Den gennemsnitlige lærer har ordet: Hør hvad Peter har svaret i Lærerundersøgelsen (2025/26)

Findes den gennemsnitlige lærer?

Det korte svar er nok nej. Men i dette afsnit kommer du alligevel ret tæt på, når du kommer med på besøg hos Peter Baike på Skovshoved Skole i Gentofte.

Peter er lærer i indskolingen, tillidsrepræsentant og har været lærer siden 1996. Han har derfor både mange års erfaring fra klasselokalet og et blik for de større linjer i folkeskolen. 

I samtalen dykker vi ned i nogle af de temaer, der fylder i årets Lærerundersøgelse: Hvad giver lærerne energi? Hvad slider? Hvordan har eleverne ændret sig? Hvorfor fylder inklusion, konflikter og tid til forberedelse så meget? Og hvad sker der, når lærerne ikke oplever at blive lyttet til?

Vi taler også om læremidler, klippe-klistre-læreren, AI i forberedelsen, elevinddragelse, evaluering, Kompetencefonden, lange tirsdagsdage og fysisk indgriben.

Alt sammen med udgangspunkt i Peters egne svar, der var et ud af 1132 svar fra lærere landet over.

Og så vender vi naturligvis spørgsmålet om, hvad man egentlig kan bruge en lærerundersøgelse til. 

Peter er selv inde på det i slutningen af samtalen: Det er vigtigt, at lærere deltager i debatten. Jo flere der fortæller, hvad de står med, jo mere brugbart bliver det.

Din vært, Anders Peter Nielsen, håber at du vil lytte med og deltage i debatten.

Feedback og/eller ideer til afsnit? 

Find mig (Anders Peter) på LinkedIn og send din besked. 

Vil du holdes opdateret på, hvad jeg ellers går og laver (og kommende afsnit af podcasten), så er mit nyhedsbrev måske noget for dig:

Kontakt og nyhedsbrev - Undervisning og formidling (uogf.dk)

Husk også at følge Undervisning og Formidling på enten Facebook og/eller LinkedIn. 

Tak fordi du lyttede med!

Transcript

Anders Peter: Velkommen til endnu et afsnit af podcasten Undervisning og formidling. Hvis du er lærer, skoleleder, forælder eller bare nysgerrig på skole, så er du kommet det rigtige sted, fordi det er det, den her podcast handler om. Jeg hedder Anders Peter, og jeg synes selv, at jeg er en meget nysgerrig sjæl. Nysgerrigheden har blandt andet bragt mig herop på Skovshoved Skole. Peter, hvor jeg sidder hos dig.

Peter: Det er nemlig rigtigt, og vi skal...

Anders Peter: Snakke om Lærerundersøgelsen. Det er jo en lærerundersøgelse, jeg har gennemført, hvor du meldte dig til, at du godt ville være den gennemsnitlige lærer.

Peter: Ja, netop det der med den gennemsnitlige lærer kommer vi lidt ind på senere. Men den her dialog håber jeg sådan, at vi kommer i gang med nu, og at vi i den grad også kommer rundt omkring Lærerundersøgelsen og faktisk får en god snak om, hvad det er, der foregår her.

Anders Peter: Og vi kommer til at dykke ned i, at du kalder dig selv en klippe-klistre-lærer.

Peter: Ja, det gør jeg.

Anders Peter: Vi kommer til at snakke evaluering med eleverne. Vi kommer lidt ind på AI, så snakker vi om lange tirsdagsdage. Vi kommer omkring fysisk indgriben og også Kompetencefonden, så vi får vendt en hel del. Og et lille staldtip: Du kan jo lige overveje, om du skal pause nu og så gå ind på lærerundersøgelsen.dk, fordi så kan du finde rapporten og måske lidt nemmere følge med i samtalen. Men ellers, Peter, så synes jeg bare, du skal have lov at præsentere dig selv.

Peter: Jamen jeg hedder Peter Baike. Jeg er lærer først og fremmest på Skovshoved Skole i Gentofte, og så sidder jeg i kredsen. Der er lærerne. Så når jeg sidder og arbejder med det pædagogiske i kredsen, så er jeg tillidsrepræsentant også her på skolen. Så jeg har sådan lidt forskellige kasketter, men det primære, det er jo simpelthen, at jeg er lærer.

Anders Peter: Og det bliver jo nok begge kasketter, du kommer til at svare med, og det er jeg helt indforstået med. Jeg håber, at dig der lytter med også er indforstået med det, fordi jeg tror, det bliver svært at lade helt være. Men hvis vi sådan lige skal nørde lidt mere ned i, hvem du er, og ja, vi sidder jo her og påstår, du er den gennemsnitlige lærer, hvis sådan en findes.

Peter: Det tror jeg ikke, sådan en findes overhovedet.

Anders Peter: Så lidt mere om, hvilke fag du underviser i, hvor længe du har undervist, og hvornår du blev uddannet, måske, så vi får helt styr på det.

Peter: Altså jeg blev færdiguddannet fra Vordingborg Statsseminarium i 1996. Det er altså nogle år siden. Og jeg har siden undervist i en hel del fag. Det primære fag, jeg underviser i, det er dansk, og så har jeg kulturfagene ved siden af. Det er sådan der, jeg er landet. For et par år siden præsenterede det igen for at skulle undervise i natur/teknik. Det er noget, der ligger et andet sted i dag, end da jeg startede som lærer, for der var jeg jo også naturfagslærer.

Anders Peter: Så jeg gætter noget mellemtrin?

Peter: Det er indskolingen. Ja, fordi man har historie i 3. klasse, og der får man lige lov til at undervise lidt i det. Så det er indskolingen, jeg er i, men jeg har faktisk været i både udskoling, mellemtrin og indskoling i den her periode, hvor jeg har været lærer. Det er jo også en del år efterhånden.

Anders Peter: Det må man sige. Så jeg tænker, du er blandt de ret mange, der svarer, at de har undervist i 20 år eller mere.

Peter: Ja, i undersøgelsen.

Anders Peter: Ja, det var der 38,9 %, der har svaret. Og Peter, jeg skal lige have, fordi jeg kom lidt i tvivl: Havde du svaret på den?

Peter: Ja, det har jeg.

Anders Peter: Nå okay. Jeg havde lige håbet, jeg kunne nå op på en mere respondent. Ikke desværre — jeg er glad for, at du er en af de 1132, der har svaret. Men det slog mig bare på vejen herop, og jeg tænkte, det har jeg 1133 nu.

Peter: Det har du ikke. Det er stadigvæk 1132.

Anders Peter: Og du ligger så i indskoling. Det er der sådan lidt under en tredjedel af besvarelserne, der også har valgt. Og så kunne vi konkludere noget dansk og noget naturfag og kulturfag. Der ligger du også sådan ret godt med sig indtil videre. Så holder du meget godt på, hvad den gennemsnitlige lærer er.

Peter: Ja, det gør jeg så åbenbart.

Anders Peter: Og så gav jeg dig jo en lille lektie, inden vi skulle mødes her, fordi jeg spurgte dig, hvilke spørgsmål du helst ville snakke om. Der er 49 spørgsmål, og det bliver vi så usikkert hygge os gevaldigt med at snakke om, men jeg tænker, at dem der lytter med, måske vil synes, det er lidt kedeligt, hvis vi skal igennem alle 49. Så du har valgt nogle ud, og så har jeg nogle, jeg også tænker, at jeg vil spørge dig ind til. Men skal vi ikke starte med dem, du har valgt?

