Chris Vilasen - smertens helende kunst

Under en brystkræftoperation i 2017 bliver Chris Magdalena Vilasen påført en sjælden og alvorlig nerveskade, som ændrede hendes liv radikalt. Hun vågnede op til et liv i ruiner med kroniske svære nervesmerter.

Et aktivt arbejdsliv blev afløst af uforudsigelighed og tab af arbejdsevne. I naturen fandt hun et helende sted at være med smerterne – og en ny meningsfuld livsbegyndelse gennem fotokunsten.

I dag bor hun på Samsø – tæt på naturen. Her har hun skabt Galleri Unika Fotokunst som en æstetisk og sansefuld helhedsoplevelse, integreret i hendes eget hjem, hvor natur, liv og kunst smelter sammen.

Hendes kunstneriske arbejde udspringer af det, hun selv kalder parakunst – kunst skabt gennem livsbegrænsninger, hvor naturens detaljer bliver et sprog for det, der ellers ikke kan siges.

Læs/se mere på https://taetpaasamsoe.dk/ og på Instagram: https://www.instagram.com/galleri_unika_fotokunst/

Transcript

[Paul Bridgwater] (0:00 - 0:29)

Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig over Zoom har jeg Chris Magdalena Vilasen.

Chris har i mange år arbejdet meget med et forhold til naturen og kunsten. Men nu forudgriber vi begivenhedernes gang. Så Chris, vil du ikke bare fortælle lidt om dig selv?

[Chris Vilasen] (0:29 - 1:33)

Jo, det vil jeg gerne. Tak fordi jeg måtte være med. Mit navn er Chris Magdalena Vilasen.

Jeg er 58 år gammel og er fastboende på Samsø. Jeg er passioneret og nyder at tage billeder af naturen meget tæt på. Det er makrofotos.

Så det er denne her verden, hvor alting udfolder sig i ingenting. Eller ingenting bliver til alting. Hvor jeg egentlig oplever, at det største finder jeg i det helt små.

Men det hænger sammen med den healingsrejse, jeg har været på siden 2017. Så det er her, min nye begyndelse i en ny begyndelse, den ligesom tager sin start.

[Paul Bridgwater] (1:34 - 1:42)

Hvis vi så går helt tilbage fra før 2017. Hvad lavede du så? Hvad er din baggrund?

[Chris Vilasen] (1:45 - 4:07)

Jeg tror måske, at jeg har kaldt mig selv et TDC-barn. Det vil sige, at jeg startede min arbejdsmæssige karriere ved Teleselskabet TDC som 18-årig. Hvor jeg kom ind i et barselsvikariat.

Og troede af gode grunde, at jeg kun skulle være der i ni måneder. Det startede på skrivestuen, det var før man havde PC'er. Så der sad jeg og skrev på livet løs, den ene dag efter den anden.

Men det blev forlænget, og det blev så en forlængelse på faktisk 24 år. Så det der umiddelbart så ud som noget fra starten, det udviklede sig hen ad vejen til et eventyr på mange måder. For jeg blev jo fastansat og rullet ind i TDC-verdenen, hvor jeg blev af forskellige chefer inviteret, max udfordret, ud i discipliner, jeg ikke havde en pind forstand på. Jeg tror lidt, at jeg har haft et indre billede af at blive sat ud i en robåd uden åre.

Og så skulle jeg finde land. Altså nu vil vi gerne, vi tror godt du kan finde ud af at teste IT-systemer. Ja, men det skal jeg så nok finde ud af.

Altså der har været sådan ligesom en lille nisse inden i mig, der har pushet mig til det yderste. Men også samtidig har indgivet mig med tillid til, det skal jeg nok finde ud af. På en eller anden måde, jeg ved ikke hvordan.

Jeg er blevet sendt ud i at prøve at lede projekter som projektleder. Og har i rigtig mange år været ansat som PR for den daværende kvalitetsdirektør. Så lige så stille er det bare blevet, jeg ved ikke, rullet ind i noget, hvor jeg har udviklet mig.

[Paul Bridgwater] (4:08 - 4:11)

Det lyder som om du havde det godt i TDC.

[Chris Vilasen] (4:13 - 5:35)

Ja, altså det var jo også en familie jeg havde derinde med kollegaer. Der var rigtig meget kollegialt og hele det her sammenhold vi havde, det var fantastisk. Altså nogle fantastiske venskaber også jeg har fået igennem alle årene.

Og så var det også bare mega sjovt. Men det har også været hårdt, fordi det der prægede mit arbejdsliv, det var rigtig hårdt arbejde. Og rigtig meget af det.

Så det var sådan ligesom, når man satte et bjerg op foran mig, så gik jeg i gang med at angribe det. Indtil jeg havde nået toppen, indtil jeg ligesom var færdig. Og så var der time-, døgnets rytme blev ligesom ophævet.

Jeg dedikerede mig, viede mit liv til opgaven på mange måder. Og en af mine daværende chefer, jeg kan huske han skrev i en anbefaling han gav mig, at hvis han måtte give en ny arbejdsgiver et godt råd, så ville det være at hjælpe mig til at overholde hviletidsbestemmelserne.

Fordi det har jeg ikke selv været særlig god til. Så jeg har også været hård ved mig selv i de år. Men det har jo formet mig og været en del af de brikker, som jeg er i dag.

[Paul Bridgwater] (5:36 - 5:38)

Ja, og det fik en ende?

[Chris Vilasen] (5:39 - 7:04)

Ja, og det gjorde det faktisk fra den ene dag til den anden. Fra en morgenstund, hvor vi bliver kaldt ind til et møde via en afdeling. På daværende tidspunkt er det koncernkvalitet og regnskabsklageafdelingen, jeg sidder i.

Og der får vi så at vide, at vores jyske afdeling lukker. Og fra det ene øjeblik til det andet, så står vi. Så står jeg.

Og ved jo faktisk ikke, hvad det vil betyde at have et liv uden for TDC. Fordi det har været de her 24 år, der er gået, så stor en del af mit liv. Og det var ikke, fordi der ikke blev taget pænt hånd om os.

Vi fik en stor pose penge med derfra og fik også muligheden for efteruddannelse. Og man kan sige, at der fik jeg min mulighed for at gøre noget andet. Uden egentlig at vide, hvor jeg var på vej hen.

Men der var noget inde i mig, der havde undersøgt, mener jeg, lidt for inden noget omkring coaching. Altså der var lidt over i denne her alternative verden at finde ud af noget med det. Så jeg valgte at tage imod en coaching uddannelse, som de betalte hos Ole Vadum Dahl.

Og så kastede jeg mig ud i det. En to-årig life coach uddannelse.

[Paul Bridgwater] (7:05 - 7:12)

Hvem er han? Jeg har hørt hans navn, men jeg kan ikke rigtig associere ham til noget bestemt.

[Chris Vilasen] (7:12 - 8:14)

Ole Vadum Dahl har jo ID Academy, jeg ved faktisk ikke om han stadig har det i dag. Hvor han uddanner coaches og psykoterapeuter og jeg ved ikke hvad han ellers har uddannet sig. Og kom ind i en ny verden og et nyt hold, der blev sat.

Og det der ligesom var fuldstændig magisk for mig, synes jeg. Jeg kan ikke huske, hvor mange vi var. Nu siger jeg omkring 20, vi var på det her nye coachhold.

Og allerede inden der var gået to dage, så følte jeg bare, at jeg kendte dem alle sammen. Altså den her dybde, der lige pludselig... Altså et er jo at kende hinanden kollegialt, men lige pludselig træde ind i et rum, hvor man føler, at man kender folk på et dybere niveau.

Det synes jeg, det var ret godt. Det tiltalte mig.

[Paul Bridgwater] (8:14 - 8:14)

Det lyder godt.

[Chris Vilasen] (8:15 - 8:15)

Ja.

[Paul Bridgwater] (8:17 - 8:22)

Og coachinguddannelsen her, førte det videre til andre ting, eller hvad skete der så?

[Chris Vilasen] (8:25 - 9:24)

Jamen, jeg kan jo lige spole tilbage, for helt fra jeg var barn, der gjorde min far mig opmærksom på, at jeg faktisk havde healende evner. Så jeg var en lille pige, og min far havde meget hovedpine og meget ondt i ryggen. Det hjalp jeg ham så med.

