Hanne Frøyr - Om mørke og om lys

Med udgangspunkt i bogen Om mørke og om lys - hvad jeg lærte, da min datter tog sit eget liv beskriver psykolog og forfatter Hanne Frøyr, hvordan hun fandt fodfæste efter tabet, og hvordan oplevelsen ændrede hendes syn på livet og døden.

I samtalen fortæller hun blandt andet om oplevelsen af en fortsat kontakt til datteren efter hendes død, om møder med clairvoyante og om forholdet mellem spiritualitet og psykologi. Vi taler også om menneskers forskellige reaktioner på sorg, og hvorfor det er vigtigt at tale mere åbent om selvmord.

Podcasten giver et personligt indblik i, hvordan et menneske kan forsøge at skabe mening og finde en vej videre, når katastrofen rammer. 

Bemærk: Episoden indeholder samtaler om selvmord og psykisk krise, som kan virke belastende for nogle lyttere. Hvis du selv er berørt af selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201.

Transcript

Intro

[Paul Bridgwater] (0:01 - 0:43)
Velkommen til podcastserien "Nærdødsoplevelser og livsfortællinger". En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og med mig i studiet har jeg Hanne Frøyr.

Hanne er uddannet psykolog, hun er kunstner, forfatter og foredragsholder. I 2017 udgav hun bogen "Om mørke og om lys - hvad jeg tænkte, da min datter tog sit eget liv". Tak fordi du vil være med, Hanne.

Det er en stærk og personlig bog, og en bog om et emne, som mange mennesker har svært ved at tale om. Vil du allerførst fortælle lidt om dig selv og din baggrund?

[Hanne Frøyr] (0:45 - 1:47)
Det vil jeg godt. Du har jo nævnt sådan de der identiteter. Jeg har i mange år arbejdet som psykolog, både i offentlig regi og som selvstændig.

Og så har jeg været meget optaget af den buddhistiske filosofi, hvilket jeg ser som noget af det, der har hjulpet mig til at kunne håndtere de svære ting. I det hele taget har jeg vært nysgerrig på åndelige tilgange og tanker om, hvad livet handler om. Og det har jeg så forsøgt at integrere og formidle.

I mange år var det noget, der var separat i verdener, men i virkeligheden sker der et gennembrud i 2013, da min datter dør. Så det er et år, som jeg ser som et tidspunkt, hvor ting forandres radikalt i mit liv.

[Paul Bridgwater] (1:49 - 1:52)
Har du så været praktiserende buddhist? Har du søgt tilflugt?

[Hanne Frøyr] (1:52 - 2:12)
Det har jeg så ikke gjort, for jeg har altid været meget bekymret for, hvis ting blev for fastlåst eller sekteriske. Men jeg har været på mange retræter, jeg har været i Indien i flere omgange og været i buddhistiske klostre i længere perioder.

[Paul Bridgwater] (2:13 - 2:22)
Og lige for - altså af egen interesse, som psykolog, hvad er det for noget?

[Hanne Frøyr] (2:22 - 2:35)
Det er tanker om, hvad det her meget mystiske, magiske egentlig kunne handle om. Så ja, nysgerrighed tror jeg er noget af det, der har drevet mig allermest i mit liv.

[Paul Bridgwater] (2:36 - 2:38)
Okay, så det har ikke været Freud eller Jung?

[Hanne Frøyr] (2:39 - 2:44)
Jo, først var det Freud, og nu er det rigtig meget Jung, så der bliver ved med at ske ting og sager.

[Paul Bridgwater] (2:45 - 2:46)
Ja, det gør der.

[Hanne Frøyr] (2:46 - 2:47)
Lykkeligvis slutter det ikke.

Bogen

[Paul Bridgwater] (2:48 - 3:28)
Nej, det kan man sige. “Om Mørke og om Lys”, altså bogen, det gjorde et rigtig stort indtryk på mig. Den handler om din datter T's selvmord, men det er samtidig en meget livsbekræftende bog. Og den er personlig, men den udleverer ikke din datter, og den udleverer faktisk heller ikke dig selv. Og den er filosofisk, men du fortaber dig ikke i filosofien og skal forklare en hel masse. Og så er den også spirituel, men den er ikke belærende.

Så det er sådan en knivskarp balance, du har fundet igennem bogens formidling af faktisk rigtig svært stof. Hvordan opstod behovet for at skrive bogen?

[Hanne Frøyr] (3:30 - 5:12)
Altså, først vil jeg sige tak, for det var en meget fin beskrivelse. Den tager jeg til mig. Det var meget smukt.

Tak. Det har egentlig ligget sådan i mange, mange år, som at jeg var en, der kunne kommunikere, og jeg nok skulle skrive. Men jeg har aldrig kunnet se, hvad det var, jeg skulle skrive om, og det syntes jeg var ganske væsentligt for at være en person, der begyndte at skrive.

Og så sker det det, da min datter dør, og vi kommer nok ind på det. Men på et tidspunkt får jeg en besked om, at hun ønsker, at jeg skal skrive en bog. Altså, det er faktisk på bestilling fra hende.

Hun definerer endda, at det skal være en lille bog. Den skal være letlæselig, og formålet med den skal være, at beskrive selvmord, og hvorfor selvmord ikke er noget, som man skal kaste sig ud i. At man skal afholde sig fra det, for det har nogle konsekvenser.

Og de konsekvenser, hvis jeg skal fortsætte den linje ud nu her, så er konsekvenserne, at vi har nogle opgaver her på jorden. Og dem skal vi gennemføre. Og hvis vi ikke gennemfører dem, og laver sådan en, hvor vi cutter af, og begår selvmord, så kommer vi til at få opgaven på et andet tidspunkt.

