Ruth Landbo – Et liv med usædvanlige evner

I denne episode af Nærdødsoplevelser og livsfortællinger taler jeg med Vital-Arkitekten Ruth Landbo om et liv præget af usædvanlige evner. Som barn blev hun mobbet for sin synskhed, men som voksen lærte hun at forstå og anvende sine evner bevidst.

Gennem årene har hun målrettet udviklet en helhedsorienteret tilgang, hvor hun hjælper mennesker fysisk, psykisk og åndeligt på deres livsvej.

I dag står Ruth ved en skillevej: Kan hun gennem rådgivende lyrik formidle den indsigt, hun har opnået?

Transcript

[Paul Bridgwater] (0:02 - 1:11)
Velkommen til podcastserien "Nærdødsoplevelser og livsfortællinger." En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Ruth Landbo.

Lige siden Ruth var lille, har Ruth erfaret, at hun har usædvanlige, man kan kalde dem evner. Som barn og ung var det en udfordring at være anderledes. Men sidenhen blev det definerende for, hvad hun beskæftigede sig med i livet.

Ruth har tidligere været med i podcastserien i episode 7, hvor hun beskriver en ude-af-kroppen oplevelse. Men i dag har vi tid til at få mere med. Ruth er stadig indehaver af virksomheden Vital-Arkitekten, hvor hun hjælper med sin sundhedsfaglig viden, sin sunde fornuft og en levende kontakt til det, der er større end os selv.

Hun hjælper mennesker med at komme på plads i deres liv. Og i morgen, den 21. marts, så er det 30 år siden hun åbnede sin virksomhed.

Tillykke med det. Det er jo et jubilæum.

[Ruth Landbo] (1:12 - 1:30)
Ja, tusind tak. Det er det. Og det er jo også sådan noget, der laver kriller i maven.

Jeg synes, det er en skøn tanke, at der er gået så lang tid, og at jeg har formået at holde fast i det gode arbejde, jeg har der.

[Paul Bridgwater] (1:30 - 1:36)
Og hvordan definerer du starten? Hvordan ved du, at det er præcis 30 år siden i morgen?

[Ruth Landbo] (1:36 - 1:49)
Altså, jeg var inde og kigge i det, for jeg har lavet sådan en mappe, fra jeg startede. Jeg er sådan en meget ordensmenneske med sådan nogle ting. Så jeg var inde og kigge, hvornår den første kunde faktisk komme ind ad døren.

Og det var den 21. marts 1996.

[Paul Bridgwater] (1:50 - 1:52)
Der må du også have haft kriller i maven.

[Ruth Landbo] (1:52 - 1:53)
Ja, det tror jeg.

[Paul Bridgwater] (1:54 - 2:01)
Nå, men kan du ellers sige lidt mere om dig selv? Bare sådan altså, hvor du bor og...

[Ruth Landbo] (2:01 - 2:02)
Ja.

[Paul Bridgwater] (2:02 - 2:02)
Hvad du kunne tænke dig?

[Ruth Landbo] (2:03 - 2:48)
Som du siger, så hedder jeg jo Ruth, og jeg har en virksomhed, der hedder Vital-Arkitekten, og jeg bor på Lyngby Hovedgade. Og det er sådan, at jeg faktisk sidste år flyttede min virksomhed til Lyngby også. Så nu skal jeg ikke længere starte bilen om morgenen, så jeg er så privilegeret, at jeg bare skal gå ned på gaden og så gå op til Lyngvej, og så er jeg på arbejde.

Og så er jeg jo også i den alder nu, hvor jeg bliver 70, her til juli måned i år. Og det betyder, at jeg har brugt de sidste to-tre år på at skrue lidt ned for blusset. Så jeg ikke har så mange arbejdsdage, og jeg kan bruge lidt mere tid på nogle andre emner, som også interesserer mig.

[Paul Bridgwater] (2:48 - 2:52)
Er det en klinik, du har der, eller hvordan? Når du tager på arbejde, hvad vil det sige?

[Ruth Landbo] (2:52 - 4:04)
Ja, altså det vil jo sige, at jeg har et mødelokale, hvor jeg inviterer mennesker ind til at komme med de problemstillinger, man måtte stå over for, og har brug for at snakke med mig om det. Og så har jeg også en klinik i lokalerne, hvor jeg ligesom igennem årene har blevet mere udviklet en syndrombehandling, altså at alle forskellige slags behandlingstyper bliver leveret undervejs i en behandling, afhængig af netop, hvad det er, man kommer med. Og det jeg så specielt gør, hvis jeg skal sige noget om det nu, altså det er jo sådan en måde, jeg ser på den problemstilling, man kommer med og kobler det sammen, fordi jeg har de her evner til ligesom at få en fornemmelse af, hvor det gik galt henne, og hvad det egentlig var, der skete i ens liv, der så gør, at man pludselig står der og ikke rigtig kan finde ud af at navigere selv.

Og det hjælper jeg med, og det er jeg ret hurtig til. Jeg er ret spot on på det, der er nuet for de mennesker, der kommer ind ad døren.

[Paul Bridgwater] (4:05 - 4:24)
Og det er måske også noget af det, vi skal snakke om, nemlig de her evner, som har været en udfordring dengang du var helt lille, og har blevet så det du lever af, kan man sige, og med sidenhen. Så vi må starte dengang du var barn. Kan du sige lidt om, hvad du oplevede dengang?

[Ruth Landbo] (4:25 - 6:41)
Ja, altså med det her 30-års jubilæum og sådan noget, så sker der jo også det, at jeg kommer til at tænke på mig selv i forskellige retninger. Og blandt andet nu, da du spurgte, om jeg ville være med herinde, så kommer hele billedet jo frem igen, at jeg er cirka 5,5 måneder gammel, og jeg husker det stadigvæk, som var det i går, at jeg bakser mig op og får fat i to af de her tremmer i den tremmeseng, og jeg har en ble på, og at jeg oplever at kunne kigge ud i universet fra min tremmeseng. Og så ser jeg to engle komme ind imod mig, og så bliver jeg så lettet, og tænker, nå, dem kender jeg.

Og så spørger jeg på den måde, som jeg nu kan kommunikere på der, hvordan skal jeg være her på den her klode, fordi det virker meget svært og meget tungt. Og så er det, at det er en ældre engel, den ene af dem, hun står til venstre, og hun er meget fyldt med viden. Og så er der en meget ung engel, og hun skal lære noget, kan jeg mærke.

Så hun siger ikke så meget, men den gamle engel siger til mig, måden du skal være på i det her liv er, at du skal love dig selv noget. Det er ikke noget, du skal love nogen som helst andre, men du skal love dig selv, at du altid vil finde frem til glæden i det, der sker. Hvad derinde må det ske, så skal du gå efter den glæde, og du skal finde den alle steder.

Det er noget, der bor i dig, så det er noget, du vil komme til at gøre, men du skal være bevidst om det hele dit liv. Og det lover jeg. Og så ved jeg bare, at selvom jeg står og er så lille, det virker jo sådan, når man sidder her som voksen, så virker det jo virkelig mærkeligt, at man kan sige sådan noget, men jeg ved, at det er sket, og at jeg bare ved, at det er rigtigt, og jeg kan altid kalde på dem igen, fordi jeg ved bare, at jeg har også den verden.

[Paul Bridgwater] (6:42 - 7:03)
Jeg tænker også, at når du er så ung som du er, så har du jo ikke et sprog for engle, eller endda ordet ble, så på den måde, er det nogle ord, som du bruger til at beskrive noget, du kan huske bagud?

[Ruth Landbo] (7:03 - 7:14)
Ja, det er det jo. Jeg er meget, meget visuel, så jeg har det jo også sådan, at nu mens jeg sidder og fortæller det, så er det jo ligesom at hænge lidt op i luften og kigge ned på det.

[Paul Bridgwater] (7:20 - 7:33)
Men det siger ikke så meget om de her evner i virkeligheden, selvom det må være helt ufatteligt rart at få besked om, at man skal ... tryghedsskabende at få besøg på den måde.

[Ruth Landbo] (7:33 - 9:59)
Jo, men jeg synes også, at det virker svært. Jeg synes, det virker som en stor opgave. Det kan jeg allerede dengang.

Jeg kan virkelig huske den følelse, jeg havde med det, at det var en stor opgave at give mig, synes jeg. At jeg altid skal sørge for, at uanset hvor tragisk det kunne blive, det jeg skal opleve, så skal jeg finde glæden i det. Men jeg vil sige det sådan, at når jeg kigger tilbage på mit liv, så er jeg ligesom kodet med det.

Jeg kan simpelthen ikke lade være. Det er virkelig noget, der sker hele tiden. Der hvor jeg så begynder at opdage, da jeg cirka fem år, at det er min moster Dagmar, som er min gudmor, der pludselig begynder at komme hjem med mennesker til mit barndomshjem, som kan have ondt et eller andet sted, eller have et problem, eller være meget ked af det.

Og så siger hun til dem, at nu går jeg ind og henter Ruth, siger hun. Og så går hun ind og henter mig, en lille pige, og så kommer hun ud. Og så vidste jeg, at jeg altid kunne se en krop fuld af energi.

Altså, der er virkelig meget energi. Og så kan jeg godt se, når energien er forkert. Den kan nogen steder være i en meget forkert frekvens, eller den kan være stoppet et sted, hvor der ikke er nok energi til, at et organ kan fungere, som det gerne vil, og som det er kodet til at vide, det skal.

Og der er jeg lynhurtig, så jeg går bare ind og rører ved det, og så bliver mine hænder virkelig varme. Og de begynder også, især min højre hånd, begynder at ryste lidt. Og så bliver folk, der oplever det her, jeg gør det også i dag, jeg gør det på lidt den samme måde, men jeg arbejder også ude i luften med energi i dag.

Og det kan folk få en stor oplevelse ud af. Men de bliver ligesom, de lukker øjnene, de er ligesom, de står op og står. Og det har været sådan siden.

Og de siger selv, og det gør voksne mennesker i dag også, som jeg ser, og jeg ser også mennesker, som er i høje stillinger og højt uddannet, og som slet ikke tror på noget som helst. Dem får jeg også nogle gange ind ad døren. Og så gør jeg det her, jeg ligesom roterer energien på plads, så den fungerer bedre, altså så det matcher frekvenserne bedre.

[Paul Bridgwater] (9:59 - 10:08)
Hvad tænkte du som barn, at din moster, du fik de her mennesker ind, følte du det som et ansvar, eller var det?

[Ruth Landbo] (10:08 - 10:23)
Nej, det var en del af mig. Det er mit liv. Det var helt naturligt for mig.

Der var slet ikke noget, som var underligt i det for mig. Så jeg vidste bare, jamen det sker igen og igen, og det kommer det til resten af mit liv.

[Paul Bridgwater] (10:24 - 10:30)
Og du sagde også, at det her kontakt til de her to engle, det fortsatte?

[Ruth Landbo] (10:30 - 10:32)
Ja, det gjorde det.

[Paul Bridgwater] (10:32 - 10:33)
Og er det det samme engle i dag?

[Ruth Landbo] (10:33 - 11:33)
Ja, især den ældre. De kan godt være adskilt nogle gange. Men ja, det er ikke noget, jeg snakker med nogen om.

