Ken Damkiers nærdødsoplevelser

I denne episode af Nærdødsoplevelser og livsfortællinger møder vi Ken Damkier, musiker og tidligere healer. Ken fortæller om to nærdødsoplevelser, der begge har sat dybe spor i hans liv – den ene som syvårig, hvor han druknede i Dragør Havn og mødte et lysvæsen, der viste ham en livsgennemgang, og den anden som teenager under påvirkning af benzindampe, hvor han blev konfronteret med mørket. Han reflekterer over, hvordan oplevelserne formede hans syn på døden og livet, og deler også erfaringer fra sin tid i 1990’erne, hvor han arbejdede som healer. Interviewet giver et personligt indblik i spændingsfeltet mellem lys og mørke, tro og tvivl, musik og spiritualitet.

Chapters

• 0:00 Introduktion og præsentation af Ken
• 0:50 Musikerliv og militærkarrieren
• 7:12 Første nærdødsoplevelse
• 25:40 Anden nærdødsoplevelse
• 36:16 Perioden som healer i 1990'erne
• 47:07 Hvorfor Ken fortæller sin historie

Transcript

Paul Bridgwater] (0:00 - 0:17)

Velkommen til nærdødsoplevelser og livsfortællinger. En podcast om mødet mellem denne verden og den næste. Og de oplevelser, der kan forvandle et menneskes liv.

Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig har jeg Ken Damkier. Ken, vil du ikke fortælle lidt om dig selv?

[Ken Damkier] (0:19 - 0:34)

Jo, jeg er folkepensionist, 71 år gammel, og jeg bor på Møn i en lille by, der hedder Koster. Ja, jeg kunne nok snakke i timevis om mig selv, men hvad er du mest interesseret i at høre?

[Paul Bridgwater] (0:35 - 0:43)

Ja, altså, hvad har du arbejdet med, eller hvad har du beskæftiget dig med i løbet af livet, før du blev folkepensionist?

[Ken Damkier] (0:44 - 0:49)

Jeg har hovedsagelig levet af at være musiker.

[Paul Bridgwater] (0:50 - 0:50)

Ja.

[Ken Damkier] (0:51 - 1:03)

Jeg er guitarist og bassist og spiller lidt andre ting også. Jeg vil sige, to tredjedel af min indtægt gennem hele livet, det har været gennem at være aktiv musiker.

[Paul Bridgwater] (1:03 - 1:04)

Ja.

[Ken Damkier] (1:05 - 1:31)

Og cirka en tredjedel har været andre ting. Hovedsagelig som lærer på højskoler, efterskoler, ungdomsskoler, hvad hedder det? Ja, stort set alle slags skoler, undtagen folkeskolen.

Folkeskolen er den eneste institution, næsten, som jeg ikke har beskæftiget mig med.

[Paul Bridgwater] (1:31 - 1:36)

Ja, så du har spillet guitar, og du har undervist også i guitar, formodentlig?

[Ken Damkier] (1:37 - 1:37)

Ja.

[Paul Bridgwater] (1:41 - 1:50)

Hvis du nu skulle nævne et par oplevelser, du har haft med at spille, som havde betydning, kan du så fortælle noget om det?

[Ken Damkier] (1:53 - 3:16)

Jeg har jo spillet flere tusind job i mit liv, i mange forskellige sammenhænge. Jeg tror nok, at en af de største oplevelser, jeg har haft, det er mange, mange år siden. Da jeg gerne ville være musiker, men jeg var ikke dygtig nok til det, så havde vi et band i forbindelse med min militærkarriere.

Jeg har været soldat i fem år. Vi havde et band der, som kom på Roskilde Festival og spillede. Og dengang var der kun den store scene og det store telt.

Det var de eneste store scener, der var, og vi spillede for flere tusind mennesker i det telt der. Jeg har haft mange store oplevelser efter det, men det var så nyt og så spændende. Efter det tænkte jeg, at nu bliver jeg verdensberømt musiker.

Og den ambition havde jeg i adskillige år. Det blev jeg aldrig, men jeg er stolt af at kunne sige, at jeg næsten har kunnet leve af at spille musik. Og det kommer jeg nok også lidt ind på, når vi snakker nærdødsoplevelser.

[Paul Bridgwater] (3:17 - 3:17)

Det lyder godt.

[Ken Damkier] (3:17 - 3:47)

Og jeg har stadigvæk de der tre, måske fire jobs om måneden, som jeg ikke behøver at have, fordi jeg er folkepensionist. Men jo, jeg behøver det, fordi hvis man ikke har noget ved siden af sin folkepension, så er det svært at være folkepensionist. Jeg synes, at vi får for lidt som pensionister, og jeg har ondt af alle dem, som ikke kan skaffe sig lidt ekstra indsigt ved siden af.

[Paul Bridgwater] (3:49 - 4:13)

Jeg har selv spillet saxofon kun som amatørmusiker, men en af de største oplevelser var også at spille til Odense Festival. Og der har været femhundrede eller sådan noget foran scenen. Det var altså fedt.

Men det var også det der lige på vej op, man tænkte, nu bliver det måske til noget. Det blev det så ikke helt, men det var sjovt alligevel.

[Ken Damkier] (4:14 - 4:14)

Du spiller ikke mere?

[Paul Bridgwater] (4:15 - 4:23)

Nej, jeg har spillet i lærerbands og lignende, men ellers har jeg ikke spillet. Sådan er det jo.

