Dinas nærdødsoplevelser

Komplikationer efter en fødsel førte til, at Dina var ved at forbløde på grund af en revnet hovedpulsåre. I elevatoren på vej til operationsstuen oplevede hun at se sin egen krop og hospitalspersonalet udefra. Hun kunne følge de tilstedeværendes tanker og samtaler, samtidig med at hun oplevede en utrolig lethed og ro – “en ren væren”, som hun selv kalder det.

Mens hun senere lå i koma, oplevede hun en række stærke øjebliksbilleder: hendes mand Rune på hospitalsgangen, en lægesamtale med de pårørende og hendes nyfødte barn hjemme i stuen. Hun beskriver også en oplevelse af at rejse ud “i universet”, hvor alt syntes forbundet gennem lysende tråde af kærlighedsenergi.

Efter nærdødsoplevelsen valgte Dina at stoppe som sygeplejerske og uddanne sig til psykoterapeut. Hun har mistet sin angst for døden og fået en ny forståelse af, hvad det vil sige virkelig at være til.

Du kan læse mere om Dinas professionelle virke på hendes hjemmeside: dkterapi.dk

Transcript

Transskription:

[Paul] (0:00 - 0:44)
Velkommen til podcastserien "Nærdødsoplevelser og livsfortællinger". En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og i dag skal jeg tale med Dina.

Dina er psykoterapeut og sygeplejerske, og lige nu sidder jeg i hendes klinik i Aarhus. Rettesagt lidt uden for Aarhus, og der er marker med raps udenfor og nogle høns, og faktisk er det meget landligt. Jeg har smugkigget på din hjemmeside, og der har du valgt et citat af Løgstrup, og det lyder sådan:

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at holde noget af dets liv i sin hånd". Hvorfor har du valgt det?

[Dina] (0:46 - 1:34)
Det har jeg valgt. Det var faktisk et citat, jeg allerede var optaget af dengang jeg læste til sygeplejerske og skrev min bacheloropgave, der skrev jeg min bacheloropgave om "mødet med patienten".

Det her med noget af det, som Løgstrup her beskriver så smukt, synes jeg, det er med hvordan vi har en stor indflydelse på hinanden. Om vi ved det, og om vi vil det eller ej. At vi som mennesker er relationelle væsner, at vi er forbundet, og den her udleverethed, ansvaret vi har for vores medmennesker, som vi møder. Det her med at tage vare på hinanden. 

[Paul] (1:34 - 1:45)
Og hvad har du fået med dig hjemme fra omkring det med det evige liv, om tro, død, det åndelige?


[Dina] (1:45 - 3.09)
Jeg er opvokset i et kristent hjem med rødder i Indre Mission, så det med livet og døden, og på en eller anden måde var det en nærværende del. Som jeg husker det, og som det har landet i mig, så var det meget himmel og helvede, gud og djævlen, det gode og det onde.

Lidt de der modpoler, der er fyldt meget, og på en eller anden måde var der noget trygt i det, og på en eller anden måde var der også noget frygtsomt i det for mig. Og noget besnærende og noget mørkt i det, fordi det også fyldte meget for mig, den her følelse af at være forkert og at være syndig. Og at jeg godt kunne føle, at den her kærlige Gud, der blev prædiket og fortalt om, at det havde jeg nogle gange lidt svært ved at få øje på inden for de rammer, jeg oplevede.

Og så havde jeg en årrække i mine ungdomsår, hvor jeg kom i en sekterisk frikirke, og det var nok heller ikke med til at gøre noget supergodt for mig i forhold til min relation til det religiøse.

[Paul] (3:09 - 3:13)
Hvad var forskellen mellem Indre Mission og så det her ungdomsmiljø?

[Dina] (3:13 - 4:15)
Det her ungdomsmiljø i den her frikirke, det var en meget karismatisk frikirke, så det var meget umiddelbart højt til loftet, viften med armene, halleluja, tungetale og håndspålæggelse. Så på den måde var det utroligt anderledes end det mere afdæmpede kristne, jeg kom fra, og også et opgør med den kristendom, jeg er opvokset i. Og alligevel var det bare på en eller anden måde over i en anden, jeg har lyst til at kalde det, en faldgruppe, nu har jeg set i bakspejlet, fordi det var virkelig noget, der satte sig nogle store ar på sjælen i den ungdomsperiode.

Selvom det virkede mere frit, så var det på ingen måde mere frit. Det var bare nogle andre rammer.

[Paul] (4:15 - 4:20)
Det var det samme dikotomi mellem himmel og helvede, gud og djævel?

[Dina] (4:20 - 4:50)
Ja, det var bare blevet meget mere tydeligt, men det var stadigvæk inden for nogle meget menneskeskabte rammer med ret og vrang. Og at denne her kærlighed, som jeg umiddelbart synes, jeg mærkede, og den her samhørighed i ungegruppen. Noget af det var ægte, og noget af det var virkelig også indbegrebet af sekterisk.

[Paul] (4:50 - 4:57)
Har du noget fra den periode, som du kan betragte som en åndelig oplevelse?
[Dina] (4:59 - 5:38)
Ja, altså jeg oplevede en særlig forbundethed, særligt også unge imellem i den der frikirke. Og det var noget af det, der dragede mig. Jeg følte virkelig, at jeg hørte til.

Og det var det, der ligesom bandt mig i første omgang rigtig gerne og ville være en del af det. Og så var det som om, at det blev besudlet lidt, eller det blev ødelagt af, at der var nogle vældig styrende kræfter inden for den her kirke, som satte nogle meget firkantede regler op og var meget styrende og kontrollerende.