Det er faktisk første gang nu, at jeg begynder at fortælle alt det her. Fordi det er så naturligt for mig, at jeg også meget sådan, altså jeg forbereder mig aldrig. Ikke andet end på, at nu ved jeg, at der skal være noget, jeg skal kigge efter.

Så jeg stiller mig fuldstændig til rådighed. Jeg kan ikke rigtig finde ud af at forberede mig andet, end hvis jeg ved, at der kommer en med noget. Altså nu kommer jeg til at fortælle, at jeg har været inde i sygepleje, jeg har været inde i mange ting, men jeg er også evighedsstuderende.

Når jeg oplever, at en er syg i et organ eller et sted i kroppen, så sætter jeg mig selvfølgelig ind i det. Det er også nogle gange, jeg finder ud af, hvem der skal hjælpe, hvis der skal opereres. Fordi det kan jeg også ofte sige, at du skal hjælpes mere her.

Og man er nødt til lige at skal på værkstedet.

[Paul Bridgwater] (11:33 - 11:39)
Ja, så du kan godt henvise folk til autoriserede sundhedsvæsen.

[Ruth Landbo] (11:40 - 12:00)
Ja, og jeg er også i stand til at læse journaler. Jeg har også et netværk, jeg snakker med, hvor der også sidder nogle læger, specielt læger, hvor jeg spørger. Jeg kan rigtig godt lide at lave det fra A til Z, og så bliver det gjort ordentligt, og man kommer godt ud af den vej, man står på.

Og jeg lyser den op for dem.

[Paul Bridgwater] (12:02 - 12:17)
Jamen det lyder forbilledeligt. Men de her evner, hvordan reagerer dine omgivelser på det, når du er lille? Altså din moster tager folk ind i hjemmet, men ellers?

[Ruth Landbo] (12:19 - 13:29)
Altså, jeg bliver frygtelig mobbet, da jeg er barn. Fordi jeg er så mærkelig. Jeg er jo åbenbart anderledes end de andre, så jeg taler anderledes, og jeg ser noget andet.

Jeg ser blandt andet, hvad der sker med energi, når man mobber. Og det er virkelig det der, jeg kalder spirituel kriminalitet, når man laver sådan noget, for det er virkelig slemt, hvad der sker med mennesker, når de bliver mobbet. Og jeg bliver selv mobbet.

Altså nogen er fascineret af mig også, men altså min far og en søster, altså jeg har fem søskende, vi er seks børn, og jeg er en efternøler i en dysfunktionel familie, må man sige. Og jeg skal gå min egen veje, men en søster, hun kunne virkelig låse mig ind, hvis jeg ikke ville fortælle hende, hvad der ville ske, når hun nu skulle møde hendes kæreste, om det blev godt. Der var også nogle spørgsmål, hun stillede mig, og hvis jeg ikke ville fortælle hende, hvad der ville ske, fordi hun opdagede, at jeg kunne sige noget om det, så låst hun mig ind, og det var meget ubehageligt.

[Paul Bridgwater] (13:29 - 13:32)
Det må have været slemt.

[Ruth Landbo] (13:32 - 13:51)
Jamen det var slemt, især hvis jeg blev lukket ind under trappen, hvor der var mange edderkopper, og hun satte lås på, så jeg ikke kunne komme ud, og det var helt mørkt, så det var meget ubehageligt, og nogle gange var der jo ikke nogen hjemme før og senere, så jeg sad jo derinde længe. Så hun var ikke så sød.

[Paul Bridgwater] (13:52 - 13:53)
Hvor er vi henne i landet?

[Ruth Landbo] (13:53 - 13:57)
Vi er i Thisted. Jeg er født i Thisted på Nørre Allé.

[Paul Bridgwater] (13:58 - 14:01)
Okay, så det var bare for at få det placeret.

[Ruth Landbo] (14:01 - 14:25)
Ja, og det er jo sådan et sted, hvor man absolut ikke skal tro, at man er noget, så der sker det jo også, at når jeg bevæger mig rundt i byen, ja, så peger folk efter mig, også voksne mennesker, kvinder især, de peger og tager fingrene op til panden og dutter lidt der og siger, at det er Bundgaards datter. Hun er sådan lidt skør, ikke?

[Paul Bridgwater] (14:25 - 14:25)
Nej.

[Ruth Landbo] (14:26 - 16:12)
Og det synes jeg egentlig var slemt, og det skete især efter, at, jeg har et eksempel, skal jeg komme til det? Altså, jeg sidder i klassen, og jeg tror, ja, jeg kan altså ikke huske, hvor gammel jeg er, men jeg er nok en 10-11 år eller sådan noget, men jeg sidder i klassen, og jeg sidder bagerst, cirka i midten, og så ser jeg pludselig en film, der kører, og det er sådan, jeg har det. Så rejser man op sådan helt, som en marionettedukke, og stolen vælter, og så løber jeg altså ned igennem byen og ned til byens tømmerhandel, og skriger og råber ind, at det brænder op under loftet, og de skal skynde sig.

Så jeg får faktisk afværget en stor brand der, og det kommer i avisen, og det skulle det jo aldrig i livet have været, fordi nu sker det jo så, at man går og peger på mig, at jeg er en mærkelig en, ikke? Og det sker faktisk også hjemme, altså hvor vi har vores hus, hvor der skal ligesom bygges nogle værelser i hver ende af huset, oven på loftet der, at der er en, der også lægger en lampe ned på noget rockwool eller sådan noget, og så går de til frokost, og det ser jeg også, mens jeg er i skole, og så løber jeg hjem og råber, at nu skal de skynde sig op, og sådan nogle oplevelser kunne jeg godt få, altså det havde jeg faktisk ret tit, og ligesådan også, hvis nogle mormor skulle dø, så ville jeg vide, at hun dør på mandag kl. 17.31 eller sådan noget, så det var noget med, at jeg kunne nå at sige, vi skal lave en rigtig fin afslutning for mormor, men jeg skulle virkelig kæmpe for det, fordi de synes jo, jeg var skør, ikke?

[Paul Bridgwater] (16:14 - 16:23)
Og i stedet for at være taknemmelig, så kan jeg godt forestille mig, at folk er mere undrende ... i virkeligheden chokeret, eller hvad?

[Ruth Landbo] (16:23 - 16:46)
Ja, altså det var jo noget, der skabte afstand, jeg kunne jo ligesom ikke, altså jeg følte jo ikke, at jeg sådan kunne være rigtig sammen med dem, de mennesker, der var i mit liv, fordi jeg altid blev vurderet, og deroppe i Nordjylland, der er det altså ikke sjovt, fordi det er så bedømmende, der er faktisk ikke noget værre, end når man bedømmer andre mennesker, uden at vide, hvad det er, man gør.

[Paul Bridgwater] (16:48 - 17:17)
Hvad gjorde du så af dig selv, altså havde du venner, eller var det sådan så, altså hvad brugte du dagene på, altså jeg forestiller mig, at du har, vi har den her lille pige, med usædvanlige evner, har vi valgt at kalde det, jeg ved ikke, om man kunne finde et bedre udtryk, men det er det, altså havde du venner, gik du meget alene, hvor fandt du fred, alle de her spørgsmål?

[Ruth Landbo] (17:18 - 20:15)
Altså vi boede et ret stort sted, og min mor opdager, at min far er ludoman på et eller andet tidspunkt, og hun kommer fra en velordnet, velhavende familie, og bliver så chokeret, at hun bliver nervesyg, og det vil sige, at hun kommer til psykiater, og får noget medicin, som er ret krasbørstig, og jeg kalder hende for en sten, inde i mit system. Hun kan slet ikke give noget fra sig mere, hun bliver paralyseret. Hun bliver sikkert lige så stille, kvalt, i en voldsom vrede.

Det er sådan noget, jeg har tænkt på, og jeg kunne se hende lave nogle spiraler i hendes energi, som slet ikke var sundt. Hun får også mange symptomer, med problemer med hendes krop. Min far, ham kendte jeg jo ikke rigtig, han havde en virksomhed, og han gjorde hvad han gjorde.

Så ham havde jeg aldrig rigtig kendt, og vi levede sådan, altså os søskende, at vi lærte ikke rigtig noget, vi blev ikke vist, hvilken vej vi skulle gå, og er der nogen, der har min ryg, eller kærlighed, eller jeg kan ikke huske, at jeg har fået knus, så jeg har ligesom selv måttet finde ud af det her, og så havde jeg travlt med at holde øje med min mor, og det fik jeg ordnet i et system, inde i mig selv, så jeg altid kunne være ved hende, når hun fik sådan nogle ture, og så gik jeg faktisk rundt med en lille blå kuffert udenfor, når det var godt vejr, og så gravede jeg nogle orm op, og så gik jeg rundt og fodrede alle fugleungerne ind i træerne og buskene, og jeg havde også travlt med, fordi vi boede i udkanten af byen, at når det var høsttid, så kom der nogle sårede mus, og dem tog jeg mig af, og lagde en forbinding, eller rent ud sagt, tog deres liv, hvis de var for skadede, og så havde jeg også nogle pindsvin, altså jeg havde en masse dyr, og så havde vi siameserkatte, og de havde altid killinger, og hvis en af dem lige skulle føde, så lavede jeg et fødehjørne på værkstedet, ved fyret, og sådan og læste mig til, hvordan kan en fødsel ske, og hvad skal man huske, og jeg har altid selv gået rundt og studeret ting, som jeg kommer ud for. Så havde jeg to piger i skolen, som hed Gitte og Linda, og vi tre, vi kunne godt nogle gange have det sjovt, men vi kunne også have det helt forfærdeligt, måske fordi tre piger fra tre dysfunktionelle familier tiltrak hinanden.

Så der var mange ting at tage sig af derhjemme, og forholde sig til hele tiden, så når vi var afsted, så var lykken kortvarig, som regel.

[Paul Bridgwater] (20:17 - 20:23)
Jeg kan huske, du har fortalt mig en episode fra din barndom, hvor du blev syg, altså faktisk alvorligt syg.

[Ruth Landbo] (20:23 - 20:23)
Ja.

[Paul Bridgwater] (20:25 - 20:34)
Og der er det også, hvad skal man sige...en hund, som du ligesom, jeg ved ikke, om du hjælper hunden, men du må hellere fortælle historien selv.

[Ruth Landbo] (20:34 - 22:57)
Ja. Altså, da jeg kommer i skole, så er jeg kun i skole i tre dage, og jeg synes faktisk, det var rædselsfuldt at komme i skole, og jeg var så bange for det, og mine forældre fulgte mig jo ikke, jeg skulle afsted alene, og jeg skulle tisse, og jeg turde ikke at række hånden i vejret, så det var virkelig slemt. Så jeg lagde mig med dobbeltsidig lungebetændelse, og blev faktisk indlagt, og lå i respirator i noget af tiden. Der gik næsten et år, hvor jeg var rigtig, rigtig syg, og jeg blev så lagt hjem i soveværelset, nede i bunden af huset, og så kom en læge og kiggede til mig meget ofte, og jeg fik en masse medicin, der smagte helt forfærdeligt.