Peter: Jo. Altså jeg tænker noget af det, det er jo også bare det her med det nye børnesyn, for det har jo fyldt en del i debatten og på forskellig vis. Det vil jeg gerne dykke lidt ned i. Og så er der også det her med, hvad er det egentlig, som man synes er plus-sider og minus-sider ved at være lærer. Det synes jeg faktisk er interessant, begge dele. Det synes jeg også, vi skal nå at runde, når vi sidder og taler.

Anders Peter: Men vi kan da starte med plus-siderne. Der ved jeg ikke, om du har svaret ligesom næsten alle de andre lærere, at det er eleverne.

Peter: Jo, det har jeg. Når man er blevet lærer, så er noget af det væsentlige og vigtigste simpelthen at være sammen med eleverne til dagligt, og det er der, hele energien ligger. Og så ligger der noget andet ved siden af, at man også har samarbejde med forældre, som er utrolig vigtigt, hvis man skal nå i mål med det, man gerne vil. Og det gode samarbejde med kollegerne.

Anders Peter: Det er jo sjovt, fordi det er jo ikke overraskende, at der er så mange, der svarer det der. Men man kan jo så vende den om og sige, at der er 8,1 % eller sådan noget, der har svaret noget andet end eleverne. Tror du, de bare er gået helt død på det med eleverne? Eller tror du, det er fordi, de er så glade for kollegerne eller teamsamarbejdet?

Peter: Nej, jeg tænker også, når man svarer på sådan en undersøgelse, så sidder man også der og skal vurdere og finde ud af, hvor vægtningen ligger. Så kan der være noget i en periode, der fylder lidt mere, og så er det måske derfor, man svarer lige der. Når man svarer på sådan en undersøgelse, så er det sådan et lige-nu-billede, og derfor svarer man måske også lidt ind i det. Jeg tror bestemt ikke, at man er gået død på eleverne. Det håber jeg i hvert fald ikke.

Anders Peter: Måske gået død i december, fordi det var før juleferien.

Peter: Ja, det kan jo godt være. Når det er indskolingen, så er det nisser og så videre. Det fylder meget, så det kan godt være, man er blevet lidt træt og bare savner at forberede sin undervisning og faktisk egentlig bare dykke ned i og have tid til at være sammen med sine kollegaer.

Anders Peter: Så er jeg lidt spændt på, hvad du siger i forhold til de største udfordringer. Jeg gætter ikke på, at du har svaret, at eleverne bruger AI, når du nu er i indskolingen.

Peter: Nej, det har jeg faktisk ikke. Det er jo noget nyt, der er kommet lidt ind, og man bruger det jo mere og så videre. Men min største udfordring ligger stadigvæk i tid til forberedelse. Inklusionen fylder også meget, men det er faktisk også elevadfærden, der har ændret sig i indskolingen, fra da jeg startede som lærer.

Anders Peter: Fire ord på det?

Peter: I dag har børn ikke det samme filter, som man havde førhen. Hvad siger man til voksne? Hvad siger man til klassekammerater? Det tænker man ikke så meget over i dag. Man siger bare lige, hvad man tænker og har lyst til, og det skal man lige indstille sig på som lærer. Det er en anden måde at være barn på i dag, og det er en anden måde at gå til hinanden på, end man gjorde førhen.

Så det her med, at man faktisk lige skal kigge mere på dannelse i dag, end vi har gjort nogle år, det tror jeg, vi skal til at få lidt mere fokus på igen og sige: Hvad er det egentlig, der skal til for, at vi kan være sammen i et fællesskab? Hvordan kan man opføre sig overfor hinanden? Hvad er OK? Jeg guider meget mere i dag elever i indskolingen, end jeg gjorde tidligere. Jeg bruger jo også mindfulness i dag for at få ro på børn, fordi der er en meget større uro.

Anders Peter: Det gjorde man vel heller ikke i 96.

Peter: Overhovedet ikke. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle starte min undervisning med mindfulness. Nu skal vi lige have ro på. Men det fandt jeg ud af for nogle år siden, at det var nødvendigt. Da jeg simpelthen talte med de her børn om: Hvad møder du ind med? Hvad er det, der gør, at du har så meget uro på fra morgenstunden? Når man så lyttede til, hvad de faktisk fortalte, hvordan deres morgen havde været, så kunne jeg godt se, at der skal noget andet til. Jeg kan ikke bare lige starte min undervisning. Jeg er simpelthen nødt til at få dem ned i gear og være med på, hvor de er.

Anders Peter: Jeg skylder lige at sige til dig, der lytter med, at hvis du vil følge nøjere med i, hvad de andre svarmuligheder har været, så hop ind på lærerundersøgelsen.dk. Der kan man hente hele rapporten og sidde og bladre med. Men Peter, inklusionsopgaven og konflikter med og mellem elever er også noget, der fylder rigtig meget hos alle dine kolleger derude, der har besvaret. Det har det sådan set også gjort, siden jeg spurgte første gang i 2022. Inklusionen har overhalet det med manglende tid til forberedelse, som ellers var etteren. Men spørgsmålet er, om vi skal hoppe til det med børnesynet nu, fordi det ligger måske meget godt i forlængelse.

Det var faktisk Merete Riisager og Louise Klinge, der havde den helt store diskussion på et tidspunkt, så jeg sendte dem begge de her formuleringer. Det var Merete Riisager, der har formuleret dem, og så sendte jeg dem til Louise Klinge og spurgte, om hun også tænkte, det var gode formuleringer. Jeg spurgte lærerne: Hvis der i den kommune, hvor du arbejder, er indført et fælles kommunalt børnesyn, hvad er da din generelle oplevelse af at arbejde med dette? Og så kan jeg jo starte med at spørge: Er der et her i Gentofte Kommune?

Peter: Jamen, på en måde kan man godt sige, at vi har fået det, fordi vi har fået en ny skolevision, hvor man faktisk har fået kigget lidt på børnesynet. Man er gået lidt fra det meget individuelle børnesyn til at kigge på fællesskabet. Det er kommet i stand ved, at man faktisk har haft nogle rigtig gode dialoger, inden det er kommet frem til politikerne, som skal træffe en beslutning. Den her gode dialog mellem forældre og lærere, hvor vi faktisk var med inde og kunne præge, hvordan skolevisionen skulle være, det var utrolig givende for os. Man fik også sagt elever i stedet for børn, og man siger ikke bare voksne, men fagprofessionelle. Det er både pædagoger og lærere, der var med til det her. Det var interessant at være med i den proces og kunne sætte sit præg på, hvad vi egentlig synes er væsentligt, når vi kigger på, hvad der skal til i dag, for at børn faktisk når i mål med det, de skal.

Anders Peter: Og måske et par ord mere på, hvad I sådan nåede frem til?

Peter: Det interessante var jo faktisk, at man fik lavet en god vision, hvor man også kigger på fællesskabet. Den hedder Dannelse for livet. Det synes jeg var utroligt fint, at man fik sagt. Så der er jo i den grad et kommunalt børnesyn her i Gentofte.

Anders Peter: Men ikke et, jeg tænker, er hæmmende for dit arbejde. Det er måske befordrende for dit pædagogiske og didaktiske arbejde?

Peter: Ja, det kunne jeg faktisk godt have svaret. Det her er jo noget, der er sat i gang nu, og det er faktisk noget, hvor vi har været med til at sætte præg. Så det kunne jeg sagtens have gjort, fordi vi netop er sammen med kommunen om at bevæge os et sted hen, som vi også er interesserede i, at vi skal være.

Anders Peter: Det lyder i hvert fald ikke som om, I er en gruppe fagprofessionelle, der har fået trukket noget ned over hovedet af nogle andre voksne.

