Paul Bridgwater - healer og podcastvært

I denne episode af Nærdødsoplevelser og livsfortællinger bliver rollerne byttet om. Jeg bliver interviewet af Annette om min vej til healing og interessen for nærdødsoplevelser. Vi taler om barndommens religiøse påvirkninger, en stærk åndelig oplevelse som ung, drømme om healing og de erfaringer, der førte til, at jeg selv blev healer. Samtalen handler også om udfordringen ved at forene et traditionelt arbejdsliv med healing, og om mine tanker om healingens plads i både sundhedsvæsenet og i folkekirken.

To små rettelser: Værten på NDE Radio hedder Lee Witting, ikke Ray Witting. Rygaards Skole ligger på Bernstorffsvej og ikke på Bernstorffs Allé!

Transcript

Kapitel 1: Intro

[Annette] (0:01 - 1:02)
Velkommen til podcast-serien Nærdødsoplevelser og Livsfortællinger. En podcast, der undersøger grænselandet mellem denne verden og den næste. Sådan plejer det altid at lyde, og det plejer at være Paul Bridgwater, der siger sådan. Men mit navn er Annette, og i dag er der vendt helt op og ned på de sædvanlige podcastregler.
For den, jeg har med mig i studiet, er netop Paul Bridgwater, der plejer at interviewe. Det er nu på tide, at han også selv bliver spurgt om nogle af de emner, han plejer at spørge andre om. Så Paul, du er cand.mag. i engelsk og filosofi, du har været gymnasielærer, du har arbejdet med ledelse, og sidst har du været konsulent i Børne- og Undervisningsministeriet. Fortæl noget mere om dig selv.
Hvad er din baggrund, og hvordan kom du til at interessere dig for nærdødsoplevelser og livsfortællinger?

Kapitel 2: Lidt om mig selv

[Paul] (1:03 - 1:39)
Ja, det er rigtigt. Jeg hedder Paul Bridgwater, og jeg er født i 1963. Så jeg er 63 år gammel, og jeg har engelske forældre, men er født i Danmark.
Og jeg bor sammen med dig og hunden Sofus, og vi bor i en hyggelig lejlighed på Frederiksberg, ikke så langt fra KB-Hallen. Og så er jeg for nylig stoppet med at arbejde, eller i hvert fald fast, har hævet pensionen og har nu mere tid til det, der interesserer mig, altså podcasts og healing og nærdødsoplevelser og den slags. Ja, det er jo lidt om mig.

Kapitel 3: Interessen for nærdødsoplevelser

[Annette] (1:40 - 1:47)
Okay, kan du så fortælle noget om, hvad det var, der førte til din interesse for nærdødsoplevelser?
[Paul] (1:48 - 4:11)
Jamen, jeg har altid været interesseret i, hvad der skete, når man døde, og hvad livet var for en størrelse. Og en nærdødsoplevelse er nok det tætteste, man kommer på en førstehåndsberetning om, hvad der sker, når man dør. Så jeg har læst bøger om emnet.
Jeg har læst Raymond Moodys Life After Life, og jeg blev også meget nysgerrig på Howard Storms oplevelser i My Descent Into Death, og har også læst flere andre. Så jeg har altid læst det, der er kommet forbi, og det har været siden, jeg var i 30'erne og 40'erne. Men jeg blev for alvor interesseret, da min arbejdsplads blev flyttet til Holbæk, og jeg havde en lille times kørsel hver vej.
Og så brugte jeg tiden på at høre Ray [sic! – han hedder Lee] Witting, som har et program, der hedder NDE Radio, altså Near Death Experience Radio. Han interviewer én person én gang om ugen. Nogle gange siger han også noget selv, men det meste af tiden er det, at han har fået fat i en bog om nærdødsoplevelser, eller han kender nogen, der har haft en nærdødsoplevelse, og så interviewer han dem.
Det, som gjorde særligt indtryk på mig, var stemmeføringen hos de interviewpersoner, som havde haft nærdødsoplevelser, fordi de får en helt anden intensitet. Og det er klart, når man hører dem, at det er ægte. Det er ikke historier, de finder på.
Og når man bare læser historierne, så har jeg en tendens til at analysere strukturer, symboler og hvad ved jeg, mens man går i analytisk mode. Men når man hører dem, så mærker man det nærmest i sin egen krop. Så det syntes jeg var meget interessant.
Og så var det sådan, at der ikke er så mange danske podcasts eller lignende om nærdødsoplevelser. Og jeg tænkte, at det kunne jeg da godt lave. Jeg havde lært at lave podcasts i Børne- og Undervisningsministeriet, i hvert fald. Alt, hvad der havde med interviews og sådan noget at gøre. Så skulle jeg lære mig selv teknikken, og så gik jeg i gang. Ja, det er nok det, tror jeg.

[Annette] (4:12 - 4:53)
Ja, det lyder godt. Du har jo helt ret i, at man kan høre – det kan man jo også høre i din podcast – når nogen fortæller om deres erfaringer, at det er på en meget personlig og fin måde. Man kan mærke, at det er vigtigt. Og det er ikke noget, de bare finder på.
Ja, men der var jo også det, at du yderligere – altså før du begyndte at interessere dig for nærdødsoplevelser – var meget interesseret i healing og spiritualitet. Så det lå ligesom som noget baggrund, du havde først. Så hvis du skal fortælle lidt om det, hvad vil du så fremhæve?