[Paul] (5:40 - 6:11)
Jeg kan huske selv, at jeg var jo også med i en ungekristengruppe dengang, hvor jeg følte den samme form for samhørighed, men jeg kunne ikke forstå, at lyset var forsvundet fra dem, der var blevet ældre i kirken. Man kunne godt fornemme, at der var sådan en form for fantastisk dynamik og glæde i ungegruppen. Og samtidig tænkte man, hvor det blev af, når man så ramte de der.

Ja, de forekom gamle, selvom de sikkert kun var 35.

[Dina] (6:13 - 7:03)
Ja, sådan kan det ændre sig. Der var nu også nogle af de ældre, der var "on fire", men på den her måde, hvor det kom til, for mig i hvert fald, at jeg til sidst blev i tvivl om, hvad var det egentlig. Altså den her ild, jeg synes, jeg blev draget af og tænkte, at det er sådan her, det kan være, at der ikke er de her besnærende bånd på at kunne mærke, sanse og leve kristendommen.

At det mere blev de menneskeskabte se mig og følge mig. At det på den måde blev ukristent for mig at se.

[Paul] (7:03 - 7:17)
Godt. Og nu til din nærdødsoplevelse. Hvor gammel var du?

Altså hvor var du henne? Og hvad skete der? Tre spørgsmål.

Det må man aldrig lave i en podcast, men nu har jeg gjort det.

[Dina] (7:21 - 9:12)
Det var i 2017. Jeg var 30 år og gravid med vores datter, som nu er 8 år, Astrid. Og jeg skulle have et planlagt kejsesnit.

Og det skulle jeg dels, fordi hun var stor og jeg havde rigtig meget fostervand. Og så på det, de kalder psykisk indikation. For det var i virkeligheden faktisk 8.

gang, jeg var gravid. Så vi havde mistet rigtig mange gange også sent i graviditeten tidligere. Så det at være gravid var vældig psykisk belastende.

Så det var også primært derfor, at jeg skulle have et planlagt kejsesnit, fordi nu må den her graviditet godt få en ende. Og det var et vellykket kejsesnit, og både Astrid og jeg havde det godt bagefter. Og jeg blev udskrevet dagen efter med smertestillende.

Og så var vi egentlig en lykkelig familie herhjemme på nu fire. Og så var det den 6. oktober, at hun blev født.

Og så den 11. oktober på 5. dagen, så får jeg det pludselig rigtig dårligt.

Og når lige at sige til Rune, min mand, at noget er helt galt. Og så mærker jeg sådan et spyd inde i maven i venstre side, og så falder jeg om. Og så ved jeg ikke, hvor meget jeg lige skal fortælle mere, når det er rent klinisk, eller hvad man skal sige.

[Paul] (9:13 - 9:23)
Jamen, det tænker jeg så meget, at du er komfortabel med. Du er jo sygeplejerske, så du ved faktisk så meget om, hvad der egentlig sker.

[Dina] (9:23 - 15:19)
Ja, det er ikke en ubetinget fordel altid! Fordi det næste, jeg husker, det er, at jeg vågner op derhjemme på badeværelsesgulvet, og min mand, han har haft ringet til alarmcentralen, og de har sendt både ambulance og akutlægebil ud. Og det første, jeg ser, da jeg slår øjnene op, det er, at jeg faktisk ser ind i øjnene på min daværende kollega, Thomas, en anæstesilæge, og bliver overrasket over at se ham, og han var også noget overrasket over at se mig der.

Og så husker jeg bare, hvordan jeg dels havde ondt og var omtumlet, men det der blik, jeg så i hans øjne, det var foruroligende. Og det er også det der kendskab, jeg havde både til ham, som anæstesilæge, de kan som regel stå imod en hel del, at det der blik havde jeg kun set et par gange tidligere, og der havde det bestemt ikke været godt for patienterne. Der var det fordi, de havde været i overhængende livsfare.

Jeg prøvede at fortælle mig selv, at det var fordi, han syntes, det var underligt at se mig der, hvilket det også var. Det har han også bekræftet efterfølgende, men det var også fordi, han godt var klar over, at det var ret alvorligt med mig. Jeg havde et meget lavt blodtryk, og jeg var bleg, og havde lidt svært ved at holde bevidstheden, at jeg var noget omtåget.

Og nu har du jo så set, hvor tæt vi bor på Skejby sygehus, og alligevel er der under to kilometer derude. Så bliver der faktisk talt om at rekvirere politieskorte for at få mig hurtigt ud på Skejby. De får mig stabiliseret med noget væske, og jeg holder bevidstheden indtil vi er ude på sygehuset.

De er ikke helt sikre på, hvad der sker, men de har noget mistanke om, at jeg måske bløder et eller andet sted indenfor i forhold til kejsersnittet. Enten det, eller at jeg måske har en blodprop i lungen, eller et eller andet. Og så da vi kommer ud på sygehuset, er jeg egentlig nogenlunde stabil, og når også at være klar nok i hovedet til at fornemme, at min nyfødte datter er sulten, og begynder at amme hende.

Og så bliver jeg lige pludselig enormt dårlig igen, og når bare at sige, tag hende, tag hende, fordi jeg bare kan mærke, at nu forsvinder jeg igen. Og der er det også beskrevet i journalen, hvordan jeg svæver ind og ud af bevidsthed og kramper, og har det rigtig dårligt. Og så er det lidt underligt, fordi så oplever jeg, at jeg ind og ud af bevidsthed, men at jeg egentlig har en oplevelse af at være vågen.

Samtidig med at jeg på det her tidspunkt i min journal står, at jeg er inde og ude, og ikke rigtig er i bevidsthed og har kramper, der bliver jeg kørt i sengen, de løber af sted læger og sygeplejersker med sengen hen mod elevatoren, det er sådan noget på Skejby, der skal man op på anden etage for at komme op til operationsgangen. Og det er der, de vil have mig op nu, fordi jeg er så dårlig. Og jeg husker, at jeg bliver kørt af sted, og vi kommer ind i elevatoren, og så hører jeg den her monitorering, den her overvågning, jeg har på, hvordan det begynder at bimle og bamle.