Peter: Det var det jo tidligere. Den tidligere børnevision var meget mere noget, der var trukket ned oppefra, hvor vi ikke havde været med inde i og kunne præge udviklingen. Men det ved jeg jo desværre gør sig gældende rigtig mange andre steder i andre kommuner. Der er ikke sådan, at man har været med til at kunne præge, hvordan visionerne har været eller børnesynet er i kommunen.

Anders Peter: Nej, det er jo der, hvor folk har stejlet på det og reageret kraftigt imod det.

Peter: Helt vildt, og det kan jeg godt forstå, fordi en af de ting, der er den største udfordring mange steder, det er jo også, at man glemmer at lytte til de fagprofessionelle. Hvis man faktisk ikke bliver hørt, eller man føler sig fuldstændig tilsidesat, så er det jo klart, at man også placerer sig et sted, hvor man synes, at det er en hæmsko, at der er et børnesyn, som overhovedet ikke passer ind til det, man står med, når man er nede på gulvet.

Anders Peter: Det har faktisk ikke lige været det der med børnesynet, men det der med at blive hørt eller ej, der har været noget af det mest triste ved at lave den her Lærerundersøgelse. Det er jo fjerde årgang, jeg laver den. Men når jeg rammer de spørgsmål, hvor det bliver så tydeligt, at der er den her store frustration over, at man ikke bliver lyttet til, hvad end det er indkøb af læremidler eller hvilke kurser eller hvilken efter- og videreuddannelse man gerne vil have, så får man sådan lidt ondt i maven. Måske er det lidt stærkt sagt, men der er jo rigtige lærere, der ligger bag de svar, og som har den frustration og den afmagt.

Peter: Jeg tænker også, det er her, vi faktisk har en af de største udfordringer. Det er jo også her, vi kommer til at tabe mennesker. Der er faktisk nogen, der forlader folkeskolen, fordi man ikke mærker, at man bliver lyttet til. Hvis skoleleder, kolleger, kommunen og politikerne faktisk lytter til den, der er på gulvet, og man føler det, så er det et helt andet sted, man er som lærer.

Anders Peter: Så får jeg lyst til lige at smide forældrene ned i gryden også. Det er jo også vigtigt, de lytter.

Peter: Ja, det er mega vigtigt, at forældrene lytter, og at man har et ordentligt samarbejde med forældrene.

Anders Peter: Det har jeg ikke spurgt så meget ind til i udfordringsdelen, fordi jeg tænkte, det var lidt en Pandoras æske, og man kunne lave en hel separat undersøgelse med det. Men nu når vi er ved det med at lytte, kunne jeg godt tænke mig at spørge dig til spørgsmål 7: Hvordan du som lærer primært får feedback på dit arbejde. Der er forældrene faktisk også med, for der kunne man vælge mellem forældrehenvendelser, årlige MUS-samtaler, observation i forbindelse med undervisning, dialog med kollegerne, dialog med ledelsen eller om man spørger eleverne. Der kunne man vælge flere svarmuligheder, og de fleste lærere — 42 % — valgte to muligheder. Hvad valgte du, hvis du kan huske det?

Peter: Jeg får jo primært feedback fra både elever og mine kolleger. Det er der, jeg faktisk får den største feedback. Fra eleverne er det meget direkte, når man er i indskolingen. Der får man jo ret hurtigt at vide, om det er en dårlig opgave, eller om det er en god opgave. Der er måske lidt mere filter på, når man er på mellemtrinnet og i udskolingen, men ellers kan man i hvert fald se på dem, om du har fået dem med eller ikke har fået dem med. I indskolingen er der ikke noget filter. Der siger man jo direkte. Så jeg får rigtig meget feedback og spørger også eleverne: Hvor skal vi hen? Den der medbestemmelse, som de har lidt svært ved, også når de laver deres trivselsundersøgelse, bliver man jo nødt til at uddybe meget for dem i indskolingen. Man må sige: Prøv at høre, her har I faktisk muligheden for at præge noget. Hvad kunne I tænke jer mere af? Hvor går vi hen? Der er noget lovgivning, man ikke kan komme udenom, men der er faktisk også nogle bevægelsesmuligheder.

Anders Peter: Jeg er jo ikke imod digitalt, det er ikke forbudt for mig, men jeg forstår godt, hvad du mener.

Peter: Ja, fordi man har det digitale, men man har ikke det analoge. Man kan sige, at man kan vælge som lærer og har metodefriheden, men det er så mange år, hvor vi har kørt en helt anden retning, og hvor midlerne er blevet sat af til det digitale. Det der med at gå ned og sige, at jeg lige tager en bog som alternativ, det er ikke der, vi er. Så skal vi ud og lave kopisider selv.

Anders Peter: Det er sjovt, du siger det, for jeg sad lige og tænkte, at hvis jeg skulle sætte dig i bås med en anden gennemsnitlig lærer, fordi du har den erfaring, du har, og underviser i dansk i indskolingen, så er du en af dem, der bruger flest kopier.

Peter: Ja, det er jeg nok. Lidt groft sagt er der nogen i udskolingen, der kalder mig en klippe-klistre-lærer. Det er jo faktisk det, vi bruger en del tid på: at kreere vores egne opgaver. Det gør man rigtig meget med at kopiere og klippe og klistre og få det tilpasset den enkelte elev.

Anders Peter: Men er du så en af de 18,5 %, der identificerer sig som en, der selv producerer, eller er du en af de 18,4 %, der identificerer sig som en, der bruger kopier?

Peter: Jeg ligger nok fifty-fifty. Det er jo i den grad også med at lave noget selv, men også faktisk at finde noget. Det er også noget med forberedelsestiden, der desværre ikke er så stor. Hvis jeg skal nå i mål, bliver jeg simpelthen også nødt til at gå ud og finde noget, for ellers slider jeg mig selv op.

Anders Peter: Der ligger også inde på lærerundersøgelsen.dk sider med fokus på læremidler, hvor du kan nørde mere ned i det. Jeg har faktisk lavet en minirapport med fokus på lærernes brug af læremidler. Det handler også om medbestemmelsen, og det er jo også der, de frustrationer, jeg talte om før, skinner igennem. Man kan se på kommentarerne, når folk skriver til mig, at de bliver så ærgerlige over, at der er den her lækre bog, som de ved virker, og som de måske har haft på en tidligere skole. Så skifter de til en anden kommune eller bare til en anden skole, og så kan de ikke bruge den.

Peter: Der er jo meget forskel bare indenfor vores kommune. Fra skole til skole, hvad man egentlig har haft liggende, hvad man har gemt, hvordan kulturen har været, og hvordan man har udviklet sig. Der er meget stor forskel på skolerne, og endda måske også for meget. Man kan altid sige, at der er for og imod, at man bliver topstyret lidt engang imellem. Der er en tendens til, at hvis man har været alt for selvstyrende, så er der også nogle steder, hvor skoleledere har kørt i en helt bestemt retning og sat et præg på en skole sammen med lærerne nogle steder. Men så har lærernes stemme jo ikke været så højt hørt i plenum eller debatter og drøftelser på skolerne.

Anders Peter: Hvis man skal sætte det lidt firkantet op, så er det næsten en tredjedel af lærerne, der oplever, at skoleledelsen eller kommunen har valgt læremiddel for dem. Det synes jeg er mange.

Peter: Det er også for mange.

Anders Peter: Og uden at afsløre for meget, så er det jo dem, der kopierer, og dem, der laver det selv, som også har svaret det der, fordi det er deres oprør, deres protest eller deres måde bare at få skabt det, de synes er god undervisning.