Så var der også meget lave vinduer, lige ud i sådan et rosenbed, og når det var godt vejr, så stod vinduet jo åben, og der er det så, jeg ser, altså jeg har en helt masse oplevelser indeni, så jeg har jo ikke den oplevelse, at jeg har stået af livet, men fordi jeg altid oplever noget indeni, og ser faktisk en hund komme gående ind igennem vores meget store have, og den skal til at dø, og det er en bokser, og den finder ned i det bed, hvor alle liljerne står, og så ja, det er jo ikke noget, jeg kan huske, jeg har besluttet, jeg vil gøre, men jeg kravler altså ud af vinduet, ud af sengen og ud af vinduet, og så kravler jeg ned til det bed, hvor hunden ligger, og lægger mig sammen med den, og holder om den, og siger, at du kan bare tage afsted nu, så tager jeg med, og den dør, og jeg bliver liggende, og tænker, jeg må da også blive hentet, men det bliver jeg så af min mor, som er helt ude af den, fordi der ligger en død hund, og hendes lille syge datter ligger, det må også have været helt forfærdeligt, men sådan var jeg, og jeg gik også ud om natten, altså jeg var meget svær, altså jeg havde så meget indeni, der sker hele tiden, så jeg gik i søvne, og jeg gik ud, jeg låste mig ud, og jeg skulle ud på værkstedet, og kravle op på bordet, og tænde lyset, og sætte mig i gyngen, og sidde og gynge, og så kom min far, hun havde hentet mig, og bragt mig tilbage i sengen, så jeg var sådan en meget urolig barn, og jeg var ikke ked af det, jeg var jo altid, jeg var faktisk altid glad.

[Paul Bridgwater] (23:00 - 23:04)
Men det lykkedes dig alligevel, at fastholde denne her tro på glæden, eller?

[Ruth Landbo] (23:05 - 23:31)
Det er simpelthen noget, der løber i mine åre, det kan jeg ikke, og jeg er stadigvæk sådan, og jeg er også sådan, at når kunderne kommer ind til mig, eller de klienter og kunder, jeg ser, og dem jeg møder, jamen så er jeg, altså jeg får, jeg er fuldstændig velsignet med, at med det samme se, hvordan kan det her anskues, så det bliver godt. Det er fantastisk.

[Paul Bridgwater] (23:34 - 23:50)
Og vi skal måske tale om, altså din ungdom, altså fordi en ting er, som du er barn, men der må også have været et kæmpe skift over i teenageårene, og dit liv i 20'erne, og så videre. Hvad skete der med dine evner, og hvordan var du, hvis du tænker tilbage?

[Ruth Landbo] (23:52 - 25:20)
Altså, jeg var vild, og en festabe, og jeg satte alting i gang, altså jeg prøvede alt, hvad man nærmest kunne prøve, og jeg arbejdede hele tiden, jeg arbejdede siden jeg var 10, og har selv tjent mine penge. jeg altid fundet på noget, og jeg havde en masse mennesker, som jeg fulgtes med, altså unge mennesker, hvor vi tog på cykeltur til Vorupør og lavede fest ude i klitterne, og spillede guitar, og sang, og kørte videre, og rendte på diskotek senere, og alt sådan noget.

Jeg prøvede faktisk ikke at have for meget med det der, der foregik inden at gøre, i mange år, fordi jeg synes, det var ret fælt, det der med at blive mobbet ind i byen, og blive kigget på, og hele tiden være bedømt, eller overbegloet, for at sige det rent ud, og i skolen, hvor jeg blev mobbet, og sat på springvandet, og fik altid våde bukser, og jeg har heldigvis, altså jeg har aldrig haft sådan problemer med blærebetændelse, eller noget overhovedet, men jeg var bare altid, jeg gik altid rundt i våde bukser, fordi de skulle have noget at grine af, så satte de mig på der, og man kan faktisk ikke komme ned af den der særlig godt, fordi det var sådan en, der var bygget op i flere lag. Men ja, så...

[Paul Bridgwater] (25:20 - 25:28)
Så var det overgangen til puberteten og teenageårene, hvor du så besluttede, at nu blev du nødt til at lægge det på is, eller...

[Ruth Landbo] (25:28 - 25:57)
Ja, det tror jeg. Jeg kan ikke huske nogen udløsende faktor. Nej.

Altså jeg har aldrig været bange for noget af det, eller... Og jeg har jo stadigvæk det liv, hvor jeg ofte vågner også om natten og sådan noget, og så er der nogen hos mig, der snakker med mig, eller bare er der. Og det...

Og jeg ser meget, men det er jo bare mit liv. Så det er ikke noget, der tager mig af, egentlig.

[Paul Bridgwater] (25:57 - 26:00)
Nej, nej. Og det er fordi, det har været der hele tiden?

[Ruth Landbo] (26:00 - 26:52)
Ja, det tror jeg. Jeg synes jo, det er sådan lidt underligt, når folk, de kan blive så... ja, enten fascineret, eller bange for det, eller sådan noget.

Det kan jeg ikke rigtig sætte mig ind i, fordi det er jo hos os hele tiden. Nej. Men jeg ved faktisk ikke, hvilken retning jeg skal.

Jeg tror, det er mit største problem, det er, at jeg ikke kan... Jeg spørger min far, også sådan, da vi skal til at stemme politisk, og sådan i skolen, vi skal lære noget om det, så spørger jeg ham. Og så siger han bare...

Så kigger han ned fra avisen og bare siger, "Du skal bare stemme Venstre!" Og så tager han avisen op foran hovedet igen, og så er jeg lost, ikke? Og det...

Simpelthen. Altså, det er jo... Vi bliver jo ikke vist, hvordan skal vi gøre?

Hvordan skal vi passe på hinanden? Eller, hvordan skal vi gøre nogle ting sammen?

[Paul Bridgwater] (26:52 - 26:53)
Nej, nej.



[Ruth Landbo] (26:53 - 26:59)
Så det var virkelig sådan noget med at blive smidt ud i noget dybt vand, og ikke rigtig kunne finde ud af, hvad for en vej skal jeg?

[Paul Bridgwater] (27:00 - 27:14)
Men du kommer hjemmefra, og du har arbejde. Hvad sker så? For det tror jeg faktisk ikke, vi har snakket om.

Vi har jo snakket en del tidligere, men jeg tror faktisk ikke så meget om, hvad der sker, når du så flytter hjemmefra. Du kommer til Aarhus, gør du ikke det? Eller hvad?

[Ruth Landbo] (27:14 - 29:44)
Jeg gør simpelthen det, at mens jeg er på realskole, så får jeg ikke lov at komme i gymnasiet, fordi det må kun... Det må man ikke som pige. Man må heller ikke være spejder i den familie, jeg kommer fra.

Der skal man lære at bage. Drengene må blive spejdere, og der er forskellige regler. Men jeg går i realskole som den eneste af mine søskende, og mens jeg gør det, så arbejder jeg nede hos byens tandlæge.

Og han bliver så begejstret for alle mine evner, og alt det, jeg er rigtig god til det der, så ordner vi lige bogholderiet, og så ordner vi lige kundekartoteket, og så gør vi lige tre operationsstuer klar, og så gør vi dit og dat. Jeg har altid været sådan, jeg tror, det er fordi, at jeg har gået og holdt øje med min mor og lavet så mange ting derhjemme, så jeg er ligesom blevet strateger, og god til at planlægge. Så der bliver faktisk tilbudt, at hvis jeg vil komme tilbage, når jeg er færdig med min skole, så vil han give mig en uddannelse.

Men det gør jeg ikke, fordi jeg stikker af fra byen midt om natten. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud mere. Så jeg tager til Aarhus, og bor i kollektiv på Vesterallé, og så begynder jeg at arbejde i restaurationsbranchen, fordi jeg også gjorde det, at når jeg havde fri og ferie, da jeg gik i skole, så havde jeg to brødre, som lavede de der Rio Grande og Rio Bravo hele vejen ned gennem Danmark, og de første diskoteker, hvor man skulle være medlem og fine folk, og der tjente jeg penge hos ham, og det var jo mega hurtigt til at lære, hvordan man skal gøre det, og så fik jeg et job på et hotel, hvor jeg så boede på et værelse i starten, og så mødte jeg faktisk Gasolin, altså Kim Larsen og hele holdet, og de boede nemlig altid der, og så blev det til, at jeg tog med dem på eventyr, og jeg fulgte egentlig bare, jeg læste også noget om, hvordan kan man gøre, for jeg har altid haft sådan et billede af, at hvis man ser en flod for sig, og der er et siv, og det bliver uvejr, så vil sivet bøje sig, det vil ikke knække, og jeg har bare altid sådan tænkt, du skal bare følge med strømmen, du skal bare følge med, du må ikke knække, du skal bare bøje med, så får du oplevelser.

[Paul Bridgwater] (29:44 - 29:44)
Ja.

[Ruth Landbo] (29:46 - 30:11)
Og det gjorde jeg også, og jeg blev så god til det her, at jeg blev faktisk headhunted fra et andet sted i Aabyhøj, hvor de ville have mig som bestyrer, eller sådan jeg skulle komme ind og styre deres hotel og virksomhed, og det var, jeg fik mange jobs, og det gjorde jeg i øvrigt også, da jeg kom tilbage til Thisted, at jeg også tog nogle jobs der, som var ret styrende.

[Paul Bridgwater] (30:12 - 30:14)
Hvordan kom du så over i det sundhedsfaglige?

[Ruth Landbo] (30:15 - 32:51)
Jeg havde egentlig altid vidst, da jeg gik på realskolen, der passede jeg faktisk også en kvinde, som havde en sygehusvogn, altså sådan en kiosk, lige nedenfor Thisted sygehus, og hun var epileptiker, og hun var Grand Mal, altså hun fik sådan nogle ret kraftige anfald, og hun skulle så have en med sig, når hun skulle op og gå rundt med kioskvognen på sygehuset, og det blev mig, og hende passede jeg rigtig længe, altså faktisk hele min skoletid der, og lærte en hel masse om, når hun fik de der anfald, og ja, når hun var syg, eller når hun havde problemer, og så rundt på hospitalet, på Thisted sygehus, så snakkede jeg også med patienterne, og de pårørende, og jeg blev god til lige at vide, de skal lige have de der ord, eller de skal lige have det kram, eller det tryk, eller sådan et eller andet, og det begyndte jeg simpelthen at holde rigtig meget af, jeg synes den der form for omsorg, jeg kunne sprede, og det lys, der kom i øjnene, når hun kom ind af stuen, når Inger og jeg vi kom, det var virkelig dejligt. Men så troede jeg, så skulle jeg nok være fodterapeut, så troede jeg, nu skulle jeg nok være læge, men så skulle jeg nok være sygeplejerske, eller sygehjælper, eller fysioterapeut, altså det var fuldstændig umuligt at finde rundt i.