[Ken Damkier] (4:23 - 4:44)

Ja, og så vil jeg lige indskyde, at jeg har haft en "militær karriere" i citationstegn. For jeg har været professionel soldat i fem år, så det levede jeg jo så også af, kan man sige. Ja, det synes jeg bare lige skulle med.

[Paul Bridgwater] (4:44 - 4:52)

Altså i det danske forsvar, i marinen? Ja. Sergent?

Befalingsmand?

[Ken Damkier] (4:52 - 4:56)

Nej, overkonstabel. Overkonstabel, ja. Ja, jeg har kørt kampvogn.

[Paul Bridgwater] (4:57 - 5:01)

Ja. Oksbøl eller hvor henne?

[Ken Damkier] (5:01 - 5:36)

Ja, altså jeg var oplært i Oksbøl, og så har jeg ligget i Næstved i fire år. En skøn tid. Men i dag er jeg, hvad hedder det, passioneret pacifist.

Jeg er imod alt krig og vold og sådan noget i dag. Dengang synes jeg det var enormt spændende, og jeg elskede at skyde og være soldat. Så det var en god tid, men ja, det synes jeg bare lige skulle med.

[Paul Bridgwater] (5:38 - 5:53)

Det er også med til at give et godt indtryk af hvem du er. Ja. Godt.

Vi skal til en nærdødsoplevelse. Har du haft en eller flere, eller hvordan har det været med det?

[Ken Damkier] (5:53 - 5:54)

Jamen, jeg har haft to.

[Paul Bridgwater] (5:55 - 5:55)

Ja.

[Ken Damkier] (5:57 - 6:45)

Den ene er jeg ikke i tvivl om, at det har været en ægte nærdødsoplevelse. Også fordi jeg fik tilsendt et evalueringsskema af Mette [Thygesen] fra NDO-gruppen, hvor man kunne krydse af, hvilke elementer der var i ens oplevelse. Og den bongede altså fuldt ud på det.

Så har jeg haft den anden, som scorede lidt lavere. Den er jeg ikke 100% sikker på, men jeg ved ikke, om vi kan nå at komme ind på dem begge to. Men i hvert fald den første, den er jeg helt sikker på.

[Paul Bridgwater] (6:46 - 6:50)

Ja, og det har været en eller anden variant af Grayson-skalaen, hedder den?

[Ken Damkier] (6:50 - 6:52)

Ja, det er rigtigt, ja.

[Paul Bridgwater] (6:52 - 7:09)

Ja, skemaet, som Mette har sendt, er sådan en måde at vurdere intensiteten af nærdødsoplevelser. Godt. Lad os tage den første så.

Ja. Hvad lavede du forud for, at det skete?

[Ken Damkier] (7:12 - 19:57)

Jeg var syv år. Ja. Og det er jo forfærdeligt mange år siden.

Men jeg har aldrig været i tvivl om, at det, der skete der, var noget af det mest ægte og sande, som nogensinde er sket for mig. Og den står stadigvæk temmelig klar i min erindring. Som sagt, jeg var syv år, og hvad lavede jeg forud?

Jamen, jeg var et forholdsvis ubekymret dreng, som boede ude i Dragør fra Amager. Jeg var nede på havnen i Dragør Havn og legede sammen med min bedste ven, som var et par år ældre end mig, og som jeg ikke måtte lege med. Fordi han var en værre bandit.

Han var simpelthen en lille rod. Og jeg lærte nok for mange skarnstreger af ham. Fordi jeg så op til ham, og mine forældre ville ikke have, at jeg legede med ham.

Så det var forbudt område. Og vi finder så på at springe - løbe hen mod bolværket ud til vandet, og sætte af på bolværket og hoppe ud på en tømmerflåde, som ligger nede i vandet her. Og det gør så, at denne her tømmerflåde, den er fortøjet, men når vi hopper ned på den, så bevæger den sig ud i havet.

Og når tovene er strakt ud, så bevæger den sig ind igen til kajen. Og det sjove bestod så i, hvem tog at hoppe ud på den her tømmerflåde, når den var længst ude. Og det kappede vi så om.

Og på et tidspunkt, så tager jeg springet, men kan ikke nå ud til den, og plumper i vandet lige før tømmerflåden. Og ryger ned på bunden af havnen, og sætter af på havnebunden, der har nok været måske en 3 meter ned eller sådan noget. Sætter af, og knalder så hovedet op i bunden af tømmerflåden.

Og så bliver alt sort. Og det der så sker, det er, her der skiller jeg mig så nok ud fra mange, fordi jeg oplever ikke nogen lystunnel, eller noget i den stil. Det jeg oplever, det er, at jeg er bevidst om, at jeg befinder mig nede under tømmerflåden, på bunden af havnen der.

Og pludselig, så kommer der et lysvæsen til syne, på min højre side. Og jeg ved ikke, hvor jeg ved det fra, men jeg ved, at det her lysvæsen, det er et højerestående væsen. Det kan være en engel, eller en vis mand.

Altså han bestod af lys, jeg kunne ikke se hans træk, fordi han var så lys. Han lyste så meget, så jeg kunne ikke i skelne træk, men jeg var sikker på, at det var en mand. Og han taler så til mig, ikke igennem vandet, men direkte ind i min bevidsthed, taler han.

Og jeg kan tale med ham, uden at åbne munden, og uden at..., altså vi kommunikerer simpelthen trådløst. Og det han så siger, det er...ja så siger han, jeg skal vise dig noget. Og min tilstand, sindstilstand, var fuldstændig afslappet og rolig.

