Eve Bengta Lorenzen - mindfulness som livsvej

I denne episode af Nærdødsoplevelser og livsfortællinger taler jeg med forfatter og mindfulness-underviser Eve Bengta Lorenzen om mindfulness som livsvej: Om selvomsorg, smerte, glæde, tro og døden. Samtalen bevæger sig fra det helt konkrete arbejde med kroppen til eksistentielle spørgsmål om godhed, nærvær og det at give slip. Eve fortæller også om sine egne erfaringer med meditation, retræter og åndelig praksis og læser et uddrag fra sin kommende bog om glæde. Episoden rundes af med et digt af Hans Børli, som samler samtalens temaer med ordene “at tage bolig i sig selv”.

Transcript

[Paul Bridgwater] (0:02 - 0:59)
 Velkommen til podcastserien Nærdødsoplevelser og livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og i dag har jeg besøg af Eve Bengta Lorenzen. 

Eve er forfatter og mindfulness-underviser, og er en central skikkelse i udviklingen og udbredelse af mindfulness og selvomsorg i Danmark. Hun leder retræter i ind- og udland og underviser i mindfulness i mange sammenhænge. Fra forskningsprojekter på Rigshospitalets Smerteklinik og Københavns Universitet til kliniske forløb, undervisning og guidede meditationer. 

I dag skal vi undersøge mindfulness som praksis og livsvej, og gå fra det helt konkrete til de større spørgsmål om tro og eksistens. Nu tror jeg, at jeg har talt nok. Eve, vil du ikke begynde med at fortælle lidt om dig selv?

[Eve Bengta Lorenzen] (1:02 - 6:17)
 Det er altid sådan et lidt overvældende spørgsmål at få, når man sådan er kommet lidt op i alderen. Når du spørger, så tænker jeg, at det er i forhold til mindfulness, du spørger. Der falder så også mange andre ting, jeg kan fortælle om mig selv. 

Men min vej ind i mindfulness, den er nok startet allerede som barn, hvor der har været en sensitivitet, der har gjort, at jeg virkelig har mærket lidelse i verden og undrer mig over uærlighed og hvordan man kunne påføre smerte på hinanden. Jeg har søgt at forstå og søgt at finde en vej i det. Jeg kan huske, som helt unge, så deltog jeg i nogle filosofiske foredrag og hæftede mig meget ved det her udsendelse fra Paulus i Romer-brevet omkring Hvorfor gør vi det onde, som vi ikke vil, men det gode, som vi gerne vil, gør vi ikke? 

Det var altid noget, jeg tænkte meget over. Det førte så til, at jeg i mange år arbejdede inden for miljøområdet i et forsøg på at uddanne og oplyse omkring, hvordan vi tager os af planeten og dyrevelfærd og menneskerettighed osv. Men jeg blev ved med at fornemme, at der var noget grundlæggende, noget bagved det at handle ud fra godhed, som ikke var med. 

Så det førte sig stille og roligt til min største interesse for det meditative, så jeg startede at meditere for virkelig mange år siden. Ikke mindfulness meditation, men mere at sætte sig som man nu gør og også opleve den her overvældelse af tanker og følelser. 

Så jeg blev ved med at fornemme, at der var mere her og fornemmede også, at der havde været noget med stress at gøre. Det var faktisk før, at stress blev moderne som begreb, og det var på et tidspunkt, hvor jeg så også holdt kurser og foredrag bl.a. om ernæring. Hvor jeg kunne mærke, at jeg har fat i noget her, men jeg ved ikke, hvad det er, jeg har fat i. 

Jeg mangler en betegnelse. Så pludselig en dag stod jeg med Jon Kabat Zinns bog i hånden. “Hvordan du lever med den fulde katastrofe af dit liv”. 

Jeg åbnede den, og det var bare sådan en åbenbaring. Det var det, det handler om. Jeg havde aldrig hørt om ham. Jeg vidste ikke noget om mindfulness. Jeg kunne bare mærke, at det var det. Så der gik ikke lang tid fra, at jeg havde stået med bogen i hånden, til jeg havde sendt en ansøgning til Youmars (University of Massachusetts) om at blive optaget på MBSA-uddannelsen. 

Og startede der. Og det, kan man sige, vækkede noget dybere. Jeg forstod på den måde, at gennem mindfulness opdagede jeg, hvad det var, der gør, at det onde, som vi ikke vil, det gør vi. 

Og det gode, som vi gerne vil, det gør vi ikke. Opdagede simpelthen, hvordan sindets konstruktion og reaktivitet, og hvordan den manglende indsigt og især den manglende medfølelse med det her nervesystem, vi nu er blevet udrustet med, hvordan det bringer os ind i en reaktiv adfærd, hvor vi er separeret ikke kun fra hinanden, fra planeten, men især også fra os selv, fra den vi er. 

[Paul Bridgwater] (6:18 - 7:34)
 Der må alligevel have været noget af en rejse fra Eve som den sensitive unge, til Eve, der arbejder med ernæring og underviser. Der må have været en søgen og en retning i din uddannelse. Hvordan skete det? 

Jeg tænker også på unge mennesker i dag, der måske også er meget søgende efter, hvad der kan løse deres egen sårbarhed, sensitivitet, og så til det at tænke, okay, jeg vil gøre noget, jeg vil ændre verden, jeg vil prøve at ændre på miljøspørgsmål, ernæring osv. Og så gå derfra videre til det, du siger med, det er ikke nok at handle, det har også noget at gøre med sindelaget, der får os til at handle. Det er alligevel noget af en rejse. 

Kan du ikke sige, som ung, hvordan var Eve som 15-25-årig? 

[Eve Bengta Lorenzen] (7:37 - 12:36)
 Som 15-årig har jeg nok været som mange andre 15-årige. Jeg er overvældet af det liv, der skulle til at udfolde sig, som man jo er sensitiv overfor, når man er så ung, hvor alt er stort og nyt og på mange måder ubegribeligt. Og så er jeg jo endda vokset op i en tid, hvor vi var fri for mobiltelefon, internet osv., hvor alt havde lukket om søndagen. Så på det plan var der ikke den massive påvirkning. Men til gengæld var der mindre forståelse for ungdommen dengang. Den familie, jeg voksede op i, for eksempel. 

Jeg var den ældste, så det var første gang mine forældre oplevede et barn, der kom i puberteten. Det syntes man jo ikke var godt. Den måde, man kommer til at opføre sig på og kommer i trods, og hvad man nu alt kommer i. 

Så jeg blev gjort forkert. Så jeg kom til at føle mig meget forkert. Så når jeg prøvede at finde mig selv, så var der jo et svigt i forhold til, at der var ikke den støtte, som jeg tror, der er mere af i dag, hvor det måske endda er bevæget over noget andet. 

Men i hvert fald så den udvikling, jeg gik igennem, hvor jeg skulle til at forholde mig til verden og verdenssituationen, og samtidig ikke havde noget fodfæste derhjemme, end noget, der kunne være tillid til, der var tryghed. Det gjorde så, at jeg begyndte at ryge hash og fandt noget støtte i det. Det var ikke en god ting, men det var ligesom en måde, at jeg kunne dope mig selv på. 

Plus, at jeg så var i en gruppe med andre unge, hvor musikken betød rigtig meget. Vi tog til mange koncerter, vi hørte meget musik, så musikken var en stor støtte. Men det var nogle svære år, på trods af, at jeg ikke havde den udfordring, som de unge har i dag, hvor man føler sig forkert, fordi man kan se på sin telefon, hvordan man skal være rigtig i alle de her ideale billeder, der bliver fremstillet, som medfører en stor tvivl på sig selv. 

Så ja, så det var nogle svære år. Så har der bare været samtidig en dyb trang til at gå med det, jeg mærkede. Jeg begyndte også at skrive ret tidligt. 

