Anja Worsøe Reiff – når evangeliet danses

Sognepræst og dansepastor Anja Worsøe Reiff har gennem flere år arbejdet med dansegudstjenester i Folkekirken. For hende er dansen et kropsligt sprog, der kan åbne evangeliet på nye måder. Dansen, musikken og kirkerummet skaber både fællesskab og mulighed for personlig fordybelse. I samtalen fortæller hun om cirkeldans, nadver i bevægelse og prædikener der danses. Anja giver her sit bud på, hvordan tro kan inkorporeres – bogstaveligt talt.

Transcript

Paul Bridgwater] (0:02 - 0:30)
Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og i denne episode har jeg besøg af sognepræst og dansepastor Anja Worsøe Reiff.

Anja, kan du begynde kort med at præsentere dig selv, dit liv, dit arbejde, og hvordan dansen er blevet en del af dig og præstegerningen?

[Anja Worsøe Reiff] (0:31 - 1:08)
Ja, Paul, tak for at være her, at jeg måtte komme. Det kan jeg selvfølgelig godt. Jeg har været sognepræst i 15 år, og i den tid har der altid været dans med, fordi det er omkring 20 år siden, at jeg mødte dansen.

Og det var som teologistuderende, at jeg mødte dansen. Og det skete sådan set helt tilfældigt, kan man sige. Så mange gode ting opstår på den måde.

Så ja, hvad...

[Paul Bridgwater] (1:08 - 1:13)
Hvordan? Det lyder sådan... Danser de meget på teologistudiet?

[Anja Worsøe Reiff] (1:14 - 3:43)
Nej, de danser virkelig overhovedet ikke på teologistudiet. Jeg var så heldig, at jeg var nødt til at have et arbejde ved siden af, og der underviste jeg minikonfirmander. Og det var ret sjovt.

Jeg har virkelig grinet meget af mig selv, fordi jeg var sådan en meget korrekt teologistuderende. Jeg var nok sådan lidt i kategorien dygtig pige, og det hele skulle bare gøres lige efter bogen og bekendelseskrifterne. Så jeg sad faktisk, og hver gang jeg skulle forberede undervisning, så havde jeg kigget i bekendelseskrifterne, for at det skulle være sådan helt teologisk korrekt, det jeg formidlede til børnene.

Så det var ligesom der, jeg var. Og samtidig kan man sige, der var også nogle udfordringer i mit personlige liv, fordi på det tidspunkt havde jeg lige fået mit tredje barn, eller vi havde fået vores tredje barn, som havde vist sig at være udviklingshæmmet og ikke have noget sprog. Så jeg var også sådan lidt udfordret af det her, med teologiens meget stor fokus på det sproglige.

Så der var en nysgerrighed over for nogle andre ting, men samtidig var jeg meget korrekt. Så havde jeg en kollega, en sognehjælperkollega fra en anden kirke, og hun var så sød og inviterede mig til sådan en danseaften. Og jeg kan virkelig godt huske, at det gad jeg simpelthen ikke.

Jeg tænkte, det lød så langhåret. Det hed: "Kroppens bøn i kirkens rum" Og jeg tænkte bare, nå okay.

Altså jeg gjorde det simpelthen kun for at være venlig, fordi hun var enormt sød og havde hjulpet mig rigtig meget. Og så tog jeg derhen. Og det var en diakon, som hedder Helle Lærke, som blev hende, der introducerede mig til dans.

Hun danser stadigvæk. Meget dejlig og dygtig kvinde. Og så var jeg bare solgt fra første øjeblik.

Det er virkelig mærkeligt. Jeg har tit undret mig over det, at jeg gik derhen så super negativt i virkeligheden. Og så var det bare så snart, vi gik i gang med at danse, så skete der bare et eller andet.

Og altså det, der skete, var vel sådan... Jeg har ikke en person, der normalt har sådan oplevelser af den slags. Eller det havde jeg i hvert fald ikke på det tidspunkt.

Men ja, det var sådan en erfaring af, at jeg pludselig kunne mærke sådan en forbindelse ned til mennesker igennem tiden. Og kunne bare mærke, det her har vi altid gjort. Og nu danser jeg med alle dem, der har danset igennem tiden.

[Paul Bridgwater] (3:44 - 3:55)
Så når du siger, at det er noget, vi altid har gjort. Har det så været, tænker du, en sakral dans i kristne sammenhæng? Eller tænker du, alle har altid danset?

Eller hvordan var følelsen?

[Anja Worsøe Reiff] (3:55 - 4:06)
Jamen det var slet ikke... Det var ikke sådan en oplevelse, der var rammesat som et eller andet. At nu er det kristent, eller nu er det noget...

Jeg tror, det var simpelthen bare noget generelt menneskeligt. Altså...

[Paul Bridgwater] (4:06 - 4:07)
At mennesker danser?

[Anja Worsøe Reiff] (4:07 - 4:36)
At mennesker altid har danset. Men danset ikke bare fordi, det kunne da være sjovt at danse. Men danset fordi, det var et udtryk for nogle dybe ting i livet.

Som man havde brug for. Et andet sprog til eksempel. Og at der kom dansen, eller det var så det dansen kunne.

Eller det dansen kan. At det bliver et sprog for nogle større og dybere ting. At vi har brug for at bearbejde på en eller anden måde.

Og det kan man altså gøre gennem kroppen og bevægelsen.

[Paul Bridgwater] (4:37 - 4:50)
Ja. Og det er jo nok rigtigt, tænker jeg. At dans i dag er ofte forbundet med ungdomsliv.

Altså musik og ham og hende, ofte.

[Anja Worsøe Reiff] (4:50 - 4:52)
Ja, præcis. Det er noget helt andet.

[Paul Bridgwater] (4:53 - 4:54)
Ja, og det er noget helt andet.

[Anja Worsøe Reiff] (4:55 - 5:43)
Det er noget helt andet. Det var det her fællesskab, altså det var faktisk... Nu tror jeg også kun, vi var kvinder der.

Men det var sådan en følelse af at stå i en lang, lang række af kvinder. Der dansede ned igennem historien. Det var ligesom de ord, der kom på det.

Eller kom, som det skrev det. Og det var bare sådan, det var. Altså det kunne jeg bare mærke der.

Og så kunne jeg... Jamen ja, så sad det fast. Og så kunne jeg mærke det, da jeg så kom hjem til mit almindelige liv.