Peter: Men jeg synes faktisk, der er en lille fare, og det er jo også et spørgsmål om, hvordan man svarer i sådan en undersøgelse. Men der er rigtig mange lærere, der i dag går ud og finder deres midler og så betaler selv, fordi du simpelthen ikke kan finde det, du skal bruge. Du står med nogle børn, som du skal undervise, og du skal nå dem, for ellers taber du dem. Det der med at have den gode relation, men også sørge for at få givet dem det, de skal bruge, er utrolig vigtigt som lærer. Ellers går man ned med moralsk stress. Jeg ser rigtig mange kolleger, der i dag går ud og betaler privat. Det taler de ikke højt om, men de gør det.

Anders Peter: Det var faktisk spørgsmål 13 i undersøgelsen. Det var Jeanne fra Roskilde, der bad mig om at tage det med. Det overraskede mig, at så mange svarede nej, aldrig, i min undersøgelse, fordi normalt når jeg sammenligner med de undersøgelser, Danmarks Lærerforening laver, kan jeg se, at det matcher meget godt. Det er min måde at validere det på. Men Danmarks Lærerforening lavede nemlig en undersøgelse, og hvis du googler Folkeskolen og lærer og betaler selv, så kan du finde den. Lige der matchede mine svar faktisk ikke helt det, Danmarks Lærerforening havde fået. Og med al respekt for min undersøgelse havde Danmarks Lærerforening lidt flere respondenter.

Peter: Ja, det har de jo. Men jeg kan også sige, at en stor procentdel i den her undersøgelse er udskolingslærere. De går altså nogle andre veje, og det er lidt sværere, hvis man skal til at betale for det, man skal bruge i udskolingen. Så er det nogle andre priser. Men indskolingslærerne er i hvert fald rigtig meget ude og prøve at finde noget alternativt. På min skole er det det, der gør sig gældende.

Anders Peter: Det er også dem, jeg kan se mange af, nu hvor jeg er ved at nørde ned i det der kopiark-marked i citationstegn. Dem, der laver kopiark, er helt klart meget indskoling og mellemtrin. Og så er der nogle små dimser og nogle hyggelige ting. Jeg købte da også selv ting. Så køber man sådan en kobling til læring eller sådan nogle ting, fordi man finder det lige til Lærfest eller et eller andet. Før man ved af det, har man bare købt lidt.

Peter: Men der er også den her enstrengede linje, når man skal lave indkøb. Det giver jo også i den grad en forhindring til, at man går ud og er mere alternativ i sine indkøb og finder nogle andre materialer. Det gør også, at der er nogen, der simpelthen kommer derud, hvor de selv må finde noget og selv betaler for det, fordi man ikke lige kan finde det via skolens eget indkøb. Der er noget der, hvor man har nogle gode debatter nogle gange med den, der står for indkøbene på skolen.

Anders Peter: Fordi der er jo også bare et budget. Og så er der: Hvad siger alle de andre dansklærere? Nå, de synes ikke, det er en god idé, og så kan man måske spare pengene ved ikke at gøre det.

Peter: Helt rigtigt. Og så mangler der jo i den grad også midler ude på skolerne. Det kan man se i de undersøgelser, der er lavet nu, at der simpelthen mangler gevaldigt mange penge. Man har sparet i rigtig mange år på folkeskolen. Det kan vi godt mærke.

Anders Peter: Hvis vi bare holder os til læremidlerne, så er vi blandt de lande, der bruger mindst i forhold til dem, vi ellers sammenligner os med. Og så kan man godt råbe op om læsekredse og alle de ting, men hvis der ikke er bøger, man kan hente nede på et skolebibliotek, som måske ikke engang er der...

Peter: Vi har et bibliotek, og jeg er faktisk glad for, at man også får sagt, at det er skolebibliotek og ikke PLC. Det har jeg kaldt det hele tiden, men nu er jeg glad for, at jeg kan kalde det det. Bøger er vigtige, og man får sat fokus på, hvad bogen kan. Det er rigtig godt, at man er gået tilbage til at kalde det bibliotek. Hvis man blander tingene for meget sammen, bliver det sværere at gennemskue, hvad det egentlig er, når man træder ind i de rum.

Anders Peter: Jeg spurgte i 2024, og der var jo foruroligende mange, som enten ikke havde et skolebibliotek, eller hvor det var ubemandet. Jeg mener, sammenlagt var det 24 %. Jeg har selv været på en skole, hvor det var ubemandet, og jeg opgav at sende eleverne derned. De kunne godt scanne bogen ved computeren, men de anede ikke, hvilken bog de skulle finde, fordi der manglede den der, der kunne inspirere dem, guide dem og hjælpe dem. Det er en helt anden podcast.

Peter: Det er en helt anden podcast.

Anders Peter: Og den er jeg også ved at lave. Men tilbage til undersøgelsen. Er der flere af spørgsmålene, du tænker, at du gerne vil komme med dit svar på? Nu nævnte du noget med elevinddragelse og elevmedbestemmelse. Skal vi hoppe den vej?

Peter: Det kan vi godt gøre.

Anders Peter: I forhold til hvor ofte eleverne får feedback, og hvordan man indsamler evaluering og alt det der. Sammen med Danske Skoleelever fik jeg syv spørgsmål med denne gang, som handler om elevinddragelse. Vi kan da starte med den der med, hvor ofte du giver eleverne mulighed for at evaluere på din undervisning.

Peter: Vi har jo kørt det, der hedder synlig læring i Gentofte. Der skal man virkelig have fokus på den del også. Den sidste del handlede faktisk rigtig meget om evaluering. Hvordan får du egentlig evalueret med eleverne, hvordan undervisningen har været? Nogle gange får man det direkte dagligt, fordi jeg har læsestund og så videre, så får man evalueret med dem den vej rundt hver dag. Det er en lille del af det. Men når du kører et forløb, så har jeg altid evaluering bagefter, når det er færdigt. Og der er også noget, der hedder midtvejsevaluering, kan man jo kalde det lidt. Hvis du godt kan mærke, at det måske ikke lige er det, eller hvor halvdelen af dem sover, og nogle af dem ikke rigtig reagerer der, hvor du tænker, de burde reagere, så bliver man jo nødt til at finde ud af, hvad det er, der sker. Så må man lave en midtvejsevaluering og finde ud af, hvad der mangler, eller hvad de synes, der skal til.

Jeg går også nogle gange lidt andre veje, end jeg gjorde tidligere, fordi forforståelsen meget ofte ikke er til stede. Det var helt anderledes, da jeg startede i 96. Der var mange flere elever, der faktisk vidste noget om et emne, inden vi gik i gang. I dag er der lidt længere imellem. Man har fået de digitale midler også derhjemme, og der bruger man mere tid på skærmen, end man har dialog med bedstemor og bedstefar eller far og mor om, hvad der egentlig rører sig.

Anders Peter: Det er meget sjovt, fordi det er som om, den er vendt rundt. Jeg kan huske, da jeg startede som samfundsfagslærer, der skulle vi virkelig presse forældrene: Kan I ikke bare se nyheder? Bare sådan en gang om måneden. Og nu kommer eleverne og kan 15 forskellige konspirationsteorier, de har set på TikTok eller et eller andet. De har heller ikke den grundige forforståelse, men de har alle mulige synsninger og konspirationsteorier og alt muligt vildt, man så også kan forholde sig til.

