Nærdødsoplevelser og livsfortællinger / med Paul Bridgwater
Velkommen til podcastserien nærdødsoplevelser og livsfortællinger. En podcast der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater og i hver episode fortæller en gæst om sit liv eller sin forskning.
Nærdødsoplevelser og livsfortællinger / med Paul Bridgwater
Aud Marit Viken Esbensens nærdødsoplevelser og spirituelle erfaringer
I denne episode taler jeg med Aud Marit Viken Esbensen, Norges repræsentant for den internationale forening for nærdødsoplevere IANDS. Aud Marit har haft flere nærdødsoplevelser – første gang som barn under en drukneulykke, siden som 18-årig i et vandfly i Canada, og tredje gang som voksen under en alvorlig kollaps. Hun fortæller også om varsler før sin mands død, mødet med en yogi i dødsøjeblikket og en uventet vision af et tidligere liv.
Episoden er på norsk og dansk. Transskription af episoden findes på www.healinghelp.dk/blog
🎧 Lyt til episoden og find inspiration til at møde forandringer, tab og nye begyndelser med mod og nysgerrighed.
Transskription
[Paul Bridgwater] (0:01 - 0:35)
Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig har jeg i dag Aud Marit Viken Esbensen fra Norge.
Og hvis man har problemer med at forstå det norske, så findes transskriptionen på min hjemmeside healinghelp.dk. Aud Marit, vil du ikke sige lidt om dig selv? Altså, hvor bor du, og hvad har du arbejdet med?
[Aud Marit Viken Esbensen] (0:37 - 1:07)
Ja, jeg bor, for at begynde med, hvor jeg er født. Jeg er født og opvokset, eller jeg boede her, da jeg var 15 år, og jeg siger her, for jeg er her nu i min hjembygd Uppdal, som er 42 mil nord for Oslo, oppe i fjeldet. Men jeg har boet mange andre steder, og de sidste 53 år har jeg boet i Oslo.
[Paul Bridgwater] (1:07 - 1:16)
Okay, så du boede i lang tid i Uppdal, som ligger 42 mil fra Oslo, men nu bor du i Oslo i dag?
[Aud Marit Viken Esbensen] (1:17 - 1:29)
Ja, og i mellemtiden har jeg boet i Canada og England, mellem de to, og det hører jeg jo med til historien, og det skal jeg fortælle dig mere om.
[Paul Bridgwater] (1:30 - 1:36)
Aud, vi skal høre om din første nærdødsoplevelse, da du var 8-9 år. Kan du sige lidt om det?
[Aud Marit Viken Esbensen] (1:38 - 2:52)
Ja, det gør jeg gerne, men jeg har også lyst til at sige noget før det. Jeg vil starte med en slags indledning, fordi jeg har egentlig ikke haft så stor tro på, at mine nærdødsoplevelser har været så meget at fortælle om. De har ikke været så omfattende, dybe og spændende, som mange andre har haft, og som jeg har hørt.
Og som jeg har fået meget ud af at høre på, men det har gjort, at mine nærdødsoplevelser har haft en dyb påvirkning på mig. De har påvirket mit liv i allerhøjeste grad, og så har jeg haft ganske mange dybe, åndelige oplevelser, som har måske haft større betydning. Jeg ved det ikke, men så har jeg begyndt at tænke på, om nogen af dem har været en slags flashback til ting, jeg ikke husker fra mine nærdødsoplevelser.
Om det har en betydning eller ej, det ved jeg ikke.
[Paul Bridgwater] (2:53 - 3:30)
Så hvis jeg forstår det rigtigt, så er der en form for kludetæppe eller lappetæppe af oplevelser. Så du har både dine nærdødsoplevelser, men du har også andre oplevelser, som du forsøger at sammensætte til at give mening. Så vi skal både høre om nærdødsoplevelser, men vi skal også høre om nogle af de andre oplevelser, du har haft, som kan give en forståelse af, hvad de her oplevelser har betydet i dit liv.
Vi skal høre om din første nærdødsoplevelse, da du var otte-ni år. Kan du sige lidt om det?
[Aud Marit Viken Esbensen] (3:32 - 4:30)
Jeg ved jo ikke, jeg var nær ved at drukne, fordi jeg holdt sommerferie hos min tante og onkel, ikke så langt fra Oslo. Der var det "et vand", som vi børn og unge kunne lide at tage til, og jeg kunne ikke svømme, men jeg prøvede at lære mig selv at svømme. Jeg havde et sted, hvor jeg udså en høj sten ud i vandet, og så kavede jeg derhen, og så tilbage igen.
En gang gjorde jeg det. Jeg var sammen med min yngste bror og nogle af hans venner. Pludselig hørte min bror råbe, at jeg havde svømmet for langt, og da var jeg bare sådan, at jeg sank.
[Paul Bridgwater] (4:31 - 5:18)
Jeg tager det lige på dansk, så kan du fortælle mig, om jeg har forstået det. Du var 8-9 år, du boede hos din tante og onkel lige nord for Oslo, og du var kommet ud at svømme i "et lille vand". Er det en elv, eller hvad er vandet?
Er det en sø? Det var en sø. Du kom for langt ud, hvor du plejede at svømme hen, eller... du kunne ikke svømme, men du svømmede ud til en klippe, som var ude i vandet.
Så råbte din bror, at du havde svømmet for langt, og i det øjeblik, han råber, at du har svømmet for langt, så holder du op med at svømme og går under.