Og dagen efter, så kunne jeg mærke, der var sket noget. Altså hvis man bare skal sige det helt jordnært, så var jeg bare gladere. Altså så var livet bare bedre.

I hvert fald lige da, i dagene bagefter. Så jeg tænkte, det her, det er noget særligt. Og det kunne jeg ikke slippe.

[Paul Bridgwater] (5:44 - 5:45)
Nej, nej.

[Anja Worsøe Reiff] (5:45 - 7:36)
Men som vi så kom fra, danser de på teologistudiet. Altså det gjorde de jo så slet ikke. Og her sad jeg, hvor den her meget korrekte pige, der skulle følge bekendelsesskrifterne.

Og gøre det helt rigtigt. Og hvad så med dans? Så det blev sådan to separate ting i lang tid.

Altså fordi så begyndte jeg jo at interessere mig for det, at danse mere og finde kurser og sådan noget. Men det var ligesom ét spor i mit liv. Og så var det teologiske.

Et andet spor. Og det var jo sådan lidt, hvordan skulle de mødes? Men altså det kom så, da jeg mødte det fag, der hedder praktisk teologi.

Fordi der fandt jeg pludselig ud af, at der var noget, der hedder kropsteologi. Altså der var nogen, der havde tænkt over sådan noget med... Altså i forbindelse selvfølgelig med gudstjenester.

Fordi der er vi jo til stede med kroppen og gør ting. At der var der nogen, der havde tænkt over, hvad er det kroppen og sanserne betyder? Og faktisk havde undersøgt af rigtig mange mennesker, der går til gudstjeneste, de egentlig mest kan huske sansindtrykkene.

Altså hvordan lugtede der? Var der koldt eller var der varmt? Der var bænken hård og sådan noget.

Og så talte man så om de kropslige elementer i gudstjenesten. Men der var pludselig et sted, hvor jeg tænkte, okay her bidder jeg mig fast. Lige her.

Fordi der kan jeg finde et sprog, til jeg kan begynde at snakke om, hvad var det, der skete for mig, når jeg dansede? Og hvad var det, der skete for alle, der dansede? Og hvad er det, der sker bagom sproget eller undersproget?

Eller altså igen tilbage til min udfordring med det her med, hvordan er teologi og tro og kirke for dem, der ikke har et sprog for eksempel? Altså går det kun igennem det, vi siger? Og det er jo det, der er meget i det lutherske, at det er det, vi siger, der tæller.

Ordet kommer, eller troen kommer af det, der høres.

[Paul Bridgwater] (7:37 - 7:38)
Jo, jo. Klart.

[Anja Worsøe Reiff] (7:39 - 7:43)
Men der kom der så ligesom nogle veje ind i noget andet, og dem fulgte jeg så.

[Paul Bridgwater] (7:45 - 7:51)
Og hvordan forstår du så, at dansen, når det ikke er sprogligt, hvad er det så, det kan?

[Anja Worsøe Reiff] (7:54 - 10:06)
Jamen, det er jo en meget stor ting. Det er jo alt det andet, det kan. Altså det kan udtrykke alt det, som vi præster, vi står jo og vrider vores hjerner for at udtrykke i vores prædikener.

Det kan jo udtrykke nogle af alle de utroligt store ting, eller alle de store ting, som vi jo egentlig taler om i kirken. Og et af de måske bedste eksempler på det er opstandelse. Altså alle der præster, eller i hvert fald de præster, der skal prædike på Påskedag, står jo altid og skal ligesom prøve at sige, nå, hvordan kan jeg nu, hvordan kan jeg snakke om det her, hvordan kan jeg snakke det her op på en måde, så vi forstår, hvad det handler om.

Og der har jeg sådan en fantastisk dans, som jeg har brugt mange gange. I forbindelse med, når jeg dansede påske som tema, og der er der en skøn dans, som jeg faktisk er lavet til sådan en suite af danser, der handler om skabelsen. Og det er den dans, der hedder Let there be light.

Og den er lavet af en meget skøn koreograf, som har lavet mange kirkedanse. Hun hedder Nanni Kloke. Og den her dans, den er ret vild, kan man sige.

Ikke fordi den er svær eller noget, men man kommer op i fart, og der sker virkelig noget i kroppen for folk. Den er jo sådan en lille smule fri, noget af den. Og der har jeg bare oplevet så mange gange, at når vi ligesom slutter den dans, og man står der, slutter, men man nærmest står i et kryds, altså armen over hovedet, fødderne ud til siden, så har man bare det der, så pulserer det der i kroppen.

Så ved man bare, det her, det er opstandelse. Altså det er sådan her, det er. Og det er jo selvfølgelig, altså, ja, det er i hvert fald en erfaring, man kan få, som kommer i nærheden af det.

Det er jo ikke dækkende, det er jo ikke det, jeg siger, men den kommer i nærheden af det. På en helt anden måde, en ord, så behøver du faktisk ikke sige noget. Og hvis du prøver at sige noget, så bliver det faktisk bare lidt mindre.

[Paul Bridgwater] (10:07 - 10:15)
Ja, ja, sådan er det. Så det er en erkendelse og en erfaring, og en kropslig erkendelse og erfaring.

[Anja Worsøe Reiff] (10:15 - 10:19)
Ja, det bliver en erfaring. Nogle af de store ting kan simpelthen blive en erfaring.

[Paul Bridgwater] (10:24 - 10:40)
Så der sker noget psykologisk med folk, der danser sammen. Eller hvad? Danser folk alene, eller danser de sammen?

Eller hvad gør dansen, når man danser alene og sammen?

[Anja Worsøe Reiff] (10:40 - 12:50)
Ja, vi danser jo sammen. Undskyld. Vi danser sammen, og altså, den dans, jeg arbejder med, foregår jo i cirkel.

Så vi er altid i det her rum, hvor alle står jo i samme afstand fra centrum, fra lyset, som altid står i midten. Så vi er et fællesskab, altid. Men derfor har man jo stadigvæk sin egen indre oplevelse.

Så det er både og. Altså, der er både en stærk indre oplevelse, mange har jo også lukket øjnene, noget af tiden i hvert fald, når vi danser. Men det er jo hele tiden et konkret fællesskab samtidig, fordi vi har i hvert fald meget af tiden hinanden i hænderne.

Så ja, hvad er det, der sker? Altså, der er i hvert fald en stærk erfaring helt konkret af et fællesskab, der bærer en. Altså, også fordi, hvis du kommer til at bevæge dig til højre, hvor du skulle have været til venstre, altså, så vil cirklen jo korrigere dig lige så venligt, bliver du lige trukket den anden vej.

