Thomas Bojesen – Da verden åbnede sig midt på gaden

Som ung mand oplever Thomas Bojesen en udvidelse af  bevidstheden udløst af en intens kærlighedserklæring. Først oplever han en indre renselse, og kort efter åbner verden sig for ham i en  erfaring af enhed, indsigt og mening – midt på en  københavnsk gade.

I podcasten fortæller han om oplevelsen, dens livslange betydning og om de refleksioner, den har givet ham om bevidsthed, kærlighed, Gud og virkelighedens natur. Hans råd er: "Hold din dør åben! Undgå at danne dig faste meninger og forklaringer om førstehånds beretninger af spirituel art! Lyt og hold din dør åben!"

Chapters

• 0:00 Et liv i musik og håndværk
• 2:55 Forelskelsen
• 6:30 Renselsen
• 9:30 Da verden åbner sig
• 14:24 Ubetinget kærlighed og selvaccept
• 23:34 En varig forandring
• 27:08 Bevidsthed, Gud og den større virkelighed
• 50:05 Nærdødsoplevelser og åbenhed

Transcript

[Paul Bridgwater] (0:01 - 0:23)
 Velkommen til podcastserien nærdødsoplevelser og livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænslandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Thomas Bøjesen.

Velkommen, Thomas. Ja tak. Vil du starte med at sige lidt om dig selv?

[Thomas Bojesen] (0:25 - 2:28)
 Ja, jeg vil sige helt kort. Jeg er den midterste ud af fem børn og vokset op her i Københavnsområdet. Først på Amager og senere oppe inde i centrum, København centrum.

Og jeg gik på sangskolen, som nu er Sankt Annæ Gymnasium. Dengang hed det “De Forenede Kirkeskolers Sangskole”. Og der havde jeg jo så fået en musikalsk opdragelse.

Jeg kom i lære som sølvsmed midt i 50’erne. Jeg lærte jo at spille violin der på sangskolen og har fortsat med det faktisk indtil nu. Jeg er 86 år gammel nu.

Senere hen kom jeg i lære som sølvsmed. Har arbejdet som sølv- og guldsmed sammen med min fætter, som samtidig med mig kom i lære som guldsmed. Og min bror, som i virkeligheden er udlært maskinarbejder.

Vi etablerede et værksted sammen, hvor min bror så sørgede for at lave alt det værktøj, vi skulle bruge, og fik faktisk et meget godt lille værksted op at stå.

[Paul Bridgwater] (2:30 - 2:53)
 Der er meget mere at fortælle om dit liv, og det synes jeg, vi skal vende tilbage til. Men det er meget godt med den rammesætning her. Og så, hvis vi nu går videre til, at du havde en oplevelse, hvor verden eller virkeligheden åbnede sig.

Det må vi tage fat på.

[Thomas Bojesen] (2:55 - 13:56)
 Ja, det var sådan, at efterfølgende tog jeg studentereksamen på kursus og startede på lærerseminarium. Jeg blev også gift, fik to børn.

Og på det her lærerseminarium blev jeg på et tidspunkt meget forelsket i en af mine klassekammerater. Men hun var også gift og havde to børn ligesom jeg. Så det blev bare sådan til en hyggelig flirt, og måske lidt mere også.

Og det viste sig også, at hun i virkeligheden var meget ulykkeligt gift, men turde ikke at forlade sin mand. Og det var heller ikke på tale, at vi overhovedet skulle ændre på det.

Heller ikke fra min side. Jeg havde et meget godt forhold til min kone, så jeg havde slet ikke lyst til, at der skulle være andet. Men det kørte sig i virkeligheden så langt, at min kone ikke ville mere med mig.

Og det kunne jeg ikke sige noget imod. Så det endte med, at vi blev skilt, og jeg flyttede for mig selv. Og jeg og pigen, vi så jo så hinanden så meget, vi kunne, efter det.

Og vi gik stadigvæk på seminaret. Og på et tidspunkt havde hun været hjemme hos mig. Og i det, hun skulle til at gå, så siger hun: “Nu tager jeg hjem og siger til min mand, at jeg vil skilles fra ham.

