Erik Palle Olesen - et liv i nærdødens lys og skygge

I podcasten taler jeg med forfatter og pensioneret læge Erik Palle Olesen om hans bog "Et liv i nærdødens lys og skygge", der udkom på Wadskjær forlag i 2026. Bogen er ikke en biografi, understreger forfatteren, selvom den rummer biografiske elementer. Formålet med bogen er ikke at beskrive et livsforløb, men at illustrere en udvikling af bevidsthed.

Bogen og podcasten fokuserer på situationer, hvor egoet bliver tvunget til at træde til side, og en højere bevidsthed træder ind. For eksempel da hovedpersonen Harald er ved at drukne og oplever stenenes raslen mod søens bund som en form for vidunderlig musik. Både himmelske og mareridtsagtige oplevelser bruges i en samlet beretning om at frigøre sig fra fortidens traumer og egoets krav.

Et af de vigtigste elementer i bevidsthedsudvikling er foreningen af modsætninger, altså personlighedens integration. Som Palle formulerer det i samtalen: "Det, som er for oven, skal forenes med det, som er forneden, det, som er til højre, skal forenes med det, som er til venstre, det, som er bagved med det, som er foran, det, som er indvendigt med det, som er udvendigt. Splittelsen og sårene skal heles, det kvindelige skal forenes med det mandlige [og] det barnlige med det voksne." 

Transcript

TRANSSKRIPTION

1. INTRO 

[Paul] (0:02 – 0:58)
 Velkommen til podcastserien “Nærdødsoplevelser og livsfortællinger.” En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Mit navn er Paul Bridgwater, og jeg er taget til Kalundborg for at møde den pensionerede læge og forfatter Erik Palle Olesen.

Erik Palle Olesen, eller Palle, som han foretrækker at hedde, har skrevet en række bøger, der gennem erindringer, digte, myter og fiktion beskriver en dybere virkelighed, der bl.a. viser sig gennem meditation, drøm og også nærdødsoplevelser. Man kan kalde det mystik, men det er måske ikke så mystisk endda. Palles seneste bog hedder “Et liv i nærdødens lys og skygge”, og den udkom på Wadskjær Forlag i 2026, og det er bl.a. den, vi skal tale om i dag. Nå, Palle, vil du sige noget om dig selv?

2. BIOGRAFI ELLER ROMAN?

[Palle] (0:59 – 2:01)
 Jeg har jo levet et langt liv. Det har været meget begivenhedsrigt, ofte temmelig dramatisk, både ydre dramatik og i høj grad indre dramatiske oplevelser. Det har også været et meget smertefuldt liv.

I en 30-årsperiode fra ca. 1980 til hen omkring 2010 var det liv voldsomt præget af svære smerter, som gjorde livet vanskeligt at holde ud, simpelthen. Jeg har ikke så meget lyst til at fortælle nærmere om biografiske oplysninger, de kunne komme, når jeg fortæller om bogen.

Der er en vis sammenfald mellem bogens hovedperson og mit liv, og i den sammenhæng kan jeg så nævne noget om mig selv frem for at sige en masse om min historie nu.

[Paul] (2:01 – 2:31)
 Det synes jeg er en god idé. Bogen er skrevet som roman. For eksempel står der på bagsiden, at romanens hovedperson flygter forvirret og urolig fra sin baggrund og sine smerter.

Samtidig er bogen også skrevet som en biografi, så bogen handler om dig og handler alligevel ikke om dig. Hvordan valgte du at skrive i tredje person?

[Palle] (2:32 – 3:24)
 Jeg har aldrig haft et ønske om at skrive en biografi. Det gælder alle mine fire bøger. De er ikke en biografi.

De er bøger, hvor deres hovedtema er bevidsthed og udvikling af bevidsthed. De biografiske elementer, der er med i bogen nr. 2 og 3 og den aktuelle, de er udelukkende med som baggrund for, en ramme for hovedtemaet bevidsthed.

Så det er ikke en biografi, men de oplysninger, der har et biografisk præg, altså hovedpersonens livsomstændigheder, som det er beskrevet, de er kun med for at gøre det bevidsthedsstoffet tilgængeligt for læseren. Ellers bliver det for teoretisk.

3. SOLDATERBERETNINGEN

[Paul] (3:25 – 4:42)
 Det tror jeg, du har fuldstændig ret i. Når jeg læser den, så er nogle af de beretninger, der er mest gribende, det er for eksempel, da Harald er soldat og oplever en ung piges død på landevejen. Eller Harald også som soldat oplever, at der er husspektakler og griber ind over for en mand med jagtgevær.

Så du bruger disse begivenheder som afsæt til at skrive om noget, der måske ikke kan forklares særlig godt med ord. Så vidt jeg husker, så hedder kapitlet noget med en anden bevidsthed eller noget lignende, den som handler om der med soldaterepisoden. Nu siger vi, at det er lidt svært, fordi selvfølgelig er det en beretning, som jeg formoder er sket på den måde, du beskriver det, men det er ikke det, der er det væsentlige.

Hvis vi nu dykker ind der, det ved jeg ikke, om vi kan, men der er soldaterberetningen med kaptajnen, og du er i gang med at aftjene en toårig værnepligt, og vi må være engang…

[Palle] (4:46 – 9:55)
 1963-1965, der var værnepligten 18 måneder for menige, og to år, når man var værnepligtig befalingsmand. Det var andre tider end nu. Det var jo midt i den kolde krig, og det var alvor.

Rød alarm hed det, når vi blev vækket midt om natten og skulle fare ud, og jeg var ved forsyningstropperne, [vi skulle] køre ud i skoven og gøre klar til, at der kunne komme angreb. Den oplevelse, du refererer Paul, fandt sted. Jeg skriver det jo som om det er Harald, der oplever det, der er hovedpersonen.

Der er der jo et sammenfald mellem Harald og mig, men jeg må sige, at samtidig er Harald død. Det fremgår i bogen, at han er fra det første død utallige gange i drømmer og visioner om natten og meditationer, men han dør også til sidst i bogen på en meget markant oplevelse, som den beskrives. Så han repræsenterer en fortid, og samtidig er noget af det, Harald oplever i bogen, også mine oplevelser.