[Aud Marit Viken Esbensen] (5:22 - 5:28)
Måske "at kave", jeg ved ikke, om man har det på dansk, men man prøver at svømme.
[Paul Bridgwater] (5:29 - 5:41)
Okay, så du prøvede at svømme, og var du i panik, da du gik under, var det sådan, at arme og ben gik, eller var det bare, nej, okay, det kan du ikke huske.
[Aud Marit Viken Esbensen] (5:41 - 5:45)
Nej, jeg husker ikke, jeg bare sank.
[Paul Bridgwater] (5:45 - 5:49)
Du røg ned? Nej, det er ikke noget at grine af.
[Aud Marit Viken Esbensen] (5:49 - 7:04)
Jeg ser et lys, som jeg bagefter tænkte sikkert var vandoverfladen, men jeg husker ikke mere, før jeg lå på land, og drengene var i gang med at presse vandet ud af mig. Men så hørte jeg en podcast med Lee Witting, han er jo fra IANDS, han har en podcast, og han har jo fortalt det flere gange, at han oplevede omtrent det samme, at han gik for langt ud, Og så så han det, han troede var vandoverfladen, men da han senere prøvede at svømme op og undersøge nærmere for at se, om det var det, han havde set – så var det helt anderledes. Det var slet ikke sådan Og jeg så det også – måske på samme måde. Jeg har ikke prøvet det af, men det kan godt have været noget andet, for solen ville jo sprede sig meget. Den ville ikke være så koncentreret, som det jeg så.
[Paul Bridgwater] (7:05 - 7:50)
Nej, okay, så altså, da du gik ned, eller da du sank, så så du et lys over dig, og det mindede dig... eller da du så hørte radioværten Lee Witting på NDE Radio fortælle om sin nærdødsoplevelse som barn, så kunne du genkende den måde, han beskrev lyset på, Lee Witting har selv været ude og prøve at se, om han kunne teste, om han virkelig kunne se lys, hvis man gik under på det sted, hvor han gik under. Det kunne man så ikke. Og det var også en anden type lys. Og det beskriver du også – du siger, jamen, man skulle tro, at sollyset reflekterede i vandoverfladen, men det var et meget mere centreret, klart lys.
[Aud Marit Viken Esbensen] (7:52 - 7:59)
Men jeg husker ikke noget mere fra det, nej.
[Paul Bridgwater] (8:00 - 8:09)
Og din bror reddede dig, og fik vand ud af lungerne på dig, og hvad skete der så?
[Aud Marit Viken Esbensen] (8:11 - 8:19)
Nej, altså når jeg vågnede, så forsvandt de, jeg tror de blev så bange, og ingen har jo snakket om det siden.
[Paul Bridgwater] (8:21 - 8:25)
Så du talte ikke med din bror, eller din tante, eller din onkel om det?
[Aud Marit Viken Esbensen] (8:25 - 8:36)
Nej, jeg forstod ikke, hvad det egentlig var, jeg havde oplevet, tror jeg – så jeg var... jeg var meget stille.
[Paul Bridgwater] (8:36 - 8:38)
Men det var noget, der gjorde indtryk åbenbart?
[Aud Marit Viken Esbensen] (8:39 - 8:53)
Ja, jeg husker det – jeg husker det rigtig godt – og jeg ved ikke, hvad man siger på dansk, men jeg blev helt forskrækket, da jeg hørte Lee Witting fortælle om sin oplevelse. Og der tænkte jeg: Åh, okay.
[Paul Bridgwater] (8:54 - 8:57)
Ja, så det var en genkendelse, da du hørte Lee Wittiing, så tænkte du, nå, det er det?
[Aud Marit Viken Esbensen] (8:58 - 11:05)
Ja, jeg tænkte: Det lyder mere sandsynligt, fordi – i og med at – og så husker jeg det, det er jo klart. Uanset hvad, så vil man huske sådan en hændelse.
Akkurat da min far døde, var min søster og svoger og deres to børn på vej til at emigrere til Canada – til British Columbia. Og de sagde, at jeg måtte bare komme, flytte med dem, hvis jeg ville det.
Og det gjorde, det gjorde jeg, efter en del, ja, vi kan komme tilbage til det. Og vi boede dengang lidt nordpå, på vestkysten af Canada, et sted, der hedder Ocean Falls. Der førte ingen vej dertil. Men det var en industri – altså papirindustri – som var etableret på grund af mulighederne for vandkraft.
Så da jeg fik blindtarmsbetændelse – det var sent på efteråret i 1968 – det er så længe siden. Jeg var 18 år. Og det var en søndag, og jeg vidste, at det var blindtarmsbetændelse, for jeg havde haft kroniske smerter sommeren før. Og det gjorde mere og mere ondt, men jeg ville ikke sige noget, for vores nabo, som vi kendte...
Det var den eneste læge på stedet, og han og hans kone havde fået ski med posten, og de skulle op i bjergene for at stå på ski. Så jeg tænkte, jeg siger til, når de er tilbage. Og det var måske ikke så klogt, for de forsvandt oppe i bjergene, og der blev sat en eftersøgning i gang.
Og da de blev fundet og kom tilbage, kunne han ikke operere – han havde fået hænderne frosset.
[Paul Bridgwater] (11:09 - 11:20)
Okay, det tager jeg lige på dansk. Du var 18 år gammel, og du boede i en lille by på kysten i British Columbia. Og jeg tror, du sagde, at den hed Ocean Falls.
Er det rigtigt?
[Aud Marit Viken Esbensen] (11:20 - 11:21)
Ja, det er det, det stemmer.