Det var hendes besked til mig. Og hendes besked var også, hvis bare ét menneske ville afstå fra at begå selvmord, så var det ikke helt formålsløst, eller hvad vi skal kalde det, at hun havde gjort det. Så det var hendes agenda, og det var det, hun bad mig om, og jeg skulle være den, der udførte det.

Beskeder

[Paul Bridgwater] (5:15 - 5:21)
Så når du får beskeder, hvad vil det sige?

[Hanne Frøyr] (5:23 - 6:12)
Ja, det er et godt spørgsmål, for der er mange forskellige måder at få beskeder på. For mig er det noget, der sker inde i hovedet, som en stille stemme. Og jeg har haft svært ved at finde ud af, hvor den kom fra, og jeg er heller ikke så optaget af, hvor den kommer fra, og hvad der er rigtigt og forkert der.

Men jeg kan bare mærke, når det er intuitivt, at det er noget rigtigt, og det er noget, jeg skal lytte til. Men det er sådan en stille stemme, der taler inden i mig, og den beder mig ikke om at lave mærkelige ting. Det er helt godt og nyttigt, det den synes, jeg skal gøre, men nogle gange er det lidt store opgaver, jeg får, men så må jeg jo tage dem på mig.

[Paul Bridgwater] (6:14 - 6:17)
Ja, så det er en form for et indre kompas, kan man sige?

[Hanne Frøyr] (6:17 - 6:18)
Det kan du sige, ja.

[Paul Bridgwater] (6:18 - 6:36)
Ja, ja. Skal du gøre noget specielt for at opnå, altså lytteren vil selvfølgelig tænke: "Gad vide, hvordan jeg selv kan lytte til min egen indre stemme?" Er der noget, du kan gøre for ligesom at være opmærksom på det?

[Hanne Frøyr] (6:37 - 7:16)
Det er, når jeg er i stillhed. Og der er eksempler i bogen på, hvor jeg får nogle beskeder i løbet af natten. Og det er jo tidspunkter, hvor jeg ligger i fuldstændig ro.

Og det er sådan lige en tilstand, hvor det er flydende i forhold til vågen og drøm. Og så kan det være i meditation. Jeg har siddet i situationer, hvor jeg har mediteret, hvor jeg har fået nogle klare beskeder.

Og så på steder, som jeg oplever, hvor der er en særlig energi, kan der også pludselig komme sådan en klar besked.

[Paul Bridgwater] (7:17 - 7:26)
Så det hjælper, hvis sindet er i ro med hensyn til tanker og følelser. Og der kan også være nogle steder, hvor det resonerer bedre.

[Hanne Frøyr] (7:27 - 7:39)
Ja, sådan er det for mig. Det er ikke sådan, at jeg hver andet øjeblik får en eller anden besked. Det er ligesom sådan, at nu er det nu, og der kan gå lang tid imellem.

[Paul Bridgwater] (7:41 - 8:11)
Men her er det selvfølgelig også en situation, som er ekstremt tilspidset, hvor der er brug for, at du får noget at vide. Nu er det en meget personlig bog. Og du er uddannet psykolog med en akademisk baggrund.

Hvad for nogle overvejelser gjorde du dig, før du begav dig i kast med at skrive om fra hovedstolen fra dit eget liv?

[Hanne Frøyr] (8:13 - 8:39)
Der var jo ikke noget valg. Det var jo den situation, jeg stod i med hele mig. Og når det så bliver så tydeligt, at der også sker nogle væsentlige ting, og jeg får nogle væsentlige indsigter, og så parret med, at det også bliver en bestillingsopgave fra min datter, så har jeg jo ikke noget...

Det er bare at gøre det.

[Paul Bridgwater] (8:41 - 9:01)
Jeg tænker også, at der er en dobbelthed i det. Nu kommer vi til det, men du vælger jo lyset. Du får jo et valg mellem mørket og lyset.

Og det sjove er, at det gør din datter jo sådan set også. Hun vælger faktisk også, at på en eller anden måde skal det her give mening, selvom det er meningsløst.

[Hanne Frøyr] (9:01 - 9:01)
Jo.

Rumi

[Paul Bridgwater] (9:04 - 9:17)
Vi må hellere til bogen. Og jeg synes, vi skal starte med bogens indledende citat af Rumi. Altså Rumi, den persiske digter fra 1200-tallet.

Og vil du læse det op?

[Hanne Frøyr] (9:18 - 10:11)
Det vil jeg godt. Mennesket er et gæstehus. Hver morgen er en ny ankomst. En glæde, en tristhed, en ondskabsfuldhed.

Nogle øjeblikkes bevidsthed kommer som en uventet gæst. Byd dem velkommen og underhold dem alle. Selv hvis det er en flok af sorger, som med voldsomhed tømmer dit hus for dets inventar, så behandl hver gæst med respekt.

Måske forbereder han dig til nye glæder. De mørke tanker, skammen, ondskaben. Mød dem smilende i døren og inviter dem ind.

Vær taknemmelig for hvem end der kommer, for hver eneste af dem er sendt som en vejleder fra den anden side.

[Paul Bridgwater] (10:12 - 10:19)
Ja, det er jo et smukt digt. Hvorfor valgte du dette citat?

[Hanne Frøyr] (10:20 - 11:36)
Fordi det er fuldstændig sådan, jeg genkender tingene. Og det giver mig så meget mening, at uanset hvad det er for nogle gæster, følelser, begivenheder, oplevelser, hvad man bliver udsat for, det er alt sammen noget, man på en eller anden måde skal tage vare på. Også selvom det er sorgerne.