Eller hvis du er ved at miste balancen eller noget. Der er hele tiden et fællesskab, der helt konkret, fysisk og venligt korrigerer dig. Og det bliver du simpelthen båret af.

Og samtidig har du din egen indre oplevelse af det hele. Og så er der selvfølgelig rettetheden imod lyset, altså imod centrum, imod Gud, og også imod de ord og de bønner, som vi altid har med. Så det er jo faktisk en erfaring, der foregår på alle de her planer.

Altså, hvor det kan i hvert fald opleves anderledes end en sædvanlig gudstjeneste, fordi der er det her meget stærke fællesskab og også en meget stærk indre oplevelse, og samtidig en meget konkret rettighed imod centrum - lyset.

[Paul Bridgwater] (12:50 - 13:00)
Hvordan er kirkerummet bygget op? Hvordan etablerer man det rum, hvor der er plads til at danse?

[Anja Worsøe Reiff] (13:01 - 14:43)
Ja, altså, det er jo sådan en udfordring i mange kirker. Altså, helt konkret er jeg præst i to små landsbykirker, og der er jo sædvanligvis ikke så meget gulvplads, som der er fri. Men den ene af kirkerne, der har vi simpelthen fået fjernet det her knæfald, man så vanligvis har rundt om alteret.

Og det betyder, at der er plads til en cirkel. Vi kan være sådan op til 20 personer eller sådan noget. Så er det ved at være lidt trængt, så skal det ikke være for vildt, det vi laver.

Men altså, så de gudstjenester, hvor der er dans, det er gudstjenester, der er bygget helt op omkring dans. Det vil sige, at der ikke er nogen elementer, hvor der ikke er dans i de gudstjenester. Det er simpelthen dans fra start til slut.

Alt foregår enten i processionen, ned igennem kirken eller i cirklen. Så rummet er bygget op sådan, at der er en dansemidte med lys og blomster, som man normalt vil have på alteret. Og så har vi simpelthen der i midten også dagens evangelium liggende.

Det vil sige, at de ord, som skal give dansen retning, ligger inde i midten i små stykker, så man kan læse det forskellige personer, der læser. De forskellige bidder. Man tager en bid hver, dem der har lyst.

Og så foregår dansen simpelthen rundt om det, og der har vi også nadver. Altså rundt om det her centrum af lys, blomster, ord.

[Paul Bridgwater] (14:44 - 15:04)
Hvis jeg tænker på en normal gudstjeneste, så er der en indgangsbøn og nogle salmer. En læsning, nadveren, og igen efter nadveren en prædiken. Eller omvendt faktisk.

[Anja Worsøe Reiff] (15:04 - 15:05)
Ja, faktisk omvendt.

[Paul Bridgwater] (15:10 - 15:17)
Hvordan, altså den der liturgi, der må være en tilsvarende liturgi, som fungerer på en anden måde.

[Anja Worsøe Reiff] (15:17 - 17:49)
Ja, men der er der også, altså der er en liturgi, og det er den ligger fast, fordi det er vigtigt, at der er en fast og en genkendelig ramme. Altså også når man, eller i særdeleshed, når man arbejder med spiritualitet. Altså så er det vigtigt, at der er en god jordforbindelse, og det er der blandt andet i rammen.

Så gudstjenesten starter jo altså med, at vi bevæger os ind i kirken. Det er altså en procession ind. For det meste det samme skridt, sådan helt simpelt pilgrimskridt.

Og så lander vi op i koret der, hvor cirklen så er, hvor vi står i cirkel. Og her indledes der med en bøn, og så læser vi evangeliet. Og ja, det er jo som sagt så sådan, at man tager en lille bid hver af dem, der har lyst, og så læser man det i fællesskab.

Og derefter, ja så kommer den første dans, altså det er jo så i princippet den anden, for det første er jo, processionen er også en dans. Og der er seks i alt, seks danse i alt. Og det, der måske adskiller sig mest, det er jo, at der ikke er en samlet lang prædiken.

Men at prædikenen opstår jo ligesom i det samspil, der kommer mellem evangeliet og de danser, vi skal danse. Og der er det så, at jeg som præst giver en lille introduktion, eller hvad man kan sige, en lille, eller peger lidt i en retning ved hver, inden hver dans. Altså det vil sige, jeg sætter noget af evangeliet i forbindelse med de bevægelser, der nu er i den dans, vi skal danse.

Og det er meget kort. Altså da jeg startede det her koncept, eller hvad man kan sige, der havde jeg sådan et benspænd for mig selv, der hedder tre sætninger maks. Og det er så ikke altid jeg holder det.

For jeg har fundet lidt ud af. Efterhånden, som jeg er blevet mere fri i det, så har jeg fundet ud af, at der er nogle af dansene, hvor der ikke er så meget at sige, og så lige pludselig kommer der noget til mig, som jeg kan mærke, det skal siges nu. Så bliver det lidt mere end tre sætninger måske.

Men det er meget vigtigt, det er ikke sådan det der med, nu har jeg stået og skrevet en hel masse ned, som jeg lige skal læse op her. Sådan er det ikke. Det skal være mere frit, og det skal netop være mere noget, der peger i en retning, sådan at den enkelte deltager nu ligesom kan lade noget komme til sig.

Altså det er et koncept, hvor man kan sige ligesom, okay, at prædikenen opstår i, mellem mennesket og dansen, kan man sige, i det møde mellem evangeliet, dansen og det enkelte menneske, der opstår prædikenen.

[Paul Bridgwater] (17:49 - 17:50)
Og hvad med nadveren?

[Anja Worsøe Reiff] (17:52 - 19:39)
Jamen nadver, det har vi, det har vi så, efter, altså den fjerde dans er vores nadverdans, og det er også en fast dans for det meste, kan godt ske, at der er i en eller anden særlig lejlighed, måske er noget andet. Men for det meste er det den samme dans, som er en dans, der hedder kalken, som er meget smukt, og virkelig smukt udtrykker, hvad nadveren betyder. Så den danser vi stort set altid der.

Og det er jo også, altså det er jo noget helt særligt, at fejre nadver på den måde. Jeg har så selvfølgelig indstiftelsesordene, som man skal have, og vi beder Fader Vor. Det er sådan et minimalistisk nadverritual, som man kan have, hvor man bare beder Fader Vor og så indstiftelsesordene.

