Anna Lou: dødsdoula, digter og healer

Anna Lou B. Christensen er dødsdoula, digter og healer. Hun var med til at opbygge Crestone End of Life Project i Colorado, hvor lokale borgere skabte rammer for hjemmevågning, ceremoniel ligbrænding og personlige afskedsritualer. I samtalen læser hun også sit digt Spirit Dance, skrevet efter en konkret erfaring med en dødsproces, og fortæller om healingformen Chi Nei Tsang. Episoden handler om døden som en del af livet, om pårørendes rolle, ritualers betydning og om, hvordan nærvær omkring døden kan virke helende.

Der er en video omtalt i podcasten, der viser en ceremoniel ligbrænding i Crestone. Den kan ses her: https://www.facebook.com/reel/1432108575107248

Følg Anna Lou på Instagramkonto: "thankgoodnessforimpermanence"

Transcript

[Paul] (0:01 - 0:39)
Der findes mennesker, som hjælper os med at dø. Ikke ved at fremskynde døden, men ved at hjælpe mennesker og familier med at være i den. De kaldes for dødsdoulaer.

Du lytter til podcasten "Nærdødsoplevelser og livsfortællinger." Mit navn er Paul Bridgwater, og i dag skal vi møde Anna Lou, Anna Lou B. Christensen, digter, healer og dødsdoula.

Hun har i mange år arbejdet med overgangsritualer og dødsprocesser i USA. Anna Lou, vil du ikke sige lidt mere om dig selv, altså helt almindelige ting?

[Anna Lou] (0:39 - 1:32)
Jo, og tak. Tak for invitationen. Jeg er født og opvokset i Danmark, og tog ud i den store verden omkring, da jeg var 20 år gammel, og endte i USA efter at have rejst i Caribien, og slog mig ned der med en mand og mit barn, som vi fik sammen.

Så boede jeg der i over 30 år, i Florida først, Colorado, New Mexico, og til sidst Arizona, før jeg flyttede tilbage til Danmark, og landede her i midten af december sidste år.

[Paul] (1:34 - 1:39)
Arbejdede du med det samme i USA, eller hvad beskæftigede du dig med?

[Anna Lou] (1:40 - 2:47)
Hele mit liv er, hvad skal man sige, forskellige cyklusser, vil man kalde det. Så jeg har haft mange forskellige liv. Da jeg boede i Florida, var jeg bådebygger, og også restaurerede møbler lidt.

Helt andet liv jo. Og jeg har arbejdet med det, man kalder, tarmskylning på dansk, colonics. Jeg har lavet mad for retreats, og jeg har været personlig assistent for nogle, det man kalder, spiritual teachers.

Jeg har haft en business, der hedder massage, i mange år, og jeg har træning i shamanisme, og noget, der hedder Chi Nei Tsang, som er en taoist practice of healing. Og derudover mange andre småting, og har flyttet meget rundt også. Jeg har altid glupsk appetit for noget nyt.

[Paul] (2:52 - 2:56)
Og hvornår kom dødsdoulaer ind i dine cyklus?

[Anna Lou] (2:57 - 3:51)
Det var da jeg boede i Crestone, Colorado, og det er der, jeg har boet længst. Hvor skal jeg starte med det? Crestone er en meget speciel lille by, langt ude i bjergene, og den ligger lidt væk, lidt afsidigt.

Og den er fyldt med mennesker, der har interesse i det spirituelle, og også interesse i nogle lidt alternative måder at leve på. Og fordi det ligger så afsides, så er det også nødsaget til, ligesom at bygge alting selv. Og et andet eksempel, jeg kan give på, det er, at de har lavet deres eget lokale politi, fordi der er ikke nogen politi, der ligger så afsidigt.

Og derfor kom der et tidspunkt, hvor vi var nødsaget til at lave vores egen begravelsesorganisation. Det er sådan en måde at sige det på.

[Paul] (3:53 - 3:54)
Og det var du med til så?

[Anna Lou] (3:54 - 3:54)
Ja.

[Paul] (3:55 - 3:56)
Så du var med til at starte det?

[Anna Lou] (3:56 - 3:57)
Ja.

[Paul] (3:58 - 4:04)
Hvad gik jeres overvejelser ud på, når man skal starte sådan noget helt fra scratch?

[Anna Lou] (4:05 - 6:51)
Ja, men det er der også en baghistorie for, som er ret interessant og lidt vild i virkeligheden. Og jeg synes, at jeg bliver nødt til at spole lidt tilbage og tale lidt om Crestone. Der var en masse land, der blev opkøbt i Crestone og lavet til et pensionistområde for folk i hæren.

Men fordi det lå så afsidigt, så blev der aldrig rigtigt til noget. Folk gad ikke at bo der. Det var alt for langt væk fra alting.

Så det land lå der bare. Og så kom der en dansker, som hed Hanne Marstrand. Og Hanne Strong blev hun giftet til at hedde.

Og hun mødte op i Crestone, jeg tror i 70'erne. Det var en meget, meget lille by dengang. Og historien går, og det har jeg også hørt fra hendes egen mund, at det bankede på døren om aftenen, da hun var ankommet, og udenfor stod der en Native American, eller en indianer, som sagde til hende, at de havde ventet på hende, og at hendes mission var at bringe verdensreligioner til Crestone.

