Ubehagelige nærdødsoplevelser – samtale med Mette Thygesen

Som 14-årig oplevede Mette Thygesen en nærdødsoplevelse, hvor hun forlod sin krop og bevægede sig gennem både lys og mørke. Hun fortæller om mødet med et altomfattende lys af kærlighed – og om rejsen tilbage gennem sorte, angstfyldte universer.  I dag er Mette forperson for IANDS Danmark og arbejder for at bryde tabuet om de skræmmende nærdødsoplevelser, mange holder for sig selv. Hun peger på, at mørket kan bære et vigtigt budskab: at vi kan ændre os – og altid finde vejen mod lyset igen. 

Chapters

• 0:00 00:00 – Introduktion
• 0:38 Mødet med lyset og mørket
• 9:13 Frygten efter oplevelsen
• 12:41 At forstå den skræmmende oplevelse
• 16:11 Ingen er fanget for evigt
• 19:02 Helvede, symboler og kulturelle billeder
• 32:53 Lidelsen som livets lærer
• 41:42 Livet, døden og kærligheden
• 47:00 Tak for nu

Transcript

[Paul Bridgwater] (0:00 - 0:37)
Velkommen til podcastserien Nærdøds oplevelser og livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. I dag skal det handle om ubehagelige nærdødsoplevelser.

Og med mig i studiet har jeg Mette Thygesen, som netop har haft sådan en oplevelse. Noget, som hun har behandlet tidligere i en podcast fra sidste forår. Men vil du ikke lige kort introducere dig selv til dem, der ikke kender dig?

Og så går vi direkte til det, der var ubehageligt ved din nærdødsoplevelse.

[Mette Thygesen] (0:37 - 9:12)
Jo tak. Jeg hedder Mette, og i dag er jeg 44 år, og jeg havde min oplevelse tilbage i 1995. Det vil sige, at jeg var 14 år.

Og der gik så faktisk 25 år, inden jeg begyndte at egentlig rigtig kunne behandle og forholde mig til oplevelsen. Og når man begynder at gøre det, så sker der meget. Altså oplevelsen er det samme, men den måde, man kan forholde sig til det, der sker på, det udvikler sig.

Så skal jeg lige fortælle kort om min oplevelse? Ja, altså som Paul siger, så har jeg fortalt om min oplevelse her tidligere, så jeg vil holde mig lidt til den del, der var skræmmende. For det var ikke en fuldkommen skræmmende nærdødsoplevelse, jeg havde.

Der var først noget lys i den, og det har hjulpet mig til at komme igennem det skræmmende, vil jeg sige. Fordi jeg falder ned i et sort rum-intethed, hvor jeg lander og går mod noget lys. Og det er simpelthen så fantastisk.

Jeg skal jo egentlig også møde der nogle sjæle og støtte op, men jeg er slet ikke fokuseret på dem, der egentlig også giver mig sådan et besked om: "Jamen du er her, fordi du skal være her, og alt er godt". Men jeg er bare så fokuseret på at komme ned mod det lys, som består. Og det er ikke bare et lys, det er en rummelighed af vidsdom og alkærlighed og accept og forståelsen af: "Jamen du er elsket, fordi du er dig".

Ikke fordi du har gjort noget specielt, men fordi du er dig. Da jeg så kommer ned mod det lys, cirka halvvejs, så kommer der en oversjæl ned og siger telepatisk, eller lader mig forstå: "Stop du skal vende om, du skal tilbage". Og jeg siger: "Jamen jeg vil ikke tilbage, jeg vil blive her".

Jeg er ikke engang kommet ned i det lys endnu med den alkærlighed, men bare at jeg ser det, så gør det noget ved mig. Og jeg vil bare derned. Jeg tror egentlig, at det at sige: "Stop, jeg vil blive her", næsten bare det at have kontakt med lyset, ville egentlig være nok.

Og samtidig med at jeg siger, at jeg ikke vil tilbage, så ved jeg også godt, at så kommer jeg ikke tilbage til min familie, som jeg elsker, men der kommer også: "Jamen fint, de skal igennem noget nede på jorden, og når de har gjort det, så kommer de op igen, og så ses vi igen". Men så siger den, eller telepatisk igen: "Du skal vende om, du har set noget, du skal ned og fortælle". Og så bliver jeg virkelig sur, fordi når jeg nu siger, at jeg vil blive, hvorfor kan jeg ikke bare blive? ...og sådan lidt vender om, men der er alle de her tanker, alt andet virker så logisk deroppe, altså som om der er en forklaring på det hele, der er en sammenhæng, alt, alt.

"Nå, det er derfor selvfølgelig, altså". Og så tænker jeg, jamen, når nu alt er så selvfølgelig, så er der nok også en idé, jeg skal tilbage. Så jeg vendte om, stadigvæk ret meget sur og smækket med døren, og så tænker jeg, fint, så går jeg ned og fortæller det, og lidt i den tro, så kommer jeg heroppe igen.

Altså, hvis jeg lige giver et lille kvæk om det, så er det tilbage. Lige så snart det er, at jeg vender om, så begynder rejsen tilbage til jorden, men alt bliver sort, som sådan et knaldsort. Og først er det egentlig ikke ubehageligt.

Altså, jeg bevæger mig, det er sort, men det er bare sort. Men jo tættere jeg så kommer på jorden, må det vil være, så er det som om, at jeg, altså deroppe, som jeg sagde, der var verden næstekærlig og empatisk, og ja, alt var godt. Jeg kommer igennem parallelle universer, som også er ligesom, altså, jorden er også et af dem, men de her universer, de er bare styret af hovmod, begær, griskhed, uærlighed.

Ja, denne her type. Og jeg rejser sådan set bare igennem de her parallelle universer, og jeg fornemmer den angst og den frygt, der ligesom stråler ud af dem, på grund af, at de er styret af de her elementer. Og jeg egentlig tager bare benene på nakken og vil komme endnu hurtigere igennem det her.

Og da jeg så tror, at jeg er ved at være igennem det, så kommer der et hvidt ansigt, så ser jeg et hvidt ansigt, som skræmmer mig. Jeg har så fundet ud af bagefter, at det var nok ikke for at skræmme mig, men det var måske skræmt, men jeg så i hvert fald det hvide ansigt. Og det er faktisk der, min oplevelse slutter.

Jeg kan altså... Derfra, så kan jeg ikke... Nogen vil huske, at de rejser tilbage, og inde i deres krop og sådan nogle ting.

Det kan jeg ikke. Da jeg ser det hvide ansigt, som skræmmer mig, så er det slutningen på det. Og så kan jeg så først huske 14 dage efter, da jeg egentlig skal til at forlade hospitalet.