Vi har jo en tendens til at tro, at rigtig mange af os synes, at sorger er noget af det triste, det, vi vil helst undgå. Det jeg har lært i det her liv, det er, at sorger faktisk er noget af det, vi vokser rigtig meget af, hvis vi er i stand til at tage imod det, og accepterer, at det er en del af det at være et menneske, at det er en del af livet. Og det synes jeg, Rumi udtrykker, og det er jo så fascinerende, hvordan man på tværs af så mange år kan se, at mennesker har altid opfattet ting på en måde, som vi kan genkende hinanden, en digter fra 1200-tallet, som bare går lige ind i hjertet på mig.

[Paul Bridgwater] (11:36 - 11:39)
Ja, det er også fra en anden kulturbaggrund.

[Hanne Frøyr] (11:39 - 12:07)
Men vi har jo så meget til fælles, og det vi har så travlt med, det er at skelne, og opdele ting, og kan lide, kan ikke lide, vil have, vil ikke have. Vi må tage det, der kommer, og i grunden så tror jeg ikke, vi er så forskellige heller, som 1200-tallets mennesker, og som mennesker fra denne her tid.

Så den grundsubstans tror jeg på mange måder er den samme.

Lysets vej

[Paul Bridgwater] (12:08 - 12:23)
Ja, det er jeg helt enig med dig i. Vi bliver også nødt til at tage fat i selve selvmordet, og tiden lige efter. Hvordan oplevede du både dine egne og omgivelsernes reaktion?

[Hanne Frøyr] (12:25 - 14:33)
Så bliver vi nødt til at rulle hen til det, som du nævnte, at da jeg sammen med min kære søn finder hende, og vi står ved hendes døde krop, så får jeg denne her besked. Det er igen de her beskeder, der kommer, som indre...nogle indre tanker. Og det er meget tydeligt.

Nu har du et valg, siger den stemme inden i mig. Du kan vælge lysets vej, eller du kan vælge mørkets vej. Og jeg står der totalt i chok.

Og samtidig så det, jeg smager på de to, jeg kender ikke konsekvensen, men jeg smager bare mørkets vej, det synes jeg ikke lyder rart. Jeg tager lyset. Og det siger jeg, jeg ved ikke, om jeg har sagt det højt, men jeg har i hvert fald sagt det inden i mig selv.

"Jeg tager lysets vej". Og det bliver på den måde fuldstændig afgørende for den måde, som jeg har reageret på, efter hun dør. Og så vil jeg sige, og det har præget mig lige siden.

Det var svært for mine omgivelser, at jeg ikke var hende, der gik mørkets vej. Fordi det tror jeg, at det er de fleste gør, og det er sådan en kulturel forestilling, om hvordan vi reagerer, når nogen dør. Og især, når nogen dør på en voldsom måde.

Så skal vi ligesom reagere på nogle bestemte måder. Og ofte er det jo, så skal vi have hjælp, og vi skal også gerne have noget medicin, og der er forskellige måder at takle den situation på. Sådan havde jeg det ikke.

Og det, der forvirrede mine omgivelser, det var, at jeg på den ene side kunne sige, at jeg savnede hende fuldstændig vanvittigt, og på den anden side kunne sige, at jeg har det faktisk rigtig godt. Og den diskrepans havde omgivelserne rigtig svært ved. Og det måtte jeg bare acceptere, fordi det var sådan, det var.

[Paul Bridgwater] (14:36 - 14:39)
Er det, fordi sorg skal have et særligt udtryk?

[Hanne Frøyr] (14:39 - 15:09)
Ja, det skal den helt sikkert. Og der var en tæt veninde, hun blev decideret rasende på mig, at jeg reagerede sådan, fordi hun syntes, at hendes sorg var større end min, når jeg reagerede sådan. Så det har også betydet, at det har skilt vandene på mange måder.

Det blev meget skelsættende for mine omgivelsers reaktion, og hvordan jeg selv syntes, det var rimeligt, at jeg kunne få lov til at komme videre. Så det måtte jeg holde fast i selv.

[Paul Bridgwater] (15:10 - 15:22)
Og hvad vil det sige, at vælge lysets vej? Fordi det er jo sådan ret, altså man kan godt forstå det, men lysets vej, hvad ligger der i det?

[Hanne Frøyr] (15:23 - 15:47)
Det er i virkeligheden... Når jeg kigger på det sådan, så var det jo ikke noget bevidst, jeg gjorde. Det var jo ikke en rationel beslutning.

Det var noget hjælp, jeg fik udefra. Og det er jo så, der er noget i Rumidigtet, som handler om det her med, at der er et univers, som på den måde giver os det, vi skal have, og er med til at hjælpe os.

[Paul Bridgwater] (15:48 - 15:56)
Det er de sidste linjer der. "Vær taknemmelig for hvem end, der kommer, for hver eneste af dem er sendt som en vejleder fra den anden side."

[Hanne Frøyr] (15:56 - 16:43)
Ja. Og det læner jeg mig rigtig meget ind i. Jeg tror, vi får det, vi skal have, i forhold til, at vi er hernede med en særlig opgave.

En opgave, som vi har glemt. Fordi der er et slør på. Men når det kommer, så må vi anerkende, at det var det, jeg skulle.

Det er det her, jeg skal lære noget af. Ikke se det som, at: "Det her er en forfærdelig ulykke." "Jeg er et offer", men "jeg har fået en kæmpe udfordring".

Den er ikke nem at stå med, men den skal jeg forholde mig til, fordi det her er en del af den pakke, jeg har fået med mig.

Accept

[Paul Bridgwater] (16:45 - 17:10)
De ni efterfølgende døgn, beskriver du i bogen, at du blev hjulpet igennem med nogle natlige beskeder og oplevelser. Og jeg tror ikke, det er godt i podcast-sammenhæng, at gå ind i alle ni. Det bliver simpelthen for mekanisk.