Og det tog hun alvorligt, og opkøbte en masse land, som så blev givet til religiøse og spirituelle retninger, som kunne bevise, at de havde det, man kalder et lineage. Altså at det ikke bare var sådan en ny tanke, men at de havde noget bagland. Og det gjorde så, at der er en kæmpe samling af kirker og retræter, retræter hedder det på dansk, og der er en ashram, og jeg tror, man siger, at der er omkring 26 forskellige retninger af religiøsitet og spiritualitet.

Og det gør så, at de mennesker, som har med det at gøre, og de mennesker, som bliver tiltrukket af Crestone, de også tit har forbindelse til Indien, og Nepal, og Tibet, og i de lande, der har man for vane at brænde de døde på et bål udendørs. Og der opstod simpelthen et ønske i Crestone om at kunne gøre det. Og det viste sig, det her var så før, vi lavede en formel organisation, det viste sig, at det eneste, man egentlig skulle have, var bare en tilladelse til at brænde åben ild udenfor, fra den lokale...

[Paul] (6:51 - 6:52)
Myndighed?

[Anna Lou] (6:52 - 7:34)
Ja. Tak. Så de gjorde det, at de simpelthen opbyggede et ligbrændingsbål i folks baghave, og havde så begravelser hjemme på den måde, hvor man holdt den døde hjemme og gjorde det klar, og så brændte man ud i baghaven.

Det lyder helt vildt, når man siger det. Og dem var der syv af. Og så var der en kvinde, som hedder Stephanie Gaines, som faktisk lige er død for godt to uger siden.

[Paul] (7:35 - 7:36)
To uger?

[Anna Lou] (7:36 - 7:37)
To uger siden.

[Paul] (7:37 - 7:38)
Hold da op, ja.

[Anna Lou] (7:38 - 10:03)
Hun kunne se, at hvis det her skulle blive ved, så var vi simpelthen nødt til at have nogle retningslinjer og nogle organisationer omkring det. Det kunne ikke blive ved med at gå så løst. Så hun besluttede sig for, at det var noget, hun simpelthen ville arbejde på, og så også gøre det legalt.

Det var det jo, men mere formelt, kan man vel sige. Og jeg hørte om det ønske igennem en ven, og vidste bare med det samme, at det skulle jeg. Så jeg var med helt fra start af.

Og det var jo så noget med at sidde i møder i mange lange kolde vintre, og simpelthen opbygge det fuldstændig fra bunden af. Alle de forskellige dele af det. Og så arbejde med den lokale kommune for at få dem til at acceptere det.

Og også den lokale befolkning. For selvom det er en befolkning i Crestone, som er meget åben generelt, så var der da stadigvæk en masse spørgsmål og lidt ubehag. Fordi det er jo det, døden gør.

Den bringer ubehag op i folk. Så der var nogle år, hvor vi simpelthen var nødt til at ret strategisk arbejde med både at sørge for, at alt var i orden papirmæssigt og legalt, men også ligesom at møde dem, de folk i befolkningen, som havde bekymringer, med et åbent hjerte. Og svare deres spørgsmål.

Og tage det alvorlige, deres bekymringer, i virkeligheden. Og så jo også det, at da vi så først begyndte rent faktisk at have ligbrændinger, og der gik noget tid, og folk var jo med til det, og var vidner til det, og måske havde venner, som blev brændt, så gjorde det jo, at vi langsomt fik mere og mere støtte af befolkningen. Og nu er det jo simpelthen fuldstændig...

Det er jo en del af samfundet nu, som rigtig mange af beboerne er med i, fordi de føler sig trygge ved det.

[Paul] (10:05 - 10:20)
Kan du lige sige lidt om, hvad din rolle var i projektet? Hvad laver man? Hvilke opgaver er der til sådan en ligebrænding?

[Anna Lou] (10:21 - 12:02)
Det er et godt spørgsmål, for der er mange. Og vi har simpelthen opbygget en manual. Det var altid nødvendigt at have en, der ligesom var overhovedet.

Og det var som regel Stephanie i hvert fald i starten. Altså hun var bare et fantastisk menneske. Hun kunne huske alt.

Alt. Hun havde bare styr på alt. Fordi der var nødt til at være en, der ligesom skulle sidde og have overblik over alle de forskellige dele af det.

Det var en meget stor opgave faktisk. Og under det var der så nogen, som ligesom var dem, der tog sig af familien og også kommunikerede familiens ønske til projektet. Og der var dem, som skulle gøre selve ligbrændingsstedet klar.

Jeg skal dog sige, at det var ikke kun ligebrænding. Vi støttede alle ønsker. Det vil sige, at hvis folk ville begraves, så blev de det.

Og der var også en sjælden gang, folk der valgte, at de hellere ville til en almindelig bedemand. Så støttede vi det. Det var ikke vores job.

Man kan sige, at vi var rammen for begravelsen. Men vi så ikke, at det var vores job at fortælle folk, hvordan de skulle have det. Det var nærmere den anden vej.

De skulle fortælle os, og så sørgede vi for, at det kom til at ske. Så var der dem, som tog sig af den døde hjemme, som blev vasket ceremonielt. Det lyder ikke helt rigtigt.

[Paul] (12:02 - 12:03)
Det tror jeg.

[Anna Lou] (12:07 - 12:29)
Og holdt hjemme i 72 timer. For det er loven. Det kan man.

Og så var der selvfølgelig noget papirarbejde. Man skal jo have tilladelse til at flytte et lig, og man skal også have en dødsattest. Så det er nogle af de opgaver, der var.

[Paul] (12:31 - 12:34)
Hvad tog du dig af? Hvad var dine opgaver?