Kapitel 4: Interessen i healing og spiritualitet

[Paul] (4:55 - 5:57)
Ja, altså mine forældre gik i kirke, og de tog os med. Og den kirke, de benyttede sig af, det var St. Albans inde på Langelinie, den anglikanske kirke i København. Og så gik jeg faktisk også på en katolsk skole, nemlig Rygaardsskolen på Bernstorffs Allé [sic! det hedder Bernstorffsvej].
Altså, vi var godt klar over, at vi ikke var katolikker, så når man gik i kirke der, så slog man ikke korsets tegn og brugte vievand. Men der var alligevel en del, der kom ind gennem omgivelserne. Og på skolen var det sådan, at jeg spurgte en nonne på et tidspunkt, altså fordi der gik nonner på skolen, og skolen var også ledet af en nonne.
Jeg stillede en af nonnerne et spørgsmål på gangen, hvor jeg spurgte: Altså, hvordan kan det være, at Gud ikke har nogen begyndelse eller nogen ende? Og så svarede hun, at måske kunne man forestille sig Gud som en ring, fordi uanset hvor man begynder på ringen, så har den ikke nogen begyndelse eller ende. Det synes jeg var et vældig godt svar, og jeg kan huske, at jeg spekulerede over det.
[Annette] (5:58 - 6:02)
Ja, også et fint svar til et barn, der blev taget alvorligt.
[Paul] (6:03 - 6:20)
Ja, så det har ligget både i St. Albans, men også i Rygaardsskolen, en eller anden form for indføring i kristendommen, som er kommet. Måske mest som et baggrundstæppe, fordi det var ikke, fordi der var religiøse oplevelser eller noget på det tidspunkt.
[Annette] (6:20 - 6:26)
Men så blev du lidt ældre og kom i gymnasiet, og så skete der nogle ting for dig?
[Paul] (6:27 - 7:19)
Ja, altså jeg gik i gymnasiet, og der var en ven, der inviterede mig med til Kristent Fællesskab i Nordsjælland, og vi var en masse unge mennesker, der mødtes, og nogle ting lavede vi sammen med nogle ældre fra menigheden, altså der var nogle bibellæsninger om onsdagen og den slags ting. Men nogle af tingene lavede vi alene sammen. Så i virkeligheden blev det en form for tværreligiøs gruppe på den måde, eller økumenisk gruppe. Der var katolikker, og der var mig, hvis man talte om anglikanere, og der var baptister, og der var også nogen fra Kristent Fællesskab.
Vi havde selvstændige bønnemøder, og på et tidspunkt var der en, der foreslog, at vi gik i Elimkirken i København på Kronprinsessegade. Og der var ingen af os, der var ...
[Annette] (7:19 - 7:21)
Pinse ... men I var godt nok langt ude.
[Paul] (7:22 - 8:09)
Det ved jeg ikke, eller langt inde måske. Jeg syntes, det var vældig interessant, og i løbet af den gudstjeneste, der blev holdt, eller det vækkelsesmøde, så følte jeg mig tilskyndet til at gå op til alteret og knæle og modtage Åndens dåb, som det hedder i Pinsekirken, altså at man ikke alene omvender sig ved hjælp af vand, men de tror også, at det skal være en fysisk tilkendegivelse ved hjælp af Ånden. Og jeg var lidt skuffet, fordi, som måske mange konfirmander tænker, når de er blevet konfirmeret, så mærkede de ikke så meget.
Det gjorde jeg heller ikke. Jeg tænkte, det var lidt af en skuffelse.
[Annette] (8:11 - 8:13)
Du troede, du ville begynde at lyse i mørket?
[Paul] (8:13 - 9:25)
Ja, jeg troede, der ville ske noget. Så gik jeg op og spurgte prædikanten bagefter, som var englænder eller skotte, det er lige meget, men han talte i hvert fald engelsk: Hvorfor er der ikke sket noget?
Og så sagde han til mig, at jeg bare skulle vente. Det tænkte jeg ved mig selv: Det kan jo enhver sige, at man bare skal vente. Så trissede vi hjemad, og vi kørte i bil hjem til Hørsholm, og så på vej over Trianglen i bil, så skete der noget forunderligt, at det var, som om det var et hvidt lys, det er den bedste analogi, jeg kan finde på, der eksploderede indefra i mig fysisk.
Det var temmelig overvældende og overraskende. Nogle gange kan man føle, for eksempel hvis man hører musik eller oplever noget smukt, at der er en rislen ned ad ryggraden eller gåsehud. Hvis man kan forestille sig det, så er den ganget med ufattelig meget.
Så det var en ekstatisk oplevelse, som betød rigtig meget.
[Annette] (9:28 - 9:31)
Så nu kunne du gå på vandet og klare alt?
[Paul] (9:32 - 10:28)
Ja, eller det følte jeg i hvert fald, men jeg kunne ikke. Jeg fik, hvad jeg bad om, så åbenbart var det sådan, så Gud var virksom og virkelig. Men jeg kunne ikke genfinde den oplevelse, og jeg kunne ikke få svar på mine spørgsmål om Gud inden for de rammer, der var.
I hvert fald syntes jeg, det var usandsynligt, at verdens skabelse skete på syv dage osv. Retrospektivt kan jeg se, eller bagefter, at der må have været en kæmpe åbning til et eller andet, som jeg ikke kunne håndtere, for jeg blev også ret svingende i humør og så også syner, som ikke var så behagelige. Efter et stykke tid tænkte jeg, at det her holder jeg ikke til.