Der kan man sige, illustrerer oplevelsen dette, som er bogens hovedtema, en anden bevidsthed, der træder ind. I en akut livstruende situation, hvor vi og jeg bliver beskudt af en mand med jagtgevær lige foran os, på få meters afstand, der reagerer jeg og et par stykker andre med, at vi må afvæbne ham. Vi løber i første omgang i beskyttelse bag en kølevogn, der står lige ved siden af, og på sekunder aftaler vi, at vi angriber ham fra hver sin side, og det gør vi, og det overstås på sekunder.

En af os tager geværet, og vi andre sætter os på ham, den meget rasende mand, og får ham pacificeret. Det, der slog mig bagefter, var, at jeg tænkte ikke noget som helst. Jeg havde ingen følelser i det.

Det skete alt sammen af sig selv. Den sædvanlige Palle, som jeg hed der eller Harald, var slet ikke til stede dybest set bevidsthedsmæssigt. Det var en anden bevidsthed, der tog over.

En naturkraft, ville jeg kalde det i dag, en højere bevidsthed, kan jeg også kalde det, som traf beslutningerne, og som førte min krop og sørgede for, at tingene skete effektivt og sobert på alle måder. Det, der sker for mig i den situation, er, at hovedpersonens, eller min, jeg- eller egobevidsthed, – for mig er egoet jeget plus vilje og alt muligt bevidst og ubevidst emotion – Egoet træder til side, bliver parkeret et fjernt sted og observerer dybest set bare, hvad der sker, hvis det overhovedet er til stede i situationen.

1. NÆRDØDSOPLEVELSEN UNDER VANDET (8.08) 

Det er en anden instans, der handler. Det var det samme, der skete i den nærdrukning, Harald eller jeg oplevede som 14-årig. Egobevidstheden træder til side, bliver parkeret som observatør af det, der sker.

En anden bevidsthed tager over. I den nærdrukningsoplevelse var jeg druknet, eller Harald var druknet, hvis egoet havde været til stede, fordi egoet ville være gået i panik. Det var en så kritisk situation, at den mindste smule panik havde betydet, at jeg var druknet uden for enhver tvivl.

Og så var jeg blevet fundet som et kadaver på et eller andet tidspunkt senere, da jeg blev skyllet op på stranden. Det var en meget voldsom situation. Men det, der sker, er jo simpelthen, at jeg eller Harald som person, den normale dagligdagsperson, bliver parkeret som observatør, og en helt anden instans, bevidsthed, tager over.

Og det var jo så lidt af det samme, som vi læser i talrige nærdødsoplevelser, at tiden gik i stå. Der var simpelthen ingen tidsfornemmelse. Jeg oplevede en stor, stor skønhed, da jeg blev hvirvlet rundt sammen med store sten på bunden.

Det lød som den skønneste musik, og jeg kunne stadig høre den musik i mit indre mange år efter. En lille smule stadigvæk, når jeg går nede på stranden her, det er en stenstrand med mange sten, og når der er storm, så rasler stenene på en måde, som minder meget om den der oplevelse på bunden. Det var vist Adriaterhavet.

[Paul] (9:57 – 9:58)
 Kan jeg læse det højt?

[Palle] (9:59 – 10:00)
 Ja, det er du velkommen til.

[Paul] (10:02 – 12:25)
 I bogen handler det om hovedpersonen Harald, han er 14, årstallet er 1959, og her er det ved Gardasøen. “Stranden skrånede meget mere nedad, end han havde ventet, og vandet blev dybt efter få skridt. Samtidig var bølgerne langt større og voldsommere, end han havde prøvet før.

Harald blev derfor hurtigt slynget omkuld og ned i den stærke strøm på bunden, uden mulighed for at gøre fra eller til. Der på bunden gik det op for ham, at han kunne drukne. Lige nu.”

Og så fortæller Harald:

“Mens jeg blev hvirvlet fuldstændig hjælpeløst rundt, oplevede jeg pludselig en ukendt dyb stilhed og fred, som rummede fuldstændig accept af det der skete. Ingen angst eller uro, kun klarhed.

Jeg kunne og skulle ikke kæmpe. Gennem stilheden registrerede jeg raslen af store sten, der blev hvirvlet rundt på bunden ligesom mig selv. En raslen, der lød som vidunderlig musik.

Tiden eksisterede ikke. Mange år senere kunne jeg stadig høre den vidunderlige musik af raslende sten.” Når jeg sammenligner beskrivelsen her med det du oplevede i hæren, så er den ene oplevelse præget af en hyperrationel handlingsforløb, hvor du målrettet går efter at få situationen løst.

Du handler resolut og formålstjenligt, og du og en kammerat får afvæbnet manden med jagtgeværet. Mens i det andet her, der giver du slip. Altså, der er sådan et øjeblik, hvor du beslutter dig for ikke at kæmpe imod.

Men alligevel, så tænker du, at det er det samme?

1. EN ANDEN BEVIDSTHED 

[Palle] (12:25 – 15:26)
 Ja. I situationen med skyderiet, der er jeg 19 år, det er nogle få år senere, der er det ikke mig! Du siger, “DU gør”, som målrettet…. Det gjorde jeg jo netop ikke. Det sker.

Jeg bliver ført. Det er det, der er det vigtige i det. Det ser ude fra ud til, selvfølgelig, at de to kammerater og jeg, vi beslutter at gøre sådan.

Vi besluttede kun, at vi måtte afvæbne. Derefter skete alt af sig selv uden en eneste tanke. Jeg blev ført af en anden bevidsthed.

Der var ingen jeg, ingen vilje i det i vanlig forstand. Og derfor var det også uden angst, uden uro, uden vrede. Der var ingen vrede.

Han havde lige skudt på os. Vi kunne have mistet livet eller blevet lemlæstet. Der var ingen vrede, angst, uro.

Og det ville der være, hvis jeg greb ind. Jeg blev ført. For mig er det den samme bevidsthed.

Når jeg lå under vandet, eller Haraldt, så er det rigtigt, så er der jo accept og overgivelse. Men lige pludselig kommer der jo igen det, du kalder en rationel handling. Pludselig skal jeg op.

Ved jeg. Nu skal jeg søge op, hvis jeg skal overleve. Op til overfladen.

Nu er den voldsomme bølge eller brænding passeret. Jeg skal søge ud. Det ved jeg bare.

Det kommer til mig. Og det er jo lige så rationelt som det med beskydningen og handlingen der. Så for mig er det den samme bevidsthed.

