Trivselskommissionens anbefalinger - hvad betyder de for skolen og forældre?

I denne episode kommer du med på besøg på Krogerup Højskole. 

Her er Rasmus Meyer nemlig højskoleforstander, men det er ikke (udelukkende) i den rolle han deltager. 

Podcastens udgangspunkt er nemlig regeringens Trivselkommission, hvor Rasmus er tidligere formand, og de 35 anbefalinger kommissionen afleverede. 

Samtalen kommer også omkring den omfattende debat om børn og unges trivsel i Danmark, hvor Rasmus har nogle klare holdninger og et håb om, at vi kan skabe et mere nuanceret billede af, hvad vi faktisk ved om trivsel og hvilke misforståelser, der ofte opstår i den offentlige debat.

Rasmus vil nemlig gerne udfordre fortællingen om en generel “trivselskrise” blandt unge og i stedet rette vores fokus på sociale uligheder, klassisk udsathed og kulturelle tendenser som afgørende forklaringer. 

Samtalen kredser også om forældreskabets rolle, skolens opgave, civilsamfundets betydning og nødvendigheden af at se børn og unges liv på tværs af arenaer: familie, skole, fritidsliv, online fællesskaber og venskaber.

Med afsæt i kommissionens 35 anbefalinger diskuteres karakterdannelse, selvregulering, fællesskaber og ansvar og hvorfor trivsel ikke kan reduceres til målinger og quick fixes. 

Episoden er til dig, hvad end du er lærer, pædagog, skoleleder, forælder eller på anden måde har interesse for dannelse, demokrati og børn og unges livsvilkår.

Din vært er, som så ofte før, Anders Peter Nielsen.

Feedback og/eller ideer til afsnit? 

Find mig (Anders Peter) på LinkedIn og send din besked. 

Vil du holdes opdateret på, hvad jeg ellers går og laver (og kommende afsnit af podcasten), så er mit nyhedsbrev måske noget for dig:

Kontakt og nyhedsbrev - Undervisning og formidling (uogf.dk)

Husk også at følge Undervisning og Formidling på enten Facebook og/eller LinkedIn. 

Tak fordi du lyttede med!

Transcript

Anders Peter:
Men Rasmus, vi sidder her på Krogerup Højskole. Jeg har været ovre og shoppe lidt i gårdbutikken, men vil du ikke prøve at sætte et par ord på, hvem du er?

Rasmus Meyer:
Jo, det kan jeg godt. Jeg hedder Rasmus Meyer. Jeg har været forstander heroppe i syv år nu. Jeg er uddannet i socialvidenskab fra RUC og har en kandidatgrad fra New York i sociologi. Og så har jeg selv tre drenge, som går på – eller de to af dem går på den lokale folkeskole, Langbjergskolen, og den ældste er nu på Aarhus Efterskole, hvor han faktisk både har gået i 9. og nu går han i 10.

Anders Peter:
Så han snød sig til højskolelivet ved lige at tage efterskolen først.

Rasmus Meyer:
Ja, han er i hvert fald vildt begejstret for Aarhus Efterskole. Det er sådan set også – uden at det skal blive et reklameindslag. Og så er jeg gift med Lea, som er inde på Zetland, og indtil for et halvt års tid siden havde jeg fornøjelsen af at være formand for regeringens Trivselskommission.

Anders Peter:
Og det er jo netop den, vi skal snakke om. Og det er jo ikke fordi, du er blevet fyret som formand for Trivselskommissionen. Det er jo bare fordi arbejdet er færdigt.

Rasmus Meyer:
Det er rigtigt.

Anders Peter:
Bare så man ikke sidder og tænker: Nå, hvorfor er han ikke det længere? Det er jo bare fordi arbejdet er afsluttet.

Rasmus Meyer:
Ja, arbejdet er færdigt.

Anders Peter:
Og så har jeg bare lige lyst til, før vi går videre, at fortælle, hvor vi er. Når du siger, vi er på Krogerup Højskole, så er det jo Hal Kochs gamle højskole. Det var ham, der sagde, at demokratiet aldrig lever i kraft af love og paragraffer, men i og ved levende mennesker, og at det kræver en levende folkeoplysning at skabe demokrater.

Og jeg synes jo, det er meget aktuelt i de her år, hvor man kan kigge til Ungarn og USA og Tyrkiet og alle mulige andre steder hen og sige: Jamen, man har måske nok en demokratisk forfatning, men kan vi regne dem for egentlige demokratier? Og så tror jeg, Hal Koch ville sige nej. Det kræver noget andet og mere end bare en demokratisk forfatning.

Så det vi egentlig prøver her, det er ligesom det, jeg plejer at sige: Vi laver højskole i spændet mellem selvindsigt og samfundssind. Det er ligesom den dobbelte ambition heroppe.

Anders Peter:
Og nu, når du nævner de der ting, så kan man jo godt – jeg har jo hørt dig snakke før – godt genkende det, når man ser på forordet i Trivselskommissionen. Grundtvig er med allerede i linje fem. Altså man kan godt mærke, hvor det kommer fra.

Og du skriver også i forordet der, at I tager udgangspunkt i noget af det, vi er gode til herhjemme: pædagogik, dannelse, demokrati – så har vi Hal Koch der – livsoplysning og karakterdannelse, fællesskaber og et stærkt civilsamfund. Så det er også godt rodfæstet i Trivselskommissionens arbejde.

Men hvis vi spoler nogle år tilbage: Hvad var opdraget egentlig, I fik i Trivselskommissionen?

Rasmus Meyer:
Jamen, jeg tror, det der lå til grund for, at man nedsatte en kommission, var jo, at spørgsmålet om børn og unges trivsel havde bevæget sig fra at være en diskussion blandt flere til ligesom at være en diskussion, der virkelig fyldte meget i den brede offentlighed, og som der også var en stor politisk bevågenhed omkring.

Det var ligesom det ene, der lå til grund for, at man nedsatte en kommission. Og dertil kom jo, at man ude i kommunerne oplevede, at der var en stadig større efterspørgsel efter specialiserede tilbud, og den efterspørgsel truede med at udhule almenområdet. Og så havde man ligesom gang i en ond spiral.

Og så tror jeg også, det som var kvalitativt nyt, det er jo, at nogle af de der problematikker, som i gamle dage alene vedrørte de børn og unge, som kom fra marginaliserede hjem, de var begyndt at berøre middelklassens børn på en ny og anderledes måde.

Anders Peter:
Og vække folk op.

Rasmus Meyer:
Ja. Og virkeligheden er jo desværre, har jeg lyst til at sige, at når noget først begynder at berøre middelklassen, så finder det vej til spalterne og den offentlige samtale på en ny og anderledes måde.

Men det, der var det oprindelige opdrag for kommissionen, det var at forstå, hvad der rører sig i den brede almene gruppe af børn og unge fra 0 til 25 år – og hvad stiller vi op?