[Annette] (10:31 - 10:34)
Du talte ikke med nogen? Der var ikke nogen, der kunne hjælpe dig?
[Paul] (10:34 - 11:21)
Jo, det var der, og heldigvis var der en, der sagde til mig, at jeg skulle læse noget Jung allerede på det tidspunkt. Og det hjalp meget, for det kunne give en forklaring på nogle af de ubehagelige syner, jeg havde, at jeg også kunne se, at det var projektioner af mit eget sind og egne problemer. Så på den måde hjalp det at få en psykologisk ramme omkring det.
Men det korte og lange er, at jeg var glad for at flytte til Odense i forbindelse med, at jeg begyndte at læse engelsk. Og da det skete, så kunne jeg ligesom pakke det hele væk. Altså, jeg opsøgte ikke nogen fra Kristent Fællesskab eller lignende i Odense.
[Annette] (11:23 - 11:24)
Du blev rationel?
[Paul] (11:24 - 11:38)
Jeg blev rationel og tænkte: Okay, jeg kan ikke finde ud af, hvad det her er for noget, og jeg kan egentlig ikke finde ud af, hvad jeg skal bruge mit liv til, men jeg kan i hvert fald læse noget, der interesserer mig, så jeg læste engelsk og spillede musik.
[Annette] (11:39 - 11:46)
Men så har du fortalt, at du faktisk boede sammen med nogle andre, hvor der var én, der alligevel var lidt speciel.
[Paul] (11:47 - 12:20)
Ja, det er rigtigt. Jeg boede sammen med Ib, og han var tidligere revisor fra Nakskov, mener jeg, det var. Og han var en del ældre end os andre, så han havde nået at være med i 1968 og havde flyttet ind til København dengang og havde taget stoffer, så han havde taget LSD.
Og han kunne ikke slippe af med synet af en blå buddha, som han havde fået.
[Annette] (12:23 - 12:23)
En vision.
[Paul] (12:26 - 12:42)
Og det betød virkelig meget for ham.
Vi diskuterede tit religiøse spørgsmål, og han var også vild med de engelske romantikere, ligesom jeg selv var, med Coleridge og så videre. Så der var jo den der interesse for hele det her område, men det blev ikke ...
[Annette] (12:42 - 12:45)
Men I undgik at få psykoser og klarede jer?
[Paul] (12:45 - 12:56)
Ja, det gjorde vi. Jeg tog ikke stoffer, han tog ikke stoffer længere, så på den måde var det ret borgerligt i et lille bofællesskab.
[Annette] (12:57 - 13:00)
Men så begynder der at ske noget nyt i dit liv.
[Paul] (13:00 - 13:19)
Ja, altså man kan sige, at efter nogle år – efter en del år – bliver jeg færdig med studiet og flytter til København, og i 30'erne kommer jeg ud for en livskrise i forbindelse med en skilsmisse. Min skilsmisse. Blandt andet derfor.
[Annette] (13:21 - 13:22)
Den har nok ligget og ventet.
[Paul] (13:23 - 13:27)
Ja, det tror jeg også, virkelig. Jeg havde jo pakket tingene godt ned.
[Annette] (13:27 - 13:30)
Men livskriser er hårde, men de er vigtige.
[Paul] (13:30 - 13:31)
Ja, det tror jeg også.
[Annette] (13:33 - 13:35)
Men hvad gjorde du så?
[Paul] (13:36 - 13:41)
Jamen, altså, jeg gik i jungiansk analyse.
[Annette] (13:42 - 13:43)
Så han dukkede op igen.
[Paul] (13:44 - 13:48)
Ja, det gjorde han. Altså, Jung har betydet meget for mig. Jeg har læst en hel del Jung.
[Annette] (13:50 - 13:53)
Det kan vi godt sige her. Læs Jung. Det er rigtig godt.
[Paul] (13:54 - 14:10)
Ja, det kan varmt anbefales. Men altså, jeg gik hos forskellige jungianske psykoanalytikere. Det startede hos Vibeke Vedel, som var en rigtig god psykoanalytiker.
[Annette] (14:10 - 14:12)
Det var de alle sammen. Ja, det var de.
[Paul] (14:13 - 14:20)
Og hun var gift med Eigil Nyborg. Og på et tidspunkt så tror jeg, at de fandt ud af, at måske var det godt med en mand. Og så kom jeg hos Eigil.
[Annette] (14:20 - 14:25)
Og Eigil var simpelthen the grand old man med Jung i Danmark.
[Paul] (14:26 - 14:29)
Ja, hvad er det, hans bog hedder? Den hedder ...
[Annette] (14:29 - 14:31)
"Drømmenes vej til Selvet"
[Paul] (14:34 - 14:47)
Nå, men jeg gik hos Eigil, og der kom en række drømme om healing. Og de kom ret overraskende, fordi ... Altså, jeg interesserede mig ikke for healing.
[Annette] (14:47 - 14:49)
Nej, det var noget andet, der gjorde ...
[Paul] (14:50 - 14:52)
Altså, jeg var filosofilærer, engelsklærer.
[Annette] (14:53 - 15:00)
Og havde rod i privatlivet, og nu ville du gerne have hjælp. Og så kom de drømme. Vil du fortælle om dem?
[Paul] (15:01 - 15:31)
Ja, det vil jeg gerne. Og der kom tre drømme, og jeg vil gerne fortælle dem. Altså, jeg går i detaljer.
Og det gør jeg, fordi det er måske den bedste forklaring på, hvad healing er, som jeg ved af. Som jeg selv ligesom har erfaret og bevæget mig ud i. Der er mange, der siger mange forskellige ting om healing.
Det er nogle af udfordringerne ved det. Men nu kommer de. Og jeg har skrevet dem ned her, så det bliver lidt oplæsning.
[Annette] (15:31 - 15:32)
Du må gerne læse lidt højt.