Og min mor, hun havde sagt, nu skal du, da jeg kom i anden real, at nu skulle vi gå op på sygeplejerskolen, op på Thisted sygehus og skrive mig ind, og det gjorde vi, og der blev jeg så skrevet op, men jeg gjorde jo så det, jeg stak af der, og man skulle jo være 19, før man kunne starte på sygeplejerskole, og så tog jeg i huset, et stykke udenfor Aarhus, hvor jeg passede en stor familie, hvor der var tre børn, og skolebørn, den mindste var ikke klar til skole endnu, og så havde de en masse dyr, og heste, der skulle rides til, det fik jeg også lært, og så var der en masse høns, så det var noget med at stå op kl.

halv fire, og få ud og få alle æggene samlet sammen, og alt muligt, alle mulige opgaver, og så passede de tre børn der, og huset skulle gøres rent, og jeg ved ikke hvad, og der var min familie godt nok lidt bekymret for mig der, men altså, ja, jeg har altid været sådan en dynamisk, meget energirig væsen.

[Paul Bridgwater] (32:52 - 33:00)
Men du havnede i København, og du havnede på Sankt Lukas Stiftelsen i første omgang, og det er perioden før Vital-Arkitekten, så et eller andet...

[Ruth Landbo] (33:01 - 36:57)
Ja, altså, jeg kommer til København på et tidspunkt, hvor min søster kalder på mig, og siger, hun har fået to børn, kan du ikke komme herovre, og så starter jeg faktisk som ufaglært sygehjælper på Kommune Hospitalet, og der lærer jeg altså en hel masse, for de kan ikke lade være med at stikke min næse i alting, og jeg får lov til det, så jeg får lært rigtig meget, og så søger jeg til, så får jeg en kæreste, som bliver min mand, og jeg bor i Classensgade på det tidspunkt, og så... Ja, så tager jeg på Sankt Lukas Stiftelsen. Jeg kan faktisk ikke huske helt, jeg havde først med Simon Spies' mor at gøre.

Så ja, der havde jeg en person, og så kunne hun kalde på mig, når hun havde brug for, at jeg skulle komme og hælde hendes piller op, eller sætte hendes støttestrømpe på, eller sådan et eller andet, eller lige komme og snakke lidt med hende, og skære en grapefrugt ud. Men samtidig havde jeg søgt til Sankt Lukas Stiftelsen. Jeg kan faktisk ikke helt huske, hvordan det skete, men der blev jeg ansat som ufaglært sygehjælper igen, og futtet rundt og kom til at kende hele huset, og jeg fik...

Ja, altså jeg... De var så glade for mig, og syntes, at jeg kunne godt gå i nattevagt med 23 nyopererede patienter. Sådan var det jo dengang.

Og jeg gjorde det også fuldstændig til UG kryds og slange, og hvad det hedder. Og blev meget dygtig. Men så er det jo, det sker det der, at jeg bliver gravid, og at jeg så får min søn, som viser sig at være rigtig syg.

Og så beslutter jeg der, at jeg vil lave en forretning, og altså jeg vil lave mit eget, og det skal være sådan, at når mennesker kommer ind af min dør, fordi det er så svært det der med, at han har en syndromsygdom, og vi skal simpelthen rundt alle mulige steder, og vi render fra dør til dør for at få noget ordentlig hjælp. Og det er ikke til at finde ud af, men jeg beslutter bare, at det her... Jo, nu kan jeg huske, at jeg var på...

Vi blev tilknyttet Socialpædiatrisk Ambulatorium på Rigshospitalet, hvor der dør om dør sad en socialhåndgiver, en læge, en speciallæge og en psykolog, og der sad de faggrupper, man kunne få brug for, når man havner i sådan en situation, hvor ens barn er rigtig, rigtig syg. Hans ene øje, det venstre øje, det begyndte jo at vokse ud på grund af en tumor derinde bagved, og det er en virkelig kompliceret sygdom, som kan ramme nervesystemet og lave ulster og tumorer og sådan noget. Og da det sker, at Socialpædiatrisk Ambulatorium kommer i fare, og man vil lukke det, fordi man skal spare, så kommer jeg til at møde Joav Merrick, som er israelsk børnelæge, og har skrevet en masse om børn og vold, og han er utrolig dygtig til det med børn, så han er børnelæge på Rigshospitalet, nej, jo, på Rigshospitalet, på det tidspunkt, ja.

Og han kommer så og siger til mig, Ruth, jeg ved godt, at du har travlt med din søn nu, hvor han skal både have stråler og alt muligt, men du har så meget energi, kan vi to ikke snakke sammen om, hvad vi kan gøre for børn? Og så startede vi Børns Vilkår. Og det var helt fantastisk, fordi så de der nætter, hvor jeg ikke kunne sove alligevel, fordi jeg var bekymret for det ene og det andet, og jeg gik på skole, og jeg havde min søn, der skulle i stråler hver morgen nede på Finsen og alt sådan noget, jamen så sad vi og holdt lange møder og besluttede os for, hvordan vi skulle få penge til at lave Børns Vilkår.

Så det gjorde vi.

[Paul Bridgwater] (37:00 - 37:08)
Ja, altså, hvis man kigger på Børns Vilkårs historie på nettet, altså, så står der ikke noget om Ruth Landbo.

[Ruth Landbo] (37:08 - 37:57)
Nej, nej, men det er jo fordi jeg er sådan en, altså jeg har besluttet nu, det er okay at også at lægge det frem i, der er en journalist, der gerne vil lave en artikel, og Børns Vilkår vil også rigtig gerne snakke med mig. Og det er sådan set okay, men jeg er jo sådan en, der er allerbedst bag scenen. Jeg trækker i trådene, og jeg får tingene til at ske, og så kan jeg jo hoppe på tonen og glæde bagefter, og det synes jeg jo er et hit.

Så for mig er det nok. Det er fint, jeg kan ikke rigtig lide, at det bliver for mange, der taler, og det er måske på grund af min opvækst, at jeg synes der er ting, der kan misforstås og blive sagt på uheldige måder, og så skal man faktisk bruge en del energi på at holde det fra livet.

[Paul Bridgwater] (38:00 - 38:21)
Men ikke nok med, at du er med til at starte Børns Vilkår. Det lykkedes også, eller selvfølgelig lykkedes det, at få Vital-Arkitekten op at stå. Og hele historien omkring, hvordan det startede, det synes jeg er det bliver jeg i hvert fald fascineret af.

Så hvordan fik du ideen til Vital-Arkitekten?

[Ruth Landbo] (38:22 - 40:56)
Jamen det gjorde jeg når jeg, det er rigtigt. Altså den skøreste oplevelse. Altså vi har et hus, og jeg ligger og sover, og jeg er vant til at blive forstyrret af engle, eller væsener, eller hvad det kunne være.

Det lyder jo helt tovligt, jeg har aldrig sagt det højt før. Men her kommer der altså, jeg bliver simpelthen vækket, og nede til venstre for mig der, der hopper der altså, det ligner jo en nisse, altså en mand, som ikke er mere end 40-50 centimeter høj, og han har et vældig langt skæg, og han er meget gammel. Men han hopper meget ivrigt, for han kan faktisk næsten ikke nå op i min seng, og det vil han.

Altså jeg ville jo kalde ham en engel, men han er altså faktisk, han ligner faktisk en nisse, og jeg siger, kan du ikke vente, jeg sover? Og han siger nej, nej, nej. Men det er jo ikke sådan, vi snakker jo ikke sammen, det er jo sådan noget der foregår på en helt anden frekvens, og til sidst så lykkedes det ham også at komme derop.

Og så siger han til mig, du skal skrive ned Vital-Arkitekten, og du skal lave det firma. Du skal lave et firma, hvor du kan lære mennesker om sammenhænge, og om energi, og om tiltrækningslov, og om, hvordan organerne fungerer, og hvordan man kan have det bedst som et menneske. Så jeg skriver det ned, og lægger det ned i en skuffe.

Og det sker tre nætter i træk, at han kommer der og håber sig meget på gulvet, og vil sikre sig, at jeg har forstået det her, og det siger jeg har. Men der går jo faktisk, jeg tror der går et år, hvis der ikke går to, hvor jeg lader det ligge. Jeg er sådan lidt underlig der.

Jeg gør det ikke altid lige mig det samme, det er kun hvis det er andre mennesker, der bliver involveret i det. Og det der så sker er jo, at jeg bliver mere og mere klar over, at det der med Socialpædiatrisk Ambulatorium, hvor der var faggrupper side om side, det gør, at jeg begynder at danne et netværk af gode mennesker, som har hjerte på rette sted. I dag har jeg jo både nogle speciallæger, men jeg har også en super tandlæge, og jeg har en frisør, og jeg har en stylist, og jeg har alle mulige mennesker, som jeg kan spørge til råds, at få med, når der er en opgave, der skal løses.

Nu skulle du lige hjælpe mig, fordi nu...

[Paul Bridgwater] (40:56 - 41:28)
Ja, altså det handler om, den lille nisse, henvender sig tre nætter i træk. Du skriver ned ordet Vital-Arkitekten, og du gemmer det et år. Og jeg tænker også, okay, det kan jo ikke være nok bare at have ordet Vital-Arkitekten, der må jo være noget.

Du har et netværk, og du har en idé om, hvad du vil. Du siger, at du vil gerne være en, man kan komme hos, som kan give en helheds... En bred vifte af behandlinger.

[Ruth Landbo] (41:28 - 44:09)
Ja, det skal ikke kunne hænge sammen. Så ved du hvad? Tak for den.

Nu er det så, at jeg beslutter at uddanne mig til zoneterapeut. Så læser jeg noget mere anatomi, fysiologi, sygdomslære, mikrobiologi, jeg ved ikke hvad, inde på lægevidenskabelig kursuscenter. Og så går jeg videre og tager en akupunktøruddannelse, og flere forskellige slags massageuddannelser, en kroppsykoterapeutuddannelse, og alt muligt.

Og jeg bliver simpelthen ved og ved: irisdiagnostiker, og kost og ernæring, og jeg ved ikke hvad. Og det sker jo også i sammenhæng med, at jeg bliver klar over, at min søn har det bedst, hvis han får bestemte slags fødeemner. Så jeg bliver klar over den sammenhæng, der er mellem hævelse i slimhænder og fødeemner, for eksempel.

Så jeg begynder jo også at skifte alt ud i køkkenet, og jeg tager den tid, jeg skal bruge på det, fordi hvis jeg opdager, at han ikke tåler slimede fødeemner, som mælk og ost og sådan nogle ting der, så skal det altså skiftes ud med noget andet, fordi jeg er også en slags livsnydere, jeg vil altså ikke snydes for noget. Så det bliver rigtig vigtigt for mig at forstå, hvad er den type mel og hvad er det med kartofler og hvordan får man dem i sin bedste udgave, og sådan. Det bruger jeg nogle år på, det der.

Og samtidig så uddanner jeg mig også inden for alt sådan noget. Altså det er jo ikke sådan store uddannelser, men det er forløb, der omhandler det, som jeg synes, jeg mangler i min syntese. Og hvis jeg så har, altså jeg kan jo ikke blive hudspecialist for eksempel, jeg kan heller ikke tage blodprøver og sådan noget, de mennesker har jeg i mit netværk.

Så hvis nu der kommer en, hvor vi er nødt til at have det undersøgt, så siger jeg dem af det samme, og det er altid rigtig godt, jeg kan finde ud af at læse de journaler og sådan noget. Og så er jeg meget stædig, så jeg og jeg elsker det arbejde, altså at få det stykket sammen, og så få vedkommende til at blive så rask som muligt. Altså komme i den bedst mulige tilstand.

