Nærdødsoplevelser og livsfortællinger / med Paul Bridgwater
Velkommen til podcastserien nærdødsoplevelser og livsfortællinger. En podcast der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater og i hver episode fortæller en gæst om sit liv eller sin forskning.
Nærdødsoplevelser og livsfortællinger / med Paul Bridgwater
Lill Green - To nærdødsoplevelser - lys og mørke
I denne episode fortæller Lill Green Hansen om to nærdødsoplevelser, hun har haft som henholdsvis 12-årig og som voksen under et alvorligt sygdomsforløb. Hun beskriver både mødet med et varmt og kærligt lys samt stærke, kontrastfyldte billeder af mørke. Samtalen berører også livslange intuitive stemmer, tidligere livsoplevelser og den betydning erfaringerne har haft for hendes arbejde og syn på livet.
[Paul Bridgwater] (0:00 - 0:16)
Velkommen til podcastserien "Nærdødsoplevelser og livsfortællinger". En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Lill Green.
Lill, vil du ikke sige lidt om dig selv?
[Lill Green Hansen] (0:17 - 0:44)
Det vil jeg gerne jo. Jeg er 72 år og bor i Hillerød og har næsten altid boet i Hillerød. Jeg har arbejdet med mennesker på forskellige plejehjem.
De sidste 30 år nærmest, der arbejdede jeg med handicappede i et dagscenter. Jeg har to børn og fire børnebørn, som jeg ser rigtig tit og ofte.
[Paul Bridgwater] (0:45 - 0:51)
Du har fortalt mig, at du har haft to nærdødsoplevelser, og det virker logisk at starte med den første.
[Lill Green Hansen] (0:51 - 1:27)
Jeg var 12 år, og vi boede midt i Hillerød og havde en stor have ned til Slotsøen. Vi var fire unger, der rendte og legede. Så havde vi taget brød med ned og kastede det ud til ænderne.
Så kom fiskene op bagefter og snuppede krummerne. Så kravlede jeg udvendigt på den der bådebro, vi havde og holdt mig i et bræt. Jeg griber ud efter fiskene, og så røg jeg i vandet.
Brættet røg jeg af.
[Paul Bridgwater] (1:28 - 1:29)
Var der dybt?
[Lill Green Hansen] (1:29 - 3:22)
Der var meget dybt, ja. Jeg kunne ikke bunde. Jo, helt ind ved kanten kan man bunde, men ikke ude.
Den er meget dyb. Jeg glider ud i søen, og jeg kommer op et par gange, hvor jeg ser bl.a. min søster stå og skrige. Da jeg er op anden gang, så er hun også væk.
De andre var løbet for at hente hjælp, sikkert. Så ligger jeg der i vandet. Min logik i dag er, at jeg er sjaskvådt og pløret og har andemad i håret osv., men følelsen er totalt væk. Jeg får den idé, at jeg er død, og jeg kan lige så godt ligge stille. Jeg har jo ligget og plasket, men i hvert fald får jeg den besked, at jeg var død. Så smutter jeg ud i den der lyskanal, som man hører andre fortælle om.
Man taler om smukt lys, og det var det. Varmt, dejligt, lige tilpas, som jeg ville kunne lide. For mig synes jeg, at det går meget hurtigt derudaf.
På et tidspunkt der, så får jeg en besked inde i mit hoved, at for at komme op, skal jeg bruge arme og ben. Og det begynder jeg på, og jeg kommer selv op. Jeg kommer selv ind til, hvor jeg kan bunde og kravle på alle fire op, og få fat i bådebroen, og kan så komme op i vores have igen.
Min forældre, vi boede der, og min far arbejdede der. Det var en bank, og han kom drønende ned, for han skulle ned og hjælpe mig op, men jeg var kommet om.
[Paul Bridgwater] (3:22 - 3:26)
Så boede I ned til søen? Ja. Og var det jeres bådebro?
[Lill Green Hansen] (3:26 - 3:29)
Ja, den hørte til med til ejendommen der.
[Paul Bridgwater] (3:31 - 3:34)
Så det var ikke en badebro, det var faktisk en bådebro?
[Lill Green Hansen] (3:34 - 3:35)
Det var en bådebro, ja.
[Paul Bridgwater] (3:35 - 3:36)
Så det var ikke trapper eller noget?
[Lill Green Hansen] (3:36 - 3:37)
Nej.
[Paul Bridgwater] (3:37 - 3:37)
Nej, nej.