Men situationen er en anden. Da vi bliver beskudt, så skal det handles nu. Under vandet var det nødvendigt at vente.

I den der situation, hvor jeg vidste, hvis jeg havde været i mit jeg/ego stadigvæk, at nu drukner jeg om et øjeblik, egoet træder til side, og derfor kan der ventes, indtil handlingen er mulig. Og det, synes jeg, er forskellen på de to situationer. Det er nødvendigt med en accept-periode, hvor der så afspilles vidunderligt musik, så at sige.

Og der er stillhed, indre stilhed, samtidig med den musik er der. Der er heller ingen følelser, ingen angst, ingen uro. Det er det, der er det vigtige.

Accept, ingen angst, ingen uro, ingen vrede, ingen usikkerhed. Og så kommer handlingen nøjagtigt ligesom målrettet, som da jeg bliver beskudt.

[Paul] (15:26 – 15:38)
 Ja, det forstår jeg. Så der er den der overgang mellem hverdagsbevidsthed, og så det her andet, som griber ind i begge dele. Ja.

[Palle] (15:40 – 15:43)
 For mig er det nøjagtig samme bevidsthed.

1. BERGEN-BELSEN 

[Paul] (15:47 – 16:14)
 I flere af dine bøger har du en rædselsvækkende beskrivelse af koncentrationslejre. Det er en helt specifik koncentrationslejr. Det er Bergen-Belsen.

Og episoden, eller det, der vækker i dig, kommer fra, at du havde læst Richard McMillans bog fra D-Day til Danmark som 13-årig. Står den her?

[Palle] (16:14 – 16:16)
 Den står lidt bag dig der.

[Paul] (16:20 – 16:29)
 Nu læser jeg noget af det højt, så man kan få en fornemmelse af, hvor forfærdeligt det er, og jeg har prøvet at tage det værste fra.

[Palle] (16:29 – 16:31)
 Jeg er 12 år på det tidspunkt.

[Paul] (16:32 – 17:43)
 Er du 12? Richard McMillan er journalist, og han er førstehåndsvidne til at åbne Bergen-Belsen efter krigen. Og her kommer hans beskrivelse.

“Tilsølede og forvredne lå de stakkels torturerede ofre stablet, den ene oven på den anden; nogle var mast dybt ned i gruben under hundreder af andre, andre lå på skråningerne, klyngende sig til hinanden med deres magre lemmer, som i en fælles medfølelse og ømhed.

Atter andre lå på gruberanden, ganske som de var slumpede til at falde, da de blev smidt ned fra bødlens dødskærre.” Det her forfærdelige, mareridtsagtige billede går igen i nogle af dine bøger, og svarer også til nogle af de rædselsscenarier, som du også har oplevet i drømme, meditationer osv. Og så tænker man jo, hvad skal det gøre godt for?

Hvorfor er det sådan, og hvorfor er det så stærkt? Og hvad er det, det betyder, de her oplevelser?

[Palle] (17:43 – 23:14)
 Ja. Jeg er 12 år, som sagt, da jeg læser den bog. Den hed fra D-dag til Danmark, og jeg startede med at læse den som en 12-års dreng, der interesserede sig lidt for 2.

verdenskrig. Jeg er jo født lige før krigen slutter. Mine forældre levede under 2.

verdenskrig. Min far kunne være likvideret. Det var et rent held

han ikke blev det, fordi fire af hans kolleger blev likvideret, og han var tilfældigvis ikke en af dem, det kunne han lige godt have været. Så man kan sige, krigen var tæt på mine forældre, og på min fødsel, kan man sige. Måske derfor, i hvert fald, var jeg optaget af D-dag, da jeg fandt den bog på reolen.

Så jeg læste den, og det meste var, om man kan sige, i gåseøjne “almindelige krigsbeskrivelser.” Så kom her afsnittet, som jo var været meget mere grufuldt end den smule, du har læst op her. Og det læste jeg så, og blev jeg selvfølgelig rystet og chokeret, som et barn nu kan blive.

Og så oplever jeg for første gang i mit liv, som jeg husker, at få et budskab. Det var jo ikke en stemme, jeg hørte. Det var et budskab, der bare stod, så at sige, på lystavlen, som man plejer at sige.

Et indre budskab, som du lige har refereret. “Deres smerte er også din.” Eller: “Der har du selv været.”

“Deres smerte er også din.” Det forstod jeg jo ikke dengang. Hvorfor får jeg så noget at vide indefra?

Så jeg måtte ligesom parkere det, og læse videre, og leve videre, som jeg kunne. I dag ser jeg det på samme måde som de andre oplevelser.

I den situation bliver den 12-årige dreng voldsomt rystet og chokeret. Så meget så, at egostrukturen, som jo ikke var særlig udviklet på det tidspunkt, på den alder, den skrøbelige egostruktur, jeg havde, den bliver simpelthen skubbet til side.

Ligesom ved nærdrukningsoplevelsen, at det er simpelthen for voldsomt. Egoet kan ikke rumme det. Så egoet bliver skubbet til side, og så træder en højere bevidsthed ind med et budskab.

Det kunne ikke lade sig gøre, hvis egoet var der, fuld af en masse angst og vrede og andet. Egoet bliver skubbet til side, og så kan en anden bevidsthed træde ind. Så kan man undre sig over, hvorfor skal et 12-års barn have et budskab om helvede på jord?

Og “der har du selv været.” For mig, som jeg ser det i dag, handler det om, at der havde jeg faktisk været. Men som spæd, det er beskrevet i bogen, hvordan spædbarnet, før jeg havde navn, formentlig også, oplevede et omsorgssvigt, som bragte barnet i nærkontakt med døden.

1. OMSORGSSVIGT (20.45) 

Måske i flere perioder, temmelig lang tid, fordi barnets mor simpelthen ikke evnede på nogen som helst måde at have omsorg for et barn. Det kan have været en svær fødselsdepression, men det blev ved i lang tid, og ingen greb ind. Så det lille barn har levet i et tilstand, som har for en hvilket som helst dyreunge også repræsenteret helvede, kan man sige.