[Anna Lou] (12:34 - 13:39)
Fordi jeg var med fra begyndelsen, så havde jeg fingrene i det hele. Også fordi vi skulle udvikle procedurerne. Vi blev ved med at finde ud af, at det her kunne godt have været bedre.

Så ændrede vi lige det. Så det var en proces, der var i udvikling hele tiden. Men nok de to ting.

Jeg havde meget med familie at gøre, men jeg havde rigtig meget med det at holde den døde hjemme. Måske fordi jeg allerede arbejdede med kroppe som massage therapist. Og jeg var med til at udvikle, hvordan vi gjorde det.

Og har også undervist i det til andre. Så det var en stor ting for mig. Og også fordi jeg sådan af natur ikke skrammes af ubehagelige ting, så det er så nemt for mig.

Men jeg var også meget involveret i selve ligbrændingen.

[Paul] (13:42 - 14:01)
Jeg har set en video på nettet. Det er jo en meget smuk ceremoni. Med virkelig mange deltagere.

Der er forskellige grupper af folk, der spiller musik. Der er nogen, der synger. Der er nogen, der holder tale.

Der er mange, der tænder ild. Og det er en ceremoniel ...ceremoniel. Pas på med det der ord.

[Anna Lou] (14:02 - 14:02)
Smitter.

[Paul] (14:05 - 14:28)
Ceremoniel tænding af ilden. Og der er måske, jeg ved ikke. Det så ud som om der var 200 til stede.

Og mange af dem var en aktiv del af det der skete. Var det så stort hver gang? Eller er det noget specielt på den video jeg så?

[Anna Lou] (14:30 - 15:41)
Den video du så var en beboer, som har boet i Crestone i mange, mange år. Hun var sådan en alle kendte. Så det har noget at sige.

Men jeg vil også sige, at de er vokset med tiden. Selvfølgelig kommer det igen på ønsket af familien til dem, der er døde. Fordi der er jo nogen, der ønsker faktisk at holde det mere privat.

Og så får de det. Men jeg vil sige, at de er helt klart vokset. Folk føler en glæde ved at kunne komme ud.

Og være med til at sende dem videre. Og også måske give en gave i form af et bøn eller en sang. Og så dem, som ligesom hjælper med at få hele ceremonien samlet.

De kan jo også tage imod ønsker fra familien. Om de for eksempel gerne vil have, at der kommer en og spiller fløjte. Eller trommer.

Eller endnu en gang. Det er fuldstændig op til familien og den døde, hvad de vil have.

[Paul] (15:43 - 16:26)
Nu siger du, "hjulpet godt videre". Og det er også et samfund, hvor der er mange forskellige religiøse retninger. Men dog religiøse retninger med traditioner.

Som gør, at de må have nogle forskellige forestillinger om, hvad den gode overgang til døden er. Og til livet efter døden, kan man sige. Hvordan gik det op, at en buddhistisk forestilling om en død er anderledes end en kristen forestilling om død?

Betød det noget i den sammenhæng, i forhold til, hvordan ceremonien blev udviklet?

[Anna Lou] (16:29 - 17:56)
Der er jo visse ting, der er nødt til at være, som de er. Hvor det skal gå godt. Men folk kan jo putte den, hvad ville man kalde det, flavor.

De kan vælge, hvordan de vil have det. Så buddhisterne kan jo nogle gange, måske har de en af deres lærere, der kommer og laver bønnen. Fordi de er jo meget specifikt buddhister, med hvilke mantraer de bruger.

Så får de lov til det. Vi havde en sikh-mand, der døde. Og han, i deres tradition, er det mændene, der skal tage sig af kroppen.

Så der var vi overhovedet ikke involveret i det. Men vi har også været ude for, at der var nogen, der ikke var religiøse. Jeg kan huske specielt en, som en mand, der døde, hvor der blev hældt whisky og cigaretter på bålet.

Så jeg tror, jeg har set alle versioner, jeg overhovedet kan forestille mig. Også indianere - Native American... Og den, du så, det var en kvinde, som var en del af en kirke, man kalder The Violet Flame.

Og det er der måske nogen, der vil anklage det for at være sådan lidt New Age.

[Paul] (18:00 - 18:07)
Altså var det sådan en teosofisk retning, eller en kristen retning, eller noget helt femte?

[Anna Lou] (18:11 - 18:53)
Og ideen om The Violet Flame er, at de har en masse, masse sange og mantraer, som man bruger til at rense sig selv. Og ideen er, at den flamme kan rense en fra karma. Men de arbejder faktisk med alle mulige engle og også Jesus.

Det er sådan en bred paraply af energier, som de arbejder med. Så man kan ikke sige, at det er religiøst, men absolut spirituelt, der gør sig brug af mange forskellige helgener.

[Paul] (18:54 - 19:03)
Okay. Hvordan er stemningen ved sådan en begravelsesceremoni?

[Anna Lou] (19:04 - 22:08)
Det er jo det, der er det vigtige. Så det er jeg glad for, du spørger om. Det, der er så fantastisk.

Og det, der gør, at alle altid går derfra omvendt. Fordi vi har jo selvfølgelig folk, specielt folk, der kommer udefra, familier, der kommer, som er jo fuldstændig forfærdede med ideen om, at de skal ud og overvære en ligbrænding. Men jeg har aldrig overvåget, at der er nogen, der gik væk forfærdet.

De går væk forandret. Jeg bliver faktisk lidt berørt, når jeg tænker på det. Tidt er det jo meget tungt i starten.

Det er meget tidligt om morgenen, og det er tungt. Folk står i tung sorg. Og det er stille.