[Lill Green Hansen] (3:37 - 3:43)
Der lå en gammel robåd, der sank. Så nej, det var en bådebro.
[Paul Bridgwater] (3:45 - 3:59)
Den stemme, der siger til dig, eller den fornemmelse du har af at være død, er det det samme som stemmen, der siger, at du skal bevæge dig? Eller er det en erkendelse, du kommer og tænker, nej, nu er jeg død?
[Lill Green Hansen] (4:01 - 4:02)
Helt ærligt, så ved jeg det jo ikke.
[Paul Bridgwater] (4:02 - 4:03)
Nej, nej.
[Lill Green Hansen] (4:03 - 4:26)
Fordi at, jeg vil sige det sådan, at altid, lige fra jeg er helt, jeg vil næsten sige nyfødt, så langt tilbage jeg kan huske, har jeg fået stemmer ind i mit hoved. Så har jeg fået beskeder, og det kan være alt muligt sjovt, og mindre sjovt. Men det er stemmer, der altid har hjulpet mig.
[Paul Bridgwater] (4:26 - 4:26)
Ja.
[Lill Green Hansen] (4:27 - 4:37)
Altid. Der har aldrig været nogen negative stemmer. Så stemmen der med, at jeg var død, jeg tænker, at jeg bare skulle slappe af.
[Paul Bridgwater] (4:38 - 4:38)
Ja.
[Lill Green Hansen] (4:39 - 5:00)
Nyde livet, havde jeg nær kaldt det. Og så lægger jeg jo mærke til den stemme, jeg får dermed, at jeg skal bruge arm og ben. For jeg havde jo ikke haft svømning i skolen på daværende tidspunkt.
Så jeg anede jo ikke noget om det. Og der bruger jeg så arm og ben at komme op selv. Så de der stemmer, jeg har, har egentlig ikke nogen lyd på.
[Paul Bridgwater] (5:01 - 5:08)
Nej, nej. Det forstår jeg nu. Okay.
Og har de her stemmer, de var der før oplevelsen?
[Lill Green Hansen] (5:09 - 5:10)
Også før, ja.
[Paul Bridgwater] (5:11 - 5:13)
Og har de været med dig lige siden så?
[Lill Green Hansen] (5:13 - 5:13)
Ja.
[Paul Bridgwater] (5:14 - 5:23)
Det er de. Og hvad kommenterer de på? Altså, hvornår er det, de...
Jamen, de er på alt muligt. Ja.
[Lill Green Hansen] (5:24 - 6:08)
Lige fra det sjove til, ja. Jeg kan sige en sjov ting. Og det er, da jeg møder min nuværende mand.
Der er byfest i Hillerød, og der er jo på alle steder, alle værtshuse, alle steder er der jo levende musik. Og vi mødes nede på, tilfældigt, vi kender egentlig ikke hinanden, vi mødes nede på sådan et værtshus, hvor der er god musik. Og så er jeg inde, og jeg danser med nogen, og så går døren op, så kommer han ind, så viste det sig, at han havde stået udenfor i baren der.
Så kommer han ind og siger hej. Og i det, jeg skal til at sige hej, helt ærligt, jeg tror stadigvæk, jeg ville sige hej, så siger jeg til ham, nu går du ikke, før vi har byttet telefonnummer.
[Paul Bridgwater] (6:09 - 6:12)
Det er jo sådan meget lige på.
[Lill Green Hansen] (6:13 - 6:44)
Og det havde jeg dog aldrig oplevet før. Og så danser jeg lidt videre, og så tænker jeg, ej, det sagde du bare ikke, det er jo ikke dig, det er noget, du har prøvet. Men så kunne jeg jo se, at han stod oppe i baren der, og så siger jeg, han lignede bare et stort spørgsmålstegn.
Men vi byttede telefonnummer, og vi har været sammen siden, og det er snart 19 år. Ja, så stemmen kommer på de mest, du siger, sjove steder.
[Paul Bridgwater] (6:45 - 6:46)
Men det er altid en stemme, der hjælper.
[Lill Green Hansen] (6:47 - 6:50)
Det er altid en, der kun ved mig det godt er.
[Paul Bridgwater] (6:53 - 6:59)
Nu handler det om nærdødsoplevelser, men alligevel, jeg bliver jo lidt nysgerrig. Er det den samme stemme, eller forskellige stemmer?
[Lill Green Hansen] (6:59 - 7:04)
Nej, jeg føler, det er den samme stemme, men igen er der ingen lyd på.