[Paul Bridgwater] (11:22 - 11:23)
Det er godt.
[Aud Marit Viken Esbensen] (11:23 - 11:24)
Der var meget regn.
[Paul Bridgwater] (11:27 - 11:34)
Men lå det ud til havet? Altså Ocean Falls, det er jo havet, ikke? Ja. Lå det ud til havet?
[Aud Marit Viken Esbensen] (11:35 - 11:43)
Det var inde i en fjord. I Canada kaldte man det en "inlet", men det er en fjord.
[Paul Bridgwater] (11:44 - 12:26)
Der var kun én læge i byen, og han havde lige fået ski med posten, som han skulle prøve, sammen med konen. Og du tænkte, at det skulle de have lov til, så du sagde ikke noget, selvom det måske havde været bedst, at du sagde noget. For de tog op i fjeldet på de nye ski, og de blev væk, så der kom eftersøgning på.
Og da de blev fundet, så var de så forfrosne, at han ikke kunne operere dig. Og det vil så sige, at så skulle der nogle andre midler til. Så hvad sker der så?
[Aud Marit Viken Esbensen] (12:28 - 13:51)
Ja, så det var diskussionen, om vi skal få tak i en båd eller en vandflyver. Og det var en, der havde en vandflyver, som meldte sig frivilligt til at flyve mig ud til et indianerreservat, der stadig eksisterer, og som hedder Bella Bella – helt ude ved kysten. Så jeg husker vældig godt, at de fik mig ind i flyet.
For der var en båre der, og de måtte spænde mig fast og skubbe mig ind i flyet. Og så fløj han. Det vidste jo ikke jeg der, men det var det jeg så udefra.
Så havde han tydeligvis fået besked på, at vi skulle tale sammen undervejs for at holde mig vågen Så efter et stykke tid sagde han: 'Tag det roligt, det her går rigtig godt. Hvordan har du det?'" Og jeg tænkte, hvad er det han snakker om?
Jeg har det jo så godt, jeg har det helt super. Slut, det er ikke nogen problem. Jeg var helt, som man siger idag, jeg var helt cool.
[Paul Bridgwater] (13:52 - 14:05)
Okay, jeg tager lige på dansk. Der var en anden nabo, der havde et vandfly.
[Aud Marit Viken Esbensen] (14:06 - 14:08)
Ja, det var i hvert fald en pilot.
[Paul Bridgwater] (14:12 - 14:49)
Og de fandt ud af, at det bedste mulighed var at flyve ud til et indianereservat, som hed Bella Bella. Fordi der var et lægehold der. Du blev hjulpet ind i flyet, og piloten var hele tiden bekymret, og talte med dig, og prøvede at trøste dig.
Og du syntes, at det var helt ved siden af, for du havde det helt, helt, helt fantastisk. Bedre end nogensinde. Var det sådan?
[Aud Marit Viken Esbensen] (14:50 - 15:16)
Ja, det var sådan. Og grunden til, at jeg blev sendt – for at gå lidt tilbage – til Bella Bella, var, at én gang om året kom der et lægeteam dertil fra Vancouver. Ligesom til andre indianerreservater – for at fjerne mandlerne.
"Tonsils" på engelsk, jeg ved ikke, hvad det er på dansk.
[Paul Bridgwater] (15:16 - 15:17)
Det er også mandler.
[Aud Marit Viken Esbensen] (15:17 - 15:23)
På alle indianerbørnene, dem der ikke har fået taget dem året før. Og det var lige præcis den uge.
[Paul Bridgwater] (15:24 - 15:37)
Ja, så grunden til, at du blev fløjet til indianereservatet var, at der var et hold læger fra Vancouver, som tog dig ud en gang om året, eller to gange om året. Det er måske lidt ligemeget.
[Aud Marit Viken Esbensen] (15:37 - 15:42)
En gang i året. En uge per år.
[Paul Bridgwater] (15:42 - 15:50)
Ja, en uge per år. For at tage børnenes mandler. Som noget forbyggende.
[Aud Marit Viken Esbensen] (15:52 - 15:52)
Jeg troede det.
[Paul Bridgwater] (15:53 - 16:01)
Ja, det gjorde man dengang. Så derfor vidste man, at lægeholdet var der, og derfor blev du fløjet ud til Bella Bella.
[Aud Marit Viken Esbensen] (16:01 - 16:58)
Ja, for da var det flokvis, som man siger. Men undervejs gik jeg jo ud af flyet. Så jeg så flyet langt bortefra.
Og jeg så det vældig tydeligt. Og en gang kom jeg til at tænke på – det var jo mange år senere, måske ti år – hvordan kunne jeg se det så tydeligt? Det var jo mørkt. Men jeg så det helt tydeligt, hvordan det fløj. For det var jo store bjerge. Så det fløj ligesom langs bjergene. Og så så jeg fjorden. For den fløj ikke så højt, for det var efterårsstorm. Det var i slutningen af november. Så det var sådan, som de sagde, det var en mørk og stormfuld aften. Og det var det virkelig. Det er dansk.
[Paul Bridgwater] (16:58 - 16:59)
Ja, en mørk og stormfuld aften.
[Aud Marit Viken Esbensen] (17:00 - 17:01)
Ja, og det var det virkelig.
[Paul Bridgwater] (17:02 - 17:33)
Så efter at have haft det så skæppegodt der i flyet, så forsvandt du ud af kroppen. Og så flyet udefra mod fjeldsiderne, mens den fløj. Og du så det meget tydeligt. Hvilket er lidt uforståeligt, fordi der var mørkt, men du kunne se flyet tydeligt. Og flyet fløj lavt, og det var fordi, at der var storm. Der var efterårsstorm. Det var november.