Og så hører jeg sygeplejersken til højre for mig, meget insisterende og højt sige, blodtrykket falder, og så bimler og bamler det mere, blodtrykket falder yderligere siger hun, og så går det helt amok det der alarmering der, så siger hun, der er ikke længere noget tryk. Og på det tidspunkt er jeg klinisk bevidstløs, og det er også det, de måler sig til, at de ikke længere kan måle noget blodtryk på mig. Og samtidig er jeg klinisk bevidstløs, og så er jeg pludselig meget mere bevidst, end jeg nogensinde har været.

På vej hen mod den her elevator, der går jeg fra at have de mest intense smerter, jeg kan huske nogensinde har haft, og være virkelig bange, fordi det er som om jeg virkelig hver en celle i min krop kan godt mærke, at det her ikke er godt. Og jeg er godt klar over det her, det er ikke sikkert jeg overlever det faktisk. Til lige pludselig at være fuldstændig i fred og ro, og jeg kunne ikke trække vejret, det var som om der stod en elefant på brystet af mig.

Og lige pludselig var alt bare let. Jeg gik fra at være tung til at være fuldstændig let og fredfyldt. Jeg bliver helt ondt i kæberne og smiler, når jeg fortæller om det.

Det var bare ren væren og fred og alt var bare godt. Så det var sådan enormt kontrastfyldt at gå fra det ene til det andet.

[Paul] (15:21 - 15:23)
Det lyder som en meget sanselig oplevelse.

[Dina] (15:23 - 16:43)
Meget, meget sanseligt. Det var nemlig ikke noget jeg tænkte over, det var bare ren væren. Alt var bare som det skulle være.

Og også ind i elevatoren, hvor jeg hører sygeplejersken sige det her. Jeg ser, hvilket kan lyde skørt, fordi jeg var så bevidstløs og havde lukket øjnene. Men alligevel ser jeg fra mine øjne over på hende og ser hvordan hendes hals og hendes bryst er fuldstændig rødmosset.

Og bare kan se, hvordan adrenalin pumper rundt i hende. Og samtidig ser jeg det hele oppe fra højre hjørne i elevatoren. Så ser jeg mig selv i sengen og ser nakken af læger og sygeplejersker og for det ikke skal være løgn, så ser jeg det også fra deres øjne.

Og så mærker jeg deres adrenalin, som om jeg også hører deres tanker og er dem, samtidig med at jeg er mig. Og det kan lyde skørt, det ville man da godt nok undres over, men det gjorde jeg ikke.

[Paul] (16:46 - 16:47)
Så det var ikke forvirrende?

[Dina] (16:49 - 17:36)
Nej, overhovedet ikke. Det lyder forvirrende, når jeg forklarer det. Og jeg kan selv blive sådan helt forvirret, når jeg tænker over det nu.

Men det var det ikke. Det var stadigvæk enormt fredfyldt, og jeg registrerede, at de virkelig var tændt. At de var virkelig fokuserede.

Og at selv den her sygeplejerske, hun følte sig presset. Men jeg var fuldstændig i ro. Så det var en oplevelse af at mærke de andre, men samtidig ikke blive taget af sted med det.

Eller ikke blive kuppet af det, hvis man kan sige det på den måde.

[Paul] (17:39 - 17:42)
Hvad med din egen krop, der lå der? Kunne du forholde dig til det?

[Dina] (17:43 - 21:09)
Ja, den var bare. Jeg mærkede den ikke. Jeg var et andet sted.

Jeg var alle mulige steder andet end der. Så åbner jeg elevatordørene, og vi kører ud af elevatoren hen mod en observationsstue. Og så bliver jeg pludselig enormt tung igen.

Og fra alt det her, der burde være forvirrende, som ikke var det, så bliver jeg pludselig meget forvirret. Og der er jeg kommet til mig selv igen. Og de roder og reagerer i både den ene og den anden ende.

Og der er en sygeplejerske, der har fokus på at prøve at tale med mig. Og der er en sygeplejerske, der prøver at berolige mig. Hun ser, at jeg ser forvirret ud.

Og siger, at det kan hun godt forstå, at jeg gør, fordi jeg ikke har været vågen. Jeg har været bevidstløs, men nu vil de lige gøre mig klar til operationen og finde ud af, hvad der sker. Fordi et eller andet er i hvert fald ikke, som det skal være.

Det fortrød jeg inderligt bagefter, at jeg havde spurgt hende om. Men jeg spurgte, fordi jeg virkelig havde følelsen af, at livet var ved at forlade min krop. Jeg føler virkelig, at jeg er ved at dø.

Er jeg det? Hvad sker der? Hun siger, at det er bare det, læger og sygeplejersker skal gøre.

Det må jeg godt sige, når jeg selv er sygeplejerske. Når det virkelig bare er presset, og de ikke ved, hvad jeg skal sige, [siger de] "vi gør, hvad vi kan". Okay, "glem at jeg spurgte", tænkte jeg.

Det var for mig en bekræftelse af, at det ikke var godt. Så bliver jeg gjort klar til operationen, og der husker jeg, at der er Rune, min mand, kommet ind for lige at tage afsked med mig, inden jeg skal køres til operationen. Jeg bliver spurgt, om de godt må give mig noget blod, hvis jeg får brug for det, for det regner de med, at jeg gør.

Og derfor har jeg sagt, at det må de gerne. Det har jeg det lidt blandet med, men jeg følte virkelig, at jeg havde et behov for at sige til min mand, at jeg elskede ham, og at han skulle passe på vores piger. Det var jo rigtigt nok, at jeg elskede ham, men det blev lidt tydeligt på en eller anden måde, at jeg ikke helt troede på, at jeg ville overleve det.