Men det var jo ikke noget, jeg reklamerede med, for jeg vidste jo faktisk ikke overhovedet, hvad jeg lavede, udover at jeg kunne hjælpe med at lindre de her smerter. Men han blev ved med at sige til mig, at jeg havde nogle evner, som han håbede, at jeg ville arbejde videre med. Men jeg kunne mærke, at på det her tidspunkt var jeg jo et barn, og jeg blev syg.

Jeg fik hovedpine og smerter, fordi jeg var ikke i stand til at afskærme mig selv. Jeg vidste jo virkelig slet ikke, hvad jeg lavede. Men måske var det også.

[Paul Bridgwater] (9:25 - 9:29)

Så når du healede din far og hjalp ham med hovedpine, så fik du selv hovedpine? Ja.

[Chris Vilasen] (9:31 - 12:17)

Og der var så nogen, der fik nys om det, og kollegaer, der også spurgte, hvis de havde noget med ryggen, og om jeg ville prøve at hjælpe dem med det. Men jeg kunne mærke, at jeg slet ikke var der, hvor jeg... Jeg ville gerne, men jeg blev også bange for det.

Fordi det her med selv at blive bærer af en smerte, et ubehag, det kunne jeg... Det var lige en tand for. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det.

Så jeg lagde egentlig låg på det. Og så går jeg lige tilbage til de spørgsmål, fordi jeg fik så også muligheden for at uddanne mig som Reiki healer. Og det kunne jeg mærke, at der var lige det, jeg havde manglet i at kunne få nogle teknikker, nogle greb.

Hvad skal jeg gøre her? Hvordan håndterer jeg det her? Jeg kunne forstå det på en anden måde, hvad det er med det her healing.

Det åbnede jo så en ny dør til et ønske om at kunne kombinere coachingen med healingen, og så kunne tilbyde noget i den retning. Og jeg var egentlig også... Jeg gik ledig på daværende tidspunkt.

Altså, jeg var arbejdssøgende. Men havde så ligesom fået tilladelse af min A-kasse til det, der hedder "selvstændig bibeskæftigelse". Og prøvede ligesom med de greb, jeg nu havde, at få tiltrukket nogle...

Jeg havde jo ikke noget som helst forstand på, hvordan gør man noget med markedsføring, eller hvordan gør jeg det her? Jeg tror ikke engang, jeg var på Facebook. Altså, det var mund til mund.

Men det havde jeg jo set min far gøre. Fordi det er det, han har været healer. Jo, han er selv healer og har været det al den tid, jeg har kendt.

Og hans det var altid mund til mund. Men det fungerede bare ikke på samme måde som mig. Altså, for mig.

Og jeg kunne godt se, at det her havde godt nok lange udsigter, hvis det var, at jeg skulle gøre det her til min levevej. Så på den måde, så slap jeg det lidt igen. Men ønsket var der, at jeg ville...

Måske har jeg aldrig helt sluppet det, men har ikke rigtig vidst, hvordan jeg skulle få det transformeret til noget som brugbart. Eller hvad kan man sige?

[Paul Bridgwater] (12:18 - 12:20)

Og så få det rammesat.

[Chris Vilasen] (12:21 - 12:22)

Ja, lige præcis.

[Paul Bridgwater] (12:24 - 12:33)

Det er spændende, at din far også var healer. Fordi jeg tænker, at der er mange beretninger om, at det faktisk er noget genetisk, eller i hvert fald noget familiemæssigt.

[Chris Vilasen] (12:33 - 12:49)

Ja, hans søster er det også. Så jeg har haft dem sådan på hver sin side, kan man sige. Jeg ved ikke, om jeg kan kalde dem en engel på hver side, der ligesom har skubbet mig i det.

[Paul Bridgwater] (12:52 - 13:05)

Men der er alligevel... Du begynder så småt at etablere dig som coach med healing, som supplement, eller det er med i det, du kan.

[Chris Vilasen] (13:06 - 13:06)

Ja.

[Paul Bridgwater] (13:08 - 13:10)

Men hvad sker så?

[Chris Vilasen] (13:11 - 14:26)

Jamen, der sker så også det, at jeg kommer på et kursus, i forbindelse med, at jeg er arbejdssøgende. Det var sådan et kreativt IT-kursus, hvor blandt andet med Photoshop, Illustrator, og der var nogle andre programmer også med i den pakke. Sådan et seks ugers kursus.

Og på det her kursus, der bliver jeg, hvad kan man sige, tror jeg nærmest sat sammen - forelsket i Illustrator. Ligesom en dør, der åbner sig, eller en port, vil jeg nærmest sige, inden i mig, til en verden, der er så fyldt med magi, og muligheder, og kreativitet, og altså jubel, jubel. Og hvordan er det da muligt at lave sådan et match til mig, med sådan et program, hvor jeg bare mærker den her vildskab, der jo faktisk er inden i mig, der næsten står og banker på, og vil ud at skabes, altså manifesteres.

[Paul Bridgwater] (14:26 - 14:28)

Hvad er det? Hvad er Illustrator?

[Chris Vilasen] (14:28 - 16:33)

Illustrator er et grafisk program, hvor du kan tegne, du kan skabe, du kan lave mange ting. Nu er vi jo i vores nyere tid, hvor det hedder AI, men Illustrator for mig dengang, det var... Og jeg kunne ikke tegne.

Jeg kunne lave en tændstikmand, eller en sol med en glad mund. Men det her lige pludselig få et redskab, hvor alt bliver muligt. Så efter de her seks uger, så fandt jeg så ud af, at vi havde noget, det har vi stadigvæk i Aarhus, der hedder Godsbanen, som har stadigvæk et grafisk værksted.

Og der havde jeg lavet mig fortælle, at dernede, der var der nogle frivillige undervisere, som var hardcore illustratorer. Så i min arbejdssøgning, altså jeg skulle jo lave de her ansøgninger, som jeg gjorde, men der brugte jeg samtidig min tid, min dagligdag på at tjekke ind dernede, når de åbnede. Og så fik jeg simpelthen hjælp af de her hardcore illustrator guruer, som jeg jo nærmest kaldte dem.

Og så skete der det, at jeg havde sådan en sort skitsebog med. Og i den lavede jeg stregtegninger med mønstre og mønstre og mønstre. Og det gik så stærkt.

Altså det var ligesom, der var åbnet en kanal opfra, og så kunne jeg sidde og grefle. Altså sådan nærmest i vildskab, den ene side efter den anden. Skitser, skitser, skitser.

Og så skal vi lave en serie med det, og en serie med det, og det, og det, og det. Og inden jeg fik set dem om, så var den her bog jo fyldt med skitser. Og så kunne jeg egentlig bare starte ved side 1, og så ligesom et manuskript, jeg så går ind og begynder at arbejde med i programmet.

[Paul Bridgwater] (16:33 - 16:38)

Var det abstrakte, eller var det naturalistiske, eller var det begge dele?

[Chris Vilasen] (16:39 - 18:42)

For eksempel et tegnet alfabet. Jeg tegner hele alfabetet håndtegnet i Illustrator. Og så lægger jeg mønstre ind i det.

Mønstrene havde jeg jo så også i en anden pulje, så jeg kunne finde ud af at mixe det hele sammen. Og på en eller anden måde så tænkte jeg, jamen hvad kan jeg bruge det her til? Jamen jeg tror, jeg vil lave tapeter.

Det må være tapeter. Så ringer jeg til Flügger, og kommer til at tale med den øverste konsulentchef, Per, og fortæller ham om mit budskab, at jeg har en idé om, at jeg gerne vil designe tapeter til Flügger. Jeg havde ingen tanke om, om det var muligt, eller hvad jeg kunne tilfælde mig, eller hvad jeg ikke kunne tillade mig.

Nej, det troede jeg på, at jeg kunne. Ja, men det kunne man ikke lige få en samtale med den øverste konsulentchef. Men jeg kunne tale med deres tapetansvarlige.

Og hende blev jeg så sat sammen med, og inden der gik nogle få dage, så sad jeg til møde med hende. Og hun fik set mine skitser. Og så sagde hun, jamen det kan du godt arbejde videre med.

Og så var det egentlig skudt i gang, på en eller anden måde. Jeg tænkte bare, at det var det letteste i hele verden. For mig var det en leg.