[Aud Marit Viken Esbensen] (17:36 - 18:55)
Og så kan jeg ikke huske mere på en måde. Altså, det her bliver vildt mærkeligt at fortælle. Når jeg har tænkt på det bagefter og forsøgt at forstå det lidt bedre – for jeg forstår jo, at der skete mere – så mærker jeg pludselig sådan et træk i ryggen.
Så det er sådan lidt vildt. Og dér må jeg være blevet taget væk fra den position og ført ind i noget helt andet. Og det næste, jeg husker, var, at det gyngede – eller hvad man skal kalde det – da de tog mig ud af flyet.
Og der stod medicinsk personel på kajen. De lander jo på søen. Og jeg opfattede – jeg kan ikke huske, at de talte om det – men jeg forstod, at de ikke troede, det her ville gå godt. Men det gjorde jo det. Men det tog et par dage, før jeg vågnede efter operationen.
[Paul Bridgwater] (19:01 - 19:04)
Vi skal høre om din hospitalsindlæggelse i 1977.
[Aud Marit Viken Esbensen] (19:04 - 21:29)
Jeg havde gået et år efter den spontane abort. Jeg var blevet mere og mere syg, og der var tydeligvis noget, som ikke var taget væk. Men gynækologerne troede ikke på det.
De var ikke interesseret i at gøre noget ved det. Så det var i den periode, at jeg arbejdede på sygehuset. Så jeg sagde til min mand, at jeg skulle på arbejde i morgen, og så siger jeg det til lægerne på afdelingen, hvor jeg arbejdede...så får jeg dem til at sende mig til sygehuset, for jeg havde forfærdelige smerter. Og så gik han med på det. Så skete det, at de sendte mig til Rigshospitalet i Norge, i Oslo.
Så stod jeg der og ventede på at blive indlagt. Så spurgte jeg, hvornår jeg skulle indlægges. "Ja, er du syg”? "Ja, jeg er vildt syg", og så husker jeg ikke mere. Jeg ved ikke, hvad der skete på selve sygehuset, men de gjorde jo noget. Men det jeg gik ind i, det var, at jeg accepterede uden spørgsmål, at det her har jeg oplevet:
Det her er mit liv: Og det var som en bondedreng på arbejde, måske 8-9 år gammel, som var udenfor, og som drengen så jeg en mand komme galoperende forbi i fuld fart. Han så ikke mig, men jeg så ham. Men jeg vidste, hvem det var, af en eller anden grund. Og det var Sir Walter Raleigh. Og jeg vidste også, at mine forældre og familie var vældig optaget af ham.
De beundrede ham vældig meget. Så jeg løb jo tilbage til landsbyen og råbte, og råbte: "Sir Walter Raleigh, Sir Walter Raleigh". Og så vågnede jeg på sengen, hvor der var læger, og de trillede mig bort over på en korridor, og en af de unge lægerne så på mig, og så sagde han, "Hvem er Sir Walter Raleigh"?
Og jeg så på ham og sagde: Det skal jeg ikke fortælle dig, nej. "Ved du ikke det", ligesom.
[Paul Bridgwater] (21:31 - 23:01)
Og vi tager det lige på dansk. Altså, det var dengang, du arbejdede på hospital, og du var vældig syg, og det var et år efter din spontane abort. Og du tænkte, nej, men tag på arbejde, fordi så kan de jo, altså, det er jo et sygehus, jeg er på, så du kommer ind på arbejde, og de spørger, om du er syg, og så siger du, ja, jeg er vældig syg, og så kan du faktisk ikke huske mere.
Men det, der så sker er, og det er lige så tydeligt, som alt muligt andet, man har oplevet i sit liv, det er, at du pludselig er en bondedreng, en knøs, på cirka 10 år, tror jeg, det var. Var det 10 år? 8-10 år?
8-10 år, jeg ved det ikke. Deromkring. Og du er i England, og du ser en mand på en hest ride forbi, og du er klar over, at det er Sir Walter Raleigh, altså opdagelsesrejsende Sir Walter Raleigh, under dronningen Elisabeth I.
Og du er helt vild i varmen, fordi du ved, at Sir Walter Raleigh, han betyder utroligt meget for dig og din familie i landsbyen. Så du løber ind til landsbyen og råber, Sir Walter Raleigh, Sir Walter Raleigh, og så vågner du. Og så vågner du på et sengleje, hvor der er læger omkring dig, og så er der nogen der spørger, hvem er Sir Walter Raleigh?
Og du tænker, hvorfor ved du ikke det?
[Aud Marit Viken Esbensen] (23:02 - 23:06)
Ja, jeg var bare sådan. Okay, det behøver jeg ikke at fortælle dig.
[Paul Bridgwater] (23:06 - 23:07)
Ja, det behøver jeg ikke at fortælle dig.
[Aud Marit Viken Esbensen] (23:07 - 23:42)
Vældig afvisende. Og så blev han, der var en anden læge, som kom og bare tog ham væk. "Du må ikke stille sådan spørgsmål".
Men jeg begyndte at… altså, det var helt oplagt, da jeg oplevede det. Men bagefter havde jeg – altså tidligere liv, det havde jeg jo slet ikke nogen relation til. Ikke bevidst. Og så prøvede jeg at lægge låg på det, og det går ikke. Så da blev det en forfærdelig personlig krise.