Ikke, at jeg skrev bøger, for det havde jeg slet ikke tillid til at være i stand til. Jeg skrev faktisk nogle artikler, bare for at få nogle penge. Jeg fandt ud af, at jeg fik honorar, hvis jeg skrev en avisartikel. 

Jeg vandt også en artikelkonkurrence, så det lå der meget i. Men i de artikler, der udtrykte jeg noget af det, jeg gik med. Altså den bekymring for miljøet, for eksempel. 

Den artikel, jeg vandt den første præmien for, det var faktisk om reklamens dårlige indflydelse på unge mennesker. Så der har været en bevidsthed, samtidig med en stor usikkerhed. Hvor jeg tror, det jeg har kunnet læne mig ind i, det har været et stort ønske om at gøre en forskel. 

Uden helt at vide, hvor jeg kunne gøre den. Og så har jeg eksperimenteret, altså haft nogle forskellige jobs. Og mærket, at jeg tog sådan en uddannelse som lærer, fordi jeg kunne mærke, at der var noget, der var muligt i det. 

Så det var en nysgerrighed og en trang til, at jeg gør en forskel. 

[Paul Bridgwater] (12:37 - 13:24)
 Jeg har lige læst Patti Smiths selvbiografi, som er fremragende. Den der kompromisløshed i forhold til at ville være til stede med ens sanser og følelser i en kaotisk verden. Og på en måde lade livsvejen tage udgangspunkt i det. 

Altså frem for at tænke, at nu skal jeg have et job, familie osv. og realisere det almene, vil Kierkegaard sige. Det lyder mere som om, at der var sådan en trang til at forsøge at være ærlig overfor det, man føler. 

[Eve Bengta Lorenzen] (13:24 - 18:22)
 Ja, det har jeg ikke tænkt på, men der har du ret i, at jeg troede ikke, at jeg tænkte så langt frem. Altså for eksempel, at jeg skulle have en familie og en karriere. Det var sådan meget her og nu og meget ærligheden. 

Og der kom jo også en del trods i, og med at jeg... Altså man kan jo tænke på, at da jeg voksede op der i København, var der en hippiekultur, der var startet. Det var der ikke i Sønderjylland, hvor jeg boede. 

På det tidspunkt var det virkelig noget, man blev forarget over, hvis nogen havde langt hår for eksempel. Så der var den der frihedsbevægelse, som jeg fornemmede, men som ikke var nået til Sønderjylland. 

Jeg tror nok, at det er noget, der har været kendetegnende for mit liv: at jeg altid tidligt har fornemmet nogle bevægelser. Noget, der var sandere end det dogme, som jeg blev påført her og nu omkring, hvordan tilværelsen skulle være. Så var der en viden om noget andet. 

Jeg kommer også til at tænke på det - den sidste dag, hvor jeg rejste rundt og holdt foredrag omkring svins forhold. Jeg tog billeder på konventionelle svinestalde, fritgående svinebrug osv. for at oplyse om de kritisable forhold, der var i konventionelle dyrehold. 

Det er mindst 30 år siden, og først nu er der virkelig ved at komme opmærksomhed på det. Samt gælder miljøet og sådan nogle ting. Samt gælder mindfulness. 

Dengang jeg begyndte at undervise i mindfulness, måtte jeg i starten lade være med at kalde det mindfulness, fordi bare alene ordet gjorde, at der var nogen, der trak sig. I starten sagde jeg stresshåndtering. Det kunne man bedre tage. 

Jeg kan huske en gang, det var også i de tidlige år, hvor jeg holdt et foredrag. Det var faktisk for Aarhus Kommune, hvor jeg guidede, som jeg altid gør, med meditation. Der var virkelig grænseoverskridende, at jeg guidede ind i kroppen, hvad jeg tænkte om det, at man gjorde sådan noget. At man kunne blive forarget over det. 

Jeg har holdt et foredrag for ledere, hvor de sagde: “Er du klar over, at vi er ledere”.  Det var de tidlige dage. Sådan er det jo ikke mere. 

Men det gælder også inden for miljøområdet i de tidlige dage, hvor der var meget forargelse. Men ikke desto mindre er jeg fortsat, fordi det føles rigtigt. Det føles sandt. 

Jeg har været i stand til at være tro mod det, jeg mærkede. Det har været vigtigere end hvad der kom ud af det. Om der var nogen, der kunne lide mig eller ikke kunne lide mig. Jeg var ikke ens med, at jeg ikke gerne ville have folk til at kunne lide mig. Men det var ikke det, der var det vigtigste. 

Det vil jeg lige sige. Det er faktisk rigtig betydningsfuldt. Også i sin tid, da jeg var i begyndelsen af hele den her mindfulness-æra. Der holdt jeg mange foredrag inde på det Berlingske Hus, hvor der var rigtig mange mennesker. Op til 100.

Så sad jeg inde i et baglokale, hvor jeg blev præsenteret. Så skulle jeg komme ind og sætte mig på en stol og sige noget og var nervøs, inden jeg skulle på, hvor alle de mennesker sad og ventede. 

Så var det en dag, hvor jeg sad der og ventede, hvor jeg bare mærkede ind på: Hvad er vigtigst for dig? Er det at være tro mod det, du ved? Eller er det, at folk kan lide dig? 

Det vigtigste er at være tro. Så må folk udvandre. Og det skabte bare sådan en dyb ro, så jeg kunne sætte mig der i stolen og tage mig tiden til at falde ind og lade ordene komme. Fordi det blev den prioritet, som det måske har været tidligere også, men ikke så erkendt. 

[Paul Bridgwater] (18:23)
 Nej. 

[Eve Bengta Lorenzen] (18:24 - 19:22)
 Og den beslutning, som jeg så har taget mange gange, har så ført til også nu i mit arbejde — altså når jeg holder foredrag og guider — at det er vigtigt for mig at lytte til, hvad der vil igennem min idé om, hvad der vil være godt at sige. 

Og det er meget afgørende, fordi det, der så bliver sagt, er i overensstemmelse med, hvad der er kaldt på fra den gruppe, jeg sidder med. Så det er noget, der opstår i et fællesskab. 

Og det vil sige, at folk hører det, de faktisk ved på et dybere plan, men bliver bevidste om deres egen viden gennem, at de er med til at kalde på de ord, der kommer. 

[Paul Bridgwater] (19:24 - 20:24)
 Det er sjovt. Jeg skulle holde et oplæg i Jylland omkring healing, og så startede jeg med at prøve at komme med en definition af healing. Så kan man jo slå op i Den Store Danske, og så finder man ud af, at det er en energetisk påvirkning, og selvfølgelig er det en såkaldt energetisk påvirkning mellem healer og klient. 

Og det gik op for mig, at det ikke er rigtigt. Det, der er rigtigt, er, at man åbner et fælles felt, hvor man begge er til stede. Og uden det fungerer det bare ikke. 

Så man er nødt til at have den der åbenhed over for den, man arbejder med. Og det lyder fuldstændig det samme: at man må erkende, hvad der kaldes på her.  Men det er ikke nødvendigvis: Hvad siger min guddommelige inspiration mig? Det er mere: Hvad ligger der i det felt, vi laver sammen? 

[Eve Bengta Lorenzen] (20:25 - 20:58)
 Præcis. Ja, det er så interessant. Og det er sådan en gave at være en del af det felt. Man mærker det også, når vi i gruppen har en udveksling, hvor man ikke bare sidder og snakker, men der er sådan en mærken ind. 

Og så bliver der kaldt på noget, også fra den enkelte. Når folk siger noget, så er der også noget, der er kaldt frem fra gruppen mere end, at nu har man en mening om et eller andet. Det er meget berigende.