Men det her med, altså så lader vi brødet, det er et rigtigt brød, så man brækker et stykke af, så giver man det videre, og så giver vi det videre rundt til hinanden. Og kalken, så går jeg rundt med den, og så kan man dyppe i den. Så alle får nadver der, i cirklen, og så bagefter, og det er faktisk et, nok et af højdepunkterne, kan man sige, så tager vi bare hinanden i hænderne, og så står vi, så gør vi cirklen lidt lille, så vi står lidt tæt, og så får vi lidt musik, og så står vi bare vugger, lige så stille, side til side.

Og det er helt voldsomt, kraftfuldt, i al sinds enkelhed, fordi det er jo det, nadveren er, at vi bliver et legeme, og det bliver bare en erfaring der, for folk, og det er der mange, der bliver meget berørt af. Det tror jeg faktisk, vi gør alle sammen hver gang. Ja, men, nogen udtrykker det også meget.

[Paul Bridgwater] (19:41 - 20:19)
Og altså, man kan sige, eller det jeg tænker på, det er, oplever folk det samme, eller har de forskellige varianter? Eller, det er måske dumt sagt, men jeg tænker, okay, man er inde i det her intense fællesskab, og man har en stærk oplevelse af fællesskab, og og måske også nogle personlige erfaringer, eller, hvad man kan kalde det, oplevelser. Er der nogen, der bliver klaustrofobisk af det?

Er der nogen, der ligesom ikke kan rummes af det? Er der nogen, der har brug for at tale om det bagefter?

[Anja Worsøe Reiff] (20:21 - 22:41)
Altså, det er jo helt klart, at der kan være nogen, der oplever, at det ikke er noget for dem. Og det er jo selvfølgelig fuldstændig i orden, og nogen kan have brug for lige at sætte sig lidt, for eksempel. At trække sig lidt hen og sætte sig.

Og det er der jo altid rum for. Det sørger jeg selvfølgelig altid for, at folk ved, at det kan være noget fysisk, eller det kan også være på en anden måde, at man får brug for lige at trække sig lidt. Der er da også simpelthen bare nogen, der ikke kommer igen, som synes, det var ikke lige noget for mig.

Og det er helt klart sådan, det er. Der er nogen, for hvem det her, det er det, de ikke vidste, de har manglet hele livet. Der er nogen, der udtrykker det.

At den her gudstjenesteform, den har jeg simpelthen, den har jeg altid længtes efter. Jeg vidste bare ikke, at det var det. Men men mest oplever jeg egentlig det her med, der er mange, der får det sådan, at de gerne vil gå derfra.

Helt sådan stille. Altså slet ikke tale med nogen. De vil bare gerne bære det her med sig ud.

Og de har ikke lyst til at snakke der. Så der er mange, det er altid sådan lidt en udfordring, hvordan vi stopper bagefter. Vi slutter gudstjenesten.

Efter nadverden er der to danse. Og så til allersidst, så er der velsignelsen, som vi siger som fælles bøn. Og så siger jeg tak for i aften.

Og så står man altid i den cirkel der. Og der er ikke rigtig nogen, der har lyst til at gå. De bliver bare stående der.

Og alle er sådan, det er et særligt rum, man har fået lov til at være i. Og så er der virkelig, så sørger jeg altid for, dels kan man godt lige sætte sig lidt ind i kirken. Det har jeg også sagt til dem, hvis man lige vil sidde et øjeblik.

Og jeg går så ud og er ude i våbenhuset netop, for hvis der er nogen, der vil tale. Men for det meste af folk, er det med den der sådan, jeg kan ikke sige andet end sådan en eller anden, altså hellig fred indeni, som mange oplever de har bagefter. Og så vil de egentlig bare gerne, gå i den stilhed og blive der.

Altså hvis de har mulighed for det.

[Paul Bridgwater] (22:41 - 22:42)
Gå i fred.

[Anja Worsøe Reiff] (22:42 - 23:51)
Ja, virkelig gå med fred. Og så er der jo også nogen, der er gode til at sætte nogle ord på det. Jeg havde en, der ikke for så længe siden sagde, altså fordi jeg skal lige måske indskyde, at aftenen er jo ikke sådan, at vi bare mødes i kirken, og så kaster jeg folk ud i nogen danse.

Det foregår sådan, at man først mødes og lærer dansene. Og så spiser vi sammen. Og så går vi over her.

Gudstjenesten er bagefter i kirken. Det første foregår i menighedshuset. Men så, der er ligesom de der, sådan to niveauer, eller hvad man kan sige.

Og der var der en deltager, som ikke var kommet så mange gange, men den var der anden gang, og så sagde hun, det er ligesom at være med i sådan en troens laboratorium. Fordi det er ligesom om, at man plejer bare at høre om det. Men her, der lytter vi, og så skal vi gøre noget.

Og på den måde bliver det virkeligt. Og jeg kan mærke, at det gør en forskel i mit liv. Som hun sagde det.

Og det synes jeg var, at jeg virkelig elskede det der udtryk, troens laboratorium. Det er det faktisk på en måde.

[Paul Bridgwater] (23:51 - 24:14)
Og der er hvertfald også et samspil mellem ordene, som bliver læst, eller brugt. Og dansen, som gør, at det er ikke alene et ordløst sammenhæng, men også bliver retningsgivende, eller det får en retning.

[Anja Worsøe Reiff] (24:16 - 24:36)
Ja, det er jo de ting, der nu kommer til udtryk i den tekst, jeg har valgt til dagen. Som man jo får lov til at bearbejde, eller tage ind, gennem kroppens bevægelser. På den måde kommer det jo meget tæt på en.

Og det er jo nok det, laboratoriedelen kommer.

[Paul Bridgwater] (24:37 - 24:40)
Så det er bogstaveligt talt inkorporering.

[Anja Worsøe Reiff] (24:40 - 24:47)
Ja, det er virkelig inkorporering. Det er et godt ord. Vi inkorporerer evangeliet her.

Det lyder rigtig godt.

[Paul Bridgwater] (24:48 - 25:21)
Ja. Jeg tænker, der må også være en spejleffekt. Ligesom i en god prædiken, så er det også sådan, så det spejler ens eget liv.

Og der, hvor man står, når man pludselig kan se, at en lignelse åbner for nogle perspektiver, man ikke har set tidligere. Og det må næsten også være det samme her, at man har, altså, fordi at man selv skal udtrykke det, der er i evangelieteksten, gennem bevægelse, så har det mulighed for at åbne nogle nye perspektiver.