[Paul Bridgwater] (23:44 - 23:57)
Altså, så på det tidspunkt, så havde du ingen, hvad skal man sige, forståelse for tidligere liv. Og du lagde låg på det, og så gav det en personlig krise. Var det sådan, jeg skulle forstå det?
[Aud Marit Viken Esbensen] (23:58 - 24:05)
Ja, efterhånden. Og så, det at du lægger låg på, det går ikke.
[Paul Bridgwater] (24:06 - 24:29)
Nej, det gør det ikke. En af de episoder, som har betydet mest for dig, i dit liv, har været din mands død, Kalle. Og i den forbindelse, var der en række varsler om det.
Kan du sige lidt om det?
[Aud Marit Viken Esbensen] (24:32 - 26:39)
Ja, jeg vil sige, at de varslene var vældig svære, når jeg fik dem. For der levede han jo. Men i eftertiden, så betød det enormt meget.
Så det første, jeg fik – jeg fik to forskellige… jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det – altså, jeg så to fremtidige episoder, mulige episoder, og jeg forstod, at de var muligheder. For det ene var, vi sad ude på terrassen hjemme, og jeg sad ved siden af min mand, som var vældig syg, og vi var ganske gamle, ville jeg tro, måske noget ældre end det, jeg er nu, måske nærmere 80. Han kunne ikke klare sig selv, jeg måtte hjælpe ham med alt.
Og vi vidste ikke, om han kunne se eller høre. Så det var vældig [hårdt], og jeg så ud som en Babushka, en skikkelig russisk bedstemor, ganske svær om livet. Der var bare én opgave i mit liv, det var at tage vare på ham, og det gjorde jeg jo uden noget problem, det var jo det, som var vigtigt for mig.
Og så den anden gang, så så jeg mig selv, som gammel, vældig vital, gammel dame, som tydeligt havde et mål, var vældig aktiv, for at sige det sådan. Og det forstod jeg. Det er noget andet – når jeg tænker over de episoder, så er det to forskellige scenarier Og da var jeg alene.
Det her, tror jeg, skete i 90’erne, og han døde for fire et halvt år siden.
[Paul Bridgwater] (26:39 - 26:50)
Var det sådan, at du havde en fornemmelse af, at du kunne vælge imellem de to versioner, eller var de bare to muligheder, hvor enten det var den ene eller den anden?
[Aud Marit Viken Esbensen] (26:51 - 27:54)
Jeg tror ikke, jeg kunne vælge, men måske kunne vores liv. Det, der skete gennem vores liv, var det, der bestemte – og jeg ved ikke, hvor meget min mand selv havde valgt Så det har jeg ingen idé om – hvor valget eventuelt ligger, og hvorfor det blev det ene og ikke noget andet.
Jeg var også i en tilstand mellem vågen og drøm, og så så jeg pludselig, at min mand gik op ad en vej – ligesom en gårdsvej – og den lignede meget det, vi har et maleri af bag mig her, som han holdt meget af. På det billede er der en gårdsvej, og foran billedet er der en "grin". Jeg ved ikke, hvad det er på dansk.
[Paul Bridgwater] (27:55 - 27:56)
En "grin"?
[Aud Marit Viken Esbensen] (27:56 - 28:04)
En grin, som en dør, som spærrer vejen, som du kan åbne og lukke.
[Paul Bridgwater] (28:04 - 28:08)
En låge? En port eller en låge? Det må være en låge.
[Aud Marit Viken Esbensen] (28:11 - 28:46)
Når jeg havde den vision, så var den borte, den var der ikke [lågen]. Så så jeg, at han gik op over en bakke, og så forsvandt han. Jeg vågnede, og der lå han ved siden af mig, og da vidste jeg, at nu kom han til at dø.
Og det var så grusomt, at jeg bare måtte… han var min – hvad skal jeg sige – sjæleven, og vi havde det rigtig godt sammen.
[Paul Bridgwater] (28:46 - 29:22)
Ja, det må have været hårdt, også at få sådan en varsel, når man håber på det bedste. Bagved dig, Aud Marit, så kan jeg se maleriet. Der er to træer, og en sti, eller det ligner traktorspor, eller vognspor, og de fører hen imod et gærde, et stengære, tror jeg det er, og der er en låge i.
Og bagved det er der en bakke, og jeg forestiller mig, at det er den bakke, som Kalle gik over.
[Aud Marit Viken Esbensen] (29:28 - 29:34)
Men sådan som de hjalp mig… for jeg troede jo, da han blev syg, at jeg skulle kunne redde hans liv.
[Paul Bridgwater] (29:36 - 29:37)
Ja.
[Aud Marit Viken Esbensen] (29:38 - 30:26)
Han var syg et halvt år, før han døde, og det kunne jeg jo ikke. Nej. Det var jo ikke det jeg skulle.
Nej. Og så, nogle dage før han døde – da var han på plejehjem – og jeg sad ved hans side, og pludselig ser jeg en hvid, skinnende yogi, som leviterede på venstre side af hans seng. Ikke over sengen, men lige bagved – siddende i lotusposition. Ja.
Det varede ret længe – for mig føltes det sådan. Jeg ved ikke hvor længe, har ingen anelse – men måske ti minutter, et kvarter. Det føltes vældig, vældig længe.
[Paul Bridgwater] (30:27 - 30:42)
Så du kom ind på sygestuen, hvor din mand lå, og op over hans venstre side, svævede der en yogi, iklædt hvide klæder, og han svævede i luften, i måske op til 10 minutter.