[Paul Bridgwater] (7:04 - 7:05)
Nej, det forstår jeg.
[Lill Green Hansen] (7:05 - 7:20)
Det er sådan set mig, der giver lyden, hvis jeg kan sige det sådan. Så jeg kan ikke sige, at det er den samme stemme. Nej, nej.
Det er jo et bud, jeg har, at det er den samme. Det er min skytsengel, der er ved mig hele tiden.
[Paul Bridgwater] (7:22 - 7:42)
Hvis vi går tilbage til oplevelsen af at være i lyset, når du er røget under vandet og er ved at drukne. Er det sådan, at lyset er det samme hele tiden, eller bliver den stærkere? Hvordan er det med denne her bevægelse, du beskriver?
[Lill Green Hansen] (7:44 - 8:13)
Der er mere lys ude fra enden. Det er ligesom, at jeg skal ud fra enden, hvor det er rigtig skarpt lys. Jeg vil sige, at det starter i mørkt.
Det gør det ikke, for det er meget lyst. Men jeg kan bare se ude fra enden, hvor der ligesom er hul. Der er det endnu lysere.
Det er ligesom derude af - i dag, tænker jeg - at det er derude, at døden havde været, så var det ikke sikkert, at jeg var vendt tilbage. Så jeg er i det lys, og derude er der endnu mere lys.
[Paul Bridgwater] (8:14 - 8:17)
Og da du så bevægede dine arme og ben, forsvandt lyset med det samme?
[Lill Green Hansen] (8:18 - 8:18)
Fuldstændigt, ja.
[Paul Bridgwater] (8:18 - 8:24)
Okay, så lige så snart du gjorde, hvad der blev sagt, så forsvandt lyset?
[Lill Green Hansen] (8:24 - 8:24)
Ja.
[Paul Bridgwater] (8:24 - 8:31)
Okay.
Men du har også haft en anden nærdødsoplevelse.
[Lill Green Hansen] (8:31 - 8:31)
Ja.
[Paul Bridgwater] (8:32 - 8:34)
Og det kommer nogle år efter.
[Lill Green Hansen] (8:34 - 12:01)
Det er kommet mange år efter, faktisk, ja. Fordi det er ikke mere end to og et halvt år siden. Fordi jeg brækkede min ryg for fire og et halvt år siden, og har sloges med den siden.
Og de kan ikke gøre noget ved det, så jeg skal leve med de smerter. Men så får vi - vi boede på tredje sal - og så var der en lejlighed nede i stuen, og den prøver vi så at få, fordi jeg kan ikke gå på 67 trappetrin hver dag, og så mange gange om dagen. Så vi prøver at få den, og det får vi.
Og i samme skynding bliver jeg også dårlig. Jeg får det skidt. Men der skal jo pakkes, og tingene skal flyttes ned, og de skal pakkes ud.
Så jeg går egentlig med det. Den fredag, hvor der kommer fire personer og hjælper med at skulle bære nogle ting ned, der må jeg sige, at jeg går i seng, jeg går ind og lægger mig på sengen, jeg kan ikke. Og jeg går ind og lægger mig, og da jeg bliver vækket af min mand, der har gået tre timer, cirka, der havde de fjernet cirka 50 flyttekasser, og så pludselig tømt et helt køkken, der ikke var pakket ned.
Og de har jo gået og hygget sig og grinet, fortæller de. Jeg har hørt intet. Jeg har hørt intet, så jeg var totalt væk.
Men der går så nogle uger, hvor jeg går der og pakker ud, så må jeg gå til læge. Og så siger hun så til mig, hvordan kommer du hjem herfra? Så siger jeg, at min mand sidder og venter derude.
Han kører dig direkte til hospitalet. Dagen efter bliver jeg akutopereret, og får fjernet en hel masse i underlivet og tarm osv. Og vågner jo så op.
Og der har jeg en af mine nærdødsoplevelser, et billede af, nu siger jeg "rædsel". For jeg ser for mig et maleri, hvor det er en tyk, tyk guldramme udenom. Indeni er billedet levende.
Og det er bare, nu siger jeg skærsilden, det er skrigende, vrede ansigtsudtryk, der sådan svæver rundt i hinanden. Og hvis man forestiller sig, at man maler med fedtfarver, og så tager den ene hånd og tværer det ud, fordi der kommer en hånd ned over billedet og tværer de der ansigter ud, og så bliver det endnu meget værre. Og det er det, jeg vågner efter.