Og vi bringer liget ind, og det bliver lagt på bålet. Og så er traditionen, at man har nogle kviste fra nogle nåletræer, som hver enkelt kan få lov at lægge på kroppen. Jeg har kun været ude for en gang, at kroppen ikke var helt dækket.

Der var nogen, der ville have, at ansigtet skulle være åbent. I hvert fald i starten. Det er jo nødt til, eller ikke nødt til, men vi synes, det var bedst at dække det, før vi lagde brænde oven på.

Ellers kunne det virke lidt voldsomt. Så hver en deltager giver en kvist som en slags gave til bålet. Og det er faktisk ret meget.

Der ligger et stort bjerg af det, og det hjælper optændingen. Og så bliver der lagt brænde ovenpå. Og så meget brænde, at man ikke kan se noget.

Og så bliver det antændt. Fire forskellige steder. Og så går det ret hurtigt med det samme.

Det tænder op meget hurtigt, og der bliver en masse røg lige i starten. Og på det tidspunkt står folk som regel i fuldstændig stillhed. Og efter det går noget tid, og røgen er væk, og der er mere ren ild, der brænder, så der er tit en, som er ceremonileder.

Og den person vil måske begynde at snakke lidt om den døde, eller invitere andre til at snakke, eller give sange. Det kan jo udgive sig på mange forskellige måder. Endnu en gang er det forskelligt fra ceremoni til ceremoni, hvordan præcis det forløber sig.

Men ideen er jo, at, og jeg har lidt svært ved at snakke om det på dansk, fordi jeg er jo oplært på engelsk, så jeg leder lidt efter ordene lige nu. Men ideen er, at det er en fejring.

[Paul] (22:09 - 22:10)
En fejring.

[Anna Lou] (22:10 - 23:48)
En fejring af den døde, og at alle som kender den døde, måske har en historie at fortælle om, hvordan de mødte den døde, eller et eller andet. Så tit som folk står og snakker, og nogle gange kan det jo være sjove historier, eller rørende historier, så begynder følelserne langsomt ligesom at blive udløst. Og specielt når det er sjove historier, fordi så er der jo lige pludselig tilladelse til at grine lidt, og ikke bare skal stå med det tunge.

Så der sker simpelthen en forløselse. Og det er jo ikke kun på grund af det, der bliver sagt, men også på grund af, at energien af den døde jo langsomt bliver opløst og sat fri. Der sker simpelthen en opløftning, kan man sige det, af energien.

Og efter to-tre timer, så går folk derfra forandret. Og det er hver gang. Det er sådan helt clockwork hver gang.

Og det er jo det, der er så kraftfuldt ved det, og det er jo det, der gør, at jeg føler, det er så vigtigt, at vi inviterer døden hjem og ser den i øjnene, fordi jeg har set, hvad det kan gøre, bare på få timer, når vi tillader den at være en del af livet. Der skal næsten ingenting til.

[Paul] (23:49 - 25:47)
Jeg synes også, det er en smuk tanke, det her med, at buen fra sygdom til død til bisættelse, eller hvad man skal kalde det, den gennemføres ubrudt. Altså, den er ubrudt. Når man tænker lidt over, hvordan vi gør i Danmark, så er det måske hospitalspersonalet, der er tilstede i terminalfase, eller nogen på hospice.

Og så er det pårørende og bedemand, der overtager, og ofte en bedemand, som vedkommende ikke har kendt. Og så ofte videre til en kirke eller lignende, hvor det ikke er altid, at familien kender præsten. Og så bliver vedkommende kørt væk, måske til krematoriet, hvor der ikke er nogen til stede under afbrændingen.

Så i Danmark har vi på en måde specialiseret alle led i dødsprocessen, og de pårørende er dem, der binder det hele sammen, men de møder nye mennesker hver gang. Og hvis man tænker over, at det er abstrakt, så er det en lille smule underligt, at det på en måde har udviklet sig sådan. Og her lyder det som om, at her får man hele den der bue fra sygdom til død til forløsning gennem himmelbegravelse.

Det er egentlig en meget tiltalende tanke, tænker jeg. Jeg kan godt forstå, at det betyder noget.

[Anna Lou] (25:48 - 25:53)
Jeg synes, det er en virkelig god observation, som du udtrykker der.

[Paul] (26:00 - 26:17)
Men er det sådan, at den her form for forløsning, der sker, kan du sætte nogle ord på det? Hvad skyldes det, eller kan man overhovedet sætte ord på, hvad forløsningen egentlig består af i slutningen af ceremonien, eller i anden halvdelen af ceremonien?

[Anna Lou] (26:18 - 28:36)
Jeg tror i bund og grund, at det handler om, at der er plads til det hele. Der er plads til sorg, der er plads til følelserne, der er plads til glæden. Der er ikke noget, der er fordømt.

Der er plads til det. Jeg var selv ude for en gang, hvor det var en bitterkold morgen. Bitterkold.

Og sne, og alle frøs. Og vi stod sådan lidt rundt om det der ligbrænding. Og jeg kigger over på den anden side, hvor jeg står, og så står der en ung pige, som er kommet udefra, som overhovedet ikke ved noget om, hvordan man skal klæde sig på i bjergene.

Og hun har tyndt tøj på, og hun fryser. Og jeg siger til hende, vil du hvad, du må altså godt gå tættere på bålet. Og jeg fik det kun lige sagt.

Så gik alle fuldstændig tæt på bålet. Og der skete noget fuldstændig forunderligt. For det første var der jo noget enormt smukt ved, at vi ligesom havde lov til at varme os på den døde.