[Paul Bridgwater] (20:59 - 21:19)
 Vi må hellere også lige finde ud af: Hvad er mindfulness? Og der er sikkert ikke en nem definition, men når du skal forklare, hvad mindfulness er for nogen, der ikke rigtig ved, hvad du taler om, hvordan italesætter du det så? Eller hvordan forklarer du det så? 

[Eve Bengta Lorenzen] (21:20 - 23:57)
 Det er jo en egenskab, vi alle har. Og noget, som ligger i alle åndelige retninger. Nemlig den evne til at være tilstede. 

Altså være nærværende uden at dømme. Vi kender alle det at være nærværende, og vi oplever noget, og så umiddelbart efter begynder vi at forholde os til det, vi oplever. Og så har vi fjernet os fra nærværet faktisk. 

Og hvis vi så taler videre omkring mindfulness, som det bliver undervist i — nu refererer jeg jo så meget til MBSR, Mindfulness-baseret stressreduktion, som jeg er uddannet i hos Jon Kabat-Zinn — så er det jo for mange i starten en teknik til at blive nysgerrige og interessere sig for, hvad vi har gang i. 

Hvis man kan sige det sådan: Hvad er det i grunden, der sker? Plus at det er en måde at opdage, at det er muligt at stoppe op, lande i kroppen og komme fra et andet sted end fra det her så vanlige sind, som jo bare kører derudad og baserer sin viden og sin reaktivitet på, hvad der er sket i fortiden, og baserer sig på sin idé om fremtiden. 

Så i det øjeblik, vi kommer helt til stede og nærværende, så er det faktisk, at vi åbner til det, vi lige talte om før. Vi åbner til et felt af viden, der gør, at vi får adgang til en visdom, der er dybere end den viden, vi tror, vi besidder. 

Så det er sådan en måde at definere det på. Jeg kan selvfølgelig sige meget mere om det, men jeg vil hellere have nogle spørgsmål fra dig. 

[Paul Bridgwater] (24:00 - 24:16)
 Hvorfor er det sårbart for en leder, der siger: “Vi er ledere”? Hvad er det ved mindfulness, der gør, at der dukker en sårbarhed op? 

[Eve Bengta Lorenzen] (24:18 - 29:06)
 Jeg tror i første omgang, at der kan være en følelse af lidt at miste kontrollen. Altså den kontrol, vi tror, vi har ved at forlade os på det vanemæssige sind — altså en vanemæssig måde at tænke på — og begynde at lytte til, hvad der foregår i kroppen. 

I den her praksis bevæger vi os mere og mere ind i kroppen og til sansningerne i kroppen og lægger også mærke til, hvad der er følelser, og ser tankerne som tanker. Det kan være sårbart, fordi mange af os klarer os igennem ved at lukke af for det, der er svært. 

Vi tager os sammen, og vi spænder op. Når vi lytter dybere — lytter til kroppen og lytter dybere til, hvem vi er — så i og med at det vanlige sinds tilbud om at løse problemet bliver sluppet, så føles det jo sårbart. 

Det kan føles sådan: Men hvad så? Og samtidig et stærkt ubehag ved at mærke spændinger og følelser, der har været undertrykt. Så det er nogle af elementerne i det og nogle elementer, der er rigtig vigtige at tage hånd om. 

Og det er jo derfor, at self-compassion, altså omsorgen for sig selv, er helt fundamental. For hvis vi bevæger os fra mindfulness som en teknik — altså som en måde at se på, hvad der foregår i sindet og en måde at få det bedre på — det er jo den sekulære mindfulness, altså det der er blevet meget den vestlige udgave. 

Det er, at vi får taget sådan et kursus, og så får vi det bedre, og det er så det, så har vi opnået noget. Så det vil sige, at det stadigvæk er vores selv, der er på banen. Vi gør noget for os selv. 

Fordi det er så skrøbeligt og sårbart at gå skridtet dybere ind til den essens, hvor det, der normalt føles som beskyttelse, bliver sluppet til fordel for en anden form for tillid. 

Så når vi slipper mindfulness som en teknik og i stedet overgiver os til det som en åndelig vej — altså som en måde at støtte kontakten til det at være tro — så er vi nødt til at tage os af nervesystemet og en krop, der har været under pres i så mange år og lever i en kultur, hvor der er så meget pres og så meget kaos. 

Så er vi nødt til at tage os af nervesystemet, sådan at nervesystemet bliver trygt ved, at det faktisk er okay at slippe den vanemæssige måde at have styring på og overgive styringen til det, vi ved på et dybere plan. 

Apropos vores tidligere snak, hvor jeg ønskede at være tro mod det, jeg mærkede, og har levet mit liv ud fra det, men det har jo haft nogle omkostninger, og jeg har jo ikke specielt taget mig så meget af mig selv undervejs. Jeg har bare krævet, at det skulle jeg kunne, at være radikal, og det har jo haft nogle konsekvenser, blandt andet i forhold til noget kronisk træthed og andre ting. 

Så jeg har på den hårde måde lært betydningen af, at gå vejen indebærer, at vi faktisk virkelig tager os af os selv. Og det vil jeg gerne sige mere om, hvordan vi kan gøre det. Men lige bare holde inden nu med mit svar. 

[Paul Bridgwater] (29:07 - 29:42)
 Ja, det skal vi huske at få med. Her fra sårbarhed går det måske videre til det at kunne være i verden med ens sårbarhed og så også trinnet videre til smerte — til decideret smerte. 

Du har arbejdet med smerte og undervist i, hvordan mindfulness kan være en vej — måske ikke at fjerne smerte, men at være i smerten. Kunne du håndtere det? Du må hellere selv sige, hvad forbindelsen mellem mindfulness og smerte er. 

[Eve Bengta Lorenzen] (29:42 - 33:43)
 Ja, og det blev allerede brugt meget tidligere, at Jon Kabat-Zinn udviklede det i forhold til patienter på hospitalet i Massachusetts. Og jeg blev faktisk meget tidligt, efter at være uddannet, bedt om at undervise på et forskningsprojekt på Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet, hvilket var utroligt spændende. 

Det startede så langt tilbage, og det lærte jeg virkelig meget af. Det var faktisk det største forskningsprojekt, der blev lavet på det område. Det var med patienter, der havde haft kroniske smerter i mere end 10 år. Og det var så igen et MBSR-forløb, bare for lige at markere, at mindfulness kan være mange ting. 

Så det her forløb udviklede Jon Kabat-Zinn. Og det, det viste, var først og fremmest, at man blev i stand til at acceptere smerten. Og det er et rigtig vigtigt element i selvomsorg. 

Accepten kan ikke opstå på bestilling. Man kan ikke sige, at jeg nu accepterer, at jeg har ondt. Det har man jo ikke lyst til at gøre overhovedet. 

Så den kommer gennem en omsorg. Og gennem den accept skete der for rigtig mange vedkommende en reduktion af smerten og en forøgelse af livskvaliteten. 

Og det, der især også viste sig, var, at folk fik meget mere energi. Man blev i stand til gennem forløbet faktisk at håndtere ikke kun smerten, men også sit liv. 

Og man skal vide, hvis man ikke kender til at have kroniske smerter, at det er invaliderende på rigtig mange måder. Dels den lidelse, der følger med det, men dels for mange betyder det en økonomisk belastning. Man har måske ikke en indtægt mere. 

Det medfører en social isolation. Man har ikke kræfter til at ses med så mange mennesker. Så det har rigtig mange konsekvenser. 

Og det er alt sammen medfølelse, at så er der bare ikke meget energi. Så er der bare en udtrætning, en udmattelse. Ikke meget livsenergi. 

Så at kunne opleve, at man faktisk kan håndtere — at man kan, det man kalder, være med noget — og man har indflydelse på, og man finder ind i noget, der ligger dybere end den her offerposition, man jo naturligt kommer ind i, når man har det så dårligt. 

Og i stedet kommer et sted hen, hvor man kan mærke, at man har indflydelse på sit liv. Det gør en kæmpe forskel. 