Jeg var godt klar over, at jeg var måske druknet allerede der, eller ved at drukne. Men jeg trak ikke vejret, og jeg behøvede ikke at trække vejret. Det var jeg også bevidst om, det undrede mig at tænke, hvorfor trækker jeg ikke vejret?

Jeg er jo nede under havoverfladen. Han siger så, nu skal du se, og så viser han mig en filmrulle, som jeg kendte, jeg synes jeg kunne genkende det fra når jeg havde været i biografen, så havde jeg set det inde i operatørrummet, som nogle store filmruller, som er brugt dengang.

Og så begynder han at afspille filmen forfra. Og det der foregår her, det er jo det mest forunderlige af det hele, fordi ethvert menneske, som ikke har oplevet sådan noget, vil sige, det der kan jeg ikke lade sig gøre. Men det der foregik, det var, at jeg så mit liv næsten fra fødsel.

I hvert fald fra jeg var så lille, at jeg ikke kunne huske længere, hvad der var sket. Jeg har måske været fra jeg var et år. Og så viste han mig hele mit liv i detaljer.

Altså ikke brudstykker, men hele mit liv i detaljer på noget, som er meget svært at sætte tid på. Altså jeg har måske været dernede under vandet i 10 minutter, et kvarter, 20 minutter, jeg ved det ikke. Og så ind imellem, så stoppede han filmen.

Og viste mig episoder fra mit liv, hvor jeg havde gjort nogle gode ting, og episoder, hvor jeg havde gjort nogle onde ting. Der var rigtig mange episoder, men jeg har faktisk glemt de fleste af dem i dag. Men jeg kan huske nogle få, bl.a. på et tidspunkt, hvor jeg stjal en tokrone fra min mors pung. Og det opdagede hun. Og hun konfronterede mig med det, men jeg nægtede. Og hun kunne ligesom ikke bevise det, fordi jeg havde været nede hos slikmutter og købt måner.

Sådan noget slik, der hed måner, dengang. For to kroner, og jeg havde spist så mange måner, så jeg var ved at brække mig. Og jeg har ikke spist sådan en måne lige siden.

Men jeg ville altså ikke indrømme, at jeg havde taget den tokrone, og jeg havde forfærdelig dårlig samvittighed bagefter også. Men det han viste mig, var ikke så meget min egen reaktion, men min mors reaktion. Altså, hvor ked af det hun blev.

Hun blev jo simpelthen så ked af det, at hendes søn stjal. Hvor havde han det fra? Hun havde jo fortalt mig, at ærlighed var længst.

Og prøve at lære mig, hvordan man skal opføre sig i livet. Sådan var der flere episoder. Så var der også et par gode episoder.

Hvor sådan mindre ting, som jeg havde trøstet en pige, der havde fået tæsk i skolen. Og sådan nogle andre ting, som jeg ikke regnede for noget selv. Det fik jeg vist, at det var godt.

Altså, det var nogle gode ting, jeg havde gjort. Og jeg fik vist, hvilken kæmpe indflydelse det havde haft på mine omgivelser. Ikke alene på dem, jeg havde interageret med, men også på deres omgivelser.

Altså, hvor stor betydning det havde haft at gøre gode ting. Og ønske godt for andre, eller hjælpe, og sådan nogle ting. Og omvendt de dårlige ting, at det ikke bare var små ting, men at det også havde en enorm indflydelse.

Og jeg fik vist hele mit liv, og fik vist en del af de her episoder. Og sjovt nok, så jeg huskede det hele, da jeg fik det vist, så stod det lysende klar for mig. At selvom jeg egentlig havde glemt det sådan i hverdagen.

Så til sidst, så siger han. Altså, jeg kan huske, at jeg havde det så godt, der hvor jeg befandt mig. Det her nede på bunden af havnen, at jeg bad om, om jeg ikke nok måtte få lov at blive.

Fordi det var så godt at være, altså det var så vidunderligt at være på det sted. Og så siger han så, nej du skal tilbage til din far og mor, fordi hvad tror du ikke de tænker, hvis du er druknet? Og så kunne jeg godt se, at det havde han jo ret i.

Det kunne jeg godt se, jeg ville ikke gøre dem så kede af det. Jeg havde ikke noget imod at dø. Altså det ønskede jeg faktisk mere end at komme tilbage.

Men ved den der konfrontation med at skulle gøre mine forældre kede af det, så sagde jeg så okay, så må jeg jo op igen. Og så sluttede han af med at sige, der er lige noget du skal vide, inden du kommer tilbage. Det er, at der er to ting, som du skal i dit liv.

Du skal lave noget med musik. Og nærmere hvad det var, det fik jeg ikke at vide. Og så en anden ting, jeg fik at vide, du skal helbrede mennesker.

Og det forstod jeg ikke. Jo, jeg forstod det sådan, at jeg skulle nok være doktor, jeg skulle nok være læge. Og senere, når vi blev spurgt i skolen, vi små mennesker, hvad vi ville være, når vi blev store, så sagde jeg, at jeg ville være læge.

Og det tror jeg var påvirket af den oplevelse der. Det blev jeg aldrig. Men jeg havde en periode på to-tre år i starten af 90'erne, hvor jeg var, jeg fungerede som healer.

Og på det tidspunkt, der var healere, de var mere sjældne. Og jeg ved ikke, hvor det kom fra, fordi det kom ikke fra den der nærdødsoplevelse. Det kom af, at, det er måske en længere fortælling, som ikke vedrører den her nærdødsoplevelse, men jeg havde en periode som healer.