Men det, der så sad i mig, da jeg... Da jeg inden for en måned eller et eller andet skal op og tale på hospitalet med... Ja, med læger og sygeplejersker, for at se om jeg kan huske et eller andet.

Jeg kan jo slet ikke huske noget af de her 14 dage. Og det eneste, jeg havde håbet, var at tale med ham, lægen, og så høre, hvor er det, jeg har været henne. Hvad er det, jeg har oplevet?

Og i det er jeg egentlig faktisk bare fortæller noget om... Hvad var det for noget lys? Hvor var det, jeg var henne?

Hvor han siger, at det er aldrig sket, det var medicin, og det bedste, du kan gøre, er at glemme det. Og det var ligesom at få sådan et hårdt slag i maven, for jeg vidste, at det var rigtigt, det, jeg havde oplevet. Men jeg vidste også stadigvæk, at jeg stod der som 14-årig, og jeg stod der som en læge, og jeg...

Ja, det er jo ligesom, når man... Så er det noget, man holder for sig selv. Men det, der så var meget...

Den angst, jeg fornemmede, de lag på vej tilbage. Altså, det havde virkelig også sat en angst i mig. På en eller anden måde.

Men det var jo selvfølgelig også en lidt... En lidt uddefinerebar angst. Ja, hvad man jo siger, angst er, at der er et eller andet, man er bange for, uden at vide, hvad der er.

Så jeg gik også rundt og var utrolig utryg i hverdagen. For det første, fordi jeg ikke kunne huske, jeg var kommet tilbage. Eller hvad jeg var kommet tilbage til.

Så jeg troede faktisk i lang tid, at jeg ikke rigtig var vågnet op i den verden, jeg havde forladt. Nu havde jeg jo set de her parallelle universer. Og så troede jeg ikke, jeg var noget helt tilbage til jorden.

Fordi jeg fornemte, folk var anderledes end... Jeg huskede dem som inden oplevelsen. De lignede sig selv, de opførte sig selv, men det var som om, det var skuespillere.

Det var først inden for de seneste år, at jeg begyndte at høre, at der er mange nærhedsoplevelser, som kan huske, de er kommet tilbage, som også kan fornemme, at der er sket en ændring. Men det anede jeg jo slet ikke noget om. Jeg anede slet ikke noget om nærhedsoplevelser.

Så for mig var den letteste tolkning bare, at jeg ikke var nået tilbage til det rigtige sted, hvor jeg følte, at jeg skulle passe ind i det her samfund. Jeg kunne fornemme, at folk ønskede nogle ting, de ikke spurgte om, men folk her nede på jorden... de reagerede ikke på det.

Og man antager jo, at jeg kan se det, så kan de voksne også se det. Igen, jeg var 14 år, men man er jo ikke helt fuld voksen. Man er jo inde i en masse udvikling, og så siger folk, at du bare er blevet mere voksen.

Du har bare lært at se tingene på en anden måde. Hvorfor pokker alle andre voksne... Hvorfor ignorerer de så de ting, som man kan se, at mennesker længes efter, eller har behov for, eller de smerter, de har, eller de udfordringer?

Hvorfor bliver det bare ikke nævnt? Og det er jo så, først meget senere finder jeg ud af, at det er fordi folk ikke bare generelt ser det. Og det er jo faktisk, nu kommer jeg lidt over på børneoplevelser, men det er jo egentlig en udfordring, rigtig mange, hvis ikke alle børne nærdødsoplevere har, at de kommer tilbage med bare en viden.

De lærer nye ting hver dag. Nu har de bare fået den her viden, som en ekstra normal viden for dem. Men at alle de voksne, at de så ikke kan reagere på de ting, det antager de jo, at de voksne omkring dem også kan se dem og fornemme dem, fordi de kan jo alt det andet, de lærer.

Så hvorfor kan de ikke også det her?

[Paul Bridgwater] (9:12 - 9:14)
Det er i sig selv fremmedgørende.

[Mette Thygesen] (9:15 - 9:38)
Det er fremmedgørende og utroligt mærkeligt, at de ting, man kan se, hvorfor reagerer man ikke på det? Hvorfor ignoreres det, at nogle folk går og ... Man kan se, de har problemer.

Godt, at de smiler, men man kan virkelig se ind i dem, at de lider på en eller anden måde. Hvorfor snakker folk bare om, hvad ser du glad ud i dag? Hvorfor kommer man ikke ind til det?

[Paul Bridgwater] (9:41 - 9:54)
Det er sjovt, at du beskriver det som, hvad skal man sige, som om det er en kunstig verden, du vil være der tilbage til på en eller anden måde, eller et skuespilsverden. Men i virkeligheden så ser du jo verden mere klart, når du kommer tilbage.

[Mette Thygesen] (9:57 - 9:59)
Ja, det er jo faktisk rigtigt.

[Paul Bridgwater] (10:01 - 10:08)
Den angst, du fik med dig, har den fortsat?

[Mette Thygesen] (10:09 - 12:40)
Jamen, det gjorde den jo faktisk ret lang tid. Selvfølgelig blev det mere og mere skubbet væk, og ikke styrende. Men i starten, i hvert fald det første halve år, der var jeg meget med, hvad må jeg sige, hvad må jeg gøre, og jeg var utrolig bange for at falde i søvn, fordi om natten, så havde jeg det med, så alle de her mennesker, at de blev deres sande jeg.

Jeg havde en idé af, at det var nogle af de væsener, der levede i de paralleluniverser, jeg havde været igennem. Så jeg havde jo en eller anden form for frygt og angst, på grund af det. Og det bremsede mig jo egentlig også meget i, fordi da så folk begyndte at tale, eller høre lidt om nærdødsoplevelser, men så var det det med, om hvad er nærdødsoplevelser?

Jamen det er, du får et "life review", og du møder nogle mennesker, og alt er godt. Og det var overhovedet ikke der, hvor jeg stod, fordi jeg havde ikke noget life review, og det jeg siger, dem jeg mødte, det var jo ikke nogen jeg kunne se, det var jo bare noget, jeg kunne fornemme. Så jeg synes jo ikke, jeg havde mødt nogen.

Og så det, jeg snakker om nærdødsoplevelser, det gik jo direkte ind og triggede den der angst, der også var i det. Og den passer jo ikke ind i skemaet til nærdødsoplevelser. Det har jo så senere vist, at det gør det, at der også, altså [skræmmende] nærdødsoplevelser, er lige så, det er ikke så ofte forekommende, som lyse nærdødsoplevelser,

men det er lige så urelateret, hvem der har dem. Alle kan få skræmmende nærdødsoplevelser. Man kan ikke sige, hvilken type der får det ene eller det andet.