Kapitel 5: Tre drømme

[Paul] (15:35 - 17:24)
Den første drøm, den kunne man kalde drømmen om lægeløftet og bakken. I den første drøm er det nat, og jeg står på en bakketop. Og det er mørkt, og jeg står sammen med to kvinder.
Den ene er blid, og den anden er lidt skrap. Og de spørger mig, om jeg vil være healer. Det er jeg altså overrasket over.
Og jeg tænker ved mig selv, at jeg faktisk hellere vil være psykolog. Men jeg siger ja til at være healer. Så stiller de nogle betingelser.
»Du skal sværge på kun at bruge healing til det gode og ikke det onde,« siger de så. Og det svarer lidt til lægeløftet, tænker jeg, og det kan jeg godt sige ja til. »Og så må du tegne en cirkel rundt om dig til beskyttelse.«
Jeg er godt klar over, at man skal gøre det før en healing. Man skal ligesom tegne en cirkel rundt om sig for at beskytte sig selv. Og det gør jeg så.
Og der opstår en cirkel af flammer rundt om bakketoppen. »Det er for at beskytte dig mod dyrene,« siger de så. Og jeg kan skimte dyr rundt om bakketoppen, der lusker lidt rundt.
»Og så må du vælge mellem os som en form for vejleder,« siger de så. Og så vælger jeg den blide kvinde, og det gør jeg, altså fordi jeg har fået nok af skrappe kvinder, synes jeg, i mit liv.
Til sidst så stiller de spørgsmålet: »Vil du lære inden for et bestemt system, eller vil du selv finde ud af det?« Og ja, det er helt klart, at jeg selv vil finde ud af det.
Og det siger de så også »godt« til. Og så slutter drømmen. Og det betyder jo ikke så meget i sig selv, for den forklarer ikke, hvordan jeg gør.
Men det kommer så i nogle af de andre drømme. Så drøm nummer to er kortere. Selvom, sjovt nok, så føles den længere i tid.
[Annette] (17:24 - 17:28)
Ja, og den er også ret stærk, synes jeg. Lad os høre.
[Paul] (17:31 - 18:00)
I den anden drøm så står jeg i en form for atriumgård. I noget, der ligner en romersk villa.
Og det er varmt, og det er lyst. På den anden side af gårdspladsen er der et smukt træ eller en busk i en potte. Og jeg får at vide, at det er et Lazarustræ.
Altså opkaldt efter Lazarus, som Jesus vækker fra de døde.
[Annette] (18:00 - 18:03)
I Det Nye Testamente er fortællingen.
[Paul] (18:05 - 18:49)
Og så, mærkeligt nok, så er jeg pludselig træet. Altså, jeg kan mærke, at jeg har grene, og jeg kan også mærke, at jeg har blade. Og der bliver igen sagt, altså der er ikke nogen, der siger det, men ligesom der blev sagt, at det er et Lazarustræ, så bliver der også sagt, at den, der spiser af træet, skal leve.
Det er jo ligesom helt nadveragtigt. Og så er jeg mig selv uden for træet igen. Og så bliver der også sagt, at træet skal pottes om.
Så jeg forstår, at træet ser flot ud, men mangler rødder. Og jeg er godt klar over, at det er mig, der mangler rødder. Så umiddelbart ser alting rigtig godt ud, fordi der er flotte blade.
Det er da fantastisk, at det kan bruges til noget, det her træ. Men der mangler altså ...
[Annette] (18:49 - 18:50)
Der skal gøres et stykke arbejde.
[Paul] (18:50 - 19:12)
Ja, de her drømme kommer med et kort mellemrum, altså vi snakker jo dage og uger. Den sidste drøm i serien, det hedder drømmen om hospitalet, har jeg kaldt det i hvert fald. Jeg befinder mig på et hospital, et sted ude i rummet.
[Annette] (19:13 - 19:13)
Himmelrummet.
[Paul] (19:14 - 19:19)
Himmelrummet, ja. Som en satellit eller sådan noget, så svæver hospitalet.
[Annette] (19:20 - 19:21)
Rigtig science fiction.
[Paul] (19:21 - 22:33)
Ja, rigtig science fiction. Hospitalet er fuldt funktionsdygtigt, og der er en operationsstue, og der er læger, der har iført sig grønne dragter, og der er patienter osv. Og jeg står på en hospitalsgang, og lægerne har vanvittigt travlt, fordi der er en vigtig operation i gang, og de skal hen til patienten, som jeg kan skimte lidt længere hen ad gangen og til venstre, som ligger på operationsbordet.
En af lægerne stopper dog op undervejs og spørger mig, om jeg gerne vil være healer. Og det vil jeg gerne. Og så instruerer han mig.
»Du kan gøre det på to måder,« siger lægen. »Du kan identificere dig med Gud på niveau 1 eller niveau 2.« Lægen åbner en form for manual og viser mig, hvordan man gør, og der kommer en form for levende patient ud af manualen.
Nærmest ligesom et hologram. Bortset fra at vedkommende er meget fysisk til stede. Og så tænker jeg: Hvordan identificerer man sig med Gud?
Jeg messer nærmest indvendigt, mens jeg holder hænderne over patientens ben. Det er faktisk højre ben. »Jeg er Gud på niveau 1, jeg er Gud på niveau 1.«
Det lyder jo næsten blasfemisk. Men der er mange flammer, der bluser op, hvor jeg holder mine hænder. I drømmen hedder det pop-up-fire.
Det er nok ikke særlig vigtigt, men det er noget, der sker, når man healer. Og jeg kan se, at det virker helende. Og så bliver jeg selvfølgelig nysgerrig og tænker: Hvad sker der så, hvis man går til niveau 2?
Så siger jeg til mig selv, at jeg er Gud på niveau 2, jeg er Gud på niveau 2. Og så forsvinder hele hospitalet, og jeg befinder mig sammen med patienten i det tomme rum. Vi svæver i det tomme rum.
Og det går op for mig, fordi jeg kan se patienten som billeder igennem tid. Det her er akausalt. Det er uden for tid og rum.
Der er flammer over det hele. På den måde er det ikke lokaliseret til en bestemt del af patienten. Det er over det hele.
Så er vi tilbage på hospitalet, og lægen siger meget nøgternt, at der er nogen, der har problemer med at identificere sig med Gud. Så tænker jeg, at det tror jeg. Og så siger lægen, at de bruger disse figurer.
Og så ser jeg et kæmpe vægtæppe med masser af forskellige billeder. Og der er billeder af Jesus, der er billeder af Buddha, der er Maria, der er Zarathustra, der er alle mulige helgener på de her billeder. Og det går op for mig som sådan en ahaoplevelse.
Jamen, de ved jo, at de er ét med det guddommelige. Og når man spørger dem om hjælp, så er det ligesom trip-trap-træsko. Så er man forbundet med dem.
Og de er forbundet med Gud, man er forbundet med Gud. Man er en del af floden, kan man sige.
[Annette] (22:33 - 22:41)
Følte du, at det var noget af det rodnet, du manglede, du fik der? I hvert fald information om, hvordan du skulle gøre?
[Paul] (22:42 - 23:08)
Nej, det har jeg tænkt meget over, det der med rodnettet. Jeg tror simpelthen, det var mere et spørgsmål om følelsesmæssig og mental modenhed, at jeg ikke var så moden. Og at jeg var i nogle omgivelser, som måske ikke var nærende nok.
Så jeg har mere set det som, at jeg skulle pottes om på en eller anden måde.
[Annette] (23:08 - 23:10)
Og havde noget mere erfaring også.
[Paul] (23:12 - 23:15)
På det her tidspunkt havde jeg jo ikke prøvet at heale nogen som helst – det passer måske ikke helt!
[Annette] (23:16 - 23:29)
Men så gik du ud og øvede dig. Hvad gjorde du så? Hvad sagde Eigil? Sagde han: »Nej, hvor er du dygtig!«
[Paul]
Nej, overhovedet ikke.