Men kan du komme ind på nogle af dem, som du kommer til at tænke på nu som værende væsentlige?

[Hanne Frøyr] (17:13 - 17:49)
Det allermest afgørende for mig i denne situation og i livet, for at komme videre i livet, det var accept. Altså ordet accept. At acceptere det, der var sket.

At acceptere min datters valg. At i det hele taget acceptere det, vi bliver udsat for, eller som vi ikke bryder os om, men tager det på os. Ordet ACCEPT, det tror jeg, jeg kunne skrive med meget store bogstaver, som en vigtig del af en livsrejse.

[Paul Bridgwater] (17:53 - 18:16)
Hvis jeg kommer til at tænke i kristne termer, så ville det være måske en byrde eller noget. Men en byrde, et åg på ens skuldre, og så den klassiske kristne fortælling, ville være, jamen, frelsen gør, Jesus gør, at åget er let, siger han. Men det er jo ikke sådan, du tænker accept, det er ikke en byrde på den måde, eller er det?

[Hanne Frøyr] (18:17 - 18:26)
Vi skal acceptere byrden, vil jeg så sige. Acceptere, at der er noget, der er tungt. Og så vil jeg sige, i tillid til, at vi også får hjælp.

[Paul Bridgwater] (18:27 - 18:28)
Ja, okay.

[Hanne Frøyr] (18:29 - 18:35)
Man er ikke alene. Det kan godt være, at der er nogle mennesker, der ryster på hovedet af en, men vi er ikke alene.

[Paul Bridgwater] (18:37 - 18:40)
Er der andre af budskaberne? Accept var en af dem.

Ræk ud

[Hanne Frøyr] (18:42 - 19:19)
Ja, så husker jeg ret tidligt, så blev jeg gjort opmærksom på, at nu skulle jeg altså ikke gå så meget op i mig selv, nu skulle jeg begynde at rette mig ud mod omgivelserne, fordi jeg var ikke den eneste, der var ramt. Og det var sådan meget skelsættende, det her med, lad mig lige få fingeren ud af egne navle, og sådan være så optaget af, hvad rør sig i mig, og kigge på de familiemedlemmer, der var påvirket i allerhøjeste grad hendes venner. Så begynde at vise omsorg for omgivelserne, og det var sådan ret hurtigt, at jeg fik en besked om, hallo, nu kan du godt komme i gang.

[Paul Bridgwater] (19:20 - 19:27)
Ja, det må, altså, ja, var det svært at skifte fokus på den?

[Hanne Frøyr] (19:27 - 19:34)
Nej, men jeg tog det jo alvorligt, og så var jeg sådan, okay, jeg har nok lige været for selvoptaget her, nu må jeg lige tage mig sammen.

[Paul Bridgwater] (19:35 - 19:41)
Ja, men det virker også for mig som store krav at stille, men ja.

[Hanne Frøyr] (19:41 - 19:43)
Altså, man må tage det, man får.

[Paul Bridgwater] (19:45 - 19:46)
Step up to the plate.

[Hanne Frøyr] (19:46 - 19:48)
Det er det, præcis, ja.

Den ubetingede kærlighed

[Paul Bridgwater] (19:48 - 20:11)
Og et af bogens centrale temaer er altså den ubetingede kærlighed, som du har til T, som din datter hedder, i bogen. Prøv at sige lidt mere om det: “ubetingede kærlighed”, hvad er det?

[Hanne Frøyr] (20:13 - 21:13)
Det bliver for mig at kunne elske hende uanset hvad hun byder mig og os. Men medfølelse og helt fra hjertet at mærke, at den kærlighed, den ikke kan brydes af noget. At kærligheden er intakt, uanset at man kan sige, at det var nok en handling, som kunne vippe én temmelig meget af pinden og måske begynde at have nogle andre følelser, men det har jeg faktisk ikke haft.

Og det er jo så igen gaven og sandsynligvis hjælpen, som har gjort, at den er blevet intakt. Jeg kan stå over ved hendes grav og med et smil på læben sige, "din møgunge!" Men jeg mener det ikke.

Jeg har virkelig den, der elsker hende overalt på jorden stadigvæk.

[Paul Bridgwater] (21:13 - 21:19)
Ja, og det hjælper formodentlig både hende og dig, at kunne fastholde det.

[Hanne Frøyr] (21:19 - 21:20)
Det tror jeg.

Kommunikation med T

[Paul Bridgwater] (21:21 - 21:37)
Og det leder os hen til, at hun på en måde stadigvæk er til stede i dit liv. Og i begyndelsen ret konkret, da hun kommer med opgaven i hvert fald. Er det stadig sådan, eller hvordan er dit forhold til hende nu?

[Hanne Frøyr] (21:38 - 22:10)
Meget stille og roligt, vil jeg sige. Jeg kan godt sådan lige sige: "Hej, nu må du godt lige være her." "Jeg vil godt lige have lidt hjælp".

Og så føler jeg mig sådan, så kommer hun nok. Og det ved jeg jo ikke, om hun gør. Men det føles rart.

Det er ikke... Ja, så kan jeg gå og småsnakke lidt med hende, men altså... Jeg føler bare sådan en ro, da jeg tænker på hende.

[Paul Bridgwater] (22:10 - 22:56)
Da min egen far døde, så følte jeg, at han var meget tæt på de første måske halvandet år. Og så... Ja, han fortalte mig blandt andet, hvordan det var at være død, hvilket jeg synes var meget oplysende på forskellige måder.