Og så skal vi to flytte sammen.” Og så, med de ord, der gik hun ud ad døren. Og der stod jeg med de mest vidunderlige ord, jeg nogensinde havde hørt i mine ører.

Og der skete en forvandling med mig. Jeg oplevede det, at jeg oplevede helt fysisk, og jeg kan se det for mig, hvordan alt det, jeg rent ud sagt, alt det lort, jeg havde samlet både i hovedet og i kroppen i løbet af alle de år, jeg havde levet,

det steg op og steg ud af mit hoved som en stor, kulsort sky. Og så var jeg ren. Jeg var fuldstændig renset.

Og jeg følte mig faktisk, jeg følte mig let som en fjer. Helt bogstaveligt. Det var fuldstændig, ligesom om jeg bare svævede af sted.

Jeg stod så og skulle ned og købe noget smør nede i et ismejeri lige rundt om hjørnet. Og jeg kan huske den fornemmelse, da jeg gik ned ad trappen. Det var fuldstændig, som om jeg bare svævede ned.

Og da jeg så kommer ud på gaden og står midt ude på gaden, så oplevede jeg, at verden lukkede sig op for mig. Og jeg kan ikke sige det andet, end at det var det, der skete. Lige pludselig så vidste jeg alt.

Jeg følte også, at jeg følte mig omfavnet nærmest af hele universet. Jeg følte det der enorme univers, der kom så utroligt tæt på mig. Og samtidig så stod jeg med hele jorden, hele jordkloden, i min favn.

Jeg havde den her lige foran mig. Og jeg kunne bare række armene ud og favne hele jorden. Jeg kan huske, at jeg begyndte at skrålgrine, fordi, og jeg sagde også til mig selv: Selvfølgelig er det sådan.

Det var så indlysende. Det kunne ikke være anderledes. Samtidig så vidste jeg, at alt det her, det var mit.

Og jeg kan huske, at jeg oplevede, at det hele var ligesom, der var ligesom et netværk af tynde, tynde ståltråde. Det var ligesom, det var sådan nogle ganske tynde, skinnende tråde, der udgjorde et stort fletværk. Jeg har tit spekuleret på, hvad betyder det?

Men der har jeg ikke kunnet finde nogen forklaring på. Men sådan var det. Og den bog, altså verden, den lukkede sig op, som om det var en stor bog, hvor jeg kendte hvert eneste komma i hele bogen.

Og jeg kan huske, at jeg tænkte: Jamen, det her, det ser jeg jo ikke med mine øjne. Så jeg skulle lige teste mit fysiske syn. Og jeg vendte hovedet og kiggede ned langs med gaden for at se.

Og der kunne jeg se bilerne, der holdt på gaden. Jeg kunne se husene, der var nogle store karréer lige der, hvor jeg boede. Men det var fuldstændig som teaterkulisser.

For jeg kunne jo se hele verden. Jeg vidste også med mig selv, at det her, det ville ikke være evigt. Det ville blive, jeg måtte aldrig glemme det.

Og det har jeg heller ikke gjort. Og jeg fortsatte bare over gaden. Og jeg ved ikke, hvor længe det syn holdt sig.

Men det var ikke sådan, at det lige pludselig forsvandt igen. Jeg var jo, jeg oplevede jo også, at jeg var to steder på én gang. Så jeg fortsatte bare ind over gaden og hen til ismejeriet og købte mit drittelsmør.

Og var bare i et fantastisk humør. Og ja, det er sådan set min historie.

[Paul Bridgwater] (13:58 - 14:19)
 Har du tænkt over, hvad det var, der gjorde, at du følte, at du blev renset? Altså, du sagde, at det var den mest fantastiske sætning eller noget lignende. Altså, hvad var det for en trigger, hvis man skal sige det sådan?

Altså det der sted, som gjorde, at hele processen gik i gang?

[Thomas Bojesen] (14:24 - 14:37)
 Altså, for det første, så når jeg tænkte på det bagefter, så umiddelbart forbandt jeg ikke de to oplevelser med hinanden.