En fortvivlse, en rædsel, en vanvittig angst. Døden står lige bag nakken og griber fat, og samtidig kommer den anden side, som vi kan snakke om senere, hvordan en højre bevidsthed griber ind, og redder det, fostret, som er døden nær der – eller det lille barn. Men på det tidspunkt, som 12-årige læser det, der kommer altså den voldsomme oplevelse, det andre kalder den mørke nærdødsoplevelse.

For mig er det sådan en, jeg som 12-årig hører. De fleste finder det helt uforståeligt, hvorfor kommer der sådan noget, når de fleste, der fortæller om nærdødsoplevelser, fortæller sådan positive, lysende oplevelser. Her starter jeg så tidlig i livet med en sådan oplevelse af helvede, og det tager jeg som et billede på, at det var et vilkår, der blev mit livsvilkår.

Meget senere kom der nogle andre oplevelser, og jeg kan jo ikke sige, hvorfor den skulle komme på det tidsskab, som 12-årige. Meget voldsomt.

[Paul] (23:17 – 24:00)
 Så det omsorgsvigt, du oplevede som spæd, den rædsel, der ligger i det, er i gåseøjne den samme rædsel, som koncentrationslejrfanger også oplever. Det er en form for, det lyder forfladende, at sige generisk, for det er ikke det, jeg mener, men det er sådan en dyb, eksistentiel, helvedesagtig tilstand, som den enkelte kan opleve i sit liv, og som man også, altså nærmest i kollektiv skala, kan være vidne til, eller opleve i koncentrationslejr, eller lignende tilstande.

[Palle] (24:01 – 24:25)
 Det er jo Dantes helvede. Det er beskrevet fra tidernes morgen, også i de gamle orientalske traditioner, altså helvede er beskrevet mange gange som en realitet, også i det enkelte menneske. Og det får jeg så at vide som 12-årig, uden selvfølgelig at forstå det, at det bor i mig, det helvede.

[Paul] (24:25 – 24:36)
 Ja. Det bor i dig, ja. Bogen hedder jo også “Et liv i nærdødens lys og skygge.”

[Palle] (24:36 – 24:36)
 Nemlig.

[Paul] (24:36 – 24:37)
 Og her er vi.

[Palle] (24:37 – 24:38)
 I skyggen.

[Paul] (24:38 – 24:39)
 I skyggen.

1. INTEGRATION 

[Palle] (24:39 – 25:34)
 Og mit liv kom så til at handle om, ja, det kan siges på flere måder, integration af de to niveauer: himmel og helvede. Det har jeg fået at vide gang på gang, og det har vist sig utallige gange i visioner og mareridt og de mange, mange oplevelser, jeg har haft, at det helvede jo havde en anden side, himmelsiden, som også var med i den tidligste livsfase, men som jeg ikke kendte noget til på det tidspunkt. Det oplevede jeg senere.

Og så kom, fra jeg var 40 års alder, så begyndte integrationsprocessen der og den bevidste integration af helvede og, kan man sige, himmelaspektet.

[Paul] (25:37 – 25:48)
 Men, altså en integration, altså lyder forjættende, men hvad vil det sige, altså at integrere de her modsætninger i et liv?

[Palle] (25:49 – 29:22)
 Ja. Da jeg startede på, da jeg var 40, var jeg så fortvivlet, fordi jeg havde haft, på det tidspunkt allerede, en rædselsvækkende migræne og rædselsvækkende hovedpine, og jeg var lige blevet skilt, og det var også rædselsvækkende for mig. Jeg var så fortvivlet, så jeg fandt ud af, nu må jeg søge indad.

Jeg havde vænnet mig til, at der ikke var hjælp at få, og jeg måtte klare tingene selv. På det tidspunkt gik det op for mig, det er vel også den indre stemme, der igen har manifesteret sig, at nu må jeg søge hjælp.

Og det skete på forskellig vis, især i 10-året fra 1985 til 1995, meget aktivt på forskellig vis, men den integrationsmodel, der stod frem for mig, det har været i ’87 cirka, under en meditation, den hed, at: “Det som er for oven skal forenes med det som er forneden, det som er til højre skal forenes med det som er til venstre, det som er bagved med det som er foran, det som er indvendigt med det som er udvendigt. Splittelsen og sårene skal heles, det kvindelige skal forenes med det mandlige, det barnelige med det voksne, og det kan man sammenlægge og kalde en polaritetsskabelon.”

Den er jo, kan man sige, universel i sin karakter, fordi der er jo en enorm mængde symbolik. Den er for det første kropsligt, op og ned, højre og venstre, inde og ude, foran, bagved, i kroppen. For mig var det en meget kropslig proces, opmærksomhedsøvelser, kropslige.

Men den åbner jo også symboliske lag af enhver tænkelig art. Korsstrukturen, for eksempel, nu nævnte du den tidligere, men jo også himmel og helvedestrukturen. Der er så mange symboliske aspekter også i den.

Men det blev min lod at lægge krop og sind til en livslang proces, hvor disse polariteter skal mødes. Og det har været meget voldsomt. Jeg har haft hundredvis af mareridt, rædselsvækkende,

de har for tiden ændret karakter. Og efterhånden er jeg, inden for de sidste par år, er de forsvundet, men jeg har jo haft helt utroligt mange mareridt. Og jeg er død i drømme og visioner hundrede gange eller deromkring.

Ofte meget voldsomt, men nogle gange også fredfyldt, som i den der nærdødsoplevelse, hvor jeg kommer på den anden side, som det hedder, og hvor det bare er fredfyldt og vidunderligt.

[Paul] (29:23 – 29:47)
 Så er integrationen, altså: Egoet dør, Harald dør. Er det integrationens mål, at polariteterne mødes, og man finder ud af, er den nirvana, hvis man skulle sige det sådan bagved, eller er det en snupløsning, som jeg bare har lavet i tankerne?

[Palle] (29:48 – 30:19)
 Nej. Den første bog, jeg skrev, med ført hånd, jeg skrev sådan set ingenting. Jeg var bare sekretær for de digte, der kom til mig ud af stilhed.

Den hed, “Mystikkens vej til frihed.” Mystikkens urbudskab, årtusindgamle budskab kan formuleres, som jeg gør, inden i den bog: “Jeg længes efter livet, skal vove døden først.”

[Paul] (30:19 – 30:24)
 “Jeg længes efter livet, men skal vove døden først.”

[Palle] (30:25 – 35:46)
 “Jeg længes efter livet, skal vove døden først.” Det er mystikkens urbudskab. Det er gentaget igen og igen og igen af mystikere i årtusinder.