Og det hjalp mig faktisk ret meget, at høre det. Det var altså først, da jeg startede i IANDS i 2021, at jeg ligesom hørte det, hvor den der frygt fra, jamen er det så, fordi jeg er en heks? Er jeg ond? Er det derfor, jeg har oplevet lidt den der tanke, når man, de onde ser det onde, og de gode ser det gode.

Men det kan jo lige så let være, at det er lige så tilfældigt, hvor du kommer hen, så en god kan lige så let komme ind og se et ondt foretagende, som en dårlig kan.

[Paul Bridgwater] (12:41 - 12:46)
IANDS, det er International Association for Near Death Studies, ikke?

[Mette Thygesen] (12:46 - 12:46)
Jo.

[Paul Bridgwater] (12:46 - 12:52)
Og du er faktisk forperson for organisationen herhjemme.

[Mette Thygesen] (12:52 - 12:58)
Ja, jeg har en gruppe, der hedder IANDS Danmark. Eller det er vores forening, som også har undernavnet der over.

[Paul Bridgwater] (13:00 - 13:36)
Der er jo lavet noget statistik på, hvor mange der får nærdødsoplevelser, og hvor mange der får ubehagelige nærdødsoplevelser. Og et sted mellem 15 og 20 procent af dem, der er i kunstig koma i forbindelse med hjerteoperationer, oplever en nærdødsoplevelse. Og der skal man sige statistikker.

Det er nemt at sige. Statistikker viser, at det er omkring, ja, igen mellem 15 og 20, 17 procent af disse, har, hvad skal man sige, ubehagelige nærdødsoplevelser.

[Mette Thygesen] (13:37 - 14:22)
Men derved tror jeg faktisk, at når man nu, jeg synes de her år, det er rigtig dejligt, at der kommer meget mere fokus på nærdødsoplevelser, men det er jo stadig et tabu at tale om egentlig. Også for dem, der har haft de lyse, dejlige nattes oplevelser. Og hvad pokker kan du gøre, når du ikke, altså du kan ikke blive støttet i det du fortæller om en god oplevelse.

Det er så én ting, du har ro med det. Men når denne her skræmmende nærdødsoplevelse virkelig går ind og sidder i dig, og hvad kan du så gøre? Så begynder man jo ikke at stå og snakke op om det.

Og nu skal I også høre, det er slemt nok at blive afvist ved at man har en god nærdødsoplevelse, der har givet én noget. Men når den så er skræmmende, samtidig så skal man ikke ud og flage med noget som helst.

[Paul Bridgwater] (14:22 - 14:26)
Så det reelle tal kan faktisk være ret meget højere, fordi der er en dobbelt tabu på?

[Mette Thygesen] (14:27 - 16:10)
Ja, det tror jeg. Og jeg tror faktisk, nu ved jeg ikke, om det er at komme til konklusionen med det samme, men jeg tror faktisk, at en nærdødsoplevelse er skræmmende, eller det er den. Men jeg tror også, at den er skræmmende, fordi det er noget, du virkelig skal tage alvorligt.

Det er noget, du skal gøre noget ved. Du kan ikke bare lade det ligge. Det er vigtigt, det her.

Det er det, der gør, at den er skræmmende. Og det, man måske har set, det kommer man måske, eller kommer jeg måske, til at oversætte til noget for jordisk, men hvad er det, sådan lidt i et større perspektiv? Hvad er det egentlig, det der sorte?

Hvad er det, de her ting, de prøver at vise mig? Prøvede de i virkeligheden, bare at vise mig? Det der slag oven i hovedet med, nu skal vi lige være opmærksomme?

Altså, hvis du bare går tilbage og fortsætter, som du er i gang med, så er det altså, de her verdener, du vil opleve. For jeg tror, der er skræmmende. Altså, jeg tror ikke, alt bare er lyst og vidt.

Jeg føler, at der også er noget skræmmende, for dem, der vil, eller for dem, der, for dem, der virkelig tror på det, eller for dem, der havner derinde, af en eller anden grund. Men de kan altid komme ud fra det. Man kan altid ændre sig.

Man kan altid finde lyset. Det kan være rigtig svært, men man kan gøre det. Ja, men, det jeg vil sige, det var netop, altså, var det lidt i slag oven i hovedet, med at være lige opmærksom på, det du fik at vide deroppe.

Jeg skulle tilbage og fortælle noget. Deroppe var det helt logisk, hvad der var. Og jeg aner ikke, hvad der er nu hernede.

Men var den der vej tilbage, med det der skræmmende, var det lige, hey, hvis du ikke tager det seriøst, og ændrer de her ting, så kommer du altså, enten, ændre noget i berøringen, med de ting, jeg fornemmede der, eller, så er det her, så er det her, man kan komme til, hvis man ikke opper sig.

[Paul Bridgwater] (16:11 - 16:30)
Ja, altså, i min optik, så tænker jeg, at du så verden klarere, når du kom tilbage. Selvom du følte, det var en kulisse, så så du måske mere bag ved kulissen. Så på den måde, så fik ikke du dybere indsigt, i hvordan verden fungerer.

Men det ved jeg, det er mit perspektiv.

[Mette Thygesen] (16:30 - 17:40)
Ja, men det kan også godt være rigtigt, men det er sjove, eller, sjove og sjove. Men det er jo, og det har jeg også hørt, det er jo ikke den eneste oplevelse, der gør. Jeg kom jo tilbage, og netop var 14 år, og jeg ville bare gerne, passe ind i den vennegruppe, jeg kom fra.

Jeg ville bare gerne, følge den plan, jeg havde. Og jeg tænkte egentlig også, at når nu jeg skulle tilbage, og fortælle noget, så var det jo fordi, jeg var på den rigtige vej. Jeg tænkte ikke, at jeg oplevede noget, og skulle jeg ændre mig, og så skulle jeg fortælle.

Jeg tænkte jo, når jeg skal fortælle, så skal jeg da bare fortsætte. Og jeg sagde jo hele tiden til mor, jeg ved ikke, men jeg føler mig bare anderledes. Altså der er bare noget, det er bare noget andet.

Der er et eller andet andet. Og det så jeg jo helt, altså det så jeg jo som, en negativ ting for mig. Og selv det diskrediterede, jeg mig jo selv for.

Jeg gik jo ikke undersøgende ind i det egentlig. Altså hvad er det? Ligesom man egentlig også igen, det man mødte på det andet.