Så går der en, jeg ved ikke om det er samme dag, der går i hvert fald lidt tid, lige pludselig får jeg øje på, at der står to ved siden af mig her. Sådan to sorte sjæle, helt sorte, blanke, ligesom om de er pakket ind i en sort plastikpose. Og så siger jeg ligesom, "hvad vil I"?
I kan godt skrue bag. For jeg er slet ikke bange, overhovedet ikke bange for dem. Så jeg beder dem om at forsvinde, for jeg havde ikke brug for dem.
Og det skal jeg lige sige et par gange før, at de forsvandt, og de forsvandt så der.
[Paul Bridgwater] (12:02 - 12:05)
Så de her to skikkelser, det var ved siden af hospitalsengen?
[Lill Green Hansen] (12:05 - 12:07)
Ja, de stod der.
[Paul Bridgwater] (12:07 - 12:19)
Så jeg forestiller mig, man ligger som regel med hovedet mod væggen, og så har du selvfølgelig fødderne ude i lokalet.
Så hvor er de i forhold til det?
[Lill Green Hansen] (12:19 - 12:25)
De står ligesom nede ved min højre fod, sådan lige ved siden af sengen, der står de der og kigger på mig.
[Paul Bridgwater] (12:26 - 12:28)
Og ved du, hvad de ville dig?
[Lill Green Hansen] (12:28 - 13:18)
Nej, det ved jeg sådan set ikke. Fordi lige præcist en uge efter på samme dag, og det hele bliver hastopereret igen, og ender så med at få en stomi. Men da jeg vågner der, så har jeg solopgangen.
Det er det billede, jeg vågner med. Så jeg ser det halve af billedet, det er blå som havet, og så er der himlen, og så ser man når solen er på vej op. Jeg kan ikke se solen endnu, men jeg kan se lyset fra solen komme op på himlen.
Så jeg tænker, at jeg ligesom skulle lige opleve det der sorte, for at være ekstra glad, da jeg så vågner, og så ser jeg sådan set livet igen.
[Paul Bridgwater] (13:23 - 13:37)
"Lyset skinner i mørket, og mørket begreb det ikke". Der er sådan en kontrast, der er nødvendig. Ja, det kan jeg godt se.
Og det var ikke en reelt solopgang uden for hospitalsvinduer?
[Lill Green Hansen] (13:37 - 13:38)
Nej, nej, nej.
[Paul Bridgwater] (13:42 - 13:58)
Lad os vende tilbage til det første billede, du har. Du har, eller hvad man kan kalde det, der er en billedramme, som er guld. Er den udsmykket?
Ja. Hvordan er den udsmykket?
[Lill Green Hansen] (13:58 - 14:13)
Jeg kan ikke sige dig, hvad der er på, men det er ligesom, at man har, altså nu bor jeg ved Frederiksborg Slot, så de der store guldrammer, der hænger, de er jo alle sammen pyntet på en eller anden led, udskåret i træet eller noget, og det er det samme, der er her.
[Paul Bridgwater] (14:14 - 14:15)
Hvor stor er den?
[Lill Green Hansen] (14:16 - 14:28)
Pænt, altså, skal vi sige halvanden gange, halvanden meter, en kvadratisk, stort billede, og så de der svævende, skrigende ansigter.
[Paul Bridgwater] (14:30 - 14:40)
Ja, og de svævende, skrigende ansigter, hvad udtrykte de? Altså, hvad for en følelse lå der i?
[Lill Green Hansen] (14:41 - 14:42)
Altså, de havde jo en rædsel.
[Paul Bridgwater] (14:43 - 14:44)
Ja, det sagde du, en rædsel.
[Lill Green Hansen] (14:44 - 15:12)
Ja, de havde en rædsel, men jeg følte sjovt nok ingen rædsel. Jeg var slet ikke bange, jeg var overhovedet ikke bange for dem. Jeg føler, at jeg ligesom bare skulle se en, som jeg i dag siger, jamen, hvis der er glæde, så er der også sorg.
Der er altid en modsat. Ellers er der jo ingen glæde. Hvis ikke der er sorgen, eller rædselen, så vil det hele ikke gå, så vil det være lidt kedeligt.
[Paul Bridgwater] (15:12 - 15:13)
Ja.
[Lill Green Hansen] (15:14 - 15:17)
Der er jo to sider af mønten.