[Anja Worsøe Reiff] (25:22 - 25:34)
Jamen, der er slet ingen, faktisk slet ingen grænser for, hvad det kan åbne. Altså perspektiver og dimensioner for mennesker, der deltager i det. Det har jeg efterhånden fundet ud af.

[Paul Bridgwater] (25:38 - 25:47)
Altså nu, jeg er lidt ked af hele tiden at føre det tilbage til det praktiske, men hvad kræver det af menighed og medarbejdere og rammer?

[Anja Worsøe Reiff] (25:48 - 28:46)
Jamen, det er rigtig fint at tale om det praktiske, for noget af det, der har kunne være sværest ved det her, det er faktisk, at man kan sådan nærmest godt se på folk, når man fortæller, man arbejder med dans i kirken, så kan man nærmest sådan se, der går sådan en mur ned for deres øjne, og de kan simpelthen ikke se det for sig. Altså, hvad går det ud på? Altså, det er simpelthen for mærkeligt og for abstrakt for mennesker.

Så det er ligesom en af de første ting, man altid lige skal igennem. Og derfor er det godt at tale om det praktiske. Altså, det kræver jo selvfølgelig, at man har en kirke, hvor der rent fysisk kan være plads til en cirkel.

Man kan selvfølgelig godt danse i et menighedslokale, og det kan også være meget fint og hyggeligt at gøre, men det er jeg ikke så vildt begejstret for, fordi det er det her med at gøre det i kirkerummet, som betyder noget. Altså, det betyder noget for mennesker. Som også nogen har udtrykt det: Det er her, at jeg får lov at være i kirken for Guds ansigt.

Altså, også med min krop. Altså, det er kæmpestort at opleve. Og det er sådan en oplevelse virkelig af accept.

Altså, på et større plan eller mødet med Gud. Også gennem sin krop. Nå, men så derfor kirkerummet.

Det er der, man skal danse, hvis man kan. Så der skal være noget plads til det. Så, ja, hvad kræver det af medarbejderne?

Det er jo det her med, at man kan være i sådan et rum. Altså, kan du være i sådan et meditativt rum, og kan du være i et rum, hvor der er brug for stillhed? Hvor du skal kunne mærke, hvornår du ikke lige skal, hvis du er musiker, for eksempel skramle helt vildt med dine noder, eller et eller andet.

Ligesom bare følge den rytme, der kommer i det. Kan du være med mennesker, der har de her dybe oplevelser? Det er slet ikke alle, der kan det.

Altså, jeg har oplevet nogle steder, hvor det kunne være sådan, måske kirkesangerne var bare vant til at... Og det er helt okay. Sådan kan det være i en almindelig kirke, og man kommer bare, og så synger man lige nogle salmer, og man står bare sådan lidt og kigger ud af vinduet, og så dum-dum-dum, så går man igen.

Altså, hvor man ikke har det der vi er fælles om det. Så skal man heller ikke bruge levende musikere. Og så kan man afspille noget musik i stedet for.

Fordi, det har jeg efterhånden fundet ud af, det er det der med, kan man være i det rum? Og det er ligesom, det er ikke alle, der har lyst til at danse, så er det heller ikke alle, der kan være i det rum. Og det ved man jo ikke rigtigt, før man har prøvet det.

Men altså, tit kan det være, hvis det er nogen, der måske selv har lidt erfaring med meditation, eller med en eller anden åndelig praksis, eller noget, så går det rigtig fint. Så det er sådan en lidt speciel ting. Måske.

[Paul Bridgwater] (28:47 - 28:51)
Så det er livemusik, hvis det kan blive det?

[Anja Worsøe Reiff] (28:51 - 29:58)
Nogle gange er det. Altså, vi væksler lidt, fordi det kræver jo altid meget. Det kræver også, at jeg skal være i vildt god tid med at fortælle dem, hvad de skal spille og synge, og sådan noget.

Og det kræver også, at vi lige øver det. Altså, at vi lige mødes en dag inden, og lige prøver det igennem, for der er noget med tempi og alt sådan noget. Samtidig er det jo totalt fedt, fordi man jo altid bare kan sige, kan vi lige tage den en gang til, og kan den lige blive lidt hurtigere, og kan den lige, og sådan noget.

Og det er jo fantastisk at danse til levende musik. Altså, jeg siger også til de dejlige musikere, jeg arbejder sammen med nogle gange, at de får jo ikke et mere opmærksomt publikum, end dem, der skal danse til deres musik, fordi det jo simpelthen, altså dans er jo, det er jo en kærlighedsrelation mellem rummet og musikken, og dansen, altså bevægelsen, så man får virkelig opmærksomme til hørende, når man skal danse til. Og så er der selvfølgelig også, kirketjeneren, altså i vores tilfælde spiller vores kirketjener også en stor rolle, fordi dels så laver hun mad til folk.

Det er jo ikke alle steder, man vil bygge det op omkring en måltid, men det har vi så valgt at gøre, fordi det jo giver et stort fællesskab.

[Paul Bridgwater] (29:58 - 30:16)
Jeg kan også godt se, at det giver en rigtig fin progression, at du ikke bare lander og skal danse, men at du øver dig først, og så har du lige en periode, hvor du lige kan slappe lidt af, men så er der faktisk en begivenhed, som du øver dig frem til. Altså, det giver rigtig god mening.

[Anja Worsøe Reiff] (30:16 - 30:52)
Altså, det gør det jo, der er for og imod. Der er også nogen, der har sagt, at det også bliver en lang aften, og jeg har nogen gange haft lyst til at komme, men så har jeg været træt fra arbejdet, så orkede jeg ikke det der. Vi er jo sammen i tre timer, fordi først danser vi en time, eller lidt over en time, så spiser vi, og så var akutstjenesten lidt under en time.

Det tager jo altid noget tid, for folk at komme fra A til B, så et eller andet sted lander vi på omkring tre timer. Men samtidig, for mange er det jo også sådan virkelig, altså værdifuldt, at vi har det der fællesskab.

[Paul Bridgwater] (30:52 - 30:55)
Jamen, jeg tænker også, at folk går til kor i flere timer.

[Anja Worsøe Reiff] (30:55 - 30:58)
Det har du ret i, og det gør de hver uge.