Men der skete det, at vi stod der helt tungt, så begyndte den døde søster at synge. Det var en Beatles-sang, kan jeg huske, som var yndlingssangen. Det var "Michelle, ma belle", som var den dødes yndlingssang.

Og så stod vi der helt tæt om den døde og sang. Det var noget, man ikke kunne have planlagt. Men igen, at der er plads til menneskeligheden i det.

Og at vi ikke kommer ind med nogle idéer om, at sorg er det, men ikke det. Så kan der ske noget helt magisk. Og det vil jeg også lige lægge oven i, at det jeg har lagt mærke til, det er, at energien af den, som dør, er til stede.

Og det gør jo så, at det påvirker faktisk ceremonien, hvem de var. Næsten som om de var i live endnu.

[Paul] (28:38 - 28:46)
Så man kan mærke deres væren / personlighed / tilstedeværelse.

[Anna Lou] (28:47 - 28:59)
Ja. Og det kan påvirke, hvordan tingene går. Om tingene er svære eller besværlige, eller vi glemmer noget.

Det er meget interessant, faktisk.

[Paul] (29:03 - 29:23)
Okay. Men det at være dødsdoula er selvfølgelig ikke kun bundet til Crestone End of Life Project. Det er på en måde et hverv, et arbejde, et kald.

Så hvad er egentlig en dødsdoula?

[Anna Lou] (29:24 - 30:41)
Det er et godt sted at starte. I virkeligheden, fordi du bragte det op på den måde, den danske begravelsesindustri, eller dødsprocessen er så opdelt, så kan man sige, at en dødsdoula kunne eventuelt være den, der binder det hele sammen. Og jeg vil også sige, at i USA er dødsdoulaer et bredere område, fordi de i virkeligheden også tager sig af en masse praktiske ting.

Papirarbejde, kan hjælpe med at sortere ejendele, og hjælpe med selve dødsprocessen og våge over den døde bagefter. Så det er et meget bredt område, hvor jeg fornemmer, at der hvor det er landet i Danmark, er måske mere det følelsesmæssige og spirituelle. Men endnu en gang kunne det jo eventuelt være den person, der ligesom var til stede i hele forløbet.

Så når der kommer alle de der mennesker ind og ud, så står der i det mindste én, som man ligesom kan støtte sig til.

[Paul] (30:47 - 30:52)
Og ordet doula, hvad er det? Altså hvad betyder det?

[Anna Lou] (30:52 - 30:56)
Det betyder åbenbart: "en der tjener".

[Paul] (30:57 - 30:57)
Okay.

[Anna Lou] (30:58 - 31:01)
Eller tjenestemand eller pige.

[Paul] (31:03 - 31:08)
Det er sjovt ikke, at ordet samurai, det er faktisk også en der tjener.

[Anna Lou] (31:08 - 31:09)
Okay.

[Paul] (31:09 - 31:10)
Men altså det er bare et helt andet.

[Anna Lou] (31:12 - 31:13)
Ja, det må man sige.

[Paul] (31:14 - 31:14)
Vi tjener på en anden måde.

[Anna Lou] (31:15 - 31:19)
Vi tjener vel egentlig alle sammen på vores egen måde, når det kommer til stykket.

[Paul] (31:19 - 31:30)
Ja, det gør vi. Okay, en der tjener, men en der ligesom vier en del af sit liv og tid til det her proces. Det er det der er ideen ved at tjene.

[Anna Lou] (31:32 - 31:54)
Ja, altså jeg synes det handler om tilstedeværelse. Det handler om både at være den, der ligesom er et anker for hvad der foregår, og samtidig er man også rummet, der ligesom kan holde rummet for det, der skal ske. Kan man sige det på dansk?

[Paul] (31:54 - 32:26)
Det kan man, tror jeg godt man kan. Jeg forstår det godt i hvert fald. Ja, all right.

Men det lyder også som om, altså jeg kom straks til at tænke på, der er jo også det der med indbo. Altså hvis man skal snakke om hvem der skal have hvad og sådan noget, så pludselig tænker jeg, der er jo testamenter og der er advokater herhjemme og alt muligt andet. Det er jo også et område som, altså i Crestone, tog I jer også af det?... Altså den der, hvad skal man sige, advokatpraksis eller testamenter.

Var det en del af Crestone End of Life Project at gøre det?

[Anna Lou] (32:27 - 33:09)
Altså Crestone "End of Life Project" havde en søsterorganisation, der hed "Informed Final Choices", og det har de stadigvæk. Og det var fordi, det gik jo op for os, hvor vigtigt det var at få en masse ting på plads før man dør. Som for eksempel papirarbejde og testamenter og også skrive ned, hvilke ønsker man har.

Fordi noget vi oplevede flere gange var, at hvis der ikke er skrevet ønsker ned og nogen pludselig dør, så kan det virkelig skabe splid i en familie, som står og skændes om, skal din døde nu brændes eller begraves, eller ville hun have det eller det. Det er faktisk utroligt, hvor meget splid der kan komme, fordi der står nogle mennesker i dyb sorg.

[Paul] (33:13 - 33:15)
Det lyder meget som herhjemme, kan man sige.

[Anna Lou] (33:15 - 33:42)
Jamen det er jo nok en menneskelig ting. Så derfor var et meget, meget stor del af vores arbejde, det var jo i virkeligheden at prøve at hjælpe folk til at være bevidste om at tage de der valg lang tid før. Og i virkeligheden også, før man overhovedet er i dødsprocessen eller før man er syg, simpelthen får det skrevet ned.