Peter: Ja, og der er også rigtig mange, der har nogle Trump-synsninger. Første gang han blev valgt, tænkte jeg: Så meget kan han vel ikke præge, hvad jeg egentlig står med til daglig. Men det gjorde han jo. Jeg blev meget klogere. Her er der også ressourcestærke forældre, og der er også noget økonomi, der ligger bagved. Så det handler også om, hvor vi er henne i landet, og hvordan man agerer. Jeg har også været i Slagelse i mange år, og der var det noget helt andet, der gjorde sig gældende. Men for at vende tilbage til evaluering, så gør jeg det ret tit. Jeg evaluerer ret tit med mine elever og laver også midtvejsevaluering og regulering af, hvad der foregår.

Men nogle gange har jeg den oplevelse, at når jeg gør det, så bliver det ikke så direkte, som man måske gør på mellemtrinnet og i udskolingen. Så jeg er ikke helt sikker på, at de fanger, at det faktisk er det, de gør. Når jeg taler om medbestemmelse eller evaluering med dem, så skal man lidt længere ind nogle gange og sige: Jamen det gjorde vi jo her. Man skal faktisk forklare dem, hvornår det er, de gør det. Det er ikke altid, de opdager det. Så kan man sige, at det måske er usynlig evaluering, der foregår lidt hele tiden, men det er vigtigt, at man faktisk får talt med børnene og eleverne om, hvad det er, der foregår.

Anders Peter: Nogle har svaret aldrig og 36,3 % har svaret sjældent. Hvad er dit gode råd til dem? Hvorfor skal de gøre det?

Peter: Fordi hvis man skal nå eleverne, så er det mega vigtigt, at man får gjort det. Du får jo en helt anden undervisning ud af det, hvis du har evalueret med eleverne. Det her med, at de får medejerskab til, hvad der foregår, det rykker utrolig meget. Bare det at kunne mærke, hvor de er henne. Hvis man glemmer dem og glemmer evalueringen, så får du heller ikke den feedback. Så kommer du meget hurtigt til at køre lidt det samme og lidt det samme. Der skal en gang imellem noget bevægelse til. Selvom der er noget, der hedder Fælles Mål, så er det altså sådan, at man engang imellem faktisk kan tilpasse det, bruge metodefriheden og dreje den hen imod, hvor eleverne er henne.

Anders Peter: Det er meget sjovt, nu siger du det der med, om de oplever det. Jeg spurgte nemlig, i hvilket omfang lærerne mener, at eleverne har oplevelsen af at have haft indflydelse på indholdet i fagene. Det er netop meget apropos, fordi der er 16 %, som ofte evaluerer, men kun 9,7 %, der mener, at eleverne har oplevelsen af at have indflydelse. Jeg tror ikke, du er den eneste, der har den udfordring. Hvis man spørger eleverne, om de har haft indflydelse, siger de nej, og hvis man spørger lærerne, kan de nævne fem ting, hvor eleverne har haft indflydelse.

Peter: Det er det samme, hvis jeg stiller et spørgsmål til min klasse. De har jo aldrig haft medbestemmelse på noget som helst tidspunkt, siger de. Og når jeg sender dem videre til mellemtrinnet, så er jeg sikker på, at det har de jo haft, men det kan de slet ikke genkende. Det ved lærerne jo godt, når man modtager fra klasser, og det måske er sådan en nuance af sandhed. Når man så begynder at forklare lidt om, hvad det er, så får man et andet svar.

Anders Peter: Hvor ofte taler du med eleverne om, hvad der opleves svært eller udfordrende i undervisningen?

Peter: Det bliver engang imellem lidt for sjældent, fordi tiden simpelthen mangler. Jeg har haft nogle år, hvor jeg faktisk har stået meget alene i undervisningen. Det der med co-teaching er vældig fint, og vi har været på kurser i, at vi skal gøre det. Men når man kommer til virkeligheden, så står jeg der alene i det rum. Det der med at have tiden til faktisk at komme nok rundt om dem og tale med dem om, hvad det svære er, det når jeg til elevsamtalerne de to gange om året, hvor jeg kommer lidt mere i dybden med dem. Men jeg kunne godt ønske mig at komme mere rundt om dem til dagligt. Jeg er helt sikker på, at der også er nogen, jeg kunne nå meget bedre, hvis jeg havde tiden til det, og vi var flere i rummet.

Anders Peter: Jeg blev faktisk positivt overrasket over at se, hvor mange der havde svaret ofte og som regel, fordi det faktisk kun er 11 %, der svarede sjældent, og 0,5 %, der svarer aldrig. Så det synes jeg egentlig var meget godt at høre.

Lad os gå videre til efter- og videreuddannelse. Jeg stillede lidt forskellige spørgsmål, og nogen har spurgt mig, hvorfor jeg formulerede spørgsmål 8, som jeg gjorde. Det handler om, hvornår man sidst har været på et kursus, der sammenlagt varede mere end en dag. Det er fordi, jeg har en tanke om, at hvis man skal lære noget og rigtig kan lide et kursus, så skal man først høre noget, lære noget, lave noget, prøve det af og så tilbage og evaluere på det. Så bliver det i min verden to-tre dage. Hvad ville du svare der?

Peter: Jeg synes faktisk, det er ret højt, at der er 31 %, der siger i det her skoleår.

Anders Peter: Og der skal man jo huske på, at de bliver spurgt halvvejs inde i skoleåret, så det er jo fem-seks måneder, hvor de har nået det.

Peter: Ja, det synes jeg faktisk er ret imponerende, fordi det tror jeg ikke gør sig gældende for alle i alle kommuner og alle skoler. Jeg har jo selv, via Kompetencefonden, været på kursus, men det var så også første gang i 15 år eller mere, jeg har været på et kursus, som varede mere end en dag. Det var tre dages kursus, ganske vist opdelt, men det vil sige, at jeg jo faktisk har været på kursus i sammenlagt mere end en dag.

Der er noget, der undrer mig lidt, og det er med den kasket, jeg også sidder med i kredsen. Der er jo kommet Kompetencefonden, og jeg kan se, at der faktisk ikke er så mange, der er kommet afsted. Der ligger nogle egne lønmidler til side hvert år, og man har faktisk ret til at komme afsted, men de får ikke gjort det. Det undrer mig i hvert fald, når jeg sidder med i kredsen. Hvorfor sker det ikke?

Anders Peter: Hvis du lytter med og er lærer, så er det jo at gå op og banke på hos skoleledelsen og sige: Hvorfor bliver det her ikke brugt? Og hvis du er skoleleder, så handler det om at finde ud af, hvordan jeg får flere af mine lærere afsted, fordi pengene er jo sat til det.

Peter: Tidligere havde man ret til et kursus i hver overenskomstperiode, og der skulle man så være lidt kvik og sørge for ikke at få sat krydset ved endagskurset, men ved todagskurset, hvis ikke man skulle snyde sig selv lidt. Men jeg kan i hvert fald undre mig lidt over det. Derfor tænker jeg, at der er en del, der har manglet at komme på kurser i en lang periode.

Anders Peter: Det triste var, da jeg sad og nørdede med tallene, at der selvfølgelig var en overvægt af de helt nyuddannede blandt dem, der havde svaret aldrig. Men der var også nogle med 20 år plus erfaring, som aldrig havde været på kursus.

Peter: Det er mere kritisk. Den her undersøgelse viser jo også, at der er en ret stor procentdel, der underviser i fag, som de hverken har linjefag i eller længere erfaring med at undervise i. Der er noget, der skal indhentes. Hvis man ikke får klædt sig på, kan man være heldig at have en supergod kollega, der guider og kommer med gode råd og fif til, hvordan du kan gøre. Men det er jo ikke nok, når man står derude på gulvet selv bagefter. Så skal man jo helst have det grundlæggende indenfor, hvad det er, man gør. Det er ikke så smart, at man lige pludselig står fuldstændig uden noget kursus i et fag, som man ikke kender.