[Paul Bridgwater] (14:38 - 14:38)
 Nej.

[Thomas Bojesen] (14:40 - 16:53)
 Og jeg tænkte også på det her, altså den oplevelse med … jeg er ikke i tvivl om, at det, der satte gang i min oplevelse, det var, at jeg var så forelsket i pigen. Og hun, i det øjeblik hun siger: “Nu går jeg hjem og siger til min mand, jeg vil skilles, og så skal vi to flytte sammen.” Det er den største kærlighedserklæring, jeg nogensinde har oplevet.

Og det var rettet på mig. Det er, jeg tror, det er, jeg tror, at jeg, fordi jeg har tænkt på det mange gange, jeg oplevede det som en ubetinget kærlighed. Der var ikke mere i det.

Det var en ubetinget kærlighedserklæring. Sådan har jeg oplevet det. Og det er, det er vel det, der har trigget den der oplevelse.

Jeg har også tænkt på, at egentlig havde selve oplevelsen ikke noget med hende at gøre. Det er, det var noget, der kom, det var noget, der skete med mig. Jeg havde også den oplevelse nede på gaden.

Det var bare noget, der pludselig skete. Og når jeg ser tilbage på det, så ser jeg det bare sådan, at jeg har været to steder på én gang.

[Paul Bridgwater] (16:57 - 17:04)
 Hvor lang tid tog det, før du nåede tilbage til hverdagsplanet igen?

[Thomas Bojesen] (17:06 - 18:13)
 Jeg, som jeg også sagde før, jeg kan ikke huske, at det bare fortog sig, den oplevelse. Altså oplevelsen nede på gaden. Men jeg kan ikke huske, at det lige pludselig var væk.

Fordi jeg var jo også i mit almindelige jordiske liv, hvis man kan sige det sådan. Og det var jeg jo hele tiden. Men det jeg gjorde, det var jo, jeg fortsatte jo bare over gaden.

Jeg tror, at jeg har stået stille på gaden, mens jeg har stået og grinet og været fuldstændig overvældet over det, jeg oplevede der. Men så har jeg bare fortsat, fordi jeg var jo på vej over for at købe mit smør.

[Paul Bridgwater] (18:21 - 18:41)
 Den ubetingede kærlighed, som så udløste … var det, fordi det var fra hende? Eller var det en accept af den, du var? Eller begge dele?

Eller har du gjort dig nogle tanker om det?

[Thomas Bojesen] (18:42 - 23:30)
 Jeg tror, det var en accept af, at jeg var mig. At jeg var den, jeg var. Det tror jeg.

Jeg havde ikke hende i tankerne. Og jeg havde heller ikke det, at vi nu skulle flytte sammen. Jeg tror simpelthen, at det var den bekræftelse af, at den, jeg var, var en accept og et ja.

Og måske var det også … det havde jeg også tænkt meget på efterfølgende. Hvad var det, der satte det i gang? Det var selvfølgelig hendes ord, men det, at jeg havde brug for at blive renset. Jeg var fyldt op med, og det har jeg været lige fra jeg var barn, med store komplekser.

Jeg har altid følt mig skamfuld over, at jeg var så lille i forhold til min alder. Hvor det kommer fra, har jeg også meget ofte spekuleret på. Jeg kan huske en episode, da jeg var otte år.

Vi havde været i byen og kørt med S-tog hjem, og vi skulle af på Østerport Station. Og vi står der i perronen på S-toget og venter på, at det stopper. Og der står en masse andre mennesker også, der skal af. Og så er der lige pludselig en dame, der kigger på mig og siger: “Hvor gammel er du egentlig?”

Fordi hun havde først sagt, hvor sød hun syntes, jeg var. Og så kan jeg huske, at jeg blev nødt til at sige, at jeg var otte år. Fordi mine forældre var der jo også, og mine søskende.

Men jeg skammede mig sådan over, at jeg skulle sige det. Men jeg fik hvisket det ud af, og hun blev nødt til at sige: “Hvad siger du?” Og så måtte jeg sige det højt alligevel.