Jeg tjekkede ind om morgenen i børnehaven, og så legede jeg mig igennem hele dagen, og tjekkede ud igen, når dagen var forbi. Opfyldt af så meget begejstring, glæde og kreativitet. Altså boblende og hele det her.

Ligesom om det har været lukket inde det meste af mit liv, og nu kunne jeg endelig få lov til at udtrykke det. En forløsning også.

[Paul Bridgwater] (18:43 - 18:51)

Det er næsten ideelt, at man har noget, der er så givende for en selv, og samtidig er der nogen, der er villige til at betale for det. Det er jo vildt.

[Chris Vilasen] (18:51 - 20:57)

Ja, og det gik jo så ikke værre eller bedre. Jeg sad jo faktisk der i temmelig mange måneder, og arbejdede på det her samtidig med, selvfølgelig jeg var jobsøgende. Da jeg så havde lavet 28 forskellige designkollektioner, det var lavet i det format, som de havde ønsket det skulle være, fordi det skulle passe ind i det her format, som tapetbøger har, så skete der en hel masse ting hos Flügger, som gjorde at... omstruktureringer og organisationsændringer.

Så det her møde blev aldrig til noget. Her stod jeg sammen med hele den her skabelsesportefølje, og vidste jo ikke, hvad jeg skulle stille op med det. Det var jo med blandede følelser, fordi jeg var jo helt vildt ked af det.

Jeg havde arbejdet mod det mål, og hvad sker der nu? Så blev det ikke til noget. Så tænkte jeg, så må jeg kunne gøre noget andet.

Lige pludselig åbnede der sig en mulighed for, at jeg kunne komme til at arbejde, altså få et arbejde, hvor jeg arbejdede med grafisk design. Så var det ligesom om det hele faldt på plads, fordi jeg havde jo sådan set alt det, jeg havde investeret af tid i at blive... Jeg ved ikke, om jeg lige kan rose mig selv lidt, men de der hardcore guruer der, det var jo sådan til sidst, at nogen af dem kom hen og spurgte, hvordan jeg gjorde det der.

Så det var jo også helt vildt morsomt. Det var en fest. Det var det.

Så man kan sige, at frugten af det her indsatsen, den mundede jo faktisk ud i, at jeg havde skabt mit eget job ved at lege mig og tilegne mig de her grafiske.

[Paul Bridgwater] (20:58 - 21:08)

Men hvordan kommer naturen ind i billedet? Altså fordi du er alligevel en helt andet sted i dag end at være grafisk designer. Hvad sker der?

[Chris Vilasen] (21:13 - 31:13)

Ja, altså... Der sker det i 2017. At der får jeg...

Jeg er lige blevet 50 år gammel og bliver indkaldt til brystkræftscreening. Den nationale. Og der bliver det så konstateret, at jeg har brystkræft.

I mit højre bryst. Og fra det ene øjeblik til det andet, hvor man kan faktisk sige, fra at føle, at jeg på mange måder er i mit livs fysiske topform. Jeg havde trænet godt 10 år.

Hardcore Ashtanga yoga. Og powerwalk. Altså, jeg var trænet fysisk.

Og så lige pludselig får jeg at vide, at jeg har brystkræft. Det forstår jeg. De to ting kunne jeg slet ikke få til at hænge sammen.

Fordi jeg havde ikke mærket noget. Men det går stærkt. Jeg kommer i det her kræftspor.

Og inden mange dage, så står jeg så med en operationsdato. d. 10. maj.

Og ved jo i virkeligheden ikke, hvad jeg går ind til. De kunne se, at knuden var så stor, at de var nødt til at fjerne selve brystet. Og de havde fortalt mig, at det var en risikofri, rutinemæssig operation.

Og at jeg kunne forvente at være tilbage på mit arbejde. Jeg havde skulle starte nyt job samme dag, som jeg får stillet diagnosen. Og det bekymrede mig selvfølgelig også.

Hvad nu med det her nye job? Hvad sker der her? Men operationen blev fastsat.

Så jeg lægger mig egentlig til at sove. I troen på, at når jeg vågner op om nogle timer, så har de fjernet kræften. Og at der så vil gå nogle dage.

Og så er mit liv måske som det plejede at være. Men sådan gik det desværre ikke. Fordi da jeg vågnede op, der havde jeg meget, meget stærke smerter.

Og det i sig selv var jo forståeligt. Fordi netop, at brystet var blevet fjernet. Så det var, hvad jeg kunne forvente.

Så i starten fik jeg jo smertestillende piller. Men de her smerter, de gik bare ikke væk. Og jeg var inde, jeg rullede ligesom ind i et genoptræningsforløb, som alle opererede bliver tilbudt, og fysioterapi og så videre.

Men der var bare ikke rigtig noget i min smertetilstand, der ændrede sig. Så da det så ligesom var, hvad kan man sige, en normal genoptræningsforløb, og det normale fysioterapiforløb, der gik vi så over til en ny fase. Det var at skulle finde ud af, hvad er der så galt.

Lægen der havde opereret mig, mente stadigvæk det var relateret til, ja, selvfølgelig operationen, men også at nu skulle det lige have tid. Men tiden gik, og jeg havde rigtig, rigtig svært ved at passe mit arbejde, fordi det gjorde så ondt i min højre armhule. Smerten er lokaliseret til den højre armhule.

Så det her med at sidde, det var så et administrativt job, hvor jeg sad og skulle jo være ved en PC. Og det meste af tiden, jeg var på arbejdspladsen, der lå jeg faktisk ude i garderoben og prøvede at lave strækøvelser, eller bare få det strakt ud, eller prøve at lave nogle bevægelser, bare for at få noget lindring. Og det startede så med, at jeg blev sat ned i tid, men det hjalp heller ikke.

Og da der var gået nogle måneder, så modtog jeg et anbefalet brev, hvor jeg så blev opsagt, fordi jeg kunne ikke honorere det, der blev forventet af mig. Og det var jo så egentlig starten på, hvad gør jeg nu? Hvem kan hjælpe mig?

Lægerne havde sendt mig til utallige undersøgelser, CT-scanninger, MR-scanninger, skulderspecialister, andre specialister, og lige lidt hjalp det, og lige lidt kunne de finde ud af. De havde ikke tvivl om, at der var sket noget under operationen, men lige præcis hvad der var sket, det var der ikke nogen, der kunne fortælle mig. De prøvede, eller jeg blev forsøgt at operere med det, der hedder en lipofilling-operation, hvor man sprøjter noget fedt ind omkring området, for at se, om man kunne bedøve de beskadiget nerver.

Men om morgenen, da lægen opererede mig, han kom ind og spurgte, hvordan jeg havde det, så spurgte jeg ham, hvornår skal jeg kunne mærke det? Og så kigger han bare på mig, og så siger han, det skulle du med det samme jeg havde sprøjtet det ind.

Og så var det ligesom, altså, hvor han skriver afsluttende, husker jeg i journalen, "der er ingen yderligere indikation for at operativt indgreb vil hjælpe på smerteproblematikken". Så på den måde, der er jeg ligesom blevet sluppet ud på egen hånd, og har skulle prøve at finde min vej igennem det her med, hvad skal jeg stille op med de her voldsomme smerter? Og det leder mig så ud faktisk til naturen.

Altså, der er et træk i mig, der får mig til, jeg kan huske i starten, der boede jeg jo i Aarhus. Der parkerede jeg henne ved Marselisborg Havn, og så gik jeg hele vejen ud langs Strandvejen, og så ud til stranden, og hele vejen ud, vand, vand, vand og skov, og på tilbagevejen igen, ud langs stranden og hjem igennem skoven. Og det gjorde jeg ligesom til mit arbejde, altså mit faste holdepunkt.

At stå op om morgenen, tage mit tøj på, alt efter hvad vejr og vind krævede, og så have ophold ude i naturen i løbet af dagen. Og det var ligesom, når jeg trådte ind i det rum, vil jeg vælge at kalde det, så var det som om, jeg blev holdt af noget større end mig selv. Hvor der ligesom var, der var højt til loftet, der var plads til alt, hvad jeg var fyldt af.

Der kunne jeg - altså tit, når jeg parkerede bilen om morgenen, så græd jeg på vejen ud, fordi jeg havde det simpelthen så skidt. Og så er det sådan ligesom, som timerne de gik, at jeg kunne, ligesom der var nogle ting inden i mig, der faldt på plads. Jeg blev holdt, rummet, trøstet.