Hvad var det? Hvad var det for en grådighed, løgnagtighed? Hvad var det, der lå derinde?

Der ville jeg jo bare væk fra det. Jeg ville jo ikke ind og undersøge det. Og det er ligesom en ting, jeg tror mere og mere, at man går undersøgende, åbenmindet til værks.

[Paul Bridgwater] (17:42 - 18:10)
Og det er måske også det, som er formålet med podcasten, kan man sige. Fordi vi fik tog enige om, at der er ikke nogen konklusioner på, hvad en ubehagelig nærdødsoplevelse egentlig skal bibringe den enkelte. Men at undersøge det nærmere, og ikke blive fortabt i angst for den, det er i hvert fald vigtigt.

Også at dele den, og se, jamen, det er en del af en fælles virkelighed, som vi ligesom må forholde os der.

[Mette Thygesen] (18:10 - 18:53)
Ja. Altså det, jeg tror mig, at der er netop også andre, der har haft skræmmende nærdødsoplevelser, som siger, at de kom ud af det, da de ændrede, da de ligesom gik imod det skræmmende. Det gjorde, at de kom væk.

Og der vil jeg sige, det viser jo netop, at alle kan blive fanget i det måske, men alle kan også komme væk. Men netop det, at man skal ændre sig, og det er jo bare ikke så let at gøre, som det lige lyder, men det gør også, at, hvad var det, jeg ville sige med, det vil jeg blive ændret? Det var, at, jo, man skal ikke være bange for, at man er fanget derinde for ever.

Altså, du kan gøre noget.

[Paul Bridgwater] (18:53 - 19:01)
Det er måske en god overgang til at høre Ken Damkiers nærdødsoplevelse. Den kommer her.

[Ken Damkier] (19:02 - 19:44)
Altså, jeg synker nedad.

Ren fysisk. Det var ligesom at være i en elevator, og så bare køre med fuld drøm, langt ned under jordens overflade. Og der ender jeg så i en stor hule, hvor alting er sort, men alligevel kan man se ting.

Og den her hule var fyldt med ulykkelige mennesker, som blev holdt i skak af et væsen, som var halvvejs menneske og halvvejs ged.

[Paul Bridgwater] (19:45 - 19:48)
Altså, det var en...

[Ken Damkier] (19:48 - 22:19)
Han havde gedeøjne, altså de her øjne, som ligesom er...

Du ved, hvordan gedeøjne ser ud. De har ikke en rund pupil, de har sådan en aflang pupil. Og så havde han, i stedet for fødder, så havde han klove, altså gedehove eller klove.

Og så havde han hår på kroppen. Og så var han sort. Og armene med hænder var ligesom et menneskes.

Og så havde han horn, ligesom en ged. Og hans stemme var halvvejs imellem at være en ged og et menneske. Men det var på dansk, og det var tydeligt, der blev talt tydeligt.

Han råbte efter de her ulykkelige mennesker. Og så havde han en pisk i hånden, som han piskede dem med. Og så fik han øje på mig.

Og så siger han, du kommer aldrig ud herfra. Her fra det her sted, der er aldrig nogen, der kan undslippe. I skal være her altid.

Og det var samtidig, så spillede der et eller andet musik. En eller anden symfoni med en obo, som havde hovedstemmen. Og det er sådan i dag, hver gang jeg hører en obo, så løber det mig koldt ned ad ryggen.

Selvom det er et smukt instrument. Men det er helt tilbage fra den gang der. Og jeg bliver rædselslagen.

Fordi jeg kan godt se, der er ikke nogen vej ud. Der er ingen udgang. Noget sted.

Det er den evige pinsel. Og det der så sker, det er, at jeg råber på Gud. Jeg råber hjælp på Gud.

Og jeg var allerede religiøs den gang. Jeg havde været spejder og ulveunge, og var faktisk allerede religiøs den gang. Og troede på Gud.

Og øjeblikkeligt, så bliver jeg hævet op i cykelkælderen, hvor jeg vågner op med en forfærdelig hovedpine.

[Paul Bridgwater] (22:21 - 22:21)
Det tror jeg.

[Ken Damkier] (22:22 - 22:42)
Ja.

Og Dan, min ven der, som havde lokket mig til det, han står og slår mig på hovedet. Altså på begge sider af kinderne. Fordi han tror, jeg er død.

Fordi han sagde, "Du holdt op med at trække vejret". Og jeg blev bange.

[Paul Bridgwater] (22:46 - 22:50)
Ja, det var Ken Damkier omkring hans ubehagelige nærhedsoplevelse.

[Mette Thygesen] (22:51 - 24:25)
Ja, jeg har faktisk et par ting, jeg gerne lige vil sige til det. Først vil jeg gerne lige sammenligne med, eller da han slipper væk fra oplevelsen med Kathy McDonalds, der har skrevet, nej, men det er McDaniels - Daniels, ja. Kathy McDaniels.

Der har skrevet: "Misfit in hell, Heaven Expat". Og blandt andet, lang historie kort, hun er inde, hvor hun ser en masse helvedeslignende scenarier, eller inde i dem, og også har den her med at ikke at kunne slippe væk. Hvor hun ender med, og det er juleaften, og det er den værste aften her i helvede, eller hvor hun er henne.

Men hvor hun kommer til at sige, jamen, der skal synges. Hvor hun begynder at synge en eller anden julesang, og hvor alle de andre, der er fanget, eller trapped der, så følger med. Og i det, at hun begynder at synge den sang, så kommer hun op i himlen, eller så slutter hendes oplevelse i hvert fald der.

Og det synes jeg, for mig i hvert fald, så understreger det lidt, den der med, jamen, han er trapped, men man kan godt gøre noget. Man skal bare virkelig gå imod. Man skal ændre sit indstilling.

Altså, ja, de fortæller dig ikke, du kan tage døren der. Nej, der er lukket over det hele. Men når du nu ændrer og går imod, får alkærligheden med ind i det, så kan du komme ud.

Altså, at Ken, han så, siger det er Gud, det er jo også en ændring, eller det er jo også ligesom at sige: "Nu må jeg også gøre noget, ikke?"

[Paul Bridgwater] (24:26 - 25:31)
Jo, altså, det svarer også lidt til Howard Storm, der også har en berømt, ubehagelig nærdødsoplevelse i sin bog "Descent into Death", hvor han begynder at synge en blanding af "The Star-Spangled Banner" og forskellige salmer, som han kan huske fra sin søndagsskole. Og det er nok til, at han slipper ud af en forfærdelig scenarie med dæmonlignende væsener med lange kløer, der river ham i stykker. Så kommer kavaleriet, så kommer der lys, og så bliver han taget med op.