[Paul Bridgwater] (15:17 - 15:19)
"Sorrig og glæde, de vandrer til hobe"
[Lill Green Hansen] (15:20 - 15:24)
Så jeg tænker, det er det, jeg har skulle opleve.
[Paul Bridgwater] (15:25 - 15:41)
Og de mylder rundt iblandt hinanden. Og de har ikke nogen, har de krop bagved? Nej.
Kun ansigter. Og så kommer hånden der. Kan du beskrive hånden lidt nærmere?
[Lill Green Hansen] (15:41 - 16:05)
Det kan jeg faktisk ikke, andet end det er en hånd, der kører så ned og tværer de der farver ud, så de bliver endnu mere gruopvækkende, rædselsfulde - skriger. Men selve hånden kan jeg ikke beskrive, andet end det kunne være din hånd, min hånd. En almindelig hånd.
[Paul Bridgwater] (16:05 - 16:11)
Nå, det er en almindelig hånd? Okay, det er alligevel bemærkelsesværdigt. Jeg havde forestillet mig, at det var en sort hånd.
[Lill Green Hansen] (16:12 - 16:18)
Nej, nej, nej, nej. Jeg tænker mere, at det er en gudshånd eller sådan et eller andet.
[Paul Bridgwater] (16:23 - 16:32)
Nu nævner du også farver. Så det er sort, men det er også farver? Eller hvordan er det?
[Lill Green Hansen] (16:32 - 16:35)
Her er det kun i de sorte, grå farver.
[Paul Bridgwater] (16:35 - 16:36)
Okay.
[Lill Green Hansen] (16:36 - 16:42)
Og så guldet. Guld rundt om, men alt det andet er kun sort. I alle nuancer.
[Paul Bridgwater] (16:43 - 16:45)
Okay, altså sort og grå.
[Lill Green Hansen] (16:45 - 17:04)
Ja, alle de der nuancer. Jeg havde jo en af...
om det er en stemme, det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg havde en følelse af, at jeg overlevede. Jeg følte ikke, at nu var det min tur til at komme herfra.
[Paul Bridgwater] (17:04 - 17:04)
Nej, nej.
[Lill Green Hansen] (17:04 - 17:18)
Og så måske havne nede sammen med de skrigende der. Den følelse har jeg slet ikke på noget tidspunkt haft.
Heller ikke, da de to store, store det er, svævede rundt om mig. Nej, slet ikke.
[Paul Bridgwater] (17:19 - 17:28)
Det er jo også... Noget af det, som er bemærkelsesværdigt, tænker jeg, det er, at så vidt jeg kan høre sig i begge beretninger, så er du slet ikke bange.
[Lill Green Hansen] (17:28 - 17:28)
Nej.
[Paul Bridgwater] (17:30 - 17:34)
Og er du ellers en, der kan blive bange?
[Lill Green Hansen] (17:36 - 17:58)
Det er en af de ting, jeg har. Det er, at jeg aldrig bliver bange. Jeg kan selvfølgelig blive bange for at miste et barn, eller børnebørn, eller min mand, eller...
Det er logisk, men hvis jeg oplever et eller andet... en bil, der får tæt på, eller... Så ved jeg...
Så bliver jeg ikke bange.
[Paul Bridgwater] (18:00 - 18:12)
Lill, du har også fortalt mig, at stemmen en gang sagde, du skal til Auschwitz, og det lyder ikke rart. Kan du fortælle lidt om baggrunden for det?
[Lill Green Hansen] (18:13 - 19:32)
Det kan jeg, ja. Det var... Lige fra jeg var helt lille, har jeg fået billeder ind i mit hoved, der handlede om anden verdenskrig, ved jeg i dag.
Men jeg så bare sådan nogle rædselsfulde billeder. Med hegn, og de der stribede dragter, og jeg har set en familie blive skudt. Men selvfølgelig bare billeder i mit hoved.
Og det er fra jeg er... Nu siger jeg fire år. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg er, men det er før jeg går i skole.
Og de billeder har jo forfulgt mig. Så da jeg har mødt min nuværende mand, vi taler sommerferie, så vil han gerne se en koncentrationslejr. Og jeg brød fuldstændig sammen, fordi: "Man kunne da ikke tjene penge på det".
Jeg synes, det var en fornøjelse at bruge en sommerferie på sådan noget. Men han ville se det på grund af vores danske historie i det. Og så får jeg så noget hjælp til at finde ud af, hvordan og hvorledes tingene hænger sammen.
Så det år der, der tager vi så til Frøslevlejren først. Året efter tager vi til Auschwitz.