Så projektet og mine mange år med kroniske smertepatienter — også med mig selv, kan man sige — viser, at de ting tilsammen kan skabe en reduktion af smerten og en forøget livskvalitet. 

[Paul Bridgwater] (33:44 - 34:13)
 Men du startede med at sige, at det ikke var noget, man kunne få på bestilling. Det er ikke en teknik, hvor man bare kan sige: Nu gør jeg sådan her, og så rummer jeg min smerte. 

Du nævnte selvomsorg som værende en kerne i det. Hvis nogen lytter og har kroniske smerter og tænker: Hvordan er det egentlig, at jeg kommer til at kunne håndtere mine smerter på en mindful måde? 

[Eve Bengta Lorenzen] (34:15 - 37:26)
 Det kan man jo ikke lige få på et par minutter, og så ved man, hvordan man gør det. Der vil jeg bare lige sige, at når man går ind på min hjemmeside, der ligger faktisk en videooptagelse, som handler netop om at håndtere smerte, som man kan lytte til. 

Men jeg vil netop sige, at selvomsorg kommer på banen på mange måder. Dels når man har det så dårligt, så bliver man jo rigtig træt af sig selv. Man er ikke kun træt af livet, man bliver træt af sig selv, og man bliver meget kritisk i forhold til sig selv og også andre. 

Så gennem den blødhed og venlighed, som der bliver guidet ind i, som man bliver landet ind i gennem mindfulness-meditationen, så begynder kroppen at respondere og ligesom åbne sig. 

Så der er noget, der begynder at regulere sig, og mange gange kan en smerte regulere sig virkelig meget, og andre gange er det hjertet, der regulerer sig ind i en blødhed. 

Så den omsorg kan føles som en kærlig favn. Det er nok sådan, jeg bedst kan sige det lige nu. 

En kærlig favn er i sig selv en accept. Det kender vi jo, hvis vi læner os ind i et blødt kram fra et menneske, vi holder af. Lige i det øjeblik er der ikke nogen domme, der er ikke noget med noget, der skal være anderledes — bare i det øjeblik. 

Så er det bare, som det er, og der er kærlighed. Og det er den kærlighed, som man lander i med sig selv gennem den her praksis. Så det er derfra, accepten opstår. 

Den kan aldrig opstå fra, at man sætter sig og siger: Jeg har smerter i ryggen, og jeg må acceptere, at jeg har smerter i ryggen. For selvfølgelig vil man ikke acceptere det. Man vil helst have, at det går væk. 

Så det er fra et andet sted. Og et led i det er jo så også at begynde at kultivere området i kroppen, hvor der er noget stabilitet, hvor der er fravær af smerte, hvor der er noget soliditet. 

Så der er nogle ressourceområder i kroppen, der mere og mere får lov til at komme på banen. Så det er sådan en kombination af dette — en dans — hvor vi åbner til kroppens ressourcer, og vi kultiverer den iboende venlighed og medfølelse, som gør, at der opstår en naturlig accept. 

Og en rummelighed over for det svære, der gør, at vi kan håndtere det. 

[Paul Bridgwater] (37:27 - 37:50)
 Så helt konkret: Hvis man har stærke smerter i lænden og leder efter et punkt, hvor man har stabilitet, så vil man i virkeligheden fokusere på noget andet, hvor man faktisk har det godt som et stabilt punkt — ikke for at udelukke det andet, men ligesom at have et basis for, at der faktisk er noget, der fungerer? 

[Eve Bengta Lorenzen] (37:50 - 39:52)
 Nej, det er ikke helt sådan. De fleste smertepatienter stejler lidt i starten, fordi mange — og det kender vi jo, det gør vi jo alle — har en tendens til at distrahere sig selv fra en smerte. Altså netop fjerne sig fra det område, der smerter. 

Problemet med at fjerne sig fra det er, at det stagnerer. Det vil sige, at kroppen har en iboende evne til at regulere og hele, men det kræver, at der er et nærvær. 

Det vil sige, at vi er til stede, så vi faktisk møder det sted. Men for at kunne møde det sted, så er vi nødt til at være stabile. For hvis vi ikke er stabile i os selv, så kan vi ikke møde det sted, for så bliver vi taget af smerten. 

Hvis nu der er rigtig meget smerte i lænden, og vi i det hele taget har det dårligt, og så forlanger af os selv: Nu skal jeg bringe opmærksomheden og mærke, hvordan det mærkes — så er det helt sikkert, at vi bliver taget af tanker om, hvor svært det er, hvor ulideligt det er osv. 

Så først må vi stabilisere os selv ved at bringe opmærksomheden til områder, hvor der er noget soliditet. Og der er jo altid en soliditet i kontakten med jorden, som vi kan fornemme bare ved føddernes kontakt med gulvet eller når vi sidder på stolen — sædets kontakt med stolesædet — hændens kontakt med låret. 

Vi begynder at interessere os for, hvor der er kontakt med noget, der støtter. 

[Paul Bridgwater] (39:53 - 39:54)
 Ah, nu forstår jeg. 

[Eve Bengta Lorenzen] (39:56 - 43:06)
 Og vi vender os også til åndedraget. Åndedraget er i sig selv med til at regulere. Især når vi tager nogle dybe indåndinger, nogle lange udåndinger, så sker der en regulering af nervesystemet. 

Så vi starter med overordnet at tage os af kroppen og kobler os på der, hvor der faktisk allerede er noget støtte, der er noget behag, der er noget tyngde, eller hvordan det nu sanses. 

Det er jo noget, vi bruger noget tid på at undersøge. Så når vi er landet, som jeg kalder det, ankommet og landet, så kan vi begynde at interessere os lidt for et område, hvor der er et stærkt ubehag, som f.eks. en smerte — ikke ved at forstå det, men ved at møde de fysiske sansninger. 

Hvordan sanses det? Er det skærende? Er det prikkende? Er det varmt? Hvorhen er det? Ligesom bare undersøge det, som det er. 

Og hvis vi så mærker, at nu bliver vi trukket ind i smerten, nu er det for meget, nu kommer de her tanker — “åh, det kan jeg ikke holde ud” osv. — så vender vi os igen mod kroppens ressourcer, mærker sædet, føddernes kontakt med gulvet eller hvorhen der nu er noget soliditet. 

Så kan vi derfra igen møde stedet. Men det, vi også kultiverer i sådan et forløb, det er vores attitude, dvs. vores måde at møde på, fordi det er uvant for os at møde smerten med venlighed. Der er sådan en indbygget modstand. 

Så i den her selvomsorgspraksis kultiverer vi den attitude, hvor vi begynder at kunne møde det sted med en blødhed, hvor vi skaber plads omkring det. 

Så kombinationen af, at der er noget stabilitet i kroppen, at vi faktisk møder stedet, og at vi bringer noget medfølelse, noget venlighed til det sted, det aktiverer kroppens selvheling. 

Så begynder der at ske noget, som der jo gør i kroppen. Der sker en regulering, og det gør, at noget kan aftage. Mange gange aftager smerten gennem reguleringen, og andre gange bliver der mere plads, der bliver mere rummelighed, så vi bedre kan være i situationen. 

Så jeg håber, at det giver mening. Så det er noget, der skal erfares. De her ting skal virkelig erfares, fordi vi bevæger os væk fra det rationelle sind og ind i kroppen, som har sit eget sprog. 

[Paul Bridgwater] (43:08 - 43:19)
 Tak. Jeg tror, at det giver nogle gode ledetråde til folk, der gerne vil begynde at håndtere smerte. 

[Eve Bengta Lorenzen] (43:19 - 43:58)
 Ja. Det allervigtigste er, at man kan møde sig selv med den her åbenhed, med medfølelse og venlighed. Det er bare så hårdt at have smerter, og at vide, at vi ikke er alene. 