Og det er jo et interessant problemstilling, det der med, altså, skal man give slip og overlade sig til Guds nåde, hvis man skal sige det sådan, eller skal man kæmpe imod? Og man kan sige, der er forskellige beretninger, der har forskellige vinkler på det, men der sker en ændring i mentalitet, uanset hvad for en vej man går, ikke?

[Mette Thygesen] (25:32 - 26:24)
Jeg bliver bare nødt til at sige lige, når du siger det der "Guds nåde", at der vil jeg godt lige... eller det kan også være noget med, hvordan jeg opfatter religionen, fordi med "Guds nåde", så føler jeg, at så skal man afbetale på den nåde, eller opfylde den eller noget. Og jeg tror, alle nærdødsoplevere, føler, at det skulle man ikke. Altså, man ændrer sig, men ikke at man...

Man kan måske sige, at man står til regnskab med den oplevelse, man har haft, og at man skal gøre en ændring, men det er ikke sådan en... Det er fordi, jeg synes, religionen gennem tiden har været så styrende, og så... Altså, på en forkert måde - frygtstyrende.

Og det mener jeg bare ikke, at der er nogen nærdødsoplevere, heller ikke dem, der har bedt Gud om hjælp, som siger, at nu er de underkastet et eller andet eller...

[Paul Bridgwater] (26:24 - 26:24)
Nej, nej.

[Mette Thygesen] (26:26 - 26:53)
Men altså, at der er en indstilling, der skal ændres.

Men det, jeg tror med... Med nærdødsoplevelser, skræmmende nærdødsoplevelser, det er jo igen, hvad er det, og hvordan er det, man kommer igennem det? Nu det første møde, jeg havde der på IANDS, som egentlig var helt i starten med, hvor jeg begyndte at tage hånd om min nærdødsoplevelser.

Det var det første sted, jeg sådan fortalte om min nærdødsoplevelse.

[Paul Bridgwater] (26:53 - 26:54)
Ja, så kan man høre, at hunden også har mareridt.

[Mette Thygesen] (26:54 - 28:14)
Der er ham, der var der den dag, han sagde, jamen han havde snakket... og jeg var virkelig... Jeg sad og rystede, jeg var virkelig der, hvad siger de nu om den her skræmmende del? Siger de, det har slet ikke noget med nærdødsoplevelser at gøre?

Det må du gå længere væk med, du gør noget galt, ikke? Men det var slet ikke sådan, jeg blev mødt. Jeg var så mødt, jamen der er andre, der har haft denne her ting, og at høre det, det var sådan helt... mmmm

Altså, er det ikke bare mig, der har det? Men det som han så også sagde, han havde interviewet en, der havde tre nærdødsoplevelser. Nu siger jeg ikke det her for at miskreditere noget som helst ved de lyse nærdødsoplevelser, men hvor hun havde sagt, jeg havde virkelig først haft en nærdødsoplevelse, da jeg havde haft en skræmmende nærdødsoplevelse.

Altså, der havde hun sat nogle ting i perspektiv. Men egentlig for mig at høre det, som har gået og frygtet så meget med hvad denne her skræmmende nærdødsoplevelse nu indikerede, om mig som menneske, eller om det indikerede noget, eller gjorde noget, så det at høre det, det var også sådan en... Nå ja, det var en oplevelse.

Jeg var der på det tidspunkt, eller skulle have den oplevelse af en eller anden grund, men det er ikke, fordi jeg har gjort noget galt, at jeg skulle have den oplevelse, eller behandlede nogle dårlig, at jeg skulle have den oplevelse. Jeg skulle have en form for en indsigt med den oplevelse.

[Paul Bridgwater] (28:14 - 31:01)
Og det er måske også noget af, hvad skal man sige, dit forbehold over for den religiøse ramme, er, at der er noget med synd og straf, og sådan nogle ting, som kan være ret uheldige i forhold til at prøve at bearbejde det. Det er også noget, som Nancy Evans Bush gør en del ud af i Dancing Past the Dark, Distressing Near-Death Experiences, hvor hun også er en nærdødsoplever og forsker, der har brugt lang tid på at bearbejde sin egen ubehagelige nærdødsoplevelse, og netop siger, at vi har en tendens til at prøve at regne den ud. Vi vil meget gerne have, om det er fordi, at jeg var sådan, at jeg oplevede det.

Hvor hun også siger, jamen det er faktisk ikke det, der er det væsentlige. Altså det væsentlige er faktisk, hvordan man reagerer på det, og hvordan man kan bruge det til fremadrettet. Hun har en ret sjov skelnen mellem tre typer ubehagelige nærdødsoplevelser.

Den første er, at opleve et tomrum, og fortolke tomrummet negativt. Og det er en af dem, hun selv har, hvor hun oplever de her næsten mekaniske, runde skiver, som kommer sejlende gennem universet imod hende. De er mekaniske på den måde, de har ikke nogen. hvad skal man sige, negativ eller positiv konnotationer, men de virker bare sådan skæbnesbestemte.

Og så kommer hun til at føle sig uendeligt, hendes liv er uendeligt lidt værdi, det er også det, de siger til hende. Altså, dit liv, det betyder ingenting, det er meningsløst, verden er meningsløs osv. På den måde er de jo ret negative.

Men det går op for hende senere, at de er faktisk yin-yang symboler, der svæver omkring hende, når hun så senere finder ud af, hvordan de egentlig, altså hvad var det for et figur, de viste. Men det er sådan en type, det er tomrummet, og hvordan man fortolker tomrummet. Og den anden type, er faktisk folk, der oplever lyset, men tager afstand fra lyset, der ikke kan håndtere det, fordi de pludselig bliver bange for, hvor de skal hen, hvis de går hen imod lyset.

Og den tredje type, er måske dem, som vi har at gøre med her, med Ken Damkier. Altså, det er nogen, der ligner klassiske beskrivelser af helvede. Og det rejser måske også spørgsmålet, med hensyn til religion, at det kulturelle kontekst betyder noget.

Altså, det kan ikke være tilfældigt, at Ken oplever noget, der ligner en djævel, helt ned til klov og horn og gedeøjne. Selvom han faktisk aldrig siger ordet djævel, så beskriver han fuldstændig noget, som er en del af vores kulturelle kontekst.

[Mette Thygesen] (31:02 - 31:06)
Ja, det er rigtig interessant. Der er lige et par ting, jeg lige vil tilfrøje.

[Paul Bridgwater] (31:06 - 31:06)
Selvfølgelig.