[Paul Bridgwater] (19:32 - 19:34)
Vil du bare lige sige, hvad for noget hjælp får du?
[Lill Green Hansen] (19:35 - 19:48)
Jamen det er en, der kan... Hun kan se se tidligere liv, så hun fortæller mig om mit tidligere liv, hvor jeg dør i Auschwitz.
[Paul Bridgwater] (19:48 - 19:49)
Okay.
[Lill Green Hansen] (19:50 - 19:58)
Og det er derfor, jeg så får også gerne ved noget at opleve det, så jeg kan få ryddet ud i det.
[Paul Bridgwater] (19:59 - 20:06)
Så først er det sådan, at du nægter at tage afsted, og så tænker du, hvorfor har jeg de her stærke følelser omkring det, og så besøger du...
[Lill Green Hansen] (20:06 - 20:07)
En, der hjælper mig.
[Paul Bridgwater] (20:08 - 20:12)
Og så starter I det små med Frøslevlejren. All right.
[Lill Green Hansen] (20:13 - 21:51)
Og så tager vi så året efter til Auschwitz. Og... Da vi kommer derned, har vi aftalt, at vi følges ad, men jeg vil gerne have lov at gå lidt alene, så jeg kan mærke på kroppen, hvad der sker.
Og da vi kommer ned, og vi går ind igennem... Vi skal ned til porten, broen der i porten, og ind, så kan jeg ikke gå derind. Jeg bryder faktisk helt sammen, og stiller mig op ved sådan en, hvor de har nogle plancher og noget hængende.
Så bliver jeg... Så pludselig opdager jeg, at der står en bagved mig. Føler, at der står en bagved mig, og tager ligesom vingerne rundt om mig, som beskytter mig, passer på mig, giver mig ro på.
Og jeg står der et øjeblik, og det er sådan, at jeg må kigge ned af mig selv for at se, om der står en bagved mig. Men der er jo ikke nogen at se. Og så ender det med, at jeg også skal gå igennem, og komme ind og gå og se al rædslen, som jeg jo så har haft i mit hoved.
Kun en gang, fordi det er nogle af de billeder, der hænger. Der er jo billeder overalt. Så et af billederne, der må jeg gå hen og tage min mand i hånden, og tage ham med tilbage til det her billede, for der var et af dem, jeg havde haft inde i mit hoved, som barn.
[Paul Bridgwater] (21:54 - 22:00)
Tror du, at de her oplevelser er forbundet med ansigterne i rammen?
[Lill Green Hansen] (22:03 - 22:11)
Det kunne det jo godt være. Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt sådan. Men det kunne det sagtens være.
[Paul Bridgwater] (22:15 - 23:00)
Det jeg synes er lidt spændende, det er, altså det hele er spændende, men du har et positivt oplevelse af lyset ved bådebroen, og så har du de her ret skræmmende, i hvert fald for andre mennesker skræmmende oplevelser på hospitalet, både med rammen og ansigterne, og også de to sorte figurer ved siden af sengen, eller ved fodenden af sengen. Og så viser det sig også, at du har den her ret frygtelige oplevelse af at kunne genkende noget fra Auschwitz. Og så har du også fortalt, at du havde en anden oplevelse, som også svarer til det lyse.
Måske kan du fortælle den.
[Lill Green Hansen] (23:00 - 24:15)
Ja, fordi at jeg har altid haft et eller andet med klostre og nonner, munke. Så jeg finder ud af, at jeg faktisk har været nonne i Assisi, og har passet Frans af Assisi. Og det hænger jo lidt sammen med, at jeg er sygehjælper i dag, eller har været.
Så vi tager til Assisi, og så sidder jeg nede i den her lille kirke, hvor jeg har været en gang. Og min mand og jeg har igen aftalt, at vi følges ad, men alligevel så vil jeg gå min egen vej. Og han går udenfor.
Jeg bliver siddende, og pludselig bliver jeg skubbet på min højre skulder. Og de griner, nonnerne. Jeg er ligesom pludselig sat tilbage i tiden til de her nonner.
De har lavet en bold af et eller andet gammelt slidt lagen, som de bare har bundet knude på knude på knude. Så det er sådan, at jeg bliver en bold. Og så laver de noget stikbold.
Og det er det, de vil have mig med ud til.
[Paul Bridgwater] (24:15 - 24:16)
Hvor gammel er I?