Det var måske lidt en barsk måde at efterlade ham på, men jeg havde et enormt behov for at få det sagt, hvis nu det var det sidste, jeg kunne sige til ham.

[Paul] (21:14 - 21:26)
Nu tænker jeg måske lidt overrationelt, men er det rigtigt godt, at du fik det afklaret hos sygeplejerskerne? Er det rigtigt godt, at du fik fortalt ham det? Hvis det nu havde gået galt, så var det da det bedste, du kunne sige i den situation?

[Dina] (21:26 - 28:29)
Ja, det er det nok. Når jeg siger sådan, så er det nok fordi, at noget af det, der stadig kan fylde for mig er den her, med hvordan det må have været at stå på sidelinjen. Fordi det tror jeg, at virkeligheden nogle gange kan have været meget mere barsk, end det var at ligge i sengen, end det var at være mig.

Så jeg tror, det er den der medfølelse med, hvor må det have været barsk at blive efterladt på den måde, hvis jeg prøver at sætte mig ind i, at det var mig, der stod, og at min ægtefælle bliver kørt afsted på den måde. Jeg tror bare, det er det. Så bliver jeg kørt til operation.

Om jeg er ved bevidsthed, da de bedøver mig, det lyder skørt, men det ved jeg faktisk ikke. Der bliver det lidt blurry, fordi jeg var virkelig dårlig stadigvæk på det tidspunkt, og de må bare hurtigt gå i gang med at operere mig og finde ud af, hvorfor jeg ikke kan holde blodtrykket op, selvom de giver mig en masse væske. Det viser sig så, at det ikke er inden for kejsersnittet, at det ikke er inden for livmoderen, jeg bløder, og det viser sig, at jeg bløder helt bag ved bughulen, inde i bughulen, og det er ikke super godt, når man gør det.

Den måde, man behandler det, det er ved at lade det ligge under pres af sig selv, fordi det at åbne ind til det, vil være alt for risikabelt. Det når de også at få sagt til mine pårørende, at det er det, de har opdaget, så nu håber de, at ved at give mig en masse blodtransfusioner, at det falder til ro af sig selv, ved ligesom at være under tryk. Det viser sig så, at det ikke gør, og de bliver alligevel nødt til at åbne op, det som de lige har fået fortalt mine pårørende, at det er alt for risikabelt, det bliver de så alligevel nødt til at gøre.

Og det viser sig, at der hvor aorta, altså hovedpulsåren går ned og forgrener sig nede i bækkenet, der er det simpelthen sprunget op på venstre side. Der er en rift på 2,5 cm, og det er ret meget på en hovedpulsår. Og det er et vanskeligt sted at komme til og operere og finde det der nede i bækkenet, så der var mange eksperter på arbejde for at redde mit liv den dag og den nat.

De var også vældig stolte af sig selv bagefter, fordi det lykkedes. Efterfølgende har jeg fået at vide, at med sådan en ruptur der, så er der en overlevelsesprocent på 0,5%, vel er mærket, hvis man er på sygehuset, mens det sker. Så de var meget stolte af sig selv, lægerne.

Og det er også kun takket være, at vi har nogle gode bloddonorer, for jeg har tømt lige blodbanken, kan man vist roligt sige. Der er mange, der har været taknemmelige over, at jeg kan sidde her i dag. Men i det, hvad der skete rent klinisk med min krop, der er ikke rigtig nogen tidsfornemmelse.

Når jeg fortæller, hvad der skete ellers, eller hvad jeg oplevede, så er det mere ud fra den rækkefølge, som ville give mening i forhold til, hvordan jeg ved, at den jordiske tid var. Og det der sker, det er, at jeg oplever at se min mand, jeg ser Rune sidde ude på gangen ude foran operationsstuen, og ser, hvordan han er vidne til, at portørerne kører frem og tilbage med blodet til mig. Det er ikke sådan, at jeg kan kommunikere med ham, jeg ser det bare, hvordan han sidder der.

Og så oplever jeg også, at jeg ser min mands lillebror blive sendt ud af døren hjemme i Horsens, hvor de boede, for at komme op og være hos hans storebror. Og jeg ser min svigermor, min svoger der, og vores lille nyfødte Astrid, inde i vores meget grønne stue på det tidspunkt. Nå ja, vi er jo hjemme i stuen nu, fordi det var den her meget grønne farve.

Alt sammen set lidt oppefra, og som det var tydeligt for mig, at der ikke var nogen, der var klar over, at jeg så med. Og jeg kunne ikke interagere, jeg så det bare, hvordan de var der. Så min mand stikker hovedet ud fra soveværelset ud til stuen, og kiggede ind.

Og så husker jeg også, at jeg ser en lægesamtale, hvor min mor og Rune, min mand, og så to mandlige læger og en kvindelig læge, der sidder. Og det har været, mens jeg var i koma, på Intensiv i dagene efter. Og det er som om, at jeg ser den her lægesamtale, den ser ikke oppefra, den ser ud fra vinduet, ud fra cykelstien, ud på Skejby.

Jeg ved ikke, hvad det er, der er mest mærkeligt ved det, men den der med, at jeg kunne stå derude, fordi det er på anden sal, det synes jeg var lidt underligt bagefter. Men i virkeligheden er det nok ikke det mest underlige.

[Paul] (28:35 - 28:41)
Kan du huske, hvad de sagde? Eller var det som en film?

[Dina] (28:41 - 28:55)
Nej, det var mere bare sådan... Jeg synes egentlig, at alle de her ting har været sådan... Bare sådan indblik-agtigt.

[Paul] (28:58 - 29:04)
Og det virker meget nøgternt, når du beskriver det. Egentlig meget konkret og faktuelt.