Anders Peter: Hvem vælger kurserne her? Er det dig selv, der vælger dem? Er det primært fælleskurser og oplæg for hele personalegruppen? Er det noget, der bliver valgt sammen med medarbejderne, eller er det noget, du selv vil?

Peter: Jeg vil sige, at det har været meget lidt noget, jeg selv har valgt. Det er i den grad noget, der er blevet topstyret. Skoleledelsen har fundet ud af, hvad man skal. Vi har noget, vi kalder lange tirsdage.

Anders Peter: Er det jer, der har kaldt det det?

Peter: Det var lige før, jeg startede her på stedet, at man kaldte dem det. Det lyder ikke så positivt. Man er først færdig klokken 20. Nu kalder man det pædagogiske tirsdage. Det, jeg så mangler lidt i det, det er, at der faktisk er nok pædagogik. At vi faktisk drøfter: Hvor skal vi hen? Hvad synes vi? Hele den del, hvor man får lov til at tale med sine kollegaer om det, ville være rigtig rart. Men for at svare på spørgsmålet, så er det altså topstyret her på stedet. Og det tror jeg, det er rigtig mange steder. Man får nogle, der kommer ud som oplægsholdere, eller man får flerdagskurser, og så er der de der aftenmøder, hvor man skal sidde og være klar til at høre, hvad kursusoplægsholderen kommer med. For mig er det en dræber.

Anders Peter: Det kan man også godt mærke, når man kommer ud på en lang tirsdag, og man selv er forholdsvis frisk. Man kan godt se på de fagprofessionelle, at de har været på arbejde længe. Det tog også mig noget tid at blive helt skarp på, at der er forskel på at holde oplæg for nogen klokken 16 og en lørdag klokken 12, hvor de har sovet længe og hygget sig. Men klart den største overvægt af lærerne her har også svaret, at det primært er fælles kurser og oplæg for hele personalegruppen. Og det kan jeg godt forstå, hvis jeg tager en skolelederkasket på. Der er jo tit noget, man gerne vil lave fælles.

Peter: Både ja og nej. Det, jeg synes, der mangler, er, at man faktisk lytter til, hvad der er behov for. Der er nogle skoleledere, der synes, at det er denne her vej, vi kører. Det kan de også få at vide oppefra, eller de kan sidde sammen og blive enige om, at nu skal vi have det her kursus. Der er også den der tendens til, at så kommer der lige en ud. Hos os var det meget styret. Det var sådan en Gentofte-model. Det handlede om co-teaching og at samarbejde med pædagoger. I den model er der noget, der ikke rigtig kan lade sig gøre. Der er noget pseudo i at være på et kursus og få at vide, at man skal lave parallelundervisning, og så tænke: Jamen det kan jeg ikke, fordi den, jeg skal parallelundervise med, er ikke klar til at kunne parallelundervise.

Anders Peter: Så bliver tirsdagen lang.

Peter: Det bliver meget langt, og det bliver også nogle meget lange forberedelsesdele, hvis man skal nå i mål med det. Det er rart, at man ved, at det er en kollega, der har styr på det. Så slapper jeg jo meget mere af, end hvis jeg skal dobbelttjekke, om vedkommende egentlig ved, hvad de skal. Der er virkelig forskel på det. Det var totalt topstyret. Ikke fordi lærerne ikke gerne ville, men de ville måske gerne noget andet co-teaching og faktisk noget mere i dybden med, hvad der egentlig ligger som begreb bagved det.

Anders Peter: Det ligger godt op til spørgsmål 10, som jeg plejer at joke med er det spørgsmål, jeg har taget med for at give lederne et vink med en vognstang om, hvad de skal booke af kurser. Det handler om, hvilke to områder man helst vil uddanne sig mere i. Hvad ville du vælge?

Peter: Jeg kan godt forstå, at rigtig mange svarer inklusion, for det fylder rigtig meget i dag ude i folkeskolen. Problemet med Kompetencefonden er, at hvis man skal søge midler den vej rundt, så kører det meget mere over i fag. Den del mangler lidt: Hvordan kan man egentlig også uddanne sig nok indenfor inklusionen? Det er et bredt felt.

Anders Peter: Den læner sig jo meget op ad nummer to, som er trivselsunderstøttende indsatser. Der er en masse lærere, som gerne vil lære noget mere om det her og blive klogere på det, nok også fordi de oplever en børnegruppe, der har ændret sig.

Peter: Helt vildt. Jeg ville også lægge min lod der og faktisk få noget mere uddannelse indenfor inklusion. Men hvad er det, jeg står med? Er det en, der er stærk? Er det ADHD? Hvad er det, vi taler om? Det er en stor udfordring at stå med nede på gulvet, fordi hver gang skal jeg lige genopfriske min hukommelse omkring, hvad det egentlig er. Det er langt fra det, jeg tog min grunduddannelse i sin tid. Dengang jeg startede som lærer, var det bestemt ikke, at jeg skulle have så store grupper af elever inde.

Anders Peter: Nummer tre overraskede mig lidt, og den kan man jo nemmere blande ind i Kompetencefonden: brugen af AI og forskellige teknologier. Det overraskede mig, fordi det fyldte meget lidt som udfordring. Det var stort set kun udskolingslærere, der syntes, det var et problem og en udfordring, men der er tydeligvis rigtig mange lærere, der gerne vil uddannes mere i det. I 2024 spurgte jeg for første gang ind til, hvor meget lærerne brugte AI. Der var det 40 %. Nu er det 67,3 %, der bruger AI som del af forberedelsen.

Peter: Det tror jeg også. Tidligere var vi måske lidt på bagkant, fordi når vi fik elever, så havde de overhalet os. De vidste meget mere om tingene, end vi stod og skulle undervise dem i, og det var nogle gange lidt pinligt. Jeg tror, rigtig mange lærere denne gang har sagt: Det her bliver vi nødt til at hoppe med på. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvad det kan. Så er spørgsmålet bare, hvordan man bruger det.

Anders Peter: Det er kun 36,6 % af lærerne, der er blevet klædt på til det.

Peter: Netop. Der er et gigantisk efterslæb. Jeg kan godt forstå, folk er nysgerrige på det, fordi det er noget nyt, og hvordan kan man bruge det på en rigtig god måde? Jeg bruger det til dels, når jeg skal lave ugebreve, som jeg sender ud. Jeg bruger den lidt som en medspiller. Jeg vil nødigt have den til at skrive, hvad der skal stå, for det er heller ikke mit sprog. Men man kan godt prøve at køre den igennem en gang og sige: Prøv at formulere det på en anden måde. Det gode ved AI er jo simpelthen, at den er så utrolig positiv. Det kunne vi godt lære noget af alle sammen. Den starter jo med stor ros og anerkendelse.

Anders Peter: Jeg har vist nogle af dine kolleger på en anden skole her i kommunen et prompt, hvor jeg havde promptet en stresset, nervøs, fraskilt mor og bygget prompten op omkring det. Så tog jeg en klassisk Aula-besked og smed ind og spurgte: Hvordan tolker hun det her? Det er jo en øjenåbner. Selvfølgelig ikke videnskabeligt, men bare det der med at få feedback på: OK, så kan det godt være, jeg lige skal skrive om. Sådan synes jeg også, det er oplagt at bruge i skole-hjem-konteksten.