Vi kommer alle ud for lidelse og smerte på en eller anden måde. Så det at vide, at vi ikke er alene og samtidig finde medfølelsen med os selv, det i sig selv gør rigtig meget. 

[Paul Bridgwater] (43:58 - 44:25)
 Hvis vi tager et kæmpespring, så ved jeg, at du er ved at skrive en bog om glæde. Så fra smerte til hjerte til glæde. 

Det synes jeg er interessant, fordi det er ikke altid, at glæde fylder særlig meget i terapeutiske samtaler. Hvorfor? Eller hvordan? Eller hvorfor og hvordan? Hvor er glæden i den her lidelsesfulde verden?

[Eve Bengta Lorenzen] (44:25 - 48:30)
 Glæden er en grundtone, kan man sige. Og glæden er det, der åbner til livet. 

Så det, jeg tit hører, og også undersøgelser, der bliver lavet om livskvalitet og sådan noget, er, at der er meget fokus på lykke. Hvordan opnår vi lykke, og hvordan bliver vi lykkeligere? 

Forskellen på lykke og glæde er, at lykke — altså at opnå noget — er noget, der kommer fra personlighedens behov for det ene og det andet. Og fra personlighedens idé om, at hvis bare jeg får det job, den kæreste, det hus, det barn osv., så bliver alt godt, så bliver jeg lykkelig. 

Og gennem denne stræben, den her meget kulturbetingede stræben, kommer vi til at overse glæden. Og glæden er en grundtone i os, som er fuldstændig uafhængig af, hvordan vores liv er, om vi nu får det, vi ønsker os eller ikke. 

Det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke opstår meget glæde, når vi møder en kæreste eller får et barn eller hvad der nu sker i vores liv, og det medfører meget glæde. Men vores grundlæggende glæde bliver ikke afhængig af, om de her ting sker. 

Og det betyder så, at vi kan stå i den dybeste smerte, i den dybeste livskrise og stadig erfare, at der er glæde, fordi glæde er forbundet med den, vi er — altså vores essens. 

Og glæde er, kan man sige også, når vi taler om det åndelige, en dyb del af den åndelige søgen, den længsel og glæde, der er der — en fredfyldthed. 

Og det bliver sådan en klangbund også, hvor den bliver aktiveret af små ting. Så når vi har kontakt med den grundtone, så er der rigtig mange små glæder, der hele tiden popper op. 

En lille fugl på en gren, noget musik, der bliver slået an, der får glæden til at blomstre op, gå i seng om aftenen og mærke sin gode madras — alle de der mange små ting. 

Og her kommer elementet af taknemmelighed jo ind. Så når vi lever fra den her grundtone, så er der rigtig, rigtig meget taknemmelighed i vores liv. 

Samtidig ved man jo nu — forskning påviser jo — hvordan taknemmelighed som praksis selv støtter udviklingen af den her glædesgrundtone. 

[Paul Bridgwater] (48:32 - 48:34)
 Taknemmelighed som praksis — hvad vil det sige? 

[Eve Bengta Lorenzen] (48:36 - 50:15)
 Det vil sige, at man bevidst er taknemmelig. At man for eksempel — der er nogen, der inviterer til, at man hver aften sætter sig til at skrive nogle ting, som man er taknemmelig over, som har været i løbet af dagen. 

Eller at man kan beslutte sig for i løbet af dagen at mærke ind på noget. Der bringer vi jo mindfulness ind igen: Når vi tager os et glas vand, lægger vi mærke til vandet, der strømmer ned i glasset, og mærker vandet på tungen, så kan der opstå en taknemmelighed over det her glas vand, som vi indtager, og vi modtager energien fra vandet. 

Taknemmelighed over at have et sted at sove, mad på bordet, et smil vi møder. Der er så mange små ting. Når vi retter opmærksomheden mere og mere mod det, så bliver vi tanket op, og det er med til at støtte den her grundlæggende glæde. 

Men først og fremmest er det jo en meget åndelig praksis, som har at gøre med, at jo mere vi ankommer til godheden — den godhed, der er i os — jo mere glæde afføder det. 

[Paul Bridgwater] (50:16 - 50:40)
 Vi må lige tale om den åndelige praksis, fordi ét er glæde som grundtone, og man kan vælge taknemmelighed, men det at glæden er forbundet med godhed, og at godhed er forbundet med en åndelig praksis — kan du udfolde det? 

[Eve Bengta Lorenzen] (50:43 - 53:01)
 Ja, men det skal jeg jo passe på, og jeg kan gøre det uden alt for mange ord, for der er jo meget at sige om det. 

Vi er jo lidt tilbage i begyndelsen med at få fat i, at det er godhed, vi vil, og det gør vi ikke. Når vi gennem mindfulness-praksis bliver mere indsigtsfulde og ser, hvad der kommer i vejen for, at vi lander dybere ind i hjertet, så er det jo reaktiviteten, der kommer i vejen — at vi bliver skudt af i kamp, flugt eller frys. 

Når vi får den indsigt, der gør, at vi tager os tiden, bliver langsomme, lander mere og mærker hjertet, så er jeg igen tilbage ved praksis. 

Så den her hjertepraksis, hvor vi åbner til den dybere medfølelse, værdsættelse og kærlighed og falder mere og mere ind i den, vi er — vi kan kalde det vores essens — det vil sige den, vi er bag sindstilstandene, bag vores overbevisninger om os selv, bag vores overbevisninger om verden. 

Så vi falder ind i godhed. Og her kan vi så tale om det åndelige — altså den godhed, der er forbundet med det guddommelige, den basale godhed, der er i os alle, men som vi kommer til at fjerne os fra på grund af vores reaktive tilbøjeligheder. 

Så vi lander mere og mere i den godhed, og i den er der den her glæde, som måske ikke er den samme glæde, som når man får opfyldt et ønske. Det er sådan en stille tilstand, en fredfyldthed og en væren. 

[Paul Bridgwater] (53:02 - 54:04)
 Jeg hørte P2 i går, og der var radiokoncert, og så var der et citat af John Cage, som jeg synes var ret interessant, fordi han sagde, at han ikke kunne lide Tjajkovskij, fordi musikken skubbede til ham. 

Så han ville lave musik, som havde en åbenhed, som førte afsted af sig selv, uden at man blev skubbet til. Når jeg tænker på din måde at italesætte reaktivitet på, så er det netop, at vi bliver skubbet til — altså at vi bliver skubbet i forskellige retninger i forhold til en væren, hvor man bare er til stede. 

Nu kan jeg godt lide Tjajkovskij, men jeg kan godt forstå, hvad John Cage er inde på. Så var der en moderne dansk kunstner, som spillede et stykke, hvor man netop ikke blev skubbet til. Det er meget meditativt. Det kan næsten ikke blive andet. 

[Eve Bengta Lorenzen] (54:06 - 55:35)
 Ja, og nu kommer jeg til at tænke på, at vi jo også skal skubbes til, fordi det er gennem alle de her skub, at vi bliver robuste. 

Altså gennem at blive skubbet i en eller anden retning finder vi balancen, og vi finder ind. For hvis vi ikke bliver skubbet til, så kommer vi jo bare til at hvile ind i en komfortabilitet, som er en slags ignorance, på den måde at vi lukker lidt ned for både os selv og omverdenen og hytter vores eget skind. 

Fordi det her er rart, det er komfortabelt. Men hvis vi bliver skubbet til og mærker smerten og lidelsen og begynder at lære at håndtere det og igen finder ind i kærligheden og medfølelsen, så bliver det lys, der er forbundet med den her godhed, stærkere og kommer til gode omkring os. 

For det her handlede jo aldrig kun om os selv. Det handlede jo om den forbundethed, vi har med hinanden, og hvordan vi kan medvirke til en bedre verden. 