Fordi han virkede så overrasket over, at der var noget efter døden. Og glad. En af de ting, han forklarede, det var, at her er det sådan, så det man tænker på, det bliver til noget.

Og jeg havde købt en gammel slæde af en Mercedes. Og han viste mig så den smukkeste Rolls Royce i dybt blå farver.

[Hanne Frøyr] (22:56 - 22:57)
Okay.


[Paul Bridgwater] (22:57 - 23:34)
Og så gik det op for mig, at pointen i, at her har vi modstand. Her skal vi hele tiden kæmpe for at skabe noget. Og der er der nogle helt andre spilleregler.

Jeg tror, han er kommet lidt videre fra Rolls Royce'en, men bare pointen i, at der er nogle helt andre værensmåder i livet hinsides. Det var det, jeg forstod, var det overordnede budskab. Men han er så...

Jeg formoder, at han laver andre ting. Jeg kan ikke forestille mig, hvad det kan være. Nå, det var en digression.

[Hanne Frøyr] (23:35 - 24:52)
For at gribe den, så vil jeg sige, at hun er heller ikke så nærværende, som hun var i starten. Nu er der gået... Det er jo rigtig mange år siden, der er gået, at hun døde i 13.

Så det er 13 år siden. Og i starten var hun tættere på, men det var hun jo også blandt andet, fordi jeg opsøgte clairvoyante, fordi den evne her, jeg ikke selv på den måde, så jeg kunne få så direkte beskeder. Og det, jeg holdt op med, det var de første år, hvor jeg havde brug for at forstå nogle ting.

Havde brug for at få verificeret, at der er noget på den anden side. Ja. Hun er ikke så...

Hun fylder ikke så meget mere, og det, tænker jeg, også er en del af sorg. At vi bærer sorg med os, når nogen vi elsker ikke er her mere. Men det fylder ikke det hele, og det er ikke noget, der...

På den måde bliver det... Sorgen er der, den bliver ikke mindre. Den bærer vi med os som en evig gave.

Følelse. Men savnet bliver mindre. Sådan tror jeg, at jeg vil forklare det.

[Paul Bridgwater] (24:54 - 25:09)
Ja. Så sorgen er der, og savnet bliver mindre. Er det sådan, så du savner, hvis man kan sige det sådan, den tætte kontakt, I havde umiddelbart efter hun var død?

Eller er det... Nej.

[Hanne Frøyr] (25:10 - 25:16)
Nej, det gør jeg ikke. Jeg savner den tætte kontakt, jeg havde, mens hun var fysisk til stede. Ja.

[Paul Bridgwater] (25:16 - 25:18)
Selvfølgelig gør du det. Ja.

[Hanne Frøyr] (25:18 - 25:34)
Det er den, jeg savner. Men jeg er helt i ro med, som det du nævner, dem, der er på den anden side. De har deres eget liv, og det skal de...

De skal videre til nogle processer, og dem kender vi ikke til, så det er også noget med at give slip på dem.

[Paul Bridgwater] (25:35 - 25:51)
Ja. Ja, det tror jeg er rigtigt. Nå.

Besøg hos clairvoyante

Men altså... Du er ret grundig med at besøge forskellige clairvoyante, der ikke ved noget om den situation, du står i. Hvad siger de, og hvad får du ud af det?

[Hanne Frøyr] (25:52 - 28:19)
Grunden til, at jeg er meget grundig, det er, at jeg er jo totalt skeptisk til en start. Og jeg har vitterlig syntes, at der var nogen, der var pænt skøre, som gik den vej. Og jeg havde jo fra det...

fra den allerførste clairvoyance scene, jeg var til, det foregik faktisk i det hus, jeg bor i. Og jeg boede oppe på 4. sal, og det var så i kælderplan, hvor der var en séance.

Og jeg havde sådan, okay, hvis de der skøre, primært kvinder, hvis de har fat i den lange ende, så bliver jeg nødt til at gå derned. Så det gjorde jeg. Det var tre uger efter, hun var død.

Og jeg satte mig, og med sådan en forestilling om, nu skal jeg jo ikke gøre noget, så jeg laver sådan en tankeeksperiment, så jeg påkalder mig opmærksomhed. Så jeg sad sådan ude på langsiden, og pludselig, så bliver den clairvoyant, og hun blev meget påvirket, da hun stod der, og hun sagde, nu kommer der en ung kvinde her, og hun er meget ulykkelig, og det påvirker den clairvoyante rigtig meget. Og så kommer der nogle ting, og jeg er ikke i tvivl.

Altså, det er sådan en set-up, hvor man rækker fingeren op, det her, det er til mig, ja, det kunne jeg godt gøre, helt uforbeholdent. Og så spørger jeg den clairvoyante, fordi hun siger, det er meget voldsomt, for en sjæl, at eksponere sig, må det hedde, så tidligt efter, de har forladt kroppen. Så det var en kæmpe anstrengelse for hende, og nu skulle hun hvile sig.

Og så spørger jeg hende, hvornår er det opportunt, at kontakte hende, og det skulle være simpelthen seks måneder efter. Så det gjorde jeg. Og der kom igen nogle fuldstændig uforbeholdne, genkendelige beskeder fra hende.

Og i øvrigt, så vil jeg lige tilføje, fra min far, som ikke troede på noget som helst, og som jeg... Og døde to måneder inden min datter. Og han fik sagt: "Jeg er blevet godt nok overrasket".

Det havde jeg godt nok ikke regnet med. Så det var sådan meget overbevisende beskeder.

[Paul Bridgwater] (28:20 - 28:23)
Kan du eksemplificere på en måde, så det ikke bliver for privat?