Anders Peter:
Jamen fordi nogle gange, når man læste medier, så virkede det jo som om alle unge mistrives og skærer i sig selv og alt det der. Og når man så kiggede på de forskellige undersøgelser, både på kommunalt plan og nede på de enkelte skoler, så så det jo ikke helt sådan slemt ud.

Så jeg hilste i hvert fald kommissionens arbejde velkommen, for jeg var meget nysgerrig på, hvad der var op og ned i det hele. Og hvis vi sådan dvæler lidt og nørder lidt ned i kommissionens medlemmer, så er det jo sådan – det er jo ikke fordi vi behøver at remse alle navnene op – men det er jo en meget bred vifte af folk, der ligesom er med i kommissionen. Hvad var tankerne bag at nedsætte den på den måde?

Rasmus Meyer:
Der har du fat i den forkerte, fordi det var sådan set – jeg var ikke med til at sammensætte det hold. Det var en regeringsbeslutning, både hvem der skulle være formand, men også hvem der sad med rundt om det bord.

Men det jeg kan sige, det var, at opgaven var jo – nogle gange når jeg skulle beskrive over for højskoleeleverne, hvad det var for en opgave, vi blev stillet – så havde jeg ligesom forklaret det som SRP-opgaven, altså den her større skriftlige opgave, som eleverne laver i 3.g. Altså SRP-opgaven fra helvede. Fordi opgaven var så voluminøs.

Anders Peter:
Jo, og der har jo samtidig været mange øjne og blikke rettet mod jer.

Rasmus Meyer:
Ja, og derfor blev vi jo meget hurtigt enige med os selv i kommissionen om, at vi var nødt til at tilrettelægge en proces, hvor vi ikke bare selv skulle sidde og regne den ud.

Og derfor lavede vi en proces, hvor vi ligesom prøvede at lade en række videnskilder krydsbestøve hinanden. Altså vi havde en folkehøring, hvor vi inviterede folk fra praksis til at bidrage. Vi havde vidensworkshops med eksperter og praktikere. Vi mødtes med næsten 100 interessenter på området. Vi satte selv både kvalitative og kvantitative undersøgelser i gang. Og vi gik rundt i landet og mødtes med børn og unge og praktikere på forskellig vis. Og så prøvede vi også at holde os igennem al den eksisterende viden på området.

I erkendelsen af, at vi jo ikke kunne sidde der 11-12 mennesker med et ministerielt sekretariat og regne den ud selv. Vi var nødt til simpelthen at blive klogere på, hvad der var på spil.

Anders Peter:
Ja, og det er nemlig noget af det, jeg synes er godt ved sammensætningen: at den spændte så bredt, og at I samtidig åbnede arbejdet op. Altså det havde jo været helt trist, hvis I havde sat jer op i et elfenbenstårn og var kommet ned med nogle stentavler.

Rasmus Meyer:
Ja, det havde både været trist og dårligt.

Anders Peter:
Var der noget, I gjorde jer af opdagelser undervejs? Var der noget, der overraskede eller noget, der fik jer til at skifte retning?

Rasmus Meyer:
Jamen jeg føler jo også, vi gjorde mange erkendelser på vejen. Hvis jeg skal liste nogle af dem op, så synes jeg, det som blev meget tydeligt, hvis man bruger tid på det her felt, det er, at det nu som tidligere er sådan, at den største risikofaktor er social marginalisering.

Altså kommer du fra et hjem præget af vold og konflikter og misbrug og svær psykisk sygdom, jamen så er du i størst risiko for at komme i mistrivsel. Og det er jo ikke nyt for de mennesker, der er ude i praksis.

Men hvis man følger med i den offentlige samtale, så kunne man jo godt få det indtryk, at dem, man skulle være allermest bekymret for, det var nogle 3.g-piger i København K, som var meget på Instagram.

Men virkeligheden er jo i virkeligheden, at det er den klassiske udsathed, som er den langt største risikofaktor. Center for Ungdomsforskning introducerede for år tilbage begrebet ny udsathed, som er sådan lidt mere diffust og også bidrog til at indfange nogle nye tendenser. Men det her begreb ny udsathed har fuldstændig fået lov til at kolonisere samtalen om børn og unges trivsel, og den klassiske udsathed er gledet lidt ud.

Det var i hvert fald en erkendelse.

Anders Peter:
Kan det så være, fordi – hvis vi vender tilbage til det med middelklassen – at middelklassens børn er ramt, så er det det, der hedder ny udsathed, og derfor bliver det andet ligesom overset?

Rasmus Meyer:
Ja, der er i hvert fald en risiko for det.

En anden erkendelse, som jeg selv synes er interessant, det er, at der har været en tilbøjelighed til i det her samfund at forstå mistrivsel og psykisk sygdom under ét. Og det er selvsagt landskaber, der ligger op og ned ad hinanden, men det er faktisk lidt afgørende, at vi får skilt de to kategorier ad.

Fordi det, vi lægger op til i kommissionen, det er, at mistrivsel vedrører det almene og det eksistentielle, det menneskelige og det socialt betingede. Men psykisk sygdom – så er vi inde i et diagnostisk univers, og værktøjskassen er også en helt anden.

Og jeg tror faktisk, det er lidt afgørende, at vi som samfund holder op med at forstå de to kategorier under ét. Fordi det, der er risikoen, det er, at vi lærer en generation af børn og unge at forstå almindelige følelser og oplevelser med diagnostisk vokabularium. Og det er altså ikke hensigtsmæssigt. Derfor tror jeg, vi er nødt til at få skilt de to ad. Det var også en erkendelse.

Og sådan er der en række erkendelser rapporten igennem.

Anders Peter:
Vi kan lige tage den sidste, fordi nu har jeg slået op her i – jeg har altså pixiudgaven på 20 sider af rapporten. Man kan jo også finde den store, tykke rapport endnu. Men jeres definition og forståelse af trivsel – jeg læser den bare lige højt. Du kan den jo sikkert udenad, men det er bare for lytterens skyld.

“Man trives, når man overordnet set er glad for sit liv. Man trives, når man kan udvikle sig, udfolde sine evner samt indgå i og bidrage til fællesskaber.”

Og så kommer der noget, jeg synes er ret vigtigt, især som – nu snakkede vi om inden vi tændte – det der med at være teenageforældre:

“Man kan trives, selvom man oplever perioder med modgang og udfordringer. Det afgørende er, at man kan håndtere sådanne episoder.”

Og det er nemlig det, jeg tænker, det der med ordforrådet, som du var inde på før, bliver så vigtigt: at vi skal klæde vores børn ordentligt på til ikke straks at tro, at de har en eller anden diagnose, men at de måske bare har en dårlig dag eller en dårlig uge.

Rasmus Meyer:
Man kan i hvert fald sige, det vi er vidne til i de her år, det er jo, at de andre lidelsessprog – det filosofiske, det politiske, astrologien, teologien, litteraturen, poesien – er trængt tilbage til fordel for diagnostisk sprog, som har vundet frem.

Og det diagnostiske vokabular er jo virkelig velegnet, hvis du vitterligt er syg, i forhold til at sikre den rette behandling og medicinering. Men i forhold til at begribe det almene og det eksistentielle, så er det meget lidt velegnet.