Det plejer så, i en kort version, at blive formuleret som: “Egoet skal dø, for at… nogen kalder det oplysning.” Jeg synes, det er et dårligt udtryk, “oplysning”. Det siger ingenting.

Men når egoet dør, så forsvinder jeg i sædvanlig forstand, fordi projektionerne forsvinder. Man kan også sige, at egoet er jo en bevidsthedstilstand, som rummer bevidste og især ubevidste projektioner. Det, jeg ser hos den anden og synes vældig godt om eller synes dårligt om, fordomsfuld som jeg er i et eller andet omfang, det bor også i mig selv.

Processen har for mig også i alle de år handlet om det, nogen kalder at trække projektionerne tilbage og prøve at nå en tilstand, hvor der er stadig færre projektioner. Det kaldes også en mere non-dual tilstand, fordi projektionerne repræsenterer meget det, vi kalder en dual måde at se verden på. Men altså, det at modsætningerne forenes, betyder en frisættelse af det menneske, det sker for, fordi der kommer en tilstand af indre stilhed.

Denne konstante tankestrøm, som næsten alle mennesker jo oplever, og hvis ikke de tænker over det i samme øjeblik, når de sætter sig og prøver at meditere, så oplever jeg i hvert fald, at det kører konstant, alt muligt. Den tankestrøm er hos mig og hos Harald i bogen forsvundet stadig mere gennem alle disse års indre forløb, kan man sige. Tankestrømmen stopper, så nu kommer der tanker, når der er brug for tanker, men ellers kommer der sjældent tanker spontant andet, end hvis det er i form af et diktat fra denne indre stemme, og det kommer der næsten aldrig mere af.

Der er simpelthen blevet mere og mere stille indeni, og det vil sige, egostrukturen har ikke så meget at sige mere, fordi den er uinteressant. Et tema, der er dukket op igen og igen, det er jo også, at du skal blive Mr. Nobody, eller du skal være ingen, en af formuleringerne er meget kort: “Alt forsvinder, der bliver intet tilbage, kun Det er, med stort D.” Det er sådan i den hinduistiske tradition, det er Brahmantilstanden, der er vi ude over de antropomorfe, guds- og hellige figurer, som Buddha og Jesus, Maria og Shiva og Kali, vi er bag det niveau, eller før.

Så længe der er et ego, så må det antropomorfe også være der, det vil egoet. Så jo mere, kan man sige, at den der forening af modsætning af polariteterne træder igennem, jo mindre projektioner er der, og jo mindre bliver det antropomorfe interessant, og det Tolle kalder formverden, bliver mindre og mindre interessant, så livet forandrer sig, og bliver enkelt. Denne Bob Moore, som jeg lærte øvelserne af, eller nogle øvelser af i sin tid, han talte meget, det foregik jo på engelsk-irsk, han talte meget om “simplicity”, og det synes jeg for mig selv, er blevet omdrejningspunktet.

Det simple, tilværelsen, livet bliver mere enkelt, det bliver stille, når den der tankestrøm forsvinder, så er tingene jo mere enkle, for der er ikke alt muligt på den ene side, og anden side, og tredje side, og fjerde side, og hvad synes hun eller han nu om det, og kan jeg nu det, eller kan jeg ikke det, osv. Svarene kommer også i høj grad af sig selv, men selvfølgelig, altså Harald og jeg er jo et almindeligt menneske, også til vi dør fysisk, selvfølgelig det er en livslang lærerproces.

[Paul] (35:47 – 36:56)
 Hvis jeg sammenligner med det, som nærdødsoplevere kalder for livsgennemgangen, så er det ofte sådan, at de ser begivenhederne i deres liv fra de andres synsvinkel. Et eksempel er det, som man har gjort mod andre, at man ser det fra de andres bevidstheders synsvinkel. Og på den måde, hvis man forstår det i det lys, som du har om integrationen, så er det faktisk en integrationsproces, at de ser, at de selv er de andre, der observerer eller registrerer og har haft deres følelser med i det, der sker.

Og man kan sige, at i det øjeblik, at en livsgennemgang fører til skam, så er det faktisk en regression til egotilstand, hvis man skulle være grov. Fordi så har man faktisk ikke set, at man faktisk er den anden.

1. PROJEKTIONER 

[Palle] (36:57 – 37:59)
 Jeg arbejder jo meget med projektionsbegrebet, fordi det er så konkret. Og når man trækker projektionerne tilbage, som vi kalder det, så er det jo, fordi man har set sig selv i den anden, eller det, man ser hos den anden, har man selv. Den idiot, så opdager man, at det var mig selv, der også er en idiot.

Det, jeg ser hos den anden, det bor hos mig selv, måske meget stærkere end det. Og det må jeg se og gøre op med, hvis jeg kan. Så er jo meget bevidstgørelse i sådan et forløb.

I den der polaritetsmodel, det indvendige og det udvendige, det udvendige er jo den anden. Så kan man også se det er mig selv, den ene, og den anden. Og hvis det skal forenes, så skal jeg jo opdage, at den anden er hos mig, eller jeg er den anden.

[Paul] (37:59 – 38:06)
 Ja, det er Tristemagenus [sic!] [Hermes Trismegistus], det øvre og det nedre, nå – det er lige meget…

[Palle] (38:08 – 38:43)
 Ja, modellen tror jeg først er blevet inspireret til fra Thomas Evangeliet, der er en logion, jeg tror den hedder 22, der har nogle af de her oppe skal forenes med nede, og så videre. De findes også i de alt gamle hinduistiske og buddhistiske tekster nogle steder, dette med polariteter, der skal forenes. Så det er ikke noget nyt, men hos mig kom det så som en meget universel skabelon, det var ikke en, jeg overtog fra Bob Moore, det dukkede op spontant, og denne indre, kan man sige, stemme.

[Paul] (38:44 – 39:17)
 I dine bøger, så er der også en række digte, og nu vil jeg læse et af dem højt. Det handler om kærligheden.

Kærligheden, som giver uden krav,
 som åbner og frisætter leg og skønhed,
 uden smerte, og bestandigt vokser derved.

Kærlighed, som bobler af glæde,
 ganske som perlende kildevand,
 den kommer jo også fra livets kilde.
 Værsgod, min ven: drik alt det, du lyster.