Og også ligesom, jamen hvad er meningen med det her? Jamen, det var ikke så meget et spørgsmål, der egentlig skulle besvares. Det var mere en værenstilstand i bare at kunne være med lige præcis det, der var i nuet.

Og så kunne være i nuet. Og ikke tænke fortid, fremtid, eller nutid, for den sags skyld, men bare nuet, et lille skridt ad gangen. Men altså, der er ingen tvivl om, det her med at vågne op til et liv, der for nogle få timer siden, så ud på én måde.

Og så vågne op til et liv, fuldstændig i ruiner. Det, det var ved at, ja, det kan det stadigvæk være, tage pippet fra mig. Fordi det er så uforudsigeligt, hvordan hver dag sådan set ser ud.

Så det kan være svært at planlægge sig ud af for mange ting. Jeg kan ikke, jeg må snart lære, hvordan det er ikke at kunne planlægge sådan alt for meget. Men det var sådan ligesom startskuddet på min rejse ud i naturen.

Og jeg kalder det min healingsrejse, fordi ved Gud, jeg har fået så meget smuk, smuk healing. Og får det stadigvæk på daglig basis af naturen. Og altså, det er taknemlighed i den reneste højeste potens, vi snakker om her.

[Paul Bridgwater] (31:14 - 31:32)

Når du så føler dig rummet af naturen, altså er det så enkelte elementer, altså man kan sige havet eller træerne, eller det du føler dig genkendt eller set af, eller rummet af, eller er det helhedsindtrykket, eller hvordan er det?

[Chris Vilasen] (31:33 - 33:04)

Altså, jeg vil sige, det er en kombination af faktisk alt det, du nævner her. Fordi ligesom det kan rase inden i mig, det møder jeg så også ude i naturen. Der er jo kæmpe, kæmpe store kræfter der er på spil, og tit så kæmper jeg mig op mod vinden, eller havlen, eller sneen, eller hvad det nu kan være, regnen.

Og ligeså vildt det kan være, ligeså fredfyldt kan det også være, på en sommerdag, og blå himmel, og hvor fuglene bare synger på smukkeste vis. Så det er, jeg bliver hele tiden sådan rullet ind i et univers, et spejl. Hvor er vi henne i dag?

Men så arbejder jeg med det, for selvom naturen viser tænder, så kan jeg godt være i ro inde i. Så det er også sådan, ligesom, tænker jeg, at der er en træning i, bare at gå med det der er, og ikke give op, ikke blive hjemme, fordi det lige blæser lidt for meget i dag, eller så må jeg tilpasse mig. Så jeg lærer egentlig, på den her måde, naturen lærer mig, at tilpasse mig, og omstillingsparatheden i, at kunne, jamen den ene dag er det det, og jeg følger faktisk ikke med i vejroversigten, jeg tager det, der nu byder sig.

[Paul Bridgwater] (33:05 - 33:18)

Så det er ikke fordi, det nødvendigvis spejler dine egne følelser, så det er ikke fordi, at det rasende hav spejler dit eget rasen, det er at være til stede i det.

[Chris Vilasen] (33:19 - 33:23)

Det er mere det at kunne rumme det der er lige nu.

[Paul Bridgwater] (33:23 - 33:24)

Ja, okay.

[Chris Vilasen] (33:25 - 35:46)

Så på den måde er det også, men altså nogle gange er det jo et spejl, et direkte spejl, hvor jeg er så fyldt med frustration, og sorg, og smerte, og al verdens knap så positive følelsesindtryk. Men så er det sådan ligesom, så smelter det, når jeg træder ud i den verden, naturens verden. Det er jo så på de her vandringer, at jeg lige pludselig, jeg kan faktisk ikke huske, hvordan det er sådan, jeg har meget af mit liv fotograferet, og haft stor glæde af, men det var altså nogle andre motiver end naturmotiver.

Det var meget med mennesker, og også mange festlige begivenheder har jeg fotodokumenteret. Men her er det så lige pludselig naturen, der begynder, og jeg begynder at få øje på mine vandringer på hjertesten. Og sådan, hvor der var, hvor er det et hjerte, der ligger der, en sten, der er formet som et hjerte.

Altså i starten, så troede jeg, altså jeg ved ikke, jeg kunne næsten ikke tro, det var sandt, at jeg kunne finde en hjertesten. Sådan lidt ligesom, hvis nogen finder et firkløver, det har jeg heller ikke prøvet. Men den ene hjertesten tog den anden.

Så lige pludselig, som dagene gik, så fandt jeg hjertesten overalt, og jeg tog billeder, og billeder, og billeder af de her hjertesten. Og det var ligesom, om jeg havde fundet den største skat i hele verden. Sådan havde jeg det indeni denne her barnlige, boblende glæde.

Nej, jeg har fundet en hjertesten! Hold da op! Wow!

Og der fandt jeg ud af, hvordan jeg kunne lave sådan en Instagram-profil. Så der begyndte jeg at poste de her hjerter, og sende kærlighed til verden. Love, love, love.

Og det var sådan ligesom, ja, jeg tror godt, jeg kan sige sådan starten på min naturfotografering.

[Paul Bridgwater] (35:47 - 35:49)

Så du tog dem ikke med dig?

[Chris Vilasen] (35:49 - 35:50)

Jo, jo.

[Paul Bridgwater] (35:50 - 35:51)

Du tog dem også med dig?

[Chris Vilasen] (35:51 - 40:24)

Ja, det gjorde jeg. Og før jeg flyttede til Samsø, der boede jeg i en toværelseslejlighed uden for Aarhus. Og jeg kan sige dig, den dag jeg skulle flytte, der var der ikke en pose hjertesten. Det var sækkevis af hjertesten.

Og hende, veninden, der skulle hjælpe mig med at... eller havde lovet mig at hjælpe med at flytte, hun vidste ikke, hvad hun gik ind til. Men det endte så med, faktisk, at alle de her poser og sække, de kom med hende hjem, og der ligger de nu i hendes have.

Og har hun fordelt dem rundt. Hun er sådan en kærlig haveengel. Så...

Så der ligger min indsamling der, men det var jo i dyngevis. Og der var bare noget med de hjerter. Og jeg kan jo godt...

Det er jo den her energi, altså kærlighedsenergien, som jeg jo nok har søgt udefra. Altså... Har haft så stor behov for noget kærlighed.

Men også altså bare lysten til at... Altså det her benovelsen over, at naturen kan skabe noget så vidunderligt som en hjertesten. Og nogle gange, når jeg har haft veninder med ud at gå, og jeg samler den ene hjertesten op efter den anden, og de siger, jeg har aldrig fundet en hjertesten.

Jamen, hvordan kan du være med det? Jeg kan ikke se andet. Den dag i dag, kan jeg nærmest ikke se andet end hjertesten.

Eller hjerteformer. Så sandet ligger på, når det har blæst, på en eller anden måde et blade, eller... Der er hjerter overalt.

Og det er sådan ligesom starten på det her med at tage de her billeder, som jeg jo tager med min iPhone. Og så bliver det... Jeg havde jo den her faste rute ud langs vandet.

Og så kan jeg huske, det blev... Det var jo omkring der... sommer, der var sådan nogle hybenrosen buske

Og så var der bare et eller andet i mig, der... Ja, prøvede at tage et billede af de her hybenroser. Og så begyndte jeg at gå tæt på, og altså, jeg kan sige, jeg ved ikke noget om fototeknik, eller noget som helst.

Jeg ved, hvordan jeg tænder for kameraet i min iPhone, eller trykker mig ind på det. Og så stod jeg og tog billeder af de her hybenrosenblade. Og så kunne der...

Mens jeg stod der, så kunne der komme en bi ind og sætte sig inde i blomsten. Så lige pludselig var der sådan et... Jamen så var det jo et mirakel, nærmest, at jeg havde fået lov til at opleve det så tæt på.

Og når det havde regnet, så de der sarte dugdråber på de her smukke, sarte, lysrøde hybenrosenblade, jamen så var de jo... Hold da op! Og jeg postede og postede på Instagram i vildskab, eller duk på et lille strå, eller et sandkorn i en muslingeskal, eller noget tang, eller hvordan det nu måtte være, altså uden jo egentlig at bruge andet end min intuition.