Så jeg tror, at for at kunne medvirke til en bedre verden må vi skubbes lidt til, så vi kan komme ret og ikke falde ind i søvnighed og nedlukning. 

[Paul Bridgwater] (55:37 - 56:40)
 Jamen det var heller ikke det mest spændende stykke musik, synes jeg, som det jo spillede, men det er også… Altså, og det med tro — jeg kan se, at bagved dig er der et billede, en ikon af Maria Magdalene, og du har nævnt åndelighed nogle gange. 

Og jeg ved, at du ikke er, hvad skal man sige, dogmatisk religiøs på nogen som helst måde, men det har alligevel en betydning, de her personer, som har været her — f.eks. Maria Magdalene — eller i en gavnlig måde at håndtere virkeligheden på, hvis man skulle sige det sådan. 

Hvordan er forholdet mellem… Der er alligevel et spring fra godhed til tro, hvis man skulle sige det sådan. 

[Eve Bengta Lorenzen] (56:46 - 59:05)
 Ja… men tro, altså, det er jo sådan en svær ting at tale om. 

For mig er der… jeg kan jo kun sætte ord på, hvad jeg selv erfarer, og for mig er der forskel på at tro og vide. Og jeg kom bare til at tænke på en lille episode, som var lidt morsom, som jeg bare lige vil fortælle. 

Det var en dag, hvor jeg var på besøg hos min mor sammen med min søn, og vi sad ved kaffebordet og talte, og så… jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, men i hvert fald sagde hun pludselig: “Jeg kan ikke forstå, hvordan du blev sådan — altså sådan med at tro på Gud og sådan noget.” 

Jeg sagde: “Jeg tror ikke på Gud. Jeg ved af Gud.” 

Og så brød min søn ud: “Ved af? Du tror også, du ved det hele.” Og så fik min mor travlt med at rydde bordet. 

Men meget forsigtigt kan jeg godt mærke, hvad jeg siger, fordi jeg ved jo, at jeg ikke ved ret meget. Men der er en viden af Gud, af godhed, som er anderledes end at tro på noget, jeg ikke har erfaring med. 

Tro bliver for mig let noget dogme. Noget med, at nu er tingene på sådan en måde, og hvis jeg tror på det, så må jeg gøre noget bestemt. Og i vores kultur, i alle kulturer, er der jo opstået utrolig mange regler og restriktioner ud fra trosdogmer. 

Hvor for mig er det at vide af det mere levende. 

[Paul Bridgwater] (59:06 - 59:33)
 Jeg tror også, at Jung siger det. C.G. Jung bliver spurgt, om han tror på Gud. Så siger han: “Nej, jeg ved.” 

Så det er næsten fuldstændig det samme. Men du siger “ved af Gud”. Og det er lidt en variant af det, som Jung siger. 

Hvad ligger der i “ved af”? Der ligger alligevel en lille præposition eller forholdsord imellem. 

[Eve Bengta Lorenzen] (59:33 - 59:46)
 Det ved jeg ikke. Det ved jeg ikke, om jeg skulle sige, at jeg ved Gud. Jeg ved af Gud. 

Det kan jeg ikke svare på, hvad der ligger i det. 

[Paul Bridgwater] (59:47 - 1:00:11)
 Altså ja… Der er også måske noget i, at “ved af Gud” indebærer en relation, som er anderledes end: “Tror du på Gud?” — “Nej, jeg tror ikke på Gud.” 

“Ved af Gud”, så lyder det for mig i hvert fald, som om der er en mere relationel forbindelse. 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:00:13 - 1:01:06)
 Ja, at tro på Gud er ligesom, at Gud er fjernet fra en. At det er noget uden for en, som man så kan have et forhold til. 

Hvor at vide af Gud, så… jamen der er netop, som du siger, noget med en relationel forbindelse. Det er jo intimt. 

At mærke Gud i sig og Gud i træerne. Gud i andre mennesker. Den kvalitet, som jeg også kalder godhed, i sig selv og omkring sig. 

At vide af den, mærke den, sanse den uden at kunne definere den konkret. Det er jo ikke sådan noget, man kan sige: Det ser sådan ud, det føles sådan. 

Ligesom man heller ikke kan sige, at væren-kvaliteten ser ud på en bestemt måde, fordi det er så intimt. Det er så tæt forbundet med det eneste, at vi er i det mere, end vi har afstand til det. 

Måske når vi tror på noget, så har vi måske en afstand til det, vi tror på. At vide af — der er nok ikke nogen afstand. 

[Paul Bridgwater] (1:01:37)
 Nej. 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:01:38 - 1:01:40)
 Er det sådan, jeg kunne definere det? 

[Paul Bridgwater] (1:01:42 - 1:02:03)
 Det er i hvert fald et svært emne at tale om, men alligevel er det vigtigt som en kerne i guddommeligheden. Jeg ved ikke, om jeg kan sige det sådan. Nå, men det er heller ikke mig, der skal reflektere over det. 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:02:04 - 1:02:59)
 Nej, det er jo fint at reflektere sammen. Når du siger det, så kommer jeg også til at tænke på etik. Altså etik og moral. 

Hvor etik kan være noget, som vi forholder os til. Der er nogle regler om, hvad der er etisk rigtigt og etisk forkert. Og etik kan være noget, der opstår naturligt fra kontakten med godhed. 

Derfra ved vi, hvordan vi etisk opfører os. For eksempel, at derfra kunne vi drømme om at skade andre. 

Hvis etik bliver fjernet mere som et begreb, så begynder vi at skulle forholde os til, hvorvidt der er nogen, vi godt kan påføre skade, og i hvor høj grad osv. 

Der er en forholden sig til det, mere end det er levende i os. 

[Paul Bridgwater] (1:03:01 - 1:03:12)
 Så samvittigheden er på en måde et kompas for godheden i os? 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:03:13 - 1:04:43)
 Ja. Altså netop begrebet godhed siger i sig selv, at derfra rejser der sig en naturlighed og et naturligt ønske om at bevæge sig i livet på en god måde. 

Altså på en måde, der bringer gavn mere end den bringer lidelse. Derfra behøver vi ikke at overveje, hvorvidt vi nu vil være venlige eller uvenlige. Der rejser sig en naturlig venlighed fra godheden. 

Og vi mærker det i forhold til den måde, vi omgås mennesker på. Så kan vi favne også nogen, der er svære at have med at gøre, fordi vi kommer fra den her rummende kvalitet, som der er i godhed. 

Hvorimod hvis vi begynder at forholde os til, om vi kan lide folk eller ikke kan lide dem, og fortæller os selv, at nu burde jeg være venlig, selvom jeg ikke kan lide den og den person, så bliver det sådan en anden måde. 

[Paul Bridgwater] (1:04:43 - 1:05:14)
 Ja. Samvittighed er virkelig ramt forkert. Fordi samvittighed ville være, at nu gør jeg ikke, som jeg bør, så havner vi tilbage ved Paulus. 

Altså at du italesætter godhed som værende — det er Løgstrups “spontane livsytring”. Det er det, at hvis man rammer niveauet i sig selv, så kommer godheden. Hvis man rammer det rigtige niveau i sig selv, i ens tilstedeværelse eller nærvær, så kommer godheden. 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:05:15 - 1:05:20)
 Ja, meget fint. Og den er uanstrengt. Den er fuldstændig uanstrengt. 

[Paul Bridgwater] (1:05:21)
 Ja. 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:05:23 - 1:05:53)
 Hvorimod det andet — der kommer der noget anstrengelse. Det kender vi jo alle, hvis vi er sammen med nogen, vi ikke bryder os om, og vi fortæller os selv, at nu skal jeg være venlig — der ligger der en anstrengelse i. 

Hvorimod hvis vi lige lander i os selv, får kontakt indadtil, og der er den her naturlige medfølelse og godhed, så er der ikke mere anstrengelse, så kan vi godt være med nogen. 