[Palle] (39:19 – 48:05)
 Jeg har jo siden …, nej, siden ca. 1990 modtaget flere hundrede digte, som kom til mig ud af indre stilhed. Det startede typisk om natten.

Jeg vågner i en tilstand af fuldstændig indre stilhed, helt krystal klar, ingen dagsorden, ingenting, jeg ligger bare i sådan en klar tilstand og gør ingenting. Og så dukker der pludselig, eller dengang, så dukker der pludselig et par ord op, og jeg har en fornemmelse af, at de skal skrives ned, så det gør jeg. Jeg har ingen anelse om dem, hvad de betyder, hvorfor jeg skal skrive dem, men jeg skriver dem ned.

Et øjeblik efter, så dukker der to, en gang imellem tre ord mere op, og dem skriver jeg også ned, og jeg forholder mig overhovedet ikke til det. Jeg er udelukkende sekretær, det fremgår meget tydeligt, at der skal bare skrives, og ikke tænkes, eller noget som helst. Jeg skal være stille, og det er jeg.

Og det kunne så fortsætte i fem, ti, fem minutter, samtidig måske næsten en halv time, med disse afbrydelser, der ligger i, det er to-tre ord, der kommer, og så en pause. Og så kommer der en eller anden tekst ud af det, som jeg så først næste morgen renskrev, og læste, og forholdt mig til. Og det var så digte, og det lille afsnit, du læste op her, var et af dem.

Det samme afsnit, kan man sige, samme tema, gik igen i mange. Det handler om kærligheden uden forkærlighed. Al almindelig menneskekærlighed rummer jo forkærlighed.

Vi er jo os selv nærmest. Vores familie, vores børn, det er jo altid dem, de nære, man kender godt, er de nærmeste. I kærlighed mellem to partnere, der er jo også forkærlighed. Det, jeg får at vide i disse talrige digte, det er, at der er en bevidsthedsinstans, den samme, vil jeg så sige i dag, som reddede mig, da jeg lå under vandet, og var ved at drukne, eller som førte mine handlinger, da jeg blev beskudt, og der har i øvrigt været andre lejligheder af lignende art. Den bevidsthedsinstans rummer ingen forkærlighed.

Det er en naturkraft, som demaskeres, det er for mig et vigtigt udtryk i dag, når der er en situation, hvor egoet træder til side, som da jeg var ved at drukne, da jeg blev beskudt, som mange beskriver i en nærdødsoplevelse, og der kan være mange andre situationer, for mit eget vedkommende talrige visioner, når egoet træder til side, så træder den højere bevidsthed ind, den er der nemlig altid, men egoet holder den væk, fordi egoet vil sig selv, egoet fylder så meget i os, og da ikke mindst formentlig i vores aktuelle kultur, hvor vi skal markedsføre os selv hele tiden. Men egoet fylder i hvert fald så meget, så det er kun, når egoet træder til side, og det gør egoet i forskellige situationer hos os alle, vil jeg sige, når vi drømmer om natten, så træder egoet jo lidt til side, mere eller mindre afhængig af hvem man er, men når egoet træder lidt til side, så vil denne højere bevidsthed kaste lys ind i det ubevidste mørke, som er i sindet og kroppen. Det betyder jo simpelthen lag af fortrængte følelser, som vi ikke rigtig forstår eller ikke selv er overhovedet opmærksomme på, men de er øjensynlig så tæt på overfladen, så de kan dukke lidt op og belyses symbolsk, som det sker i drømmen.

Så snart egoet træder til side i andre situationer, det gælder også i dagdrømme, vil jeg mene, det er nok det samme, der falder man lidt hen, egoet svømmer lidt hen, bliver dovent, så kan denne anden bevidsthed også træde ind og kalde noget frem, som man ellers ikke lige havde tænkt sådan ved sit bevidste tænkeapparat. Og der er en række andre situationer, også visioner, de såkaldte mystiske oplevelser, som ligger meget tæt på nærdødsoplevelser, som da Saulus blev til Paulus, som et eksempel, som er meget kendt, hans ego er formentlig af den ene eller anden grund, måske udmattelse, dårlig samvittighed, er jeget trådt til side, og så kan en højre bevidsthed træde ind her, som hans tilfælde som Jesus’ stemme formentlig, eller Guds stemme. Det er for mig hovedbudskabet i de bøger, jeg har skrevet, at der er en bevidsthedsinstans bag egoet, som altid er der, og det er ikke noget nyt, jeg har fundet på, det er sagt og skrevet utallige gange igennem årtusinder, at den er der, og så snart egoet slapper lidt af, også i drømmene, så kan den træde ind og kalde noget frem, som vi ellers ikke er opmærksomme på.

Og det kan være svært. Alle mine mange mareridt, der var det jo svært. Det var ligesom Bergen-Belsen-oplevelsen, der kom i nye versioner, som led i at de skulle fordøjes.

Men det kan også være meget, meget smukke oplevelser. Jeg har haft de mest utrolig smukke oplevelser om natten. Helt overvældende skønhed igen og igen.

Også den anden side af det. Skønhed, grænseløs skønhed på forskellige vis. Og det, der så sker efterhånden, det er også beskrevet mange gange, det er, at alle disse ekstatiske oplevelser og mareridtsagtige ting, de fader ud med tiden.

I dag har jeg ingen oplevelser af den art mere. Hverdagen er blevet stilfærdig. Præcis som det er beskrevet i buddhismen, når han er kommet igennem sin proces, blevet oplyst, eller hvad det kaldes, så er han tilbage på markedpladsen og går stille rundt der og lyser med det lys, som lyser igennem ham.

Han er selv en Mr. Nobody, denne buddhist, der går rundt, men der er noget lysende ved ham, som tiltrækker nogle få, der kan mærke det uden nødvendigvis at vide, hvad det er. Så jeg har haft et meget stort antal ekstatiske oplevelser, det må det kaldes, og mareridtsagtige oplevelser, himmel og helvede oplevelser, det alt sammen fadet ud i løbet af de seneste år. Min migræne er også fadet ud, min smerter er fadet ud, og på mange måder har jeg det bedre, end jeg nogensinde har haft lige nu, som vi to har snakket sammen.

[Paul] (48:06 – 48:08)
 Det er jo rigtig godt.