[Dina] (29:04 - 29:40)
Ja, og jeg har virkelig spekuleret meget i at finde forklaringer på, og prøve at forstå, hvad var det, der skete. Jamen, er det hjernen, der prøver at fylde huller ud? Altså virkelig prøve at forklare, samtidig så er der bare noget i det, jeg ikke kan forklare.

Ja, det kan godt være, at hjernen prøver at fylde nogle huller ud, når man har været i koma. Men der er også bare noget vildt i det for mig.

[Paul] (29:41 - 29:42)
Der er også en detaljerigdom.

[Dina] (29:42 - 29:43)
Ja.

[Paul] (29:43 - 29:56)
Og jeg synes også, det er interessant, at du har en selvrefleksion undervejs. Det kan godt være, at det er noget lidt underligt med hensyn til, hvordan kan jeg svæve herovre? Men du har også en selvbevidsthed, så det er ikke...

[Dina] (29:56 - 30:34)
Nej, det er nemlig meget anderledes, altså det er ikke som jeg har oplevet nogle drømme for eksempel. Altså det er meget anderledes end det. Det var lidt af den der ud af kroppen oplevelse i elevatoren.

Det var mere, at jeg var observatør til, at jeg følte, at jeg var der og på en eller anden måde ikke kunne interagere, men stadigvæk kunne sende noget kærlighed på en eller anden måde.

[Paul] (30:35 - 30:58)
Ja, det tænkte jeg nemlig også over, fordi i elevatoren var du virkelig fyldt af en meget stærk oplevelse af fred og måske glæde. Og var du også det i de andre episoder her, eller var det lidt mere...? Nej, jeg tror ikke, at jeg...

[Dina] (30:58 - 31:00)
Nej, det var ikke på samme måde.

[Paul] (31:00 - 31:00)
Nej.

[Dina] (31:02 - 31:18)
Det var bare. Ja. Det var både uden tid, men det var også med lethed, men det var ikke samme opfyldte kærlighedsfølelse.

Det var mere, at det var.

[Paul] (31:19 - 31:19)
Ja.

[Dina] (31:21 - 32:24)
Og det kan måske lyde lidt skørt, at i forhold til at have set familie, at det har været lidt nøgternt, det bliver beskrevet. I virkeligheden, så dér jeg følte mest, det var, hvor jeg oplevede at følge mig selv til scanning, mens jeg stadig lå i koma. Hvor der er en kvindelig læge, der følger med ned til scanneren.

Og jeg kan godt se, at jeg er bevidst om, at jeg ligger i sengen, men jeg mærker, at hun er meget urolig. Og jeg får sådan en tilskyndelse til at lægge hånden på hende. Og på en eller anden måde kunne jeg ikke det, for jeg lå i sengen, men jeg følte alligevel, at jeg kunne.

Og sådan berolige hende. Det skal nok gå-agtigt. Og man kan sige, at hende havde jeg jo ikke noget bånd til ellers, men af en eller anden årsag, så havde jeg den der oplevelse af at kunne berolige hende lidt ned på vej til scanneren.

Det skal nok gå.

[Paul] (32:26 - 32:29)
Det er meget Løgstrupagtigt, at du følte, at du havde hendes liv i dine hænder.

[Dina] (32:30 - 34:58)
Ja, det var jo egentlig omvendt, men det er faktisk rigtigt. Det var lidt tilbage til ham. Det var de der ting, som blev vist af en mere jordisk karakter.

Og så havde jeg også en virkelig transformerende oplevelse af at blive taget "med ud", i mangel på andre ord, nu vi er på jorden. Så kan jeg bedst kalde det universet. Det var både mørkt og lyst på samme tid.

Det var ikke mørkt, ikke rigtigt, men det var heller ikke lyst over det hele. Det var lyst op af en masse farvestrålende lysende tråde, som alt sammen var forbundet af det samme. Og kom af den samme kærlighedsenergi.

Jeg mangler virkelig ord til at beskrive, fordi det var ikke noget, jeg med ord fik at vide. Det var heller ikke sådan, at så stod der en sammen med mig og pegede eller forklarede. Det var også meget sansligt, som om jeg fik det at vide uden ord, men alligevel fik det vist fortalt.

Mine ord kommer virkelig til kort her, kan du godt høre. Det er noget af det, som her efterfølgende er noget, der virkelig kan fylde mig op og som har stor betydning for min måde at være i verden for nu.

[Paul] (34:59 - 35:05)
Når du erindrer det, så kan det fylde dig?

[Dina] (35:05 - 36:14)
Ja. Det er den her forbundethed, det er den her helt grundlæggende følelse ind i alle mine celler af, at vi alle sammen kommer af det samme, som noget af al den forkerthed og ensomhed og angst, som jeg synes, der fyldte så meget før. Jeg kan stadig besøge meget af det, og på sin vis er der stadig mange af mine gamle mønstre, der kan fange mig i mit liv nu. Men når jeg vender tilbage til den her oplevelse af den her forbundethed, så breder der sig bare en ro i hele mit system, og det føles bare så sandt.

[Paul] (36:17 - 36:25)
I Marielles nærdødsoplevelse, så beskriver hun, at hun bar oplevelsen som en skat i sit hjerte.

[Dina] (36:27 - 36:31)
Ja, det er en fin beskrivelse.

[Paul] (36:35 - 36:38)
Okay, men du må have landet på et tidspunkt.

[Dina] (36:38 - 38:43)
Ja, det er en hård landing. Når jeg siger hård landing, så er det fordi, det jeg lige tænker, når du i hvert fald siger, at jeg landede igen, det var da jeg blev vækket af koma nogle dage senere. Der var det godt nok tungt.

Kroppen var fysisk virkelig tung, og jeg havde mange smerter. Jeg husker bare, hvordan jeg kigger op i øjnene på den her læge, som vækker mig fra koma. Dernæst min mand og folk omkring mig, som er vildt begejstrede for, at jeg er vågnet op igen, og lettet over, at jeg har overlevet den her fase.