Det var ikke planlagt. I dag, der skal jeg tage hybenrosenblade, eller i morgen, der er det sandkorn, der er på menuen. Det kom sådan fuldstændig naturligt, sådan ligesom et et stop inden i mig.

Åh, prøv lige at stop her og kig på den her muslingeskal. Og så knælede jeg egentlig bare foran den her muslingeskal, hvis det nu var en muslingeskal. Det drejede sig om.

Og så gik jeg i gang med at tage billeder. Og i starten kunne jeg tit ikke se, hvorfor skulle jeg lige stoppe her? Så lige pludselig, som jeg fik det vinklet, eller hvordan jeg nu kunne vinkle kameraet, så kunne jeg se, og jeg kunne mærke.

Og igen her, der kom det her mit grafiske øje. Det er faktisk, og det er stadigvæk med mig, altså den her grafik med, hvordan kompositionen bliver opbygget. Hvordan ser billedet ud?

Det var sådan ligesom det. Men jeg kan ikke fortælle andet, end det er egentlig bare min intuition, der tog mig i hånden.

[Paul Bridgwater] (40:24 - 40:43)

Jamen der er kommet, der er ligesom en forskel mellem at bevæge sig ud i naturen, og finde fred og blive rummet af det, og så at gå i gang med en kreativ produktion. Er der forskel for dig i det?

[Chris Vilasen] (40:45 - 40:47)

Egentlig ikke.

[Paul Bridgwater] (40:47 - 40:47)

Nej.

[Chris Vilasen] (40:49 - 42:47)

Der er ingen forskel i, hvor min tilgang til at tage billeder er i dag, som den var dengang, stort set den samme. Det er på jo mange måder en leg [og] passion. Ligesom jeg nævnte før i forbindelse med det her Illustrator-projekt, hvor det bare siger rum.

Men det der er med billederne her, det er, at når jeg går ind i motivet, i sandkornet, i vandråben, eller hvad det nu måtte være, det lille stykke tang, så træder smerterne et skridt tilbage. Så derinde i det hellige rum, vælger jeg at kalde det, der er jeg fuldstændig ophævet fra smerter. Jeg er fokuseret.

Jeg fokuserer smerterne ud, eller hvad man kan sige. Jeg har talt med en hypnoterapeut på et tidspunkt, som hørte ind til smerterne, og hun nævnte for mig, at jeg gør det samme, som hun gør med de mennesker, hun har i hypnoterapi. Jeg gør det bare med fotoet som hjælp.

Og det giver egentlig meget god mening. Men stadigvæk er det et mirakel for mig, hvordan det kan lade sig gøre. Hvad er det, der sker inde i kroppen, når jeg kan gå grædende ud på stranden med så voldsomme smerter, og så kan jeg gå ind sammen med det her sandkorn, og så er jeg i fred.

Det er ene kærlighed, fred. Det er rent bliss. Jeg tror, der er et udtryk, der hedder AWE, awesome.

[Paul Bridgwater] (42:49 - 42:50)

Ja, awesome.

[Chris Vilasen] (42:50 - 43:02)

Awesome, ja. Måske er det det. Jeg ved ikke.

Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg oplever fred. Og stillhed.

[Paul Bridgwater] (43:03 - 43:15)

Det er så, hvad skal man sige, grovt sagt, det terapeutiske for dig, men du formidler det også. Du giver det også videre, de her billeder.

[Chris Vilasen] (43:17 - 53:33)

Ja. Det kommer jo så på rejsen, kan man sige, fra mit ophold i naturen i Aarhus. Og så er det sådan, men på en eller anden måde, der søger jeg jo stadigvæk at finde en form for fred, også når jeg er udenfor naturen, eller hvad kan man sige, derhjemme.

Jeg har gjort rigtig, rigtig mange ting, og mange, mange forskellige alternativbehandlinger har jeg været igennem af forskellige slags i desperat håb på, at der var nogen, der kunne hjælpe mig med at lindre på smerterne. I 2022, hen over sommeren, der har jeg det simpelthen så skidt. Altså på både fysisk, men også psykisk.

På et, jeg vil nok sige mildt sagt, opgivende plan. Og jeg ved faktisk ikke min levende råd, næsten, hvad jeg skal stille op med mig selv, eller min tilværelse. Jeg kan ikke rigtig se nogen udvej, eller lindring i, nu jeg har prøvet så mange ting.

Så jeg tror, man kan sige, det falder i et sort hul, og ved ikke mit levende råd, faktisk, hvordan jeg skal komme op derfra igen. Og en søndag aften, i september måned, da i 2022, der ringer min telefon, og så er det en veninde, jeg har fra Samsø, der ringer til mig, at hun har set et opslag på Facebook, med, at der var en kvinde, der søgte en hundepasser for to små hunde, om det ikke var noget for mig. Og så skulle jeg passe hendes hus, i en måned.

Og så kunne jeg sådan, jamen jeg tænkte ikke så meget over det, jeg siger bare til hende, jo, vil du være sød, og bed hende om at ringe til mig. Og så tror jeg, der gik under 10 minutter, så ringede den her kvinde til mig. Og jeg kendte hende jo ikke.

Vi havde en meget kort snak, og hun ville gerne have, at jeg skulle komme allerede tre dage senere, hvor hun skulle rejse. Og jeg siger, at jeg kan først komme fem dage senere. Så der landede jeg på Samsø, og blev modtaget af en håndværker, med to hunde i en snor, og en nøgle til huset.

Og så gik han. Og så blev jeg sluppet løs, med de her to små hunde. Og der hvor huset lå, det lå ikke så langt fra vandet, altså der er jo ikke så langt fra vandet nogen steder her på Samsø, men der var sådan en fin vej ned til vandet.

Det endte med, ja, opholdet blev så forlænget yderligere 14 dage, men jeg kan sige, at i de seks uger, der lavede jeg stort set ikke andet, end at gå de her 3-4 ture med hundene, frem og tilbage i snoren. Jeg ved ikke, hvem der trak hvem. Det var vist dem.

Og så ligesom lod mig trække afsted med. Altså, jeg havde ligesom noget, et formål, at stå op til. Jeg havde nogen, jeg skulle tage mig af.

Og i hvert fald sørge for, at de fik noget luft, og sørge for, at de fik noget at spise. Så jeg havde nogen. Det var en vigtig opgave, følte jeg, jeg havde fået.

Og så var de også bare mega sjove. Altså, så det... Og lige pludselig stå med sådan to banditter, der jo...

Ja, der var det meget billeder af dem, jeg tog også, kan man sige. Men det, der egentlig var, det var, at der var en pragtfuld have til det her hus. Og...

Ja, den er der jo stadigvæk. Men... Når jeg gik rundt derude på bare tæer i morgenkåbe, og det gjorde jeg mange timer om formiddagen, så begyndte jeg at tage billeder af noget andet end det, jeg ellers normalt ville have gjort.

Så det var ligesom... Altså, jeg tror, hvis jeg gik tilbage i min Instagram-profil, så ville jeg kunne se direkte, hvornår er jeg gået i land på Samsø. Og fra det tidspunkt af, der var det sådan ligesom, at som dagene gik med de her hunde, da jeg tror, jeg havde været her de første fire uger, så gik jeg ind til min...

loggede mig på en pc, og så så jeg mig selv sådan lidt udefra skrive en opsigelse på min lejlighed i Åbyhøj uden at vide noget som helst om, hvor jeg skulle bo inde på Samsø. Og så trykkede jeg send. Og igen, jeg ved ikke, jeg havde tillid til, jamen det skal jeg nok finde ud af.

Fordi jeg kunne mærke, at der, hvor jeg kom fra, jeg kunne ikke tage tilbage. Der var... et radikalt skifte.

Altså også en rodskifte. Jeg havde brug for at rive mig selv op med mine rødder. Og så plante mig selv et nyt sted.

Fordi det her med at forvente at få et nyt resultat i den samme jord. Eller en ny vækstmulighed i den samme gamle jord. Det kunne jeg lige pludselig se så tydeligt.

Det er ikke en mulighed for mig. Så der skulle ske noget, men også den her mærkebare forskel, jeg kunne mærke indvendigt i at komme herover til Samsø. Roen.

Og meget, meget tæt på naturen. Og et helt andet tempo end at bo ud til en trafikerede vej med masser af gadebelysninger og støj døgnet rundt. Det var så radikalt en positiv omvæltning for mig.