[Palle] (48:09 – 48:10)
 Det er meget godt.

1. FÆDRENES SYNDER 

[Paul] (48:12 – 49:05)
 Jeg vil stille dig et spørgsmål omkring familie og familiens betydning. Jeg ved, det er lidt af en baneskift, men noget af det, der slår mig, er, hvor meget ens forfædre, det lyder så tungt, men ens forældre og deres forældre og deres opvækstvilkår og deres måde håndterer det på, bliver en del af de monstre, hvis vi kan kalde det det, de omstændigheder, man skal arbejde med i en integrationsproces. Er det sådan, løser man forfædrenes udfordringer?

[Palle] (49:07 – 52:23)
 Det, jeg har fået at vide, kan man sige, i mit integrationsproces, det er jo, at smerten, hvis vi skal tale symbolsk, går tilbage til Adam og Eva og er videreført lige siden i menneskeheden. Buddha taler også om en smerte i livet, et dybt smerte, der er en smerte, siger han, smertens årsager kan findes og årsagerne kan fjernes, men han taler også om en smerte. I dag er der jo kommet meget forskning, især efter 2.

verdenskrig og Vietnamkrigen, der viser, at smerter videregives, især når der er fortielser, og det er der meget, meget ofte, fra generation til generation. Vi har det fra gammel tid, fædrenes synder nedarves på børnene. Det er for mig blevet en dyb, dyb sandhed.

Det er jo mødrenes i høj grad også. Det er forældrenes. Og så, hvis vi lige glemmer ordet synder, fordi det er et svært begreb at håndtere for de fleste, men de uforløste smerter, der ligger i tidligere generationer, de videregives.

I dag taler man også om epigenetik. Man taler om traumevandring. Det fandt jeg lige det ord her i går aftes, det havde jeg ikke kendt.

Men i dag er der da heldigvis kommet noget viden om, at smerter videregives fra generation til generation, hvis de ikke bliver forløst. Jeg mener, at det, der sker for mennesker, der arbejder dybt med integration af det uforløste, det er, at de ikke selv videregiver til andre, men samtidig altså jeg kan ikke svare præcist, hvad der sker bagud. Det kan jeg ikke sige, hvad der sker bagud.

Det synes jeg ikke er så interessant, fordi det interessante er de næste generationer. Det interessante er, at nogle mennesker ikke projicerer og er så egofixerede, som måske mange er, at der er nogen, der går rundt og ser verden på en anden måde, og det giver nogle andre en spejlingsmulighed. Andre, som føler noget, der så mærker noget, som har den længsel, jeg længes efter livet, skal vove døden først.

Den længsel er der nogen, der har. Det kan være, de kalder det noget andet. Men de har jo brug for spejling.

Hvis de møder på en eller anden måde, finder et menneske, som selv er blevet mere fri af fortidens spøgelser, så er det en hjælp for dem.

[Paul] (52:24 – 52:56)
 Det forstår jeg. Så det er ikke et eller andet kosmisk projekt på den måde, men det er mere ned på jorden at sige, i den tilstand, som det måske er muligt at opnå med en mere venlig, ikke polariserende tilstedeværelse på jorden. Den kan andre folk måske spejle sig i, og også blive lykkeligere.

1. MR. NOBODY 

Det er en anden…

[Palle] (52:56 – 55:17)
 Sådan synes jeg, at det også… Jeg har læst mange af de der ældgamle, hinduistiske, buddhistiske, taostiske tekster. Sådan synes jeg, det står, også når jeg læser de kristne evangelier, at... Jeg har også haft visioner, hvor kosmiske aspekter dukker op og alt det der.

Men for mig handler det om at have benene på jorden. Jeg havde en tekst, der kom nogle gange, sådan en lille budskab. “Du svæver frit med benene på jorden.”

For mig er det med benene på jorden vigtigt. Der er masser af mennesker, der har kosmiske visioner og forestillinger om kosmos, og det er fint nok. Nu er jeg jo også naturvidenskabelig uddannet og meget optaget af biologi og naturvidenskab.

Det har altid interesseret mig meget. Og ingeniørvidenskab. Alt sådan noget.

Jeg synes stadigvæk, at det jordbundne er utrolig interessant. Geologi, hvad ved jeg – biologi…

Så jeg foretrækker at være på jorden. I forhold til min næste, konkrete næste. Når det bliver kosmisk, så bliver det så fjernt ofte.

Jeg møder nogle mennesker og samler nogle mennesker. Det er dem, jeg vil forholde mig til. Præcis som jeg ser i det der buddhistiske billede af, så kommer han tilbage på markedspladsen og der går han stilfærdigt rundt uden at gøre væsen af sig selv.

Han er nemlig en Mr. Nobody. Der er så nogen, der mærker noget. “Der er noget med ham, jeg har brug for.” Og går hen…

Så i de gamle traditioner, der er jo skrevet en million buddhistiske teologiske tekster, men de der gamle billeder er for mig vældig gode på, hvad det vil sige slippe ego-strukturen langt hen ad vejen i hvert fald og nå en indre frihed, som nogen andre kan spejle sig i.

[Paul] (55:18 – 55:23)
 Du har sagt direkte, at gode råd, dem vil du altså ikke give. Det synes jeg er en meget fin pointe.

[Palle] (55:24 – 55:25)
 Sådan er det.

1. HVAD HAR VÆRET VIRKSOMT? 

[Paul] (55:31 – 56:41)
 Men, noget af det, som er karakteristisk for dit liv, er det, at du må leve i flere dimensioner samtidig. At du har måtte både forholde dig til kosmos og hverdagen. Og være opmærksom på dit eget følelsesliv og arbejde med det.

Og være opmærksom på dine egne projektioner og arbejde med det. Det er jo et ret komplekst område, og jeg tænker, at noget af det, som er formålet med podcasten, er at give en spejlingsmulighed for de mennesker, der er i lignende situationer. Så alligevel, hvis det ikke skal være et råd, så hvad er det, som har været virksom for dig, i at nå til den erkendelse, at integration og stilhed og Mr. Nobody er der, det er godt at være?