[Hanne Frøyr] (28:24 - 29:47)
Jamen, hun beskrev, hvad det var, der var grunden til, hun havde taget sit eget liv. Hun beskrev, hvad det var for nogle ting, hun havde kæmpet med. Hun beskrev, hvordan det var at være inde i en tåge, så hun simpelthen ikke kunne se anden vej ud.

Og hun beskrev også, hvordan hun så kommer over på den anden side, og kan se, at det var fuldstændig forkert, fordi det var sådan set... Hun havde haft et godt liv på mange måder. Men, kan jeg tilføje, også et liv med mange udfordringer.

Og dem havde hun ikke kunnet se sig ud af. Så hun beskriver, hvad det er, der ligesom er det, der bygger op, til at hun tager sit eget liv. Og så beskriver hun, hvad hun foretager sig på den anden side.

Der bliver sunget en del, og det hun slutter af med, det er faktisk "Elefantens vuggevise", som var den sang, som vi havde som sådan en fast godnat-sang, en "lille skat" sang, da hun blev puttet, da hun var mindre. Så den endte hun med at synge, hvilket også gik lige i hjertekuglen, hvor jeg heller ikke var i tvivl om, at vi to godt kendte hinanden.

[Paul Bridgwater] (29:48 - 29:54)
Og, altså, kunne den clairvoyante ligesom sige, det er "Elefantens vuggevise", eller hvordan?

[Hanne Frøyr] (29:54 - 30:01)
Den blev sunget. Den clairvoyante var ligesom resoneret. Hun gentog det, der blev sagt.

[Paul Bridgwater] (30:02 - 30:06)
Okay. Så det var med ord, og det hele?

[Hanne Frøyr] (30:06 - 30:15)
Det var med ord, og en lille melodi, og ja. Og så fortonede hun sig. Så har hun været til stede omkring en time, tror jeg.

[Paul Bridgwater] (30:16 - 30:17)
Det er også længe.

[Hanne Frøyr] (30:17 - 31:43)
Ja. Men det var jo vigtigt for hende, for hun havde jo kæmpe skyldfølelse, det fik hun jo også sagt. Men som du siger, det var jo ikke nok for mig, for jeg var jo stadigvæk i den der, det er for vildt, det her.

Så jeg følte mig lidt som sådan en antropolog eller etnograf, hvad det hedder, som gik på rejse i det her, hvad er det for en mysterieverden? Og så kommer jeg, ja, og nu siger jeg, tilfældigt, og ingenting er tilfældigt. Så det ord tager jeg til mig.

Men uden at have planlagt det, tager jeg på en rejse til Japan, og det viser sig, at arrangøren af den rejse, hun er en clairvoyant, som er specialist i afdødekontakt. Så der bliver arbejdet lidt, når vi ikke er ude at se på templer, og til te-ceremoni, og sådan hvad man gør af dejlige ting i Japan, så arbejdede vi også med nogle med afdødekontakt, som vi selv, hvor vi selv gik ind og trænede i det. Og den kvinde, hun havde nogle rejser, en gang om året til et spiritistcenter i London, og det hoppede jeg med på, for jeg tænkte, okay, så tager jeg den lige for scratch der, der er ikke nogen, der ved noget som helst, og nu prøver jeg lige en gang, kan det virkelig være rigtigt?

[Paul Bridgwater] (31:44 - 31:45)
Hvad hed det? Kan du huske det?

[Hanne Frøyr] (31:47 - 32:11)
SAGB Jeg har skrevet det i bogen. Jeg kan ikke huske navnet. Men jeg var der to gange, lå tæt på Victoria Station. Jeg var der to gange, fordi den første gang, det var også fuldstændig overbevisende, og der fik jeg jo besked om, at jeg skulle skrive bogen. Det var i den samtale med hende, at jeg fik besked om, at jeg skulle skrive bogen.

[Paul Bridgwater] (32:12 - 32:12)
Okay.

[Hanne Frøyr] (32:15 - 34:41)
Og i den samtale beskrev hun også, hvor dårligt hun havde det over, hvad hun havde budt sine omgivelser. At hun virkelig var ulykkelig. Noget som virkelig ramte mig.

Det gjorde mig rigtig ked af det. At hun havde det så svært ved at acceptere det, hun havde gjort. Og det var jo så også en del af, hvor hun sagde, det er så vigtigt, at denne her bog bliver skrevet, fordi andre skal også vide, at det er altså ikke noget, man skal gøre.

Man kan ikke smutte, uden at man i hvert fald får nogle hangovers, når man er på den anden side. Og hun fortalte jo også, hvordan hun simpelthen måtte komme i en skole, hvor hun fik hjælp til ligesom at se mere klart på tingene. Og efter den begivenhed, så året efter, var jeg med igen.

Det var sådan en lille gruppe, der var afsted. Og der talte jeg med en anden clairvoyant. Og der fik jeg at vide, at hun var...

Der var jeg jo så gået i gang med bogen. Og der var hun enormt taknemmelig, og hun takkede for, at jeg havde gjort det. Og der fortalte hun så også, at det var faktisk en gave, hun havde givet mig.

At jeg skulle skrive bogen. Og det kunne jeg jo godt se, når jeg kiggede sådan i bagklogskabens lys. Jeg havde ikke lige set, at det var en gave, at jeg skulle skrive bog.

Det havde jeg jo ikke prøvet før. Men jeg kan jo godt se, hvordan det så i virkeligheden har banet vejen videre, for hvad der er sket i årene efter. I og med, at jeg har skrevet flere bøger.

Det har ligesom fået hul på noget. De møder, jeg har haft med clairvoyante, og det jeg har fået at vide der, der har jeg ikke været i tvivl. Jeg er ikke i tvivl om, at der er nogen, der har den evne, så de kan være i kontakt.