Kapitel 6: Første forsøg med healing

[Paul] (23:32 - 24:26)
Jeg havde ikke en religiøs praksis, og jeg spurgte Eigil, hvad jeg skulle gøre. Og han sagde meget fornuftigt: Du skal se, om det virker. Og så prøvede jeg ...
Min mor havde en veninde, som havde gigtsmerter i knæene. Og jeg kan huske, at jeg var hjemme hos hende og lagde hænderne på og så, hvad der skete. Og så forsvandt smerterne.
Men gigten forsvandt ikke, men smerterne forsvandt. Og så var jeg på en studietur til Bosnien i bus sammen med en frivillig forening. En elevforening faktisk.
Og der var en, der fik et astmaanfald i bussen. Og hun havde ikke sin antihistamin med.
[Annette] (24:26 - 24:27)
Rigtig typisk.
[Paul] (24:29 - 24:57)
Og jeg sad der, og jeg tænkte: Det kan jeg godt gøre noget ved. Og så gik jeg ned og spurgte: Skal jeg se, om jeg kan gøre noget? Så sagde hun ja, og jeg forklarede ikke rigtig, hvad jeg gjorde, men jeg holdt hænderne ud for hendes brystkasse.
Og jeg kunne mærke en grå masse, og den kunne jeg flytte rundt med. Og så forsvandt anfaldet. Og så i øvrigt ...
Der var en veninde, som havde noget antihistamin, så det tog hun bagefter, så man kan ikke sige ...
[Annette] (25:00 - 25:06)
Men det var to gode oplevelser. Så har du også prøvet at gøre noget ved dig selv.
[Paul] (25:07 - 25:44)
Så tænkte jeg: Hvis det her er rigtigt, så må jeg kunne teste det på mig selv. Det var en sommerferie, og du var med, vi var på Samsø. Og hver dag brugte jeg tid på at heale mig selv for høfeber.
Jeg havde altid haft høfeber, og jeg havde også medicin imod høfeber. Så satte jeg mig ned. Ja, hver dag, et kvarter eller et eller andet ...
Og høfeberen forsvandt, og jeg har ikke brugt medicin siden. Så et eller andet kan det virke.
[Annette] (25:45 - 25:55)
Men hvad kom det så til at betyde for din tilværelse, at du pludselig fik healing ind som noget ret vigtigt for dig?