[Palle] (56:43 – 1:01:32)
 Jeg kan sige, for mig kom vendingen, da jeg var blevet skilt som 40-årig, og var dybt fortvivlet på grund af skiltsmissen, af en voldsom migræne, af min søsters svære hjerneskade, af at jeg havde så elendige forhold til mine forældre. Jeg var så fortvivlet, at jeg ikke kunne se nogen vej ud af elendigheden. På det tidspunkt flyttede jeg ind i et bofællesskab, og der var der heldigvis en dejlig kvinde, som så et eller andet i mig, hun ville noget med.

Måske ville hun gerne være kæreste med mig, det blev vi i hvert fald i en periode, men hun ville også noget mere, hun ville have en at tale med, fordi hun havde selv nogle vanskeligheder. Og vi begyndte at tale sammen. Det var første gang, jeg talte med nogen om mit eget liv.

Jeg var som så mange mænd i den situation, at jeg talte ikke med nogen om mit følelsesliv. På det tidspunkt kom jeg også i en sorggruppe, fordi det gik op for mig: “Jeg må have hjælp.”

“Jeg må opsøge hjælp.” Det var det første skridt at bede om hjælp. Og her taler vi ikke om sundhedsvæsen, for de kunne ikke hjælpe med de ting, jeg havde brug for hjælp, men heller ikke med migrænen.

Så det handlede om at åbne mig for andre, og turde formulere mig over for andre om mine smerter. Og det næste afgørende, som var ligeså afgørende, det var at begynde at acceptere, at jeg var den, jeg var, og acceptere, at der var en smerte, som boede i mig, og som ikke bare var en fjende, jeg skulle bekæmpe. Jeg tror, det var det vigtigste efter dette med åbningen i forhold til andre.

Det var dette, jeg vil kalde accept. Et stadig dybere accept, og den har fulgt mig hele livet fra den gang. Accept af det, der er, som det er, uden at ville slås, fordi det var jo mig selv, jeg begyndte at slås med.

Smerten boede jo i mig, så hvis jeg ville slås med smerten og se den som en fjende, så så jeg jo noget af mig selv, som en fjende, der skulle bekæmpe, så ville jeg jo bekæmpe mig selv. Så jeg fandt ud af med hjælp, og indefra denne indre stemme, der har været med siden jeg var barn, den har jo ført min hånd og også mine handlinger og tanker på mange måder. Jeg fandt ud af, at jeg må øve mig i at acceptere, at jeg var den, jeg var.

Også at alle de smerter var en del af mig, og jeg måtte møde dem på en anden måde end kamp. Så jeg droppede kampmetaforen og gik ind i en accept-tilstand, og det er jo ikke nemt, når det gør så helvedes ondt. Det vil man jo af med, når det gør så ondt, men jeg begyndte at se, om jeg kunne lære noget af smerten, accepten og så læringen.

Jeg underviste meget i forskellige ting på det tidspunkt, og noget af det, jeg prøvede at formidle var, hvis noget var mislykkedes, at det, der mislykkedes, jo også er noget, man kan lære af, blive klogere af, og måske er det vejen til næste succes. Så det at kalde det en fiasko, er virkelig en rigtig dårlig begreb, fordi det er bare et skridt på at blive klogere og dygtigere. Så det var for mig også et afgørende skridt, denne læringsproces, at selv den mest helvedes, elendige forfærdelige smerte kunne også muliggøre, hvis jeg åbnede mig for det igennem en acceptproces, at jeg kunne lære noget om mig selv på et dybere og ubevidst plan.

Og det tog jo tid, mange år, så tålmodighed var [væsentlig] også – meget stor tålmodighed.

[Paul] (1:01:33 – 1:02:09)
 Så en åbning mod andre, mod hjælp, at åbne sig, og ville have hjælp, et accept af den man er, og en accept af de tilstande man er i, og alt, hvad der mislykkes, er også en kim til erkendelse.

[Palle] (1:02:11 – 1:03:49)
 Ja, og ikke mindst smerter, for det er jo det, virkelig mange slås med. Smerter i sindet og kroppen, i dag ved man jo også, at i hjernen sidder det stort set samme sted. Smertetilstanden, at man må, hvis man vil, de her indre processer – det vil de fleste ikke, de fleste vil have smerten væk, nogen skal gøre noget, skære den væk, medicinere den væk, det vil langt de fleste, har jeg fuldstændig respekt for, – men, hvis man er orienteret i retning af en udviklingsproces indefra, personudviklingsprocess, så er det centralt for mig, sådan som jeg gjorde, altså jeg kan ikke sige, hvad andre skal, det mener jeg virkelig ikke, jeg kan, for det er så individuelt, hvilken vej man finder, men den vej, jeg fandt, var det helt afgørende, også at prøve at tage imod smerten som noget, jeg kan lære noget af, eller kunne lære noget af, og sådan er det også i dag, altså mit liv er jo ikke bare en dans på roser, og det er på ingen måde, der er også noget, der gør ondt, og der må jeg også prøve at tage imod smerten, og prøve at lære af den, og ikke projicere, det er også ham eller hende, der er en idiot, og prøve at se på mig selv, hvordan kan jeg blive klogere af det her, og mere rummelig, mere accepterende over de vilkår, der er.

1. OUTRO 

[Paul] (1:03:51 – 1:04:28)
 Godt. Tak. Jeg tror, det er en god sted at slutte.

Palle, tusind tak, fordi du vil fortælle om din bog, og dit liv, eller Haralds liv. Jeg tror, det er vigtigt at få fortalt historier som dine, ikke kun fordi de er historier, men fordi de åbner mod det, der er større end os selv. Det giver mulighed for at sætte vores liv i perspektiv, og giver forhåbentlig også nogle mulige redskaber til at håndtere livets kompleksitet.

Og tak til jer, der lyttede.

[Palle] (1:04:28 – 1:04:30)
 Og selv tak til dig, Paul.

[Paul] (1:04:31 – 1:05:06)
 Tak. Har du lyst til at give et bidrag til podcasten, og tak Yvonne for dit, så kan du overføre til MobilePay nummer 33 59 14. 33 59 14.

Jeg er lige blevet 100% selvstændig, og stoler ikke 100% på den indre stemme til at kunne klare hvad som helst, og jeg kan godt blive bekymret – mit ego kan blive bekymret for, hvordan det hele skal hænge sammen økonomisk. Så, du kan finde denne podcast, og andre artikler på hjemmesiden healinghelp.dk og uanset hvad, så er jeg rigtig glad for, at du lyttede. Tak for det.