Så der er en opgave med at give en generation af børn og unge et andet sprog. Nogle andre livsprismer at begribe sig selv med. Men det vi jo også ønsker i forhold til den definition, det er jo at pege på, at hvis vi lærer en generation af børn og unge, at man kan komme igennem tilværelsen uden i perioder at være i kontakt med et mørke eller et mismod eller et mindreværd eller en bekymring, jamen så er vi først begyndt at lyve for dem.

Det hører simpelthen menneskelivet til, at det i perioder er svært.

Anders Peter:
Jamen nu ligger der Martin A. Hansens Løgneren på bordet her, og jeg husker da mange af de tekster, jeg mødte i gymnasiet, om folk der havde det svært. Det kan godt være, jeg ikke lige kunne spejle mig i det dengang, men som voksen begynder man jo at tænke tilbage. Der synes jeg da netop meget af den der, i citationstegn, kanonlitteratur kan hjælpe med at åbne op.

Rasmus Meyer:
Og på højskolen synger vi med de unge mennesker. Og en af de sange, vi synger, som mange vil kende – især hvis man lytter til din podcast – det er Jens Rosendals Forelskelsessang: “Du kom med alt det der var dig.”

Og hvor man synger, at livet er livet værd på trods af tvivl og stort besvær, på trods af det der smerter. Man synger også i Jeg elsker den brogede verden: “Jeg har grædt som andre af smerte, fordi min boble brast. Min boble – men ikke verden – det er ej verden til last.” Og der synger man jo om at være i kontakt med et mørke eller en smerte.

Det mørke er ikke et tydeligt mørke. Det er et menneskeligt mørke, som hører tilværelsen til. Og man får et musikalsk, poetisk, historisk sprog at begribe sig selv med.

Det er bare et eksempel på, hvordan det ser ud, når man gerne vil give en generation af børn og unge et andet sprog at begribe sig selv med.

Anders Peter:
Og der synes jeg også, at flere nyere sange måske er begyndt at have det der igen.

Rasmus Meyer:
Andreas Odbjerg, for eksempel. Tobias Rahim. Annika. Der er jo masser af dem, som berører de der ting på en superfin måde.

Anders Peter:
Ja. Altså hele genren med yngre kvindelige kunstnere, som synger om at være gået fra deres kæreste og smide kæresten på porten. Man kan jo dårligt høre P4 uden at der kommer en af de sange, så det fylder mere og mere igen.

Rasmus Meyer:
Hvornår skiftede du fra P3 til P4?

Anders Peter:
Det er jo et ret godt spørgsmål, men det var faktisk, da jeg skiftede bil. I min gamle bil kunne jeg godt få trafikken på den anden kanal, men i den nye blev det P4. Så det er trafikken, der har ført mig over på P4.

Rasmus Meyer:
Det er meget sjovt, fordi det er sådan noget, der kommer snigende, og pludselig så hører man sig selv høre P4, og så ved man: Det var så ligesom den ungdom.

Anders Peter:
Men sådan er det. Og når man så har kørt tværs over landet og hørt P4 på fem forskellige stationer om de samme emner, så føler man sig meget voksen. Og der er også plads til lidt smerte på P4.

Rasmus Meyer:
Ikke meget smerte. Ikke så meget, nej, men ja.

Anders Peter:
Men hvis vi så spoler lidt tilbage og fokuserer på de unges og børns trivsel igen, så kommer I med det, I kalder et statusbillede for børns og unges trivsel. Og det skønneste er jo den første bullet: at langt de fleste børn og unge i Danmark trives. Det er jo dejligt at få slået fast med syvtommersøm, at det går godt for langt de fleste.

Rasmus Meyer:
Det er jo faktisk også meget godt. Men her vil jeg da sige: Vi siger jo ikke noget, som er nyt for de mennesker, der er i praksis. Altså hvis man er i en daginstitution eller en grundskole eller på en ungdomsuddannelse, så vil de nok sige: Ja, der er en skrøbelighed på spil i de her år. Ja, de har fået et andet sprog at begribe sig med. Ja, vi står med nogle nye udfordringer. Men det store flertal har det sådan set godt.

Og det, vi var ude at sige som kommission, det var, at det ikke giver nogen mening at tale om en trivselskrise i Danmark. Men der er en række udfordringer. Og det er ikke fordi, vi ikke tager de udfordringer alvorligt. Overhovedet ikke. Men med Grundtvigs ord: Ordet skaber, hvad det nævner. Og der er ingen, der er tjent med, at vi lærer en generation af børn og unge, at de er generation mistrivsel.

Anders Peter:
Nej, og så står der også videre, at vi trives godt i international sammenhæng. Og det er jo det, der er fascinerende – eller ikke fascinerende, men trist – at det i hele den vestlige verden er sådan, at vi ser den her stigende mistrivsel blandt unge. Så det er jo ikke “bare” noget, der er i vandet i Danmark. Der er noget større på spil.

Rasmus Meyer:
Ja, og det er det, vi peger på: at hvis man skal forstå den udvikling, vi er vidne til i de her år, så er vi nødt til at kigge efter det, man kunne kalde modernitetskomponenter. Altså tendenser, som går på kryds og tværs af de moderne vestlige samfund.

Når man følger med i den offentlige samtale, så kunne man jo godt få det indtryk, at de udfordringer, vi står overfor, skyldes skolereform eller fremdriftsreform eller kommunale budgetter.

Anders Peter:
Det har de bare ikke haft i Tyskland.

Rasmus Meyer:
Det har de ikke haft i de andre vestlige samfund. Og det er vigtigt for mig at sige, at det jo er totalt legitime politiske drøftelser. Men spørgsmålet er bare: Hvis man skal forstå, hvad der er på spil, så er man nødt til at forstå, at der er noget andet på spil.

Det er simpelthen udtryk for en slags intellektuel dovenskab, hvis man ikke kan rumme, at de udfordringer, vi står overfor, er lidt mere komplekse og mangefacetterede end skoleformen alene.

Anders Peter:
Og den så man jo også lidt, da der blev talt om læsekrisen. Og det viste sig jo også, at alle de andre lande også havde en læsekrise.

Rasmus Meyer:
Ja, og man kan jo se, når man kigger på tallene, at de danske børn er mindre pressede af at gå i skole end i sammenlignelige lande. Og derfor synes jeg, at nogle af de narrativer, der er ude at gå – nogle af de fortællinger – de er blevet gentaget i en uendelighed, uden at nogen egentlig stopper op og spørger: Kan det virkelig være så simpelt?

Og der synes jeg, vi i kommissionen i hvert fald bidrager med at nuancere både problemforståelsen og også anvise nogle veje ud af de problemer, vi står i.

Anders Peter:
Og anvisningerne har vi aftalt at komme med lidt senere. For det er nemlig også noget af det, jeg synes er rigtig godt her. For måske har der også været noget med at italesætte noget, fordi man så havde en løsning på det, man kunne sælge. Eller man kunne – hvis man havde skrevet en bog om, at man ikke måtte gøre et eller andet – så ville man jo godt italesætte den dagsorden i forhold til at få nogle interesserede i sin bog.