[Aud Marit Viken Esbensen] (30:44 - 30:47)
Ja, måske. Tiden, den...
[Paul Bridgwater] (30:47 - 30:56)
Måske længere. Hvad betød det for dig, at yogien var der? Hvad indtryk gjorde det?
[Aud Marit Viken Esbensen] (30:58 - 31:49)
Det var en veldig god følelse. Jeg følte, at jeg tog imod det der og da – måske ikke som et varsel om, at han skulle dø, men det var meget godt at se den yogi komme til syne. Jeg var lidt ked af det, da han forsvandt.
Så spurgte jeg ham, i mine tanker: "Åh, hvorfor er du borte?" Så fik jeg at vide, at jeg havde efterladt et energetisk imprint – som på norsk eller engelsk – og på dansk kalder man det et aftryk – som af sig selv rummer dig.
[Paul Bridgwater] (31:52 - 32:08)
Da yogien forsvandt, så spurgte du dig selv, eller du spurgte i hvert fald, hvad du er væk, og så kom svaret, at jeg har efterladt et energi-aftryk i rummet. Ja.
[Aud Marit Viken Esbensen] (32:10 - 32:41)
Så har jeg også tænkt over, efter han døde, at det var godt for mig at se den yogi – og at det måske var meningen, jeg skulle se ham. Jeg har også nogle tibetanske syngeskåle, som jeg har brugt, og som min mand var helt vild med. Jeg havde dem med på plejehjemmet. Så jeg ved ikke, om det har noget at sige… og vi har jo mediteret i mange år – i over 30 år.
[Paul Bridgwater] (32:42 - 32:53)
Det skulle jeg også spørge om, hvad med din mand, havde han varsler, visioner, og drømme, om hans egen overgang?
[Aud Marit Viken Esbensen] (32:55 - 33:38)
Ikke sådan, at jeg ved det… Han fik et slagtilfælde og mistede evnen til at tale, så det var ikke muligt rigtigt at kommunikere med ham. Først fik han ét slag og kom på hospitalet, og så fik han – i løbet af et halvt år – to mere, før han døde. Så de oplevelser har jo hjulpet mig meget – selvom det har været frygteligt smertefuldt, det er det jo. Men jeg føler, at jeg har kontakt med ham.
[Paul Bridgwater] (33:40 - 33:44)
Føler du det stadigvæk, at du har kontakt med ham, eller har der været forskellige faser?
[Aud Marit Viken Esbensen] (33:45 - 34:03)
Forskellige faser. Jeg er nok overbevist om, at han har det rigtig godt – for der var ikke noget… han var helt hjælpeløs, med alting. Så, ja.
[Paul Bridgwater] (34:05 - 34:31)
Og hvis vi går tilbage til de to scenarier – eller to billeder – du fik: det ene, hvor du passede ham gennem mange år, og det andet, hvor du var mere fri til at forfølge dine egne drømme… Er det så sådan, at du har fulgt dine egne drømme? At du har gået efter dem, efter hans død?
[Aud Marit Viken Esbensen] (34:33 - 35:36)
Jeg prøver – men noget, som også er interessant, og som jeg ikke har nævnt før, det er, at i de to sidste år, før han blev syg, dukkede der et tydeligt spørgsmål op i mit hoved, flere gange. Og det var et ubehageligt spørgsmål, rettet mod mig selv: Hvem er jeg uden Kalle? Og det var det samme spørgsmål, der gentog sig flere gange. Og det er jo ikke et spørgsmål, man – hverken i sin bevidste eller ubevidste tilstand, jeg ved det ikke – får lyst til at kende svaret på. Men det har også drevet mig, og det hjælper mig – for nu er jeg ved at finde ud af det. Nu må jeg finde ud af det.
Jeg var 20 år, da vi fandt sammen.
[Paul Bridgwater] (35:36 - 35:51)
Yogien, du så der, var det betydningsfuldt, at det var en yogi? Har du selv dyrket yoga, eller interesseret dig for indisk meditation, hinduisme, buddhisme?
[Aud Marit Viken Esbensen] (35:52 - 39:51)
Ja, altså… vi praktiserede begge transcendental meditation, og vi lærte det i 1980’erne. Vi kunne godt lide det – vi var ikke sådan en del af selve organisationen, men vi havde stor glæde af teknikken. Men det finurlige var, at jeg fik en fornemmelse af, at der var en buddhistisk yogi. Okay, ja.
Og jeg forstod det ikke. Jeg måtte slå op: Findes der buddhistiske yogier? For det var den slags, man ellers forbinder med hinduistiske yogier. Og det fandt jeg så ud af – at jo, de findes. Mange af dem lever faktisk i det skjulte oppe i Himalaya den dag i dag, og de må virkelig passe på verden omkring sig.
Men set sådan i det store hele, så har det haft en stor betydning. Og den tibetanske klangskål – som vi havde med på plejehjemmet – betød virkelig meget for min mand. Da han første gang hørte tonen fra den, blev han helt fascineret… det gjorde noget ved ham. Og det var jo, da vi havde den i mange år, den skål. Men jeg vil gerne tilføje én ting, hvis jeg må – noget, der skete den dag, han døde. For jeg fik faktisk lov til at ligge ved siden af ham de tre sidste nætter, selvom det var midt under COVID-perioden.
Så fik jeg besked, tidlig en morgen, nu må du tage hjem, for jeg boede lige ved siden af, og tage et brusebad. Så tænkte jeg, skal jeg hjem og tage et brusebad? Har det noget at sige om jeg tager et bad eller ej?