Og det havde jeg det frygtelig med. Og det er noget, som jeg har spekuleret rigtig meget på hen ad vejen. Tænk, at en lille dreng på otte år kan stå og føle sig sådan.

Og det har jo altså, ikke bare den episode, men altså grunden til, at jeg følte mig sådan, har siddet i mig, og også i min opvækst. Og jeg har mange andre lignende episoder, og jeg har haft frygtelig svært med, for det første, at sige min alder. For det andet, og jeg reagerer på det stadigvæk, hvis nogen begynder at lave grin med, at jeg er lille.

Jeg har det siddende i mig.

[Paul Bridgwater] (23:34 - 24:03)
 Og det skulle jeg også til at spørge dig om, nemlig om renselsen var permanent, om det gjorde en varig forandring, at den sorte sky forsvandt, eller om verdens tildragelser og småknubs, sådan som det nu er indrettet mellem os mennesker, at vi gør hinanden ondt, at det ligesom bygger et stillads op igen i ens indre, som har brug for renselse.

[Thomas Bojesen] (24:03 - 26:07)
 Jeg tror nok, at den renselse der har gjort rigtig meget. Jeg tror nok, at, for det det rigtige vil sige, altså jeg har det stadigvæk som en refleks i mig, men jeg ved også, at jeg har også den erkendelse, at jeg er blevet renset. Og det gør også, at jeg bedre kan håndtere de situationer.

Så hvis jeg mærker den reaktion komme op i mig, så ved jeg også, at det er bare noget, en eller anden refleksreaktion, som egentlig ikke betyder noget. Og det har jeg forsøgt i hvert fald at sige til mig selv hver gang. Og jeg synes også, at jeg er lykkes med det mange gange.

Men det handler jo ikke bare om, at jeg er lille. Det handler jo også om, at jeg på mange andre måder har følt mig anderledes. Og jeg oplever, at den oplevelse, jeg har haft, den har gjort, at jeg har fået en meget større accept af mig selv.

[Paul Bridgwater] (26:09 - 26:24)
 I hvert fald kan det næsten ikke blive større, at man erkender, at verden er ens egen. Du siger, at du vidste, at verden var din. Større kan det jo næsten ikke blive.

[Thomas Bojesen] (26:25 - 27:07)
 Nej, og det er rigtigt. Det har jeg også tænkt på bagefter. Og det er ikke bare noget, jeg har bildt mig ind.

Og det ved jeg. Jeg ved, at den her oplevelse, det er den ultimative sandhed. Du kan ikke opleve noget mere sandt end det her.

Sådan har jeg det med den oplevelse.

[Paul Bridgwater] (27:08 - 28:02)
 Jeg tænker også, at nogen vil sige, at det var kompensatorisk. Det er jo sådan ret nærliggende at sige, at psykologisk er du skamfuld over at være lille, og så oplever du at have hele verden. Men sådan hører jeg det slet ikke på dig, fordi du virker som et ret ydmygt menneske og i virkeligheden hviler meget i dig selv.

Så på den måde tænker jeg, at vi må ligesom et andet sted hen. Altså det der med, at vi er en del af det hele og er måske det hele og er samtidig os selv og er to individer her på Frederiksberg. Så begge dele kan være rigtige samtidig.

Så man ikke ender i tanker om verdenshersker og den slags ting, fordi det er slet ikke det, der ligger i det.

[Thomas Bojesen] (28:03 - 31:34)
 Nej, det er jo selvfølgelig også noget, jeg har tænkt på. Hvad betyder det, at det lige pludselig er midt i det hele? Men det betyder netop, at det hele hænger sammen.

Og det giver mig måske også en følelse af et ansvar over for verden. Nu er jeg jo ikke eneansvarlig, og det er også det, du siger, med at det jo ikke betyder, at jeg enehersker lige pludselig. Fordi jeg ved da godt, at vi er 7-8 milliarder mennesker på jorden.