Rasmus Meyer:
Jamen, det er man nødt til at kunne tale højt om: at der jo også har været både politiske og økonomiske og institutionelle interesser i at frame den her diskussion på en bestemt måde. Det er jo virkeligheden. Der er jo nogle mennesker, for hvem det fremmer deres sag at frame den her diskussion på bestemte måder.

Og der synes jeg, det vi bidrager med i kommissionen, det er lidt mere et ædrueligt, nøgternt, nuanceret blik på: Hvad er det for nogle problemer, vi står overfor? Og hvordan bevæger vi os frem over isen?

Anders Peter:
Ja, og så samler I, som du siger, noget data, der allerede fandtes, og gør det endnu mere tydeligt. Fordi man kunne jo godt gå ind på – jeg kan ikke huske, om det er Undervisningsministeriet – men der er i hvert fald hjemmesider, hvor man kan sammenligne og finde sin børns skole og se, om de trives eller ej. Det er der bare ikke rigtig nogen, der gjorde i den der ophidsede debat, men det kunne man jo gøre.

Rasmus Meyer:
Ja. Og så synes jeg også bare, det er vigtigt at sige omkring de der trivselsmålinger, at det vi var ude at pege på i kommissionen, det er, at man kan måle på højde og drøjde og på, om folk går til fodbold og om de har job i Bilka – vigtige ting. Men når vi spørger til trivsel, både når det gælder børn og unge og moderne mennesker i det hele taget, så er det, vi spørger til, noget som folk vil være tilbøjelige til at svare på op imod den forventning, de har om, hvordan de tror, de burde have det.

Altså at trivsel er en subjektiv forventningskategori. Og derfor kan trivselsmålinger fortælle os noget, men de kan ikke fortælle os alt, fordi de spejler fortællinger i tiden.

Anders Peter:
Jo, og hvis vi zoomer helt ned: Hvis jeg har haft en dårlig dag og et skidt frikvarter, og det regner, så kommer det jo også til at påvirke.

Rasmus Meyer:
Ja, ja. Og det kan vi jo også se: at de selv samme børn svarer meget forskelligt på de selv samme spørgsmål, afhængigt af hvornår de bliver spurgt. Og derfor skal man passe på med at tillægge målingerne for stor betydning.

Og derfor peger vi jo også i kommissionen på, at vi må komme et sted hen, hvor vi ikke spørger fra 0. til 3. klasse, men at vi stoler på, at der er nogle lærere og nogle pædagoger, der kan gribe de udfordringer, der måtte være.

Anders Peter:
Jeg runder lige statusbilledet af, fordi der er nogle ting, jeg tænker, at man som lærer og skoleleder meget godt også kan have i baghovedet. Fordi desværre er der lavere trivsel blandt piger og unge kvinder end blandt drenge og unge mænd. Der skal man måske også være lidt mere opmærksom, fordi de jo også tit er lidt mere stille.

Så var der det med den sociale ulighed, du var inde på. Og så er der nogle bestemte grupper: børn og unge der modtager sociale foranstaltninger, børn og unge der vokser op i hjem med psykisk sygdom eller alvorlig sygdom, børn og unge med funktionsnedsættelser og så LGBT+-børn og unge. Altså der er nogle grupper, som er udfordrede.

Rasmus Meyer:
Og det er fint at få sagt. Jeg siger ikke, at alle trives godt. Men der er nogle udfordringer, og der er nogle udfordringer, der knytter an til socioøkonomi.

Vi kan også se, at de ældre piger, de unge kvinder, er udfordret på en ny og anderledes måde. Der er et tal fra VIVE, hvor 40 procent af de 19-årige kvinder angiver, at de har en diagnose, mens tallet i psykiatrien vel er 11, 12 eller 13 procent, afhængig af hvad man spørger. Så der er nogle ting, der er nye og anderledes.

Anders Peter:
Og andelen af folk – og især kvinder – der får ADHD-diagnoser er jo også støt stigende nu, fordi man jo leder.

Rasmus Meyer:
Det kan være en del af svaret. Men jeg tror, det vi også peger på i kommissionen i forhold til diagnosticeringen, det er jo, at der dels er en ny kulturel tilbøjelighed til at forstå sig selv med et diagnostisk vokabular.

Altså der er en generation af børn og unge, som på TikTok og Instagram lærer at forstå almindelige følelser og oplevelser som udtryk for noget potentielt sygeligt. Det er den kulturelle dimension.

Og den strukturelle dimension til patologiseringen er jo, at selvom der ikke er skyggen af lovgivningsmæssigt ophæng på dagtilbudsområdet og i grundskolen, så er det jo blevet diagnosen, som er adgangsgivende i forhold til støtte og hjælp og indsatser.

Så man har jo også skabt en incitamentsstruktur, som truer med at accelerere nogle af de problemer, vi søger at løse, fordi man tvinger familierne ud et sted, hvor de oplever, at hvis de skal have støtte og hjælp, så hjælper det at få deres barn diagnosticeret.

Og det er altså uhensigtsmæssigt, at vi ikke har et system, hvor det er behov og funktion, der tilsiger, hvilken hjælp du får, men at det er diagnosen, som bliver den regulerende faktor.

Anders Peter:
Ja, fordi problemet bliver måske også der, sammenholdt med at der bare ikke er så mange ressourcer til skolerne, som der har været måske, men at det ikke er de professionelle, der kommer og beder om en diagnose eller beder om hjælp. Men at det er forældrene, der presser på fra sidelinjen og måske overtrumfer noget for at få diagnosen, sådan så de kan få hjælp.

Rasmus Meyer:
Det er i hvert fald det, man hører ude i praksis. At det er en kvalitativ forandring. I gamle dage – i citationstegn – der var det de fagprofessionelle, der sagde: Vi har faktisk brug for at få det her barn udredt for at forstå, hvad der er på spil.

Og i dag er der mange, som beretter om, at de har den modsatte oplevelse. At der er en generation af forældre, som er dem, der presser på for, at der skal ske en diagnosticering. Og der kunne man godt tænke, at der er en sammenhæng mellem adgang til støtte og hjælp og indsatser, og så den her øgede efterspørgsel på en diagnose.

Fordi forældrene har oplevelsen af, at det er det, der skal til, for at deres barn kan få den hjælp, som de føler, det har behov for.

Anders Peter:
I kommer også med nogle anbefalinger – hele 35 styk. Vi tager ikke alle 35 og gennemgår dem, men vi tager de otte temaer. Og der er en lille sætning i kommissionsrapporten: at det kræver, at vi alle tager ansvaret på os. Og det tænker jeg også er lidt nøglesætningen her. Det er ikke noget med, at vi bare kan sidde og sige, at det også bare er forældrene, eller det også bare er skolen. Vi er nødt til hele vejen rundt at se på det. Og det synes jeg faktisk, anbefalingerne er et meget godt billede på.