[Paul Bridgwater] (31:02 - 31:25)
Giver dansen en retning for menneskers trosliv over tid? Kan man se en udvikling i, hvad skal man sige, folks velbefinden er nok for meget sagt, man kan du se, at folks forhold til det, og deres måde at tænke deres tro igennem på, ændrer sig?

[Anja Worsøe Reiff] (31:28 - 33:12)
Det er der ingen tvivl om, at det kan. Man kan i hvert fald sige, nu kender jeg selvfølgelig mest til, hvordan det har påvirket min egen tro at danse, og andre, som også har arbejdet med dans, og leder dans, har jeg talt med om det, og de oplever noget tilsvarende. Altså, da jeg fortalte om den der dygtige pige, der skulle sidde og læse den korrekte teologi og gøre tingene korrekt, det tror jeg ikke, man kan holde fast på, hvis man for alvor går i gang med en dansepraksis, fordi sådan er dans ikke, vel?

Det åbner for nogle andre ting, og der er også det der helt konkrete med, vi har en cirkel, og vi antager, at vi har Gud i midten af cirklen, altså lyset, blomsterne, ordet, og så bevæger vi os rundt om det, og det ser ikke lige ud, hvis du står derovre til højre, eller hvis du står derovre til venstre, det ser forskelligt ud. Du får facetter og aspekter, også på en anden måde, og jeg tror, det betyder, at en meget firkantet teologi, der holder fast på, det er sådan her, det er, den er svær at holde fast på, eller den er svær at bevare, i mødet med dansen, fordi der bliver du hele tiden udfordret, og du får hele tiden denne her bevægelse ind, som gør, at du kan ikke stille dig stift et sted, altså, så vil du blive udfordret på det, fordi det er ikke det, der er målet, altså at holde stædigt fast på et eller andet teologisk princip, eller noget.

[Paul Bridgwater] (33:13 - 33:51)
Det er egentlig sjovt, at kristendommen ofte har overtaget tempelpraksis fra jødedommen med hensyn til, at der er et alter, og der er en præst, og der er en menighed, og Jesus han bevægede sig mest ud på vejene, og snakkede med alle mulige, og bevægede sig i andre cirkler, kan man sige, og gjorde andre ting, og vi har så genindført en form for hierarkisk struktur med alter og prædikestol, og trapper op, og menighed, der tier stille, og det bryder jo måske lidt med det igen, altså, det er måske tilbage til noget et eller andet mere, ja, det ved jeg ikke.

[Anja Worsøe Reiff] (33:52 - 35:27)
Man kan i hvert fald sige om de mennesker, der danser, at de bliver mindre autoritetstro i deres teologi, eller hvad man skal sige, eller i deres tro. Altså, fordi de får jo erfaringer på en anden måde selv, og det er jo også det, det lægger op til. Og måske er det også derfor, eller det er måske også en af grundene til, at dansen altid har været kontroversiel, fordi der er jo dans igennem kirkens historie, det er der er skrevet forskellige, om, ikke mindst en pragtfuld PhD-afhandling, som kom for, jeg kan snart ikke huske, fem år siden, eller sådan noget, af en svensk-finsk kvinde, der hedder Laura Hellsten, som har skrevet en PhD-afhandling, der hedder "Through the Bone and Marrow", altså gennem marv og ben, som er en teologisk undersøgelse af dans i middelalderens Europa, i kirken, altså kirkelig dans i middelalderens Europa. En stor del af de kilder, man har til det, handler jo netop om konflikter omkring dans.

Altså, hvorfor man ikke ville have det der dans på den måde, eller hvorfor det var et problem, hvis der var så noget dans eller et eller andet. Men i hvert fald har dansen altid været der, men jeg tror, noget af det problematiske ved den er, at den gør simpelthen... Altså, de gør så deres egne erfaringer.

Og hvis man ikke bryder sig om det, så ja...

[Paul Bridgwater] (35:28 - 35:30)
Men der er vel heller ikke meget dans i Bibelen?

[Anja Worsøe Reiff] (35:31 - 35:33)
Altså jo, det er der. Det vil jeg så godt lige sige dig.

[Paul Bridgwater] (35:33 - 35:34)
Danser de i evangelierne?

[Anja Worsøe Reiff] (35:34 - 36:24)
Nej, der er ikke så meget i Det Nye Testamente, det er rigtigt. Der ligger det sådan lidt mere implicit. Men altså, i Det Gamle Testament er der jo meget dans.

Der er et af... altså, jeg skrev et teologisk speciale jo om dans, endte jeg jo med, da jeg bed mig fast i det der praktisk teologi og kropsteologi. Og den hedder: "Hvorfor danser visdom?"

var titlen på det. "En undersøgelse af religiøse erfaringspotentialer i dans og bevægelse", kaldte jeg det. Men altså, hvorfor danser visdom?

Det er jo fordi, der i Ordsprogenes bog, der hører vi jo Visdom tale. Og der er det jo, hun præsenterer sig selv og siger, at da Gud skabte verden, der var hun ved Guds side og hun dansede hele tiden ved Hans side og dansede ud over den vide jord og glædede sig over menneskene.

[Paul Bridgwater] (36:24 - 36:25)
Ej, det er smukt.



[Anja Worsøe Reiff] (36:26 - 38:07)
Det er også noget, selvfølgelig et yndlingssted. Det er klart, ikke? Men det der er ret fantastisk og sjovt ved det, det er at da man så skulle lave en mere...

Altså, uden det skal blive alt for langt, så læste jeg en af de teoretikere, jeg læste, der skulle skrive det speciale, det var en der sagde, det du ser, når du tolker Bibelen, altså når du er forsker, for eksempel, og sidder og arbejder med Bibelen, de ting, du får øje på, de afspejler din egen kropslige praksis. Det vil sige, at hvis du kun sidder ved et skrivebord, så er det meget svært at være for øje på, at der er dans i teksterne, eller bevægelse overhovedet i teksterne. Og det var sådan ret sjovt, fordi det fandt jeg sådan et fantastisk eksempel på, at da man så...

altså, i de gamle oversættelser, der er der i den her oversættelse af Ordsprogenes Bog, der er det jo bare, at Visdommen danser. Men det er jo altid sådan, at på hebraisk, der er der sammefald mellem ord for at danse og glæde sig. Altså, fordi det var naturligt at danse, når man glædede sig.

Det er det samme, ikke? Men det gjorde jo så, at da man skulle lave en mere nudansk oversættelse, hvad tror du så Visdommen gjorde? Hun dansede ikke.