Plus alle de her fantastiske øboer. Jeg er jo på min vej herovre jo så også lært at kende og den måde jeg blev modtaget på favnet på. Jeg tror jeg sagde til en hjemme fra Aarhus at jeg har haft mere social omgang herovre på en uge end jeg måske har haft på et halvt år i Aarhus.

Altså med det her med os fordi livet i Aarhus det var nærmest kun skov og ikke så meget socialt liv. Men det blev startskuddet på mit Samsø eventyr. det endte så med at jeg tog hjem og pakkede lejligheden sammen og flyttede så fast herover i november 22.

Ja. De første syv måneder var det i midlertidige boliger og der flyttede jeg tre gange og det var så også ved at tage livet af mig. Jeg var syg hele tiden.

Altså det var sådan ligesom om kollapset skete da jeg så kommer over. Og jeg siger at jeg fik testet Samsøs lægehus i alle led og kanter - ambulancekørsel - faldt om på gaden og slog hul i hovedet - og der skete så mange mærkelige ting - blev overført akut til Skejby med roseninfektion og alle mulige ting. Og var i kontakt med lægehuset mange gange om ugen og min kære, kære, kære læge der bare favnede mig.

Derinde, jamen han var også en af mine redninger kan man sige. Så hele det her - ligesom - og tror jeg måske, jeg ved ikke hvordan det er at være i en kuvøse, men det kunne godt være et billede på hvordan jeg ligesom blev holdt og iltet og gjort alle mulige positive ting ved, som jeg bare havde haft så stor brug for. Og jamen så fandt jeg jo lige pludselig det her hus, hvor jeg bor i dag, som en....jeg troede alt håb var ude, fordi boligsituationen på Samsø, den kan være temmelig barsk og lege med, fordi der er mange der gerne vil flytte herover.

Så det var ikke sådan lige så let at finde noget fast at bo i. Men så fandt jeg, det ville jeg også kalde et mirakel, det her hus, hvor jeg bor i dag, og det er et temmelig stort hus, hvor jeg jo så...altså folk de havde spurgt mig, veninder og venner havde spurgt, jamen Chris hvad i himmelens navn skal der ske med alle de billeder du poster på Instagram og Facebook hele tiden hvad har du tænkt dig? Jamen, jeg har da ikke tænkt mig noget, jeg tager dem jo bare for min egen fornøjelses skyld og så deler jeg dem, fordi jeg kan ikke lade være, fordi jeg er så selv fyldt af de her glade ting, når jeg tager dem.

Og så står jeg og kigger på det her hus og tænker jamen der er nogle vægge her, og måske kunne jeg prøve at hænge noget op på dem, og så finder jeg et sted der kan hjælpe mig med at printe dem, og hvor jeg kan købe rammer, og få bestilt nogle billeder hjem og ja...

[Paul Bridgwater] (53:34 - 53:39)

Der er også et par billeder bagved dig ikke, som jeg kan se. Det ene, kan du beskrive det?

[Chris Vilasen] (53:39 - 53:40)

Ja

[Paul Bridgwater] (53:40 - 53:41)

Til venstre måske

[Chris Vilasen] (53:42 - 53:44)

Ja, det hedder "Guardian Angel"

[Paul Bridgwater] (53:44 - 53:45)

Ja

[Chris Vilasen] (53:47 - 54:22)

Og det kommer jeg lige ind på om lidt, det her med navnene.

Men det er et af de store værker i 70 x 100. Det forestiller et stykke tang, der snor sig organisk – ligesom det smyger sig ind fra øverste højre hjørne og så runder dansende ind i billedet.

Noget af motivet står skarpt, mens hele baggrunden er abstrakt farve.

[Paul Bridgwater] (54:22 - 54:28)

Der er lys der skinner på den ene side af tangen, og så er der ligesom et skyggeside nedenunder

[Chris Vilasen] (54:29 - 55:04)

Ja, og det er, som lyset falder. Det eneste redskab, jeg egentlig bruger til mine billeder, er lyset – altså naturens lys.

Alle mine værker er fuldstændig uredigerede. Enten duer de, eller også duer de ikke. De bliver printet, som de er.

Det har jeg valgt for at blive i naturens valg – for at være i den tråd, som naturen har skabt dem i. Den er jo allerede perfekt.

[Paul Bridgwater] (55:05 - 55:17)

Så du er både kunstner og formidler. Det er ikke sådan, at naturen i sig selv har en betydningsgivende kraft, som du ikke skal blande dig alt for meget i?

[Chris Vilasen] (55:17 - 56:33)

Den skal jeg slet ikke blande mig i – overhovedet ikke.

Og lige præcis: Det er fuldstændig rigtigt, som du siger. Jeg er formidleren. Det er mig, der formidler naturens budskab, dens udtryk, dens æstetik, dens sanselighed – og så videre.

Det er det, der er min opgave i det her, og det bestræber jeg mig på at gøre så ærligt og autentisk som overhovedet muligt.

Så ja – det er det. Og når jeg så står med billederne og skal til at ramme dem ind, får de alle sammen en titel. Den lander i mig igen gennem intuitionen, som får lov til at arbejde.

Der træder jeg ligesom et skridt tilbage, står med værket og spørger indad – eller opad: Hvad er kvaliteten? Hvad er den helende kvalitet i det her værk?

[Paul Bridgwater] (56:33 - 56:37)

Hvad er den helende kvalitet i det værk?

[Chris Vilasen] (56:37 - 56:55)

Ja, og så kommer der et navn – en titel – en følelsesmæssig kvalitet.

Det kan for eksempel være Guardian Angel. Det kan være Intuition, Sandhed, Kærlighed, Mod.

[Paul Bridgwater] (56:56 - 56:58)

Er der billeder der hedder det samme?

[Chris Vilasen] (56:59 - 57:11)

Ja, det kan der godt være. Øhm … ja, det kan godt være.

Jeg har faktisk sat nogle i ramme i går – der var to, der hedder Kærlighed.

[Paul Bridgwater] (57:12 - 57:17)

ja, fordi man kunne godt forestille sig at der var forskellige udtryk for det samme budskab.

[Chris Vilasen] (57:17 - 58:25)

Ja, og hvad kan man sige om det? Når jeg siger det højt – helende, unik, fotokunst – så har jeg faktisk ikke turdet sige det hele tiden, fordi jeg har tænkt: Hvad er det egentlig for noget, det her?

Men jeg tror måske, jeg kan prøve at forklare, hvordan det er.

Det, jeg oplever – og har oplevet en del gange efterhånden – er, at når de mennesker, der kommer ind og ser et billede, bliver forbundet med det, uden at vide, hvad værkets navn er, så sker der noget.

I det øjeblik, de så finder ud af, hvad værket hedder, opstår der en form for sammensmeltning. Den livssituation, de selv står i, svarer én til én med værkets titel.

[Paul Bridgwater] (58:25 - 58:37)

Så ligesom naturen taler til dig, når du tager billedet, taler billederne også til dem, der kommer forbi?

Og køber de dem – er billederne så til salg?

[Chris Vilasen] (58:37 - 1:02:07)

Ja, jeg spoler lige lidt tilbage.

For det startede jo med, at jeg fandt ud af, at jeg ville prøve – meget forsigtigt – at hænge nogle billeder op. Og igen: Det hele foregår i mit private hjem. Så det her er jo lige så meget et spørgsmål om at prøve at finde noget meningsfuldt, jeg kunne bruge mig selv på. Noget, der gav mening for mig.

For det her med pludselig at stå og ikke vide: Hvad er der til mig her i livet? Jeg blev jo tildelt førtidspension på grund af mistet arbejdsevne og smerter. Det føltes, som om jeg blev sendt ud i min egen rundkørsel, hvor jeg i en del år bare har kørt rundt og rundt og rundt. Alle veje syntes lukkede. Der var ikke nogen synlig mulighed.

Hvad kan jeg? Hvad kan jeg lave? Hvad er der til mig?

Men lige pludselig – med billederne – var det, som om der åbnede sig en vej.