Men det giver mig en følelse af, at det hele hænger sammen. At vi er en del af hinanden. Og efterfølgende har jeg også spekuleret meget over, hvad betød den oplevelse for mig?

Hvad betyder det? Ikke bare for mig, men hvad betyder den oplevelse? Og jeg har spekuleret på, kan det betyde, at jeg oplevede jo, at det var noget, der kom til mig.

Det var ikke noget, der skete inde i mig. Det var noget, der kom til mig. Sådan at jeg lige pludselig befandt mig i to verdener.

Jeg befandt mig i den almindelige jordiske verden, hvor det er mine sanser, der i virkeligheden definerer min verden og mit liv. Og så får jeg en oplevelse af, at verden er helt anderledes. En oplevelse af, at jeg hører sammen med verden.

Jeg er ikke bare en lille del i verden. Ja, hvad skal jeg sige? Jeg tror, det er nok svært at sige.

Det er svært at sætte ord på.

[Paul Bridgwater] (31:35 - 32:04)
 Men mystikere har begrebet, jeg tror, det hedder mystica unica. Nej, det hedder det ikke. Det er den mystiske union, altså den mystiske sammensmeltning med virkeligheden.

Nu kan jeg ikke huske begrebet præcis på den måde. Men det gør heller ikke så meget. Men det der følelse af total enhed og sammenhæng.

[Thomas Bojesen] (32:05 - 33:31)
 Jeg spekulerede efterfølgende på, om det kan være, fordi bevidstheden i virkeligheden er en universel bevidsthed, som dækker hele universet. Efterfølgende forsøgte jeg også, at for det første kan jeg ikke lade være med at tænke i de baner. For det andet så forsøgte jeg efterfølgende, at jeg fulgte med, hvis der var nogle artikler eller noget, som berørte emnet.

Jeg kan huske, at jeg stødte på en, som mente netop, at vi hænger allesammen sammen med vores bevidsthed. Og det gav jo egentlig meget god mening for mig. At det var i de baner, jeg skulle finde et svar.

På den anden side så er der også det, at jeg ville meget nødigt lukke mig fast i en eller anden forklaring.

[Paul Bridgwater] (33:32 - 33:37)
 Nu vil jeg så stille dig det spørgsmål direkte. Tror du på Gud?

[Thomas Bojesen] (33:40 - 34:43)
 Ja, så det er jo i virkeligheden noget, som jeg aldrig rigtigt har kunnet tage stilling til. Når du stiller mig det spørgsmål, så ved jeg egentlig ikke, hvad vi taler om.

Jeg ved ikke, hvad du mener, når du spørger, om jeg tror på Gud. Jeg har da selv spekuleret på, hvad det vil sige, at jeg tror på Gud. Jeg kan ikke få mig selv til at sige, at det med at tro, det er i virkeligheden et valg.

[Paul Bridgwater] (34:48 - 34:54)
 Så der er to problemer ved spørgsmålet. Det første problem er, hvad mener vi med Gud?

[Thomas Bojesen] (34:55 - 34:55)
 Ja.

[Paul Bridgwater] (34:55 - 36:13)
 Og det andet problem er, indebærer troen et valg? Og begge er problematiske, for at sige det sådan. Du tænker, der kan være en universel bevidsthed.

Det kan være, det er det, der er en forklaring på min oplevelse. Og så laver jeg en form for kortslutning.

Så siger jeg: Okay, en universel bevidsthed, det må være lig med Gud. Så siger jeg: Tror du så på det? Og så vil du ikke ind på det, og det forstår jeg udmærket godt.

Det vil jeg også selv have problemer med. Men altså, er Gud en universel bevidsthed? Er det noget, man tror på, eller er det noget, man erfarer?

Er det et valg? Og føler du, at der på noget som helst tidspunkt i dit liv har været et valg om at acceptere en større virkelighed, eller at begrænse virkeligheden til det, vi sanser, det vi kan måle, det som ligger inden for et fysikalistisk paradigme? Har det været et valg for dig på noget som helst tidspunkt?