Men det jeg kan sige om det, det er, at de her to ting, jeg fik at vide, inden jeg kom op igen, det influerede ikke på mit valg. Altså jeg tænkte ikke, nu skal jeg være musiker, eller nu skal jeg lære at spille. Jeg fik en guitar, da jeg var 11 år, tror jeg, i juleaften, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med den.

Altså jeg kunne godt lide at høre musik, men jeg havde ingen ambitioner om noget som helst. Så da vi nåede hen til nytår, så tog jeg den her guitar frem og tænkte, jamen nu har jeg fået den, hvad skal jeg bruge den til? Og så begyndte jeg at sidde og rode lidt med den her guitar.

Og pludselig så kunne jeg få en melodi frem, fordi jeg var alligevel musikalsk nok til, at jeg kunne finde ud af at spille en melodi, som jeg kendte på den her guitar. Og fra det øjeblik, der blev jeg fuldstændig elektrisk, altså for at lære at spille på den her guitar. Og så fik jeg nogle akkorder af min regnelærer, som gjorde så, at jeg kom lidt videre.

Jamen det endte jo så med, at jeg blev professionel musiker senere i livet.

[Paul Bridgwater] (19:58 - 20:07)

Hvad med, altså når du fik at vide, hvordan dit liv skulle, altså fremtiden i dit liv af lysvæsenet, eller hvad man kan kalde det.

[Ken Damkier] (20:07 - 20:07)

Ja.

[Paul Bridgwater] (20:08 - 20:17)

Altså er det gået i opfyldelse? Kan du huske, hvad det var for noget? Eller konstaterede du det bare i situationen?

[Ken Damkier] (20:18 - 20:38)

Nej, i situationen forstod jeg ikke rigtig noget af det, og det vandt ikke genklang. Altså hverken at jeg skulle være musiker, eller at helbrede folk, eller være læge. Det var ikke noget, jeg nogensinde havde tænkt på som syvårig.

Altså jeg ville hellere være politimand, eller brandmand, eller sådan noget, tror jeg dengang.

[Paul Bridgwater] (20:40 - 20:42)

Hvordan blev du reddet?

[Ken Damkier] (20:43 - 23:41)

Jamen der sker så det, at jeg vågner op på tømmerflåden, og så viser det sig, at ham Peter, min bedste ven der, han har vendt ryggen til et øjeblik midt i legen der.

Eller har været omme at skulle tisse, eller et eller andet, jeg kan ikke huske, hvad det var. Men han observerede ikke at jeg røg i havnen. Så pludselig var jeg væk, og så løber han rundt for at lede efter mig i de omkringliggende fiskerhytter, og ved bundgarnene, og jeg ved ikke hvor længe.

Altså det kan have været fem minutter, det kan have været ti, det kan have været et kvarter. Og så kommer han ned til tømmerflåden, og så får han den tanke, at det kan jo være, at jeg røg ned i vandet. Og så hopper han i, eller han bliver liggende på tømmerflåden, og rækker armen ind under tømmerflåden, og får fat i mit hår, og trækker mig op, og får mig op.

Og så var der en mand, som havde set det der ske, altså at han havde fået fat i mig, og så de to i fællesskab fik hevet mig op, og ham manden fik hevet vandet ud af mig, og gav mig kunstig åndedræt. Ja, det formoder jeg, fordi Peter han stak af. Min ven han stak af, fordi vi måtte jo ikke lege der, vi måtte ikke være der.

Så han blev hundeangst for, at det skulle blive opdaget, hvis jeg nu var død. Så var det hans skyld, så han fik det virkelig skidt, og løb væk. Det fortalte han mig bagefter.

Jeg vågner så op, han får liv i mig den mand her, og kigger ind i en fremmed mands øjne, og ligger på tømmerflåden og siger, hvad sker der her? Og så kommer jeg i tanke om alt det, jeg lige har oplevet. Og så rejser han mig op og løber, fordi jeg er lige så bange for, at mine forældre skal få det at vide, at jeg har været tæt på at drukne.

Og så møder jeg så Peter på vej, min kammerat på vej hjem, og han fortæller, hvordan han har oplevet, og jeg fortæller, hvad jeg har oplevet, men han hører ikke efter. Altså han opfatter det, jeg fortæller ham, som det rene fantasi, som det må være en drøm, jeg har haft. Men jeg ved den dag i dag, at det jeg har oplevet der, det var meget mere sandt og realistisk, eller ja, sandt, end hele resten af mit liv.

Resten af mit liv har været, hvor sandt det end har været, så har det været et teaterstykke, i forhold til det, jeg har oplevet der.

[Paul Bridgwater] (23:42 - 23:49)

Ja, det er der flere, der siger, ikke? Det siger Mette Thygesen faktisk også, når hun kommer tilbage. Det hele virker som en kulisse.

[Ken Damkier] (23:50 - 23:51)

Fuldstændig, ja.

[Paul Bridgwater] (23:55 - 24:04)

Hvad skete der så? Ændrede det dig som barn, eller fortsatte du med at lege med Peter?

[Ken Damkier] (24:05 - 24:13)

Ja, jeg fortsatte med at lege med Peter, selvom jeg ikke måtte. Og han er den dag i dag en af mine bedste venner.

[Paul Bridgwater] (24:13 - 24:14)

Det er godt at høre.

[Ken Damkier] (24:17 - 25:08)

Men det ændrede mig. Jeg tror ikke, der var så mange, der lagde mærke til, at jeg ændrede mig, men jeg ændrede mit syn på livet. Altså, jeg mistede min angst for døden.