[Mette Thygesen] (31:07 - 32:52)
Netop det der med, som Nancy siger, at det sorte, men det var i virkeligheden yin-yang. Og det peger også ind til ting til at se helheden i det netop. Der er sort og hvidt.

Hvis man kommer endnu længere tilbage, og så ser det mere objektivt. Hvis du er midt i det sorte, ja, så er det hele virkelig, virkelig sort. Men kan du komme lidt længere, og se det lidt mere objektivt, så er det måske ikke så skræmmende, fordi det er en del af noget.

Ja, og det som du siger med, først vil jeg sige, det der jeg først sagde ved religionen, som jeg overordnede, er lidt bekymret, eller tager lidt afstand fra, men jeg vil sige, at jeg har talt med utrolig mange præster, eller teologitstuderende, hvor man virkelig godt kan mødes. Men jeg tror, det jeg har en revers imod, det er præster, og egentlig også videnskabsmænd, som netop kan sige, noget er sandt, eller noget er forkert, eller noget er godt. Men det der med, at man kan holde sig lidt objektivt til, og sige, præster, som siger, det du beskriver, det er jo sådan, jeg ser himlen.

Jamen, fint nok. Så er der godt, at vi kan snakke om mange andre ting. Så er det også lidt, hvordan man mødes.

Så det er jo ikke, fordi jeg bare er imod alt religion, på den måde, men det er, hvordan det bliver brugt, jeg nok har været lidt imod. Men det er ret interessant, netop denne her kontekst, hvordan man vokser op, og hvad man lever i, som du er bekendt og ser. Før den djævel.

Men så er der en anden ting, jeg også blev mærke i, ved hans fortælling, netop da han kom ned og så, hvad sagde han, skræmmende, skræmmende, onde mennesker.

[Paul Bridgwater] (32:53 - 32:57)
Ja, han siger vel ikke, de er onde. Han siger bare, at de er skræmte.

[Mette Thygesen] (32:58 - 34:47)
Skræmte. Nå, men det ord, han lige brugte, det fik mig nemlig til, at tænke på, at det egentlig, altså, det var også det, jeg fornemmede, de her parallelle universer. Altså, da han lige sagde ordet, der tænkte jeg, det passer perfekt med, netop det, jeg fornemmede, i de der universer.

Og så passer det perfekt med, egentlig sådan et citat, som siger, at man skal være tolerant over, for dem, der har mistet sin sti, som måde at gøre på. Og uvidenhed, indbilskhed, vrede, jalousi, rådighed, begær, det er allesammen tegn på, at folk har mistet deres retning. Og lige sådan lidt "bed for de sjæle, at de skal finde vej".

Og det er jo ret interessant, hvis dem, man møder i de her nærdødsoplevelser, det er nogen, der er i de steder, hvis de kan inspirere, og at man så har været der, med det lys, man har haft der oppe, eller at, Ken han vælger, at bede til Gud, eller Kathy, hun vælger at synge, så må hun jo have inspireret, de andre, eller, hun må i hvert fald have vist, for de andre sjæle, at man kan altså gøre noget.

Vi ved jo ikke, det kan godt være, at de så bagefter, sang videre, eller begyndte at dekorere, så de også kom, slap væk, eller slap ud, eller, øhm, det synes jeg er bare, en lidt interessant tanke, at have med i det, og, og, og igen, så gør det, har det igen, det har igen hjulpet mig, til at slappe lidt af, til det at sige igen, jamen okay, at du er der med nogen, der har mistet noget, det betyder ikke, at du har mistet noget, det kan bare være, at din vej gik igennem dem, der havde mistet noget, og så, ja, er alt bedre, eller lettere at tage fat på, i hvert fald.

[Paul Bridgwater] (34:49 - 36:09)
Ja, det er rigtigt, øh, og, jeg tænker også, det minder faktisk om, to andre, oplevelser, som er ret kendte, den ene er Carl Gustaf Jung, der han, har noget, der ligner nærhedsoplevelse, øh, på et hospitalsbord, hvor han, øh, han dels møder doktor H., som er, øh, han mener selv, det er hans læges højre sjæl, øh, men, i løbet af den periode, hvor han har mange oplevelser, så møder han, så oplever han også selv, at gå ned i helvede, og redde sjæle, hvilket har, har vagt stor, øh, hvad skal man sige, forargelse blandt, øh, psykoanalytiske forskere, at han gik så langt, som at sige, han havde gjort det, men det er virkelig også, det er også den klassiske beretning, om, om Kristus, der går ned i dødsriget øh, og redder sjæle, som er, som, der står intet om det i det nye testamente, men det er en, en, en idé, som, øh, folk har hæftet sig ved, hvad lavede Jesus, de tre dage, øh, fra, øh, han var på korset, og så frem til, øh, ja, opstandelsen, jamen, altså, der gik han ned, og reddede sjæle, så det er næsten det samme billede, at man, går ned i, øh, et ubehageligt sted, og hjælper nogen andre, med at komme ud derfra, eller, hvis man skulle sige det helt firkantet.

[Mette Thygesen] (36:09 - 36:52)
Det har jeg faktisk ikke hørt før, men, øh, det er, ja, det sætter nogle ting i perspektiv, og lyder som en, ja, lyder jo ret muligt, fordi, jeg kommer netop til at tænke på det her, netop med Jesus, hvad han også siger, uden igen at blive religiøs, men netop, lid, altså, lad være med at gå væk fra det, men gå ind i det, og føle det, fornemme det og være i det, og det er jo igen en, en ting, man igen som, eller hvis man har den her oplevelse, og sidder med det, jamen, kom ind i, hvad er det, altså, hvad er det, der er slemt ved det, hvad er det, hvorfor er det, at der kommer den her fornemmelse i det, som man jo så kan gøre forholdelse til, så man kan forholde sig måske anderledes til, sin livsførelse, øh,

[Paul Bridgwater] (36:52 - 38:11)
Det fører os måske hen til der, øh, med lidensens funktion, og der, øh, altså, vi kender begge to, Brian Gellner, som jeg også har lavet en podcast med tidligere, øh, som, fandt om under Ermitageløbet, og, øh, da han kommer tilbage, øh, efter at have oplevet lyset, øh, så er der nogle forskellige ting, han oplever, men en af de ting, han oplever er, han oplever en anden persons, lidelse, øh, vedkommende er ved at, nærme sig målstregen, og han kan ikke lade være, med at råbe ud, til vedkommende, hold ud, det giver mening, hold ud, hold ud, øh, fordi han kan fornemme lidelsen, og kan også, i det tilstand han er i, øh, øh, har en oplevelse af at kende lidelsens funktion, øh, øh, øh, og jeg tænker vi måske kan høre, af Brian Gellners, øh, beskrivelse, ikke lige, den passage, men, en passage, der viser, en anden idé, som man også kan kaste ind, i det her med, hvad ubehagelige nærdødsoplevelser er, at desto tættere på, de jordiske, i gåseøjne, desto, øh, hvad skal man sige, mere vanskelige oplevelser, kan man have. Ja.