Fordi de har været smerteligt bevidste om, hvordan jeg har svævet mellem liv og død i nogle døgn. Jeg kigger bare på mig, hvorfor er I så glade? Jeg var faktisk ret vred, da jeg vågnede op.

Samtidig med, at jeg følte, at jeg ikke kunne tillade mig at sige, at jeg burde være taknemmelig. At jeg burde være glad og lykkelig over at have overlevet, og at mine børn havde det godt, og jeg havde overhovedet ikke lyst til at være der, hvor jeg var. Jeg havde ikke lyst til at være i min krop overhovedet.

Det synes jeg var et svært vakuum at være i. Jeg turde ikke sige det højt til nogen, fordi jeg kunne se, hvor glade alle folk var. Så jeg prøvede ligesom at pakke det væk, den følelse.

[Paul] (38:46 - 38:48)
Det må have været svært.

[Dina] (38:48 - 41:27)
Det var virkelig svært, og det gjorde også, at jeg blev nærmest depressiv. Der var mange ting, fordi der lå lang tids genoptræning på alle mulige måder efter det her. Jeg havde fået 76 transfusioner.

Jeg havde fået skiftet mit blod mange gange. Min krop var så smadret. Det tog virkelig lang tid at komme mig rent fysisk.

Det tog også lang tid at komme tilbage til livet i mere overført betydning. Jeg har ikke helt følt mig hjemme. Hverken i min krop eller helt på jorden faktisk.

Fordi det stod i så skærende kontrast til hvor hjemme jeg havde følt mig før i den her nærdødsoplevelse. Så det blev virkelig kontrastfyldt. Der var også en sundhedsplejerske, der fejlagtigt troede, at jeg havde tanker om at tage livet af mig selv.

Fordi jeg kom til, havde jeg nær sagt [at tro at) "Nu kunne jeg godt lige åbne op". Hun spurgte, hvordan jeg havde det. Det var først et par måneder efter jeg var kommet hjem.

Hun var på besøg hjemme ved os. Jeg fik fortalt, at jeg godt nok syntes, det var svært. At jeg godt kunne længes lidt tilbage til den der fred, der var i komaen.

Mere fik jeg ikke sagt. Jeg fortalte ikke nogen om de her mere spacey oplevelser. Jeg pakkede det bare ind i, at det var fredfyldt at være bedøvet og i koma.

Fejlagtigt troede hun, at jeg ville tage mit eget liv. Det var ikke det. Jeg følte mig slet ikke hjemme.

Jeg syntes, det var virkelig hårdt at komme tilbage. Jeg skammede mig over ikke at være lykkelig i det her liv. Jeg syntes, det var lidt en kamp at komme tilbage og skulle leve som menneske igen.

At lære at være bundet af min fysiske krop igen.

[Paul] (41:29 - 41:33)
Er det blevet bedre, eller er det stadig noget, der kan vende tilbage?

[Dina] (41:33 - 42:45)
Det er blevet meget bedre. I virkeligheden synes jeg, at jo mere jeg giver mig selv lov til at være i kontakt med den her oplevelse, jo mere kan jeg rumme mig selv. Det gør ikke, at jeg svæver mere ud af mig selv.

Det gør bare, at jeg føler, at der er mere plads i mig. Jeg tror, det er noget af det, der har kaldt på mig, for jeg har haft det pakket væk i mange år efterhånden. Men det gjorde bare, at denne her følelse af ikke at kunne være i min krop, at den blev forstærket.

Så det er den her følelse af at skulle integrere, at være her på jorden, at være menneske, at være bundet af det fysiske legeme, jeg nu engang har, og samtidig bevare kontakten til det mere himmelske, eller den her alkærlighed, eller den her forbundethed, hvad man nu vil kalde det.

[Paul] (42:47 - 42:50)
Har det betydet noget i forhold til de livsvalg, du har foretaget?

[Dina] (42:51 - 44:03)
Ja, jeg havde aldrig taget uddannelsen til psykoterapeut, hvis ikke jeg havde haft denne her oplevelse. Det er nok også noget med at være naturvidenskabeligt uddannet som sygeplejerske, at alt, hvad der var psykoterapi, det i sig selv var lidt for spirituelt. Det var psykologer, og det skulle være på universitetet.

Det var meget firkantede idéer, jeg havde om det. Men det har helt sikkert været med til at påvirke mit valg om, at jeg havde svært ved at vende tilbage til at arbejde inden for sygeplejen. Både helt lavpraktisk, fordi jeg har nogle fysiske mén efter at have været så syg, men også fordi det blev helt umuligt for mig at være inden for de rammer, hvor der kun kunne være lidt for patienterne.

Det var simpelthen for hårdt for mig.

[Paul] (44:07 - 44:22)
Den specialisering, der er sket og har været på vej i mange år, hvor man ser den enkelte patient i kort tid og så videre til næste specialist, det er svært at være i.

[Dina] (44:22 - 44:40)
Jeg føler simpelthen, at det slår små stykker af mig, når jeg skulle prøve at være i de rammer. Jeg har så meget mere brug for at gå mere i dybden og være langsommere.

[Paul] (44:44 - 44:56)
Hvordan i forhold til din familie, hvordan har de taget det og hvordan har du kunnet være med den her oplevelse med dem?

[Dina] (45:01 - 46:08)
Det føler jeg ikke, at jeg har kunnet og i virkeligheden, så ved jeg det ikke, fordi jeg har ikke prøvet det. Jeg har holdt det for mig selv og det er faktisk først for et par måneder siden, at jeg har stiftet bekendtskab med denne her forening, Nærdødsoplevere, NDO-foreningen og overhovedet rigtigt er begyndt mere at forholde mig til det her og tale højt om det. Og når jeg siger tale højt, ja vi sidder her og taler, men der er mange i det nærmeste både venner og familie, jeg ikke har nævnt det før med et ord.