Men hvis vi kan komme lidt ind i maskinrummet: Da I sad og fandt på kategorierne og anbefalingerne, hvad diskuterede I der?

Rasmus Meyer:
Det man skal være opmærksom på her, det er jo, at børn og unge lever deres liv i en række arenaer. De lever deres liv i hvert fald i fem arenaer. De lever institutionelt – i daginstitutioner og skoler. De lever online. De lever med deres familie. De lever i et organiseret fritidsliv. Og så har de et socialt liv med deres venner.

Deres udfordringer ser jo meget forskellige ud og mulighederne er forskellige afhængig af egn og ophav og alder. Det er rimelig komplekst, det her. Og i erkendelsen af, at det er rimelig komplekst, er man jo også nødt til at komme med en række initiativer, som går på kryds og tværs af de her arenaer, og som afspejler en virkelighed, som ser meget forskelligartet ud.

Og det her er jo ikke ligesom, hvis man skal bygge en Storebæltsbro eller gennemføre en Arne-pension, at man bare kan sidde inde på Christiansborg og sige: Nu ruller vi.

Jeg tror, hvis vi skal løse det her, så fordrer det noget af os alle sammen. Hal Koch, som var første forstander heroppe på Krogerup, han siger et sted, at “at have et ansvar egner sig bedst til indvortes brug”. Og det synes jeg er genialt.

For det har jo været sådan en diskussion, hvor vi kigger på alle de andre og tænker: Hvorfor gør I ikke noget? Og det vi siger som kommission, det er: Skal vi løse det her, så fordrer det noget af børn og unge selv, af os som forældre, af pædagogerne, af lærerne, af den lokale fodboldtræner, af lederne i civilsamfundet. Kun sådan kan vi løse det.

Og vi kan godt på én og samme tid både regulere techindustrien, sørge for kvalitet i vores dagtilbud og vores grundskole, understøtte et levende civil- og idrætsliv og forvente noget af forældrene. Det er ikke hinandens modsætninger. Det er ikke enten-eller. Det er både-og.

Jeg bliver altid meget alarmeret, når jeg hører nogen sige: Jamen det er også på grund af én enkelt ting. Jeg synes, det er udtryk for intellektuel dovenskab, at man ikke kan rumme, at flere sandheder godt kan bruges side om side.

Anders Peter:
Ja, og måske er det også, fordi man måske har lidt dårlig samvittighed over, at man som forælder ikke har turdet sætte nogle grænser selv i forhold til sociale medier for eksempel. Så er det nemmere bare at pege skylden over på de sociale medier, end at sige, at det måske også var mig, der som forælder lod mit barn komme på TikTok som niårig.

Rasmus Meyer:
Det kan sagtens være lidt af forklaringen. Men lad mig give et eksempel på, hvor vi har brug for forældrene. Vi har brug for forældrene i forhold til, at børn og unge får deres søvn – og kvaliteten af den søvn, de får. Det kan aldrig blive klasselæreren eller skoleinspektøren eller kommunaldirektøren eller borgmesteren, der kan løse den opgave. Det er kun forældrene, der kan løse den.

Anders Peter:
Det sjove bliver, når nogen så siger, at løsningen jo er, at eleverne skal møde senere i skole.

Rasmus Meyer:
Men det kan også godt være, at de skal møde 45 minutter senere. Den diskussion vil jeg ikke blande mig i. Men det er jo bare et meget konkret eksempel på, at det vi ser i de her år, det er, at børn og unge sover markant mindre og markant dårligere end generationerne før dem.

Og der har vi simpelthen brug for en generation af forældre – om barnet er 2 eller 6 eller 8 eller 12 eller 15 – som siger: Når man går i seng, så gør man det uden sin iPad eller sin telefon i hånden. Det er kun forældrene, der kan løse det.

Det er også kun forældrene, som – lad mig få nævnt det – alle børn og unge kommer i perioder i kontakt med noget svært. De kommer ikke på førsteholdet. De får ikke de karakterer, de gerne vil have. De har måske svært ved at finde sig til rette i en ny klasse. De bokser med at gå i puberteten.

Alle børn og unge kommer i kontakt med noget svært. Og der har vi brug for en generation af forældre, som kan rumme deres egne børns ubehag. Fordi hvis vi som forældre kan stå der roligt, myndigt, voksent – som sådan et egetræ – og sige: Det du oplever lige for tiden, det lyder fandeme svært. Jeg er ked af, at du skal igennem det. Jeg har selv været der. Hold kæft, hvor er jeg ked af, at du skal igennem det. Men det er hverken sygeligt eller farligt.

Anders Peter:
Og her er nogle værktøjer, der kan hjælpe dig, men det kan ikke løse det hele.

Rasmus Meyer:
Det kan ikke løse det hele. Men det at kunne stå der – det har vi brug for.

Og et tredje sted, hvor vi har brug for forældrene, det er, at forældrene opdrager deres børn til at træde ind i fællesskaber på en god måde. Altså hvis du ikke kan gå på restaurant med dit barn uden, at vedkommende får en iPad, eller hvis du ikke kan sige til dit barn: Hey, nu tager vi lige opvasken sammen – jamen så er det jo vanskeligt at forestille sig, at barnet kan koncentrere sig om at være til undervisning ovre i skolen eller træde ind i fællesskaber.

Der har vi simpelthen brug for, at forældrene tager den opgave på sig: at opdrage til fællesskaber. Ellers bliver mødet med de institutionelle fællesskaber meget hurtigt meget konfliktfyldt.

Og det er vigtigt for mig at sige: Det kan godt være, det er slidsomt for pædagogen og læreren og de andre børn, at der er en, der tumler med at være i fællesskabet. Men den, der betaler den højeste pris, er jo det enkelte barn, som frarøves muligheden for at være i verden på en harmonisk måde. Og det er altså vores opgave som forældre at sætte vores børn i stand til at træde ind i de her fællesskaber på en god måde.

Anders Peter:
Nu springer vi lidt, fordi vi startede på nummer ét, men lad os hoppe ind i anbefaling 34. Vi hopper tilbage igen, bare rolig. Men jeg tænker bare lige at læse dem op, fordi “forældre anno 2025” som vi skriver, er tilbage til debat. Og der har I syv opfordringer til forældreskabet.

Og jeg tænker, at de her syv – min søn går på en skole, hvor skolelederen endte i en shitstorm, fordi han havde skrevet et brev ud med nogle anbefalinger. Der var også måske lidt mange, men der var en mor, der reagerede så kraftigt på de anbefalinger til, hvad han mente børn skulle kunne, at det blev til den der lille shitstorm.

Og der er jo ikke noget af det, han skrev, som egentlig ikke matcher det her. Jeg læser dem lige højt: “Stil alderssvarende og kærlige krav til dit barn og vær tydelig om rammer og værdier.” Det er jo netop de der rammer, de skal kunne, når jeg får dem til fodbold eller når de kommer ned i skolen.