Fordi det hjælper både dig selv og også familien.

[Paul] (33:43 - 33:59)
Men det var sådan set et søsterorganisation. Var det en del af det at være dødsdoula? Duola, undskyld, det er ikke en dulla.

En dødsdoula. Var det en del af dit arbejde så også at gå ind i den proces med, nu kan jeg ikke huske, hvad det hed, søsterorganisationen?

[Anna Lou] (34:00 - 34:43)
Informed Final Choices. Ja, det kunne det være. Jeg er jo selvfølgelig ikke advokat, men jeg kan jo fortælle folk, hvor finder I de papirer, I har brug for, eller hvad er processen?

Og så støtte dem i at få det gjort. Fordi en ting er jo også, at folk gerne vil gøre det, og en anden ting er, om de rent faktisk får det brugt ned. Men jeg har hjulpet folk også med at gå igennem deres ejendele, for det er jo også noget, folk, tror jeg, bliver mere opmærksomme på, det der med ikke at aflevere et kæmpe rod til familien, men at måske begynde at sortere ud, og også bestemme sig om, hvem skal have hvad.

Så det kan jo også være en del af det.

[Paul] (34:46 - 34:49)
Hvad har overrasket i dit arbejde som dødsdoula?

[Anna Lou] (34:51 - 35:20)
Jeg kan ikke sige, at jeg føler, at noget har overrasket mig, men det jeg kan sige er, og det har slået mig hver gang, at jeg har stået i en situation, hvor jeg har været støtte for nogen, at det er simpelthen en ære. Det er en ære at blive inviteret ind i nogens intime rum på et tidspunkt i deres liv, som er så sårbart.

[Paul] (35:20 - 36:18)
Ja, det kan jeg godt se. Jeg tænker, at vi skal have et digt. Det er måske meget godt at lave en kunstpause, må det være, hvis det er et digt.

For du er også digter, og du har udgivet en samling, der hedder "Water of Surrender, Water of Longing". Der er nogle digte i den, som passer godt til emnet, og det er jo en meget fin digtsamling, som kan købes på Amazon, hvis man er interesseret. Skal vi prøve at læse en af dem op?

Jeg tænker, at den til Robin Ross. Jeg tror, at den hedder Spirit Dance.

[Anna Lou] (36:19 - 38:42)
Ja. Robin Ross var en kvinde, en kunstner fra New York, som flyttede til Crestone, og som jeg var med til at tage mig af hjemme i hendes hjem, sammen med hendes mand. Så det her digt er direkte inspireret af min oplevelse af hendes død.

She left her body, just as the deep yellow disc of a full moon, sank into the horizon. It was a time of year still called winter, but spring was edging in, making itself known in the excitement of the birds, the snow heavy with moisture, sustenance for the dry sandy soil underneath. Not so much snow, but crystallized hope for the coming summer season in the desert.

When death finally presented itself as an option, she became eager to leave her pained body. Her face now, that of a sleeping child, open, yet decidedly inward. The belief of the body as a boundary, left behind.

So many things left behind, including a grieving dog, whining for attention, yet angrily snapping at kind hands, as if having an allergic reaction to gestures of solace. Walking into the bedroom, her body lying in state. She, the centerpiece of a mandala, surrounded by flowers and crystals.

Little acts of love, performed by the hands that used to caress her. Slowly, the body loses its grip on the soul. Every time I enter, another piece of her gone.

Eventually, all that is left behind is an empty shell. A chalice, once holding a spirit, now dancing elsewhere. Elements disintegrating into wholeness.

[Paul] (38:48 - 39:27)
Det er en meget smuk beskrivelse af dødsprocessen. Det er også min egen erfaring, at når man ser en død, så er det netop en krop, hvor vedkommende ikke er til stede. Det er jo ret underfuldt, at man kan observere den overgang, på den måde du også gør det i digtet.

Jeg synes også, det er et meget fin detalje med hunden, fordi der er jo nogle efterladte, og nogen forstår det, og nogle som hunden forstår det slet ikke.

[Anna Lou] (39:30 - 40:33)
Jeg vil faktisk meget gerne tilføje noget. Det jeg har oplevet er, at i de 72 timer, den døde er hjemme, det er ikke, at pludselig er ånden væk. Det er nærmest, at den forlader kroppen langsomt.

Og så er det rigtigt. Så når den et punkt, hvor man siger, nu føles det tomt, nu føles kroppen tom. Nu er den døde væk.

Og det er jo lige præcis der, der sker noget helende for mennesket. Jeg tror sådan helt, også hvis man ikke er bevidst om det, så giver det et signal til, at vi er mere end kroppen. Og det gør, at døden kan føles mere tålelig.

Og det er derfor, det er så vigtigt at få døden hjem igen, og få den tæt på. For det heler.

[Paul] (40:35 - 40:38)
Så det er hensyntagen til de levende?

[Anna Lou] (40:39 - 40:41)
Ja, absolut.

[Paul] (40:45 - 41:00)
Så er du også healer, selvom det er et lidt belastet udtryk. Og du har arbejdet med en retning, der hedder Chi Nei Tsang. Jeg har sikkert udtalt det forkert.

[Anna Lou] (41:00 - 41:01)
Det var ikke værst.

[Paul] (41:04 - 41:05)
Hvad er det?

[Anna Lou] (41:05 - 42:16)
Chi Nei Tsang, det oversættes til "hands on energy work of the internal organs". Så det er at arbejde med organerne i maven. Og grunden til, at man går ind igennem maven, er fordi, at det er der i hele the qi system, the meridian system, der er koncentrationen af energi størst.