Jo, det skulle jeg. Og så skulle jeg sende besked til mine to børn, som da var i huset, og som havde telefonen tændt, og sende en sms om, at nu måtte de komme. Og det gjorde vi, og jeg tog hjem og brused, og det var en alvorlig besked.
Det skulle jeg gøre. Og så, om aftenen, var der det, man kalder en "visning" – det lyder lidt mærkeligt på norsk, men det er jo det – da var han lagt til ro, og så lå han der, og så kunne vi bede om at få få familiemedlemmer og venner ind, på grund af COVID, og der var en særlig indgang, så vi kunne komme ind og se ham og sige farvel. Og så skulle jeg, gik jeg ind først, alene.
Og det var jo...det kan du godt forestille dig. Og så, ser jeg på ham. Og så, pludselig, ser jeg et – et lag, måske 30 cm højt – af skær, altså, som man ser på vandet, når solen skinner, og det stråler sådan, og det er helt fantastisk varmt.
25, måske mere, et 30 cm lag. Og det var så meget latter, og glæde, altså, det er helt ubeskriveligt. Og jeg begyndte jo at stole på det.
Jeg tænkte, det her er jo helt bizart. Jeg står og skogler og ser på det, men det gjorde mig så glad, og jeg mærkede hans glæde - og bare jeg snakker om det, så bliver jeg så berørt. Og det var en sådan livsglæde, og som han formidlede til mig, der.
[Paul Bridgwater] (39:52 - 39:55)
Det var en fantastisk afskedsgave. Det er en fantastisk afsked.
[Aud Marit Viken Esbensen] (39:56 - 40:19)
Og så satte jo alle de andre og ventede i et andet rum ved siden af, så tænkte jeg, "nej, nu må jeg slutte." De må jo tro, at jeg har blivet gal. Så jeg vendte mig lidt væk, og så sagde jeg: Okay, det her er alvorligt.
Og nu var det jo. Og så så jeg tilbage, og så var det akkurat det samme. Så måtte jeg overgive mig.
[Paul Bridgwater] (40:20 - 40:22)
Det er en smuk historie.
[Aud Marit Viken Esbensen] (40:22 - 40:47)
Ja, for han havde en fantastisk sans for humor. Så, ja, det har også noget at gøre med vores første møde - der lo vi vældig meget. Og det var så kæmpe vigtigt for os begge to at finde nogen, som havde en god sans for humor.
[Paul Bridgwater] (40:50 - 41:10)
Men tak. Jeg tror, det er en meget fin beretning og vigtigt at få med. Du har sendt mig et et digt af Herman Hesse.
Vi burde læse det på tysk, jo, men det ville være helt umuligt for mig.
[Aud Marit Viken Esbensen] (41:10 - 43:03)
Nej, nej, nej, det ville være vildt. Det her fandt jeg efter min mand døde. Og jeg var jo også blevet stærk gennem årene før det, med de oplevelser – og ved at have lyttet til andres også. Men den hedder "Stages".
"Be ready, heart, for parting." - Jeg begynder næsten at græde. "new endeavor."
Departs, so life at every stage,
So every virtue, so our grasp of truth,
Blooms in its day and may not last forever.
Since life may summon us at every age,
be ready, heart, for parting. New endeavor.
Be ready bravely and without remorse
To find new light that old ties cannot give.
In all beginnings dwells a magic force
For guarding us and helping us live,
Serenely let us move to distant places
and let no sentiments of home detain us.
The cosmic spirit seeks not to restrain us,
but lifts us stage by stage to wider spaces.
If we accept a home of our own making,
familiar habit makes for indolence.
We must prepare for parting and leave-taking,
or else remain the slaves of permanence.
Even the hour of our death may send us
speeding up to fresh and newer spaces, a
nd life may summon us to newer races.
So be it. Heart, bid farewell, without end.
[Paul Bridgwater] (43:05 - 43:18)
Ja, det er et meget... hvad hedder det... passende digt til dit liv, tænker jeg. Men kan du sige, hvorfor det her digt betyder noget, og hvad det betyder så?
[Aud Marit Viken Esbensen] (43:20 - 44:28)
Det betyder jo og selvom det er jo ikke let, men at godtage forandringer, store forandringer, og have en tro på, og stole på, at det går godt, også være at forsone sig med fortiden. Og som en sagde på en podcast, som har fået besked: "Leave the debts behind." Så det er på en måde det samme.
Man bliver fri. Fri til at gå videre. Fri fra gamle ting.
Og det gør ondt, og det er trist. Og det er, jeg begynder at græde næsten hver gang jeg læser det, men det er så stærkt og givende, og det giver mig styrke. Og da tænker jeg, på puslespillet af mit liv, der er noget jeg kender, og andre ting jeg ikke kender.
[Paul Bridgwater] (44:29 - 44:38)
Det er nogle stærke linjer i, ikke? The cosmic spirit seeks not to restrain us, but lifts us stage by stage to wider spaces.
[Aud Marit Viken Esbensen] (44:38 - 44:40)
Er ikke det fantastisk?
[Paul Bridgwater] (44:40 - 44:41)
Ja.
[Aud Marit Viken Esbensen] (44:42 - 44:47)
Vi behøver ikke at forstå alt som sker. Nej.
[Paul Bridgwater] (44:47 - 45:22)
Nej. Nå, Aud Marit. Mangler vi noget?