Nå, vi prøver lige at se, om vi kan høre, Brian.

[Brian Gellner] (38:13 - 38:53)
Og, da, da jeg kommer heroppe, oppe at stå på mine ben, da de har rejst mig op, så kigger jeg ned over min krop, så kan jeg bare se, den er helt vansiret, altså, de her [at jeg] får kramper, jeg har haft, hvor jeg har ligget helt fordrejet, det kan jeg stadig se, altså, mine hænder sidder helt modsat, og jeg har det, som om mit hoved er drejet, altså, det er tværet helt ud, som om der er nogen, der har fat i det med fingrene, og så bare har æltet det, som en dej.

Øh, og alle de her smerter, når jeg kigger ned af mig selv, det er en form for hallucination, fordi jeg ser, en vansiret krop, og så siger jeg, det her kan jeg ikke leve med, jeg skal bare tilbage, give slip, jeg skal tilbage, jeg skal ikke noget, men de slæber mig ind i sameriterteltet...

[Paul Bridgwater] (38:56 - 39:14)
Ja, det er sådan et meget kort uddrag, af det han oplever af hallucination, når han vender tilbage fra, at være i lyset, og heldigvis kommer han ud af det her tilstand, ved at der er en, der hjælper ham, ved at vise ham sit eget billede, i en spejl, og så kan han se, okay, jeg er faktisk ikke vansiret.

[Mette Thygesen] (39:15 - 41:41)
Ja, øhm, jeg kender jo godt Brian, og han har jo, altså, jeg har jo kendt ham, faktisk, siden jeg begyndte at forholde mig, til min nattes oplevelse, så vi har, vi har været ude og holde foredrag sammen, så vi har været, snakket rigtig, rigtig meget sammen, og jeg, han er jo også lidt med lidelsen her, hvornår jeg er med, hvor han siger, at livet er jo en stor lidelse, på en eller anden måde, så udfordringer, og jeg har faktisk haft lidt svært, ved, at han brugte ordet lidelse, fordi jeg synes også, der var så meget skønt i det, og væren end i det, men jeg tror faktisk, nu er jeg måske lidt begyndt, at se, hvad det er, han mener, med den, altså med lidelse, fordi, det er jo ikke, fordi det er en pinsel på den måde, men udfordringer, og det, og der er en form for tab, og der er en form for, selv berigelse, skal man jo give afkast på noget, og man får, selv hvis noget bliver godt, jamen så har man sagt farvel til noget, der var dårligt måske, men det var stadig en del af det, man havde, og en del af den fremtidsperspektiv, man havde, så det er stadig en udfordring, og lidt en lidelse, og jeg tror faktisk, jeg får faktisk lyst, fordi jeg synes nemlig, jeg tror, jeg tror Brian har ret i netop, jo mere man egentlig fokuserer, på denne her lidelse, på en eller anden måde, det er ret vigtigt, og jeg kunne godt tænke mig lige, at læse en lille citat, af den tyske teolog, Dorothee Sölle hvis jeg siger det rigtigt, og den siger, "Kun det, der kan lide, fortjener at det eksisterer, kun et væsen fuld af smerte, er et gudommeligt væsen, et væsen uden lidelse, er et væsen uden kerne, men et væsen uden lidelse, er ikke andet, end et væsen uden legemlighed, uden materie." Og jeg synes, det er så eftertænksomt, at altså, nu igen, til jeg skal altså forstå, og forholde sig til, ens oplevelse, og hvordan man går rundt, okay, måske igen, har haft sådan en fantastisk oplevelse, det er jo også noget, det er kun mig, der føler, at man kommer deroppe, og man har, det er så fantastisk, men det er jo, det er jo ikke bare super let, at komme ned, og leve videre hernede, med den oplevelse, eller den anderledeshed, eller den anderledeshed, man har, og sin, ja, sin verden omkring sig, og hvordan, og netop det her med, hvor man synes, tingene de virker lidt mærkelige, og der er nogle mærkelige strukturer, der styrer hernede, frem for, den der alkærlighed, som man fornemmelig styrer deroppe,

[Paul Bridgwater] (41:42 - 42:00)
Og Dorothee Sölle der, altså, hun siger, og det er jo også, sådan en form for erkendelse, jamen, det hænger sammen med eksistensen, og materien, men det er jo stadigvæk ikke, nej, det, det er stadigvæk ikke, en særlig klar, eller, nej, fuldstændig forklaring, i hvert fald ikke analytisk.