Og det udvikler jeg jo lige så stille. Jeg starter som zoneterapeut, og så er det, jeg opdager, når folk har været der, eller når de er der allerede fra starten. Så kan det være, at de får en zoneterapeutisk behandling, og så bliver mine hænder jo ekstremt varme, og så sker der også det der, de kommer sådan lidt i en anden verden.

Men så siger de mange gange, jeg har altså også brug for at snakke med dig. Og jeg er rigtig god til at tale med folk, og få det talt et sted hen, hvor det kan bruges som inspiration på den livsvej, de går på.

[Paul Bridgwater] (44:10 - 44:12)
Kan du give et eksempel med en kunde, du har haft?

[Ruth Landbo] (44:14 - 47:27)
Ja, det kan jeg. Jeg har familiekunder også, hvor jeg også har hjulpet dem med at få børn og sådan. Og en familiekunde her, det er moren, der kommer til min dør og har fået en tid, og det er en akut tid, fordi hun er blevet ulykkelig over noget.

Så hun kommer ind til mig og fortæller mig, at hun er blevet gravid tredje gang, og det skal hun slet ikke være, og det er hun altså rigtig ked af, at hun er blevet. Og hun ved ikke, hvad hun skal gøre, for hun ved, at hendes mand bliver frygtelig vred på hende, når han opdager det her. Ja, hun er bare helt ude af den.

Og så taler jeg med hende om alle de, altså så sker der noget hos mig, at jeg kan ligesom, kender jeg dem selvfølgelig også, når de har været der et stykke tid, men jeg snakker med hende om hendes hormonliv, for det har været ret svært. Og nu, når hun er kommet i den alder, hun er nu, så vil den graviditet faktisk kunne gøre, at hun får en, hvad kan man sige, en ny, opdateret hormonliv. Så på den måde vil det gøre hende godt, og samtidig så skal de have det barn der.

Og det får jeg talt med hende om, hvorfor. Så når jeg taler, så går jeg ind igennem nogle andre steder, og jeg giver også rådgivning. Det er sådan en terapeutisk rådgivning, man kommer til.

Vi skal ikke sidde nødvendigvis og snakke om, at hun bliver bange, for det er jo naturlighed og livet gør, at vi bliver bange, og vi bliver usikre, utrygge og sådan noget. Men det skal man altså ikke tænke trangt. Det skal man lade være som nogle naturligheder.

Og så siger jeg til hende, hvordan hun skal fortælle det til hendes mand, og hun skal give ham lov til at have hans reaktion. Det er jo bare en reaktion, der handler om ham. Men så går hun, og dagen efter så ringer manden om morgenen og spørger, om han må komme forbi.

Og han er sådan en lidt firkantet størrelse, om man kan sige det sådan. Men han kommer, og han siger, at han er meget vred, og han siger, at det kan han slet ikke være med til, for de havde jo aftalt, at de kun skulle have to piger. Og hvis de får en pige mere, så kan han jo ikke være der.

Og så siger jeg til ham, at og så får jeg det her billede, at det er en lille dreng. Og jeg kan simpelthen se ham, men jeg kan faktisk også altså nogle gange, så er det jo sådan meget præcist, at hvad han skal hedde, og altså hvor meget han vil veje, når han bliver født, og hvornår han bliver født, og jeg ved ikke hvad. Og så siger jeg til manden, ved du hvad, du er nødt til at bane vejen for, at den her lille dreng kan komme hen til dig, fordi så bliver der balance i hjemmet.

Og I har brug for hinanden, og fortæller om, hvorfor de har brug for hinanden, og han falder til ro, og de får den skønneste dreng, og det bliver det bedste, der sker i den familie, med den lille dreng. Og ja. Og jeg kender ham også, altså faren der, fordi han startede med at komme, fordi han fik to infektioner hvert år, indtil han begyndte at komme hos mig, og få nogle behandlinger, og så holdt han op med at have det.

Så man kommer hen og snakker med mig, når der sker noget. Men ja. Det er et eksempel, hvis det er et godt eksempel.

[Paul Bridgwater] (47:27 - 47:45)
Det viser det holistiske, eller det helhedsorienterede. Og det kommer også ind på noget, som du også har en del af, eller har haft en del af, altså hele familier og familiekonstellationer. Og det synes jeg også er vigtigt, at det ikke kun er individuelle behandlinger.

[Ruth Landbo] (47:46 - 48:16)
Nej, altså det er jo sådan, og det har jeg også i dag, altså 70% af min kundeklientel er faste familier, som også har virksomheder, jeg også går ind i. Og ser på, hvordan... Altså det er jeg også rigtig god til, det der med virksomheder.

Det er en anden niche. Og hvis der sker noget voldsomt, så er jeg også begyndt at tage med ud og være bisidder på privathospitaler, eller til en lægesamtale på Herlev, eller hvad det nu kunne være. Så tager jeg med, fordi jeg er rigtig god til at fange det der, man lige skal have med.

Så det hele bliver godt, og der ikke er noget, der går galt.

[Paul Bridgwater] (48:19 - 48:23)
Der er også noget med en kraftig oplevelse i Peru.

[Ruth Landbo] (48:26 - 51:28)
Det har nogle mennesker jeg slet ikke kendte, men de har så hørt om mig. Altså det var der stadigvæk, der var på St. Lukas Stiftelsen, fordi jeg startede min virksomhed på St. Lukas Stiftelsen. Det var sådan noget, jeg drømte tre nætter i træk.

Og så tænkte jeg, okay, så må jeg hellere ringe derover og spørge om et møde med bestyrelsen og præsten og alle dem der. Og så blev jeg faktisk det første grønne skud på stammen, kan man sige. Så jo, der fik jeg lokaler til at starte op.

Og så er det, der ringer en far til en datter, som lige er kommet hjem fra Peru, og hun har været derude sammen med nogle unge mennesker, og de har fået en frygtelig oplevelse, hvor der kom en skudepisode, hvor de var i en taxa, hvor de var nødt til at kravle ned i bunden af den, og en af de unge blev ramt. Og hun kommer så hjem, og hun har så været hjemme i to dage på det tidspunkt. Han ringer, og han siger, jeg har hørt, du kan noget særligt.

Og hun har så ondt i sin mave, at hun nærmest skriger om natten, og lægen har kigget på det og givet hende noget medicin, men det hjælper ikke rigtigt. Og så sagde jeg, så kunne de komme klokken der og der, og så sad vi. Og sammen der med mor, far og pigen på 17 år, eller sådan noget.

Og så sagde jeg, nu skal du høre, nu siger jeg noget, for jeg får et syn her, nu vil jeg spørge dig. Var det sådan her, det foregik? Og så, fordi jeg så, hvad der skete, og hun kom til at ligge sådan, hun lå nede under en mand.

Og det var hun også blevet rigtig forskrækket over. Og så forklarer jeg, altså lige for at gøre det lidt kort her, så forklarer jeg hende, hvorfor hun er ondt der, hun er simpelthen ondt i den psykiske muskel, og lægen tror, at hun har fået et akut mavesår, eller sådan, det har hun ikke. Altså tit så er det jo sådan, at den muskel der sidder, sådan lige der, hvor mavesikken er, eller ja, der sidder også nogle følelser, eller nogle energier, som reagerer, når vi kommer ud for noget voldsomt.

Og det forklarer jeg hende, og jeg fortæller hende, hvor stærk hun egentlig er, og at hun er stærk nok til det, hun har været ude for, og hvordan de skal takle det. Og så giver jeg nogle homopatiske drober med, og jeg lægger mine hænder på hende, og jeg justerer hendes energi, som jo, hvor hun faktisk ikke har noget energi lige der. Altså fordi hun er blevet så forskrækket.

Så det der, det bliver ligesom balanceret. Og så falder hun helt til ro, og bliver blød, og og moren sidder og græder, og faren får også våde øjne, og sådan der, og de finder ud af det, og vi ser hinanden en gang til, og de fortæller, at hun har fået det rigtig godt, ikke? Men vi snakker ind i, hvorfor hun er kommet til at opleve det, og det er jo sådan noget, jeg ser.

Og det kan jeg ikke gengive her, fordi det er jo noget helt privat, eller sådan, ikke?

[Paul Bridgwater] (51:28 - 51:41)
Men alligevel er det sådan så, at det viser sådan en sammenhæng mellem det psykiske og kroppen, og det der er større end os selv?

[Ruth Landbo] (51:42 - 52:13)
Jo, altså man kan se, at måden, som vi producerer tanker på, vil enten kunne virke mega forstyrrende, eller meget beroligende. Og det er jo hele nervesystemet, der går i action, og det er jo også det dagsvågne nervesystem, men også det underlæggende nervesystem, som er autonomt, og som vi ikke kan styre. Og det er jeg altså rigtig god til at blive rolig i.

Og samtidig med, at hun så får ligesom en mening på, hvorfor skulle hun ud i det her? Ja, så...

[Paul Bridgwater] (52:13 - 52:15)
Kan hendes tanker falde til ro?

[Ruth Landbo] (52:15 - 52:19)
Ja, så falder det til ro, og systemet falder til ro, ikke? Mhm.

[Paul Bridgwater] (52:21 - 52:45)
Dit liv har også budt på mange udfordringer. Du nævnte jo det med din søn, og ham har vi ligesom efterladt her i podcasten. Jeg ved ikke, hvor gammel han er.

Måske et, to, tre. Du udvikler en virksomhed samtidig med, at han er altså også et fokuspunkt.

[Ruth Landbo] (52:46 - 54:03)
Ja, et meget stort fokuspunkt, og derigennem lærer jeg jo helt vildt meget. Altså, det er jo... Når han går i skole, så har han på grund af alle de strålebehandlinger, han får 42 strålebehandlinger, og det får han jo på sit hovede.

I dag ved vi, at det skulle vi aldrig have gjort. Men... Det gjorde vi, og han har selvfølgelig også fået nogle konsekvenser af det, men...

Vi fik også at vide, at han ville ikke blive så gammel. Altså, han ville måske kunne komme i nærheden af puberteten. Men altså, han er...

Han bliver 45. Og han er en superflot fyr, og han klarer sig rigtig godt, og han... Og han er også født anderledes, og har de samme evner i sine hænder, som jeg har.

Og formentlig også energimæssigt, vil jeg tro. Han... Ja, altså, han er i min virksomhed nu.

Og... Med Balders Kropsterapi, og... Det er lige startet.

Det er en måned gammel, eller sådan noget. Og jeg glæder mig stort over, at han også kan overtage nogle af behandlingerne fra mig. Så jeg kan mere være der, hvor rådgivningen skal være.

Så... Altså, det er jeg rigtig, rigtig glad for.

[Paul Bridgwater] (54:03 - 54:06)
Så det er både 30 års jubilæum, men også en ny start.

[Ruth Landbo] (54:06 - 54:09)
Ja, det er meget nyt nu. Ja, helt sikkert.

[Paul Bridgwater] (54:10 - 54:29)
Ja, men faktisk er det... Det er jo ikke kun sådan, så du behandler du også kreativt. Du skriver lyrik, og din lyrik er ikke bare lyrik.

Det handler faktisk om hvordan mennesker kan blive hele. Jeg synes, vi skal høre digtet Livets Styrke. Ja.