Og den dag i dag er jeg ikke bange for at dø. Jeg kan godt være bange for omstændighederne, og lidelsen og alt det der. Det bryder jeg mig ikke om at tænke på.

Men selve døden er jeg ikke bange for, fordi jeg har oplevet det der. Og jeg tror på, eller et eller andet sted inde i mig, der ved jeg, at når vi dør, så dør vi ikke, og det bliver bare nat og sort, det hele. Det er ikke noget, jeg har tænkt mig til, men det var en overbevisning, jeg har bragt med mig hele livet igennem efter det der.

[Paul Bridgwater] (25:11 - 25:24)

Det kan jeg godt forstå. Det har også været en meget voldsom og betydningsfuld oplevelse, og jeg er glad for at høre, at du er blevet venner med Peter. Er han stadigvæk en rod?

[Ken Damkier] (25:26 - 25:38)

Ja. Det har han altid været, men han laver ikke så mange ulykker nu som voksen. Det gør han ikke.

Men vi har det samme kammeratskab, som vi havde dengang.

[Paul Bridgwater] (25:40 - 25:45)

Okay. Og så nævner du en anden oplevelse, som muligvis er en nærdødsoplevelse.

[Ken Damkier] (25:49 - 26:32)

Den anden oplevelse, det var, der har jeg været omkring 14-15 år, og der havde jeg en anden kammerat, som også var lidt af en bandit. Han lærte mig at sniffe benzin, og det foregik nede i vores knallertkælder, eller cykelkælder, vaskekælder kombineret, og det foregik på den måde, at man tapper rent benzin fra en knallert, ned i en klud, og så holder man den klud for munden, og så indånder man de her forfærdelige dampe.

[Paul Bridgwater] (26:32 - 26:33)

Ej.

[Ken Damkier] (26:34 - 26:55)

Det er ganske forfærdelige ting at gøre, men altså, vi var frygtløse. Og det havde vi gjort et par gange, og man kommer virkelig langt ud i altså i, man oplever, det er ligesom at være på syretrip, det ved jeg ikke om du har været selv.

[Paul Bridgwater] (26:55 - 26:56)

Nej, det har jeg faktisk ikke.

[Ken Damkier] (26:58 - 31:04)

Man oplever de mest fantastiske ting. Og det er også derfor, jeg sætter lidt spørgsmålstegn ved, om det jeg oplevede der, det var en nærdødsoplevelse. Men Mette siger, jeg har snakket med Mette om det, hun siger, jamen det er det absolut.

Men nu vil jeg fortælle den, den er lidt hurtigere at komme igennem. På et tidspunkt, så bliver jeg bevidstløs, fordi jeg ikke får fjernet denne her klud, fra munden. Altså vi sidder der, og sniffer benzin, og man er sådan mere eller mindre væk, ind imellem, men altså jeg fik sniffet så meget, så jeg rykker dybt, dybt ned i jorden.

Altså jeg synker nedad, rent fysisk. Det var ligesom at være i en elevator, og så bare køre med fuld drøn, langt ned under jordens overflade. Og der ender jeg så i en stor hule, hvor alting er sort, men alligevel kan man se ting.

Og den her hule, var fyldt med ulykkelige mennesker, som blev holdt i skak, af et væsen, som var halvvejs menneske, og halvvejs ged. Altså det var en, han havde gedeøjne, altså de her øjne, som ligesom er... du ved hvordan gedeøjne ser ud? De har ikke en rund pupil, de har sådan en aflang pupil.

Og så havde, i stedet for fødder, så havde han klove, altså gedehove, eller klove. Og så havde han hår på kroppen. Og så var han sort.

Og armene med hænder, var ligesom et menneskes. Og så havde han horn, ligesom en ged. Og hans stemme var halvvejs mellem at være en ged og et menneske.

Men det var på dansk, og det var tydeligt, der blev talt tydeligt. Han råbte efter de her ulykkelige mennesker. Og så havde han en pisk i hånden, som han piskede dem med.

Og så fik han øje på mig. Og så siger han, du kommer aldrig ud herfra. Her fra det her sted, der er aldrig nogen, der kan undslippe.

I skal være her altid. Og det var samtidig, så spillede der et eller andet musik. Et eller andet symfoni, med en obo, som havde hovedstemmen.

Og det er sådan i dag, hver gang jeg hører en obo, så løber det mig koldt ned ad ryggen. Selvom det er et smukt instrument. Men det er helt tilbage fra den gang der.

Og jeg bliver jo rædselsslagen. Fordi jeg kan godt se, der er ikke nogen vej ud. Der er ikke nogen udgang.

Noget sted. Det er den evige pinsel. Det der så sker, det er, at jeg råber på Gud.

Jeg råber hjælp. På Gud. Og jeg var allerede religiøs dengang.

Jeg havde været spejder og ulveunge. Og var faktisk allerede religiøs dengang. Og troede på Gud.

Og øjeblikkeligt, så bliver jeg hevet op. I cykelkælderen. Hvor jeg vågner op med en forfærdelig hovedpine.

[Paul Bridgwater] (31:05 - 31:06)

Det tror jeg.

[Ken Damkier] (31:07 - 33:27)

Ja. Og min ven der, som havde lokket mig til det. Han står og slår mig på hovedet.

Altså på begge sider af kinderne. Fordi han tror jeg er død. Fordi han sagde, du holdt op med at trække vejret.