Jeg har delt med min mand og han har taget virkelig fint imod det, han køber ikke ind på noget mellem himmel og jord, det har han aldrig rigtig gjort, men han respekterer helt sikkert mig og at han kan se og mærke, at det giver mig noget, så er det fint for ham.

[Paul] (46:10 - 46:11)
Så er det ok.

[Dina] (46:11 - 46:52)
Ja, så er det ok. Men jeg har virkelig holdt det både som en skat, men i virkeligheden også gemt det væk fra mig selv, fordi jeg har følt, at det på mange måder strider mod alt hvad jeg kommer af. Så jeg har prøvet at tænke, at jeg glemmer det lige, for det er nok bare noget jeg bilder mig ind i.

Jeg prøver bare lige at glemme det, og så lever jeg videre, som jeg plejer. Og det er ikke gået så godt. Nej, nej.

Det er som om det er poppet op.

[Paul] (46:54 - 46:56)
Det gør det en slags.

[Dina] (46:56 - 46:57)
Det gør det nemlig, ja.

[Paul] (46:59 - 47:08)
Den angst og depression, som du havde som et tilbagevendende problem før nærdødsoplevelsen, hvordan er det med det?

[Dina] (47:12 - 48:05)
Det synes jeg jo egentlig er lidt vildt og lidt interessant, fordi jeg døjede virkelig meget med angst, før jeg blev syg. Det var noget, der var skubbet i gang af det her med, at vi havde mistet rigtig mange gange i graviditeten. Jeg havde været syg af flere omgange.

Der var rigeligt af grunde og traumer til at kunne sætte gang i al mulig helbredsangst, og hvad ved jeg, dødsangst. Det levede virkelig også i bedste velgående. Også i en grad, at jeg var medicineret i perioder og virkelig havde det dårligt.

Og siden har jeg ikke haft dødsangst overhovedet.

[Paul] (48:06 - 48:42)
Ja, det er ret vildt. Kender du den der studie, der var i "The Lancet" med Pim van Lommel fra 2001, der interviewede han rigtig mange, der har haft nærdødsoplevelser, både lige efter, to år efter, fem år efter og syv år efter.

Og det viser sig, at det er et gennemgående kendetegn, at deres angst er mindre. Og han har en kontrolgruppe oven i købet, så det er meget, hvor han kan sammenligne deres grad af angst.

[Dina] (48:46 - 49:59)
Og det kan jeg jo bare ikke genkende til. Og det er bestemt ikke fordi, at det ikke har været nærværende efterfølgende. Fordi jeg har været alvorligt syg efterfølgende med nogle af de følgevirkninger efter operationen.

Og været akut syg siden også. Og jeg lever faktisk også med en aneurisme, det sted, jeg blev opereret, som jo også er en potentielt livstruende ting at leve med. Men jeg er ikke bange.

Eller ikke fordi, jeg ønsker at forlade jorden og min familie nu. Men jeg vil virkelig gerne leve, mens jeg er her. For det var noget af det, jeg synes, jeg ikke rigtig gjorde før.

Der havde jeg lagt et slør henover, og jeg følte, at jeg skulle holde mig selv nede og være mindre, end jeg var. Altså jeg levede lidt halvt forlorent, eller halvt troværdigt i min egen rolle på en eller anden måde. Og det kan og vil jeg ikke mere.

Jeg er blevet lidt allergisk overfor det.

[Paul] (49:59 - 50:14)
Ja, og så vil jeg gå tilbage til det verdenssyn, du havde med hensyn til himmelen og helvede og Gud og Djævlen og synd og noget. Kan du bruge det, du har oplevet til at fortolke det på en anden måde?

[Dina] (50:20 - 50:53)
For mig var det, jeg synes, jeg var i meget ren kontakt med i min nærdødsoplevelse, det var den her alkærlighed. Det som jeg jo egentlig tænker, der bliver forkyndt og prædiket, men i sin reneste, rene form, hvor det ikke er proppet ned i nogen menneskeskabte rammer i nogen regler og noget, der sådan besnærer det, men virkelig essensen af kærlighed.

[Paul] (50:54 - 51:00)
Jeg lægger også mærke til, at du har ikke nævnt det ved navn. Du har ikke kaldt det Gud eller Kilden eller noget.

[Dina] (51:00 - 51:17)
Nej, og det ved jeg ikke, om det er, fordi jeg forbeholder mig retten til netop ikke at ville komme det ned i nogen kasser, for der kan det ikke være, der skal det ikke være.

[Paul] (51:19 - 51:26)
Når du så er psykoterapeut, kan du så bruge noget af det, du har med fra det?

[Dina] (51:26 - 54:44)
Det tænker jeg i høj grad, jeg kan. Det synes jeg også, jeg oplevede i den tid, jeg arbejdede som sygeplejerske efter min nærdødsoplevelse. Der har jeg faktisk en ret, synes jeg, smuk oplevelse, hvor jeg arbejdede på infektionssygdomme, hvor der lå en mand, der lå for døden og lå i isolation.

Så det var meget begrænset, hvor tit der kom nogen ind til ham, og når vi kom ind, så havde vi jo fulde værnemidler på. Så både var det lidt vanskeligt, men det virkede også som om, at flere af mine kollegaer, ikke af ond vilje, men lidt undgik at skulle derind. Det var lidt tungt, det der med, at han skulle dø, og at han skulle ligge derinde alene og dø.

Så skulle jeg ind til ham. Jeg havde god tid, jeg var i oplæring på det tidspunkt på den afdeling. Så samtidig med, at jeg ligesom er i gang med det medicin, han skulle have, og den pleje, han nu skulle have, så kigger han lige pludselig meget intenst på mig.