[Ruth Landbo] (54:30 - 55:23)
Jamen, det er rigtigt nok. Altså, jeg skriver jo om alle de mennesker, der kommer ind i Vital-Arkitekten, når det altså er noget særligt. Og den her, den hedder Livets Styrke.

Når livets styrke er størst, kommer ingen varsel først. Hvis vi vidste, hvad der vil ske, vil ingen bønner være nok at bede. For det er ud af det hente, vi må lære, at livet er muligt at bære.

Så når det, som skete, er sket, og du ved, hvad det er, du har set, så er det nu, du må begynde at bede. Og med tro, tillid og vilje at lede efter mening og mulighed, og så bære livet med ukuelighed.

[Paul Bridgwater] (55:25 - 55:36)
Det er jo, altså, virkelig sådan livsanvisende. Altså, den siger noget om, hvad bønner kan bruges til. Altså, så vidt jeg kan høre på det.

[Ruth Landbo] (55:36 - 56:25)
Det er sådan, at jeg har... Det er også en af de ting, der skal ske nu. Det er, at jeg vil gerne have det ud, eller jeg vil godt give det frem ad.

Jeg har haft det inde på et forlag, og de kalder det rådgivende lyrik. Og det synes jeg jo var rigtig godt. Det har de ret i, at det er.

Jeg tror jo, at jeg har masser af det. Jeg har brugt det som... Jeg tror, jeg har brugt det som stødpude, fordi jeg oplever jo rigtig meget.

Også sørgelige ting og triste ting. Alle de historier, der kommer hen til mig, rører jo også rigtig meget i mig. Så det med at kunne sidde og skrive, det er noget, der sker sådan lidt automatisk en gang imellem.

Så lige pludselig går jeg ind og skriver, og så bliver jeg selv rigtig glad for det, jeg har skrevet.

[Paul Bridgwater] (56:26 - 56:57)
Hvis vi lige vender tilbage til pointen med det her digt, eller noget, man kan lære af det her digt, så siger du noget med, at hvis vi vidste, hvad der ville ske, vil ingen bønner være nok at bede. Så vi skal ikke kigge ind i fremtiden, altså synsk og spørge til, er det ham eller hende, der bliver min hjerteven?

[Ruth Landbo] (56:57 - 57:45)
Nej, ikke, altså så skal man jo gøre det på munter vis eller sådan, men man skal, altså jeg mener, at hvis man vidste, man ville kunne komme ud for, jeg har selv været ude for en voldsom ulykke, hvis jeg havde vidst det på forhånd, så havde jeg jo ikke turde at gå ud. Altså det vil, det kan ikke nytte noget, vi ved noget om, hvad der vil ske. Og det, der vil ske, altså det er jo en af de ting, jeg siger til mig selv, eller det er sådan en sætning, jeg har, jeg kommer ikke ud for noget, der er stærkere end mig selv.

Det er jeg fuldstændig overbevist om, så det jeg mener med det måske også er, at du skal tage livet som det kommer, og være til stede med det nu, du har lige nu. For du kan ikke få noget ud af, hvis du prøver at bede dig til et eller andet. Nej.

[Paul Bridgwater] (57:46 - 57:58)
Du skriver også så, at det som bønnen kan give, altså det er tro, tillid og vilje at lede efter mening og mulighed.

[Ruth Landbo] (57:59 - 58:22)
Ja. Altså det er jo der, hvor den glædelige del, eller hvad skal man sige, den positive del, som jeg ligesom er kodet med at kunne komme med, altså det, altså det kan jeg godt vise, hvordan, så du kan bruge det som en inspiration på din livsvej. Så det bliver en mulighed for dig til at vækste.

[Paul Bridgwater] (58:22 - 58:22)
Ja.

[Ruth Landbo] (58:23 - 58:26)
Eller afvikle noget for at udvikle noget andet.

[Paul Bridgwater] (58:26 - 58:39)
Ja. Ja, det er meget Victor Frankl-agtigt, altså at det er ham, der fandt mening i koncentrationslejren. Nå.

Men tak for det.

[Ruth Landbo] (58:40 - 58:40)
Velbekomme.

[Paul Bridgwater] (58:43 - 58:47)
Kan du sige, at du har lært noget af de udfordringer, du har haft i livet?

[Ruth Landbo] (58:49 - 59:40)
Ja. I allerhøjeste grad. Altså for det første, at alting går over.

At man skal skrue ned for hjernens reaktioner, eller man skal nedtone og reagere på dem og lytte ind ad i sit væsen i stedet for. Fordi hjernen kan kun det, som den er blevet anvist. Det, der er fyldt i den.

Og den kan ikke mærke noget. Den kan bare komme med en smart, hurtig reaktionsmåde. Så man skal ind i sit eget, i sin egen mave eller sit væsen, og lytte efter.

Og så den sætning, jeg sagde før, den har jeg lært at spise hele tiden. Og det er, at jeg ikke kommer ud for noget, der er stærkere end mig selv. Så selvfølgelig kan jeg klare det, der sker.

[Paul Bridgwater] (59:41 - 1:00:23)
Så i virkeligheden, hvis man går tilbage til det billede, du havde med sivet og floden, så sagde du, at sivet skulle kunne bøje sig i forhold til flodens vand. Og det vil man ikke umiddelbart tænke var noget stærkt. Men i virkeligheden så siger du både, at alting går over.

All things must pass, synger George Harrison. At alting går over. Man skal lytte indad, men man kommer ikke ud for noget, der er stærkere end en selv.

Og det gælder vel også sygdom og død, så?

[Ruth Landbo] (1:00:23 - 1:01:03)
Ja, altså det er jo svært at gå ind i og snakke om det, fordi det er jo sådan en sætning. Du ved, vi er født med en fantasi, som vi kan bruge til alt, hvad vi vil. Det er fuldstændig frit for, du kan lige så godt bruge det alt, det du vil.

Nogle gange giver det jo ikke mening, det, du beslutter dig for, måske. Hvis det sådan skal undersøges fuldkommen. Men det er det, jeg siger til mig selv.

Det er jeg nødt til at sige til mig selv. Hvad for en benzin skulle jeg ellers gå på? Så om det giver mening eller ej, det spørger jeg ikke om her.

Jeg er bare fuldstændig opsat på eller besluttet på, at sådan må det hænge sammen. Fordi hvis ikke det hænger sådan sammen, så er det der for skørt.

[Paul Bridgwater] (1:01:03 - 1:01:09)
Og så vender det tilbage til det der med at finde glæden i alt.

[Ruth Landbo] (1:01:10 - 1:02:30)
For det første er det også rigtig vigtigt, at det der med at finde glæden i alt, det er jo at huske at producere taknemmelighed, fordi det laver glæde. Det laver livsglæde. Så du er nødt til hele tiden, hver eneste dag, det er også noget, jeg gør altså helt bevidst.

Hver eneste dag, så lægger jeg mærke til, hvor kan jeg så blive glad henne? Hvor kan jeg føle noget taknemmelighed hen, så jeg kan blive glad? Og det gør jeg rigtig meget ud af.

Og så er der også det med, at livet kræver valg. Du er nødt til at kunne tage et valg. Hvis du ikke tager et valg, så er der nogen andre, der gør det for dig, eller noget andet der gør det for dig.

Så når man, jeg hører meget folk, de kommer og fortæller, at jeg har været i terapi, og jeg fik at vide, at jeg skulle slippe kontrollen. Og så kan jeg godt blive en lille smule stram i masken, fordi det synes jeg absolut ikke, at man skal. Man skal tage nogle valg, og det skal være nogle gode valg, så man har den gode kontrol.

For det vil man have, hvis man gør det. Nogle gange laver man også nogle valg, der fører til noget, som er rigtig svært. Men det går over, at man lærer noget af det.

Og det er jo sådan, at livet er. Livet er sådan. I dag er det godt, og i morgen er det knap så godt.

Næste dag er det fuldstændig fantastisk. Og næste dag er rædselsfuldt. Og sådan er livet bare.

Og det tror jeg ikke, man skal tænke sådan for meget over.

[Paul Bridgwater] (1:02:31 - 1:02:48)
Nej, og du har også det der med at være sig selv. Det kan ofte blive en kliché, men du har faktisk noget, du kalder for ontologifiguren, som ligesom er en form for eksempel på, hvordan man kan være sig selv. Kan du sige lidt om, hvad er ontologifiguren for noget?

[Ruth Landbo] (1:02:49 - 1:03:02)
Ja, det er rigtig svært at forklare. Men ontologifiguren kom frem... Ej, det er jo også ham der, der kommer og siger til mig, at jeg skal...

Ja, det er igen ham. Skal jeg fortælle om det?

[Paul Bridgwater] (1:03:02 - 1:03:03)
Hvordan det skete?

[Ruth Landbo] (1:03:07 - 1:05:12)
Ontologi betyder jo læren om at være. Og det er sådan, at ham der, nissen eller trolden, eller hvad vi skal kalde ham for, den meget vise, lillebitte mand på 40-50 cm hopper rundt dernede på gulvet igen. Og der er det så, og det er faktisk før jeg starter Vital-Arkitekten, der kommer han og fortæller, at han kommer op og sidder i sengen, og så fortæller han mig, du skal tage din cykel, og så skal du køre ned på det bibliotek.

Et bibliotek, der ligger nede i Søborg. Og så skal du sige til hende, du kommer ind til, og så kan du godt se, hvordan hun så ud med sådan en lyshåret. Cirka 34 år, og hedder Vivi.

Jeg fik i hvert fald tydelighed på, hvem jeg skulle søge. Så skal jeg sige til hende, der ligger en tynd lyseblå gammel bog med to linjer på forsiden nede i jeres kælder, og den ligger på den hylde i den række af de reoler, der står dernede. Og der står ontologi på den med guldbogstaver, og det er lidt støvet.

Vil du gerne gå ned og hente den til mig. Og så gik der nogle dage, og igen så kom han og sagde, nu skal du gå til et sted, og jeg sagde, okay, jeg skal altså have det nogle gange. Men så kørte jeg dernede, og ganske rigtigt, så kunne jeg se hende der, og jeg gik hen til hende, og jeg sagde, du måske synes, du er rigtig mærkelig, men så er det jo også i orden, det må du gerne synes.

Jeg har et budskab her, og det er, jeg har brug for den der på. Og jeg forklarede hende, hvor den ligger, og så sagde hun, jeg må altså ikke gå dernede alene, der skal man være to, fordi der er en stor tung dør, og hvis den falder i, og jeg ikke kan få den op, så er jeg på den. Så du kan komme tilbage i kvart over to, eller sådan et eller andet, så skal vi nok have klaret det der.

Og så kom jeg, og så var den der på, og der var jo ikke mere end 54 sider i den, eller sådan noget, og den handler om det at være som menneske, og så stod den på sådan noget, altså jeg har haft latin i skolen, men den stod på sådan noget oldlatinsk, eller sådan noget.

[Paul Bridgwater] (1:05:12 - 1:05:18)
Når du mener, at den stod med gammeldags bogstaver, altså, den var på dansk, men den havde de der krøllede bogstaver.