Hun glædede sig bare. Hun sad bare pænt og ordentligt stille på sin stol og glædede sig sammen med Gud, ikke? Og det var virkelig sjovt, og der kunne man jo virkelig se det der.

Ja, fordi vi er ikke en dansende kultur. Og bibelforskere og bibeloversættere er nok ikke dem, der danser allermest. Eller hvad skal vi sige?

Så det var sådan et meget konkret eksempel på, at det er rigtigt. At det er hendes teori. Hun har jo selv danset.

Og er religionsforsker.

[Paul Bridgwater] (38:08 - 38:17)
Og det tænkte jeg også. Altså, hvis vidstommen er en hun, og det naturlige spørgsmål er, er der hanner, der danser? Er der mænd, der danser?

[Anja Worsøe Reiff] (38:17 - 39:04)
Ja, det er der i hvert fald. Kong David er jo et godt eksempel. Han er jo...

Det er jo, da arken bliver båret ind i Jerusalem. Der danser han jo for Herrens ansigt. Det er jo en fantastisk beskrivelse i det gamle testament, at han er nærmest nøgen.

Den stort set nøgne konge i en linned efod. Altså, det her lille lændeklæde. Han danser jo simpelthen.

Og det er sådan en dans, de verber, der bliver brugt, indikerer det som en meget kraftfuld dans med spring og hop. Altså, virkelig, han danser for Herren. Og det er simpelthen heller ikke alle, der kan lide det.

Altså, hende, han skal giftes med Mikal, hedder hun vist. Hun var... Altså, der er sådan noget om, hvordan hun virkelig...

ej, det synes hun simpelthen... Han gjorde sig selv til grin.

[Paul Bridgwater] (39:04 - 39:05)
Ja, sådan en springfyr.

[Anja Worsøe Reiff] (39:06 - 39:31)
Men så er det også bare, at han siger, at det er simpelthen, det vil han overhovedet ikke. Altså, han vil slet ikke forholde sig til det der, fordi han danser ud for Herrens ansigt. Og så er der jo også bare i salmernes bog, altså flere steder, hvor der står, at man skal lovprise Herren med sang, og man skal lovprise ham med pauker og med fløjter.

Og søreme også med dans, står der. Og det har vi så bare lige glemt. Altså, vi har taget alt det andet.

Det er fint. Pauker og det hele.

[Paul Bridgwater] (39:31 - 39:32)


[Anja Worsøe Reiff] (39:32 - 39:35)
Det kan vi godt. Men ikke dans. Og det er der også.

[Paul Bridgwater] (39:36 - 39:47)
Og er der også en tendens til, at der er flere kvinder, der forsker i dans, og flere kvinder, der danser i virkelige sammenhæng?

[Anja Worsøe Reiff] (39:48 - 40:08)
Ja, altså, det er der nok, ja. Der er mange steder, hvor der mest kommer kvinder og danser, men det er ikke nødvendigvis sådan, det er. Jeg synes faktisk, at vi har stort set altid os mandlige dansere til dansegudstjenesterne.

Kvinderne er måske i overtal - der er måske en tredjedel af mænd.

[Paul Bridgwater] (40:09 - 40:10)
Det er alligevel pænt.

[Anja Worsøe Reiff] (40:10 - 40:44)
Ja, det synes jeg også, det er. Og det har faktisk også vokset her i løbet af de seneste år, vil jeg sige. Men der er måske noget, hvor kvinder jo gennem det liv, vi har som kvinder med vores krop, får en mere naturlig adgang, også gennem menstruation og graviditet og børnefødsler og amning og alle de her ting, der er der, altså, der bliver vi ligesom tvunget til at forholde os til vores krop og den cyklus og sådan noget, på en helt anden konkret måde, end mænd gør jo.

Altså, så måske kvinder har bare en mere naturlig adgang til det.

[Paul Bridgwater] (40:45 - 41:13)
Ja. Der er måske også noget at gøre med det oprør, som er muligt for kvinder i et hierarkisk system med mænd, der styrer det, at det er en af måderne, hvor på, at man kan kommentere eller komplementere et skriftligt, juridisk, hierarkisk system på. Fordi på den måde, så bliver der altså også en kønsdimension der.

[Anja Worsøe Reiff] (41:15 - 41:47)
Helt sikkert. Det er rigtig godt set. Det er det.

Det er sådan en en kvindelig græsrodsting. Og nu er det jo ikke... Altså, i vores kirke er det jo ikke mere sådan.

Altså, der er det jo ikke mændene, der sidder på kagen. Altså, der er jo flest kvindelige præster, tror jeg nærmest. Men samtidig kan man jo godt sige, at mændene har jo bare, eller kvinderne måske i nogen grad har overtaget altså, det er en maskulin praksis i hvert fald.

Altså meget det intellektuelle, hvis man taler om maskulint og feminint som sådan.

[Paul Bridgwater] (41:48 - 41:49)
På den traditionelle måde.

[Anja Worsøe Reiff] (41:49 - 42:37)
Ja, ja. Eller som forskellige dimensioner, ikke også, i os. Men det er der helt klart noget om.

Men samtidig vil jeg også lige sige i forhold til mænd, der så danser. Der ligger jo så også en eller anden ny måde at give det maskuline en ny tydning på. I det, at du sagtens kan være en mand og danse.

At det ikke bare er noget kun for kvinder. Og du kan sagtens give en dans et maskulin præg. Altså man kan tydeligt mærke forskellen, når der er stærke maskuline dansere med i gruppen.

Altså det giver noget helt andet. Så der ligger jo også et oprør mod en eller anden hvad skal vi sige konform maskulinitet i det.

[Paul Bridgwater] (42:37 - 42:44)
Jo, jo. Okay. Vi er en menighed, der gerne vil i gang med det her.

Hvad gør vi så?

[Anja Worsøe Reiff] (42:46 - 45:45)
Det er jo, altså jeg har lavet dansegudstjenester i 8 år, tror jeg. Ja, 8 år må det være. Og jeg kan huske de første gange, jeg havde gennemført sådan en aften der, der tænkte jeg, det var sådan en eller anden ekstremsport for præster, jeg havde opfundet her.

Fordi det var virkelig, det var faktisk meget krævende. Nu havde jeg jo selv arbejdet med dans og taget en danselederuddannelse. Og jeg havde, ja, så jeg havde noget erfaring.