Det var igennem visir, og vi havde også handsker på, og så holdt vi alligevel i hånd gennem den her plastikhandske. Så siger han bare: "Det er som om du kender døden", siger han så. Og jeg havde ingenting sagt til ham om min nærdødoplevelse, eller jeg var der.

Og det var bare som om, og hvor jeg bare smiler til ham, jeg ved ikke om han kunne se på mine øjne, han kunne jo ikke se det på munden, kan man sige, men der var han sådan, og jeg siger, ja, det gør jeg også. Så han var virkelig sådan, denne her lettelse, der blev ikke sagt mere, men det var som om, det var noget andet end vores ord, der kommunikerede. Det var som om, det nærmest var hans sjæl og min sjæl, der kommunikerede, hvor han havde ligget, han var så bange.

Det var det eneste, jeg vidste om ham, da jeg skulle ind, udover hvad han fejlede, så var det, ja, han er meget bange, fordi han ligger og skal dø. Og det var som om, al angst forsvandt der fra det rum. Det var vildt, og det var uden, at jeg fortalte, hvad jeg havde oplevet, så tænker jeg bare, at jeg alligevel kan fylde andre mennesker op i forhold til at være bange for døden.

Jeg oplever også som psykoterapeut, at man kan kalde det empati, men det er også måske mere end det nogle gange, den her evne til at virkelig turde være med det svære og træne den her forbindelse. Den her alkærlighed og den store forbindelse, jeg oplevede i min nærdødsoplevelse, når jeg går i den med mig selv, så kan jeg også gøre det med andre, også med mine klienter.

[Paul] (54:47 - 54:56)
Så det er faktisk forbindelserne og trådene, der bliver realiseret?

[Dina] (54:58 - 55:33)
Ja, det føler jeg, at det er. Det er også en særlig måde at gå i kontakt med sig selv på, når man sidder og har terapi, fordi jeg kan ikke forbinde mig med mine klienter, hvis jeg ikke først og fremmest forbinder mig med mig selv. Og i den måde går vi i kontakt og i den her forbindelse, som er så livgivende, som ikke bare løser alt på et knips, men som virkelig kan fylde en op med kærlighed.

[Paul] (55:33 - 55:44)
Ja, det er ligesom Løgstrup med turbo på, kan man sige.

[Dina] (55:47 - 55:59)
Ja, men vi er tilbage, hvor vi startede med Løgstrup. Der er altså noget der med den der udleverethed og med at have hinandens liv i hænderne.

[Paul] (56:03 - 56:08)
Har du nogle råd til folk, der har haft en nærdødsoplevelse?

[Dina] (56:13 - 57:14)
Altså jeg tænker, at noget af det der virkelig har været godt for mig nu her, det er det her med at opsøge nogle andre, som også har haft nærdødsoplevelser. Det giver mig virkelig meget at være i det fællesskab og opleve, hvordan den her forbundethed flyder sig frit. Og at der er en genkendelse.

Og det betyder virkelig meget. Så det kan jeg kun anbefale, at man søger mod andre, der kan genkende en i den oplevelse. Jeg har brugt lang tid på at gøre mig selv forkert i det, og det gjorde ikke noget godt.

Men det at give det liv og give det vinger, som jeg oplever det får nu, det er virkelig livgivende.

[Paul] (57:16 - 57:51)
Det er ndo.dk, hvis man ønsker at finde foreningen af nærdødsoplevere i Danmark. Og man kan altid skrive til Mette Thygesen, som formanden hedder. Og de har også en Facebook-gruppe, hvor man kan række ud.

Jeg tror faktisk, at det er det hurtigste at gå derind og skrive, hvis man ønsker kontakt. Hvad med alle os andre, der ikke har haft en nærdødsoplevelse? Er det noget, vi kan tage med os?

[Dina] (57:52 - 59:35)
Det er et godt spørgsmål. Jeg bliver nok igen blevet fanget i, at jeg ikke så gerne vil sætte rammer op for nogen, at det er noget, der lugter af det. Men denne her med.

Der behøves ikke at forstå. Der behøves ikke at købe ind på alt, hvad der bliver sagt. Men en nysgerrighed, den gør man sjældent fejl i byen af.

Det er okay ikke at forstå, men det at blive mødt der, hvor man er, det er bare enormt vigtigt. Og det er måske mere en opfordring til, hvis man møder nogen, der har haft en nærdødsoplevelse, eller har haft nogle oplevelser, som kan være svære at forklare. Men i det hele taget, så tænker jeg, at noget af det, som for mig står meget klart, også i mine nærdødsoplevelser, som jeg kunne ønske mig, bliver mere udbredt generelt, så er det det her med at have fokus på at være i nuet.

Det er også derfor, jeg tænker, at nogle af de her angstteknikker, man kan have med at trække vejret, det er en måde at forankre sig i kroppen på. Fordi vi kan ikke trække vejret i fortiden, vi kan heller ikke gøre det i fremtiden, vi kan faktisk kun gøre det nu. Og det er også lige nu, vi kan forbinde os med hinanden.

[Paul] (59:38 - 59:44)
Ja, så egentlig er det at være til for den anden, uden egentlig at forsøge at forstå.

[Dina] (59:44 - 59:56)
Ja, uden at ville noget med hinanden. Altså uden at ville have nogen et bestemt sted hen, men at være der.

[Paul] (59:57 - 1:00:36)
Det synes jeg er et godt sted at slutte podcasten. Dina, tusind tak fordi du vil fortælle din historie. Jeg tror jo, det er rigtig vigtigt, at historier som dine bliver fortalt, at de kan hjælpe andre mennesker med at sætte deres eget liv i perspektiv og gøre at vi ikke er helt så bange for døden.

Og tak til jer der lyttede med. Du kan finde denne podcast og mange andre indlæg på hjemmesiden healinghelp.dk. Kig under bloggen, der kan man bedst se dem. Tak for nu.