Og jeg blev bange. Jeg har efterfølgende tænkt, hvordan kan jeg se sådan et væsen? Fordi vi havde jo ikke lært om helvede i skolen.

Jeg havde ikke set nogen billeder af sådan et væsen der. Jeg tænkte, hvor så kommer det fra? Hvordan kan jeg se sådan et væsen?

Fordi efterfølgende har jeg jo set mange billeder af Dante og forskellige andre, som har blivet portrætteret den der virkelighed, som man mener at have set. Som helvede er. Som jo er fyldt med sådan nogle væsner der.

Så jeg tænkte, hvor kommer det fra? Altså det er i hvert fald ikke noget jeg har læst mig til. Jeg har heller ikke set det på film.

Og det bekræfter mig lidt i, at der er noget sandt i det, jeg har oplevet. Men der er den der tvivl stadigvæk, at du havde jo sniffet benzin. Så måske var det illusion, og måske var det hele et fatamorgana og det hele.

Og den tvivl har jeg stadigvæk en lille smule. Men alligevel tror jeg mere på, at det var nogle højere magter, som har givet mig en advarsel. Og faktisk, et par dage efter, blev jo alle de ældre klasser på Dragørskole, kaldt sammen i aulaen.

Og så går skoleinspektøren op, og siger, der er to drenge, der er døde i Malmø, af at sniffe benzin. Og vi har ikke fortalt noget til nogen. Jeg gjorde i hvert fald ikke.

Det tror jeg heller ikke min ven gjorde. Men fra den dag var det slut. Altså, der kunne jeg godt se, at det var sgu for åndssvagt, det her.

[Paul Bridgwater] (33:28 - 33:52)

Ja. Så i den ene episode, eller den ene nærdødsoplevelse, så ser du lyset, og i den anden ser du mørket, hvis man skulle sige det sådan. Har det så påvirket dig?

Du sagde, at du var religiøs. Men hvad indebærer det? Hvad har det betydet for dig sidenhen, at du har set det ene og det andet?

[Ken Damkier] (33:54 - 35:24)

Jamen altså, det der har betydet mest, det har været den første der, den mere positive oplevelse. Ja. Den anden betød desværre ikke ret meget for mig, fordi jeg har i langt, den første halvdel af mit liv, har jeg begået de mest åndssvage ting.

Jeg har været på LSD, og på speed, og jeg har simpelthen indtaget alt, indenfor den euforiserende verden, som man kan, og jeg har været, altså jeg mener, jeg må have haft en skytsånd med mig, fordi jeg skulle have været død flere gange. Og mange af mine venner gennem livet, de er faktisk døde på grund af misbrug, og lignende. Jeg har sågar været ude i et herionmisbrug, som jeg heldigvis kom ud af, og her den senere halvdel af mit liv, eller senere, skal vi sige, tredjedel af mit liv, der har jeg ikke indtaget noget.

Overhovedet. Jeg kan godt drikke lidt for meget, men ikke sådan, så det er livstruende. Så jeg lærte ikke rigtigt, jeg mener, jeg har jo efterhånden, efter alt det her har jeg jo tænkt, hvorfor lærte jeg ikke noget af den oplevelse der?

Men jeg glemte den faktisk hurtigt igen, den oplevelse, og jeg lærte ikke meget af den.

[Paul Bridgwater] (35:27 - 35:50)

Kan det være en længsel, efter at opleve det fantastiske i lyset, som gjorde, at du var interesseret i at bevæge dig derud igen? Eller er det en efterrationalisering, og i virkeligheden var det fordi, nu var muligheden der, og det var spændende?

[Ken Damkier] (35:50 - 36:14)

Jeg tror mest på, det andet. Når jeg kigger tilbage, så synes jeg, at jeg har været utroligt dum. Altså, at jeg ikke har lært mere af det, end jeg har.

Det er efterrationalisering.

[Paul Bridgwater] (36:16 - 36:22)

Kunne vi kort komme ind på den periode i 90'erne, hvor du arbejdede med healing, eller var healer?

[Ken Damkier] (36:22 - 36:23)

Ja.

[Paul Bridgwater] (36:23 - 36:25)

Hvordan kom det til dig?

[Ken Damkier] (36:26 - 36:33)

Jamen, det kom på en mystisk måde. Lige pludselig begyndte jeg at interessere mig for krystaller.

[Paul Bridgwater] (36:34 - 36:34)

Ja.

[Ken Damkier] (36:36 - 37:20)

Og jeg har aldrig været interesseret i det. Jeg har aldrig fuldt den til dørs med at blive læge, for eksempel. Jeg var så skoletræt, så jeg ikke mødte op i gymnasiet, da jeg skulle have fortsat der.

Så jeg mødte aldrig op, men blev arbejdsdreng, og ville hellere ud på diskoteker og kvinder og alt muligt andet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig blev interesseret. Jeg syntes pludselig, at krystaller var fascinerende.

Jeg begyndte så at komme ind i Krystalgade i København, hvor der ligger en, jeg tror, den hed Det Ukendtes Boghandel. [Den ligger på Læderstræde i dag] Kender du den?

[Paul Bridgwater] (37:20 - 37:21)

Nej, jeg kender navnet.

[Ken Damkier] (37:23 - 42:09)

Der solgte man krystaller og bøger om det alternative, andre religioner og så videre. Så købte jeg nogle krystaller, jeg syntes var flotte, og en lille bog om, hvad de betød og sådan nogle ting. Jeg ved ikke, hvor den interesse kom fra.