Kapitel 7: Healing og karriere

[Paul] (25:57 - 26:02)
Det har påvirket min tilværelse en hel del at være healer og sige, at jeg var healer.
[Annette] (26:03 - 26:07)
Folk bliver meget positive. De bliver skeptiske.
[Paul] (26:10 - 26:35)
Nogen tænker, det lyder spændende, men mange er selvfølgelig skeptiske. Det forstår jeg sådan set godt. Men jeg har haft det som bibeskæftigelse med healing i mange år.
Og jeg har nok været uforsigtig med at tilbyde healing til folk. Hvis folk sagde, at de havde ondt i halsen, hovedet eller ryggen, så har jeg ofte spurgt, om jeg skal se, hvad jeg kan gøre.
[Annette] (26:36 - 26:46)
Du har måske været mere uforsigtig med at tænke på, hvilke rammer du spurgte inden for, end du har været med at spørge, om du skulle hjælpe.
[Paul] (26:46 - 27:31)
Ja, det har i hvert fald ført til udfordringer både i forhold til ledelse og HR-afdelinger, at jeg har bevæget mig uden for mit embedsmandsmandat, hvis man skulle sige det så formelt. Og det kan jeg godt se. Og samtidig har det været rigtig svært at lade være, fordi der sker det, at når nogen begynder at sige, at de har ondt et eller andet sted, så er det ofte sådan, at mine hænder går i gang af sig selv.
De begynder at brænde, og jeg ved, hvor jeg skal placere dem. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ved det, og jeg ved ikke, hvad der sker ved, at jeg gør det, men jeg ved, hvad jeg skal gøre. Og så er det rigtig svært at tænke ved sig selv, at det må jeg ikke.
[Annette] (27:33 - 27:45)
Så det er på en måde en konflikt mellem at vise helt spontan næstekærlighed og så tænke på, at jeg er lærer, eller jeg er chef, og jeg kan ikke tillade mig at gøre den slags.
[Paul] (27:46 - 27:58)
Ja, altså det har jeg tænkt lidt over, det der med næstekærlighed og empati og sådan noget, fordi ja, jeg vil gerne hjælpe, men det er som sådan ikke en følelse på den måde.
[Annette] (27:58 - 28:00)
Nej, det er en tilskyndelse.
[Paul] (28:00 - 28:01)
Ja, en trang eller et eller andet.
[Annette] (28:03 - 28:05)
Det er ikke, fordi du vil være flink.
[Paul] (28:06 - 28:18)
Nej, det er ikke, fordi jeg vil være flink, og i virkeligheden er jeg nok heller ikke så bekymret for dem. Så på den måde er det jo, at jeg tænker næstekærligt og omsorgsfuldt. Det virker sådan lidt ... Sådan føles det ikke.
Det føles meget mere nøgternt på en eller anden sjov måde.
[Annette] (28:18 - 28:26)
Ja, men det er ligesom, hvis nogen punkterer: Jeg har brug for en cykelpumpe, og man så har den. Skal man så række den til dem, eller skal man lade som ingenting?
[Paul] (28:27 - 28:28)
Jamen, der vil jeg jo simpelthen hver gang række den til dem.

Kapitel 8: Kristen healer?

[Annette] (28:28 - 28:45)
Ja, ja. Men Paul, nu gør du også det, når du annoncerer, at du siger, at du er kristen healer, og det kan godt lyde sådan lidt hængemuleagtigt. Hvad mener du med det?
[Paul] (28:46 - 28:51)
Jamen, det er egentlig sjovt, fordi hvis man er buddhist, så er det faktisk spændende, men hvis man er kristen, så er det faktisk overhovedet ikke spændende.
[Annette] (28:51 - 28:52)
Så er det kedeligt, ja.
[Paul] (28:54 - 29:06)
Men jeg har også haft det ambivalent med at kalde mig en kristen healer, fordi hvis man kigger på drømmene, så har de jo faktisk ikke særlig meget kristent indhold. Altså, de har lige Lazarus og så noget, der minder om en nadverbeskrivelse og sådan noget.
[Annette] (29:06 - 29:07)
Ja, men det er rigtigt.
[Paul] (29:07 - 29:09)
Men ellers så ...
[Annette] (29:09 - 29:12)
Det er mere tværreligiøst eller spirituelt.
[Paul] (29:12 - 30:24)
Ja, altså billedtæppet har jo forskellige personer fra forskellige religioner. Men på en måde har jeg altid vidst eller følt, at Jesus betød noget særligt. Altså, det er lidt svært at forklare, men ...
Jamen altså, det var altid ... Det er altid den, jeg tænker ... Jo, det er altid den.
Det lyder så mærkeligt. Det er altid ham, jeg tænker: Okay, det kan være der. Det er godt, det der.
Og hvorfor det er sådan, det ved jeg ikke. Altså, man kan sige ... Hvis man bruger træmetaforen, er jeg så podet ind på ham? Var det på grund af den første oplevelse, at når man har dyppet tåen en gang i den flod, altså med Pinsekirken, er det så sådan, at der i virkeligheden er sådan en understrøm, der fortsætter hele vejen igennem det hele?
Det ved jeg jo sådan set ikke. Men det er i hvert fald sådan, så Kristus og Jesus betyder noget særligt. Derfor er jeg også særlig glad for at have en aftale med Flintholm Kirke, som er en ganske almindelig folkekirke, om, at jeg kan heale dér en gang om måneden.
For mig virker det rigtig naturligt at heale i en kirke.
[Annette] (30:26 - 30:46)
Og der må jeg sige, at selv når jeg har været i England, har jeg været lidt forbavset over, hvor mange steder der står Healing on Wednesday eller noget tilsvarende. Der er sådan en lidt mere smidig holdning, fleksibel holdning til, at det kan man også lukke ind i kirken, hvis man rejser i England.
[Paul] (30:47 - 30:51)
Ja, det har nok at gøre med, at det er to forskellige protestantiske traditioner.
[Annette] (30:51 - 31:20)
Ja, man får også te og sukker og småkager i kirken i England. Men Paul, det fører os til at komme ind på det næste rigtig vigtige emne, nemlig at du har nogle idéer om, hvordan healing skal indgå i dagligdagen. Du vil for eksempel synes, at det er rimeligt, at man kan knytte healing til en kirke, men du har også set på hospitalsvæsenet.