[Lill Green Hansen] (24:17 - 24:23)
Jamen der vil jeg tro, at jeg har været 18 år. Sådan noget lignende.
[Paul Bridgwater] (24:24 - 24:32)
Det lyder jo ikke som nogen, hvad skal man sige, de hellige, tavse nonner. Det lyder mere som sjov og ballade.
[Lill Green Hansen] (24:32 - 24:53)
Jamen det var det ikke. De havde deres strakter på, og fulgtes jo med Frans og Clara. Men indimellem havde de jo lidt sjov.
Det havde de da. Så de vil have mig med ud og spille bold. Ja.
[Paul Bridgwater] (24:54 - 25:03)
Og det oplevede du, mens du sad i, er det kirken forneden på sletten, altså der, hvor han døde?
[Lill Green Hansen] (25:03 - 25:06)
Ja, det er det. Det var der.
[Paul Bridgwater] (25:07 - 25:16)
Ja. Det er jo en spændende beretning. Ja.
Så Assisi som det lyse, og Auschwitz som det mørke.
[Lill Green Hansen] (25:17 - 25:21)
Ja. Og efter jeg har besøgt de to steder, så får jeg ikke de billeder mere.
[Paul Bridgwater] (25:22 - 25:22)
Nå.
[Lill Green Hansen] (25:22 - 25:47)
Jeg kan jo godt kalde dem frem jo, som jeg siger til folk, når jeg har fortalt det, så siger jeg, hvis jeg siger is, så ser du en is, og jeg ser en anden is. Så man kan jo godt fremkalde billedet, men de dukker ikke bare op, mens jeg står og laver aftensmad, så ser jeg ikke pludselig noget fra Auschwitz, for det gjorde jeg jo før. Altså efter jeg har besøgt stederne, så er der kommet ro på i mit hoved.
[Paul Bridgwater] (25:47 - 25:52)
Ja. Og de billedesserier, du så før, var det glimt, eller var det historier?
[Lill Green Hansen] (25:53 - 25:54)
Det var glemt.
[Paul Bridgwater] (25:55 - 25:56)
Okay.
[Lill Green Hansen] (25:58 - 26:22)
Jeg føler virkelig, at der er nogen, der passer på mig. Så, og jeg har lavet mange ting, og mange har rystet på hovedet, og sagt til mig, er du fuldstændig skør? Fordi jeg har ikke været bange, jeg har bare gjort nogle ting.
Det kunne være at vandre rundt ind i København om natten alene, det var der ingen andre, der turde.
[Paul Bridgwater] (26:22 - 26:22)
Nej.
[Lill Green Hansen] (26:24 - 26:30)
Men jeg har aldrig følt, at jeg var dumdristig, men jeg har aldrig været bange.
[Paul Bridgwater] (26:31 - 26:31)
Nej.
[Lill Green Hansen] (26:34 - 26:51)
Så det der med, at jeg altid har, det er jo mærkeligt at sige, at man altid har været heldig, jeg har været glad og tilfreds med min tilværelse, og det gætter jeg lidt på. Jeg kom også derfra, altså glæden ved livet.
[Paul Bridgwater] (26:52 - 27:26)
Der er jo ikke mange, der har skræmmende nærhedsoplevelser, som du har haft. Nej. Og hvad tænker du selv, er betydningen af det?
Du nævner det der med lys og mørke, men alligevel, det lyder jo ret horribelt, at der skulle være sjæle, der er fastslåst, om det så er en billederamme, eller i mørket, eller hvad det nu er. Hvad tænker du om dem? Kan man hjælpe dem, eller er det ens opgave at hjælpe dem?
[Lill Green Hansen] (27:28 - 28:17)
Jeg har sådan en idé om, at der ikke er nogen, der kommer i skærsilden. Jeg har sådan en idé om, at det kan godt være, at nogen kommer ned og besøger den, men jeg tror ikke på, at man skal blive dernede. Jeg har sådan en idé om, at vi kommer videre ad sammen, vi bliver tilgivet, og kommer videre.
Der er jo mange, der lider af angst, og jeg synes, det må være forfærdeligt, for det er jo noget, der ligger mig så fjernt, at være bange for noget. Men som jeg siger, jeg er jo ikke dumdristig, og med mit job har jeg jo også kunne passe på andre mennesker, og tage mig af, og det er jo det, jeg har gjort hele mit liv.
[Paul Bridgwater] (28:20 - 28:21)
Hvad har du arbejdet med?