“Begræns overvågning af dit barn. Børn kan langt mere, end vi tror.” Og det er jo sjovt – jeg kan ikke huske de præcise tal – men der er jo noget med, at bare da vi var unge, så kunne vi gå x antal kilometer væk uden en telefon, uden at vores forældre bekymrede sig særligt meget.

Jeg kan huske, min mor nogle gange kom ned på fodboldbanen, hvis jeg kom for sent hjem, og så skulle jeg med hjem. Og børn nu om stunder kan jo dårligt gå ned om hjørnet, uden at de har en telefon med, så de i hvert fald kan få fat i mor eller far. Eller at man kan bruge “Find my iPhone” eller hvad det nu hedder.

Rasmus Meyer:
Ja, samtidig med at vi fuldstændig har givet op i forhold til deres onlineverden. Altså vi er jo neurotiske i den fysiske verden, mens vi har givet op online. Det er meget fascinerende.

Anders Peter:
Jamen det er meget spøjst. Der slipper vi dem helt løs.

Så skal vi som forældre have tillid til, at barnet i takt med udviklingen selv vil kunne overkomme udfordringer og håndtere konflikter. Det var det, vi også snakkede om før.

Så skal man inddrage og lytte til barnet ud fra dets alder og forudsætninger. Så man skal altså ikke lade dem bestemme alt, men man skal lytte og inddrage dem. Der ligger også noget demokratisk dannelse i det.

“Lær og vis dit barn, hvordan alle voksne, børn og unge skal have blik for at tage ansvar for mennesker og de fællesskaber, de indgår i.” Den tænker jeg også er så vigtig i forhold til, at hvis fællesskabet i skolen skal fungere, eller fællesskabet i fodboldklubben skal fungere, så skal folk jo også komme med og være med.

Der er jo debatter nu om, at nogle forældre synes, der sker for meget, og at skolen trækker for meget på dem i de der trivselsarrangementer og alt det der. Men jeg blev så glad, da jeg læste den der anbefaling, fordi det er noget af det, jeg har kæmpet for i mange år.

“Fokus på selvregulering og vedholdenhed og tro på egne evner og ansvarsfølelse i dagopdragelsen.” Det er jo også nogle, hvor man som forælder med nogle ret simple greb – men hvor jeg tror, moderne forældre måske skal hjælpes lidt af lærere og skolen. Ikke at de skal bestemme alt, men måske lige give lidt tips og guidelines.

Og så: “Husk, at du kender dit eget barn bedst. Sænk skuldrene og vid, at der ikke findes en perfekt forælder, og at kærlighed, nærvær og omsorg er det vigtigste, du kan give dit barn, for at det trives.” Det synes jeg også er en helt hyggelig anbefaling, fordi man lige sænker skuldrene og tænker: Jeg gør det bedste, jeg kan.

Rasmus Meyer:
Og jeg tror, det er det, der er vigtigt at sige. Vi vil jo ikke have, at forældrene skal gøre alt muligt mere. Jeg er egentlig ikke så optaget af, om man har en frysepizza med til klassefesten eller om man er i nystrøget skjorte og renvaskede bukser.

Men hvis man som forælder sætter ens barn i stand til at træde ind i fællesskaber på en god måde, man lærer dem at regulere sig selv og føle et ansvar for de fællesskaber, man er i, og man samtidig viser dem, hvordan man kan rumme det der ubehag og sørger for, at de får noget søvn og sådan noget – altså sådan nogle basisting. Det er egentlig bare det, vi peger på.

Anders Peter:
God, sund logik. Og ikke noget odiøst. Det er nemlig også det, jeg synes er det gode ved de anbefalinger. Det er ikke sådan nogle voldsomme nogen.

Rasmus Meyer:
Nej. Nogle gange kommer de her diskussioner lidt udenfor virkeligheden. Altså nogle gange, når jeg følger med i pædagogiske drøftelser, så tænker jeg, at de er sådan sært sværmeriske og idealistiske uden nogen kontakt til virkeligheden. Det får sådan karakter af…

Anders Peter:
At det er idealister, der diskuterer.

Rasmus Meyer:
Ja. Og det er ikke forankret i nogen virkelighed. Det er sådan nogle værdidrøftelser, som er mærkeligt akademiske drøftelser.

Anders Peter:
Vi hopper tilbage til noget, der ikke er så mærkeligt, men anbefalingerne. Vi hopper helt tilbage til nummer ét, fordi de første fire anbefalinger var det der med sprog og trivsel, som du var en del inde på.

Så er der noget fra 5-10, der handler om sociale medier, smartphone-debut og alle de der ting, som jo også bliver diskuteret. Firewalls på grundskoler og alt det der, som jo også er blevet meget omtalt og implementeret rigtig mange steder. Og hvor det også er som om, skolen lidt har været på forkant nogle steder og faktisk har indført mange af de der ting.

Men nogle af dem, der råber højt, glemmer igen at komme ud i praksis og se, at de faktisk allerede har gjort det mange steder.

Så er der en kategori, der hedder karakterdannelse og myndiggørelse. Og det er jo måske lidt skjult reklame for dig selv, men at styrke mulighederne for, at flere unge tager et højskoleophold.

Men det er jo noget – nu snakkede vi om inden vi trykkede optag – at jeg også har noget samarbejde med efterskoler, og de har også meget fokus på det der med, at hele samfundet skal have de der muligheder for at komme ud og få de der fællesskaber, og ikke kun enkelte grupperinger.

Rasmus Meyer:
Men hvis jeg lige må komme ind på det der. For det vi er lidt optaget af, det er jo, at vi som samfund har været vildt optaget af kompetencer og trivsel i de seneste mange år. Men det, vi peger på som kommission, det er jo, at der er noget, der går forud for både kompetencer og trivsel, nemlig nogle bestemte karakteregenskaber.

Det er nogle bestemte karakteregenskaber, der gør, at du kan tilegne dig et stof og dygtiggøre dig. Og det er også nogle bestemte karakteregenskaber, der gør, at du kan tage vare på dig selv og komme igennem svære perioder og træde ind i fællesskaber på en god måde.

I gamle dage gik skolen jo på to ben: kundskaber og egenskaber. Og nu hedder de to ben kundskaber og trivsel. Men vi har glemt, at de der egenskaber egentlig er forudsætningen for meget af det andet.

Og vi peger jo helt konkret på de her fire egenskaber: selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner og ansvarsfølelse.

Og det, der er spændende ved tro på egne evner, det er jo, at den der tro på egne evner – psykologerne vil kalde det self-efficacy – den kan man kun komme til gennem mestringsoplevelser. Altså oplevelsen af: Nå, jeg magtede det der, så magter jeg sgu nok også det næste.

Og det er jo nogle bestemte pædagogiske praksisser, der skal til, som kan understøtte den der bevægelse. Og det er vigtigt for mig at sige, at det her jo ikke er et ideologisk politisk anliggende. Det er fordi, vi ved, at får man det der med på vejen, enten hjemmefra eller institutionelt, jamen så er man bare godt på vej.