Og jeg havde også været præst nogle år, men alligevel, det var meget at skulle på en aften. Først skulle jeg instruere i danse og så skulle jeg over til gudstjenesten, og så skulle jeg ligesom have det bundet sammen med evangeliet, og så skulle jeg og det hele, der var ligesom mig til det hele. Så det er bare for at sige, det er en krævende ting at kaste sig ud i.

Det som jeg nogle gange råder folk til, hvis de gerne vil, det er at prøve at finde en danseleder at samarbejde med måske i starten, fordi der er faktisk, altså der er en del mennesker, der arbejder med cirkeldans, og mange af dem er sådan i de mere måske new age-agtige alternative miljøer, men mange af dem vil faktisk rigtig gerne ind og arbejde i kirken også. Så hvis man er en præst, der kunne have lyst til at arbejde med den form, men måske ikke lige selv har sådan en stor danserfaring, så kan man jo prøve at se, om man kan finde en danseleder. Og så kunne man starte et samarbejde.

Så kunne man sige, det skal handle om det her. Jeg har det her evangelium, jeg kunne tænke mig, at det skulle handle om påske, forår eller et eller andet. Har du nogle danse, der kunne egne sig til det?

Det har de helt sikkert. Og så kan man ligesom lave et samarbejde på den måde, så man er to om det. Det kan være en rigtig god måde at starte det på, fordi der er mange, der gerne vil.

Og hvis man som præst tænker, nu skal det jo ikke blive for new age-agtigt eller et eller andet, så er det jo en selv, der har den forkynende del af det. Så det er jo ikke sådan noget, man behøver at bekymre sig om på den måde. Så det kan man i en måde gøre det på.

Ellers så skal man selvfølgelig gå den der vej, hvor man selv går i gang med at tillegne sig med at have noget viden og nogle evner indenfor dans. Og det kan så måske tage lidt længere tid. Der er jo masser af forskellige kurser, når man begynder at lede i den verden, så er der jo en del.

Meget af det er i udlandet, rigtig meget i Sverige. Og så begynder vi jo også at prøve at lave noget herhjemme. Dels har jeg jo selvfølgelig de dansegudstjenester, jeg holder, hvor man altid kan komme, hvis man vil have noget inspiration.

Men ellers så begynder vi også at have lavet et netværk under FUV, der hedder Nye Veje for Krop og Ånd, som både beskæftiger sig med yoga, meditation og dans.

[Paul Bridgwater] (45:46 - 45:47)
FOV?

[Anja Worsøe Reiff] (45:47 - 46:45)
F-U-V. Det er Folkekirken Center for Uddannelse og Viden. Så det vil de fleste, der arbejder i Folkekirken, de vil kende til det.

Altså vi har den første netværksdag, vi har, den ligger her den 9. juni. Hvor alle, der arbejder i kirken, kan tilmelde sig.

Og hvis man er frivillig, kan man jo også gå igennem sin kirke, hvis man er frivillig i en kirke. Og så skal jeg faktisk også holde nogle inspirationsdage under FUV også i efteråret, som kun kommer til at handle om dans. Fordi de har oplevet, at der er flere, der har efterspurgt det.

At folk gerne vil begynde at lære noget om det. Så vi har jo sådan et eller andet at gå med alle sådan nogle tanker om, hvordan kan vi begynde at uddanne nogen til det her med? For det behøver ikke være nogle vanskelige ting.

Det behøver ikke være svære dans eller sådan noget kompliceret. Man kan starte i det helt enkle.

[Paul Bridgwater] (46:46 - 46:57)
Vi har fokuseret meget på Folkekirken. Jeg tænker, okay, men altså har du erfaringer med former for sakraldans uden for Folkekirkens regi?

[Anja Worsøe Reiff] (46:58 - 48:07)
Man kan sige stort set, at alle de steder, hvor jeg har lært noget, har været uden for Folkekirkens regi. Det har jo været hos forskellige mennesker. For eksempel nu, inden vi startede optagelsen her, talte vi om forbindelsen til Findhorn, som er sådan et spirituelt fællesskab i Skotland.

Der har jeg været at danse. Det er jo så bare mennesker, der har en lidt bredere forståelse af åndelighed. Ikke nødvendigvis kun det kristne.

Og mange af de steder, hvor jeg har taget forskellige kurser, er ikke kun specifikt kristne. Det er spirituelle mennesker, som er i et bredt forstand. Og så er det min egen tolkning af dansene, der giver det den kristne dimension, for dem, der er inde i det.

Det meste dans foregår sådan set jo udenfor folkekirken. Og der kan man finde rigtig meget, hvis man søger på sakraldans eller sacred dance eller sacralatans. Så er der rigtig mange muligheder.

[Paul Bridgwater] (48:07 - 48:09)
Men du har jo selv kurser i det?

[Anja Worsøe Reiff] (48:11 - 48:47)
Ja. Udover det, jeg laver i kirken, så har jeg for første gang sat en ugeretræte sammen. Det er ikke lige rundt om hjørnet.

Det er i den skønne del af Sverige. Det hedder Värmland. Fordi det har jeg en særlig tilknytning til.

Der laver jeg her i juni i uge 26 en danseretræte på fem dage, hvor vi skal fordybe os i emnet træer. helt specifikt, så kalder jeg den for "Træer fra Enter og Elver til Edens Have". Fordi jeg også har en fascination af Tolkiens univers og hans trævæsen.

[Paul Bridgwater] (48:48 - 48:51)
Fra Enter og Elver til Edens Have.

[Anja Worsøe Reiff] (48:52 - 49:07)
Ja, så vi kommer rundt omkring nogle af alle de træer, der er i Tolkiens mytologiske univers og så selvfølgelig de træer, der er i Bibelen. Fra Livets Træ og Kundskabens Træ og Korsets Træ og Vintræet selvfølgelig.

[Paul Bridgwater] (49:08 - 49:09)
Det lyder spændende.

[Anja Worsøe Reiff] (49:09 - 49:16)
Det tror jeg også. Det er i uge 26, og man kan bare tage fat i mig, hvis man vil høre mere.

[Paul Bridgwater] (49:18 - 49:51)
Anja, tusind tak, fordi du ville dele dine erfaringer og refleksioner, for jeg tror, det er rigtig vigtigt, at se de her måder, at folkekirken kan udvikle sig på, så vi både har sprog, men også andre sprog. Dansens sprog, musikkens sprog, måske også meditationssprog, for ikke at snakke om healing. Og tak til dig, for at have lyttet med.

Du kan finde denne podcast og meget mere på hjemmesiden healinghelp.dk