[Ruth Landbo] (1:05:18 - 1:06:28)
Nej, den var ikke på dansk. Den var på latinsk på en måde, som jeg ikke kunne finde ud af at forstå. Og så kom han igen, ham, den lille ivrige mand der, og sagde, at jeg skulle bare læse så mange linjer hver aften, inden jeg skulle sove, og så ville det blive oversat til mig, mens jeg sover.

Og det gjorde jeg. Og så skulle jeg så begynde at studere det der, så jeg begyndte at skrive ned, og jeg blev så interesseret, at jeg kan virkelig blive fanget, og blive helt nørdet. Og så kunne jeg godt se, at den måde at anskue menneskers væren på, den er virkelig god.

Altså væren og gøren, adskille de to ting fra hinanden. Og det gjorde så, at jeg kaldte på englene, og spurgte, om de kunne hjælpe mig med at lave en måde, jeg kan hjælpe mennesker. Så de holder op med at synes noget dårligt om andre, fordi det er så skadeligt.

Og der blev så vist mig, det jeg i dag kalder ontologifiguren, fordi det blev vist som en påklædningsdukkemodel, hvor man... Det er meget svært at forklare det her.

[Paul Bridgwater] (1:06:29 - 1:06:30)
Men jeg synes, du gør det godt.

[Ruth Landbo] (1:06:33 - 1:08:04)
Men faktisk er det sådan, at jeg bruger den jo til mine klienter, og kunder, og når de har fået den, så kan de ikke fortælle den videre. Det er noget, der bliver lagt ind i ens rygrad, og så begynder man at både se sig selv sådan, og man begynder at se andre mennesker på den måde, og det er rigtig, rigtig vigtigt. Det får faktisk det resultat, at du bliver meget...

Jeg vil sige, det er i højeste grad næstekærlighed, for du holder op med at være kritisk over for andre mennesker, fordi du simpelthen ikke kan komme og påstå, at du ved noget som helst om dem. For det gør du ikke. Altså, det er min påstand.

Vi må lære at kigge ind i det lys, vi er, når vi kun er. Altså i vores rene værevæsen. Men det her med at begynde at bedømme eller tro man ved noget om, hvad folk de gør i deres handlinger, det er tøjet på påklædningsdukken.

Hvis man kan huske det fra gamle dage, så var der, man kunne klippe sådan nogen ud med snipper, og så satte man tøjet på med snipper. Hvis man nu tager det af, og lægger det over i venstre hånd, som jeg viser det meget visuelt eller i figurform, når jeg lærer det til folk. Og du bare står der, så tror jeg godt vi alle sammen, så tror jeg godt du kan være med til, Paul, at vi kunne blive enige om, at vi er ens derinde ved, hvor vi bare er.

Hvor vi er i vores væsen, vores sjæl eller vores lys, eller hvad du vil kalde det. Og det er det, jeg taler med folk om. Prøv at forestil dig, at vi er ens derinde, så vi kan elske hinanden derinde.

Altså, i den højeste grad, det er muligt.

[Paul Bridgwater] (1:08:05 - 1:08:06)
Så det er det rene væren?

[Ruth Landbo] (1:08:07 - 1:08:37)
Ja, det er det rene væren. Hvis du så lægger tøjet på, og sætter det på med snipper, så sætter du gøren på. Altså, det du gør, de handlinger du har i dit liv, den adfærd du har, osv.

Det er den, man ikke kan kende til, hvorfor man gør, hvad man gør. Man ved det dårligt nok selv, før nogle år efter, eller nogle uger efter, eller nogle dage efter, man har gjort noget. Man ved faktisk nogle gange ikke helt selv, hvorfor man gør det, man gør.

Og derfor er det rigtig svært, når andre mennesker begynder at synes noget om en, i den adfærd man har, i det man står overfor på ens livsvej der.

[Paul Bridgwater] (1:08:38 - 1:08:59)
Det svarer faktisk til, altså, for mange år siden, så var jeg med til en dødsmeditation. Altså, en dødsmeditation, det er en buddhistisk praksis med, at man man mediterer over, at miste sanserne en for en. Så man mister høresansen, man mister...

[Ruth Landbo] (1:09:00 - 1:09:00)
Ja, jeg kender det. Jeg har prøvet det.

[Paul Bridgwater] (1:09:01 - 1:09:20)
Og natten, efter jeg havde haft denne her meditation, der drømmer jeg, at jeg er en, der ikke har noget køn, ikke har noget navn, ikke har ejendomme. Altså, jeg er bare. Jeg er.

[Ruth Landbo] (1:09:22 - 1:09:23)
Dit væsens lys.

[Paul Bridgwater] (1:09:23 - 1:10:19)
Ja, det kan man sige. Og samtidig ved jeg, at på en måde er det at være ingen. Det er også på en måde at være ingen.

Og så kommer der den her meget smukke blå sommerfugl. Og så får jeg sådan en inspiration. Jamen, den er jo det hele.

Sommerfuglen er det hele, og jeg er intet. Og i det øjeblik, at det mødes, så sker der noget. Så sker der en forvandling, så kan jeg mærke.

Så får jeg sådan en særlig altså jeg får foræret sådan en buddhistisk tordenkilde, men det er jo nu lige meget. Så er man over i gøren igen. Men min pointe var, at vi nåede hen til der, hvor der er ren værn.

Frydefuldt. Ja, eller jeg tror faktisk, at jeg var derhenne, hvor der var ikke noget.

[Ruth Landbo] (1:10:19 - 1:10:26)
Nej, altså jeg tænker jo på selvet, fordi selvet er jo det, der fortæller dig, eller giver dig en følelse af at være nogen.

[Paul Bridgwater] (1:10:27 - 1:10:27)
Ja.

[Ruth Landbo] (1:10:28 - 1:10:32)
Så der sker jo noget der med dit selv.

[Paul Bridgwater] (1:10:32 - 1:10:33)
Men jeg havde i hvert fald ikke noget tøj på.

[Ruth Landbo] (1:10:34 - 1:10:46)
Nej, men altså selvet fylder jo ikke kun vores dagsvågne bevidsthed, det fylder jo også det underbevidste. Så du har nok koblet der, tænker jeg.

[Paul Bridgwater] (1:10:47 - 1:11:03)
Nå, men det var bare det her ontologifigur, så sådan som jeg forstår det rigtigt, det er, at man kan lære at se sig selv, eller man kan prøve at se sig selv og andre mennesker som deres inderste væsen, som er af lyset.

[Ruth Landbo] (1:11:04 - 1:12:19)
Ja, altså jeg vil sige det sådan, at det er ikke så meget ens selv, fordi det der kommer til at ske med ens selv, det er jo, at man vil blive elsket af alle de mennesker omkring sig, fordi man holder op med at synes noget om dem. Så man kommer jo ud med en total accept af det menneske, eller dem man står overfor, fordi man holder op med det der, ikke også? Så det er noget med at få lektie for hjemmefra, eller fra Vital-Arkitekten, når man går ud, så har du fået lektie for, det vil sige, at du fra nu af begynder at se andre mennesker, hvor du kigger ind bagved det de gør, og der ser du, altså jeg gør det selv sådan, at jeg holder rigtig meget af solsikker, og det gyldne lys, der er inde midt i solsikken, jamen det ser jeg simpelthen inde i alle menneskers brystkasse, eller sådan, og så leger jeg, at det skruer sig op og bliver til en stor, smuk aura, og at de smiler i deres øjne, og at de er glade og tilfredse, ikke? Og det kan man gøre på både afstand, men også når man møder dem. Hvis det sker, at du ligesom bare lader mennesker være der, hvor de er med sig selv, jamen så bliver du ligesom et fluepapir, og så vil alle hen til dig, fordi de ved, at det er okay, de er sådan, som de er, og de skal ikke være noget andet, end det de er.

Og det er det, der sker.

[Paul Bridgwater] (1:12:20 - 1:12:22)
Du har også et digte om det. Det synes jeg, vi skal tage.

[Ruth Landbo] (1:12:23 - 1:12:53)
Jeg har skrevet noget til i dag. Og det er den, der hedder "Vær dig selv". Du mener ikke også?

Lad dine følelser være dine egne. 
Giv dem ikke fra dig på andres vegne. 
Lad være med at kritisere og dømme.
Det er dig selv, du kommer til at forsømme. 
Fokusér på det bedste i mennesker, og i dig selv. 
Bliv bekendt med, at din energi altid står på vælg.

[Paul Bridgwater] (1:12:54 - 1:12:57)
Og hvad betyder det sidste der, at ens energi står på vælg?

[Ruth Landbo] (1:12:59 - 1:13:09)
Altså, i min verden betyder det jo, at du skal være klar over, at du sidder med magten over at kunne vælge, hvad du vil gøre nu, når du står over for et andet menneske.

[Paul Bridgwater] (1:13:13 - 1:13:46)
Før vi runder af, så skal vi tilbage til den lille pige. Og jeg ved, at vi glemte faktisk en af de mere spektakulære evner, du havde som lille. Og det er at din søster havde nogle veninder, og de kom til dig før din søster var der.

Hvad ville de da? Hvorfor ville de mødes med dig? Og ikke din søster, eller søsteren kom bagefter.

[Ruth Landbo] (1:13:47 - 1:14:35)
Hun blev meget sur på mig, men de kom før, og så sad vi ude på trappen og snakkede. Og så ville de høre historier, som jeg bare kunne poppe ud, fordi jeg havde sådan nogle ud af kroppen oplevelser, og jeg kunne flyve rundt i universet og opleve alt muligt, og det lavede jeg historier på, så det var sådan noget Steven Spielberg noget. Og det synes de var rigtig godt.

Og samtidig så ville de nå, så skulle vi altid nå at ind i spisestuen, hvor vi skulle sidde rundt om bordet, og så stillede de den der, hvis ikke den stod der, en stor krystalskål med frugt i, og så skulle jeg få den til at dreje rundt uden at røre ved den. Eller jeg skulle få en stol til at flytte sig hen over gulvet. Og det kunne jeg, sådan nogle ting kunne jeg.

Bare ved at sætte en energi i bevægelse.

[Paul Bridgwater] (1:14:37 - 1:14:53)
Ja, og det der med, altså så hvad skal man sige, det er ikke kun at have varme hænder, kan man sige, men det er også en evne til at kunne materialisere tingene kinetisk, ville man sige. Du kunne flytte ting. Det er også noget med elektricitet, ikke?

[Ruth Landbo] (1:14:54 - 1:16:28)
Jo, altså det var faktisk et stort problem, fordi det blev ved til, jeg var det her med lamperne, altså det blev jo ved til, jeg var 35 eller sådan noget 40 år, eller sådan 35 tror jeg. Altså at jeg havde simpelthen så meget elektricitet i mine hænder eller hvad det nu var. At jeg, når jeg skulle slukke lamper, så sprang pærerne.

Så da jeg kom ind på St. Lukas og skulle gå rundt om aftenen og sige godnat til patienterne, så var der nødt til at gå en søster med bagved, fordi så slukkede hun lyset forældre, så gik alle pærerne, de gik i stykker på min vej rundt og slukke ved sengene på de der gammeldags arkitektlamper. Ja, så det var faktisk et problem. Og så havde jeg det også sådan, at jeg kunne ikke gå med uger.