Den var der bare lige pludselig. Så fik jeg en kammerat på besøg, som havde ondt i maven. Det havde han haft længe, og han var bekymret for, at det var et eller andet alvorligt.

Han tog ikke til lægen. Så havde jeg jo læst om, at man kunne placere sådan nogle krystaller og bruge dem til healing. Placere dem på de syge steder og bede til Gud eller til sin guide og forskellige ting.

Det var helt nyt for mig. Det der så skete, det var, at jeg lagde en krystal. Jeg kan ikke engang huske, hvad det var for en.

Jeg havde kun ganske få. Så tog jeg ham i hånden og sagde noget i retningen, at han skulle bare ligge og slappe af. Så gik det væk.

Så siger han så, hvad har du gjort? Altså, hvordan gjorde du det? Og fra den dag af, var det forsvundet fra hans mave.

Han havde ikke ondt i maven. Så har han været ude og fortælle det til nogle andre mennesker, som har haft nogle ting. Så lige pludselig begyndte der at komme mennesker.

Det var ikke noget, jeg reklamerede med eller sagde til nogen. Der begyndte bare at komme mennesker. Så havde jeg en nabo, som var rigtig godt inde i det.

Han gik også stille med døren. Vi drak kaffe sammen en gang imellem. Så betror jeg mig til ham og siger, at der har begyndt at komme mennesker her, som siger, at jeg kan et eller andet.

Jeg ved ikke, hvor jeg har det fra. Så viser det sig, at han har en mentor, som er som har en masse kræfter i den retning. Så siger han, at jeg skal hen til William.

Han hedder William Christensen. Han bor inde i København. Så kommer jeg hen til William og så fortæller William mig en hel masse ting om mig selv, som han ikke aner noget om.

Altså ikke noget, som jeg havde fortalt mine venner om. Nogle af dem var hemmeligheder fra nogle ting, som jeg var flov over. Fra mit liv og sådan nogle ting.

Det hele blev optaget på bånd, som jeg fik med hjem. Så jeg bliver jo fuldstændig himmelfalden. Hvordan kan den mand sidde og sige alt det her om mig?

Så tænker jeg, at det er nok fordi, jeg skal tro på ham. Altså for at vinde min fortrolighed. Så fortæller han mig, at jeg skal være healer.

Okay. Dengang havde jeg jo selv tænkt på det. Skal jeg bruge det her til noget?

Eller hvad er det, der sker? Og derfra, så begyndte der virkelig at komme mennesker. Jeg kunne faktisk leve af det.

Jeg var lige rykket til København, nede fra Møn dengang. Jeg fik bistand, socialhjælp hed det dengang. Fordi jeg havde ikke noget at arbejde.

Så jeg kunne næsten begynde at leve af det her. Det endte jo så med, at jeg skulle bare lægge min hånd på det, der var sygt. Det kunne også være noget psykisk.

Så kunne jeg lægge min hånd på hovedet, eller på hjertet. Det jeg havde fået vide fra William, det er, at du skal overhovedet ikke læse noget om det her. Du skal holde dig fra bøger, og fra hvad folk siger.

Du skal bare gøre, hvad din indre stemme siger.

[Paul Bridgwater] (42:10 - 42:11)

Det var et godt råd.

[Ken Damkier] (42:12 - 44:43)

Ja, og det var så det, jeg gjorde. Det der så skete, det var, at efter, jeg tror to-tre år, så fik jeg nok noget, i løbet af de her to-tre år, så fik jeg noget, jeg i dag vil kalde storhedsvanvid. Altså jeg troede, jeg havde en viden, som var så åben, himmelråbende for mig, at jeg kunne ikke forstå, andre mennesker ikke havde den viden.

Så jeg følte mig som mere end andre mennesker. Jeg følte mig klogere. Jeg følte mig heldig.

Og så begyndte de der evner at forsvinde. Samtidig skete der det, at jeg begyndte at blive musiker. Jeg begyndte at leve af at spille musik.

Og det gjorde, at min kondition blev væsentligt forværret. Altså da det der var på sit højeste, hvor jeg virkelig kunne det der healing, der var jeg i topform. Altså jeg løb, cyklede og svømmede hver dag.

Og var virkelig oppe at ringe, altså fysisk og psykisk. Som musiker, det ved du sikkert selv også, det kan være meget, meget usundt. Der skete sådan en glidende overgang.

Fra jeg var healer til at blive musiker, og hvor jeg sagde nej til flere og flere. Også fordi der var mange af de samme, som kom igen. Som ikke blev helbredt.

Altså som ikke havde gavn af det, jeg kunne. Og sådan set i mange år efter, tænker jeg, at det har været en kombination af, at jeg har misbrugt mine evner, som jeg ligesom har fået, fra Gud, eller fra universet, eller hvor det nu kommer fra. Og samtidig har jeg blevet mere, begyndt at ryge hash, og drikke for meget, og være ude.

Og det der musikerliv, det er jo enormt usundt. Altså det er noget, man lever om natten, og sover om dagen, og hash, og for meget at drikke. Det er jo ikke sundt.

Hvis det bliver overdrevet, og jeg har overdrevet det.

[Paul Bridgwater] (44:44 - 44:55)

Jeg tror også, at healing det åbner også mange ting. Hvis man kører det andet ved siden af, så er det en værre cocktail. Ja.

Nå. Men det lagde du så på hylden?

[Ken Damkier] (44:56 - 44:58)

Ja, det lagde jeg på hylden.