Det gør vi jo sikkert. Men jeg tænker, vi kan måske afslutte med nogle gode råd. Har du nogle gode råd til dem, der har det svært, måske?
Hvordan? Altså, hvordan bærer du dig ad med at fastholde, at du ikke vil være bitter? Hvordan gør du det?
At du kigger fremad mod "new spaces"?
[Aud Marit Viken Esbensen] (45:25 - 46:40)
Nej, hvordan gør jeg det? Det er bare en princip, som jeg har. Det skal ikke ske, og så må jeg bare arbejde mig igennem det.
Og der er ikke, jeg mærker jo, at det hænger ved nogle steder, om det er bitterhed er jeg ikke så sikker på, men jeg kan føle, at nogen skylder mig noget. For eksempel fordi de har snydt… Vi har jo også oplevet i firmaet, at nogen har gjort ting, der var ved at ødelægge hele virksomheden. Men heldigvis har vi arbejdet os igennem det – i fællesskab. Vi lærer, for vi lærer noget hver gang.
Og vi har kommet over det på mirakuløse måder, ville jeg sige. Det er jo også det, at efterhånden som man bliver ældre og får mere erfaring – jeg har jo selv erfaret, at når jeg formår at give slip, så åbner noget sig. Det er som om, det løfter sig – "it lifts, stage by stage, to wider spaces". Og det er steder, vi slet ikke aner noget om.
[Paul Bridgwater] (46:41 - 47:21)
Det synes jeg er meget godt råd, altså fordi, det du lægger op til, det er faktisk ikke et værktøj, det er ikke meditation 20 minutter dagligt, eller det er ikke at fastholde, jeg ved ikke, en eller anden meditativ praksis, eller hvad det nu kan være. Det er en holdning, det starter med. Du vil ikke være bitter, du vælger at kigge fremad, du vælger at lære at komme videre, og også at slette det regnskab, som du har med folk, der muligvis har været uretfærdige.
Så det er en beslutning.
[Aud Marit Viken Esbensen] (47:22 - 47:25)
Ja, men jeg har også lært det, at sætte grænser.
[Paul Bridgwater] (47:25 - 47:26)
Ah, okay.
[Aud Marit Viken Esbensen] (47:27 - 47:59)
Det ligger jo i den erfaring – at lære, i hvert fald forhåbentlig – at blive førbar, som de siger i Norge: at du sætter grænser. Nej, det her vil ikke have noget med at gøre. Det er ikke mit.
Som nogen sagde, jeg lærte af min datter: "Not my circus, not my monkeys." "This is your problem." Ikke for at være slem, men det har ikke noget med mig at gøre.
[Paul Bridgwater] (48:02 - 48:05)
Ikke mit circus, ikke mine aber.
[Aud Marit Viken Esbensen] (48:08 - 48:17)
Skil det ad! Hvad er mit problem? Hvad er min udfordring?
Hvad må jeg tage ansvar for? Og hvad må andre tage ansvar for? Det er jeg...
[Paul Bridgwater] (48:19 - 48:28)
Det minder om bønnen fra AA. Altså "lær mig at skelne mellem det, som jeg kan gøre noget ved, og det, jeg ikke kan gøre noget ved."
[Aud Marit Viken Esbensen] (48:29 - 48:53)
Og det, som er sket, og som har gjort ondt, der ligger forsoning, når du ikke... gør gengæld. Jeg tænker, det er guddommeligt, eller hvad man beder til.
Det her kan ikke gøre noget med.
[Paul Bridgwater] (48:54 - 48:57)
Nej, man må overlevere det til "the higher spirit".
[Aud Marit Viken Esbensen] (48:57 - 49:35)
Ja. Jo, på en måde kan man sige det. Jeg har i alle fald taget initiativ til at starte en gruppe her i Norge.
Det er så vigtigt i gang. Det er så vigtigt at have en arena, hvor folk, som har oplevet nærdødsoplevelser eller andre åndelige oplevelser, bare kan komme og fortælle om, hvad der er sket, uden at nogen skal analysere, kommentere eller betvivle. Han skal bare, ikke bare, han skal kunne fortælle sin historie.
[Paul Bridgwater] (49:35 - 49:42)
Så hvis jeg bor i Norge, og tænker, jeg mangler nogen at tale med, hvad skal man så gøre?
[Aud Marit Viken Esbensen] (49:44 - 49:58)
Du kan jo tage kontakt med mig. Du kan jo få kontaktinformation. Ellers så er det en norsk side IANDS hjemmeside, hvor du kan få min kontaktinformation, men skriv gerne en e-mail.
[Paul Bridgwater] (49:59 - 50:08)
Så man går ind på IANDS, det vil sige I-A-N-D-S og du må hellere sige det på norsk, hvis man staver det IANDS på norsk. Hvordan staver man det så?
[Aud Marit Viken Esbensen] (50:08 - 50:33)
I-A-N-D-S punktum ORG. Og der står det om grupper, og under den overskrift, så kan du finde steder, hvor der er grupper, og om det er i USA, Nordamerika, Europa eller Asia, det er sådanne grupper snart overalt. Heldigvis. Og så er det Norge. så kan du finde Norge der.
[Paul Bridgwater] (50:33 - 50:59)
Aud Marit, tusind tak fordi du fortalte din historie, og jeg tror det er rigtig vigtigt at få fortalt historier som netop din. Det kan hjælpe os andre med at sætte vores liv i perspektiv og give os inspiration til at klare vores eget liv på en anden måde. Og tak til jer der lyttede.
Du kan finde denne podcast og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk Tak for nu.