[Thomas Bojesen] (36:15 - 37:04)
 Nej, jeg vil sige, at jeg aldrig har været stillet over for det valg. Men jeg har heller aldrig kunnet acceptere, at det hele er, som vi sanser det. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at der er noget andet.

Hvad det så er, det er jo ikke anderledes, end der er mange, der siger: Ja, der er mere mellem himmel og jord, end vi ved. Men altså, jeg vil aldrig kunne sige til mig selv, at jeg tror på Gud.

[Paul Bridgwater] (37:06 - 37:10)
 Nej, så man kan lave en negation. Kan du sige, at du ikke tror på Gud?

[Thomas Bojesen] (37:10 - 38:00)
 Nej, det kan jeg ikke sige. Jeg kan heller ikke sige, at jeg tror på Gud. Jeg har det sådan, at jeg vil hellere sige, at hvis jeg skulle noget, så er det at finde Gud.

Men at finde Gud, der ligger jo også i det, at man så må søge Gud. Men bare det at skulle søge Gud, der ligger jo også i det, at man ligesom er på afstand af Gud.

[Paul Bridgwater] (38:00 - 39:35)
 Fuldstændig. Jeg har fundet en rigtig fin bog, lavet af en buddhistisk munk, og jeg kan ikke huske, hvad den hedder, men bogens titel kan jeg huske. Fordi den hedder Wanting Enlightenment Is a Big Mistake.

Og hele kernen i det er, at du er der allerede. Så det at søge skaber afstand. Ligesom det, du siger nu, med at prøve at finde, så er du der ikke.

Og måske er det også det, der er galt med spørgsmålet: Tror du på Gud? Fordi du har allerede skabt en afstand, der faktisk er meningsløs i forhold til, at du var der hele tiden.

Men man erfarer det ikke hele tiden. Det gør man ikke. Man erfarer det kun i de øjeblikke, som du også … hvis man nu skal kalde det Gud, det kan også i sig selv være problematisk.

Jeg tænker også, at når du har fortalt om dit livsforløb, så har du lavet rigtig mange spændende ting. Og mange kreative ting. Og mange ting, hvor du har fulgt din intuition.

Og nogle nedslagspunkter må vi have. Og en af de episoder, jeg tænker på, det er, udover at du har sangskolen, hvor du synger salmer hver anden søndag. I Slotskirken, eller var det Domkirken?

[Thomas Bojesen] (39:36 - 39:39)
 Ja, dengang var det Slotskirken.

[Paul Bridgwater] (39:39 - 39:48)
 Altså, hvor man ligesom får salmer ind med modermælken, kan man sige. Så er der også en episode med din bror, hvor I finder en bog.

Kan du sige lidt om det?

[Thomas Bojesen] (39:51 - 41:33)
 Nå ja, altså, det er i min … ja, det har jo så været, imens jeg var i lære. Jeg har måske været 16-17 år.

Min bror havde en lille Uglebog med hjem fra skolen, som vi læste i. Det er en bog, som hedder Den Blå Drage. Og det er Aage Marcus, der har skrevet den.

Og Marcus, han var … jeg tror, han er død nu. Men han var filosof og skribent og religionsforsker og alt muligt andet.

Men han interesserede sig rigtig meget for Østens filosofi. Og den her bog, den handler netop om Østens filosofi. Specielt omkring taoismen og zenbuddhismen.

Og der er nogle pragtfulde små fortællinger, som vi i en periode nød at læse op af og snakke om.

[Paul Bridgwater] (41:36 - 42:13)
 Det er en fantastisk lille bog, og jeg har også haft stor glæde af den selv. Den eneste, jeg kan huske på stående fod af de der små fortællinger, det er den meget kendte med Chuang Tze, der drømmer, at han er en sommerfugl. Og så kommer han i tvivl om, om det er sommerfuglen, der drømmer, at han er Chuang Tze, eller om det er Chuang Tze, der drømmer, at han er en sommerfugl.

[Thomas Bojesen] (42:13 - 42:17)
 Ja, det er en meget sød fortælling.