[Lill Green Hansen] (28:22 - 29:23)
Jeg har arbejdet med handikappede og ældre mennesker på plejehjem. Jeg har uddannet sygehjælper, så i de første år, der arbejdede jeg som sygehjælper på plejehjem. Og så senere hen, så var jeg heldig at få job i et dagcenter, hvor folk boede hjemme, og så kom de ind til os hver dag.
Og så hyggede vi os med dem. Og der har jeg jo nogle gange kunne fortælle lidt om min oplevelse. Ikke den sidste, for der har jeg jo holdt op med at arbejde, men der har jo været nogen, der har været bange for at dø.
Der har jeg jo så kunne fortælle min oplevelse fra drukne. Fra jeg var ved at drukne, hvor så folk, de får lidt ro på. En fortalte, at hun havde selv oplevet det.
På en operationsstue, hvor hun pludselig hang op under loftet. Så det havde vi jo sådan snakket om. Og underholdt nogle af de andre med, så et eller andet sted var det, som om det gav lidt ro.
[Paul Bridgwater] (29:24 - 29:30)
Ja, det må det have gjort. Har du haft en fornemmelse af, at dit liv skulle bruges på noget bestemt?
[Lill Green Hansen] (29:32 - 30:14)
Ikke andet end som hjælper. Altså at hjælpe der, hvor jeg kan. Og det har jeg jo gjort hele mit liv, faktisk.
Det har jeg. Og gør det den dag i dag. Og der er altså, nogen har moret sig lidt over det, og andre har syntes, det var lidt træls.
Fordi jeg kunne komme ind et eller andet sted, til et selskab, til et eller andet, hvor der er mennesker. Og jeg kan sådan sige, bare sætte mig ned et sted, så kommer folk over til mig, og vil gerne sludre. Og så ender det med, at man har hjulpet nogle af dem, inden de går ud af døren.
Med et råd eller en oplevelse, jeg har, som kunne minde lidt om den, de har haft, eller et eller andet.
[Paul Bridgwater] (30:15 - 30:17)
Så folk har ligesom tænkt. "Hende kan man tale med?"
[Lill Green Hansen] (30:18 - 30:21)
Ja, af en eller anden årsag. Uden at jeg egentlig har sagt noget til dem.
[Paul Bridgwater] (30:22 - 30:31)
Ja. Jeg er rigtig glad for, at du stiller op til podcasten. Og så kan vi spørge, hvad tænker du formålet er?
Hvorfor sagde du ja?
[Lill Green Hansen] (30:32 - 30:40)
Det er fordi, at jeg har altid sådan set godt kunne tænke mig at fortælle det. Men jeg har bare ikke vidst, hvor jeg skulle gøre det henne.
[Paul Bridgwater] (30:40 - 30:40)
Nej.
[Lill Green Hansen] (30:42 - 31:01)
Jeg har også prøvet sådan meget i det små, fordi jeg er slet ikke sådan en, der rejser mig og holder tale eller noget. Men jeg har sådan set prøvet at holde en lille foredrag om det. Fordi jeg egentlig gerne ville fortælle.
Jeg synes også, det er sjovt at høre andre fortælle jo. Om deres oplevelser.
[Paul Bridgwater] (31:02 - 31:05)
Hvad giver det dig, at høre andre folks oplevelser?
[Lill Green Hansen] (31:05 - 31:22)
Jeg bliver egentlig lidt glad. Jeg bliver lidt glad over, at jeg ikke er den eneste i verden, der har haft den oplevelse. Men et eller andet sted, at vi er sådan en flok, der har prøvet det.
[Paul Bridgwater] (31:24 - 31:37)
Ja. Nogle gange tænker jeg på jer som astronauter, der har draget ud i himmellegemet og kommer tilbage og fortæller om en anden verden. Ja.
Så kan vi jo tygge på den, os, der er hernede!
[Lill Green Hansen] (31:37 - 31:38)
Ja, I kan prøve!
[Paul Bridgwater] (31:40 - 32:08)
Ja. Men Lill Green, tusind tak, fordi du ville fortælle din historie. Jeg tror også, det er rigtig vigtigt, at få fortalt historier som din.
Så det kan hjælpe med, at få sat livet og døden i perspektiv. Og også gøre, at folk ikke er helt så bange for døden. Og tak til jer, der lyttede.
Du kan finde denne podcast og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk - Tak, Lill!
[Lill Green Hansen] (32:09 - 32:11)
Selv tak, fordi jeg måtte fortælle min historie.