Og der er en anden side at være på. Og vi går over til den anden side. Og det jeg er i fred med, det er så ikke noget, jeg bliver ved med at opsøge.

Jeg skal ikke fortsætte med det. Det er jeg helt i fred med.

[Paul Bridgwater] (34:42 - 34:50)
Ja, man kan også bruge så lang tid på at tænke på efterlivet, at man glemmer livet.

[Hanne Frøyr] (34:50 - 34:51)
Det er en god pointe.

Camus

[Paul Bridgwater] (34:53 - 35:28)
Bogen trækker også på Camus, altså den franske filosof, som en slags fortolkningsramme. Og han skriver det berømte "Der er kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem - selvmordet".

Og han gør det på en anden baggrund. Han er jo eksistentialist, og som udgangspunkt er tilværelsen absurd for ham. Hvorfor blev Camus vigtig for dig i forsøget på at forstå T's selvmord?

[Hanne Frøyr] (35:29 - 35:52)
Fordi der var meget, meget lidt at hente i litteraturen og i filosofien. Og Camus står som en af klassikerne. Sisyfos-myten er jo virkelig et eksempel på, hvordan mennesker kan leve, måske.

Man skal finde mening i en meningsløs tilværelse. Det er jo det, han griber fat i.

[Paul Bridgwater] (35:53 - 35:56)
Kan du lige fortælle Sisyfos-myten? Hvad drejer den sig om?

[Hanne Frøyr] (35:56 - 36:41)
Den er meget kort i min version. Men det handler jo om en mand, som har en sten, som han skal rulle op ad et bjerg. Og når man ruller en sten op ad et bjerg, så ender den jo med at rulle ned igen.

Så det er et arbejde for evigt. Det er et Sisyfos-arbejde. Et Sisyphos-arbejde er noget, som kan virke totalt meningsløst og er endeløst.

Og der er Camus, som jeg tolker ham, siger han jo, at ormen er i menneskets hjerte, i menneskets tanker, at det, der er styrende for, hvordan vi takler det, der er meningsløst.

[Paul Bridgwater] (36:41 - 36:50)
Altså, ormen er i menneskets tanker og følelser og bestemmer, hvordan vi...

[Hanne Frøyr] (36:51 - 37:33)
Vi må ved vores tanker finde ud af, hvordan vi finder mening i det meningsløse. Og hvis vi ikke kan finde mening i det, fordi han anser jo det der liv, vi har. Det er jo et slavearbejde, vi har gang i.

Som fuldstændig meningsløst. Vi kan kun... Hvis vi står og ser det på den måde, så er der kun selvmord.

Hvis vi er i stand til at finde mening med det her op-ad-bakke liv, så kan vi jo tankemæssigt få noget dejligt ud af det. Jeg tror ikke, han siger, det er dejligt, men det er vores tanker, der er afgørende for, hvordan vi håndterer det.

[Paul Bridgwater] (37:34 - 37:54)
Han siger, vist noget med lykken... Altså, det er et eller andet med et lykkeglimt, han får på vej ned. Jeg kan ikke huske helt, hvordan det er formuleret, men det er netop den der pludselig lykkeglimt, som jeg kan huske, når jeg læste den.

Det gjorde indtryk, fordi jeg tænkte, ja, sådan kan det også være. Og så bagefter tænkte jeg, hvordan Søren kan det være, det? Altså, det er sådan en...

[Hanne Frøyr] (37:55 - 38:46)
Men det er jo, hvordan man vender tingene. Og det kan man jo så føre tilbage til. Der er en grund til, at den her lille bog kom til at hedde "Om Mørke og Om Lys".

Fordi der er både mørke og lys i verden. Og det er jo et spørgsmål om, hvad er det for en... Hvilken af vejene tager vi?

Går vi den ene vej? Går vi mørkevejen, eller går vi lysvejen? Og jeg citerer også Robert Frost, som jo har et digt, som handler om, om man tager den ene vej, eller den anden vej.

Og så er der den, hvor de mange går, og så er der den, hvor der ikke er ret mange på, som de færreste vælger. Og det er nok lysets vej i høj grad. Men vi har et valg.

Og det er meget afgørende for den måde, jeg har forstået de ting, der er foregået i mit liv. Vi har et valg.

[Paul Bridgwater] (38:47 - 38:49)
Og Robert Frost, det må være The Road Not Taken.

[Hanne Frøyr] (38:50 - 38:50)
Yes.

[Paul Bridgwater] (38:52 - 38:55)
Okay, det må man altså google sig til. Vi har den ikke lige foran os.

[Hanne Frøyr] (38:55 - 38:59)
Nej, jeg har et citat i bogen. Jeg kan ikke huske det. Det er længe siden, den er skrevet.

Reaktioner på bogen

[Paul Bridgwater] (39:02 - 39:07)
Godt. Der er gået ni år siden, bogen udkom. Hvordan har reaktionerne på bogen været?

[Hanne Frøyr] (39:09 - 40:21)
I første omgang, da den kom ud, var der faktisk meget medieomtale. Der er jo - der sidder medier, som elsker sådan nogle lidt sørgelige, personlige historier. Der kommer man igennem på mange måder.

Foredrag rundt i pårørende foreninger. Ellers har den haft et meget stille liv. Og på et tidspunkt, så når forlag synes: “Nu fylder det her, der er ikke salg nok i en bog”, så får man at vide, at nu kan man godt for en eller anden sum penge overtage restlageret.

Så det er sket. Men den findes på biblioteker, og den findes som lydbog. Jeg fortryder, at jeg ikke selv har indtalt den.