Og så ophører endda begrebet ikke at bryde sig om. 

[Paul Bridgwater] (1:05:54 - 1:05:55)
 Ja, så bliver det ikke en sur pligt. 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:05:56 - 1:06:01)
 Nej, så er det bare et menneske, som går rundt, som vi nu alle er med. 

[Paul Bridgwater] (1:06:03 - 1:06:32)
 Nå, altså, jeg tror, det er ved at være tid. Vi har talt i en time og seks minutter nu. Så måske skal vi… 

Jeg vil i hvert fald gerne høre noget fra din bog. Ja. Eller i hvert fald høre noget om glæde. Og så mangler vi også at snakke om døden, det er jo forfærdeligt. 

Men kan vi tage glæden først og døden til sidst? 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:06:32 - 1:14:15)
 Ja, altså, jeg kommer jo meget omkring i den her bog, som ikke er færdig endnu, skal jeg jo lige skynde mig at sige. Selvom jeg har skrevet meget, så er der jo vinkler ind på, hvordan jeg opererer det i relationer og nervesystemet. 

Og så er der hele metamorfosebegrebet, hvor jeg læner mig ind i sommerfuglens udvikling og den forvandling, den transformation, vi må igennem. Men et af afsnittene, et af kapitlerne, som handler om det åndelige, som jeg jo så kunne læse op — der skriver jeg, og det gør jeg jo så hele vejen igennem, skriver jeg om nogle personlige ting også. 

Det er jo det, jeg bedst kan tage udgangspunkt i, det er jo mine egne erfaringer. Så det er sådan flettet ind. Men her fortæller jeg lidt om, at jeg er på et retreat i Holland. Skal jeg ikke bare læse det op? 

Jo, jo. Okay, så vil jeg gøre det. 

Jeg var taget på et månedlangt stilhedsretræte i Holland. Min intention med retreatet var at give slip på alt, der måtte stå i vejen for den dybere overgivelse. 

Men her på den tiende dag på retreatet måtte jeg indse, at det var mere, end jeg kunne klare. Helt fra starten var jeg nærmest blevet oversvømmet af følelser og tanker. 

Selvom der var perioder, hvor det føltes som om noget var sluppet, var der en grundlæggende tristhed. Det var det tidlige forår med kold regn og en strid blæst, der susede hen over de flade marker. 

Alligevel var det velgørende med en god tur efter morgenmaden og inden den længere siddende meditation i salen. Ligesom det jo er i dag, passerede jeg en mark med to får, som stirrede forundret på mig. 

Da jeg nærmede mig, trak de sig lidt tilbage uden at tage blikket fra mig. Jeg fortsatte ad grusvejen, der snoede sig forbi et lille skovområde og ned gennem en landsby. 

Lige før landsbyen lå der en gård med høns, som kagede og kurrede. Men der var også en anden lyd. Da jeg stoppede op for at lytte, kunne jeg høre den fjerne lyd af kirkeklokker. 

Dagen havde været præget af tunghed, men denne dag var det nærmest ubærligt. Følelserne rev og flåede i mig som sultne hunde. 

Jeg var netop kommet igennem et smertefuldt brud, og dagene i stilhed havde åbnet til gamle følelser af svigt og forladthed. 

At gå gennem det flade landskab, mærke regnen mod huden, gruset under fødderne og lugten af køer og jord føltes støttende. 

Når dramaerne meldte sig i form af tanker om bedrag, jalousi og uretfærdighed, forsøgte jeg at møde følelserne uden at fodre dem. 

Jeg vidste, at hvis jeg først begyndte at tænke over det, der var sket, så ville en tanke tage den næste. Historierne ville tage over, og min frihed blive parkeret i forestillinger om, hvordan livet burde have været. 

Så i stedet vendte jeg mig mod kroppen, mod sansningen, og genkaldte mig min intention om at møde alt, hvad derinde måtte komme. 

Hvis jeg flygtede, ville jeg jo ikke være til rådighed for det, jeg elskede — for stilheden, som bor i det, vi kalder kilden, universet eller Gud. 

Gennem den meditative praksis var der dage, hvor alt blev stille, og hvor jeg mærkede en fornemmelse af at være kommet igennem — omsider at være fri. 

Men hver morgen vågnede jeg med den samme mørke tunghed i kroppen, som et brændemærke af forladthed. 

Der var en trøst i lyden af kirkeklokkerne — i at vide, at der var en kirke i nærheden. Jeg besluttede mig for at følge lyden, og inden længe stod jeg foran kirken. 

På trappen foran indgangen hang der et stort krucifiks. Efter ti dage med Buddha blev jeg glad for også at se Jesus. 

Jeg tog i døren. Den var åben, og jeg trådte ind i våbenhuset. Døren til selve kirkerummet var låst, men døren til det lille kapel var åben. 

Inde i kapellet var der et stort vindue, hvorfra man kunne se ind i kirken. Jomfru Maria stod på en opsats på endevæggen i kapellet. 

Hun havde Jesusbarnet på armen og var omgivet af forgyldte blomster med elektrisk lys. Under hende var et smalt alter, hvor jeg knælede. 

Jesusbarnet havde tabt en sandal, som hang i remmen om hans fod. Maria havde et mildt udtryk, og jeg fornemmede den overgivelse, der måtte have fulgt gennem Jesu undfangelse og liv. 

Jeg tændte et lys og bad en stille bøn. Sorgen føltes overvældende, og tårerne fik frit løb. 

Der var det, som om jeg hørte salmestrofen: “Gud ånder på øjet, når det græder.” 

Der blev helt stille i mig. Det eneste, jeg mærkede, var åndedrættet, som pludselig ophørte med at være mit åndedræt og i stedet blev Guds åndedræt i mig. 

Eller var det mig, der åndede i Gud? Grænserne ophævedes. Ideen om mig og om Gud faldt væk. Kroppen var ét stort åndedrag. Vi var ét åndedrag. Der var kun åndedraget. 

Tungheden og smerten var forsvundet og havde efterladt en dyb taknemmelighed. 

Da jeg rejste mig, så jeg Marias væsen inde i kirkerummet. Hun var iført en azurblå dragt og havde en gylden krone på hovedet. 

Gennem de høje kirkevinduer dalede lyset ind som dansende prikker. Det var et forunderligt syn — også mystisk. 

Indtil jeg opdagede, at fænomenet skyldtes, at Marias skikkelse var afbilledet i glasmosaikken i kapellets vindue. Solen var brudt frem, og dens lys gennem kapellets vindue fik mosaikken til at spejle sig i ruden ind til kirken og blive projiceret videre ind i kirkerummet. 

Jeg vendte tilbage til templet på ny. Taknemmeligheden havde taget bolig i mig. 

Da jeg vågnede næste morgen, var det med en forunderlig lethed. Jeg så mig omkring i værelset, men den velkendte tunghed var forsvundet. 

Jeg måtte næsten knibe mig i armen. Kunne det virkelig passe? Men tungheden kom ikke tilbage. 

Om det skyldtes min intention, vedholdenhed eller Guds nåde, er ikke til at vide. 

[Paul Bridgwater] (1:14:18 - 1:14:19)
 Det er et meget smukt uddrag. 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:14:20 - 1:14:21)
 Tak. 

[Paul Bridgwater] (1:14:23 - 1:14:37)
 Jeg tænker på det der med, at ens eget åndedrag bliver til Guds åndedrag. Så kommer jeg til at tænke på: Er det i døden, at vores åndedrag bliver til Guds åndedrag? 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:14:37 - 1:15:00)
 Ja, det tror jeg. Det føles i hvert fald dejligt at tænke på at dø ind i et Guds åndedrag — at blive taget af Guds vejrtrækning i døden. Det føles godt at mærke ind på. 

