeg er blevet drillet frygtelig meget, også af voksne mennesker. Men nej, jeg synes, folk tager det meget naturligt, når det kommer hen til mig. Man taler jo heller ikke så meget om det.

[Paul Bridgwater] (30:54 - 30:55)
Nej.

[Ruth Landbo] (30:56 - 32:01)
Et godt råd: Jeg tænker, at vi er udstyret med noget helt fantastisk, og det er vores fantasi. Den er jo limitless, altså den kan man bruge, ligesom det passer en. Så hvis man synes, den her historie skaber noget nysgerrighed, og man bliver inspireret, så lev dig ind i det. Og hvis du selv har haft en oplevelse, og den her inspirerer, så er det jo endnu mere berigende at tænde for fantasien. Fordi vi ved faktisk ingenting, jo. Altså vi aner jo ikke, om det er sandt eller ikke er sandt, om det er virkeligt eller ikke virkeligt, det vi oplever. Vi ved ikke, hvad der sker, når vi dør, dybest set, og vi ved heller ikke rigtigt, hvad det er, der sker, når der sker sådan nogle ting, hvor vi bliver slået ud, og bevidstheden forsvinder, og der kommer en anden bevidsthed frem. Så jeg synes jo, at det er en gave, at man kan beslutte sig for, hvordan man indstiller sig til det, man oplever. Igennem sin fantasi kan du kreere lige, hvad du vil. Altså, ingenting er blevet til uden den.

[Paul Bridgwater] (32:01 - 32:05)
Ja, det synes jeg var to gode råd.

[Ruth Landbo] (32:05 - 32:45)
Og så også, at vi rummer meget mere, end vi overhovedet aner. Det opdager vi jo netop, når vi kommer ud i situationer, hvor livet strammer, altså hvor det bliver farligt. Så oplever man jo nogle kræfter. Jeg har selv oplevet at få kræfter, jeg ikke anede, hvad var. Og det er jo... Ja, vi kan jo også bare tage sådan en ting som: Hvorfor kan jeg gå på 1200 grader varme gløder med bare fødder uden at brænde mig? Altså, der er ting, vi kan. Der er ting, vi kan svømme ind i, selvom vi er kommet så langt ud, man normalt drukner. Altså, jeg tror, man skal lukke op for...

[Paul Bridgwater] (32:46 - 32:48)
De uudnyttede ressourcer.

[Ruth Landbo] (32:48 - 32:57)
Og vi ved jo også, at der er rigtig meget, der slet ikke er forsket i, og som vi ikke ved noget om. Jeg synes, det der med, at vi ikke ved noget, det er en ressource.

[Paul Bridgwater] (32:57 - 33:28)
Ja, det gør det også svært at finde ud af, hvordan man så skal arbejde med hele det her felt. Altså, jeg tænker, når jeg hører din historie og andre nærdødsoplevelser, at der er mange ting, der er forskellige og personlige. Du har DNA, og en anden har en å, og en