[Paul Bridgwater] (44:58 - 44:59)

Og du har også lagt stoffene på hylden?

[Ken Damkier] (45:00 - 45:00)

Ja.

[Paul Bridgwater] (45:00 - 45:05)

Så du har ikke gået i gang igen, eller tænker ikke på det?

[Ken Damkier] (45:07 - 46:28)

Jeg har ønsket det. Jeg beder jo til Gud engang, men jeg har bedt om, hvis det er muligt, så jeg kan godt se, at jeg har misbrugt det der, men hvis det er muligt, så vil jeg gerne heale folk igen, fordi jeg har ikke så meget at give nu. Jeg spiller jo ikke så meget mere.

Det eneste, jeg synes er rigtigt at give folk, det er faktisk musik. Jeg kunne godt tænke mig at have genoptaget det der. Men ikke fordi, altså nu er jeg jo 71, og har haft adskillige diagnoser, så det lakker altså mod enden.

Jeg har ikke fået de evner igen. Og folk kommer ikke til mig, og jeg går ikke ud og beder folk om at komme, fordi jeg skal prøve at heale på dem. Det vil jeg simpelthen ikke.

Også fordi, jeg tror ikke så meget på det selv mere. Jeg tror ligesom, jeg har trukket det lod, og der var en nitte, eller ikke en nitte, men jeg synes selv, jeg har misbrugt mine gaver. Og det beder jeg dig også om, må blive tilgivet.

Så jeg kan godt se, det er forkert. Du må meget undskylde Gud. Jeg håber, jeg får en chance en anden gang.

[Paul Bridgwater] (46:29 - 46:35)

Det håber jeg også, du får. Men det kan da være, der er nogen, der spørger dig, om ikke du kan prøve et eller andet, nu de hører det her.

[Ken Damkier] (46:35 - 46:37)

Ja, nå ja.

[Paul Bridgwater] (46:37 - 47:01)

Det kunne jo være spændende. Jeg tænker også altid, trial and error. Man kan prøve at se.

Ligesom da du startede med, det kan være, det her virker. Jeg tænker, vi er ved at nå til ende. Er der noget, du tænker, vi mangler at komme ind på, som er vigtigt for dig at få fortalt?

[Ken Damkier] (47:04 - 47:09)

Nej. Nej, ikke noget meget vigtigt. Der er sikkert mange ting, jeg kunne fortælle.

[Paul Bridgwater] (47:11 - 47:13)

Men det har været en fantastisk historie, Ken.

[Ken Damkier] (47:14 - 47:14)

Ja.

[Paul Bridgwater] (47:14 - 47:20)

Jeg er rigtig glad for, at vi fik fat i en anden.

[Ken Damkier] (47:21 - 47:29)

Ja, i lige måde. Jeg håber jo nogen, som... Jo, det jeg vil sige, det er, hvorfor lad jeg mig interviewe af dig.

[Paul Bridgwater] (47:29 - 47:31)

Ja, det er et godt spørgsmål.

[Ken Damkier] (47:32 - 49:18)

Og jeg havde samme betænkeligheder. Jeg har lige været i "Ude og hjemme", også med en artikel, hvor jeg også fortalte den samme historie, men i lidt kortere version. Der blev også spurgt, hvorfor gør du det her?

Og det tog mig også flere dage at sige, hvorfor. Fordi jeg vidste egentlig ikke rigtig, hvorfor jeg sagde ja til det. Det var noget, der blev spurgt, om jeg ville.

Da jeg havde tænkt over det, jeg sagde først nej. Det vil jeg ikke, for der er ikke nogen, der tror på mig alligevel. Men da jeg så tænkte nærmere over det, tænkte jeg, jamen det kan jo være, at der er andre, som har haft oplevelser, og har gået og skjult det.

Ligesom jeg har skjult det hele mit liv, fordi min mor og far måtte jo ikke få det at vide. Så det tog mange år, før jeg begyndte at fortælle om det, og der var ikke nogen, der gad høre på mig. Så jeg tænkte, hvis nogle andre sidder i samme situation, og de har oplevet noget, de har måske prøvet at åbne op for dig, og fortalt nogen om det, og er blevet fejet af bordet, ligesom jeg er blevet mange gange.

Jamen så ved de i det mindste, at der er andre, som har oplevet samme som dig. Det kan godt være, at du skal bruge det til noget positivt, det du har oplevet. Og jeg ser også en tendens til, at flere og flere får øjnene op for, at der er noget, der hedder nærdødsoplevelser.

Hvor for 30-40 år siden, der var man altså komplet idiot nærmest, hvis man troede på sådan noget. Så jeg tror, der bliver åbnet op overfor det. Og det håber jeg kommer til gavn for andre, som er i samme situation, som jeg har været.

[Paul Bridgwater] (49:19 - 49:28)

Det synes jeg er en super god grund til at gå frem med din historie. Og det håber jeg også podcasten bidrager til.

[Ken Damkier] (49:29 - 49:30)

Det gør jeg også.

[Paul Bridgwater] (49:31 - 49:34)

Så Ken, tusind tak fordi du fortalte.

[Ken Damkier] (49:34 - 49:35)

I lige måde.

[Paul Bridgwater] (49:37 - 49:49)

Og tak til jer, der lyttede. Og i kan finde denne podcast og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk Ja, tak for nu.

[Ken Damkier] (49:51 - 49:56)

Jamen herfra. Tak for nu, Paul. Og held og lykke med dit virke.

[Paul Bridgwater] (49:56 - 49:57)

Tak i lige måde.