Så jeg begyndte meget forsigtigt at hænge nogle billeder op herhjemme. Samtidig fik jeg nogle unge mennesker fra en produktionsskole til at lave et skilt til mig, som jeg kunne sætte ud til vejen. Jeg tog ned i XL-Byg og købte et flag. Og en lørdag formiddag gik jeg ud og satte skilt og flag op – uden at vide noget som helst om, hvad der ville ske. Om der overhovedet ville ske noget.

Jeg havde ikke lagt noget op nogen steder. Jeg tænkte: Nu må det vise sig. Nu må det vise sig, om det, jeg føler, har en retning.

Og så begyndte det.

Pludselig begyndte der at komme mennesker ind ad min dør. De gik rundt og kiggede på billederne. Der kom mange pæne ord ud af deres mund om værkerne. Og det er her, jeg begynder at få de her oplevelser af forbindelser, der opstår.

Det er jo ikke alle, der mærker det på samme måde. Der er forskellige tilgange til kunst. Mennesker er forskellige steder i deres liv, når de træder ind ad døren hos mig. Nogle er rent æstetisk interesserede. Nogle er kunstfagligt optagede. Hvad formålet er, ved jo kun dem, der kommer.

Men det, der går igen, er, at de er positive og glade.

Og så er der nogen, der får lyst til at købe et billede. Og det gør de så.

Og det er jo også fantastisk – at få lov til at sende naturens stemme med dem hjem. At lade den leve videre dér.

[Paul Bridgwater] (1:02:07 - 1:02:17)

Nu skal jeg lige høre – af helt privat nysgerrighed: Var det FGU Samsø, der havde lavet det? Du kaldte det en produktionsskole, men de findes jo ikke længere.

Jeg spørger, fordi jeg selv har arbejdet med FGU-sektoren i nogle år.

[Chris Vilasen] (1:02:18 - 1:02:20)

Nej, det var Silkeborg

[Paul Bridgwater] (1:02:21 - 1:02:21)

OK

[Chris Vilasen] (1:02:23 - 1:02:25)

Silkeborg produktionsskole -  og jeg mener den hedder FGU

[Paul Bridgwater] (1:02:30 - 1:02:47)

Og så er der noget andet: Du kalder det også for parakunst.

Jeg har hørt om de paralympiske lege, men jeg har ikke hørt om parakunst før. Hvad ligger der i det begreb?

[Chris Vilasen] (1:02:48 - 1:03:25)

Altså, parakunst har for mig to betydninger.

Den ene er, at jeg skaber min kunst ud fra mit vilkår – ud fra en begrænsning, et handicap. Jeg lever med svære, kroniske nervesmerter, og kunsten bliver til på baggrund af det vilkår.

Den udspringer af handicappet – ikke som noget, der skal overvindes, men som en præmis, den bliver skabt i.

[Paul Bridgwater] (1:03:25 - 1:03:26)

Altså

[Chris Vilasen] (1:03:28 - 1:04:10)

Jeg formår at skabe det på trods af de begrænsninger, jeg har.

Og nogle gange, når jeg tænker over det, kan det faktisk også føles, som om kunsten ikke var blevet skabt, hvis jeg ikke havde haft de her begrænsninger.

Jeg var måske ikke kommet ind i den her fuldstændige nærkontakt – i forbundetheden med naturen – i de rum, hvor skabelsen opstår, hvis smerterne ikke havde været der.

[Paul Bridgwater] (1:04:11 - 1:04:31)

Ja, så på en måde er det altså ikke kun et terapeutisk projekt.

Det kan måske lyde, som om man bruger kunsten til at blive hel, men det er ikke det, det handler om. Det er en vedvarende produktivitet – et kunstnerisk virke – der udspringer af begrænsningen.

[Chris Vilasen] (1:04:31 - 1:04:32)

Og netop derfor kalder jeg det parakunst. 

[Paul Bridgwater] (1:04:32 - 1:04:48)

Og der ligger vel også noget i det – altså: Er naturen paranormal, eller hvordan skal man forstå det? Er der en dybere dimension her? Ligger der en dybere forståelse af, hvad naturen kan og vil?

[Chris Vilasen] (1:04:48 - 1:05:23)

Ja, det gør der. Det er jo den anden betydning i det.

Altså det paranormale – for mig handler det om, at naturen er så meget. Den er alting. Den er så helende. Og vi er jo selv natur.

Så alt det her med energi og forbundethed er en del af det.

[Paul Bridgwater] (1:05:24 - 1:05:35)

Ja, altså – for dig er det, som andre måske ville kalde det transcendente eller det guddommelige, noget der primært opleves gennem naturen? Kan man sige det sådan?

[Chris Vilasen] (1:05:35 - 1:06:45)

Ja, det kan du sagtens sige. Det er sådan, jeg faktisk føler det – at det er guddommeligt.

Og også det at få lov. For det er jo hver mands ret. Vi har alle sammen mulighed for at træde ud i naturen og være i den her dybe forbundethed.

Men jeg føler det også med ydmyghed, som om jeg får lov til at opleve det. Altså den her tanke: Tænk, at jeg har muligheden for at få alle de her smukke oplevelser.

Hvert eneste af mine billeder – hvert eneste af de værker, jeg omgiver mig med her – rummer så meget ren kærlighed og fred.

I starten var det måske lidt som at få klippet navlestrengen, når et af børnene rejste hjemmefra. Det var jeg ikke så glad for, fordi det føltes, som om en del af mig selv forsvandt.

Men jeg har øvet mig.

[Paul Bridgwater] (1:06:46 - 1:06:48)

Så kommer de også ud i verden og gør gavn andre steder.

[Chris Vilasen] (1:06:49 - 1:06:52)

Ja, og det er rigtig dejligt det er jeg meget taknemmelig for!

[Paul Bridgwater] (1:06:52 - 1:07:02)

Hvis du ser tilbage på dit liv – kan du så få øje på en rød tråd, der har gjort sig gældende?

[Chris Vilasen] (1:07:03 - 1:08:19)

Altså, en rød tråd, jeg i hvert fald får øje på – eller har fået øje på her i de senere år – det er min kreativitet. Den har nok været en af de største gaver, jeg har fået med mig fra vuggen.

Det har været min kreative tilgang til livet – måden, jeg finder veje og løsninger på, som ikke nødvendigvis er lige ud ad landevejen.

Og vil Gud, hvor mange der har rystet på hovedet af mig gennem tiden: “Hvorfor går du til højre, når alle skilte siger, at du skal gå til venstre?”

Jamen, så prøver vi lige det her.

Så ja – en rød tråd er helt klart min kreativitet. Men jeg vil også sige, at det er min tro. Min tro på livet. Min tro på, at jeg kan finde vej. En grundlæggende tro og tillid til, at det nok skal gå det hele.

[Paul Bridgwater] (1:08:19 - 1:08:20)

Det skal nok gå allesammen. 

[Chris Vilasen] (1:08:22 - 1:08:35)

Ja, og det er en sætning, der bliver ved med at køre inde i mig – som Møllehave også har sagt:

Det ender godt.

[Paul Bridgwater] (1:08:35 - 1:08:37)

Ja, det gør det!

[Chris Vilasen] (1:08:38 - 1:09:02)

Den har jeg ved Gud taget til mig. Når man sidder her på en kuldsejlet tømmerflåde, så er det godt at have Møllehave med på flåden.

Så det er jo også det.

Men jeg tænker også på det her med at være i et uforudsigeligt liv …

[Paul Bridgwater] (1:09:03 - 1:09:43)

Altså, ud over kreativiteten kan jeg også se en utrolig vedholdenhed.

Du går all in – med TDC. Du går all in med grafisk design af tapeter. Du går all in i forhold til at arbejde med Illustrator. Du går all in, når du vandrer timevis i naturen. Og du går all in med dine billeder.

Det virker, som om du er meget dedikeret, hvis jeg skal sige det sådan.

Men føler du selv det? Hvordan oplever du det?

[Chris Vilasen] (1:09:45 - 1:09:58)

Jo, det gør jeg faktisk.

Det handler om at brænde for noget – og brænde helt igennem.

[Paul Bridgwater] (1:09:58 - 1:10:00)

Det tror jeg at du gør!

[Chris Vilasen] (1:10:02 - 1:11:18)

Og så virkelig … altså, det her drejer sig jo ikke om at blive god. Det drejer sig mere om en passioneret tilgang – at lade passionen brænde igennem i hver eneste celle i kroppen.