[Paul Bridgwater] (1:15:00 - 1:15:29)
 Det er jo noget, som buddhismen gør en del ud af, at forberede sig til døden. Jeg har selv gennemgået en dødsmeditation, som jeg fik meget ud af. 

Men mindfulness og døden — er der en forbindelse der? 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:15:32 - 1:19:51)
 Jeg vil næsten sige, at der er død i det hele tiden. Fordi det handler jo om at slippe. Og i første omgang i vores praksis lærer vi at slippe sindstilstande, følelser og tanker. 

Vi slipper mere og mere vores overbevisninger og idéer om, hvordan vores liv skal være — om os selv. Så der er hele tiden en lille død i det slip. Så der er en forberedelse til den store død. 

Og i mit eget liv mærker jeg virkelig meget, at jeg er meget bevidst om døden. Jeg har også en baggrund, hvor jeg har arbejdet som frivillig på hospice og beskæftiget mig meget med døden på forskellige måder. 

Så det er den bevidsthed, der gør, at slippe idéen om, hvordan noget skal være, og lande ind i tingene, som de er, bliver utroligt rigt. 

Og identifikationen med, hvad der foregår, bliver udtyndet mere og mere, så man bare sidder med et lille smil over sig selv, kan man sige. 

Det kan komme til udtryk på en helt almindelig måde. Nu for eksempel har jeg lige været en måned i Indien i forbindelse med et retræte. Og min kuffert kom aldrig frem. 

Så jeg var der og skulle holde retræte, og jeg ville da gerne se pæn ud. Jeg havde pakket noget pænt tøj og makeup. Men det kom aldrig frem. 

Og så kunne jeg mærke, at til at starte med var der en ærgrelse, men så faldt det ligesom væk. 

Fordi vi har jo alle ønsket om at tage os godt ud, men det var ikke noget, der virkelig betød noget. En måde at mærke på, hvordan identifikationen med f.eks. sit udseende falder mere og mere væk. 

Jeg har oplevet det også for nogle år siden, hvor jeg fik en smertetilstand i hofterne, som betød, at jeg ikke kunne gå. Og jeg har altid sagt til mig selv, at hvis jeg først ikke kan gå tur i skoven eller ved vandet, så er der ikke noget, der er noget værd. 

Og det kunne jeg så ikke. Det viste sig, at jeg fik noget antibiotika, der kunne tage det, men der gik nogle uger. 

Men jeg var faktisk overrasket over, at det ligesom var okay. Nå, men så kunne jeg ikke gå tur. Det, jeg troede, at denne person havde brug for, faldt væk. 

Det har jo ikke ensbetydende med, at der ikke kan være et ønske om at gå en tur eller et ønske om at se godt ud eller hvad vi nu har. 

Men det er ikke det, der definerer os, når vi først lader noget dø igen og igen. Så i det at lade noget dø i at give slip, er der jo en fantastisk frihed. 

Så bliver vores velbefindende pludselig ikke mere afhængigt af, hvordan vi tager os ud, eller om vi har ondt eller ikke har ondt osv. 

Og så er vi tilbage ved den her bundklang af glæde, der er uafhængig af de her ydre faktorer. 

[Paul Bridgwater] (1:19:51 - 1:20:18)
 Det er også noget af det, som nærdødsopleverne, som jeg har interviewet, har betonet. 

At de har været ved at drukne f.eks. De har kæmpet imod at drukne. Og i det øjeblik, de gav slip, var det, at de oplevede lyset. Og nogle gange kommer der nogen og hilser. 

Men omdrejningspunktet er det at give slip. 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:20:18 - 1:22:11)
 Ja, i den grad. Så det er så væsentligt at have døden med i sit liv. 

Det er mange år siden, jeg begyndte at sige til mig selv: Hvad nu hvis du kun har ét år tilbage at leve i? Hvad er så vigtigt? 

Der var nogle personer, jeg skulle gøre noget sammen med. Der var nogle ting, jeg fik ryddet op i, fordi jeg tænkte, at hvis jeg dør om et år, så er det vigtigt, at det bliver sluppet, at jeg ikke har de her hængepartier. 

Så bevidstheden om, at døden faktisk indfinder sig før eller siden, og at vi lever vores liv i forhold til at kunne støtte os selv i at slippe ved at få håndteret nogle af de her hængepartier, vi har, var en velsignelse. 

Det var en kæmpe berigelse og medførte så meget glæde. 

Jeg kan også huske, at jeg på et tidspunkt var taget væk, fordi jeg har en af de cd’er, jeg har lavet, som handler om døden og døden af nærværende. 

Der var nogle uger, hvor jeg hele tiden studerede døden på forskellige måder, læste og mediterede. Og hver nat havde jeg mareridt. Jeg lå på spidsen af en klippe og var ved at falde ned. 

Og om dagen var jeg jublende glad. Der var sådan en kæmpe frihed og glæde. 

Det var virkelig interessant, at jeg døde og levede på én gang. Det var nogle meget specielle uger, hvor jeg var i den proces. 

[Paul Bridgwater] (1:22:13 - 1:22:44)
 Ja. “Lyksalig, lyksalig hver sjæl..”. Så meget flot. Selvom det faktisk er en forfærdelig salme. 

Nå, men vi skal også til at slippe her. Jeg er meget taknemmelig for, at du vil dele dine erfaringer og refleksioner i denne podcast. 

Hvis man ønsker at deltage i en retræte eller følge dit arbejde, hvor kan man finde dig? Hvad skal man søge efter? 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:22:45 - 1:23:26)
 Der er jo min hjemmeside, som hedder mindfullife.dk. Hvis man går ind på den, står der dels noget om de retræter, jeg har to retræter over — ét på Løgumkloster Refugium og ét på et kloster i Mallorca. 

Det andet er, at der er noget, der hedder ressourcer, og der er der faktisk link til en masse meditationer helt gratis. Så det vil sige, at man kan gå ind, hvis man har lyst, og straks gå i gang med at praktisere — både fem minutter og 45 minutter. 

[Paul Bridgwater] (1:23:27 - 1:23:33)
 Og mindful life — er det med to l’er? Mindful, to l’er, eller vent lidt — men ikke tre l’er? 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:23:34)
 Nej, ikke tre. 

[Paul Bridgwater] (1:23:36 - 1:23:37)
 Mindful life. 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:23:37 - 1:23:39)
 Ja, mindful life. 

[Paul Bridgwater] (1:23:39 - 1:23:40)
 Og punktum.dk? 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:23:41)
 Ja. 

[Paul Bridgwater] (1:23:43)
 Okay. 

[Eve Bengta Lorenzen] (1:23:44 - 1:23:56)
 Men søg på mit navn, så kan det også være, det kommer frem. Men ellers, ja, det vil jeg tro. Men i hvert fald er der noget at hente derinde. 

[Paul Bridgwater] (1:23:57 - 1:24:08)
 Men tak til dig, der lyttede med. Du kan finde denne og andre episoder på healinghelp.dk. Tak for nu. 

[Paul Bridgwater]
 Jeg ved også, at du har et digt, og det synes jeg, vi skal have som en form for postskriptum eller efterskrift.

[Eve Bengta Lorenzen]
 Ja, jeg synes, det er bare sådan et fint lille digt af en norsk digter, Hans Børli. Og det hedder Et er nødvendigt. 

Et er nødvendigt.
 Her i denne vor vanskelige verden af husvilde og hjemløse. 
 At tage bolig i sig selv. Gå ind i mørket og pudse sodet af lampen.
 Sådan at mennesker på vejene kan skimte lys i dine beboede øjne.

[Paul Bridgwater]
 Det er smukt. Også beboede øjne, det er da fantastisk.

[Eve Bengta Lorenzen]
 Beboede øjne. Jeg synes bare, at det er så fint, også i forhold til, at vi ankommer til kroppen og lyset.