[Kapitel 9: Behandling eller åndelig praksis?

[Paul] (31:21 - 31:55)
Ja, det ligger et sted mellem det åndelige og det fysiske. Og det er jo det, at man arbejder meget med krop, men samtidig henvender man sig til det, der er større end en selv. På den ene side kan man sige, at hvis man booker en tid på en klinik, som har massage og healing og zoneterapi og akupunktur og hvad der nu ellers er, så er det jo en terapiform, som ligger inden for det domæne, der har med sundhedssystemet at gøre på en eller anden måde.
[Annette] (31:57 - 31:57)
Behandling.
[Paul] (31:58 - 32:20)
Ja, det er nemlig en behandling. Og der synes jeg, at det er lidt større end det. Det er også en behandling, men det åbner også for nogle andre perspektiver.
Og inden for kirken har du det modsatte problem, at de åndelige oplevelser og det lutherske og det evangeliske på den måde, de er måske lidt ...
[Annette] (32:20 - 32:21)
Lidt puritanske.
[Paul] (32:21 - 32:24)
Ja, og kirken arbejder ikke med krop på den måde.
[Annette] (32:24 - 32:37)
Men der er jo nogle kirkesamfund, det har du også selv været opmærksom på, som går meget op i healing, og de er måske lidt gammeldags i deres syn på ...
[Paul] (32:37 - 33:49)
Ja, jeg har tænkt på hvorfor. Jeg tror måske, at det er, fordi når ånden kommer ud af flasken, og folk selv får visioner og syner, så er det rigtig svært at styre. Og så har man måske følt behov for at have et ret rigidt system, der ligesom kan rumme, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og så har man måske et fundamentalistisk forhold til Bibelen.
Men det gør så også det meget begrænset, hvad man egentlig kan lave, og det er kun nogle bestemte, og de ting, man skal tro på, er jo ret usandsynlige, kan man sige. Nå, men det er bare for at sige, at på den ene side så er healing fysisk og hører til ... måske i sundhedsvæsenet på en eller anden måde med hensyn til, at det er en form for behandling, og på den anden side er det noget åndeligt og hører til i kirken på en eller anden måde. Og hvordan er det, at man får den ligning til at gå op?
I hvert fald har både kirke og sundhedsvæsen problemer med at se healing som en løsning. Jeg ville ønske, at man tog lidt mere, hvad skal man sige ... accepterede, at der var nogen, der var healere, og det var fint. Ligesom at der er nogen, der kan spille klaver, og det er fint.
Man behøver ikke, at de sætter det som et eller andet superduperfantastisk.
[Annette] (33:50 - 33:58)
Man kan sige, ligesom man kan have hospitalsklovne, kan man også have hospitalshealere måske, ikke? Det kunne være ret, ret godt.
[Paul] (33:58 - 34:01)
Jeg håber, at Healerringen har nogle projekter i gang.
[Annette] (34:01 - 34:03)
Hvad er Healerringen?
[Paul] (34:03 - 34:20)
Healerringen er healernes brancheforening. Og formanden, som hedder Nana Hellsten, hun er sygeplejerske, og hun har jævnlige møder med Sundhedsrådet, tror jeg, de hedder.
[Annette] (34:20 - 34:21)
I Sverige?
[Paul] (34:21 - 34:46)
Nej, i Danmark. Også i Danmark? Jeg tror, at de bare kigger hinanden an.
Men det kunne være rigtig rart at finde ud af at lave nogle rammer for det. Det har de gjort i England, hvor det er en accepteret del af behandlingspaletten på mange palliative afdelinger og kræftafdelinger.
[Annette] (34:46 - 34:47)
Hospice og sådan noget.
[Paul] (34:47 - 34:54)
Ja, og også kræftafdelinger på hospitaler, hvor man har fundet ud af, at det lindrer, og der er færre bivirkninger.

Kapitel 10: Rammer og regler

[Annette] (34:58 - 35:11)
Måske vi også nu kommer til at afbryde dig, men i den forbindelse har det jo også været nødvendigt at lave sådan en "Code of conduct" omkring det at heale på f.eks. et hospital.
[Paul] (35:13 - 35:26)
Ja, både på hospital og i kirke er det rigtig, rigtig vigtigt at have nogle aftaler om, hvad man gør, og hvad man ikke gør, for at andre faggrupper ikke føler, at man går ind i deres område.
[Annette] (35:26 - 35:32)
Ja, og også for at man ikke skal føle, at nu er Ånden bare helt overvirksom. Der er ingen grænser.
[Paul] (35:36 - 35:55)
Nu kender jeg jo selvfølgelig mest til den code of conduct og aftale, jeg har lavet med Flintholm Kirke, men den er i virkeligheden kopieret fra det engelske sundhedsvæsen, og den handler om, hvad jeg må gøre, og hvad jeg ikke må gøre. Og helt kort fortalt, så må jeg i kirkelige sammenhænge gerne indlede med en bøn, og den er sådan helt almen.
[Annette] (35:56 - 35:57)
Hvis du vil, ja.
[Paul] (35:58 - 36:27)
Og afslutte med en bøn og så ellers ikke sige noget. Ikke forkynde, nej. Så jeg siger ikke noget, jeg healer bare.
Og hvis folk spørger mere ind til teologiske spørgsmål og lignende, så henviser jeg til præsten, og hvis de spørger mere ind til sundhedsfaglige problemstillinger, så henviser jeg til egen læge. Og så på den måde må healingen være nok i sig selv. Og det tænker jeg måske også er den vej, man må gå.