Og nej, det er ikke en slet skjult reklame for højskolen. Fordi vi gjorde det meget klart i kommissionen, at der netop ikke skulle bruges flere penge på højskolerne, men at højskolerne måtte åbne dørene for flere uden, at staten skulle blande sig i det.

Men det er en reklame for idrætten, for civilsamfundet, for efterskolerne, for kunsten, for fritidsjobbene. Alle de der arenaer, hvor man træner nogle af de her egenskaber.

Anders Peter:
Ja, for det var noget af det næste, jeg ville på i forhold til det med erhvervspraktik. Fordi det viser sig jo også, at de børn, der har et fritidsjob, klarer sig bedre. De trives bedre. De klarer sig faktisk også bedre karaktermæssigt, fordi de måske har den der – om vi så kalder det self-efficacy eller hvad vi kalder det – men de kan bare komme igennem nogle ting, fordi de har nogle erfaringer.

Rasmus Meyer:
Og særligt de børn og unge, som kommer fra noget tumultarisk, de har brug for at få det her med. Altså når Grundtvig var så optaget af, at almuen skulle gå til gymnastik og drikke mindre snaps og sådan noget, så var det jo også fordi, han vidste, at forudsætningen for, at man kan regere i et samfund, er jo, at man kan regere sig selv. Og det fordrer nogle bestemte dyder.

Og det er ikke konkurrencestatsforherligende eller sort skole eller reaktionært. Tværtimod. Det bør være kernen i ethvert dannelsesprojekt at sætte den enkelte i stand til at være herre i eget hus.

Anders Peter:
Og det tænker jeg altså, hvis vi zoomer helt ind i dagligdagen i en familie, så er der jo nogle små konkrete nemme ting, som jeg tror, forældre glemmer at inddrage børnene i. Små pligter, maddage – alt det der er jo små byggesten på vej op mod, at man kan nogle flere ting selv.

Rasmus Meyer:
Ikke. Og det, der er udfordringen, er jo, at familien mange steder er funktionstømt, og derfor er der ikke den der naturlige træningsbane. Og det gør det jo vanskeligt på en eller anden måde at overlevere nogle bestemte egenskaber, fordi familien er reduceret til at være kærlighed og samvær. Og det rummer jo sin egen skønhed, men det rummer også nogle udfordringer.

Anders Peter:
Nu står der det med kunst i sytten og læseglæde. Man ser det jo også med læsekrisen. Der er jo ikke nogen voksne, der læser længere. De sidder og kigger på en skærm måske og har alt det der. Børn ser jo ikke voksne sidde og læse i en sofa derhjemme længere.

Rasmus Meyer:
Nej.

Anders Peter:
Så er det jo klart, at børnene heller ikke gider sidde og læse i sofaen.

Når vi spoler til anbefaling 17, som handler om tidssvarende pædagogisk praksis i dagtilbud, grundskoler og på ungdomsuddannelserne, der synes jeg især nogle af dem er herlige: at børn og unges engagement skal styrkes, myndighed, karakterdannelse har vi talt en hel del om, og skabe nogle deltagelsesmuligheder for alle og give noget mere plads til refleksion i og over den pædagogiske praksis.

Altså det er jo lidt – dem kan vi pege ud på Langbjergskolen, som er en lokal skole her. Det bliver lidt skoleledernes ansvar og lidt kommunalpolitikernes ansvar. De skal give noget tid, så lærerne og pædagogerne kan reflektere noget mere over praksis. Og så skal lærerne og pædagogerne turde give eleverne nogle flere deltagelsesmuligheder.

Der ligger nogle rigtig spændende samtaler frem mod 2027 og også efter 2027, når der kommer de nye fagplaner. For de skaber jo netop – i hvert fald drømmen – pladsen, hvor jeg synes, jeres anbefalinger passer ret godt ind i, at når lærerne står og siger: Hvad skal vi så nu? Så kan man kigge på jeres anbefalinger og sige: Hvordan kan vi få eleverne til at deltage i noget mere?

Rasmus Meyer:
Jeg tror jo også, at håbet er, at man får nogle fagbeskrivelser derude, som skaber et rum for nogle myndige autoriteter derude, som nok kan give det en retning, men samtidig også inviterer de børn og unge, der er derude, med ind i planlægningen af undervisningen.

Anders Peter:
Og det er det, jeg især glæder mig til. Der har måske traditionelt set været en periode, hvor lærerne ikke gjorde det, fordi de var autoriteten. Så kom der en periode, hvor de prøvede lidt, og så kom der en periode, hvor de ikke havde tid.

Rasmus Meyer:
Så kom der mål med de der uendelige mål. Faglige mål.

Anders Peter:
Ja, så fik de ikke tid til det. Og nu tror jeg, man finder nogle andre balancer. Eller det håber jeg.

Rasmus Meyer:
Det håber jeg også.

Anders Peter:
Så er der jo hele kategorien med fritidslivet. Nu er jeg jo også fodboldtræner, som vi talte om inden.

Rasmus Meyer:
I hvilken klub?

Anders Peter:
Vanløse. Og det er min søns. Det er den der klassiske “hvem melder sig?”, og så trådte alle de andre et skridt tilbage, og så stod jeg der. Men jeg hygger mig gevaldigt med det.

Og det er jo anbefaling nummer fire: Alle børn og unge skal have en fritidsaktivitet sammen med andre. Nu var du inde på det der med nederlag og alt det der. Jeg har jo det, man ville kalde – hvis vi var i et lille lukket rum, hvor vi niveaudelte spillerne – det er jo fjerdeholdet. Men jeg har omdøbt det til fodboldfitness, fordi vi hygger os bare. Min søn er heller ikke særlig god til fodbold, og det er der mange af de andre, der heller ikke er. Men de kommer. Vi har tre timer om ugen sammen, og vi hygger os, og man kan bare se, hvor meget de vokser af det der.

Og nogle gange taber vi stort, og nogle gange vinder de, og alt det der. Men jeg bliver også rigtig glad for at læse den der, fordi man bare kan se, hvor meget det fylder nu. Og på vejen herop – på P4 – hørte jeg også lige i radioen, at nu ville Københavns Kommune bruge endnu flere penge på at få endnu flere piger med i sportsklubberne. For det er måske også dem, der ikke trives så meget.

Så der er heldigvis også mere og mere fokus på det der med at sørge for, at der skal være nogle fritidsaktiviteter til børnene. Om det så er i institutionsregi, SFO, KFO eller hvad man kalder det alt efter, hvor man bor, eller en sportsklub og en fodboldklub. Det kan godt være lidt dyrt.

Rasmus Meyer:
Men det er helt – og vi kommer også med en række bud på, hvordan vi kan sikre, at alle får adgang til det. Fordi virkeligheden lige nu er jo, at der er nogen, der har bedre råd og muligheder end andre. Og det går ikke. Vi er nødt til at sikre, at alle har mulighed for at gå til en fritidsaktivitet.

Og når vi er så optagede af det, så er det fordi, vi ved, at det er en beskyttelsesfaktor at være en del af en flok og et fællesskab. Det er ligesom det ene.