Og det betyder faktisk, at man igennem organerne kan behandle hele mennesket. Men også fordi, når du sådan tænker på maven, vi holder jo mange ting i maven. Holder følelser i maven, og organerne er jo det, der, hvad skal man sige, styrer både vores helbred, og manglet derpå.

Så det er et vigtigt sted at arbejde. Og jeg har haft en stor forkærlighed for at arbejde med maven. Blandt andet fordi, jeg som helt ung selv havde mange maveproblemer.

Det er jo altid en god motivation.

[Paul] (42:19 - 42:37)
Så når du siger hands on, er det så faktisk også massage? Altså, eller er det energiarbejdet med hænderne et lille smule væk fra kroppen, eller i berøring med kroppen? Altså, hvor tæt på kroppen er du?

[Anna Lou] (42:38 - 43:38)
Det er ikke massage. Man lægger faktisk hånden direkte på kroppen. Blandt andet fordi, der er nogle metoder, man kan bruge til forskellige organer, for at få dem til at give slip.

Så der kan være nogle teknikker, hvor man er nødt til at gå ind og manipulere. Men det er også en måde, når man lægger en hånd på et problem, hvis vi skal kalde det det, i maven, så kan kroppen blive opmærksom på, åh, der er noget her. Og så kan kroppen sende bevidsthed og forstærkning til det område, hvilket gør, at det jo ikke er mig, der healer noget.

Det er kroppen. Jeg peger bare. Jeg udpeger, hvad der skal ske.

Det, jeg så også gør, det er, at jeg bringer energi med mig, som så kan hjælpe kroppen til at blive stærkere og til at hele. Men det er faktisk meget vigtigt at have den der fysiske kontakt.

[Paul] (43:39 - 43:45)
Og chi eller ki, det er livsenergi, ikke? Det er en betegnelse for livsenergi?

[Anna Lou] (43:46 - 43:46)
Ja.

[Paul] (43:50 - 43:57)
Er det forbundet med dit arbejde som dødsdoula? Hænger de sammen, eller er de adskilte områder?

[Anna Lou] (44:02 - 44:22)
Jeg har arbejdet med folk, som var døende, hvor jeg har givet dem behandlinger. Så det kan godt hænge sammen. Det gør det ikke altid, men det kan det godt.

Og nogle gange har jeg også startet med behandlinger, og så er det måske langsomt blevet til noget andet.

[Paul] (44:23 - 45:26)
Ja, det forstår jeg. Det er noget, jeg også har tænkt på, når jeg selv har arbejdet som healer, hvad er det egentlig, man healer? Der sker en forandring, ofte til det bedre, eller som regel næsten altid til det bedre.

Men forandringen er ikke nødvendigvis fysisk, og ikke nødvendigvis helbredende på det fysiske plan. Og så skal man begynde at blive esoterisk omkring, hvad er det så egentlig, man laver, når man arbejder med noget, man ved, det bliver bedre. Men benet bliver jo ikke nødvendigvis helbredt, når det er brækket.

Det fungerer på nogle andre niveauer, og det var derfor, jeg tænkte, hvordan er det i forbindelse med dødsprocessen? Er det sådan, at folk nemmere vil give slip, eller er det sådan, at folk, jeg ved ikke, kommer til at hænge bedre sammen med krop og ånd?

[Anna Lou] (45:28 - 45:29)
Jeg mistede tråden.

[Paul] (45:29 - 46:16)
Nå, det har jeg også virkelig. Jeg tænker, at man arbejder med de indre organer, altså energimæssigt, det forstår jeg, og det er gennem maven, det forstår jeg også, og så tænker jeg som healer, at jeg har mine hænder på maven, jeg arbejder, og jeg tænker, okay, det er det og det, og det er området. Så som healer, så havde jeg tænkt, hvad er det egentlig, jeg laver?

Jeg ved jo, at jeg arbejder, du siger, at kroppen bliver bevidst om sig selv og sine egne helbredende processer, eller hvad ved jeg, men jeg ved samtidig også, at det er faktisk noget andet, der sker noget andet. Du arbejder med energi, og energien er der, uanset om du er syg eller ikke syg. Jeg tror bare, jeg undrer mig over, hvad jeg laver.

[Anna Lou] (46:20 - 47:44)
Det er godt, for det er nok meget sundt. [latter]..ja, altså som jeg ser på det, fordi det der, når man snakker om energi, så kan det meget hurtigt komme til at blive lidt diffust, men en måde at se det på, er jo, at alt er energi, alt har en frekvens, alt. Også den stol, vi sidder på.

Og sygdomme har frekvenser, så når man går ind, hvis der er noget sygdom, som man måske, og det kan være fysisk sygdom, men det kan også være en masse følelser, man holder et eller andet sted i maven, så er der jo en form for energimasse, der sidder og ligesom holder den frekvens. Og det er jo den, man går ind og adresserer og forløser, så på den måde er det ret håndgribeligt, som jeg ser på det. Jeg kan mærke, okay, nu sidder der noget her, nu går vi ind og giver den noget bevidsthed, og så kan den flytte sig.

Og så kan der jo ske healing på alle planer, følelsesmæssigt, fysisk, spirituelt, mentalt.

[Paul] (47:46 - 48:10)
Ja, det kan jeg godt se. Så det er ikke sikkert, at man overlever, men på et eller andet plan, så er det helende på et af de niveauer, du taler om. Der er noget, der flytter sig, der er noget, der opløser sig, og det er ikke så fluffy, så det er bare energi, man kan mærke, at det slipper.