[Mette Thygesen] (42:00 - 45:12)
For mig er det bare rigtig vigtigt, den her nærhedsoplevelse, egentlig, at der er en forbindelse, med livet, og så, egentlig, når kroppen dør, at så bevidstheden, sjælen går videre. For mig, jeg er ikke så fokuseret på, hvad der så sker efter det, fordi, altså, jeg tror, det, det man kommer op til, det var det her kærlighed, vidsdom, og forståelse, men det var ikke sådan, så det var et stationært sted, på den måde, altså, der var bevægelse i det, dynamik i det, det var ikke sådan, så man bare kom op og sad i solen, hele dagen. Der var noget, der var stadigvæk noget bevægelse, det var ikke kedeligt, men, så er det jo det, som nogen snakker om, skal man så ned igen, og skal man op igen, eller skal man videre på nogle andre lag, eller nogle andre zoner, det ved jeg ikke, og det gør heller ikke så meget for mig, altså, jeg er mest sådan lidt med nuet, og så måske, det første "efter", altså, men jeg havde da helt klart, som om, da jeg kom, det var min oplevelse, så var jeg hjemme, så kendte jeg dem egentlig godt, så, så, umiddelbart vil jeg sige, det virker logisk, at man kommer, ja lidt reinkarnerer, at det er den her masse, helheden, energien, alkærlighedsenergien, og man, noget af det, man kommer ned, og skal prøve nogle forskellige ting, man kommer ned i en form for matrix, så bor man det ene sted, og det andet sted, og har nogle familiekonstellationer, man har nogle udfordringer, man bor, ja, alle mulige ting, um, men, men det er ikke, det er ikke noget, jeg har tænkt sygeligt meget over, det er ikke, det er ikke det, der er vigtigst for mig, og, og, at gå videre med for min nærdødsoplevelse, det er lidt mere, altså livet, nu, hvis man kan sige det, og, og egentlig, jeg elsker livet nu, og ikke, at være lidt afslappet med, at det, der venter bagefter, er super godt, um, og også, egentlig det, at, um, nu var jeg 14 år, um, jeg elsker min familie, og alle de her vennerne, men stadig, da jeg var deroppe, så er det sådan, jamen, det er fint nok, altså, jeg ser dem hurtigt igen, så, altså, jeg kan også mærke, det brænder også lidt for mig, at sige, jamen, dem, der mister, selvfølgelig, det er ikke let eller sjovt, at miste børn, forældre, søskende, eller noget som helst, men dem, der gør det, tror jeg, at dem, der er døde, altså, eller dem, deres krop er død, og dem, sjælen er gået videre, jamen, de har det godt, og de sidder ikke og græder og savner jer, de elsker jer, og de elsker det hele, men nu, men de ser lidt ned, og siger, nu skal I igennem nogle ting, I skal måske igennem at prøve at leve uden et barn, eller uden en forælder, eller uden en søster, og det skal I, fordi I egentlig er stærke nok til at gå igennem det, det er en udfordring, det er ikke let, og det er, der er mange sorte ting i det, men I kan gøre det, altså, og man egentlig også godt kan mødes i kærlighed, altså, man kan fornemme hinanden i kærlighed, det er selvfølgelig ikke det samme som at sidde og kramme hinanden, eller sidde og have en, helt en samtale, men man kan have noget kommunikation, og det kan hjælpe, og så i, altså, i det store hele, hvis det, ja, hvis det giver nogen mening.

[Paul Bridgwater] (45:12 - 45:16)
Ja, så er, så er alt godt i det store hele, hvis man skulle sige det fra derfra.

[Mette Thygesen] (45:17 - 45:31)
Ja, og måske igen det her med, ja, men acceptere, det er ikke særlig sjovt lige nu, det er ikke særlig godt, lige at stå her lige nu, og, ja, den situation du er i, og det er også okay, det er ikke godt nok, men.

[Paul Bridgwater] (45:32 - 45:57)
Vil det være så, altså, hvad skulle man sige, hvis man skulle give et råd, og det, vi plejer at afslutte de her podcast med en råd, en råd til dem, der har haft ubehagelige nærdødsoplevelser, øh, vil det være noget i, på linje med det, du siger nu, altså, ligesom at prøve at være i nuet og indse dem, at, jamen, det er lidelsesfyldt, og, men der er en, en dybere mening med det, eller?

[Mette Thygesen] (45:57 - 46:23)
Jamen, altså, jeg vil sige, vi kan jo kun tage udgangspunkt i, hvad der, hvad der virkelig var godt for mig, altså, igen, at møde nogle andre, der, der har haft, altså, en lidelsesfuldt nærdødsoplevelse også, eller stod her bagved, og var helt, altså, det er jo så næsten, altså, for mig har det været altafgørende, selvfølgelig, så kan man godt, øh, og du kan også læse bøger og sådan noget, men, altså, en samtale,

[Paul Bridgwater] (46:24 - 46:24)
Øh,

[Mette Thygesen] (46:26 - 47:03)
over computeren, mødes og gå, altså, det betyder så meget, og, nogen, man kan vende de der ting med, altså, det, for mig har det været alt afgørende, og jeg kan også sige igen, altså, jeg forstår, jeg tænker tit på dem, der kun har haft en skræmmende nærdødsoplevelse, min, den var den lyse del, og den mørke del, og den lyse del, har altså gjort, jeg har kommet igennem hernede, fordi, jeg tænkte, jeg aner ikke, hvor jeg er nu, men jeg ved da i hvert fald, der var lyset deroppe, hvis man kommer ned og ikke aner, hvor man er her, og kun har noget skræmmende, at det kan jeg slet ikke forstå, hvordan man, hvad man så gør, men, ja.

[Paul Bridgwater] (47:03 - 47:09)
Og, hvad gør man så, hvis man gerne vil have den samtale? Jamen, kender du nogen, man kan ringe til?

[Mette Thygesen] (47:09 - 47:18)
Man kan ringe til mig! Og man kan gå ind på, på nettet på www, og så ndo.dk, som er foreningen her for nærdødsoplevere.

[Paul Bridgwater] (47:19 - 47:20)
ndo.dk Ja, ndo.

[Mette Thygesen] (47:21 - 47:28)
Ja. Ja, nærdødsoplevere i Danmark, og der står faktisk mine kontaktoplysninger inde, og så...

[Paul Bridgwater] (47:28 - 47:29)
Er den stadig under opbygning?

[Mette Thygesen] (47:30 - 47:40)
Øh, nej, den er nået længere. Den, nej, den er, den er ikke, den er ikke endelig færdig, den er dynamisk, men, men den er...

[Paul Bridgwater] (47:40 - 47:42)
Det var også frækt... Ja. Okay.

[Mette Thygesen] (47:42 - 47:43)
Ja.

[Paul Bridgwater] (47:43 - 47:59)
Jamen, man kan finde dine kontaktoplysninger der, og det kan jeg også kun varmt anbefale, jeg har været....jeg har jo ikke haft en nærdødsoplevelse, men jeg har været med til nogle af de offentlige seancer, som nærdødsoplevere i Danmark afholder, og det er en skøn gruppe mennesker, vi er budt meget velkomne.

[Mette Thygesen] (48:00 - 48:21)
Og så vil jeg sige til jer netop, prøv at tage kontakt, fordi mange af de ting, I tror I går ene med, og selvfølgelig har I jeres ene perspektiv på det, men man kan møde nogen, der kan forstå jeres spørgsmål, eller stille modspørgsmål, eller stille videre, og ikke bare kommer med et undrende, "Arh, tror du nu også?" Altså, der er sådan en god energi.

[Paul Bridgwater] (48:23 - 48:36)
Godt, så det kan godt være, at vi ikke fik landet et entydig svar på, hvad ubehagelige nærdødsoplever skal gøre godt for, og det tror jeg heller ikke, man skal, men vi håber, at det her kunne bringe nogle perspektiver i spil. Mette, tusind tak, fordi du var med.

[Mette Thygesen] (48:37 - 48:42)
Jamen, tusind tak, fordi jeg måtte være med, og tusind tak, fordi du så det her emne op, det tror jeg er virkelig vigtigt.

[Paul Bridgwater] (48:42 - 48:43)
Tak.