[Paul Bridgwater] (42:18 - 42:33)
 Og den har noget at gøre med et udvidet syn på bevidsthed og identitet, kan man sige. Altså som en lille vignet, eller hvad man kan kalde det. Den flytter ligesom perspektivet til det større eller det anderledes.

[Thomas Bojesen] (42:34 - 42:57)
 Ja, og man kan sige, at det er en lille banal fortælling. Den har sådan lidt af evighed i sig, og det har mange af de der fortællinger i virkeligheden.

[Paul Bridgwater] (42:57 - 43:40)
 Så jeg spurgte dig, om det var et valg eller en proces, hvor du kom til at acceptere en større virkelighed. Men noget i det, du siger, med hensyn til betydningen af sang og optagethed af sådan nogle fortællinger, og måske også din store interesse for musik, tyder på noget andet. Jeg ved egentlig ikke, hvor vi nu skal hen.

[Thomas Bojesen] (43:41 - 44:01)
 Altså, jeg har det sådan efter den oplevelse, eller de oplevelser, fordi meget ofte så er det som to oplevelser, som selvfølgelig hænger sammen.

[Paul Bridgwater] (44:01 - 44:05)
 Altså forelskelsen og at universet er blevet …

[Thomas Bojesen] (44:05 - 50:05)
 Det med, at jeg blev renset, og så at verden lukker sig op for mig. Det med, at jeg kan da godt … altså på en eller anden måde, så hænger de sammen, de to oplevelser.

De kommer også lige efter hinanden. Den første oplevelse, den tror jeg nok, jeg følte, at det var noget, der skete i mig. Og den oplevelse, hvor verden lukkede sig op, det følte jeg, at det var noget, der kom til mig.

Og så har jeg så … jeg gik med de oplevelser i … jeg havde lovet mig selv, at jeg måtte aldrig glemme det.

Og det har jeg heller ikke gjort. Og når jeg taler om det, når jeg tænker på det, så står det lysende klart for mig. Men hvordan jeg skulle forholde mig til det, det har været et stort spørgsmål for mig.

Andet end, at jeg var sikker på, at det, som vi kan opleve med vores sanser, er en begrænset verden. At jeg er sikker på, at der er noget udenom det. Og der havde jeg hele tiden den idé, at bevidstheden ikke er noget, der bliver produceret i hjernen.

Som jeg har hørt mange gange, specielt videnskabsmænd, snakke om, hvordan hjernen bærer sig ad med at producere bevidstheden. Indimellem har jeg stødt på nogen, som har været på sporet af det. Og det er ikke ret længe siden, at jeg læste om en videnskabsmand, som var lige på nippet til at finde ud af hvordan.

Jeg har også stødt på videnskabsmænd, som siger, at bevidstheden ikke eksisterer i virkeligheden. Det er et resultat af nogle processer. Men det var herfor, og det er vel omkring fem år siden efterhånden, at jeg stod nede på biblioteket, og så står der en bog foran mig, der hedder Vores bevidste univers.

Og så tog jeg den op og tænkte: Må jeg da lige se, hvad det er for noget. Og så er der en, der hedder Eben Alexander, som har skrevet bogen. Og jeg synes, at jeg kunne få ud af den, mens jeg stod med den der i hånden,

det lød så spændende, at jeg tog den med hjem og så læste den igennem. Og det er jo så første gang, jeg stødte på begrebet nærdødsoplevelse. Og det er jo en fantastisk historie, eller en fantastisk bog, som lige pludselig fik min oplevelse til at give mening for alvor.

Og det viser med al tydelighed, at bevidstheden ikke er noget, som stammer fra hjernen. Det er ikke noget, der bliver produceret i hjernen. Hans hjerne var stort set ødelagt på grund af meget voldsom hjernebetændelse, han havde fået.

Og de var ved at opgive ham fuldstændig. Efter en uge i koma, efter de kunne se, at nu kunne de godt opgive ham, så vågner han op. Og i løbet af ganske kort tid begynder han at fortælle sin historie og kommer sig 100 procent efter nogle måneders forløb.

Og han er så gået ind i at forske i hele det område.