Og det andet er, at vi ved også, at de der arenaer – fritidsjobbet, fodboldholdet – de træner nogle egenskaber, som man både kan få brug for på fodboldholdet, men man kan faktisk også få brug for dem udenfor fodboldholdet. Hvordan løser vi en konflikt? Hvordan er man i et forpligtende fællesskab? Hvordan taler man med folk, der ikke ligner sig selv? Vigtige evner at have i det her samfund. Og det træner vi altså i de der arenaer.

Anders Peter:
Og før hvor det – der står man jo bare ved en lille hurtig anekdote. Jeg havde sådan en oplevelse, hvor mit lærerhjerte virkelig blev begejstret. Lige pludselig står der sådan en 15-16-årig dreng, som har det svært ovre i skolen og er medtræner på nogle hold, nogle børn han ikke kender. Han har bare så meget energi, og han elsker det der medtræner-noget. Så han går bare rundt og spørger, om han ikke kan hjælpe til, og han er sådan lidt halvt tilknyttet klubben. Og når vi mangler dommere i weekenden, så kan man lige bestikke ham med 100 kroner, så kommer han og dømmer en kamp.

Rasmus Meyer:
Det er fantastisk.

Anders Peter:
Og han trives jo der. Det kan godt være, han fagligt ikke har det fedt, men han har de bedste oplevelser nede på boldbanen.

Rasmus Meyer:
Og derfor har jeg også bare lyst til lige at kommentere på dit begreb hygge. Det er jo fint, at I hygger jer derude i Vanløse.

Anders Peter:
Ej, vi får også bevæget os.

Rasmus Meyer:
Ja, ja, I får også bevæget jer, og I træner nogle egenskaber. Men jeg synes faktisk også, det er vigtigt at holde fast i, at vi ikke må blive bange for præstationen eller forventningerne.

Jeg tror faktisk, at børn og unge også har brug for at have nogle arenaer, hvor man skal præstere noget, hvor man skal opnå noget, hvor man skal forfølge et mål, hvor man skal opleve, at man forbedrer sig.

Anders Peter:
Men det har vi også.

Rasmus Meyer:
Det er jeg helt sikker på, I har. Men jeg synes bare nogle gange, i den her diskussion, så kan vi godt blive bange for forventninger og krav og præstationer. Og jeg tror bare, Hal Koch siger et sted, at evnerne vokser med kravene. Og det tror jeg faktisk er rigtigt. At børn også har brug for at møde nogle forældre, nogle trænere og nogle ledere, nogle skoleledere, lærere og pædagoger, som forventer noget, og som møder dem med krav og ønsker, at de skal præstere noget. Det må vi ikke blive bange for, fordi folk bliver større af at blive mødt sådan.

Anders Peter:
Jamen det kan jeg jo se på mine forældre. Nu har jeg jo trænet siden de var U9, og nu er de jo 13, så det er mange år efterhånden. Og der er også flere og flere forældre, der kommer på banen og melder sig og hjælper til med kampe og alt det der og godt kan se fidusen i det.

Rasmus Meyer:
De vokser også med kravene.

Anders Peter:
De vokser nemlig også med kravene. Vi siger jo ikke til dem: Du skal være hernede hver søndag. Men kan du ikke bare bage en kage? Så bager de en kage. Så kommer de i gang efterhånden. Godt, de kan komme og hjælpe lidt som vikar og sådan noget. Det er sjovt at se forældrene også vokse med opgaven.

Rasmus, vi har lidt en bagkant, fordi du har et møde her om lidt. Men jeg tænker bare lige lynhurtigt: Er der nogle andre anbefalinger eller noget, hvor du tænker, det skal de også lige have med?

Rasmus Meyer:
Altså noget af det, som du var inde på kort, det der med: Hvem er det egentlig, som er udfordret i de her år? Der synes jeg bare, det er vigtigt lige at holde fast i, at den der drengegruppe derude – hvis vi starter lige forfra – jeg synes bare, det er vigtigt i forhold til noget af det, vi var inde på i starten omkring udfordringsbilledet, at det er rigtigt, at drengene, når de selv skal afrapportere på deres trivsel, scorer sig selv højere end pigerne og de unge kvinder.

Men virkeligheden er jo, at drengene på objektive kriterier klarer sig markant dårligere end pigerne. Og det skal man bare lige have blik for her. At det er en lidt paradoksal udvikling, vi er vidne til i de her år. Hvor pigerne faktisk på en række objektive kriterier klarer sig bedre, men drengene scorer sig selv højere. Og der er bare noget interessant på spil, som man lige skal have blik for derude.

Anders Peter:
Og med det, og med den vished om, at der sidder to gæster og venter på dig, så vil jeg bare sige mange tak, fordi jeg måtte komme herop, og fordi du ville være med.

Rasmus Meyer:
Tusind tak. Det er jo godt, det lykkedes os. Vi har jo forsøgt at få det her møde i kalenderen i nogle måneder.

Anders Peter:
I umindelige tider.

Rasmus Meyer:
I umindelige tider. Men nu lykkedes det. Og så vil jeg også bare den anden vej sige både tak for invitationen, men også tak for, at du bidrager til ligesom at holde den der samtale om pædagogikken i live.

Jeg har jo selv den der oplevelse i de her år, at pædagogikken er trængt. Den er – hvad skal man sige – den der patologisering har fået lov til at kolonisere samtalen om børn og unge, og pædagogikken er trængt tilbage.

Og noget af det, jeg selv er optaget af, både med Trivselskommissionsformandshatten på, men sådan set også med Krogerup-hatten, det er: Hvordan kan vi få revitaliseret den der pædagogiske samtale? Hvordan kan vi kickstarte samtalen om, hvad det er for et anliggende, vi har med en generation af børn og unge?

Fordi vi er kommet et sted hen, hvor det anliggende, vi har haft med børn og unge i de seneste mange år, har været dikteret af sådan en kompetencetænkning på den ene side og en diagnosetænkning på den anden side. Og det er faktisk blevet svært at forestille sig, at man både som samfund og skole kunne have et andet anliggende med dem – med en generation af børn og unge.

Og den der synes jeg bare, du bidrager til at holde i live. Så tak for det.

Anders Peter:
Der er heldigvis også flere og flere, der begynder at tage det faglige med ind også og sige, at vi er nødt til også at tale om det faglige, så vi både får talt om trivsel, pædagogikken og det faglige.

Rasmus Meyer:
Jamen helt enig. For jeg synes jo, det er slående, at man kan komme til skole-hjem-samtaler, og det eneste det handler om, det er: Hvordan har dit barn det? Og det har de gudskelov rigtig godt.

Anders Peter:
18 minutter tilbage af samtalen.

Rasmus Meyer:
Ja, men så – mens det faglige og dannelsen og ansvaret kommer til at fylde forsvindende lidt. Og der tror jeg bare, der er en opgave i for os som samfund at gentænke det der anliggende.

Anders Peter:
Og lad os lade det være de sidste ord for nu.