Og at jeg til min konfirmation kan huske, at jeg fik tre ure. Men når jeg tog det på, så gik der nogle minutter eller måske en time eller to, hvis jeg var heldig, så begyndte viseren at dreje meget hurtigt rundt, og så gik den simpelthen i stå. Og så gik vi til urmageren, og det kunne urmageren slet ikke løse det der, men så fandt jeg ud af, at hvis jeg lad den ned i en skuffe i nogle måneder, så kunne den ligesom starte igen.

Det har jeg haft store problemer med langt oppe. Nu kan jeg godt gå med ur. Så det har jeg nok kunnet gøre de sidste 10-15 år eller sådan noget.

Men det var et problem for mig også at få stød i det hele taget. Jeg har virkelig bakset med det der.

[Paul Bridgwater] (1:16:30 - 1:16:46)
Nu når du tænker tilbage på det, at det er nogle evner eller egenskaber, jeg ved ikke, som har været der, som så har forsvundet. Hvorfor? Hvorfor har de forsvundet?

Har du gjort dig nogle tanker over det?

[Ruth Landbo] (1:16:46 - 1:17:16)
Jeg tror ikke, de er forsvundet. Jeg er jo blevet en klar over på et tidspunkt, at det der med at kunne flytte ting det tror jeg ikke var sundt. Jeg ved det ikke.

Jeg fik det bare sådan, det ville jeg ikke mere, fordi den måde der var tilskuere på til det det brød jeg mig ikke om. Jeg bryder mig det hele taget slet ikke om, når det bliver til en opvisning. Så jeg har bare holdt op med det.

Jeg tror, hvis jeg skulle prøve det i dag, så kunne jeg sikkert godt gøre det. Hvorfor skulle jeg ikke kunne det?

[Paul Bridgwater] (1:17:16 - 1:17:19)
Jeg tænker på det der med lamperne. Nu er det ikke sådan, at pærerne springer.

[Ruth Landbo] (1:17:20 - 1:17:35)
Jeg kan huske hjemme i den første lejlighed, vi fik min kæreste og mig, han blev min mand der, så var vi også nødt til at aftale, at han skulle slukke, for ellers så blev det alt for dyrt med alle de pære. Men det er ikke sådan mere.

[Paul Bridgwater] (1:17:38 - 1:18:10)
Nu er det bare ren spekulation. Jeg tænkte på, at du havde noget energi, som simpelthen poppede ud alle steder, som er blevet bedre integreret eller blevet mere en del af dig. Som barn er man jo gnistrende fuld af energi, og jeg må indrømme nu, når man er den rigtige side af tres, skulle jeg sige.

Så er den energiniveau, som jeg har, den er i hvert fald mindre, og jeg har aldrig kunnet få pære til at springe. Så det kunne også være noget med en integration af energi, det ved jeg ikke.

[Ruth Landbo] (1:18:10 - 1:19:08)
Det kan det nok. Jeg er meget fascineret af kvantefysik, og jeg er sikker på, at ham Henning, der tager rundt og laver de vildeste gode foredrag om kvantefysik, han ville kunne sige noget om det, men jeg ved det egentlig ikke. Han hedder Henning Jensen. Han hedder et eller andet imellem der, men jeg kan ikke huske, hvad det er. Men jeg har været inde og høre ham, og det er rigtig godt. Og det matcher nemlig, at man ikke altid skal tænke meget spirituelt, men man skal mere tænke energi.

Jeg tænker jo meget energi. Så når folk kommer til mig, hvis deres frekvens, og den kan jeg som regel mærke, så hvis den ikke er, som den kan være der, hvor de har det bedst, det er faktisk det, jeg ser. Hvordan skal den justeres på?

Jeg vil sige, at jeg har ikke prøvet, at jeg ikke kunne. Og det kan man mærke med det samme. Man kan simpelthen mærke, hvordan man bliver løftet, og jeg tror godt, at jeg må sige her, at du også har prøvet det.

[Paul Bridgwater] (1:19:08 - 1:19:20)
Ja, det har jeg da. Jeg har haft stor glæde af det. Hvad vil du sige, hvis du mødte den lille pige, vi åbnede podcasten med, og skulle give hende et godt råd?

[Ruth Landbo] (1:19:21 - 1:19:22)
Åh, skal jeg give hende et godt råd?

[Paul Bridgwater] (1:19:22 - 1:19:23)
Ja.

[Ruth Landbo] (1:19:24 - 1:20:14)
Fordi jeg tænker jo sådan, at hun er virkelig sej, at hun har kunnet holde den glæde ved tilværelsen, med alt det, der har været sket. Ja, og stadigvæk den der energi. Men jeg tænker, at hun skal slappe lidt mere af nu, og bruge lidt mere tid på at få skrevet, manifesteret noget af det, som folk virkelig efterspørger, for det gør de.

Jeg prøvede også, at en af mine gamle kolleger fra St. Lukas, hun sagde, at jeg ved jo godt, at du nok ikke dør lige om hjørnet, men kan du ikke godt se at få det ud? Fordi hvad skal vi gøre uden alle de der rådgivningsord, du har, som er så helende i sig selv? det vil jeg gerne.

[Paul Bridgwater] (1:20:15 - 1:20:19)
Så i dit liv, så bevæger det sig over mod en formidling egentlig af det, du kan?

[Ruth Landbo] (1:20:20 - 1:20:35)
Ja, det tænker jeg. Og så også stadigvæk, hun må gerne blive ved med at undersøge på den der nørdede måde, fordi det er jo det, der fylder hendes liv, så mit råd vil være, at blive bare ved og sørge for energi og glæde og lethed af dig.

[Paul Bridgwater] (1:20:35 - 1:20:45)
Ja, det er sjovt, fordi jeg stiller spørgsmålet, som om til den lille pige, hvad vil du sige til den lille pige? Men du svarer sådan set, hvad vil du sige til den lille pige i dig i dag?

[Ruth Landbo] (1:20:46 - 1:20:48)
Ja, det har du ret i, det kan jeg godt høre nu.

[Paul Bridgwater] (1:20:48 - 1:20:56)
Men det er jo meget fint, fordi hun er der jo stadigvæk. "Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø", som Tove Ditlevsen siger.

[Ruth Landbo] (1:20:57 - 1:21:01)
Ja, det tror jeg også, at jeg har i mig nok, ja.

[Paul Bridgwater] (1:21:02 - 1:21:13)
Nå, okay, men så hvis vi skal finde et godt råd, eller gode råd til unge mennesker i dag, der kæmper med at være anderledes, hvad vil det så være?

[Ruth Landbo] (1:21:15 - 1:23:04)
Ja, altså det vil være, at hvis du er anderledes født, og du hele tiden oplever, at du tænker og gør anderledes end andre, så vær stærk i den måde, at møde dig selv på, og vid, at du har en meget større pallette, eller sådan i at kunne byde ind med noget her i livet. Fordi hvis du er sådan, så kan du nok ikke undgå, at have et stort liv indeni. Altså det der med at have det store liv indeni, alle de tanker, og al den nørderi, der kommer frem, det er der en masse ressourcer i, og det skal du virkelig stole på, at vi har brug for i den her verden.

Og når det er svært, det har jeg sagt nogle gange, så går det over. Men de der lykke-ture, man får af at være anderledes, og have nogle ting, man kan, som en hel masse mennesker slet ikke tror på, det skal da altså hoppe op i luften over. Fordi det er sådan lidt luftbobbel-lykke-agtigt.

Det synes jeg jo, det er. Nu har jeg jo selvfølgelig haft det længe, og jeg har lært at være alene med det. Fordi jeg har jo også oplevet, at det jo ikke er mig, vi skal snakke om til en familiefest, fordi hvis det begynder, så bliver det alt for akavet, så er der ingen, der kan sidde og høre på, og jeg oplever også noget.

Så det er jo at gå lidt med det selv, og det kan være ganske svært. Men elsk dig selv med det.

[Paul Bridgwater] (1:23:05 - 1:23:39)
Jeg tænker også, jeg har også mødt nogen, der har turde indrømme over for mig, "Jamen jeg kan faktisk godt se farver omkring folk", men de går meget stille med det, og så tænker jeg, hvis de sådan har været, at møde en, som var godt oppe i årene, altså tænk at gå med det som, hvad skal man sige, noget man ved, men man aldrig siger, eller jeg ved ikke, hvordan hun brugte det, men det må være lidt synd, ikke at være super glad for det, og prøve at se, hvordan det...

[Ruth Landbo] (1:23:39 - 1:24:17)
Altså jeg tror, hvis man har, altså sådan har jeg det jo også, altså jeg ser jo helt vildt meget, men det kan bare ikke nytte noget, man tager det hele ind, du er altså nødt til at lave hjernen til en si, så der er noget af det, der fisser ud, fordi man kan simpelthen ikke nå, og jeg kan heller ikke dele det med andre, jeg kan ikke dele, men jeg tænker, at hun skal spørge ud i Eden, altså i universet, lær mig at bruge det her, hvad skal jeg med det, det har jeg gjort, altså jeg overgiver mig helt og siger, jeg ved ikke, hvad jeg skal nu, jeg har brug for hjælp, kom og hjælp mig, og så kommer der også noget, der hjælper mig.

[Paul Bridgwater] (1:24:17 - 1:24:32)
Så det er måske også et godt råd, altså to gode råd, det ene er, du kan lade være med at tage det hele ind, du kan begrænse, det kan man i hvert fald lære, og så spørg om hjælp, ovenfra.

[Ruth Landbo] (1:24:32 - 1:24:57)
Ja simpelthen, jeg kalder engle for alting, altså hvis jeg kan godt finde på at bede om en smerteengle, jeg har ondt i min mave, kom og hjælp mig. Fordi de er der, de er specialiseret på forskellige vis, og hvis ikke du tror på det, så er det helt okay, du kan bare bruge din fantasi, altså vi får det jo aldrig videre alligevel, så hvorfor ikke bruge den frit.

[Paul Bridgwater] (1:24:59 - 1:25:02)
Vi skal slutte med et digt om at være anderledes.

[Ruth Landbo] (1:25:02 - 1:25:37)
Ja, jeg har skrevet sådan et, med nogle få linjer på, og det hedder "At være anderledes". 

At være anderledes er lidt ligesom at være en original. 
Det kan lettere få dig til at leve som primal.
Det er på en måde en forbundethed til et sikkert indre, 
som man kan gå ind i, når man føler sig uklar eller mindre. 
Måske er det sådan, at ens indre liv har ens ryg, 
så det bliver lettere at skabe fred i sit væsen og føle sig tryg.

[Paul Bridgwater] (1:25:39 - 1:26:16)
Ja, og det synes jeg er et godt sted at slutte i fred med sig selv. Ruth, tusind tak, fordi du har fortalt din historie, det jeg har set frem til, og jeg tror det er rigtig vigtigt at få fortalt om historier som din, fordi det hjælper andre med at sætte deres liv i perspektiv, og hjælper mennesker med usædvanlige evner til både at acceptere deres egne evner, men også til at blive accepteret af omverden, at de ved at der er andre derude, der har det ligesom dem.

[Ruth Landbo] (1:26:16 - 1:26:17)
Det håber jeg.

[Paul Bridgwater] (1:26:18 - 1:26:27)
Tak til jer der lyttede, du kan finde denne podcast og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk Tak for nu.