Det kunne jeg ikke dengang. Der afstod jeg fra det. Men man kan få den på bibliotekerne og som lydbog.

Og der er stadigvæk mange, der henvender sig til mig. Og der er stadigvæk mennesker, som takker mig. Så den har et liv, som den skulle ud.

[Paul Bridgwater] (40:22 - 40:24)
Den kom også i to oplag.

[Hanne Frøyr] (40:25 - 40:30)
Okay, det vidste jeg ikke. Jeg har ikke fulgt med.

[Paul Bridgwater] (40:34 - 40:47)
Du har nævnt, at det var både en opgave og også en gave for at bruge det udtryk. Så hvad har det betydet for dit livssyn i dag? Altså bogen og processen?

Spirituelle psykologer

[Hanne Frøyr] (40:48 - 41:28)
Altså bogen er jo bare en måde at beskrive mine tanker og hvad der er sket. Men mit livssyn er jo fuldstændig forandret. Jeg læner jo mig op af alle de skøre damer, og jeg er blevet en skør dame sammen med dem, som tror, at der er mere mellem himmel og jord.

Derfor går jeg også videre med at arbejde med at integrere den spirituelle del i vores liv. Som en opgave, som jeg også er gået i gang med, det er at få spiritualitet ind som en del af psykologien.

[Paul Bridgwater] (41:29 - 41:44)
Det synes jeg faktisk er vigtigt, at vi kommer ind på, fordi en af dem, jeg også har interviewet her i podcasten, har netop gjort brug af en spirituel psykolog og var vældig glad for det. Hun sagde, at det var gennembruddet. Så kan du sige lidt om hvad det er for noget?

[Hanne Frøyr] (41:44 - 43:00)
Jamen, der er mange tilgange, der er mange forskellige måder, man kan arbejde. Man kan jo både kropsligt og italesætte og ja, der er forskellige tilgange, hvordan man kan arbejde, men det er overhovedet at have en holdning om, at vi som mennesker er krop, sind og ånd. Det, der faktisk er det rystende, er det at have ånd med, at det faktisk ikke hører med i den traditionelle psykologi.

Så overhovedet det at italesætte åndelige oplevelser, kunne tale om dem, at mennesker får et rum, hvor det får plads. Hvor rigtig mange mennesker oplever jo netop i krisesituationer, at der sker ting, som er uforklarlige og som det rationelle ikke bare kan forklare. Så det at vende det med et menneske, som kan rumme det og som selv har nogle erfaringer, uden at det er det, man deler ud, men at man anerkender, at det er en del af det at være menneske.

Det er en stor forskel for at sidde med en, som udelukkende tænker rationelt.

[Paul Bridgwater] (43:00 - 43:03)
Og hvis man gerne vil finde sådan en, er det en forening, er det et netværk?

[Hanne Frøyr] (43:04 - 43:37)
Ja, men det er jo det sjove, at der er jo her, over de sidste år, er der kommet i, Dansk Psykologforening har selskaber ellers med forskellige interesser. Det er lykkedes at få anerkendt at lave et netværk. Det er lidt ikke så fint som et selskab, men det er dog blevet en gruppe, og det er faktisk en voksende gruppe af psykologer, som er medlemmer af "Netværk for psykologer, der er med interesse for spirituelle emner", tror jeg, det hedder.

[Paul Bridgwater] (43:37 - 43:43)
Så hvis man nu ringede til Dansk Psykologforening, ville de kunne henvise til netværket, eller skal man gå [andre veje].

[Hanne Frøyr] (43:43 - 43:52)
Det er jeg i tvivl om, om de vil gøre. Altså vi er ude i sådan nogle yderkanter, men jeg tror nu nok, at de vil kunne det med hjælp, men det ligger på hjemmesiden.

[Paul Bridgwater] (43:52 - 43:56)
Okay, så man kan gå ind på hjemmesiden, og så kan man søge det derfra.

[Hanne Frøyr] (43:56 - 44:06)
Og der er over de sidste år, sker der virkelig nogle ting. Så det er meget interessant at være med i den proces.

Livslinien

[Paul Bridgwater] (44:07 - 44:35)
Altså normalt plejer jeg at afslutte podcasten med gode råd men det synes jeg faktisk ikke er særligt passende her, da selvmord er så væsentligt et emne og der er så forskellige forløb, så det ville være halsløs gerning at ligesom anbefale noget bestemt. Men hvad er det nu det hedder, det man kan ringe til?

[Hanne Frøyr] [44:35 - 44:50]
Det hedder Livslinien, så jeg synes det ville være en god idé at vi nævner, hvad det er for et nummer man kan ringe til, hvis man har selvmordstanker og det er 70 20 12 01

[Paul Bridgwater] [44:51 - 46:00]
70 20 12 01 - så hvis man går med selvmordstanker, så ring til Livslinien. Og ellers kan jeg bare varmt anbefale denne bog til alle, der gerne vil vide mere om emnet. Hanne, tusind tak, fordi du vil dele din historie, og du har fortalt om bogen.

Og selvmord er stadig et tabu, og derfor er det vigtigt, at nogen sætter ord på det, på mørket og sorgen, og det, der måske kan bringe lys ind igen. Og som lytter kan du høre denne podcast og andre episoder, i serien “Nærdødsoplevelser og livsfortællinger” på Spotify og Podimo og Apple Podcasts og så videre. Og tak til Pia Scharbau for at gøre mig opmærksom på, ja, Pia, jeg har udtalt dit navn forkert, det må være Pia Scharbau for at gøre mig opmærksom på denne fine bog “Om mørke og om lys”. 

Du kan finde transskriptioner og øvrigt materiale på healinghelp.dk Tak fordi du lyttede med.