[Paul Bridgwater] (50:06 - 50:09)
 Hvad er hans forudsætninger for at forske i området?

[Thomas Bojesen] (50:10 - 53:20)
 Jamen, han er neurokirurg og har arbejdet som neurokirurg, jeg tror, i 25 år på det samme hospital. Også på det hospital, han blev indlagt på. Og efterfølgende har han så helt droppet sit arbejde og koncentreret sig om forskning i nærdødsoplevelser.

Og har skrevet flere bøger om det. Og efter jeg havde læst den bog, så søgte jeg også efter andre lignende. Og det viser sig jo, at der er et kæmpe materiale omkring nærdødsoplevelser.

Og det, der slår mig, det er, at en af de første bøger, der bliver skrevet omkring nærdødsoplevelser, det er omkring den samme tid, hvor jeg får min oplevelse. Men jeg har alligevel gået 50 år med den oplevelse, inden jeg selv støder på en bog, der handler om det.

Nærdødsoplevelser. Så det chokerer mig lidt, at det ikke er mere ude i offentligheden. Og nu kan jeg se, at efter jeg er begyndt at interessere mig for det, så dukker der mere og mere op, at det også er i offentligheden.

Der har været nogle udsendelser om det også. Og så det giver mig på en eller anden måde en optimisme og en mulighed for, at vi kan komme til at snakke lidt mere åbent om de ting. Der er mange, der får nærdødsoplevelser, som ikke tør at snakke med nogen om det.

Og der er også masser af eksempler på, hvor de virkelig er blevet jordet. Ikke bare af venner og bekendte, men også af hospitalspersonale. Og det er måske også ved at gå op for lægestanden og videnskaben, at man bliver nødt til at tage de ting alvorligt.

[Paul Bridgwater] (53:22 - 53:47)
 Det synes jeg er et rigtig fint sted at slutte podcasten. Fordi jeg skulle til at spørge dig om gode råd. Men det ligger allerede i det, du lige afslutter med.

At fortælle om det og acceptere andre, der fortæller om det. Og tage det alvorligt, de her oplevelser. Om det så er i forbindelse med nærdødsoplevelser, eller det er på vej ned til mejeriet midt på gaden.

[Thomas Bojesen] (53:50 - 55:29)
 Jeg kunne godt tænke mig lige at sige til sidst: Da jeg fik den oplevelse, og det har jeg jo nævnt før. Da jeg fik den oplevelse, var jeg ikke i tvivl om, at det er sandheden.

Og hvorfor får man det sådan? Jeg kan kun forklare det på én måde. At jeg har været i total kontakt med, jeg vil næsten sige med alt.

Og efterfølgende, når jeg læser en nærdødsoplevelse, hvor vedkommende siger, at alt hænger sammen, og vi er i virkeligheden det samme, så tror jeg på det.

Fordi jeg selv har haft en oplevelse af det. Og det er ikke noget, man bare kan værste hen til siden og sige: Det er jo nok bare noget, jeg har drømt. Eller det er nok bare min fantasi.

Det her er mere sandt end noget som helst andet. Og derfor tror jeg også på de nærdødsoplevelser, jeg læser og hører om.

[Paul Bridgwater] (55:31 - 56:43)
 Måske skal man tilbage og tænke, at Platon havde på sin vis ret i, at den egentlige virkelighed afspejles i denne virkelighed her. Altså fænomenverdenen. Men den egentlige virkelighed, som han kaldte for idéverdenen.

Det omslutter det hele og rammesætter det hele. Ja. Thomas, tusind tak, fordi du vil fortælle din historie.

Og det er rigtig vigtigt at få fortalt historier som din. Og det kan hjælpe os alle at sætte vores liv i perspektiv. Vores fælles liv i perspektiv, skulle man sige.

Og tak til jer, der lyttede. Du kan finde denne podcast og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk. Og har du en oplevelse, som du kunne tænke dig at dele med andre? Ja, så send mig en mail.

P-A-U-L, altså Paul på engelsk. Paul, snabel-a,

healinghelp.dk. Tak skal I have.