Peter: Jeg tænker, det er fint at bruge det som sparringspartner. Man skal bare passe på, hvordan man gør det, også hvis man får den til at formulere opgaver. Der er også noget, der er lidt sjovt. Vi prøvede det af, da vi var på kursus, hvor vi skulle lave læseteater. Vi skulle bare prøve at se, hvad den kom med af bud, og det var jo ikke helt skævt. Der var faktisk noget, der var rimelig sjovt at se, og også noget, der kunne bruges i en vis grad.

Anders Peter: Der er stor forskel på, om man som lærer bare skriver: Lav 10 spørgsmål til kapitel 8, eller om man prompter den med noget tekst og siger, at det skal være sådan og sådan. Så tror jeg, der er store muligheder, og det er også mit indtryk, at rigtig mange lærere gerne vil de her muligheder.

Sidste ting omkring spørgsmål 10: Jeg synes jo, at man ude på skolen skal lave sin egen lille afstemning. Det er en genial måde at skabe medindflydelse hos medarbejderne på, hvis ledelsen har modet til det. Man kunne i starten af skoleåret sige: Vi har de her dage i uge 32. I ved godt, jeg godt kan lide at få en oplægsholder ud, så vi får startet noget fælles. Skal vi ikke prøve at stemme om, hvad vi gerne vil? Hvis man er rigtig modig, kan det være, udskolingslærerne siger, at de gerne vil AI, mens indskolingslærerne hellere vil trivselsunderstøttende indsatser. På den måde tænker jeg, at man som lærer ville få en meget bedre start på skoleåret, hvis man selv havde været med til at vælge.

Peter: Det ville i hvert fald gøre, at man ville have det lidt anderledes, når man møder ind til de her planlægningsdage. Der er nogle gange, hvor man kommer ind og tænker: OK, så skal vi på det her kursus. Det er noget anderledes, hvis man selv synes, at der er noget, der er spændende og rører sig. Jeg tænker også, det kunne være interessant, at man deler det lidt ud, så man ikke kører det samme kursus for alle. Måske også på forskellige tidspunkter af året. Nogle starter et sted, og andre starter et andet sted.

Anders Peter: Man kunne også vove pelsen. Skolerne i Gentofte ligger jo forholdsvis tæt. Så kunne man sige: I kan køre over på Gentofte Skole, der er AI-kursus. På Skovshoved Skole er der trivselsunderstøttende indsatser. Jeg har været i kommuner, hvor de gjorde det. Lolland for eksempel, hvor alle kulturfagslærerne kørte til den ene ende, og alle engelsklærerne til den anden ende. De var begejstrede, fordi fokus var på kulturfag på den skole, hvor de var, og engelsklærerne sad og nørdede engelsk med alle de andre engelsklærere, der havde meldt sig til det.

Peter: Det synes jeg er smart. Det er en god tanke, og den kunne lederne godt tage til sig. Man kan lige prøve at mærke efter, hvor vi er henne.

Anders Peter: Peter, nu sagde du fysisk indgriben med sådan en blanding af åh nej, men også: Det er spændende at snakke om. Så vi aftalte, at det bliver det sidste, vi dykker ned i. Vi kan starte med spørgsmålet om, hvorvidt du føler dig fagligt rustet til at vurdere, hvornår en elev bør følges ud af undervisningen.

Peter: Efter så mange år som underviser kan jeg godt finde ud af det. Men den her synes jeg faktisk gik helt galt. Debatten kørte fuldstændig skingert i hver sin retning. Du nævnte tidligere Louise Klinge og Merete Riisager, der var hver sin del af det, og der var nogle gange i den debat, hvor jeg ellers har været meget lyttende til Louise Klinge og hendes måde at gå til tingene på, men den blev meget skinger. Den kom helt langt ud. Det er ikke for at udskamme hende, men det var faktisk en af de gange, hvor jeg fik krummet tæer, da jeg sad og lyttede til Clement-debatten om fysisk indgriben.

Anders Peter: Jeg snakkede lidt med hende om det efterfølgende, og jeg tror også, hun følte, at hun blev misforstået en del.

Peter: Ja, det gør hun også helt klart. Der er også nogen, der bruger nogle overskrifter, der bliver taget helt ud. Men det er også det, der sker nogle gange. Nogle vil gerne ind og præge debatten, og vi kender det også selv. Jeg skriver også en gang imellem i Folkeskolen, og der skal nogle overskrifter til, før man bliver hørt. Nogle gange bliver man nødt til at træde lidt længere ud, end man måske har lyst til, for faktisk at få nogen til at bringe det. Det tror jeg også var tilfældet der. Men stadigvæk var debatten for voldsom.

Det, der faktisk er ønsket for rigtig mange lærere, det er bare at få lov til at kunne guide en elev. Altså lige lægge en hånd på skulderen. Hvor mange gange gør man ikke det for at få ro hos den her elev? Og det må man ikke bare. Det er jo faktisk det helt skæve i det her i øjeblikket. Det der med, at man faktisk får rigtig forståelse for, hvad det er, lærerne står med. Hvad er det, vi beder om? Jeg stod helt af, da jeg nærmest så en beskrivelse af mig selv som en, der vil trække eleverne med håret ud ad døren. Det var helt langt ude. Derfor synes jeg, fysisk indgriben er interessant at få talt om, fordi det er grænseoverskridende, hvis man har prøvet det et par gange og er blevet nødt til at skille elever ad, der er kommet op at slås, eller fastholde en elev. Så skal jeg lave en lang beskrivelse bagefter af, hvad jeg har foretaget. Det synes jeg er fair og fuldstændig i orden, at man skal gøre. Det vil jeg også hellere gøre for at være på den sikre side. Men det er jo mange steder også de små bitte ting, man gør.

Anders Peter: Der synes jeg virkelig også, tingene har ændret sig. Loven har jo ikke ændret sig, men jeg kan huske, at jeg tit var snevagt. Ikke at der var sne så tit, men jeg havde ikke noget imod at stå ude. Jeg havde højden og pondus, og jeg havde ikke noget imod at stå der, når udskolingseleverne legede med sne. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har skilt slåskampe ad. Jeg skrev aldrig noget ned. Vi gav hinanden i hånden og sikrede os lige, at de holdt sig fra hinanden resten af frikvarteret og måske gangen efter. Men hvor skulle jeg have dokumenteret meget på sådan en snevagt og gårdvagt.

Peter: Vi har desværre haft en meget uheldig episode her på skolen, hvor det gik helt galt. Det handlede om, at man bliver anklaget af elever og bagefter forældre, hvor den er kørt helt langt ud. Derfor har vi også lavet en god beskrivelse af, hvad der skal til, og sørget for at klæde folk godt på. Det bliver også gennemgået hvert år: Hvad er det, du skal huske, hvis du har lavet en fysisk indgriben? Nu var den anden sådan helt langt ude, for det havde ikke noget med indgriben at gøre. Det var simpelthen en beskyldning mod en lærer. Men det står man i, og derfor er der også en historik her på stedet, som er lidt anderledes.

Anders Peter: Der er nogle skeletter i skabet.

Peter: Der er i den grad skeletter i skabet, som vælter ud, når man bliver prikket lidt til. Når man så hører sådan en debat, hvor man bare siger: Prøv nu at forstå lidt, hvad det egentlig er, vi står med til dagligt, og hvordan vi faktisk prøver at guide og hjælpe og forstå, hvad der skal til. Men også skærme elever, som sidder inde i et lokale, hvor der er et barn, der er udadreagerende. Det er voldsomt også for de 21 andre, som måske sidder derinde med nummer 22, som er kommet i affekt. Det er hverken behageligt for det barn, der er kommet i affekt, eller for de 21, der sidder derinde. Nogle gange er det også for at skærme begge parter, at man laver en fysisk indgriben.