Forfinelsen kommer så hen ad vejen. Lidt ligesom hvis jeg øvede mig i at spille klaver. Selvom det er rendyrket passion, at jeg spiller – eller tager billeder – så sker der jo alligevel en træning. Jo mere jeg gør det, jo bedre mestrer jeg det.

Så man kan sige, at sidegevinsten – eller slipstrømmen – er, at der opstår en form for tilfredsstillelse på et andet plan. En tilfredsstillelse ved at kunne gøre noget, som jeg selv oplever som meningsfuldt og veludført.

[Paul Bridgwater] (1:11:18 - 1:11:27)

Og det hænger vel også sammen med troen – altså det, du tager udgangspunkt i: at tro på det. Tro i det hele taget. Troen på, at det ender godt?

[Chris Vilasen] (1:11:28 - 1:12:03)

Der var jo ingen – overhovedet ingen – der havde lovet mig noget som helst. Ingen kunne love mig, hvad der ville ske, når jeg satte det her flag ud foran min dør og inviterede mennesker ind i min private stue.

Hvad sker der med det?

Det ved jeg ikke.

Jeg tror på, at der sker et eller andet. Jeg ved det ikke – men jeg er nødt til at prøve det af.

Jeg kan ikke lukke døren, før jeg har åbnet den. Hvis du forstår, hvad jeg mener.

[Paul Bridgwater] (1:12:03 - 1:12:04)

Det forstår jeg. 

[Chris Vilasen] (1:12:05 - 1:12:25)

Så på den måde kan jeg ikke regne det ud. Jeg kan have et ønske eller et håb om, hvordan det kommer til at gå – men jeg kan ikke kalkulere det.

Og ja, på den måde tænker jeg, at det er nogle af de tråde, man kan trække helt tilbage i mit liv.

[Paul Bridgwater] (1:12:26 - 1:12:37)

Vi skal til at runde af, og jeg plejer at slutte de her podcasts med et godt råd.

Der er jo mange i Danmark, der lever med kroniske smerter.

Hvad kunne du have lyst til at sige til dem?

[Chris Vilasen] (1:12:37 - 1:12:37)

…og 

[Paul Bridgwater] (1:12:39 - 1:12:47)

Hvis du skulle give et råd – og det er selvfølgelig svært at give ét råd til alle, der lever med kroniske smerter – hvad ville dit råd så være?

[Chris Vilasen] (1:12:49 - 1:13:58)

Altså, et af de største råd må være: Gå ud i naturen.

Lad den hjælpe dig med at lindre det, der har brug for at blive lindret. Lad naturen gøre det, som naturen er så forbandet god til – at holde dig, holde mig, holde os alle sammen.

Bare det at træde ud i det nærværende rum er helende i sig selv. Og det at være der – uden at skulle præstere noget – er også helende.

Så det handler måske mest om at give naturen lov. Den er klar. Den har været der altid.

Men jeg tror i bund og grund, at den venter på, at vi også bliver klar – til at gå ud. Gå ud og gå ind i den.

[Paul Bridgwater] (1:13:59 - 1:14:05)

Chris jeg vil gerne spørge mere indtil hvordan dit liv ser ud i dag?

[Chris Vilasen] (1:14:05 - 1:17:35)

Ja, på mange måder ser mit liv i dag jo ud, som det gjorde dengang, skaden skete tilbage i 2017. Det er et liv, der i høj grad er præget af de her kroniske, svære nervesmerter – og som følge deraf et uforudsigeligt liv.

Jeg oplever stadig ensomhed og ufrivillig isolation. Jeg trækker mig, fordi jeg har behov for ro. Der er mange søde invitationer, jeg ofte siger pænt nej tak til – eller også tager jeg af sted og går tidligt hjem. Det er et vilkår, jeg lever med.

Der er masser af praktiske begrænsninger i mit liv. Ting, som før var det mest naturlige i verden – husligt arbejde og den slags – kræver nu, at jeg finder lettere måder at gøre det på. Jeg må komme omkring det på en anden måde, så det ikke dræner mig fuldstændigt.

Der er mange situationer, hvor jeg laver overspringshandlinger, fordi jeg ganske enkelt ikke har kræfterne. Og mit liv er stadig præget af behandlinger i håb om at lindre smerterne – fysioterapi, akupunktur, healing og hvad der ellers findes. Jeg er fortsat i det felt.

Men det, der har præget min nye begyndelse her på Samsø – og som stadig præger min hverdag – er det her med at være tæt på naturen. At finde ro. At finde ro i det, der er.

Og accept. Jeg tror måske, at accept er et af kodeordene – i hvert fald for mig. At acceptere tingene, som de er. At acceptere, at livet er uforudsigeligt.

Og så at afslutte kapitlet, der hedder “Der var engang”. For så længe jeg bliver ved med at søge tilbage til det, jeg kunne før – “ der var engang, hvor jeg selv kunne …” – så holder jeg fast i noget, der ikke længere er mit liv… osv. For ellers hænger jeg fast i et limbo, som kan være svært at være i.

Det er også meget sorgfuldt hele tiden at kigge tilbage. For ved Gud, jeg kunne ønske, at mange ting var anderledes i dag. Det har haft kæmpestore konsekvenser – både fysisk og familiemæssigt – det her med smerterne.

Der er ingen tvivl om, at det at lukke bogen med titlen “Der var engang” er vigtigt for mig. At holde fast i den beslutning – så godt, som det nu lader sig gøre.

[Paul Bridgwater] (1:17:36 - 1:17:43)

Ja, jeg kan godt se, at du på en måde bliver skubbet ind i at leve endnu mere i nærvær.

[Chris Vilasen] (1:17:43 - 1:18:42)

Ja, det gør jeg faktisk.

Og hvis jeg træder ud af det – ud af den her line, som det føles lidt som at gå på, selvom jeg ikke kan se den – så falder jeg og slår mig.

Så på den måde er det også linedansens kunst, jeg lever i. Eller smertens kunst, kunne man måske kalde det.

Men ellers er det på mange andre måder også et positivt liv. Jeg er omgivet af fantastiske mennesker her på Samsø, og øen rummer stort set alt det, mit hjerte kan begære af smukke ting.

Så der er også meget taknemmelighed – midt i smerten.

[Paul Bridgwater] (1:18:42 - 1:18:55)

Jeg tror også, det er Lars Muhl, der siger, at Samsø er midt i Danmark – og at det er dér, man falder til ro. Det er dér, man går i lod.

[Chris Vilasen] (1:18:55 - 1:19:20)

Og det vil jeg faktisk give Lars Muhl ret i – det kan godt føles sådan. Som om man bliver loddet. Ja, det kan det.

Så det kan anbefales at flytte til Samsø, hvis man har lyst til en ny og smuk begyndelse.

[Paul Bridgwater] (1:19:21 - 1:19:24)

Hvor er det egentlig du hører hjemme på Samsø

[Chris Vilasen] (1:19:25 - 1:19:48)

Jeg er jo landet her i Brundby, hvor jeg bor fast, og hvor jeg også har mit galleri i min private bolig. Det hedder Galerie Unika Fotokunst, og her inviterer jeg alle, der har lyst, indenfor til at komme og opleve min unika-fotokunst.[

Paul Bridgwater] (1:19:48 - 1:19:49)

Og ligger det på Nordøen eller Sydøen

[Chris Vilasen] (1:19:49 - 1:20:02)

Det ligger sydpå – cirka to kilometer fra Ballen Havn og omkring to kilometer fra Tranebjerg, som jo er øens største by.

[Paul Bridgwater] (1:20:02 - 1:20:03)

Op mod Brundby så?

[Chris Vilasen] (1:20:04 - 1:20:30)

Ja, det er i Brundby, jeg bor – næsten i baghaven til Brundby Rockhotel, som jo næsten alle kender, vores smukke rockhotel her i byen.

Så om sommeren hører jeg musik. Jeg kan bare åbne vinduerne, og så er jeg med til koncerterne – ganske gratis.

[Paul Bridgwater] (1:20:30 - 1:20:45)

Tusind tak, fordi du ville fortælle din historie. Og jeg tror jo …

[Chris Vilasen]

Selv tak. Og tak, fordi jeg måtte være med.

[Paul Bridgwater]

Det måtte du i hvert fald. Og tak til jer, der lyttede med. Du kan finde denne podcast og andre artikler på healinghelp.dk.