Kapitel 11: Ønsker for healings betydning i fremtiden

[Annette] (36:27 - 36:47)
Nu plejer du tit at slutte med, at man bliver spurgt, om man har nogle gode råd. Du kan jo ikke rigtig give os gode råd til, hvordan vi skal være healere, eller hvad vi skal gøre, hvis vi får brug for healing, men du kan måske sige, du har sådan set sagt, hvordan du vil ønske, det blev. Hvad er din vision?
[Paul] (36:50 - 38:00)
Min vision er, at det bare bliver accepteret på linje med alle mulige andre gøremål. Der er mange, der tager afstand fra healing principielt. Så spørger man: Har de været hos en healer?
Nej, nej, det kunne de aldrig drømme om. Så tænker man: Det er da mærkeligt at udtale sig om noget, man aldrig har prøvet. Så jeg vil opfordre til, at hvis man ikke har prøvet healing, så synes jeg, man i hvert fald skal prøve at give det et skud.
Hvis man har noget, der gerne vil heales. Mange folk har jo hovedpine indimellem. Men et andet råd, som jeg tænker er rigtig vigtigt, er ikke så meget med healing at gøre, men at prøve at lytte til sin krop og lytte til sig selv omkring sådan noget som stress eller bekymring.
Og finde nogle metoder til at komme i ro. Det kan være naturen, det kan være løbeture, det kan være mindfulness, det kan være meditation.
[Annette] (38:02 - 38:03)
Og få en hund.
[Paul] (38:05 - 38:26)
Jeg har i hvert fald fundet ud af, at en åndelig praksis er rigtig vigtig for at kunne håndtere ens egne følelser og tanker. Og nu har jeg været lærer i mange år, og det har du jo også. Og noget af det, der virkelig har undret mig ved undervisningen, er, at vi aldrig lærer eleverne, hvordan de skal koncentrere sig.
[Annette] (38:27 - 38:28)
Det er der nogen, der gør.
[Paul] (38:28 - 39:04)
Det er der nogen, der gør. Måske 5-10 minutter i begyndelsen af timen. Men det der med, at hvis tankerne flyver hele tiden, og du ikke har overblik over dit følelsesliv, og det er jo ret oplagt, når man er teenager, hvordan er det så, at man finder ro til at kunne lære noget? Det synes jeg er rigtig vigtigt. Og det kan sådan nogle teknikker, almindelige meditationsteknikker, uden Gud og Helligånd og alt muligt andet.
Det kan de være virkelig virksomme til. Nå, det var et godt råd.
[Annette] (39:04 - 39:12)
Det er vigtigt, at man fortæller det og formidler det videre. Ja, men Paul, har du mere, du vil sige, inden jeg siger tak til dig?
[Paul] (39:14 - 39:29)
Nej, jeg tænker ... Altså, jeg har jo en hjemmeside, healinghelp.dk, og der ligger alle podcasts og forskellige andre ting. Og hvis man har lyst til at prøve healing hos mig, så kan man jo altid booke en tid der.
[Annette] (39:29 - 39:39)
Og hvis man booker en tid hos dig, så betaler man for det. Hvis man booker en tid i Flintholm Kirke, så er det gratis. Det er til gengæld også ret kort.
[Paul] (39:40 - 39:43)
Ja, og man kan også sige i foreningen Hearts & Hands.
[Annette] (39:43 - 39:44)
Der er det også gratis.
[Paul] (39:45 - 39:56)
Ja, og de tilbyder gratis healing til alle.
Og både fjernhealing. Det hedder heartsandhands.dk. Der kan man både få nær- og fjernhealing, hvis man er interesseret i det.
[Annette] (39:57 - 40:14)
Så det kan du anbefale at gå ind og kigge på. Ja, og man kan også sige, at du har på din egen hjemmeside, healinghelp.dk, der har du også artikler liggende, som man kan se. Så der er rigeligt materiale til at blive lidt klogere.
[Paul] (40:14 - 40:18)
Hvis man kigger under bloggen, altså B-L-O-G, så ligger alt materialet der.

Kapitel 12: Outro
[Annette] (40:19 - 40:46)
Tusind tak, fordi du lod dig underkaste spørgsmål. Det var måske faktisk nærmest lidt sjovt at prøve at være den, der svarede. Men det var rigtig dejligt, at du ville.
Så tak for det til dig, og tak til jer, der lyttede. Du kan finde denne podcast og alt det andet materiale på den hjemmesideadresse, som Paul nævnte før. Og nu gentager jeg den lige: healinghelp.dk. Tak.
[Paul] (40:46 - 40:47)
Tak, Annette.
[Annette] (40:47 - 40:48)
Selv tak, Paul.