Anders Peter: Når jeg kigger på lærernes svar, blev jeg positivt overrasket over noget af det og lidt trist over noget andet. Du svarede, at du føler dig godt rustet. Det siger 67,3 % af lærerne, at de gør. Det er kun 24 %, der er uenige. Lige knap 60 % svarer, at de oplever, at skolens ledelse støtter dem i beslutningen om at afbryde en elevs deltagelse i undervisningen. Så er der 16,4 %, som svarer ved ikke, og jeg håber lidt, det er fordi, de aldrig har haft behov for det.

Peter: Ja, det må vi da håbe. Der er da ikke noget værre, end hvis man ikke rigtig ved, hvor man har sine ledelse.

Anders Peter: Hvis nogen lytter med og vil svare ved ikke på den der, så gå lige til ledelsen. Og hvis du er skoleleder, så er det måske en idé at gentage det her en gang om året. Så bliver jeg ked af, at 52 % af lærerne svarer, at de ikke har fået tilstrækkelig uddannelse i konfliktnedtrappende metoder. Og så er der 43 %, der er uenige i, at skolens rammer og regler gør det muligt at reagere hurtigt og forsvarligt i kritiske situationer. 18,1 % svarer ved ikke. Det synes jeg også er lidt mange. Måske er det et tegn til, at man på skolen lige skal gennemgå noget af det her.

Peter: Det er det jo også. Så tænker jeg også, der er noget her, der bliver spændende for dig at undersøge lidt nærmere. Hvad mener de 43 %? Hvad er det, der gør, at skolens rammer og regler ikke gør det muligt at gribe forsvarligt ind?

Anders Peter: Der var en af de lærere, jeg snakkede med i de to podcast, jeg nævnte, der netop var inde på det. Der er rigtig mange, der har de der triste, forfærdelige historier, hvor man godt kan forstå, at den bare er gået skævt, og måske også er gået skævt med ledelsen, og de har været nødt til at skifte skole. Men heldigvis foregår der jo rigtig meget undervisning hver dag landet over, hvor man ikke har behov for det.

Peter: Det er rigtigt. Men jeg tænker også en anden ting. Man træner jo i indskolingen eleverne meget hurtigt i, hvordan man kommer lidt ned. Den her konflikttrappe bruger vi jo som klassiker. Desværre er vi bare ikke enige om det som kolleger. Det vil sige, at der er nogen, der gør det, og nogen, der ikke gør det. Det betyder også, at når du kommer ud i en skolegård, hvor vi ikke har en form for enighed, så er det ikke alle sammen, der har været igennem det. Jeg kan jo stå og tænke: Alle ved da, at man skal sige stop. Men hvis man ikke ved, at stop faktisk er et rigtig godt ord, når man oplever, at noget er grænseoverskridende, så bruger man alle mulige andre ord for det samme. Det der med at afkode hinanden og guide eleverne til det, er rigtig væsentligt. Jeg har lidt svært ved, at vi ikke lige bliver enige om, at det kunne være et smart redskab at bruge. Det tror jeg faktisk er rigtig vigtigt: at man helt nede fra indskolingen ret hurtigt bliver enige om, hvilke indsatser vi har for at guide eleverne.

Anders Peter: Og holde fast i hele vejen op. Jeg kan se meget af det samme i udskolingen, hvor man tænker: Jeg troede, vi var enige om, at her gik grænsen. Jeg hygger mig jo meget med at være fodboldtræner, og jeg kan se på de børn, jeg har fra fem-seks forskellige skoler og klasser, hvordan der er forskellige kulturer. Nogle steder siger eleverne: Hov hov, det kunne jeg ikke lide. Andre steder bliver det næste gang bare en endnu hårdere skulder i ryggen. Det er fascinerende, men vi arbejder jo også på at få skabt den fælles forståelse.

Peter: Det vender tilbage til dannelse og kultur. Det er altså vigtigt, at man får fokus på det. At man faktisk får dannet: Hvad er det for en skole, vi står for? Hvad er det, vi gerne vil? Det er også derfor, jeg siger, at det er vigtigt i indskolingen. Basis skal være på plads. Vi bruger jo lang tid på den del af det. Vi bruger også tid på undervisning, men vi bruger rigtig lang tid på at løse konflikter i indskolingen og lære eleverne at forstå, hvordan man undgår at komme i konflikt, og hvordan man håndterer det. Nu kan man jo også bare sige, at konflikter ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Der er en læring i at komme i en konflikt. Det er også blevet en misforståelse ude i samfundet, at konflikter absolut er negative og skal undgås og udryddes totalt. Men der er altså en læring i, at man lærer at håndtere en konflikt, og det skal man også gøre, når man går i skole.

Anders Peter: Nu har vi siddet her og snakket lige knap en times tid om Lærerundersøgelsen, og jeg er i hvert fald blevet klogere på en “gennemsnitlig lærer” her. Jeg nævner altid det med citationstegn, for jeg er jo godt klar over, at man ikke kan tale om den gennemsnitlige lærer.

Peter: Det er svært i hvert fald.

Anders Peter: Jeg kan huske, at et af de første år udgav jeg resultaterne på Folkeskolen, og Niels Christian Sauer skrev venligt om dem alle sammen. Han startede ud med at skrive, at man ikke kan tale om den gennemsnitlige lærer, og så skrev han nedenunder: Men jeg forstår godt alt det der.

Peter: Det er jo også den, der egentlig godt kan kaldes den gennemsnitlige lærer. Det er jo virkelig et sted, hvor man tænker: Har du egentlig lyst til det?

Anders Peter: Derfor er jeg også glad for, at du meldte dig og sagde, at det ville du godt tale med mig om. Jeg synes, det var skønt, at du havde lyst til at tale om måske ikke den gennemsnitlige lærer, men i hvert fald hvordan en lærer lever sit lærerliv i 2025 og 2026.

Peter: Jeg synes, det er vigtigt, at vi faktisk deltager i debatten. Jeg synes også, det er vigtigt, og jeg synes, det er rigtig rart, at du har lavet den her undersøgelse, fordi jo flere der kommer til og faktisk fortæller os, hvad det er, vi står med, jo mere brugbart er det også. Det er rigtig skønt, at der er nogen, der interesserer sig for, hvad der foregår i folkeskolen. Mere af det.

Anders Peter: Det fede er jo, at jeg også kan se, at der er lærere, der i debatten begynder at citere den, hvor jeg netop tænker, at det er en fed måde, de kan sige: Jeg er ikke den eneste, der synes det her. Der er også x antal procent, som er enige med mig i, at vi skal have gjort noget ved det her.

Peter: Ja, alt efter hvordan man bruger sådan noget. Der er jo også nogen, der er gode til at læse sådan nogle statistikker og bruge dem på en bestemt måde.

Anders Peter: Lige nu er der for eksempel en, som har meget fokus på det her med, hvordan lærerne bliver omtalt i medierne, og der har hun brugt nogle tal herfra til at sige: Prøv at høre, der er evidens for, hvad lærerne faktisk synes. Jeg håber, du synes, jeg har talt ordentligt til dig.

Peter: Det synes jeg bestemt. Det har været en særdeles dejlig dialog.

Anders Peter: Det synes jeg nemlig også. Og det håber jeg også, at dig der lytter med synes, i og med at du stadig lytter. Jeg vil bare sige tak til dig, Peter. Og tak til dig, der lytter med. Jeg hedder stadigvæk Anders Peter, og du har lyttet til endnu et afsnit af podcasten Undervisning og formidling.