[Anna Lou] (48:10 - 48:28)
Ja, og nu har jeg jo også noget shamansk træning, og i den retning, der er det faktisk meget, meget vigtigt at prøve at give slip på så mange ting, man holder i kroppen som muligt i dødsprocessen, så man ikke tager det med sig.

[Paul] (48:30 - 48:43)
Så er de forbundet, de to områder, kan man sige, i det. Hvordan tænker du, mulighederne er for at arbejde i Danmark med det, du kan?

[Anna Lou] (48:43 - 49:47)
Ja, det er et godt spørgsmål, som jeg også sidder og vender og drejer hele tiden, også fordi det er jo nyt i Danmark. Så jeg tror også, det handler om ikke kun, at jeg sidder her og har en eller anden idé om, hvad det er, jeg gerne vil, men at jeg lytter meget til, hvad folk har brug for. Fordi på en måde kan man jo sige, at fordi det er nyt, så er vi jo alle sammen med til at slutte os til, hvad det er.

Og derfor er det enormt vigtigt, at det går begge veje. Men det, jeg har kunnet fornemme sådan på diskussionen i det ydre rum, er, at det der åbenbart mangler, er netop det der med, at der står en eller anden, der er til stede, følelsesmæssigt. Og eventuelt spirituelt, men det er nok mest det følelsesmæssige, at der er noget nærvær, og at der er en rød tråd, og at der er nogen at læne sig op ad.

Det er det, jeg fornemmer, at der er brug for.

[Paul] (49:49 - 50:09)
Det er sjovt egentlig, at det minder meget om din tilgang til at begynde arbejdet i Crestone End of Life Project i og med at du spørger: ‘Hvad er der brug for? Hvad er min rolle? Hvad er min rolle? At have en form for afsøgning af feltet, før man overhovedet går i gang med the big masterplan.

[Anna Lou] (50:10 - 51:15)
Det er virkelig godt set. Det havde jeg ikke engang selv set. Det er faktisk meget interessant.

Men jeg vil også gerne lige sige, at for mig er en stor del af min interesse faktisk, ikke kun at arbejde med døende, men at arbejde med forgængeligheden på et hver som helst tidspunkt. Fordi det er sådan en stor del af livet, og jo mere fred vi kan have med forgængeligheden, jo bedre et liv føler jeg vi får. Og derfor kan man ligesom ikke starte for tidligt nok.

For mig er det interessant at arbejde med dødsangsten. Og jeg planlægger også at have nogle grupper, hvor folk kan arbejde sammen. Og som sagt, det behøver man ikke at være døende for.

Så jeg synes, det jeg prøver på at tilbyde er bredere end bare aktiv dødsprocess.

[Paul] (51:16 - 52:02)
Ja. Ja. Jeg synes, forgængelighed er et godt ord, og det er en modpol til noget af det, som er dukket op i tiden, nemlig det der lookmaxing.

Altså det at udseendet, og det at forbedre udseendet, og det at vise sig som værende perfekt, eller så perfekt som man nu kan blive i forhold til omgivelserne netop er en kamp imod forgængeligheden, hvor man måske, altså på den længere bane, jeg tænker måske er det meget naturligt som ung at gå i det der lookmaxing, men altså på en eller anden måde, så må man jo også lære at give slip, når man når til der, hvor det er naturligt.

[Anna Lou] (52:03 - 52:25)
Jo, men lære at give slip nu med det samme, også når man er ung, fordi det er jo at lyve over for os selv, hvis vi lader som om vi ikke skal dø. Der er jo noget, der dør hele tiden, og jo mere fred vi kan have med det, jo mindre energi prøver vi på at presse den der dødsangst væk.

[Paul] (52:27 - 52:43)
Ja, det er sikkert rigtigt, det tror jeg. Hvis der er nogen der gerne vil i forbindelse med dig professionelt, enten som healer, eller som dødsdoula, eller i forbindelse med en forgængelighedsgruppe, eller hvad det nu er, hvordan gør de så det?

[Anna Lou] (52:44 - 53:37)
Ja, men jeg har lavet en hjemmeside, der hedder deathdoula.dk, og så har jeg åbnet en Instagram-account, der hedder "thankgoodnessforimpermanence". Thank goodness for impermanence, ja. Min veninde Stephanie Gaines, som startede Crestone End of Life Project, det gik hun altid rundt og sagde.

Jeg vil godt nok sige, at den er lidt ynkelig, denne account lige nu, fordi jeg har ikke kunnet finde ud af at forbinde den med mine kontakter, så jeg tror jeg har fem followers lige i øjeblikket. Men der er den, og så er der selvfølgelig e-mail, dancingnewmoon@gmail.com.

[Paul] (53:42 - 54:20)
Dancingnewmoon@gmail.com, det er til at finde ud af at skrive i hvert fald. Anna Lou, tusind tak fordi du vil fortælle om Crestone End of Life Project, om det at være dødsdoula og healer, og jeg tror hele det her felt, hvor man arbejder med en mere bevidst overgang fra dette liv til det næste, er vigtigt, både på individniveau og også på samfundsniveau. Så tak fordi du delte dine erfaringer, og jeg håber, det kan bidrage med at sætte nogle yderligere refleksioner i gang med hvad der er muligt som pårørende, og hvad der er muligt som menneske, når man skal herfra.

Tak for nu.

[Anna Lou] (54:21 - 54:22)
Tak, Paul.